tirsdag den 11. april 2017

Atomaffalds-Dagen

I Tjekkiet er den 22. april dagen mod deponering af radioaktivt affald, som i år afholdes for 3. gang if. den udsendte pressemeddelelse (1). 


Det sker med en række aktiviteter (protestmarcher, debatmøder, træplantning, maraton - løb mm.), som er rettet mod regeringens forsøg på at udpege en lokalitet til slutdeponering af radioaktivt affald.
Dagen skal henlede offentlighedens opmærksomhed på det radioaktive affald, som vil stråle i tusinder af generationer. 

Den skal henlede offentlighedens opmærksomhed på, at lokale borgere modsætter sig at få det gravet ned under det sted, hvor de bor, og at de nærer en begrundet frygt for, at beslutningen vil blive truffet på et forkert grundlag.

De kan henvise til, at

  • den tjekkiske regering har udskudt sin godkendelse af det nye nationale program for håndtering af radioaktivt affald og brugt (kerne-)brændsel, som skal vurdere, om dyb geologisk deponering er den bedste mulighed, og om lokaliseringsprocessen er i orden (2)
  • den tjekkiske regering har ikke accepteret et lovudkast om styrkelse af kommuners rettigheder og har udskudt debatten herom til 2018
  • det tjekkiske parlament har udelukket offentligheden fra deltagelse i deltagelse i processen vedrørende udpegning af områder med henblik på undersøgelse af deres egnethed som slutdepoter
I Tjekkiet mangler borgerne tillid til, at landets radioaktive affald vil blive behandlet på den sagligt set bedste måde. De frygter, at politiske kriterier bliver afgørende for valget af deponeringsmåde og deponeringssted.

Det er de ikke alene om.

I Danmark protesterer borgerne mod at få de statslige myndigheders planer trukket ned over hovedet. Planer, hvis discount-karakter de for længst har gennemskuet.

I Tyskland protesterer borgerne i nærheden af den forladte jernmine Schacht Konrad (3) mod, at radioaktivt affald bliver deponeret der.

Men i Holland accepterer borgerne i nærheden af COVRA, at radioaktivt affald bliver opbevaret i nærheden, fordi det sker på en gennemsigtig og betryggende måde i et langtidsmellemlager (4).

I Tjekkiet, Danmark og Tyskland vender befolkningen sig mod, at man forsøger at luske slutdeponering igennem med utilstrækkelige og let gennemskuelige begrundelser og beslutningsprocesser bag lukkede døre.

I Holland accepterer befolkningen affaldet, fordi de har oplevet, at myndighederne har spillet med åbne kort.

Hvilken fremgangsmåde ville du foretrække, hvis du var i de berørte borgeres situation?

Skrevet af Jens


Henvisninger:

  1. Se flg. link: http://www.platformaprotiulozisti.cz/cs/press/day-against-repository-should-be-a-reminder-that-the-problem-is-still-not-being-solved.html 
  2. Czech Republic
    National Programme, November 2014 & National Report (CS) – National Report (EN) – The Programme entitled “Update of the concept of radioactive waste and spent nuclear fuel management” is currently undergoing the SEA process and thus the final version is still to be finalized.
  3. Schacht Konrad: http://www.dw.com/en/germany-draws-up-new-plan-to-dispose-of-nuclear-waste/a-18645069. Se også kommentar i Atom Posten: ”Kontaktforum om Atomaffald” (01.11.15).
  4. Covra’s Hjemmeside: http://www.covra.nl/. Se også kommentar i Atom Posten (01.10.13).

torsdag den 6. april 2017

Mellemlager – og det, der ligner




Afgørelsens time nærmer sig for det danske atomaffald. Det oprindelige discount-slutdepot er yt, og mellemlageret er det, alle taler om.

Det skyldes borgerne i de fem kommuner, at det er gået sådan. Støttet af udenlandske sagkyndige, som ikke kunne trues til at holde mund, har de sørget for, at et mellemlager efter hollandsk forbillede kom på dagsordenen, og siden marts 2015 har mellemlagerløsningen været officiel politik.

Det betyder desværre ikke, at alt er i orden. Indflydelsesrige kredse arbejder stadig bag kulisserne med at få affaldet af vejen så hurtigt og så billigt så muligt. Om det kommer til at hedde ”slutdepot” eller ”mellemlager” er underordnet.

For at undgå, at problemet med opbevaring af det radioaktive affald reduceres til en strid om ordvalget, er der grund til at repetere de vigtigste ideer bag det hollandske mellemlager, COVRA:

· alt radioaktivt affald i landet skal afleveres til COVRA, og den virksomhed, der afleverer det, betaler for opbevaringen, så man er mindre afhængig af skiftende økonomiske konjunkturer

· man har set i øjnene, at opbevaringsperioden kan blive lang, 100 år eller mere, og der­for har man bygget lagerfaciliteter, der er robuste nok til at kunne holde i tidsrum af denne længde

· opbevaringen af det radioaktive affald er kombineret med en formidlingsindsats, således at befolkningen (i Holland, altså) har mulighed for at besøge mellemlageret og høre om, hvordan man sikrer sig mod strålingen.

Det betyder, at

§ man sikrer sig, at der er stabilitet og gennemsigtighed om økonomien og et incitament til at bruge så lidt radioaktivt materiale som muligt

§ man undgår, at overoptimistiske vurderinger af andre deponerings-muligheder kommer til at spærre for en fornuftig og langsigtet planlægning

§ man vil kunne drage nytte af en fremtidig teknologiudvikling, som måske/måske ikke vil gøre det muligt at uskadeliggøre det radioaktive affald ved grundstofomdannelse

§ man sørger for på en troværdig måde at formidle viden om – og ikke frygt for – radioaktive stoffer til befolkningen

Der er ingen tvivl om, at de embedsmænd, der har skullet udarbejde løsningsforslag for det danske atomaffald, har været stillet overfor en opgave, der var noget nær umulig.

Intet sted i verden har man slutdepoter for radioaktivt affald, der er så mangeartet som det danske. Man har enkelte depoter til kortlivet affald, og man har et hav af ideer, skitser og planer til depoter for andre typer af affald, men ikke noget, man vidste virkede. Hertil kommer, at depoter, man troede var sikre i al evighed, har lækket radioaktivt affald til omgivelserne.

Man var derfor henvist til at strikke de danske slutdepot-planer sammen ved hjælp af alle ideerne, skitserne og planerne. De var ikke troværdige – for det var ikke muligt – men de så troværdige ud ved første øjekast.

Planlægningen måtte derfor kombineres med en strategi, som gjorde, at så mange som muligt var tilfredse med det, de så ved første øjekast.

Og her var der rigelige erfaringer at øse af. På det punkt kunne man levere det ønskede: Ved at udskille en lille gruppe af borgere, der fik sorteper, kunne man love det store flertal, at de slap.

Det var lige ved at lykkes, lad os bare se det i øjnene. Men det mislykkedes altså, og nu er det nødvendigt at finde en bedre løsning.

Drøftelsen af denne bedre løsning kunne begynde med, at vi så i øjnene, at vi ved alt for lidt om, hvordan vi skal opbevare det radioaktive affald i fremtiden. Affald, som en tidligere generations overoptimistiske forhåbninger om billig energi har skaffet os på halsen.

Skrevet af Jens

Henvisninger

lørdag den 1. april 2017

Undskyldning for Atomaffald

Atom Posten har erfaret, at regeringen har til hensigt at give en undskyldning på hele Danmarks vegne til borgerne i de fem kommuner (1), der i maj 2011 blev udpeget som mulige placeringer af et dansk slutdepot for radioaktivt affald. Oplysningen stammer fra en kilde i statsministeriet, der ikke ønsker sit navn frem.
Undskyldningen er ifølge kilden rettet til de borgere, som:
… i næsten seks år (har) været udsat for truslen om at få radioaktivt affald gravet ned i nærheden af det sted, hvor de boede og arbejdede…
Regeringen erkender og undskylder, at den
  • har udsat disse borgere for en stor og urimelig belastning
  • har skubbet problemerne med det radioaktive affald, som burde være fælles for hele det danske samfund, over på et mindretal
  • selvom den hele tiden har kunnet gennemskue det talentløse i embedsmændenes argumentation ikke har kunnet tage sig sammen til at finde på noget bedre

