torsdag den 21. april 2016

Krumspring med højaktivt Atomaffald

I sagen om det danske radioaktive affald har 233 kg særligt affald spillet en nøglerolle. De er rester af brændselsstave, der har været brugt i forsøg med høj udbrænding, dvs. de har siddet længe i en reaktor. 


Formålet med forsøgene var at finde ud af, om det var muligt at forlænge brændselsstavenes ”driftstid” for på den måde at få mere energi ud af dem (jf. artiklen i Ingeniøren 3.4.1981 og denne fra 20.4.1984).

Indtil 2003 var de 233 kg højradioaktive, og tidligere Risø-direktør Knud Larsen advarede i Roskilde Tidende 3.6.2003 imod, at de blev slutdeponeret i Danmark. Derfor har man i mange år forsøgt at eksportere dem – indtil nu uden held.

De 233 kg har været et stort problem, men det eneste, hele rækken af ansvarlige ministre siden 2003 (1) bistået af Dansk Dekommissionering (DD), GEUS og Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) har kunnet finde på, var at omdefinere dette affald fra højradioaktivt til langlivet mellemradioaktivt affald.

Dette er – for nu at sige det pænt – ikke faldet i god jord i vores nabolande, som har udtalt sig meget negativt om de danske slutdepot-planer (2). 
Borgergrupperne mod slutdeponering af det radioaktive affald (3) har også protesteret kraftigt mod det, de ser som et forsøg på at stikke offentligheden blår i øjnene. 

De ansvarlige er nu nået til et punkt, hvor de bliver nødt til at vælge mellem 


  • at melde åbent ud, at der er et problem 

eller

  • at fortsætte med at lave stadig mere desperate krumspring 


DD og SIS har lavet krumspring for at tilbageholde oplysninger om de omdefinerede 233 kg særligt affald.


DD har uddybet omdefineringen med et NOTAT (12.11.13) og SIS med en kommentar (26.11.13). Men Notatet og kommentaren er ikke oplysende nok om de 233 kg særligt affald. DD og SIS må i stedet beskrive, hvordan det bestrålede brændsel fordeler sig i udbrænding. Nu angiver de bare intervaller. 

I et foredrag i marts 2013 sagde GEUS' chefkonsulent, "at det var nogle svenskere, der havde fundet på, at de 233 kg særligt affald var højaktive." Jeg var tilstede ved foredraget i Dansk Geologisk Forening og indvendte, at de 233 kg var klassificeret i 2001 som højaktivt affald if. Notat af 2.2.2001 til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

Høj udbrænding eller ej: Sverige, der nævnes som et foregangsland på mange måder indenfor affaldsdeponering (4 p.17) kommer ikke brugt reaktorbrændsel i et slutdepot som det påtænkte danske med en sikkerhedshorisont "fra 300 år" og i en dybde ml. 30-100 meter, der er den anbefalede dybde i forstudiet maj 2011. Hvordan kan man stole på, at kunstige barrierer, cement og bentonit holder radioaktive og giftige stoffer tilbage i vandstrømmende geologi?










SKB.se i Sverige har svaret mig 9.5.2014, at i Sverige skal alt det brugte kernebrændsel slutdeponeres i det dybe geologiske slutdepot (endnu ikke bygget):

Hej Anne!
Allt svenskt använt kärnbränsle kommer att slutförvaras i samma geologiska slutförvar. SKB ansökte om tillstånd att få bygga slutförvaret för använt kärnbränsle i mars 2011 och myndigheternas prövning av ansökan pågår.


Mvh,
(...)
Citat slut.


Den danske slutdepotplan


I Danmark er der endnu ikke taget stilling til, i hvilken geologi (ler eller granit) et slutdepot for lav- og mellemaktivt affald skal ligge. Man ved heller ikke, hvordan slutdepotet skal se ud i tekniske detaljer eller i hvilken dybde det skal ligge.  Dvs. folketingets partier skal i 2017 vælge mellem et fiktivt slutdepot  (nedgravning) i fiktiv geologi og et mellemlager, hvor man i en årrække holder øje med affaldet, indtil der er fundet en bedre løsning på affaldsproblemet.

(Se sundhedsministeriets svar 17.12.14 til folketingsmedlem Erling Bonnesen (V) vedr. de 233 kg.)


Af forstudiet maj 2011 fremgår det, som jeg nævnte øverst, at den anbefalede dybde er ml. 30-100 meter. I forstudiet står f.eks. side 223:

"De mellemdybe depoter giver mindst risiko for spredning af forurenet støv til naboer i tilfælde af uheldshændelser. Her er depottyperne, der betjenes indefra de mest sikre, da det er forudsat, at affaldet sænkes ned via en elevator. For personalet er især skaktløsningerne dog mindst sikre, idet denne types konstruktion medfører lange flugtveje."


Denne dybde 30-100 meter er ikke "State of Art". Hverken for langlivet mellemaktivt affald eller højaktivt affald. I både Frankrig, Finland og Sverige er dybden til brugt brændsel 500 meter i deres påtænkte dybe geologiske slutdepoter. Og sikkerhedshorisonten er fra 100.000 år - ikke som i det påtænkte danske slutdepot "fra 300 år".


I forstudiet nævnes det affald, der har aktivitet i mere end 300 år side 219: 


Grundlaget for opgaven har jf. Beslutningsgrundlaget været, at de skitserede depoter skulle have en levetid på 300 år. De indledende sikkerhedsanalyser har som delresultat, at den samlede levetid af barrieresystemet for de anbefalede løsninger ligger i mellem 500 og 1000 år. Efter denne periode vil der stadigt være affaldstyper tilbage i depotet, som indeholder væsentlig aktivitet. Det dre-jer sig om følgende affaldstyper:
  • Type 1 (grafitaffald)
  • Type 8 (sekundært affald fra dekontaminering)
  • Type 12 (eksisterende affald fra Hot Cell)
  • Type 13 (eksterne strålekilder)
  • Type 14 (særlige strålekilder)
  • Type 15 og 18 (bestrålet uran)
  • Type 16 og 17 (bestrålet brændsel)
  • Type 19 (ubestrålet uran)
  • og i begrænset omfang type 21 (tailings). Citat slut 
Hvad er baggrunden for, at det skitserede depot skal have en levetid på 300 år, når noget af affaldet er radioaktivt i endnu længere tid end 1000 år? Bl.a. grafitaffaldet, de 233 kg særligt affald (langlivet højaktivt) og urantailings (langlivet lavaktivt). Bemærk formuleringen "begrænset omfang type 21 (tailings)". Tailings er langlivet lavaktivt affald, der producerer urandøtre til evig tid.

Ingeniør Gerhard Schmidt, pensioneret fra Öko-Institut, har i et arbejdspapir side 28 skrevet om affaldet på Risø: at to typer affald er ufarligt efter 10.000 år og én kræver lidt længere tid, hvorimod de resterende 18 typer affald skal isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere. DD hævdede overfor mig på et møde i Bryssel i september 2015, at Schmidt har misforstået sagen.


Forsøg med meget høj udbrænding/burn-up


De 233 kg særligt affald er som nævnt brugte brændselsstave, der har været lavet forsøg på med høj udbrænding på Risø. DD oplyser på sin side under fanen "Om affaldet": "Det særlige affald består hovedsagligt af mindre stykker brugt brændsel, som har været anvendt til materialeforskning."

I ugebladet Ingeniøren har jeg i en artikel fra 3.4.1981 fået bekræftet min mistanke vedr. de 233 kg : Brændselsstavene fra bestrålingen i Halden reaktoren har en burn-up/udbrænding på over 40.000 MWd/t og stave fra Batelle i USA en burn-up ml. 20.000 og 80.000 MWd/t. Burn-up dokumenteres også af dette dokument fra Risø 1976. Til sammenligning har brugt kernebrændsel fra en atomkraftreaktor i 1980'erne en burn-up på 33.000 MWd/tU. 




Omklassificeringen af de 233 kg fra højaktiv til langlivet mellemaktiv er blevet kritiseret af civilingeniør Johan Swahn, direktør i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, MKG. Swahn har kritiseret DD for ikke at ville offentliggøre informationer om de 233 kg.

30. maj 2013 tog en journalist på P4 Bornholm fat i de 233 kg og interviewede Johan Swahn.

Kritikken af Dansk Dekommissionerings omdefinering lød sådan i P4 Bornholm 30.5.13:

"Han (red. Johan Swahn MKG.se) kritiserer Dansk Dekommissionering for ikke at offentliggøre tilstrækkelige informationer til at kunne lave en uafhængig bedømmelse af radioaktiviteten fra de 233 kg atomskrald.- Informationen fra Dansk Dekommissionering er ikke tilstrækkelig. Men det ser ud som om, de brugte brændselsstave er pakket om, så det derfor kan klassificeres som mellemradioaktivt, konstaterer han.- Dette er ikke acceptabelt, når det skal placeres i et slutdepot. Hvis det kommer i slutdepotet, skal det klassificeres som højradioaktivt, siger Johan Swahn."

Hele interviewet er skrevet ud her.

Dagen efter 31.5.13 svarede DD igen på kritikken med ordene: "Det er simpelthen noget, vi er nødt til at behandle med forsigtighed".


DD sagde om klassificeringen af de 233 kg atomaffald, at man blot følger anbefalingerne fra IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur. 

P4 Bornholm spurgteHvordan kan det så være, at de 233 kg, der ligger hos jer, ikke bliver klassificeret som højradioaktivt?

DD: "Det er, fordi det er brændsel, der er blevet bestrålet med henblik på forsøg. Og dvs. det er ikke brændsel, der har på den måde samme historik. Det der jo er rigtigt væsentligt, når man klassificerer affaldet, det er jo hvilken historik har det, hvor længe har det siddet i en reaktor. Og hvad har effekten været og så videre. Det er jo de tal, man bruger til at beregne aktiviteten og dermed klassificere affaldet."

Til dette krumspring er min kommentar: En betydelig del af det bestrålede brændsel er blevet testet for holdbarhed (lang tid i reaktoren) og er dermed direkte lig med brugt kernebrændsel fra et atomkraftværk og altså højaktivt. Indholdet af radioaktive isotoper må forventes at være større end for brændsel brugt i en almindelig reaktor, der per definition er højaktivt.

Jeg bemærker, at i DD's NOTAT 12.11.2013 side 2 nævnes stavene fra bla. Battelle i USA ikke. Her står blot "bestrålinger i udenlandske reaktorer". Er det fordi man evt. vil sløre den høje burn-up i disse forsøg, op til 80.000 MWd/t? 

DD's  NOTAT:




I et Notat fra 2.2.2001 til Folketingets miljø- og planlægningsudvalg kan man læse følgende i afsnittet om de 233 kg (min fremhævning):


"Nogle af de fremstillede brændselsstave blev i perioden fra 1967 til 1972 indsat til bestråling i materialeprøvningsreaktoren i Halden i Norge. De sidste stave blev udtaget af reaktoren i 1989 og returneret til Risø med henblik på, at man i Hot Cell kunne undersøge brændselet efter bestrålingen.

(...)

Udover de dansk fremstillede brændselsstave befinder der sig rester af udenlandsk fremstillede brændselsstave på Risø. Som bidrag til sikkerhedsforskningen vedrørende kraftreaktorbrændsel blev der i perioden 1980 - 90 under Risøs ledelse gennemført tre internationale projekter til undersøgelse af bl.a. frigørelse af fissionsgasser fra kraftreaktorbrændsel med høj udbrænding. Bestrålet prøvemateriale hidrørende fra General Electric, American Nuclear Fuel og Battelle (alle USA) kom fra en række lande til undersøgelse i Hot Cell. Heller ikke i disse sammenhænge var der - af samme grunde som anført ovenfor - indgået aftale om returnering af prøvematerialet til leverandørerne. "

Hemmelighedskræmmeri



Jeg har tidligere ud fra Risø-rapporter fundet på nettet lavet "Gæt om data" (5), og jeg spørger:

Er grunden til hemmelighedskræmmeriet og omdefineringen af de 233 kg, at nogen forsøger at skjule fakta, så man slipper for at lave et dybt geologisk slutdepot eller et flere kilometer dybt borehul til en så lille mængde? 




Skrevet af Anne

......................................................................

Info: 

Radioaktivt affald fra forsøgsstationer er ofte kompliceret, da meget er puttet i tønder, uden at man helt har haft styr på, hvad man kom i. (Se brev til Martha i Notat af 2.2.2001 om de 233 kg samt præsentation af det historiske affald /bøtter med ukendt indhold).


Henvisninger



Og fra det svenske kerneaffaldsråd: Rapport fra det svenske kärnavfallsraadet 2015:11 Nuclear Waste State of the Art Report 2015 Om Danmark fra side 19 - 23

The Swedish Radiation Safety Authority (SSM) writes in its consultation response to the Swedish EPA that Denmark needs to describe the composition and content of the waste more thoroughly and to present the different alternative designs for a final repository in greater technical detail. SSM also believes it is important that the possible environmental consequences are presented for normal function of the final repository as well as for events with low probability but with great consequences (worst case scenarios). The Swedish NGO Office for Nuclear Waste Review (MKG) summarizes its review statement by saying that the Danish plans for siting and building a final repository are so inadequate that only the proposal of continued interim storage of the waste is at all feasible. Read Sweden’s response and the statements of other reviewing bodies on the Swedish EPA’s website.7


4. Side 17 Rapport afgivet af den af af IT- og Forskningsministeriet nedsatte arbejdsgruppe for en teoretisk udredning af tekniske krav vedrørende et dansk slutdepot for radioaktivt affald DD 2002


"Der er således ikke på baggrund af klassifikationen af det særlige affald taget stilling til en endelig deponeringsløsning for dette affald. I Beslutningsgrundlag for et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt affald, der indgik i redegørelse R4 af 15. januar 2009 fra ministeren for sundhed og forebyggelse til Folketinget fremgår det endvidere, at det danske affald omfatter langlivet lav- og mellemaktivt affald, fx det særlige affald, og at denne del af affaldet kan være afgørende for valg af depotkoncept og for resultatet af sikkerhedsvurderinger m.m. af et evt. dansk slutdepot. Dette fremgår også af de gennemførte forstudier, der blev offentliggjort i maj 2011."



5. Min hjemmeside "Gæt om data":

På nettet kan man finde rapporter, der viser, at der på Risø er lavet forsøg med brændselsstave med høj udbrænding/burn-up, dvs. brændselsstave, der har været længe i en reaktor. Det faktum, at der i 233 kg affald er 1,2 kg plutonium vidner om, at brændselsstavene har været meget længe i en reaktor.

Notatet fra 2.2. 2001 til Folketingets miljø- og planlægningsudvalg kan man læse følgende i afsnittet om de 233 kg (min fremhævning):

Oprindelse og egenskaber 

Hovedparten - mindst 80% - af de ovennævnte brændselsstave er fremstillet af lavt beriget uran af udenlandsk oprindelse i et samarbejde mellem Risøs Metallurgiafdeling og Helsingør Skibsværft og Maskinbyggeri (HSM), som i perioden 1965 til 84 forsøgte at etablere sig på det internationale marked for zirconiumkapslede brændselselementer til kraftreaktorer. Det skete i forlængelse af den succesrige fremstilling af aluminiumkapslede elementer til brug i Risøs egne forsøgsreaktorer DR2 og DR3. Det historiske forløb er beskrevet i "Til samfundets tarv" [pp.183-195]. I herværende sammenhæng er kun kraftreaktorstavene relevante, idet det sidste af DR3 brændselet vil blive sendt til USA i løbet af de nærmeste år i henhold til aftale herom.
Nogle af de fremstillede brændselsstave blev i perioden fra 1967 til 1972 indsat til bestråling i materialeprøvningsreaktoren i Halden i NorgeDe sidste stave blev udtaget af reaktoren i 1989 og returneret til Risø med henblik på, at man i Hot Cell kunne undersøge brændselet efter bestrålingen.
(...)
Udover de dansk fremstillede brændselsstave befinder der sig rester af udenlandsk fremstillede brændselsstave på Risø. Som bidrag til sikkerhedsforskningen vedrørende kraftreaktorbrændsel blev der i perioden 1980 - 90 under Risøs ledelse gennemført tre internationale projekter til undersøgelse af bl.a. frigørelse af fissionsgasser fra kraftreaktorbrændsel med høj udbrænding. Bestrålet prøvemateriale hidrørende fra General Electric, American Nuclear Fuel og Battelle (alle USA) kom fra en række lande til undersøgelse i Hot Cell. Heller ikke i disse sammenhænge var der - af samme grunde som anført ovenfor - indgået aftale om returnering af prøvematerialet til leverandørerne. 
(...)
I Hot Cell blev de bestrålede brændselsstave skåret op og udvalgte stykker af uranoxidpillerne blev karakteriseret nærmere. Rester fra disse undersøgelser udgør hovedparten af ovennævnte 233 kg. En del er relativt reelle stykker fra opdelingen af brændselsstavene, men noget forefindes som småstykker i form af f.eks. epoxymonterede mikroskopipræparater eller som skære- og slibestøv fra fremstilling af præparaterne. Nogle brændselspiller blev opløst i syre med henblik på bestemmelse af udbrændingen, og sådanne syreopløsninger er senere bragt på fast form ved blanding med cement og er nu oplagret i tromler.
Det brugte brændsel har ingen fremtidige anvendelsesmåder og kan kun betragtes som brændselsaffald."
Citat slut 


Her er 2 af de rapporter, der er tilgængelige på nettet, der fortæller om forsøg med høj burn-up/udbrænding:

1) Risø-R-473 Metallurgy Department Progress Report for the Period 1 January to 31 December 1981 side 30 og frem. Bl.a. side 31: U02-Zr irradiations at Risø "In the test fuel irradiation programme at the DR 3 reactor, standard fuel pins have reached max. burn-up levels of 68,500 and 55,000 MWD/tU for BWR and PWR type fuel, respectively."

2) Risø-M-2185: Calculation of heat rating and burn-up for test fuel pins irradiated in DR3, 1980 

Rapport 2) er udarbejdet for at kunne beregne udbrænding/burn-up for bestrålet brændsel i reaktor DR3 ud fra bestrålingstid og berigning af brændstoffet. De anvendte brændselsstave er Risøs egne fremstillet i samarbejde med Helsingør Værft. Dvs. det er nogle af de brændselsstave, der i dag findes på Risø i de 233 kg.

Rapporten viser, at det brændsel, der blev bestrålet i DR3, formodentligt er kortlagt i detaljer mht. burn-up.

Tabel A1 side 39 i Appendix A gør det muligt at vurdere den omtrentlige burn-up baseret på bestrålingstid i reaktoren.

I tabel 4 på side 25 sammenlignes burn-up af nogle brændselsstykker i en beregning og fra eksperimentelle data. Alle delene har meget høj burn-up 27.000 til 46.000 MWd/tU. (tU = ton uran = tHM = ton heavymetal). Til sammenligning har brugt kernebrændsel fra en atomkraftreaktor i 1980'erne en burn-up på 33.000 MWd/tU. 

På side 7 nederst tales der om "selv for bestrålinger der varer flere år." 

Ifølge tabel A1 giver en bestrålingstid på et år en burn-up på 20.000 MWd/tU. 

På side 37 nederst står "burn-up af stykket var lille", når vi taler om 8.000 MWd/tU.

En betydelig del af det bestrålede brændsel er formodentligt blevet testet for holdbarhed (lang tid i reaktoren) og er dermed direkte lig med anvendt kernebrændsel fra et atomkraftværk, og altså højaktivt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar