lørdag den 23. maj 2020

Jens Bjørneboe 1940 - 2020

Nekrolog




Min mand Jens Bjørneboe, mag. scient. og seniorkommentator på Atom Posten, døde den 22. maj 2020 på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande efter flere års kræftsygdom.

Jens' aske vil blive spredt over Vesterhavet.

Jens har lagt nogle artikler her bl.a. erindringer fra sin tid som lærer fra 1973-2008.

Venlig hilsen

Anne Albinus
Herning

Foto er fra en vandretur fra Helligdommen til Gudhjem

onsdag den 20. maj 2020

Sagen om det radioaktive Affald – en personlig Beretning

Dette indlæg blev udgivet i juli 2018

Processen henimod udpegning af et sted til slutdeponering af det danske radioaktive affald (1) passerede et kritisk punkt i maj 2011.
Før den tid havde de statslige myndigheder, der tog sig af sagen (2), opereret med over 20 mulige placeringer (3) af et slutdepot for radioaktivt affald. Men da antallet den 4. maj blev skåret ned til bare seks (4), blev det pludselig alvor for borgerne i nærheden af disse lokaliteter. I det øvrige land gav det anledning til lettelse og anerkendende ord om den objektivitet, sagkundskaben havde lagt for dagen.
Myndighedernes forventning til det videre forløb har formodentlig været, at borgerne på hver af de udpegede lokaliteter med alle midler ville forsøge at skubbe affaldet over til de andre. I denne – sandsynligvis stærkt følelsesladede – debat ville myndighederne så kunne optræde som de ”voksne”, der på grundlag af strengt saglige vurderinger traf den endelige afgørelse om, hvor affaldet skulle ligge.
Det gik anderledes. I de 5 berørte kommuner (4) gik borgere og borgmestre sammen i deres modstand mod slutdeponering af det radioaktive affald (”musketer – eden”). Enigheden blev demonstreret ved den høring om sagen, borgmestrene arrangerede på Børsen i København den 22.10.12 (5).
Den fælles afvisning af slutdeponering betød, at opmærksomheden blev vendt fra spørgsmålet om, hvor affaldet skulle slutdeponeres, til spørgsmålet om, hvorvidt myndighedernes planer kunne holde, hvad de lovede.
Meget tydede på, at det kunne de ikke. Blandt de svage punkter, som blev påpeget af borgerne, var:
  1. Påstanden om, at jordlagene omkring et slutdepot ville være i stand til at forhindre ind- og udsivning af vand, viste sig at være tvivlsom (6). Det betød, at radioaktive stoffer ville kunne spredes i miljøet omkring slutdepotet.
  2. Myndighedernes forsøgte at legitimere slutdeponering ved en udstrakt brug af (det, de kaldte) ”sikkerhedsanalyser”. Det er forsøg på at sætte tal på risikoen for, at affaldet trænger ud af depotet og skader mennesker i omgivelserne. Opfordringer (7) til at imødegå de mest oplagte kritikpunkter ved denne fremgangsmåde forblev ubesvaret.
  3. Indtil regeringsskiftet i juni 2015 hørte det radioaktive affald under sundhedsministeriet. Det samme gjorde SIS, som efter planerne skulle føre tilsyn med et fremtidigt slutdepot. AP påpegede i januar 2015, dvs. længe før regeringsskiftet, det betænkelige heri (8).
  4. Myndighedernes rådgivning af politikerne hvilede på den forudsætning, at slutdeponering var den eneste mulighed for at uskadeliggøre affaldet. Det var borgergrupperne, der kunne pege på, at der fandtes en mere intelligent løsning, nemlig at anbringe affaldet i et mellemlager i en periode på ca. 100 år. Det ville give tid til forskning, blandt andet i kernefysiske metoder til uskadeliggørelse af de langlivede isotoper (transuranerne) i affaldet (9).
  5. I flere udmeldinger fra de statslige myndigheder antydes det, at de danske bestræbelser for slutdeponering var i samklang med, hvad man gjorde i udlandet. Borgergrupperne fandt ikke desto mindre hurtigt frem til udenlandske eksperter, som var stærkt kritiske overfor de danske planer.
Hvert af disse kritikpunkter var (og er) betydningsfulde og fortjente udførlige svar. Den manglende eller forsinkede reaktion på kritikken viste, at myndighederne ikke havde regnet med kvalificeret modspil. Den viste desværre også, at de ikke havde nogen grundlæggende forståelse af de principper, deres planer var baseret på.
Det var særdeles uheldigt, for det var netop denne grundlæggende forståelse, der skulle overbevise politikere og befolkningen om, at planerne hvilede på et sikkert grundlag og ikke bare var kritikløs afskrivning af, hvad andre, lige så rådvilde, ”eksperter” gjorde i udlandet.
