tirsdag den 30. juli 2013

Atomaffald, Tågesnak og Politisk Tyranni

På 3. år lever borgere i 6 udpegede områder (Thyholm, Skive Vest, Thise, Kertinge Mark, Rødbyhavn og Østermarie) med frygten for at blive naboer til 10.000 m3 nedgravet atomaffald. 

Man kan spørge:
  • Er det rimeligt at udsætte mennesker for årelang frygt, når vi på 10. år stadig mangler en overbevisende begrundelse for, at slutdeponering af atomaffald betyder oprydning, således som det hævdes? 
  • Er det rimeligt, at informationer og oplysninger om slutdepotet er mangelfulde og vildledende?
For at illustrere kvaliteten af informationer har jeg genset og genlyttet TV-optagelserne (del 1 og del 2) fra et borgermøde i Kerteminde 15.6.2011, hvor 4 embedsmænd fra GEUS, SIS (Statens Institut for Strålebeskyttelse) og DD (Dansk Dekommissionering) deltog. Jeg har valgt nogle eksempler, men det er desværre mit indtryk, at disse eksempler er typiske. 

Jeg har tidligere vist, hvordan bl.a. GEUS vildleder i en rapport vedr. udenlandske slutdepoter. 


Borgermøde 15.6.2011. Foto: Kjerteminde Avis

Fortielser og fordrejelser


Kerteminde Kommune fik den 3.maj 2011 at vide, at kommunen ligesom 4 andre kommuner havde et velegnet sted til et slutdepot for atomaffald, nemlig Kertinge Mark. Kommunen og den lokale aktionsgruppe inviterede straks 4 embedsmænd til et borgermøde, hvor 305 borgere deltog. Det daværende ansvarlige ministerium, indenrigs- og sundhedsministeriet, sendte ingen embedsmand, men lod sig repræsentere af SIS.

Mødet er optaget af Munkebo Lokal TV og kan ses her: del 1 og del 2

Eksempel 1

Embedsmand fra DD (del 1 17:20):

“De sikkerhedsanalyser, vi har lavet, de viser, at vi kan sagtens bygge et depot, som er sikkert, hvis vi ellers følger de anbefalinger, der er kommet i løbet af forstudierne.” 

Hvordan kan borgerne være sikre på, at depotet sagtens kan bygges, så det er sikkert, 
  • hvis der ikke er økonomi til det? 
  • når ind- og udsivning ikke kan undgås ifølge denne rapport side 216 (1)? 
  • når depotet lukkes efter 30 år, og der ikke længere er institutionel kontrol?
  • når depotets sikkerhedshorisont er 300 år, og der er affald med væsentlig aktivitet i mere end 1000 år, op til 250.000 år?
Eksempel 2

Embedsmand fra SIS (del 1 10:38):

“Det er vigtigt at understrege, at i Danmark har vi ikke i dag det, man kalder højaktivt affald. Det er lav- og mellemaktivt affald altsammen”. 

- Her forties en væsentlig skelnen mellem kortlivet og langlivet affald, som en anden embedsmand fra DD dog uddyber senere, men uden samtidig at oplyse om at slutdepotet konstrueres til kortlivet og ikke til langlivet radioaktivt affald.

Det meste affald på Risø er kortlivet radioaktivt, dvs. radioaktivt i op til 300 år. Resten er langlivet radioaktivt, dvs. radioaktivt i 300 år og mere. Noget endog op til 250.000 år. Slutdepotets sikkerhedshorisont er 300 år. 

Eksempel 3

Embedsmand fra DD (Del 1 13:10):

"Affaldet det er, som Kaare sagde, lav- og mellemaktivt affald. Det er overvejende kortlivet og desuden er der altså en lille mængde særligt affald og langlivet affald, som kommer fra dekommissioneringen”

- Her uddybes ikke, hvad “særligt affald” er, nemlig i dette tilfælde 233 kg bestrålede brændselsstave, der ikke stammer fra nedrivningen, men fra diverse forsøg. Det er altså ikke, som det siges, alt det langlivede affald, "som kommer fra dekommissioneringen". De 233 kg særligt affald var højaktivt affald i Risøs oversigt i 2001, men er senere omdefineret til langlivet mellemaktivt. Dansk Dekommissionering vil ikke offentliggøre data, så man kan kontrollere, om denne omdefinering er rimelig eller evt. lavet af hensyn til at holde omkostningerne nede i forbindelse med slutdepotet. Se også læserbrev af en svensk ekspert om dette.

De 233 kg indeholder hele det spektrum af fissionsprodukter (f.eks. Cæsium-137, Strontium-90) og aktinider (bl.a. uran og plutonium) som findes i brugt kernebrændsel og vil derfor i andre lande ikke blive slutdeponeret i et depot til kortlivet affald som det påtænkte danske.

- Bemærk også at der siges en "lille mængde særligt affald". "Lille" i forhold til hvad? De 1,2 kg plutonium, der er i de 233 kg særligt affald, er nok til at slå 1 million mennesker ihjel. Desuden kan selv en lille mængde affald volde store problemer at slutdeponere, når det indeholder hele spektret af fissionsprodukter og aktinider, der findes i brugt kernebrændsel.

Eksempel 4

Ordstyreren spørger (del 2  23:19):

"Nu har vi hørt om det mellemradioaktive affald og det lavradioaktive affald, som måske skal herover. Hvad med det højradioaktive affald, hvor bliver det af?"