Beslutningen om at give undskyldningen blev truffet, efter at regeringens medlemmer på et ministerrådsmøde havde hørt udsendelsen ”Videnskabens Verden” den 21 – 3 (2). Det forlyder, at flere ministre brød sammen, da de blev truet med, at DR ville lave flere udsendelser af samme slags.
Regeringen ser sig ikke i stand til at tilbyde de berørte borgere økonomisk kompensation udover topskattelettelser, men lover, at man vil have de fem kommuner i tankerne, når der om et år skal træffes beslutning om udflytning af statsinstitutioner fra København. Uofficielt peges på: Brugeroplevelsesstyrelsen, Plusordsdepartementet, Disruptionsrådet og Bertel Haarder.
Det ventes, at de tidligere regeringspartier, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre vil støtte op om undskyldningen, når den bliver offentliggjort senere i dag.
Skrevet af Jens

Henvisninger:
(1)    Det drejer sig om følgende kommuner (med de udpegede lokaliteter i parentes): Struer Kommune (Hvidbjerg / Thyholm), Skive Kommune (Skive Vest og Thise), Kerteminde Kommune (Kertinge Mark), Lolland Kommune (Rødbyhavn) og Bornholms Regionskommune (Østermarie).
(2)    www.dr.dk/p1/videnskabensverden. Udsendelsen blev sendt 21.03.17 kl. 13.33.

onsdag den 22. marts 2017

Atomaffald og Public Service

I serien ”Videnskabens Verden” har Danmarks Radio P1 bragt en udsendelse (1) om det radioaktive affald (atomaffald), der opbevares på halvøen Risø ved Roskilde.
I udsendelsen bliver alle mulige emner rodet sammen: Tjernobyl, stråling i forbindelse med flyrejser, baggrundsstråling og medicinske anvendelser af radioaktive stoffer. 
Derimod er ikke tid til at fortælle, at man kun har et ufuldstændigt kendskab til atomaffaldets indhold af radioaktive isotoper. Men man ved (selvom det ikke fremgår ad udsendelsen) at en del af radioaktiviteten vil holde sig i mange millioner år.
Det nævnes heller ikke, at der udover affald fra forsøgsstationen også er:
  • såkaldte ”tailings” (affald) fra udvinding af uran af malm fra Kuannersuit/Kvanefjeldet i Grønland
  • radioaktivt affald fra et (mislykket) forsøg på at fremstille brændselsstave til a-kraftreaktorer
  • NORM-affald fra olieboringerne i Nordsøen
  • betydelige mængder af ikke-radioaktive, giftige stoffer (Cadmium, Bly, Beryllium)
Det er ellers oplysninger, som er offentligt tilgængelige (2).
Det påstås i udsendelsen, at 
”debatten har bølget frem og tilbage”
siden det blev besluttet at nedlægge atomreaktorerne på forsøgsstation Risø.
I virkeligheden skete der det, at man i 2011 (3) lovede det store flertal, at det kun var borgerne i de udpegede fem kommuner, der kunne komme til at hænge på atomaffaldet. Derefter var der næsten ingen interesse for sagen i de landsdækkende medier og heller ikke nogen debat, som kunne bølge.
Det er en kendsgerning, at radioaktiv stråling fremkalder angst hos mange, men i udsendelsen blev farerne ved denne stråling bagatelliseret, ikke forklaret. En vigtig del af bagatelliseringen er baseret på, hvad den interviewede helsefysiker kalder ”beregninger”. De kan – forstår vi – give den ultimative begrundelse for, at ingen vil lide overlast, når de radioaktive stoffer begynder at sive ud fra det sted, hvor de er slutdeponeret.
Muligheden af, at sådanne beregninger kunne være ufuldstændige eller måske ligefrem fejlagtige, nævnes ikke. Det nævnes heller ikke, at uafhængige sagkyndige har været stærkt kritiske overfor de danske slutdepot-planer (4).
Der reflekteres overhovedet ikke over, hvem der har bevisbyrden i den slags sager.
Udsendelsens kilder er udelukkende medarbejdere fra firmaet Dansk Dekommissionering (DD), der står for håndteringen af affaldet. Det bliver ganske vist nævnt, at borgerne i de udpegede kommuner ”er alt andet end begejstrede”, men de ansvarlige for udsendelsen har åbenbart ment, at der ikke var grund til at høre hvorfor.
DD’s holdninger, som udsendelsen kritikløst refererer, har vi andre kendt længe, og det mest bemærkelsesværdige ved dem er, at de har udviklet sig så lidt i årenes løb. Blandt andet er det åbenbart ikke gået op for dem, at de politisk ansvarlige – omend tøvende – har forlangt (5), at man skal undersøge en alternativ løsning, nemlig et såkaldt mellemlager (6), hvor affaldet opbevares under opsyn i en periode på ca. 100 år.
Udsendelsen er med til at tegne billedet af DR som public service-organ, og den holdning til mindretalssynspunkter, der demonstreres i udsendelsen, er ikke noget kønt syn.
Kommercielle kanaler må kunne klare mikrofonholderiet mindst lige så godt som DR og tjene penge samtidig, for pengestærke sponsorer til de synspunkter, der direkte og indirekte fremføres i udsendelsen, er der ingen mangel på.
Udsendelsen blev som nævnt sendt i serien ”Videnskabens Verden” sammen med et indslag om turistrejser til Månen.
Jeg har på fornemmelsen, at videnskabens verden ser lidt anderledes ud i virkeligheden.

Skrevet af Jens

Henvisninger:

  1. www.dr.dk/p1/videnskabensverden. Udsendelsen er tilrettelagt af Charlotte Koldbye og Hisar Sindi og sendt den (21.03.17) kl. 13.33.
  2. Se inventorieopgørelse fra Joint Convention on the Safety of Spent Fuel Management and on the Safety of Radioactive Waste Management, Fifth National Report from Denmark Sundhedsstyrelsen Oct. 2014
  3. I maj 2011 meldte Indenrigs- og Sundhedsministeriet ud, at seks lokaliteter i fem kommuner var ”udvalgt” som mulige placeringer af et slutdepot for det radioaktive affald. Det var: Hvidbjerg, Thyholm i Struer Kommune, Skive Vest og Thise i Skive Kommune, Kertinge Mark i Kerteminde Kommune, Rødbyhavn i Lolland Kommune og Østermarie i Bornholms Regionskommune.
  4. Se kommentar i Atom Posten: ”Oversigt over udenlandsk Kritik af dansk Slutdepotplan for Atomaffald” (22.03.15).
  5. Se kommentarer i Atom Posten: ”Dobbeltspil om Atomaffald” (11.03.15) og ”Bekymringer ved et Mellemlager for Atomaffald” (14.03.15).
  6. Et fungerende mellemlager (det hollandske mellemlager, COVRA) er beskrevet i Notatet: ”Mellemlager – Baggrundspapir”, som ligger på Annes hjemmeside www.atomaffaldklarhed.dk. Se også Covra’s hjemmeside og kommentar i Atom Posten: ”Besøg på Hollands Mellemlager for radioaktivt Affald” (01.10.13).





tirsdag den 21. marts 2017

Kvanefjeldsprojektet. Den ideelle Løsning?

Kvanefjeldsprojektet i Sydgrønland vil ikke vil skade miljøet, fastholder direktøren i det australske mineselskab GMEet skriftligt svar til DR (1).

Formålet med Kvanefjeldsminen er at producere sjældne jordarters metaller, de såkaldte REE. Biprodukterne er uran, zink og fluor.



GMEs direktør vil ikke interviewes til DR, men har svaret skriftligt på miljøorganisationernes nylige kritik (2) af GMEs foreløbige miljørapport.

Direktørens udtalelser er meget upræcise. Det er bekymrende, men desværre også forventeligt. Der er meget, der skal skjules i dette projekt.

1. GMEs direktør: "I stedet for at drage forhastede konklusioner og indtage subjektive standpunkter, opfordrer vi miljøorganisationerne til at vente på den offentlige høring, hvor yderligere tekniske detaljer vil være tilgængelige." 
(..)
"For tidlig diskussion og debat før den offentlige høring vil underminere integriteten for licensprocessen i Grønland."