Det førte desværre til, at man greb til den udvej at hævde, at kritikken af slutdepot-planerne skyldtes misforståelser hos borgerne og de (udenlandske) eksperter, som støttede dem, således at man kunne slippe for at svare. Det blev antydet, at de danske planer var baseret på ideer på et så højt videnskabeligt niveau, at begrundelserne ikke bare kunne kastes i grams for den store hob. Samtidig forsøgte man krampagtigt at opretholde billedet af de følelsesbetonede borgere, der stod overfor den fornuftsbaserede, neutrale sagkundskab (10). 
Hvad man end mener om denne fremgangsmåde, så virker den kun, hvis den bliver troet, og det blev den naturligvis ikke. 
Som Aalborg-undersøgelsen (11) har vist, havde denne strategi også den negative konsekvens, at tilliden til myndighederne har fået et knæk. 
Det efterlod politikerne i en vanskelig situation. På den ene side fik de en rådgivning, som de måtte kunne se var meget mangelfuld, og på den anden side var det tydeligt, at de blev de presset af kræfter, som forlangte slutdeponering her og nu. Det har ikke været muligt for os at identificere disse kræfter. 
I denne umulige situation valgte de i dølgsmål at love hinanden at stå last og brast om den ”løsning”, deres eksperter havde prakket dem på. 
Men borgernes vedholdende og velunderbyggede modstand gjorde indtryk, selvom det ikke blev erkendt offentligt.
Det medførte, at:
  • mellemlageret i marts 2015 blev trukket frem til nærmere granskning. Slutdepot-planerne blev lagt på hylden, men desværre blev de ikke definitivt opgivet (12).
  • sagen om det radioaktive affald, men ikke tilsynet med et fremtidigt slutdepot, ved regeringsskiftet i juni samme år blev flyttet fra sundhedsministeriet til ministeriet for forskning og uddannelse (13).
  • forskningsministeren i september 2017 søgte folketingets tilslutning til at opgradere opbevaringsfaciliteterne på Risø (hvor affaldet befinder sig nu), således at man kunne udsætte afgørelsen om, hvor affaldet skulle slutdeponeres, ”i op til yderligere 30 – 50 år”, som det så præcist udtrykkes (14). Ansøgningen blev vedtaget den 15.5.18 (B90).
Siden 2011 er der således sket store ændringer i den måde, man havde til hensigt at opbevare det radioaktive affald på. I den periode er et helt enigt folketing på skift gået ind for slutdeponering straks, langtidsmellemlagring, og slutdeponering efter mellemlagring i nogle årtier. 
Så kom ikke og sig, at der ikke kan samarbejdes hen over midten i dansk politik!
Lige så imponerende var det, at det var nogenlunde de samme embedsmænd, der optrådte som eksperter i først den ene, så den anden, og til sidst den tredje, opbevaringsform. 
Ingen ringe præstation!
Men de engagerede borgere, da? Burde de ikke tages med på råd i betragtning af, at havde ydet en så stor indsats? At de ved siden af et almindeligt arbejds- eller pensionistliv havde formået at sætte sig ind i denne komplicerede sag? Var det ikke rimeligt at inddrage dem i planlægningen af et fremtidigt mellemlager, når det nu var dem, der bragte ideen om mellemlagring af det radioaktive affald ind i den danske debat?
Selvfølgelig skulle de det. 
Så snart VK-regeringen var tiltrådt i juni 2015, blev det meldt ud, at man ville oprette intet mindre end et kontaktforum for det radioaktive affald (15)! Det var ganske vist lovet ved flere tidligere lejligheder, men nu skulle det være.
På kontaktforums hjemmeside kan man blandt andet læse, at:
”Kontaktforum består af repræsentanter for væsentlige interessenter i sagen om en langsigtet løsning på opbevaringen af radioaktivt affald i Danmark. Kontaktforum kan diskutere alle aspekter af sagen og rapporterer til den tværministerielle arbejdsgruppe”
Desværre står der ikke noget om, hvad der sker med disse rapporter, efter at de er sendt til den tværministerielle arbejdsgruppe. 
Til gengæld får vi at vide, hvem interessenterne er. De fem borgergrupper, som i flere år havde puklet med denne sag, blev tildelt sølle tre pladser i kontaktforum. Blandt de øvrige medlemmer findes adskillige tilhængere af et her-og-nu-slutdepot og en række personer, der – venligt udtrykt – endnu ikke har demonstreret noget større engagement i denne sag. Spørgsmålet om, hvad der er det egentlige formål med dette forum, trænger sig på.
Men ikke nok med det. 
