lørdag den 5. december 2015

Uranmine-Projektet i Kvanefjeld: Interview med fransk Antropolog Joëlle Robert-Lamblin



Joëlle Lamblin har været forskningschef ved CNRS og har foretaget antropologiske studier blandt oprindelige folk i Arktis fra 1967 til 2007. Hun har indgående kendskab til Øst-Grønland. Jeg har spurgt om hendes mening om det foreslåede mineprojekt for sjældne jordarter (REE), der indebærer uranudvinding, i Ilímaussaq komplekset i Syd-Grønland. 


Anne: Hvad er Deres mening om mineplanen med hensyn til de socioøkonomiske forhold? 

Joëlle Lamblin: Indledningsvis vil jeg understrege, at jeg i de senere år ikke har været involveret i forskning i marken, og derfor er mine reaktioner på mineplanen i det væsentlige baseret på mine tidligere erfaringer med det arktiske miljø. 

Generelt er store industri-projekter i Arktis meget forstyrrende, såvel for miljøet, der er ekstremt skrøbeligt, som for de små samfund.

Anne: Mineselskabet GME forsøger på sin hjemmeside at forsikre befolkningen i Narsaq og i resten af ​​Grønland om, at de vil kunne drage fordel af minen. Hvad vil efter Deres mening være virkningerne for befolkningen i Narsaq? Og i området? Jeg tænker især på grøntsagsavlerne og fåreholderne. Vil de kunne fortsætte med at sælge deres produkter?

Joëlle Lamblin: Minen ligger i umiddelbar nærhed af byen Narsaq, og på grund af den dominerende vindretning vil vinden føres fra minen i retning af de nærliggende fåreholderes gårde og græsgange. Åben minedrift på en højslette udgør en risiko for forurening via luft og vand, især under klimaændringer. Der er ofte kraftige vinde i området. 

Lige nu er det mest bekymrende opbevaringen af radioaktivt affald/tailings i en sø i nærheden af ​​minen. I fremtiden vil det give anledning til endnu større bekymring, når  tailings-depotets beskyttelsesforanstaltninger med tiden forventeligt vil blive svækket. 

I et velargumenteret Åbent Brev giver områdets fåreavlere tydeligt udtryk for risikoen for at se deres mere end 100 år gamle erhverv forsvinde og med det en vigtig kilde til levnedsmidler, der leveres til hele landet. Det Åbne Brev har ikke fremkaldt nogen reaktion overhovedet fra de politiske myndigheder. 

Det er klart, at billedet af Grønland som noget rent og uspoleret vil blive alvorligt skæmmet.

Anne: Hvad er på kort sigt risici ved minedriften, og på langt sigt, når minen lukkes efter 100 år? 


Joëlle Lamblin: Jeg tror, de kort- og langsigtede risici er af forskellig slags: 
  • mulig forringelse af befolkningens sundhed (farer der skyldes en sandsynlig forurening af luft og vand); 
  • ødelæggelse af naturen og skadevirkninger på vilde dyr og husdyr. Det arktiske miljø er ekstremt sårbart, og det behøver lang tid for at komme sig efter et angreb; 
  • trussel for fiskeri og for jagt på havpattedyr som følge af et større havneanlæg og hyppig sejlads med store skibe; 
  • risiko for sociale spændinger forbundet med den massive tilstrømning af indvandrende arbejdstagere, overvejende mandlige. Oprettelsen af ​​minen og den infrastruktur, som er nødvendig for at drive den, vil uundgåeligt føre til en demografisk ubalance mellem mænd og kvinder i den voksne befolkning, med alt, hvad det kan medføre af konsekvenser for det sociale liv i det lille samfund i Narsaq. 
Anne: Hvilket råd ville De give den grønlandske regering, der mangler penge, og derfor i mineprojektet for sjældne jordarter/uran ser en mulighed for at skabe arbejdspladser og få investeringer? 

Joëlle Lamblin: Man skal ikke give råd til et selvstyre, hvis afgørelser er suveræne. 


Imidlertid er det meget vigtigt at spørge lokalbefolkningen i Narsaq-området om projektet og informere den bredt. Man bør afgjort også bede dem om at udtale sig om et emne af en sådan betydning, der rører ved det mest centrale af deres miljø, sundhed og sociale liv, og samtidig påvirker fremtiden på en uoprettelig måde.

I denne region, hvor arbejdsløsheden er meget høj, især blandt unge, skal der findes og gennemføres lokale alternativer. Der foreligger en liste med forslag, med innovative initiativer.
De bør undersøges og støttes, så de kan føre til konkrete handlinger. 

Afslutningsvis vil jeg minde om sætningen på webstedet COP21 Paris: International indigenous peoples’ forum on climate change om Arktis:


 “Our culture and traditions reflect our deep knowledge and respect for the land, ocean and life for the overall Arctic environment.”


("Vores kultur og traditioner afspejler vores dybe viden og respekt for jorden, havet og livet i hele det arktiske miljø.")



- Interview'et er en oversættelse af interviewet med Joëlle Robert-Lamblin på min franske blog 4.12.15. Interviewet på fransk kan downloades nederst på siden her.


Links

3 andre interviews med eksperter om Kvanefjeldsprojektet















Ingen kommentarer:

Send en kommentar