Min kommentar: Selvfølgelig skal projektet debatteres allerede nu, så indvendinger kan komme frem i tide og medvirke til at forbedre projektet. Det må være i alle andres interesse. Høringsperioden (8 uger) er for kort til en grundig debat.

2. GMEs direktør: "Vi har lavet en meget detaljeret undersøgelse, som viser, at stigningen i omfanget af stråling i forbindelse med minen vil være ubetydelig." 

Min kommentar mht. "ubetydelig stigning i omfanget af stråling": 

Ved brydningen sker der det, at klippen knuses og behandles kemisk. Enkelte uranefterkommere er opløselige i vand (radium) eller gasformige (radon). De kan derfor lettere komme ud i miljøet, end de kunne i den oprindelige bjergart.

Noget lignende gælder det fluoridholdige mineral, som også findes i Kvanefjeldet. (Se NOTAT om fluorider nedenfor (3). Risikoen for forurening af omgivelserne er derfor betydelig.

Lic. scient. Kim Pilegaard konkluderede i sin Risø-Miljørapport om Kvanefjeldsprojektet (udgivet i 1990), at F (fluorid) fra uranminen kan være tilstede i alt, hvad fårene indtager også som partikler i den inhalerede luft, således at fårene kan risikere at blive forgiftet med fluorid. (side 99)




Kilde: Illustration side 97 i Risø Miljørapport 1983
Kim Pilegaard er nu professor på DTU MILJØ Institut for Vand og Miljøteknologi 

3 GMEs direktør: "Lokationen for deponiet er nærmest ideel, skriver John Mair og peger på at klippen under og rundt om søen er massiv og uden forekomst af ler eller andre ustabile materialer."

Min kommentar vedr. Taseq som "nærmest ideel" lokation.


Ja, fra et virksomhedsøkonomisk perspektiv! Den er billig!






Gerhard Schmidt, pensioneret ingeniør fra Öko-Institut, har udtalt følgende i en mail til mig om Taseq som tailingsdepot:


"Disposal in a lake, as proposed in Greenland and as not completely ruled out by the regulator there, is the Canadian way and is strongly competing to achieve the world championship for another worst case example for tailings waste management."

Q2 Anne: What are the advantages and disadvantages by using Taseq as a disposal for tailings? 

Gerhard Schmidt: The planned mining will result in large masses of mined materials and wastes, so the mine and tailings waste management is a relevant part of the operation and also of the environmental impacts to be expected by such mining. The potential impacts of such mine and tailings have to consider both radioactive as well as chemically toxic constituents. Both types of constituents are already available in the ore, but in an immobile form so that the hazards are currently either negligible or even non-existent. Mining and milling of the ore mobilizes those constituents, by crushing the ore and treating it with chemicals. So the end point after finishing mining has to be to immobilize those constituents to a form that is as immobile as those were before mining had started. So best-as-possible physical enclosure of those wastes, isolation from the environment and sustainable inertness of those wastes are the base requirements that should govern the selection process of waste management options.

By disposing tailings in a lake none of those basic requirements are respected and can be met. Natural lakes have a steady inflow and outflow of water, surface erosion is maximized by this flow, and disposed constituents are in a steady contact with large amounts of water so maximizing leaching of those constituents. Sustainable (long-term) isolation of the wastes from the environment is impossible under those conditions.
As the negative impacts of such disposed, but permanently leaking mining wastes are a well-known phenomenon, the European Mining Waste Directive requires the sustainable disposal of such wastes in mine openings, where those wastes can well be effectively isolated. Water flow though the disposed material has to be minimized by sustainable covers, designed to divert any surface water (e. g. rain water, melting water) away from those disposed tailings. The design has to guarantee that this installation fulfills its task over very long time (state-of-the-art are e. g. 1,000 years) without permanent active maintenance and repair. So it has to withstand natural climatic conditions, such as long dry periods as well as extreme rain, ice and snow events without eroding away. Hazardous waste constituents should not be able to travel through the installed cover, so the cover has to prevent upward diffusion by design. In a lake environment with its permanent high erosion rate, it is impossible to install such a sustainable cover as it is eroded away in e. g. less than ten years.

