mandag den 14. april 2014

Et Forslag

Mit indtryk fra de første borgermøder om strategisk miljøvurdering af slutdepotplanerne er, at det store flertal af deltagere i alle tre møder helt afviste slutdeponering af det radioaktive affald. De gav udtryk for frustration over den styring af møderne, der åbenlyst begrænsede deres muligheder for at give deres mening til kende. De var skeptiske, da de kom, og vrede, da de gik.

I begyndelsen af maj venter endnu to møder med borgerne i de deponeringstruede kommuner, og i sundhedsministeriet burde man overveje, hvad man kan gøre for at undgå, at de kommer til at forløbe på samme måde.

Embedsmændenes bundne opgave er at forklare regeringens, og – lad os ikke glemme det – næsten hele folketingets, politik over for de borgere, der ufrivilligt er blevet hovedpersoner i denne sag. Det begrænser selvsagt mulighederne.

Men ved de første borgermøder var der flere emner, hvor man kunne have ønsket sig bedre og mere præcis information. Jeg foreslår derfor, at sundhedsministeriet lægger detaljerede svar på nedenstående og eventuelt andre spørgsmål ud på sin hjemmeside inden borgermødet i Skive den 5. maj.

For det første: Hvilke kommentarer har man til, at tidligere forsøg på slutdeponering i flere tilfælde har slået fejl? 


I det tyske depot Asse II er man nødt til at grave affaldet op igen, fordi radioaktivt materiale mod forventning lækker til omgivelserne. I Sverige er man nødt til at hente over 2844 tønder med radioaktivt materiale op fra et depot, fordi de indeholdt langlivet affald, selvom depotet kun var beregnet til kortlivet. I Frankrig viser uafhængige målinger en væsentlig større udsivning af radioaktivt materiale fra et slutdepot end de officielle. 

Det gælder ikke så meget om at forklare, hvordan man vil undgå de fejl, der er begået tidligere (det må være en selvfølge). Det gælder om at forklare, hvorfor vores viden om de geologiske forhold omkring et slutdepot nu er så omfattende, at vi kan være helt sikre på, at der ikke dukker ukendte processer op, som kan føre til udsivning fra depotet. Man bør også gøre rede for, hvordan man vil sikre sig imod, at nogen i strid med reglerne anbringer forkerte ting i depotet, eller at der bliver fiflet med målingerne af udsivningen af radioaktivt materiale.

For det andet: Hvorfor nævner man ikke usikkerhederne i de sikkerhedsanalyser, som er en vigtig del af den officielle argumentation for slutdeponering?

Sikkerhedsanalyser (egentlig: risiko-analyser) bliver brugt til at vurdere risikoen for, at radioaktivt materiale siver ud fra et slutdepot, og de er behæftet med en usikkerhed. Denne usikkerhed stammer dels fra, at man selvfølgelig kun kan tage højde for processer, der er kendt på det tidspunkt, hvor sikkerhedsanalyserne bliver lavet, og som eksemplet med depotet Asse II viser, kan det give overraskelser senere hen. Men usikkerheden stammer også fra, at de processer, man trods alt kender, kun er kendt med begrænset nøjagtighed. Burde man ikke forklare, hvorfor man kan se bort fra denne usikkerhed? Der er dog tale om en risiko, man vil have andre til at tage.

For det tredje: Hvad skal der helt nøjagtigt lægges i et sådant depot? 

Det drejer sig især om de 233 kg særligt affald, som var højradioaktivt indtil for ca. 10 år siden, hvorefter det af en eller anden grund kunne omdefineres til langlivet mellemradioaktivt affald. Ifølge Det internationale Atomenergi Agenturs (IAEA’s) regler (som er minimumsregler) skal højradioaktivt affald anbringes i et depot, der er langt dybere end det påtænkte. Myndighederne burde gøre nærmere rede for denne – set med deres øjne – overordentlig heldige omstændighed.

Der er meget andet i godteposen fra Risø. Der er det historiske affald, som ingen vist rigtig ved, hvad er, der er metalaffaldet, der er 1130 tons tailings fra uranudvindingen og så videre. En præcis redegørelse for affaldets sammensætning vil være nyttig for borgerne, når de skal vurdere ekspertpanelets forsikringer om slutdepotets sikkerhed.

For det fjerde: Er Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) ikke inhabilt i denne sag? 

SIS er underlagt Sundhedsstyrelsen og dermed sundhedsministeriet. En repræsentant for SIS har deltaget i de tre borgermøder og ved flere tidligere lejligheder, hvor det reelt gjaldt om at sælge ideen om slutdeponering, bl.a. i Kerteminde 15.6.2011. Hvordan kan SIS på et senere tidspunkt (jeg håber, det aldrig kommer så vidt!) optræde som uvildigt kontrolorgan ved anlægget af et slutdepot? Hvordan kan man have tillid til, at SIS vil give planerne om et mellemlager en fair behandling?

Hvis udførlige og klare redegørelser for disse fire punkter lå på sundhedsministeriets hjemmeside nogle dage inden de sidste borgermøder, ville deltagerne være bedre rustet til at tage stilling til og udtrykke deres bekymringer over slutdepotet. Det ville gøre det muligt for paneldeltagerne at holde sig til de store linjer i sagen, og det vil give mere tid til debatten med borgerne.

En fremtrædende talsmand for slutdeponering udtalte i maj 2011, at der var en stor formidlingsopgave i denne sag. (kilde TV2Fyn 04:35 minutter inde i udsendelsen)

Jeg er helt enig, men må tilføje, at det haster.

Skrevet af Jens

Ingen kommentarer:

Send en kommentar