Embedsmand fra SIS (Del 2  23:24):

“Det man kan betegne som højradioaktivt affald, det er selve det brændsel, som har været i reaktorerne på Risø. Der er det sådan, at det uran, der er indgået i det brændsel, man har brugt, det stammer fra USA og af hensyn til ikke-spredningsforholdene begrænser, hvor (...) uran i verden, så er det taget tilbage til USA. Dvs. de brændselselementer, der har været i DR2 og DR3, er ført tilbage til USA, og det er derfor, vi kan sige, vi har ikke højaktivt affald i Danmark.”

Sætning 1: “Det man kan betegne som højradioaktivt affald, det er selve det brændsel, som har været i reaktorerne på Risø.”

- Her informeres ikke om, at der ud over de brugte brændselselementer fra DR3, der er returneret til USA, befinder sig andre brændselsstave på Risø, nemlig i de 233 kg særligt affald. Disse brændselsstave har i forbindelse med forsøg været udsat for meget høj udbrænding, dvs. de har været meget længe i en reaktor. Hvad bl.a. 1,2 kg plutonium vidner om. (2)

Sætning 2: "Der er det sådan, at det uran, der er indgået i det brændsel, man har brugt, det stammer fra USA og af hensyn til ikke spredningsforholdene begrænser, man (...) uran i verden, så er det taget tilbage til USA." 


- Her oplyses ikke om uran købt andre steder. Se NOTAT 2.2.2001 til Folketinget (2): 


“Der er dog f.eks. i elementerne, der blev bestrålet i Kahl-reaktoren anvendt naturlig uran købt i England. Nogen formel forpligtelse til, at leverandøren af uranet skulle tage det bestrålede og mere eller mindre udbrændte materiale tilbage foreligger ikke og blev ikke diskuteret på den tid eksperimenterne fandt sted, idet de stadig forventedes, at Danmark på et tidspunkt skulle have A-kraftværker, og derfor også ville skulle have eget slutdepot til højaktivt affald."

Sætning 3: "Dvs. de brændselselementer, der har været i DR2 og DR3, er ført tilbage til USA og det er derfor, vi kan sige, vi har ikke højradioaktivt affald i Danmark.”

- Mit spørgsmål er:  Hvordan kan man udlede, at man ikke længere har højradioaktivt affald på Risø, fordi man i 2002 har returneret brugte brændsels-elementer til USA, når der fortsat er brugte brændselselementer på Risø, hvoraf nogle har været meget længe inde i en reaktor, dvs. været udsat for meget høj udbrænding (3)? Se NOTAT fra 2.2.2001 (2):

"Udover de dansk fremstillede brændselsstave befinder der sig rester af udenlandsk fremstillede brændselsstave på Risø. Som bidrag til sikkerhedsforskningen vedrørende kraftreaktorbrændsel blev der i perioden 1980 - 90 under Risøs ledelse gennemført tre internationale projekter til undersøgelse af bl.a. frigørelse af fissionsgasser fra kraftreaktorbrændsel med høj udbrænding. Bestrålet prøvemateriale hidrørende fra General Electric, American Nuclear Fuel og Battelle (alle USA) kom fra en række lande til undersøgelse i Hot Cell. Heller ikke i disse sammenhænge var der - af samme grunde som anført ovenfor - indgået aftale om returnering af prøvematerialet til leverandørerne."


En pinagtig proces

Det er pinagtigt og beskæmmende at følge atomaffaldsprocessen. 


I Danmark gør man sig til af at være et land, hvor borgerinddragelse er vigtig, (Aarhus-konventionen for eksempel), men hvor man alligevel er parat til at tvangsdeponere radioaktivt affald i kommuner, som klart har sagt fra.


Man prøver at luske slutdeponeringen igennem ved hjælp af vrøvl og fortielser og stoler på, at ligegyldigheden hos det flertal, der bor langt fra deponeringsstederne, og de landsdækkende mediers fortielse af problemerne vil kvæle protesterne. 

Men myndighederne har en forpligtelse til at give folketinget og offentligheden en præcis og forståelig information om alle relevante omstændigheder i forbindelse med atomaffaldet på Risø. Ellers må hele processen starte forfra.

Skrevet af Anne 



Kilder:

1. side 217 Danish Decommissioning
Main Report May 2011 


2. NOTAT til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg 2.2.2001


3. Risø-R-473 side 30 og frem. Bl.a. side 31:


"U02-Zr irradiations at Risø

In the test fuel irradiation programme at the DR 3 reactor, standard fuel pins have reached max. burn-up levels of 68,500 and 55,000 MWD/tU for BWR and PWR type fuel, respectively."

Se også:


IFPE/RISOE-I  NEA-1502 IFPE/RISOE-II og


IFPE/RISOE-III, Fuel Performance Data from 3rd Risoe Fission Gas Release



4. Stor interesse for borgermøde om atomaffald Kjerteminde Avis 16.6.2011

5. Uafhængig atomaffaldskommission - Ja Tak!:


Danmark er ikke det første land i verden, hvor en proces om et slutdepot for radioaktivt affald er gået i hårdknude på grund af massiv lokal modstand. I Belgien måtte man starte forfra og gå i dialog. I USA, Storbritannien og Tyskland oprettede man uafhængige kommissioner/ekspertgrupper, der skulle vurdere og revidere den eksisterende atomaffaldshåndtering samt komme med anbefalinger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar