Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

fredag den 11. december 2015

Geologens Drøm ved Taseq. Et Eventyr

Der var engang en ung geolog. Han sad på hug foran sit hvide telt ved søen Taseq og varmede suppe på et primusapparat. Han var sulten. Han havde vandret længe. Vablen gnavede på højre fod. Han stak hånden ned i rygsækken for at tage salven op, men fik fat i brevet, som moren havde stukket ham i hånden, da han rejste fra København. Nu måtte han tage sig sammen og læse det ordentligt - også den artikel, hun havde lagt ved: “Lad dansk initiativ, danske virksomheder og bedrifter faa Lov at tage sig sig af Rigdommene omkring og på selve landet Grønland”. Artiklen var skrevet af en fiskeeksportør på Færøerne. Moren havde klippet opråbet ud af et nummer af “Grønland Danmarks Fremtid - Organ for fælles initiativ og samvirke” fra 1937.

Hun skrev, at der nu på dansk Statsområde Grønland, er fundet mange forskellige mineraler, bl.a. Kul, Jernerts, Tin, Platin, Sølv, Kobber, Guld, Kryolit og Marmor. Det sidste endda i så store mængder og af så god kvalitet, at det overgår tidligere opdagelser andetsteds på jorden. Kort og klart, paa Grønland ligger der uanede Muligheder for dansk Initiativ og Virke, for Storsyn og Fremdrift for Arbejde til driftige danske Mænd og Kvinder, for vor Nations Trivsel og Velvære.

Moren skrev “Bliv deroppe, bliv til noget stort, så Fru Petersen på Nørrebro ikke skal betale til Grønland.” Hun skrev også, at hun ville komme til at savne ham, men at hun godt selv kunne klare det lille ismejeri på Amagerbrogade. Det skulle han ikke tænke på. Edith hjalp jo til. Og pyt med at Stauning ikke kunne lide foreningen. Hun havde meldt hende selv og sønnen ind. Og bladet kostede kun 50 øre.

Moren sluttede brevet med at citere “Den blaa Polarnat ruged,” der var blevet sunget efter Konservative Studenter og KU’s program på Grønlandsmødet i Odd Fellowpalæet den 11. april 1935.

Den danske Ungdom taler

Vi er en Flok - en Hær

Med Mod og friske Kræfter

Parat til Landnamsfærd

Og Arbejdsmarken venter

i Sol og Nordlys Brand:

Spræng Portene til Grønland -

Den danske ungdoms land

Mens han drak suppen og kiggede ud over søen, stod der pludselig en lille mand foran ham. Hans blå tophue var trukket ned over ørerne, men en rød tot hår strittede frem ved panden. Øjenvipperne var røde, øjnene var røde, men ansigtet var hvidt, nærmest mælkeagtigt. Han havde en ternet jakke på med alt for korte ærmer. Stramme bukser og gule sommersko.

“Nå, hvad så?” spurgte han.

“Hvad så?” spurgte geologen. 


“Jeg kommer for at overtale dig til at gøre forretninger og deltage i magtens cirkler," svarede den lille mand.

“Jeg fryser,” sagde geologen.

“Så hent et tæppe,” sagde den lille mand, der ikke rystede spor af kulde. “Jeg kender de små dværge inde i bjerget. Kvanefjelds-dværgene. De ved, at der i bjerget og i bjergene her omkring er sjældne jordarters metaller samt uran og zink. Næsten en milliard tons kan udvindes.”

Geologen blev svimmel ved tanken: “Hvad kan det bruges til?”

“Det vil tiden vise,” sagde den lille mand, “men det bliver en lang og sej proces. Jeg kan give dig nogle tricks, så du kan blive den rigeste mand i Danmark.”

“Den rigeste mand?" spurgte geologen.

“Ja, men du skal give afkald. Du er forskrevet til mig. Du må ej elske.”

Geologen brød ud i latter og vrængede: “Ikke elske?”

“Dit liv skal være koldt, derfor må du ikke elske nogen.” Geologen væmmedes, det var som en frostbølge rystede ham og forstærkede modviljen mod den lille mand.

“Gå du nu bare til ro,” sagde den den lille mand, “jeg kommer igen i morgen ved samme tid.”

Geologen drak resten af suppen. Den var blevet kold. Han krøb ind i teltet og lod sig glide ned i soveposen. Han frøs, og kulden omklamrede ham. Det var som om soveposen var af tyndt papir. Tankerne summede i hovedet. Den rigeste mand i Danmark! Det lød fristende. Han skulle ikke mere bringe mælk ud på budcyklen i kolde vintermorgener. Men Edith, dejlige Edith, der hjalp til i ismejeriet. Han måtte indrømme, hun var sød. Men han var træt af den lille lejlighed, hvor moren sov i stuen, og han selv i køkkenet. Udsigten til bare at være geolog, måske endda arbejdsløs, huede ham ikke. Og hvad hvis man endte på fattiggården? Fra køkkenvinduet kunne han se over på den. Han gøs ved tanken. Du skal blive til noget, sagde moren altid. Studér, studér, eller du ender på fattiggården.

Til sidst faldt han i søvn. Han drømte så dejligt. Han boede i en stor hvid villa på Strandvejen med opkørsel, der snoede sig. En privatchauffør i hvid uniform med kasket kørte ham på arbejde i Mineselskabets domicil på Østerbro og hentede ham igen. En hushjælp med kappe og hvidt forklæde tændte op i kakkelovnen om morgenen, så han kunne nyde sit blødkogte æg i morgenkåbe med ristet brød og bare tæer i tøflerne. Han holdt fine selskaber, kom med i fine bestyrelser og fine netværk med kongerigets mest betydningsfulde mænd. De spillede l’Hombre, drak portvin og røg store cigarer, mens de kiggede beundrende på ham gennem tobakstågerne. Kvinderne sad i stuen ved siden af, og lyttede til moren, der spillede Schuberts Impromptu på Hornung & Møller flyglet.

Christian den X overrakte ham Ridderkorset, og moren fældede en tåre. Hun havde fået ny frakke med krave af rævepels og hat med strudsefjer. Tak, lille Mor, at du skubbede til mig. Men lige pludselig blæste det voldsomt ind i teltet, og ind fór en brun ræv, der kastede sig over ham. Den rev hans hjerte ud og løb væk over bjerget med hjertet i munden og fortærede det sammen med den lille mand, der var løbet halsende bagefter i sine gule sommersko.

Om morgenen var geologen øm i hele kroppen. Det stak i brystet. Han gjorde sine studier og prøvede at glemme den lille mand. Støvlerne gnavede, især den højre. De var for små, men der havde ikke været råd til at købe nye, der passede ham, og som kunne gåes til inden ekskursionen. Støvlerne havde tilhørt hans afdøde far, der havde brugt dem, da han var minør på Grønland. Han nænnede ikke at sige til Moren, at de var for små.

Den lille mand dukkede op igen, da han sad og kiggede til sine vabler. Geologen lod som om, han var overrasket over at se ham. “Følg mig,“ sagde den lille mand. Sammen gik de op mod bjerget. Først den lille mand og så den humpende geolog. Den lille mand styrede mod en sprække, som han åbnede med en støvlestrækker. Han lod sig glide ind med fødderne først. Geologen ligeså, men rumpen sad fast i hullet. Han kunne høre, der kom nogle trippende og trak ham i benene. De hev og sled i ham, og pludselig røg han ind som en smuttet mandel og endte med næsen nedad. Da han løftede hovedet kildede en svag duft af lammesteg ham i næsen. Han drejede hovedet og så ned ad en lang gang, hvor der kom lys ud fra flere små rum. 


“Kom!” sagde den lille mand, “Bjerget her kan redde Europa ud af en knibe. Råstoffet Neodym kan omdannes til de stærkeste kendte permanente magneter, som blandt andet spiller en vigtig rolle i vindmøllevingers generatorer. Og da vi ikke kan undgå at få uran med ud, får vi også brændsel til atomkraftværker og til våben. Naturens uran kan dog ikke bruges direkte som brændsel. Det skal gennemgå nogle processer, inden det kan ende som brændselselementer."

“Våben?” råbte geologen. 


“Nåh, nej” sagde den lille mand, og de røde øjne glimtede i det mælkehvide ansigt - “der bliver lavet forbud mod, at det ender i våben.” 

“Kan man være sikker på det?” mumlede geologen og fortsatte "og hvad med CO2 udledninger? Uranudvinding producerer jo CO2, og jo dårligere malmen er - som i Kvanefjeld -  jo mere CO2." Den lille mand hørte det ikke, men trippede videre til det første rum, hvor der kom lys ud fra. I rummet stod en høj slank halvskaldet mand med brune hornbriller i hvid kittel og holdt foredrag. Han havde et skilt på kitlen, hvor der stod Danatom:

“Uranmalmen brydes i uranminen og behandles ved normale bjergtekniske metoder. Den knuses, grovsorteres, formales og udludes i en fabrik, der kaldes en uranmølle. Da uranindholdet gennemgående er så lavt som 0,1-0,3% er det meget store mængder, der skal brydes og behandles i uranmøllen. Uranmøllens produkt er et gult pulver, der kaldes råuran eller yellow cake. I kemisk henseende består det hovedsagligt af forbindelsen U3U8. Yellow cake er en almindelig handelsvare, der markedsføres af mineselskaberne og købes af elselskaber og brændselsleverandører.”

Geologen, der havde været på studietur på 2. semester til kulminer i Syd Belgien og set slaggebjerge alle vegne, stak hovedet ind og spurgte: “Bliver der ikke meget affald?”

“Affald?” sagde manden i hvid kittel og så undrende ud. “Affald? Det her drejer sig om uran, ikke om affald. Spørg i næste rum.”

I det andet rum stod en rart udseende mand i islandsk sweater med bare tæer i sandalerne og holdt foredrag om atomaffald døgnet rundt - kun afbrudt når han gik til kaffemik. Han viste lysbilleder og forklarede fra A-Z om forsyningskæden til en 1000MWe atomkraftreaktor: fra uranminen til deponering af radioaktivt affald. Han sagde, at uranminer er det eneste led i forsyningskæden, hvor der opstår affald i store tonnager. Affald der kan give støvproblemer og vandforurening. Dertil kommer radioaktivt affald fra atomkraftværket, de brugte brændselsstave, der er højaktive og derfor skal opbevares i 500.000 år, så de ikke skader mennesker og miljø. Dertil kommer radioaktivt affald, når atomkraftværker rives ned.

Geologen stak hovedet ind og spurgte: "Hvad vil man gøre med alt det affald fra uranudvinding og fra atomkraftværker? Og slaggebjergene?” 

“Gråbjergene!” rettede den rare mand i sandalerne og fortsatte: “Hvad man vil gøre med affaldet? Gøre med affaldet, øhhh? Jeg ved det ikke rigtigt, for min chef ville ikke have, vi undersøgte det på Risø, da jeg bad om det.”

Geologen tænkte på, hvordan han som Mineselskabsdirektør med chauffør og villa på Strandvejen skulle kunne få sit mineprojekt igennem, hvis borgerne omkring Kvanefjeld blev bange for minen og affaldet. Hvis de nu begyndte at protestere? Han kunne ikke lide, at folk blev sure på ham. Hvad med Narsaq by, fåreholderne og landmændene, der dyrkede de dejlige grønsager? Alle turisterne der kunne komme og glæde sig over den grønne egn?

Han ville få medfølelse med folk, når de blev bange og bekymrede. Han fik ondt i maven, hjertet bankede, og halsen snørede sig sammen.

Den lille mand kunne se, at geologen blev nervøs: “Glem affaldet” sagde den lille mand. Det klarer overogundergeologen-uranmineksperten. Han vil fortælle dig, hvordan du kan snøre borgere, borgmestre og politikere, kort sagt AlleMand.

“AlleMand? Jamen, jamen, en mia tons affald, hvor vil man gøre af det?” spurgte geologen.


“I Taseq, hvor du har slået lejr,” forklarede den lille mand. - “Jamen, jamen, jeg har målt rumfang, og der er ikke plads,” sagde geologen og blev helt stakåndet af at protestere. Han havde altid haft svært ved at sige fra. Han begyndte at svede og ville tage anorakken af, men kunne hverken bøje eller strække armene og få den af. Uldsweateren kradsede i halsen. Han stak fingrene ned for at trække den væk.

I det tredje rum stod en forsker, der havde lavet miljøundersøgelse for Risø af en uranmine ved Kvanefjeld. Han havde tænkt dybt over affaldet. Han blev ved med at gentage: "Placering af tailings i Taseq-søen er ikke den mest hensigtsmæssige, da den afvander til Narssaq elven, der næppe kan undgå at blive forurenet."


Når han blev træt af at sige det, læste han op af et gammelt nummer af Varv nr 1 fra 1979, hvor en kemiingeniør fra Risø havde sagt: "Resultatet af overvejelserne om affaldsdeponering griber tilbage i beslutningerne om brydningsprogram og placering af fabrik. Det er efterhånden klart uantageligt at placere affaldet over mod Narssaq i nærheden af det økologisk følsomme elvsystem".

Geologen bøjede nakken og spurgte ind i rummet: Hvad med drikkevandet til Narsaq by?


I det fjerde rum stod 4 uafhængige forskere fra 4 uafhængige institutioner og holdt 4 uafhængige foredrag for 13 tilhørere om uranmineprojektet. De uafhængige forskere fra de uafhængige institutioner skulle skynde sig, så desværre havde tilhørerne ikke meget tid til at stille spørgsmål efter pausen, hvor der blev serveret kaffe og yellow cake. Kaffen var kold, og 
yellow caken klæbede i halsen, så spørgsmålene sad fast i halsen. De 4 uafhængige forskere fra de 4 uafhængige institutioner kunne desværre ikke nå at tale så meget om affaldet, men en nåede at vise billede fra Frankrig af, hvor fint grønt der ville blive, når minen lukkede. Han glemte bare at fortælle, at der er store miljøproblemer sammesteds.


I det femte rum skulle man gå ind ad en høj gylden dør, hvorover der hang et skilt, hvor der med snirklet skrift stod: “Hver den der træder ind - lad al frygt fare!”

Her sad en forhenværende minister og lovede, at Danmark ville kunne medvirke til de højeste standarder inden for uranudvinding. Alle kunne være trygge. Ingen af de 17 tilhørere turde sige noget, for i Danmark findes den højeste klogskab.

De huskede dog, at det danske udenrigsministerium havde givet et grønlandsk folketingsmedlem et skrupforkert svar med hensyn til kernefysik. Men det var jo bare, fordi Danmark ikke har råd til så meget, fordi de skal betale bloktilskud til Grønland, og så må de bruge studentermedhjælpere i udenrigsministeriet til at besvare spørgsmål fra borgere og politikere, og så kommer de - altså studentermedhjælperne - til at svare skrupforkert, og det må grønlænderne finde sig i, når de får bloktilskud, og derfor ville det være godt, om Grønland får en REE/uranmine, så de kan tjene penge på det, så fru Pedersen på Nørrebro ikke skal betale til Grønland.

Geologen stak hovedet ind: “Kommer Grønland til at tjene på minen? Normalt er det jo mineselskabet og aktionærerne og ikke oprindelige folk, der skummer fløden?” 

Ingen hørte spørgsmålet, for nu lød det: 

nerissagssakarujok: 

paornat, tugto kerissok, 
túnok, kerissok, tünok, mátak migsilo 
nãmavît, anersalo! 

Det var tid til at spise lammestegen, men yellow caken og alle ekspert-ordene havde givet geologen kvalme. Han blev svimmel og måtte støtte sig op ad væggen.

“Du ser lidt bleg ud”, sagde den lille mand. “Kom vi skal have noget mad, og så skal vi besøge overogundergeologen-uranmineeksperten, der skal være din hjælper til rigdom og lykke.

Overogundergeologen-uranmineeksperten sad bag en masse malmbunker og røg en pibe tobak. Han rejste sig og bød den unge geolog velkommen: “Hvad synes du så, min unge mand?” spurgte overogundergeologen-uranmineeksperten, der hele sin professionnelle karriere havde været en vellidt mand. Gemytlig og god. 

“Jeg er bange for minen, støvet, affaldet, der indeholder radioaktive stoffer med meget lang halveringstid. Jeg kan ikke overskue det”, sagde den unge geolog. 

“Det kan jeg heller ikke,” sagde overogundergeologen-uranmineeksperten, “men mit institut skal leve af, at vi priser uranudvinding.”


“Hvordan kan jeg gøre det?” sagde den unge geolog, der forklarede, at hans drøm jo nu var at blive sjældnejordarterogurankvanefjelds-overogunderminedirektør og - også gerne - kammerherre. 

“Dit uranit-mineselskab laver nogle flotte brochurer, ligesom vi gør, hvor vi bagatelliserer, minimerer og glemmer bagsiden ved uranudvinding. Du forklarer, at man kan dyrke vin ved uranminer. At Grønland bliver rigt på grund af sit skatkammer! Du siger, at Risø anbefalede Taseq som affaldsdepot. Du gentager og gentager, at først når miljøvurderingsrapporten er der, kan man sige noget endeligt om minen og miljøsikkerhed. Du bruger salami-taktikken og ansøger om udvindingslicenser i korte perioder. Og husk om 100 år, når minen lukker, er vi jo alle døde og borte.”

"Hvad hvis dæmningerne i Taseq bryder sammen, og området omkring bliver oversvømmet af affaldsmudder?" fremstammede den unge geolog, der var helt ør i hovedet. Den lille mand snurrede ham rundt og rundt, og til sidst besvimede geologen. Straks ilede 7 personer til og bar ham ud til sprækken i bjerget, mens de sang:

bum bum bum bum bum

Der løsner sig

bum bum bum bum

den gyldne uranit.

Forsigtigt skubbede de ham ud med benene først, så han landede blidt på rumpen. Han faldt tungt bagover. De lagde et sælskind under ham, dækkede ham til med isbjørneskind og puttede ham kærligt. Til sidst strøg de ham blidt over hovedet, mens to små sneharer hoppede omkring, så de var klar til at vise ham vej, når han vågnede.


Geologen sov som en sten. Han drømte om den hvidklædte chauffør, der tog kasketten af og bukkede dybt for ham, mens han åbnede bildøren foran Mineselskabet Grønland på Østerbro. 

Bestyrelsesformanden bød ham velkommen øverst på marmortrappen: “Er frygten for affaldet væk? Er vejen banet for Kvanefjeldsprojektet? Er pengene der?” 

Geologen rankede sig og stirrede stift frem for sig og sagde iskoldt: “Affaldet, hvad taler De om?! Indkald straks til bestyrelsesmøde! Bed Frøken Nielsen om cigarkassen og portvinen! Vi er i mål!”


Skrevet af Anne


Inspiration og citater er hentet fra

1. Grønland Danmarks fremtid. Organ for fælles initiativ og samvirke, Aargang 1937

2. Doktor Faustus, Thomas Mann, 1947

3. Atomernes hvem, hvad, hvor, Politikens Forlag 1974

4. Arnajarak Frederik Nielsen og Gitz-Johansen, Ejnar Munksgaards forlag 1948

Ingen kommentarer:

Send en kommentar