Atomaffald, Arrogance og Snik Snak

I 2017 skal folketinget vælge mellem et langtidsmellemlager (hvor man kan holde øje med atomaffaldet) og et slutdepot (hvor man graver atomaffaldet ned og glemmer det). 

tv. Mellemlager COVRA.NL


Den slutdepotplan, der foreligger, er fra 2008. Den er blevet kraftigt kritiseret i Danmark af de 5 udpegede kommuner og af bl.a. borgergrupper og miljøorganisationer. Den er også blevet kritiseret af udenlandske eksperter, men myndighederne lytter tilsyneladende ikke til kritikken. Ihvertfald er kritikken fra Öko-Institut i Tyskland blevet afvist af Dansk Dekommissionering og af sundhedsministeriet. Öko-Instituttets kritik bygger på, at man bør tage hensyn til forsigtighedsprincippet, men det princip tager de implicerede danske myndigheder afstand fra.

I dette blogindlæg skal vi se nærmere på de svar, de danske myndigheder gav i 2014 til Sverige, Tyskland og Polen i forbindelse med ESPOO-høringen. (1)

Det svar, de danske myndigheder gav igen og igen, var, at de ikke kan svare, da slutdepotplanen er overordnet: 

"Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at svare specifikt på de stillede spørgsmål. Der kan alene henvises til de mere generelle studier i Danish Decommissioning, Pre-feasibility study for final disposal of radioactive waste. Disposal concepts, Main Report, May 2011"

Det er det samme svar, som borgere, der har spurgt eller kritiseret slutdepotplanen, har fået.

Borgermøde i Kerteminde 15.6.2011 - "Atomaffald, Tågesnak og politisk Tyranni"

1. Svar på de svenske myndigheders kritik (side 32)

"De forskellige synspunkter vedr. plan for deponering af lav- og mellemaktivt affald er noteret, idet det bemærkes, at der er tale om en meget overordnet plan med det sigte at reducere antallet af udpegede områder fra 6 til 2. En række af de ønsker, man fremsætter til en miljøvurdering, forudsætter et konkret projekt med en konkret placering. Der vil således – såfremt slutdepotløsningen vælges – i den fremtidige projekteringsfase og VVM bliver foretaget yderligere vurderinger, herunder foretaget yderligere sikkerhedsanalyser vedr. det projekterede anlæg samt inddraget internationale eksperter mhp vurdering af det konkrete projektforslag."

(..)

"Vedr. SSM’s ønsker om mere detaljeret information bemærkes, at processen er sådan, at der er valgt seks forskellige lokaliteter. Der er ikke truffet beslutning om anlægstype mv. Dette vil først ske i en evt. kommende projekteringsfase. Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at svare specifikt på de stillede spørgsmål. Der kan alene henvises til de mere generelle studier i Danish Decommissioning, Pre-feasibility study for final disposal of radioac- tive waste. Disposal concepts, Main Report, May 2011"

2. Slesvig-Holstens Energiministerium (SHE) har kritikpunkter og anbefalinger i forbindelse med rapporten om en plan for et slutdepot for atomaffald. Jeg har omtalt dem i et tidligere indlæg.

SHE skriver, at ud fra de fremlagte dokumenter, fremgår det ikke, hvilke radioaktive udslip, der kan forekomme ved uheldsscenarier.

Derudover mangler der dybtgående informationer om

• affaldsegenskaber
• slutdepotkoncept
• sikkerhedssystem
• den fremtidige drift
• mulige uheld og
• transport af affald til slutdepot

Energiministeriet slutter med forventning om, at dets anbefalinger tages med i den fremtidige proces, og at der især tages hensyn til dem ved pladsvalget. Slesvig-Holsten anmoder om adgang til forskningsrapporter præsenteret i 2009.

En lignende skarp kritik kan læses i det tyske høringssvar fra Umweltinstitut München e.V., et uafhængigt miljøinstitut.

I et tidligere blogindlæg refererede jeg Umweltinstitut Münchens høringssvar til miljørapporten. (Side 9 i den pdf fil, jeg har lavet her.) Instituttet finder den Strategiske Miljøvurdering meget vag. Den giver ingen tilstrækkelig vurdering af de 6 udpegede steder. Under ingen omstændigheder må højradioaktivt affald deponeres i et slutdepot beregnet til lav- og mellemaktivt affald.

Af disse grunde afviser Miljøinstituttet München den foreliggende rapport "Ikke- teknisk oversigt" og kræver en ny rapport med alle bilag på tysk, så det er muligt at give en vurdering.

Mht. det højaktive affald savner Instituttet kriterier for deponeringen af det. Slutdepotkoncept B: et overfladedepot i kombination med borehul til en del af affaldet med lang halveringstid opfylder ikke slutdepotkriterier for højaktivt affald, hævder Instituttet. Det nævnes ikke, hvor dybt borehullet skal gå ned i påkomne tilfælde, hvordan det skal være foret, og hvor længe affaldet skal sikres opbevaret i borehullet.

4. Polens høringssvar har jeg tidligere refereret her. Det polske miljøministerium anmoder sundhedsministeriet om klarlægning bl.a. vedr. de 233 kg særligt affald. I den engelske udgave af høringssvaret henviser Polen til IAEA's retningslinjer if. hvilke kun kortlivet lav- og mellemradioaktivt affald må deponeres i de depottyper, som foreslås. Højaktivt affald og brugt nukleart brændsel skal i dybe geologiske depoter. 

Polen udtrykker også bekymring for risiko for grundvandsforurening:

(Min oversættelse):

"Den tilsendte dokumentation understreger den manglende kontinuitet i de geologiske formationer på det udpegede sted på Bornholm, som efter vores mening kan udgøre en reel risiko for grundvandet på grund af muligheden for at de radioaktive stoffer siver ud gennem revner i underlaget. Derfor anmoder vi om en forklaring på det pågældende spørgsmål (en fremvisning af supplerende metoder til forsegling af underlaget eller andre måder at beskytte mod den angivne risiko.)"

Vedrørende anmodningen fra Polen om ekstra information skriver de danske myndigheder: 

"Processen er sådan, at der er valgt seks forskellige lokaliteter. Der er ikke truffet beslutning om anlægstype mv. Dette vil først ske i en evt. kommende projekteringsfase. Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at svare på de stillede spørgsmål. Der kan alene henvi- ses til de mere generelle studier i Danish Decommissioning, Pre-feasibility study for final disposal of radioac- tive waste. Disposal concepts, Main Report, May 2011 og

National Institute of Radiation Protection, Radiation doses from the transport of radioactive waste to a future repository in Denmark - A model study, May 2011."

Disse ikke-svar til nabolandene ligesom de talrige ikke-svar til den danske offentlighed viser 

• en arrogant ligegyldighed over for affaldet, mennesker og miljø

Det efterlader indtrykket af en strategi: "Vi lader som om vi ikke har en endelig plan. Befolkningen mister orienteringen og køres trætte i svar-sumpen. Herefter kan vi gøre det, vi hele tiden har planlagt at gøre: 

• karakterisere affaldet som det passer os,
• lade det blive i de tønder og containere, der er godkendt til mellemlager, og som vi håber en medgørlig myndighed vil godkende til slutdepotdepot
• og deponere og glemme affaldet i et discount-depot".

Skrevet af Anne

Henvisninger

1/ Miljøvurdering af plan for etablering af slutdepot for lav- og mellemaktivt affald

Sammenfattende redegørelse for plan og miljøvurdering for etablering af slutdepot

• Plan og miljøvurdering for etablering af slutdepot for dansk lav- og mellemaktivt affald: Sammenfattende redegørelse (2015) (pdf)
• (English version) Plan and Environmental Impact Assessment for the Establishment of a Permanent Repository for Danish Low and Intermediate Level Waste: Summary Report (2015) (pdf)

 Bilag til sammenfatning:  

• Bilag 1: Oversigt over danske høringssvar (pdf) 
• Bilag 1 (Engelsk): Oversigt over danske høringssvar (pdf)  
• Bilag 2: Danske høringssvar (pdf)
• Bilag 3: Besvarelse af spørgsmål vedrørende transport - Bornholm (pdf)
• Bilag 3 (Engelsk): Besvarelse af spørgsmål vedrørende transport - Bornholm (pdf) 
• Bilag 4: Oversigt over Espoo-høringssvar (pdf) 
• Bilag 4 (Engelsk): Oversigt over Espoo-høringssvar (pdf) 
• Bilag 5: Espoo-høringssvar (pdf) 

2/ Vittighedstegning fra 70'erne af Claus Deleuran om diverse løsninger på affaldsproblemet

Uvildigt Ekspertpanel besvarer dine Spørgsmål om Atomaffaldssagen

For at give offentligheden nemmere adgang til viden inden for de forskellige fagområder i atomaffaldssagen er der blevet etableret et uvildigt ekspertpanel på fem medlemmer, alle fra Danmark. Eksperterne er blevet udpeget af Det Frie Forskningsråd efter anmodning fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det uvildige ekspertpanels sammensætning kan nu ses på UFM's hjemmeside. Første frist for offentligheden til at stille spørgsmål er 14.8., hvorefter svar offentliggøres på UFM's hjemmeside.

Atom Posten kan som det første nyhedsmedie i Danmark også præsentere et atomaffalds-panel sammensat af uvildige eksperter fra Transuranien udpeget af det transuranske frie forskningsråd.

Vi har allerede modtaget mange spørgsmål og præsenterer herved nogle af dem og svarene derpå.

Spørgsmålene til Atom Postens atomaffaldspanel kan stilles nedenfor i kommentar-rubrikken på de sprog, hvor Atom Posten har kompetencer: dansk, svensk, norsk, fransk, italiensk, tysk og engelsk. Vi tilstræber at svare inden for 48 timer, da vi er godt inde i affaldssagen. Atom Posten vil gerne understrege, at chefredaktricen såvel som chefkommentatoren er gammeldanskere, men vi har adgang til at spørge udenlandske eksperter med årtiers indsigt i og erfaring med håndtering af radioaktivt affald.

Da slutdepotplanen er generisk/overordnet, kan panelet desværre ikke give konkrete svar på planerne for nedgravning af det danske atomaffald, men vi håber at kunne svare på andre af borgernes spørgsmål vedr. atomaffald og deponering generelt. Men som det fremgår af svar på spørgsmål 1, kan alle borgere være trygge ved håndteringen af atomaffaldssagen:

"Vi kan ikke tænke os, at Dansk Dekommissionering ville gøre noget, som videnskabeligt ikke er holdbart, og som de mener udsætter befolkningen for nogen risiko, hvad skulle deres interesse være i det?"