The only advantage of disposal in lakes is that it is a simple and a cheap management option in the short term, during operation. That is why this is preferred. But economic advantages can, in the long term, turn out to be the less economic option.Numerous examples can be cited where those costs then were transferred to the general public because the effects were only visible long after the company had left the place, and post-clean-up had to be financed publicly. Or, is not performed at all because the public is not willing to pay for that. Or, if the company still exists, the potential bankruptcy of the owner prevents mine waste regulators from enforcing more sustainable options. In both cases the consequence is a permanently leaking disposal facility. Citat slut


Tailings/affald fra en REE/uranmine vil være det største miljøproblem.

Der vil blive produceret næsten 1 mia tons, hvis alle ressourcer udvindes.





Tailings er langlivet lavaktivt affald, der producerer radioaktive efterkommere i mia. af år.


Når uranmine-tailings skal isoleres fra mennesker og miljø i al evighed, skaber de på en måde det mest vidtrækkende miljøproblem i det, der hedder den nukleare brændselskæde if. den canadiske atomenergikontrolkommission, AECB. (4)



Den nukleare brændselskæde eller brændselscirkel
Kilde: Courtesy of the IAEA; Photos from AREVA, Cameco, Fortum, Posiva, TVO, and WNA. Bemærk at tailings fra uranmøllen ikke optræder i brændselscirklen!

AECB har også udtalt at:

"Den totale radioaktivitet i tailings, for en given mænge uran, er sammenlignelig med radioaktiviteten i atomkraftens højradioaktive affald.

Man kan derfor gøre den konstatering at der er blevet udvist utilstrækkelig opmærksomhed overfor de langsigtede aspekter af tailingsbehandling, og at disse bør gøres til genstand for samme opmærksomhed, som den der er blevet givet det højradioaktive affald."
(4)



Skrevet af Anne


1. Mineselskab: Ny uranmine i Grønland giver ubetydelig stigning i stråling DR 20.3.17


En række miljøorganisationer frygter alvorlige konsekvenser for miljøet, hvis Grønland giver tilladelse til uranmine. Mineselskabets foreløbige miljørapport blåstempler ellers projektet.


3. NOTAT OM FLUORIDER (skrevet af Jens)


Fluorider, der er opløst i vand, er giftige for mennesker og dyr.


I naturen findes fluorider i form af calciumfluorid (CaF2, flusspat), som er tungt opløseligt i vand (ca. 0,002 g per 100 mL vand). De findes også i kryolit (Na3AlF6), der også er tungt opløseligt i vand.


Men i Kuannersuit / Kvanefjeldet findes en del af fluoriderne som natriumfluorid (NaF, villiaumit), der har en vis opløselighed i koldt vand (ca. 4g per 100 mL). Ikke så let opløseligt som natriumchlorid (almindeligt salt) (ca. 40 g per 100 mL), men nok til, at fluorid-forurening kan blive et problem, hvis der sker råstofudvinding i området.


Ved minedrift sker der det, at bjergarten knuses, så overfladen bliver umådelig meget større end før. Natriumfluorid i bjergarten vil derfor opløses langt hurtigere end før knusningen.


4. Anon., 1978: The Management of Uranium mill tailings an appraisal of current practices, AECB-1156. Advisory Panel on Tailings, Atomic Energy Control Board, Canada, 31.p

tirsdag den 14. marts 2017

Nyd Sommeren ved Danmarks Discount-Slutdepot for Atomaffald!

Atomaffald kan være positivt for en kommune, skriver en journalist fra DR P4 Bornholm. Han vil gerne overbevise læseren om, at et slutdepot kan være en turistattraktion - ligesom i Sverige. Det lyder forjættende! Det kan komme med i Visit Denmark's brochure:







REKLAME : Kombiner familiens besøg i Joboland, Lalandia eller på Vikingemuseet Ladby med et besøg i oplevelsescentret på det danske discount-slutdepot for radioaktivt affald! Der er naturligvis grænser for, hvad I som familie kan opleve, da affaldet er gravet ned. Men i oplevelsescentret, hvortil der er gratis adgang, kan voksne få udleveret en kuglepen og børnene en kasket med logo. 



DRs journalist glemmer i artiklen at fortælle, at den danske slutdepotplan er blevet gennemkritiseret af udenlandske eksperter og nabolande i forb. med Espoo høringen. I forstudiet (maj 2011) står, at ind- og udsivning ikke kan undgås. Hvornår denne ind- og udsivning finder sted, ved ingen.

Journalisten har illustreret sin artikel med et foto af det svenske slutdepot for kortlivet affald i Forsmark, SFR, med denne tekst (min fremhævning):


"På atomaffaldslageret i Forsmark 150 kilometer nord for Stockholm modtager de blandt andet radioaktivt affald fra sygehuse, forskningsinstitutioner og industrien - præcis som det er planen med det danske atomaffaldslager." 

SFR i Forsmark er ikke et mellemlager, men et slutdepot til kortlivet affald. "Avfallet måste hållas isolerat från människor och miljö i minst 500 år" står der på SKB's hjemmeside. 

I det danske affald er der både kortlivet og langlivet radioaktivt affald, det sidste med aktivitet i mere end 1000 år. Alligevel opereres der kun med en "levetid på 300 år" i forstudiet maj 2011 side 14-15: "Grundlaget for opgaven har jf. Beslutningsgrundlaget været, at de skitserede depoter skulle have en levetid på 300 år."

Der mangler den vigtige information i DRs artikel, at det danske radioaktive affald ikke kan komme i et slutdepot som SFR, da der er for mange langlivede isotoper i det danske affald, bl.a. de 233 kg særligt affald og tønderne med historisk affald (ukendt affald). Ved en fejl har man kommet tønder med historisk affald i SFR, og de skal tages op igen. (Radioaktivt avfall felmärkt, UNT.se Östhammar, 16.2.13). Artiklen viser problemet med langlivede isotoper i depoter til kortlivet affald som det svenske i Forsmark SFR, som kun er til kortlivet affald. Disse tønder har præcis samme problem som mange tønder i Risø. Man ved ikke rigtigt, hvad der er i dem og bør derfor anvende forsigtighedsprincippet og ikke komme dem i et slutdepot til kortlivet affald.

DR-journalisten fortæller, at borgerne i Östhammar Kommune er positive over for SFR, slutdepotet for kortlivet affald. Også i Oskarshamns kommune er flertallet af borgere positive overfor slutdepoter.

Det er der forskellige grunde til. Begge kommuner har i lang tid haft atomkraftværker, og det har givet arbejde og vænnet borgerne til atomkraft.

Begge kommuner har anlæg, der håndterer atomaffald. Det blev besluttet i 80erne. I Östhammar ved Forsmarks atomkraftværk findes som sagt et slutdepot til kortlivet radioaktivt affald, SFR. Ved Oskarshamns atomkraftværk findes et mellemlager til det svenske brugte brændsel CLAB. Sverige har endnu ikke slutdepot til langlivet affald, som der også er i det danske atomaffald. Det findes kun som koncept.

Desuden har den virksomhed der tager sig af atomaffaldet, skb.se, integreret sig i kommunerne med massive informationskampagner og støttet idræt og kultur.

At gøre det samme i Danmark - bortset evt. ved eller tæt på Risø - bliver svært.

Det der kan gøres i Danmark er at føre en åben proces uden skjulte dagsordener og med en dialog med kommunerne.

Det bør være helt klart, at et nyt langtidsmellemlager på ingen måde må relateres til et muligt fremtidigt slutdepot. Desuden bør der gives god økonomisk støtte til infrastruktur og andet i den kommune, der kan tænke sig at tage imod et langtidsmellemlager. Dette kan selvfølgelig opfattes som bestikkelse. Men i den danske sag vil den kommune, der tager imod et langtidsmellemlager, gøre en indsats for hele Danmark. Også selv om der ikke er nogen væsentlig risiko for en kommune ved at have et langtidsmellemlager for radioaktivt affald.

Hvem har narret DR-journalisten til at tro, at den danske slutdepot-plan er teknisk-faglig forsvarlig?

Skrevet af Anne