I 2001 skrev journalist David Rehling 7 skarpe artikler i Information om dekommissioneringen af Risø og det radioaktive affalds skæbne. Artiklerne er interessante at genlæse nu 12 år efter, især fordi landsdækkende medier har valgt stumhedens strategi i forhold til det radioaktive affald og tvangsnedgravningen fjernt fra hovedstaden og Europas største Cleantech Park, der skal strække sig fra Risø til Kastrup Lufthavn.
I den første artikel “Der er en gæld at indfri“ fremgår det, at på blot 7 måneder fra 1999 til 2000 blev udgifterne til at dekommissionere/nedrive Risø hævet fra 600 mio til 1,2 mia. kroner.
I 1999 var udgifterne til deponering af det radioaktive materiale anslået til 200 millioner, og da Rehling i februar 2000 spørger forskningsminister Birte Weiss, hvad hun så nu skønner i den forbindelse, svarer hun:
"På nuværende tidspunkt mener jeg, at det er det rene gætteværk. Vi taler om en proces over flere tiår, hvor vi hele tiden skal have internationale eksperter med." "Og hvilken form for deponi, der er den rigtige, afhænger af, hvad der sker med de 233 kilo, der er højradioaktivt materiale."
Birte Weiss indrømmer if. Information, at Danmark her er i en klemme:
"På den ene side hylder vi princippet om, at det enkelte land selv skal tage sig af sit affald. På den anden side er der mange andre lande, hvor det kun vil være en meget lille del af det højradioaktive affald, de har i forvejen."
"Måske bliver der i første omgang kun tale om et mellemdeponi og ikke et slutdeponi". "Men i containere, der også er egnet til slutdeponeringen."
Da David Rehling fremfører, at mellemdeponier har det med at blive langvarige, når det drejer sig om nukleart affald, svarer Weiss:
»Det er jeg godt klar over. Men det kommer også til at afhænge af, om det højradioaktive affald bliver her i landet, eller det kommer andre steder hen.«
Til sidst spørger Rehling om hvornår det højradioaktive affalds skæbne er afklaret. "Om ti år?"
"Nrjah” svarer Weiss, “det er for tidligt at sige. Det er i hvert fald ikke et spørgsmål, der kan afklares på en studs."
I “Regning for farligt atom-affald glemt” sætter Rehling endnu mere fokus på de højradioaktive 233 kg. Som nævnt orienterede forskningsministeren i maj 1999 ikke Folketinget om deponeringen af dem. Hun orienterede kun om prisen for deponering af de 7.200 tons lav -og mellemradioaktivt affald på Risø.
“Her snakker vi om nedbrydningstid på 200-300 år,” oplyser den daværende reaktorchef Mogens Bagger Hansen. Bagger Hansen medgiver over for Rehling, at på grund af blandt andet 1,2 kilo plutonium og rester af uran-235, som de 233 kg indeholder, skal de opbevares sikkert i op til en halv million år.
Bagger Hansen fremfører også, at "Hvis vi skal beholde de 233 kilo i al evighed, så skal vi lave et slutdepot for de kilo. Og det vil se anderledes ud. Der er behov for en helt anden anbringelse. Dér taler vi om en egentlig lagring."
I dag 12 år efter denne artikel er der endnu ingen lande, der har lavet sådanne dybe geologiske depoter til højradioaktivt affald. Finland, Sverige og Frankrig er i forberedelses- og ansøgningsfasen.
Information henviser til et notat fra Risø til en tværministeriel arbejdsgruppe, hvoraf det fremgår, at man vil kunne komme af med de 233 kg ved en byttehandel:
"Hvis det er en lille mængde højradioaktivt affald, man vil bytte mod lavaktivt affald, må man være forberedt på at modtage et meget stort volumen af dette affald, hvad der ikke nødvendigvis er økonomisk eller sikkerhedsmæssigt attraktivt."
I artiklen “Dansk A-ophug I/S" går Rehling bag om oprettelsen af Dansk Dekommissionering, “det nye væsen der skal skrotte danske a-anlæg”.
"Hvorfor skal vi nu have et nyt væsen til at skrotte danske a-anlæg?" spørger han. "De er jo lavet af den bestående statsinstitution Risø, der de sidste 43 år har sysselsat sig med atomforsøg. Forsøgene har som det åbent vedgås i Risøs 40-års jubilæumsbog fra 1998 ikke været lige vellykkede, heller ikke driftsøkonomisk. Som bogen også indrømmer, har de navnligt været drevet af ønsket om at hitte på noget, som Folketinget var villigt til at betale for.
Ikke alle omkostningerne gjorde Risø klart for sine politiske arbejdsgivere. Det er nu kommet tydeligt frem, efter Risøs bestyrelse sidste år besluttede at indstille atomkraftudfoldelserne.”
Nu skal der ryddes op, og det koster over 1 mia kroner, og oven i det beløb kommer den fremtidige opbevaring, som der ikke kan sættes tal på, da det afhænger af, om Danmark kan slippe af med de 233 kg højradioaktivt affald.
"Men Pyha!" skriver Rehling. "Risø kan tørre sveden af panden. Alle forklaringsproblemer kan Risø nu smøre af på ministerens nye virksomhed med det spøjse navn. Hvorfor lader Birte Weiss mon Risø slippe af krogen?"
Til Information forklarede Weiss:
"Afviklingsopgaven må ikke spærre for ’det nye Risø’ med de højt kvalificerede opgaver, de har." "De har lavet et oplæg til en ny strategi, og det ser meget rigtigt ud: Vindenergien fylder meget, ligesådan forskningen i nye materialer og bioproduktion."
Rehling fortsætter: "Ja, sandelig. Risø forstår endnu en gang at spille lokkende musik for en politikers øre – og kroner. Risøs nye strategioplæg bruser af så megen miljørigtighed, at det i lange passager synes skrevet af efter formålsparagraffen i den nu selvnedlagte folkelige energiorganisation OOA. Samme OOA, som Risø –dengang Danmark for alvor diskuterede a-kraft gjorde alt for at hænge ud som uvidenskabelig og folkeforførende.”
I artiklen "Samfundstarveligt" kalder Rehling hele sagen om de økonomiske aspekter ved dekommissioneringen og deponeringen af affaldet for “en grimmert.”
"Hvordan i hede atomare brændkammer er vi kommet i den situation? Det handler om den arrogance, der var en del af virksomhedskulturen i Risøs aktive atomår: Videnskaben klarer alle problemer. Risø prøvede end ikke at få sine uranleverandører til at påtage sig en forpligtelse til at tage det udbrændte affald tilbage.
Og hvorfor ikke? Forklaringen står med Risøs egne ord i dagens avis. Læs langsomt," siger Rehling:
»Nogen formel forpligtelse til, at leverandøren af uranet skulle tage det betrålede og mere eller mindre udbrændte materiale tilbage, foreligger ikke, og blev ikke diskuteret på den tid, eksperimenterne fandt sted, idet det da stadig forventedes, at Danmark på et tidspunkt skulle have a-kraftværker, og derfor også ville skulle have eget slutdepot til højradioaktivt affald.
Altså: Når Danmark – som Risø brændende håbede –indførte ’rigtige’ atomkraftværker, så ville de producere så meget højradioaktivt affald, at det, der kom fra Risøs forsøgsvirksomhed, kun var en mindre del.
Ikke et ord om, hvad den store løsning skulle gå ud på! Den tid, den sorg. Lykke, at vi aldrig fik den ’rigtige’ atomkraft. Ulykke for de lande, der gjorde, heriblandt desværre vore nærmeste nabolande.
Men at de såkaldt ansvarlige i deres videnskabshovmod kunne trække sådanne ubestemte veksler på fremtiden det er rent ud samfundstarveligt.” citat slut
I dag hvor landsdækkende medier som nævnt tier hele slutdepotprocessen ihjel, må man tage hatten af for Informations David Rehling, der viste mod til at tage problemet op.
Skrevet af Anne
Link til alle David Rehlings 7 artikler i Information i 2000