Spørgsmål nr. 1


Kære atomaffalds-panel,

Jeg vil gerne vide, om det er korrekt at omdefinere og klassificere højaktivt brændselsaffald som langlivet mellemaktivt affald?

Måske I kan hjælpe mig, for jeg er forvirret efter svar fra Dansk Dekommissionering vedr. 233 kg højaktivt materiale, der er omdefineret til mellemaktivt langlivet og derfor vil kunne komme i samme depot som det lav- og mellemaktive affald i det kommende slutdepot, hvis vi ikke kan komme af med dem til udlandet. Enten i et borehul, hvis depotet er overfladenært, eller i samme depot, hvis det er et mellemdybt depot fra 30-100 m.

I bedes venligst ikke videresende mit spørgsmål til Dansk Dekommissionering, da både direktøren og den daværende kommunikationsansvarlige i maj/juni 2012 skrev til mig, at der ikke er højaktivt affald i Danmark. Jeg citerer svar fra DD:

"Det kommende depots levetid er ikke på forhånd givet, men kommer til at afhænge af de detaljerede sikkerhedsanalyser.

Det affald, der skal deponeres i det kommende danske depot er lav- og mellemaktivt. Det meste er kortlivet, og en mindre del er langlivet. Vi har ikke højaktivt affald i Danmark.

International praksis er, at man deponerer højaktivt affald i dybe geologiske depoter. Lav- og mellemaktivt affald deponeres i andre typer depoter." citat slut.


Venlig hilsen,

Americium
Kortager
Rødbyhavn


Svar på sp.1.


Kære Americium


Dette område er ikke et forskningsområde for Transuraniens Atominstitut. Vi ved naturligvis meget om radioaktivitet og risikoen ved ioniserende stråling mm., men har ingen aktuel viden om sammensætningen af det danske affald og de dermed forbundne problemer. Den aktuelle viden er på Risø og Dansk Dekommissionering. Jeg beklager derfor, at det ikke er et emne, vi kan give et videnskabeligt begrundet svar på, du har allerede fået et svar fra autoriteten på området, det kan vi ikke gøre bedre. Vi kan naturligvis give svar på konkrete isotopers halveringstider og konkrete strålingstypers skadelige virkning, men det er jo ikke det spørgsmålet går på. Jeg kan ikke tænke mig, at Dansk Dekommissionering ville gøre noget, som videnskabeligt ikke er holdbart, og som de mener udsætter befolkningen for nogen risiko, hvad skulle deres interesse være i det? Altså kan jeg som redaktør ikke skaffe dig et bedre svar, end du har fået, og der vil ikke komme noget yderligere svar.


Med venlig hilsen

lektor non-responsum

Department of odd communication
Transuraniens Atominstitut

Kernekraft er fremtiden. Om 100.000 år vil man stadig tale om den

Spørgsmål 2

I "Livscyklusvurdering af deponeret affald" lavet for Miljøministeriet 2004 har jeg læst om vurdering af deponeringsanlæg i glacialt perspektiv (side 167/68).

Hvis en istid rammer Danmark, vil atomaffald deponeret ned til 100 meters dybde blive skubbet op og ført væk fra depotet. F.eks. grafitaffaldet der indeholder C-14 med aktivitet i cirka 57.000 år. Også affald der indeholder plutonium, der har aktivitet i mere end 100.000 år, og uranaffald/tailings, der har aktivitet i mio af år vil blive ført andetsteds hen.

De danske myndigheder svarede ingeniør Gerhard Schmidt fra forsknings- og rådgivningsinstitutionen Öko-Institut, at SIS, Danmarks uafhængige strålebeskyttelsesmyndighed, først senere vil vurdere, om istider evt. skal indgå i et designkrav til et slutdepot. 

Klimapåvirkninger (naturlige eller menneskeskabte) regnes normalt med i sikkerhedsanalyser som en særlig proces. En eller flere istider vil kunne flytte hele det danske slutdepotets indhold ned til det, der i dag er det nordlige Tyskland, hvis affaldet, som planen lyder, placeres mellem 30-100 meters dybde. Ingen ved, hvornår eller om istiden indtræffer, men det antages at kunne ske om cirka 10.000 år, evt. om 40-50.000 år.

Er det orden, hvis SIS evt. ser bort fra kommende istider i designkrav til et slutdepot??


Venlig hilsen,

Eberhard Glacias
Mellemvej
Padborg

Ingeniør Gerhard Schmidts' presentation fra konference på Christiansborg om den danske slutdepotplan. 

Svar på spørgsmål 2

Kære Eberhard Glacias


Før et dansk depot kan blive en realitet, skal der laves sikkerhedsanalyser, som viser hvilken påvirkning depotet vil have på mennesker og miljø. Kun hvis disse sikkerhedsanalyser viser at depotet er sikkert, kan det blive en realitet. I disse sikkerhedsanalyser vil alle de affaldskategorier, som skal deponeres i depotet, selvfølgelig indgå. Dette omfatter både kort- og langlivet radioaktivt affald, og affald som efter radioaktivt henfald skal betragtes som giftigt affald.

Venlig hilsen,

kontorchef Jep Skriversen
Transuraniens Sundhedsministerium
afdelingen for svar til pennevenner

Spørgsmål 3


Kære atomaffalds-panel


Jeg er bekymret over, at der i det kommende slutdepot med en sikkerhedshorisont på 300 år og en dybde på 30-100 meter skal deponeres affald, der har aktivitet i mere end 1000 år. Noget op til flere hundred tusind år, ja, mio af år.


Venlig hilsen,


Tritium
Højager
Kertinge Mark


Svar på spørgsmål 3


Kære Tritium

Du skal ikke være bekymret.


Før et dansk depot kan blive en realitet, skal der laves sikkerhedsanalyser, som viser hvilken påvirkning depotet vil have på mennesker og miljø. Kun hvis disse sikkerhedsanalyser viser at depotet er sikkert, kan det blive en realitet. I disse sikkerhedsanalyser vil alle de affaldskategorier, som skal deponeres i depotet, selvfølgelig indgå. Dette omfatter både kort- og langlivet radioaktivt affald, og affald som efter radioaktivt henfald skal betragtes som giftigt affald.


Venlig hilsen,

professor Ph.D. Tailing Longlive
Department of non-transparent communication
Transuraniens atomaffaldsopbevaringsinstitut



Spørgsmål 4


Kære atomaffalds-panel

Spørgsmål 4.1. Side 40 Forstudierapporten fra maj 2011 står "suitable monitoring and surveillance programme" mht. depotets indvirkning på miljøet, såsom ind- og udsivning af vand og evt. gasudslip.


Hvad menes med "suitable"?

Spørgsmål 4.2. Side 91 står "When the waste is stored in the repository, the containers will be exposed to the climate and conditions in the repository. The conditions of the waste containers will be monitored to some extent, while the repository is still open."

Hvad menes der med "to some extent"?


Venlig hilsen,


Grafitta
Mellemager
Thyholm


Svar: på sp. 4, 1. og 2.

Kære Grafitta

Svar på spørgsmål 4.1

Overvågningsprogrammet vil indgå som en del af den samlede vurdering af depotets sikkerhed, og derfor vil ”suitable” være afhængig af for eksempel depotets design, den omgivende geologi og myndighedskrav.

Overvågningsprogrammet er en del af slutdepotprojektet, og vil blive udviklet som en del af dette.


Svar på spørgsmål 4.2


I en eventuel åben periode kan det, alt efter depotets design, være muligt at inspicere en del af beholderne. Da beholderne vil blive placeret tæt i depotet og da depotet efterhånden skal efterfyldes med barrieremateriale, vil det formentlig ikke blive muligt at inspicere alle beholderne i perioden.

Venlig hilsen,


professor Dekomius
Development departement for non-answers
Transuraniens Atomforskningsinstitut

Spørgsmål 5

Kære atomaffalds-panel

Hvorfor virker danske myndigheder ikke motiverede for et mellemlager, men ser ud til at foretrække en nedgravningsplan?

Venlig hilsen,

Ko Bolt
Kertinge Mark


Svar på spørgsmål 5

Kære Ko Bolt

Vi regner ikke med, at kommende generationer bliver klogere end os. Vi har ikke så mange penge til uddannelse og forskning i Kongeriget, og danske unge vil hellere studere statskundskab og medier, så de kan blive spindoktorer og studieværter. Derfor må vi grave affaldet ned af hensyn til kommende generationer.

Venlig hilsen,

kontorchef Jep Skriversen
Transuraniens Sundhedsministerium
afdelingen for svar til pennevenner

Spørgsmål 6

Kære Atomaffalds-panel

I Beslutningsgrundlaget fra 2008 står side 48 om "Granskning af processen":

”Der vil blive inddraget et uafhængigt internationalt panel af eksperter fra f.eks.
IAEA eller NEA for at granske processen og de tekniske forhold omkring etablering af slutdepotet, herunder sikkerhedsanalyserne. Dette skal sikre, at kvaliteten af arbejdet lever op til de krav, der stilles internationalt.”

Kan Atomaffalds-panelet svare mig på, hvorfor processen og de tekniske forhold omkring etablering af slutdepotet, herunder sikkerhedsanalyserne endnu ikke er blevet gransket?



Venlig hilsen,


Plutonia
Langager
Østermarie


Svar på spørgsmål 6


Kære Plutonia,


Atom-affaldspanelet kan desværre ikke svare på dette spørgsmål, men overlader det til læserne at gætte på årsagen.


Venlig hilsen,


Atomaffalds-panelet


Skrevet af Anne med brug af tidligere svar fra diverse danske myndigheder - se links:

5 indlæg Kafka i Atomaffaldet

Ender det danske Atomaffald i Nordtyskland?

Lige syd for den danske grænse i Slesvig-Holsten er det hensigten at placere byggemateriale fra nedlagte atomkraftværker på kommunale konventionelle affaldsdeponier. Det har skabt bekymring hos borgere og kommuner i området. Harrislees borgmester, Martin Ellermann, er refereret i Jyllandsposten for at have udtalt til Flensburger Tageblatt, at han ikke er er begejstret for udsigten til atomaffald i sin kommune, selvom han kan blive tvunget til det: »Juridisk set kan denne deponering sikkert godt blive foretaget, men det ønsker jeg ikke at forestille mig. Dette skal aftales i overensstemmelse med kommunerne".

Også Aabenraas borgmester har udtalt bekymring og bakker op om en afvisning. Miljøministeren i Slesvig-Holsten, Dr. Robert Habeck, og hans embedsmænd, har på et møde 28.6.16 måttet berolige borgere og kommuner med, at der ingen fare er ved byggeaffaldet.

I den tyske "Strahlenschutzverordnung" (strålebeskyttelsesforordning) er der grænseværdier for, hvornår radioaktive materialer kan frigives. Disse grænser gælder for hver radionuklid for sig. (De angives i Bq/g og Bq/cm2). Hvis det radioaktive indhold er lavere end bestemte værdier, kan det frigives fra at skulle overvåges af de atomare myndigheder, og materialet er formelt set ikke længere radioaktivt materiale. En af de mulige måder er at bringe det på et konventionelt affaldsdeponi. Dette kan ske med de højeste frigivelsesværdier. Andre måder f.eks. genanvendelse har lavere værdier.

Emnet om frigivelse af radioaktivt affald er kontroversielt og debatteres i Tyskland. Se f.eks. BUND's hjemmeside.

Pressetalsmanden i Slesvig-Holsten Nicola Kabel siger til NDR 23.6.16: "Es sind keine radioaktiv belasteten, sondern emotional belastete Abfälle." 

Direktøren i MKG.se Johan Swahn udtaler også til Jyllandsposten, 30.5.16, at han ikke vil blæse sagen op til noget stort.

Der er i tidens løb løjet så meget om radioaktiv stråling, at myndighederne har sat borgernes tillid over styr. Derfor bør borgere samt lokale og regionale myndigheder være på vagt over for, hvad der foregår, og hvad den nationale strålesikkerhedsmyndighed måtte godkende. 

I januar 2016 afdækkede Greenpeace således, at den danske strålesikkerhedsmyndighed SIS havde godkendt, at radioaktivt affald fra skifergasboringer var blevet frigivet ved fortynding og deponeret på en kommunal genbrugsplads - uden Frederikshavn Kommunes vidende og uden oplysning om dets fremtidige skæbne.

"Boreaffald bestående af alunskifer fra skifergasboringen er sendt som blandet affald til en genbrugsstation, selvom dele af det skulle have været håndteret og deponeret som radioaktivt affald. Det er helt uacceptabelt, at Total af myndighederne har fået lov til at fortynde sig ud af problemet med radioaktivt affald."

(...)

"Ikke desto mindre blev de fire containeres indhold af blandet boreaffald fra gennemboringen af det 40 meter tykke lag af alunskifer fra Totals efterforskningsboring ”frigivet” i slutningen af august som normalt affald (11). Og efterfølgende deponeret som blandet affald på genbrugspladsen Ravnshøj Miljøanlæg - uden Frederikshavn Kommunes vidende (12) og uden oplysning om dets fremtidige skæbne."

SIS deltager også i omdefineringen af 233 kg særligt affald, brugt reaktorbrændsel der har været lavet forsøg på, fra højaktivt til langlivet mellemaktivt. En omdefinering, der er bekymrende, fordi det er en selvfølge at opfatte brændselsstave, der har været i en reaktor, som højaktivt radioaktivt affald.

Ellers ville det være muligt at omklassificere brugt brændsel til langlivet mellemaktivt efter en vis periode, hvis man går ud fra en definition baseret på varmeudvikling. Det ville være helt urimeligt. (Min korrespondance med SIS).

Man kan være bekymret for, hvordan det vil gå for sig, når SIS skal godkende slutdepotplanen for det danske lav- og mellemradioaktive affald, hvis folketinget i 2017 fravælger et langtidsmellemlager.

Bliver den danske slutdepotplan gennemført med den skitserede dybde (ml. 30-100 meter), vil det nordlige Tyskland nemlig få alt det danske atomaffald tilført, hvis/når der kommer en eller flere istider. 

Ingeniør Gerhard Schmidts (Öko-Institut) præsentation side 16 fra en konference på Christiansborg 2015

Klimapåvirkning (naturlig eller menneskeskabt) regnes normalt med i sikkerhedsanalyser som en særlig proces. En eller flere istider vil kunne flytte hele det danske slutdepots indhold ned til det, der i dag er det nordlige Tyskland, hvis affaldet, som planen lyder, placeres mellem 30-100 meters dybde. Ingen ved, hvornår eller om istiden indtræffer, men det antages at kunne ske om cirka 10.000 år, evt. om 40-50.000 år.

I "Livscyklusvurdering af deponeret affald" af Erik Hansen COWI lavet for Miljøministeriet 2004 kan man side 167/168 læse om vurdering af deponeringsanlæg i glacialt perspektiv.

Hvis en istid rammer Danmark, vil atomaffald deponeret ned til 100 meters dybde blive skubbet op, bl.a. grafitaffald, der indeholder C-14, hvor 1/8 stadig vil være aktivt om cirka 10.000 år. Det samme gælder affald, der indeholder plutonium, der har aktivitet i mere end 100.000 år, og uranaffald/tailings, der har aktivitet i mio af år.

Gerhard Schmidts (Öko-Institut) præsentation side 17 fra en konference på Christiansborg 2015

Men de danske myndigheder har svaret ingeniør Gerhard Schmidt fra Öko-Institut, at SIS, den uafhængige strålebeskyttelsesmyndighed, først senere vil vurdere, om istider evt. vil indgå i et designkrav til et slutdepot. Er det professionelt?

Gerhard Schmidts  (Öko-Institut) præsentation side 18 fra en konference på Christiansborg 2015

Ingeniør Gerhard Schmidt, Öko-Institut, har på næsten alle områder underkendt det danske slutdepotkoncept. (3) Blandt de ting, han påpeger i sin vurdering, er:

– At intet af det danske radioaktive affald fra Risø er ufarligt efter de 300 år, slutdepotet er beregnet til at skulle vare, hvilket betyder, at intet af affaldet kan placeres i det planlagte slutdepot.

– To typer affald er ufarligt efter 10.000 år og én kræver lidt længere tid, hvorimod de resterende 18 typer affald skal isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere.

– De metoder og kriterier, der anvendes i forbindelse med deponeringen, er sikkerhedsmæssigt uacceptable, fordi de ignorerer de grundlæggende principper for sikker geologisk deponering.

– Det planlagte danske slutdepot vil ikke kunne holde farlige radioaktive emner væk fra mennesker og miljø.

– I stedet for et mellemdybt eller overfladenært depot, bør affaldet graves 300-800 m. ned i sikre geologiske lag.

– Den lokaliseringsproces, der for øjeblikket er i gang, er uanvendelig, fordi den er baseret på uholdbare kriterier.

Lytter de danske myndigheder til Gerhard Schmidts indvendinger for at sikre mennesker og miljø mod forurening fra radioaktive og giftige stoffer? 

Nej, de danske myndigheder har afvist Gerhard Schmidts kritik (4), og den slutdepotplan, der ligger, når folketingets partier skal vælge i 2017 mellem et langtidsmellemlager og et slutdepot, er den nationalt og internationalt kritiserede slutdepotplan, farlig for miljø og mennesker i årtusinder frem. 

Dansk Dekommissionering skubber kommende sikkerhedsanalyser foran sig for at berolige offentligheden, der henvender sig vedr. depotets levetid (300 år), jf. svar til mig i juni 2012:

"Det kommende depots levetid er ikke på forhånd givet, men kommer til at afhænge af de detaljerede sikkerhedsanalyser.

Det affald, der skal deponeres i det kommende danske depot er lav- og mellemaktivt. Det meste er kortlivet, og en mindre del er langlivet. Vi har ikke højaktivt affald i Danmark.

International praksis er, at man deponerer højaktivt affald i dybe geologiske depoter. Lav- og mellemaktivt affald deponeres i andre typer depoter." citat slut.

Man kan spørge, 

1. hvorfor de ansvarlige danske myndigheder fortsat arrogant og stædigt holder fast ved den gamle slutdepotplan fra 2008?
2. om folketinget er klar over den miljømæssige farlighed ved i 2017 at vælge den nuværende slutdepotplan fremfor et langtidsmellemlager? 
3. om folketinget kan stole på, at kommende sikkerhedsanalyser laves på et uafhængigt grundlag? Indtil videre har SIS deltaget i blåstempling af omdefineringen af det højaktive affald til langlivet mellemaktivt og godkendt fortynding i tilfældet med Totals radioaktive affald.
4. om Slesvig-Holsten er opmærksom på den risiko, som den utilstrækkelige dybde i den danske slutdepotplan udgør i forbindelse med en kommende istid?

I ESPOO-høringssvaret fra 2014 (side 9-10) fra Ministerium für Energiewende, Landwirtshaft, Umwelt und Ländliche Räume des Landes Schleswig-Holstein blev følgende nævnt:

• Ministeriet påpeger, at alene placeringen af slutdepotet kan give anledning til en mærkbar reduktion i indtægterne fra turismen på Femern pga. bekymringen for uheld og at de offentliggjorde dokumenter ikke giver anledning til at afkræfte denne bekymring. 
• Det påpeges endvidere, at der i befolkningen er bekymring for at et slutdepot i Rødbyhavn kan give anledning til transport af udenlandsk radioaktivt affald gennem Tyskland. 
• Er bekymret for, at specialaffaldet (brændselselementer) deponeres i Rødbyhavn, såfremt der ikke findes en anden løsning, hvilket ikke vil være i overensstemmelse med internationale standarder. Der udtrykkes særligt bekymring ift. konsekvenser ved varmeudvikling fra brændselselementerne, idet der ikke foreligger tilstrækkelige informationer. 
• Det påpeges at der ikke foreligger et såkaldt uheldsspektrum (Omfatter identifikation og klassificering af mulige uheld) og at der i øvrigt mangler dyberegående informationer vedr. 

o Affaldet
o Konceptet for deponeringen
o Dimensioneringen af slutdepotet
o Driften af slutdepotet
o Mulige uheld
o Transporten af affaldet til slutdepotet

Ministeriet anmoder om at blive løbende informeret om processen og at blive inddraget i denne proces.

Skrevet af Anne


Links

Hjemmeside Slesvig-Holsten om Atomausstieg

Harrislee.de: BAUABFÄLLE AUS KERNTECHNISCHEN ANLAGEN

- Oversigt over høringssvar fra Espoo høringen (Tyskland, Sverige og Polen) i 2014 kan læses her og andre høringssvar her.

1/ Stellungnahme zu Defiziten der Regelung von Freigaben radioaktiver Stoffe in der Bundesrepublik Deutschland, 2013.

2/ Dagens Tilbud. Radioaktivt Affald fra Risø i Spisebestik Atom Posten 8.10. 2013

3/  Radioactive Waste Management Conference

International conference on the Danish final repository concept for radioactive waste

“The Management of Radioactive Wastes in Denmark”

Tuesday 24 March 2015, Christiansborg, Copenhagen

4/  Sundhedsministeriets svar på Gerhard Schmidts arbejdspapir i forbindelse med slutdepotkonference i marts 2015

Miljøbevægelsen NOAH inviterede til konference om slutdepotløsningen den 24. marts 2015. Dansk Dekommissionering og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse var begge inviteret, men valgte ikke at deltage i respekt for den politiske aftale fra 11. marts 2015.  I denne aftale havde de politiske partier besluttet at sætte arbejdet med et slutdepot i bero, mens mellemlagerløsningen blev undersøgt. Der blev imidlertid sendt kommentarer til et arbejdspapir, som blev diskuteret i forbindelse med konferencen. Arbejdspapiret havde form af en række kritiske spørgsmål til slutdepotløsningen og var forfattet af ingeniør Gerhard Schmidt fra miljøorganisationen Öko-Institut i Tyskland. 

Miljøbevægelsen NOAH m.fl. om deltagelse i slutdepotkonferencen (pdf)
Svar på spørgsmål fra Öko-Institut (pdf)

(Min kommentar: Öko-Institut er ikke en miløjorganisation, men en forsknings- og rådgivningsinstitution).

Uranium Mining: Interview with Dr. Gordon Edwards. Part 3

Anne: Danish authorities say that they will prevent the uranium from Kvanefjeld to be used in nuclear weapons. Is this possible according to you?


Gordon Edwards:


There are at least four different ways in which Greenland’s uranium can end up in nuclear weapons, as discussed below. Can the Danish Government successfully block all these avenues?

In my opinion, it is certainly possible that uranium from Greenland will not be used in nuclear weapons, but Danish authorities do not have the power to guarantee it.

Without uranium there would be no nuclear weapons at all, because a nuclear weapon requires a primary nuclear explosive. And there are only two choices: highly enriched uranium or plutonium. Plutonium is a uranium derivative not found in nature; it is a new element created from uranium inside a nuclear reactor.

The Hiroshima Bomb was made from highly enriched uranium. The Nagasaki Bomb was made from plutonium, which in turn was made from uranium. In every case, it starts with uranium.

Here is an outline of four pathways from uranium to the Bomb.

1). Plutonium for Bombs

When uranium from Greenland is used to fuel a nuclear reactor somewhere in the world, about one percent of the uranium fuel is transformed into plutonium. Each nuclear power plant creates enough plutonium, over its lifetime, to make hundreds of nuclear bombs. Once created, plutonium cannot be uncreated, nor can it be rendered unusable as a nuclear explosive. It is virtually indestructible. It lasts for hundreds of thousands of years – far longer than human civilization has existed.

How can the Danish government act to prevent that plutonium from being used in nuclear weapons by some future regime? Thousands of years after a reactor is shut down, dismantled, and forgotten, the plutonium it created will still be there in the irradiated nuclear fuel. Plutonium, made from Greenland’s uranium, will remain ready to be extracted and used for nuclear weapons at any time in the future by any determined government agency or terrorist organization.

2). Highly Enriched Uranium for Bombs

Whoever buys Greenland’s uranium will need to have the uranium enriched before it can be used as reactor fuel. Uranium enrichment is a very sensitive technology because it can be used to make explosive material for nuclear Bombs. This requires some explanation.

Uranium found in nature is always a blend of two types, called uranium-235 and uranium-238. As the numbers suggest, U-238 atoms are a bit heavier than U-235 atoms. It was discovered long ago (1939) that U-238 cannot be used as a nuclear explosive whereas U-235 can. The lighter variety of uranium is the explosive one.

But the amount of U-235 in “natural uranium” (found in nature) is much too small to allow for a nuclear explosion. To be precise, 0.7 percent of the mass is U-235 and the rest is U-238; so U-235 is less than three-quarters of one percent of the total.

For a nuclear explosion, you need more than 20 percent U-235. Such material is called “highly enriched uranium” (HEU). Uranium that is over 90 percent U-235 is called “weapons-grade uranium”, but any form of HEU (over 20 percent) is usable as a nuclear explosive and has to be subject to the strictest kind of military security.

Uranium enrichment is a procedure designed to increase the concentration of U-235 by slowly and painstakingly removing and discarding a great deal of U-238. The end product is “enriched uranium”; it has a higher concentration of U-235 than natural uranium does. Meanwhile, the large volume of discarded uranium is called “depleted uranium”. It is mainly U-238, and is considered radioactive waste.

As events in Iran have shown, the very existence of a uranium enrichment facility poses a potential military threat because no outsider can be sure what is going on inside. How can the Danish government be certain that weapons-grade uranium is not being produced without its knowledge? Accounting may eventually reveal criminal misuse after the fact, but it is unable to prevent such misuse in advance. Extraordinary control is needed to ensure that no HEU is produced at any time.

If HEU is produced, even for civilian purposes, that material can easily be diverted for use in nuclear weapons by any rogue government or subnational group that manages to access the stuff. Making an A-Bomb from HEU is foolproof; like the Hiroshima Bomb, such a nuclear explosive device needs no testing before use.

Does the Danish government have procedures to police all of this activity? Or will that task be out-sourced to another agency in hopes that it will do the job?

3). Depleted Uranium for Plutonium Production

Nuclear power reactors generally require 3 to 4 percent U-235 in order to function. That material is called “low enriched uranium” (LEU). You cannot make a nuclear explosive from low enriched uranium directly. Such uranium is not weapons-usable. However, it is energetic enough to fuel a nuclear reactor and generate electricity.

Plutonium is different. Any type of reactor-produced plutonium can be used as a nuclear explosive. And when uranium is used as fuel in a nuclear reactor, some of it is turned into plutonium, so in this way, even LEU is transformed into a nuclear weapons-usable material – as outlined in point 1) above.

But there’s another, more devious way that LEU leads to plutonium for Bombs. It involves depleted uranium.

To obtain one kilogram of reactor fuel, you need to start with a bit more than 8 kilograms of natural uranium. During the enrichment process, more than 7 kilograms are discarded as “depleted uranium”. Thus 85 to 90 percent of all uranium mined in Greenland will end up as cast-off depleted uranium.

Depleted uranium is regarded as a waste, so it is not very carefully controlled or inspected or safeguarded. It is freely used by the military for a variety of purposes. One of those purposes is to mass-produce plutonium for nuclear weapons. This is done by inserting “target rods” made of depleted uranium into a specialized military reactor. When the U-238 targets are irradiated, some of the uranium atoms are transformed into plutonium atoms. Voilà. Plutonium for warheads.

The only way to prevent such military usage of depleted uranium would be to require that all of the depleted uranium be returned to Denmark or to Greenland. Is the Danish government prepared to do that?

4). Depleted uranium used in Nuclear Warheads

Virtually all nuclear weapons currently deployed by the five main nuclear weapons states – USA, Russia, China, France and Britain – are three-stage thermonuclear weapons, often described as “fission-fusion-fission” weapons. These devices are typically tens to hundreds of times more powerful than the earliest A-Bombs.

Nuclear warheads use plutonium as the primary nuclear explosive material. Often called a “trigger”, the primary explosion (the first stage) can be thought of as a smaller version of the Nagaski bomb. When the trigger is detonated it instantly raises the temperature to 50 million degrees and ignites the secondary explosion (the second stage), which is an uncontrolled nuclear fusion reaction, giving off an enormous burst of extremely energetic neutrons.

The third stage of the explosion is caused when those powerful fusion neutrons bombard the surrounding components of the thermonuclear weapon, made from depleted uranium metal. The neutrons force the U-238 atoms to fission, thereby more than doubling the destructive blast of the explosion and causing most of the radioactive fallout material that is swept up by the fireball into the mushroom cloud.

Is the Danish government aware that over half of the total destructive power in the world’s nuclear arsenals is due to the depleted uranium in the warheads? How does the government plan to prevent the depleted uranium from Greenland from being used in this way? According to Greenland Mining and Energy, GME, there are about 269 thousand tonnes of natural uranium in the Kvanefjeld deposit, so there would be about 235 thousand tonnes of depleted uranium left over from the enrichment of LEU fuel. Will Denmark repatriate this radioactive waste material to keep it out of circulation?

Conclusion

I do not believe that the Danish government, or any other government, or any international agency, can guarantee that the plutonium produced in nuclear reactors will never be used in nuclear weapons, or that the depleted uranium left over from uranium enrichment will never be used to produce plutonium triggers or to construct metallic components for nuclear warheads.

As Albert Einstein once said, "The splitting of the atom has changed everything, save man’s mode of thinking. Thus we drift toward unparalleled catastrophe.” A world without nuclear weapons has a chance of surviving. A world bristling with nuclear arsenals has no chance.

To help bring about a world free of nuclear weapons, the International Physicians for the Prevention of Nuclear War (IPPNW) have concluded that uranium mining should be banned. By itself, that is not enough -- but it is a necessary first step.

...........................................

2 other interviews with Dr. Gordon Edwards

Part 1: Uranium Mining: Interview with Dr. Gordon Edwards June 28th 2016

Anne:  Canada is and always has been one of the biggest producers and exporters of uranium in the world. Nevertheless, three of Canada’s ten provinces have outlawed uranium mining, and health professionals have played an important role in each case. Could you please explain why these medical professionals are opposed to uranium mining?
 

Gordon Edwards: This is a great question. The answer hinges on the remarkable properties of uranium, and the unprecedented nature of the health dangers that it poses. In order to answer the question properly, a good deal of explanation is required. For Edwards' complete response see the following link: https://atomposten.blogspot.dk/2016/06/uranium-mining-interview-with-dr-gordon.html

Part 2 Uranium Mining: Interview with Dr. Gordon Edwards July 4th 2016

Anne:  Danish experts Gert Asmund and Violeta Hansen from the Danish Center for Environment and Energy University of Aarhus have mentioned to me that Cluff Lake is a good example of uranium mining remediation. Do you agree?

Gordon Edwards: It is much too early to determine the long-term success or failure of remediation efforts at Cluff Lake. There has already been one spectacular failure at that site, and there may be more to come. For Edwards' complete response see the following link: https://atomposten.blogspot.dk/2016/07/uranium-mining-interview-with-dr-gordon.html