For at give offentligheden ”nemmere adgang til viden inden for de forskellige fagområder i sagen” har Det frie Forskningsråd efter anmodning fra uddannelses- og forskningsministeriet udpeget et uvildigt ekspertpanel (16). Hvor meget nemmere det er blevet for offentligheden at få adgang til de juridiske sider af denne sag, kan studeres på panelets hjemmeside.
Under hele dette forløb har borgerne i de fem kommuner oplevet en uudtalt trussel om, at folketinget når som helst kan vedtage en lov, der siger, at et slutdepot skal bygges på et givent sted, i en given dybde og indenfor en given økonomisk ramme. 
Folketinget kan ved en sådan vedtagelse se stort på alle argumenter imod slutdeponering, og det kan lukke øjnene for, at det vil forkrøble det omkringliggende lokalsamfund. Alle partier er jo tilsyneladende enige, selvom det ikke er klart, hvad de er enige om.
Men vil befolkningen opfatte en sådan vedtagelse som rimelig, selvom vedtagelsen opfylder alle Grundlovens krav? 
Hvis man kun ser situationen som et lille mindretal, der står overfor et stort flertal, så måske. 
Men i denne sag er det et lille, men velargumenteret, mindretal, der står over for et stort flertal, hvis eneste interesse i denne sag er at slippe for det, mindretallet skal udsættes for. Nogle (jeg håber mange) ville få en grim smag i munden, hvis slutdeponering af det radioaktive affald blev gennemført ved tvang.
Det centrale problem i denne sag er derfor at finde en fremgangsmåde, som har demokratisk legitimitet (17)
Ingen eksperter, ingen embedsmænd, ingen frie forskningsråd, ingen uvildige ekspertpaneler har mig bekendt givet noget som helst bidrag til løsning af dette problem.
Hvad kan der så gøres? 
Jeg skal gerne give mit bud i det håb, at andre vil gøre det samme:
For det første må alle parter erkende, at man på nuværende tidspunkt ved alt for lidt om, hvordan radioaktive og giftige stoffer som dem, der findes i det danske radioaktive affald, opfører sig i naturen. Man bør derfor lade forsigtighedsprincippet råde og anbringe affaldet i et langtidsmellemlager, der er bygget til at holde i mindst 100 år, ligesom hollænderne har gjort (18).
For det andet må der forskes i, hvordan man uskadeliggør affaldet ved kernefysiske metoder. Sådanne metoder fungerer på laboratorieniveau, men de skal udvikles, så de kan bruges til sikker omdannelse af langlivede isotoper til kortlivede i stor skala. Denne forskning bør foregå indenfor rammerne af et internationalt samarbejde.
For det tredje må det erkendes, at det er svært at blive enige om noget som helst, der har med radioaktive stoffer at gøre, og at en del af vanskelighederne er af psykologisk art. Midlet mod disse vanskeligheder er ikke arrogance og talen-ned til dem, det angår. Midlet er en oplysningsindsats, der af modtagerne opfattes som forståelig, fyldestgørende og upartisk. Igen er der inspiration at hente i det hollandske eksempel.
Udgifterne til alt dette bliver meget store, vil nogen sige. 
Men sammenlign disse udgifter med, hvad det har kostet at drive de forsøgsreaktorer, der har produceret størstedelen af det danske radioaktive affald. Det var udgifter, man påtog sig, fordi man regnede med, at vi skulle have a-kraft her i landet. Da Forsøgsstation Risø blev oprettet i 1957 påtog man sig også udgifterne til at behandle dette affald, selvom det ikke blev sagt højt. Nu er der ingen vej tilbage.
Sammenlign også disse udgifter med de fordele, der er forbundet med at have adgang til medicinske undersøgelser og behandlinger, hvor radioaktive isotoper bruges. Eller de mange andre anvendelser af radioaktive stoffer, som de fleste af os nyder godt af, i mange tilfælde uden at være klar over det.
Efterskrift
Ovenstående er som nævnt en personlig beretning om en sag, jeg har haft det privilegium at følge på nært hold i adskillige år. Andre involverede kan fortælle deres historie, og jeg håber, de vil gøre det. Min beretning er baseret på de kommentarer, Anne og jeg har skrevet til Atom Posten, og på oplæg, vi har givet om det radioaktive affald ved forskellige lejligheder. 
Det har været magtpåliggende for mig at fremhæve den vigtige rolle, de (nu nedlagte) borgergrupper (19) har spillet i denne sag, og som andre, langt mindre aktive, deltagere har haft en tendens til at undervurdere eller helt overse. 
Anne og jeg takker Aakjær-Selskabet for en uges ophold i studielejligheden på ”Jenle”, hvor denne beretning blev skrevet.
Jens Bjørneboe
Henvisninger:

1. En oversigt over det danske radioaktive og giftige affald findes i Forstudiet maj 2011 fra side 246. Se også kommentar i Atom Posten: ”Atomkraft og Atomaffald i Danmark – en Oversigt” (03.04.15)

3. 


4. De seks lokaliteter var (med kommunerne i parentes): Thyholm (Struer Kommune), Skive Vest og Thise (Skive kommune), Kertinge Mark (Kerteminde Kommune), Rødbyhavn (Lolland Kommune) og Østermarie (Bornholms regionskommune). Der blev etableret en borgergruppe i hver kommune

5. Et kort klip fra høringen kan ses her. Det vakte negativ opmærksomhed, at den ansvarlige minister, Astrid Krag (SF), forlod høringen umiddelbart efter at have holdt sit oplæg

6. Dette er blandt andet fastslået i forstuidet fra maj 2011, som myndighederne har bestilt hos COWI. Det gælder også det tyske slutdepot Asse II, som er sprunget læk efter får årtier, se kommentar i Atom Posten ”Et dansk Asse II?” (05.03.13) 
8. Se kommentar i Atom Posten: ”Atomaffald: Er det Slut med Slutdepotet?” (07.01.15)

10. Se kommentarer i Atom Posten: ”Et Brevkassesvar” (13.11.13) og ”Atomaffald, Følelser og Fornuft” (14.05.14). Se også Politikens dækning af sagen, f.eks. her og her

11. Aalborg-undersøgelsen er kommenteret i Atom Posten: ”Kommentar til Spørgeskemaundersøgelse omkring Deponi af radioaktivt Affald” (23.09.14)


13. Se kommentar i Atom Posten: ”Den nye regering og den gamle sag om Atomaffaldet” (01.07.15)

14. Se kommentar i Atom Posten: ”Atomaffaldet: Glædens dag – og Eftertankens” (10.11.17)

15. Oprettelsen af kontaktforum fik også et par ord med på vejen i Atom Posten: ”Kontaktforum: Forum for Kontakt?” (08.04.16). Det første møde i kontaktforum fandt sted (04.04.16). Se i øvrigt UFM’s hjemmeside

17. Emnet er vanskeligt, men fortjener at blive diskuteret i en større offentlighed. Selv har jeg haft udbytte af at læse Matts Andréns bog, se kommentar i Atom Posten ”Kerneaffalds-håndtering og Legitimitet” (04.05.13)

18. Det hollandske mellemlager COVRA ved Vlissingen har været en stor inspirationskilde i borgergruppernes kamp mod slutdeponering. Se COVRA’s hjemmeside, NOTAT udarbejdet efter, at nogle af os havde besøgt COVRA i efteråret 2013 og kommentar i Atom Posten: ”Besøg på Hollands Mellemlager for radioaktivt Affald” (01.10.13)

19. Se pressemeddelelse og kommentar i Atom Posten ”Nutidens Atomaffald, og Fremtidens” (25.05.18)

tirsdag den 17. december 2019

Julenat på det gamle Mellemlager på Risø

Et Juleeventyr er dukket i Atom Postens gemmer. 


Nu skal I bare høre!


Det var Juleaften på det gamle mellemlager på Risø. 


Affaldstønderne var eftertænksomt igang med at forberede sig til Midnat til Julemandens komme. Hver skulle fremkomme med sit ønske. I år sørgede mellem- og bufferlageret for, at alle kom til orde.

Normalt kunne tønderne ikke høre noget fra de andre haller, bortset fra den lille brændselsstavs kaldegråd i Centralvejslageret og klagesangen fra tailingsbassinerne udenfor. Men Julenat skete altid noget magisk. Alle kunne høre, hvad alle sagde, for Nissen, der bor bag det sorte ringbind i Arkivet og hjælper med at ikke-svare og svare-udenom, kan få det mest underfundige til at ske. I år skulle også malmbunkerne komme med indspark. De plejede at være udenfor, men nu var de blevet aktuelle, efter rygtet var dukket op om at bruge dem dybt inde i en vejrampe.

NORM-affaldet i Esbjerg kunne ikke være med, men havde sendt en mail til Nissen, som den skulle læse op for de andre. Det ville ikke glemmes mere. Nu havde der været tiet om det i mange år. Det var tynget af dårlig samvittighed over, at arbejdere fra 3F havde håndteret det uden at vide, hvad der var i tønderne, når de ovenikøbet var så dårligt emballeret.

I fredags havde der været Julefrokost for alle ansatte på Risø. Gamle kolleger og kontakter var inviteret med som traditionen byder: den pensionerede SIS-mand med de sorte briller, GEUS-chefkonsulenten denenesteiGEUSdermåudtalesigomatomaffaldet, den kloge professor og den rare civilingeniør, der igennem 40 år havde været ansvarlig for atomaffaldsopbevaringen på Risø. Hans nye røde hjemmestrikkede sokker i sandalerne lyste igennem de blå overtræksfutteraler, da gæsterne gik en memory tour fra hal til hal.

Tønderne følte en varme i hjertet ved synet af de røde sokker. Broderligt klappede den rare civilingeniør dem på siderne. Tønderne mindedes ham med taknemmelighed. Han kerede sig om dem. De husker, da han afleverede en opfordring til ledelsen i et internt notat den 8. december 1994, hvor han blandt andet foreslog, at man etablerede et forskningsprogram, der kunne holde sig ajour med internationale erfaringer inden for affaldsdeponering. Men ledelsen overhørte forslaget. Tønderne tænkte ofte på, at hvis forslaget var blevet positivt modtaget, havde de måske nu stået ompakket og struttet i et nyt mellemlager længere oppe i terræn, ligesom på COVRA, det hollandske mellemlager.

Den gamle professor, der havde været med siden Risøs start, pegede på tønderne og sagde: "Der ligger dit, og der ligger dat". Men gæsterne lyttede ikke. De hastede gennem memory lane. Silden og leverpostejen trak mere end affaldet, som hang dem ud af halsen efter så mange år. "Tomme tønder buldrer mest," gnækkede SIS-manden. DD-direktøren så sørgmodigt på ham. Den pensionerede copist fra Sundhedsministeriet var også med. Han havde fået lov at tage sin moppe med, når bare den havde blå overtræksfutteraler og dosimeter på. Tønderne nød synet af moppen, der vigtigt svansede forbi med rød sløjfe på halen. Gæsterne gik smågrinende ud af lageret. Kun den rare civilingeniør blev tilbage. Han havde taget nogle af sine marionetdukker med og ville gerne have tilbragt mange timer med dem i hallen, men Julefrokosten kaldte, så han nøjedes med at opføre Prindsessen på Slutdepotet 

og efterlade et peberkagehus han havde lavet efter BAK10, Forskrift om tekniske krav til bakverk av 2010. 

Tænk, hvis vi havde været som COVRA, så havde vi haft kunst på væggene, og vi kunne have haft dukketeater til at muntre os op, tænkte tønderne.

Tønderne havde håbet på Julesne, for så blev der så dejligt stille i hallerne. Men i år var der snuskregn. Der var klamt i det uopvarmede lager, men de plejede at varme op med en fællessang. Den ældste tønde var den fineste, så den skulle altid vælge. Herefter kunne de efter tur fortælle lidt om, hvad der lå dem på sinde. Fælles for dem alle var, at de var bekymrede for at blive gravet ned i utilstrækkelig dybde og med utilstrækkelig sikkerhedshorisont. Men i september blev sagen sat i bero, og regeringen anbefalede fortsat mellemlagring på Risø i "op til 30-50 år" og derefter nedgravning i ned til 500 meters dybde. Nu skulle folketinget tage stilling til regeringens forslag (Opdatering).

En gammel tønde havde fulgt godt med. Den havde læst alle IAEAs videnskabelige og tekniske publikationer, som DD anbefalede man gjorde. Og den kunne dem forfra og bagfra. Og på Atom Posten havde den læst om Burying uncertainty af Kristin Shrader-Frechette. Den sagde med rusten stemme: "Hvis affaldet absolut skal graves ned, skal det kunne tages op igen. Det vil sige, alt affaldet skal pakkes, så det kan tages op igen, hvis der kommer metoder til at uskadeliggøre de langlivede isotoper".

"Vi vil ikke sive, vi vil ikke sive!" gentog alle tønder på alle lagrene på Risø. "Vi har ansvar for mennesker og miljø og for kommende generationer".

Ikke nok med at affaldet skulle leve med usikkerheden om at kunne skade mennesker og miljø. Det skulle også leve med savnet af fortiden. Værst var det for uranmalmen, de cirka 4200 tons malm - lujavrit, der var hentet fra Kvanefjeld til Risø. Den led af hjemvé og led ved at sive, når det regnede på malmbunkerne. Malmen skulle have været en del af et fint uranudvindingsprojekt, så Danmark, når det fik atomkraft, kunne blive selvforsynende med uran til brændselsstave, fabrikeret som et samarbejde mellem Helsingør Værft og Risø. I uranudvindingsprojektets tekniske rapport stod: "Under vurdering af miljøbelastningen på omgivelserne, har opmæksomheden særlig været rettet mod evt. nedsivende fluorid" (Opdatering).

Affaldet havde trukket lod om talerækkefølgen. Den første var en urantailing, der havde svunget sig op over kanten i bassinet udenfor og var gledet hen ad den våde jord som en søløve. Den fik bakset døren op og slæbte sin mudrede og sølede krop hen til tønderne. Sporene af grønt slim lå efter den.

"Vi tailings har jo været igennem en sorgproces og er kommet til den erkendelse, at vi trods savnet af Kuannersuit, ønsker at blive på et moderne, nybygget mellemlager i mange, mange år. Det eneste der generer os, er det affald der er kommet i vores bassin, ja jeg siger ‘vores’, nemlig en betydelig mængde uranforurenet affald fra nedrivningen af Kemiras fosforsyreanlæg i Fredericia, beholdere og rørsystemer der stikker i vores kroppe" (Opdatering: dette affald er nu fjernet fra tailingsbassinerne).

"I et af tailingsbassinerne er også dumpet 1m3 NORM-affald fra Nordsøen. Og Norm-affald fra olie- og gasboringer i Nordsøen siger vi nej til. Også hvis det skal i det 3. bassin, der er tomt. Vi ønsker ingen tilflyttere. Og slet ikke fra Esbjerg!" 




Tailingsbassin på Risø - Foto Piet Jansen Veddelev

Næste nummer i rækken var tønderne med ukendt indhold, det historiske affald. Det skulle have været den ældste tønde, der fremførte det fælles ønske fra det historiske affald, men den stod inderst, og der kunne ikke flyttes med tønderne. Så den var sufflør for en yngre tønde: "Vi har drømt om at blive pakket om med hjælp fra Sverige. Det står i Eventyret om os. Vi er den største gruppe affaldstønder, og vi er derfor de mest bekymrede". 

"Ti stille!" sagde tønden ved siden af. Den havde god hørelse. "Kan I høre Julemanden er på vej?"

Lyden fra bjælderne på seletøjet blev tydeligere og tydeligere. Op igennem en sprække i taget kunne tønderne se kanen komme susende og stoppe brat. Julemanden lod sig glide ned ad taget og åbnede døren til lageret. Tønderne havde aldrig set Julemanden så smuk. 


Hans varme øjne glimtede bag brillerne, og iskrystaller blinkede fra hans røde kappe. "Kæreste tønder, kæreste malm og tailings og kæreste brændselsstave. Jeg kender allerede jeres fælles ønske, for den lille vaskepige har sendt mig et brev. Nu skal I høre! Min ældste søn Søren Pind har forårsaget, at I kommer på Skatkammeret, altså på et funklende nyt mellemlager! Hvad siger I så! Slut er jeres klagesange. I får - måske, måske ikke - besøgscenter og kantine, og der vil blive udlevering til besøgende af kuglepenne - som på Covra - prydet med Dannebrog!"

Tønderne jublede. De dirrede af glæde. "Stop!" skreg en tønde. "Det kildrer i mit affald!"


Tailings’ene i bassinerne fór rundt mellem hinanden og 

sprang op og ned i vandet, så de 9 rensdyr, der ventede på taget, blev helt forskrækkede og bange for, at det strintede op på dem.

"Nu må jeg videre," sagde Julemanden. "Jeg glæder mig til at besøge jer på det nye mellemlager".


Den nat sænkede Julefreden sig for alvor over hele det gamle mellemlager. Tønderne snorkede i kor, så det kunne høres helt til Veddelev. Formanden for grundejerforeningen måtte stå op og finde sine ørepropper frem.


Skrevet af Anne 

Mine andre (Jule)eventyr om affaldet på Risø kan du finde her.

Foto af peberkagehuset er fra BAK10, Forskrift om tekniske krav til bakverk av 2010. 

Foto af julemanden er privatfoto


søndag den 24. november 2019

Nyt fra Ekkorummet


The Nuclear Energy Agency, NEA (1), har for nylig udsendt en meddelelse, som indeholder flg. passus (2) om det radioaktive affald:
”efter årtiers forskning er det internationale videnskabelige samfund overbevist om, at geologisk deponering er en sikker og effektiv langsigtet løsning”
Vi kan nu håbe på en løsning på spørgsmålet om behandling af det radioaktive affald. Et problem, som i årtier har været en møllesten om halsen på a-krafttilhængere og mange andre verden over.
Efter mange år med usikkerhed om, hvad man skulle stille op med a-kraftens efterladenskaber, kan vi nu endelig se frem til en ”sikker og effektiv langsigtet løsning”.
Eller kan vi? 
En ekspert på området, Dr. David Lowry (DL), har nemlig ødelagt den gode stemning og meddelt, at han ikke kender nogen forsker, der deler dette synspunkt. NEA har åbenbart tilladt sig at se stort på den kendsgerning, at der findes eksperter, der (som DL) ikke er overbevist om, at ”geologisk deponering er en sikker og effektiv langsigtet løsning”.
Af den grund finder han NEA’s meddelelse skuffende (disappointing). Mange vil nok bruge andre, stærkere tillægsord om denne udmelding, når de har læst DL’s kommentar, men denne sag handler ikke om valget af tillægsord.  
Ingen er vel i tvivl om, at NEA aldrig ville drømme om at trække sin påstand tilbage, bare fordi den bliver afsløret som urigtig. Det er formodentlig årsagen til, at DL’s reaktion er forholdsvis dæmpet. Han er skuffet, men ikke vred, for han vidste på forhånd, at han ikke kunne vente andet.
Det interessante ved denne sag er således ikke det moralske aspekt. Det er desværre helt ukompliceret.
Det interessante er at forstå, hvad der kan få NEA til at fremsætte en påstand, der er i så åbenlys strid med sandheden. Hvad kan få dem til at tro, at risikoen for afsløring er minimal? 
Forfatterne til NEA’s meddelelse må have kalkuleret med, at påstanden uden videre vil blive troet af det store flertal i offentligheden og af medierne. De må på forhånd have været sikre på, at medierne ville være meget afvisende over for meninger, der som DL’s bliver opfattet som kritiske over for ”det internationale videnskabelige samfund”
Så er spørgsmålet, hvad det er, der adskiller ”det internationale videnskabelige samfund” fra alle mulige andre samfund? Hvorfor kan lige netop disse fire ord standse al tankevirksomhed i medierne, når så mange andre ord ikke kan?
Det er sagens kerne. 
Medlem af ”det internationale videnskabelige samfund” bliver man nemlig ikke, bare fordi man har en universitetsgrad i fysik og har beskæftiget sig med radioaktivt affald i mange år, sådan som DL har.
Nej, medlem bliver man kun, hvis man bliver godkendt til det af dem, der allerede er medlemmer af ”samfundet”. Og hvem godkender de? Jah, gæt en gang.
Medlemskredsen bliver derfor en samling personer, der har endog meget ensartede meninger om radioaktivt affald. De hører deres kolleger sige nogenlunde det samme, som de selv siger, og tror af den grund, at det er hele sandheden. 
Derfor mener de sig berettiget til uden begrundelse at frakende mennesker med afvigende synspunkter videnskabelig troværdighed. 
Derfor har de tiltaget sig magten til at udtale, ”at geologisk deponering er en sikker og effektiv langsigtet løsning”.
Men derfor har de også ansvaret for, at diskussionen om principperne for behandling af radioaktivt affald er blevet erstattet med en diskussion af tekniske enkeltheder. At nogle få grundlæggende principper er skubbet ud af den videnskabelige samtale, mens et stort antal uvæsentlige detaljer er kommet ind. 
De lever i et ekkorum, hvor den videnskabelige diskussion er blevet en parodi på sig selv.
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

  1. Nuclear Energy Agency (NEA) er et agentur under OECD.
  2. “After decades of research, the international scientific community is confident that geological disposal is a safe and effective longterm solution.” 
  3. David Lowry's blog

tirsdag den 1. oktober 2019

Projekt Kvanefjeld. Foreløbig Version af seneste Udkast til Redegørelse for Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed. Social Impact Assessment


Opdatering 3.10.19:

Råstofdepartementet skriver 1.10.19:

"Departementet for Råstoffer og Arbejdsmarked har modtaget flere anmodninger om aktindsigt i udkastet til Redegørelsen for Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed (VSB-redegørelsen) for Kvanefjeldsprojektet. Departementet har afgjort, at det senest indleverede udkast til VSB-redegørelsen kan være genstand for aktindsigt. I den forbindelse har departementet valgt at offentliggøre de foreløbige versioner af seneste udkast, idet departementet finder, at alle bør have adgang til dokumenterne på samme tid. Dette uanset, at udkastet til VSB-redegørelsen vil blive offentligt tilgængelig i forbindelse med høringen, jf. råstoflovens § 87 b.

Det skal derfor understreges, at denne offentliggørelse af den grønlandske, danske og engelske version af seneste udkast til VSB-redegørelsen ikke kan betragtes som en påbegyndelse af høringen af udkastet til VSB-redegørelsen jf. råstoflovens § 87 b"

(...)






...................

30.9. fik jeg adgang til den såkaldte VSB-redegørelse: Projekt Kvanefjeld. Vurdering af samfundsmæssig Bæredygtighed, på engelsk kaldet Social Impact Assessment (SIA).

I dette link kan man læse, hvad en VSB-redegørelse er. Råstofselskaber skal udarbejde VSB-redegørelser efter Råstoflovens bestemmelser herom og efter Vejledning vedrørende mineralprojekter om processen og udarbejdelse af VSB-rapporten”.

Jeg har lagt links her, hvor du kan downloade den danske, grønlandske og engelske version: 
https://sites.google.com/site/kuannersuit/vsb-raport-
kvanefjeld



side 63 i VSB-redegørelsen juli 2018

Redegørelsen i engelsk udgave er fra juli 2018. I Sermitsiaq 4.4.19 kunne man læse, at Departementet for Erhverv har godkendt VSB'en. Efterfølgende er den blevet oversat til grønlandsk og dansk. Herefter skal Naalakkersuisut godkende den, inden den skal i høring. 

VSB'en er en stor mundfuld, der rejser mange kritiske spørgsmål. 

Jeg har kun lige nået at skimme den. Meget springer i øjnene f.eks. 


  • at den såkaldte lægeklink kun er bemandet med en sygeplejerske 'med videolink til en vagtlæge efter behov'Klinikken burde vel så retteligen kun hedde en 'sygeplejerskeklinik': 
"Det foreslåede projekt vil omfatte opførelsen af en lægeklinik, der kan bruges af alle medarbejdere, leverandører eller gæster i tilfælde af en ulykke eller en arbejdsrelateret nødsituation. Klinikken bemandes med en fuldtidsansat sygeplejerske med videolink til en vagtlæge efter behov. Klinikken kan levere alle nødvendige sundhedsydelser (arbejde og personlige) til arbejdere og leverandører" (side 189).
  • at Yellow Cake er oversat til 'gul kage' i parentes (min fremhævning): 

"Mekanisk (koncentrator) og kemisk bearbejdning (raffinaderi) 

REE og uranium separeres i produkter ved en kemisk proces, og begge raffineres yderligere til et uranoxidprodukt (gul kage) og fire REE-produkter. Både koncentratoren og raffinaderiet ville i dette scenarie være placeret i Grønland. Scenariet forventes at skabe 1.171 arbejdspladser i anlægsfasen og 715 i driftsfasen" (side 160).
Når det drejer sig om uranudvinding, oversættes yellow cake ikke. Det hedder bare "Yellow Cake" - også på dansk.




side 129 i VSB -redegørelsen juli 2018

Personligt synes jeg, det er overvældende at læse, hvor store forandringer, der vil være på grund af udvinding af sjældne jordarters metaller/REE og uran mm.  
Bl.a. støv, støj, stråling og skidt og møg (uranaffald/tailings i søen Taseq). Men det må være op til den enkelte læser at vurdere, om hun/han beroliges af de afhjælpende foranstaltninger, der nævnes i VSB'en. 

F.eks. Side 37 om Støj (min fremhævning med gult):

"Under anlægsfasen vil der være støj fra mobilt udstyr, boringer og sprængninger, kørsel med køretøjer, søtransport og skibe ved kajen.
De væsentligste støjkilder under driftsfasen vil befinde sig i og omkring mineområdet, adgangsvejene og havnen.


En sammenligning med IFC’s EHS-retningslinjer viser, at de identificerede støjniveauer overholder standarderne. Projektet overholder ikke de danske retningslinjer for støjniveauet i sommerhusområder, og følgende afhjælpende foranstaltninger gennemføres for at reducere støjpåvirkningen yderligere:

  • Støjniveauer overvåges ved de nærmeste følsomme receptorer.
Aktiviteter med højt støvniveau planlægges med henblik på at minimere samfundsmæssige
  • forstyrrelser.
  • Under detailplanlægningen undersøges mulighederne for at reducere støjfrembringelsen.
  • GML opretter en klageinstans, som kan bruges af beboerne i området."  

God læselyst! 



Blogindlægget er skrevet af Anne

søndag den 15. september 2019

Danmarks Deltagelse i Operation Barkhane i Mali. Mission Impossible?

Hvis Folketinget beslutter det, skal Danmark bidrage militært i Mali ud over FN-missionen MINUSMA. Det drejer sig om 2 transporthelikoptere og op til 70 personer som støtte til den franskledede operation Barkhane, hvis mål er at bekæmpe terrorisme i Sahel-regionen.

Operationen strækker sig over de 5 tidligere franske kolonier Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger. I Mali er der værdifulde råstoffer så som guld, diamanter og fosfat, og i Niger findes verdens 3. største uranreserve. Ca. 70 procent af Frankrigs uran stammer fra Niger, som er et af verdens fattigste lande. F.eks. har 90 % af befolkningen ikke adgang til elektricitet, mens 1 ud af 3 elpærer i Frankrig lyser takket være uran fra Niger.

Kan danske tropper medvirke til at øge sikkerheden i Sahel-området, når den franske hær til dato ikke har kunnet?



Udenrigsminister Jeppe Kofod mener, at danske tropper kan. Begejstret fortalte han til P1 Orientering om den danske regerings medvirken til at skabe sikkerhed med sin aktivistiske udenrigspolitik. Danmarks deltagelse i den franske operation Barkhane blev allerede annonceret 28.2.19 af VLAK-regeringen.

Pt. befinder Barkhane sig i et dødvande, og operationen er dyr: 4,5 mia. dkr. om året. Så Frankrig har brug for udenlandsk støtte. 4.500 franske tropper er sendt afsted. 17 soldater er døde i de 5 år, operationen har løbet.

Allerede da den startede i 2014, sagde den ledende general, at den ville vare mere end de 10 år, militæroperationer normalt varer, fordi det er terrorbekæmpelse. Atlant Brief fra marts 2019 omtaler både FN missionen og operation Barkhane som usikre og med risiko for at blive langstrakte.

Problemet er, at fjenden er diffus. De underliggende årsager til volden er komplekse og har rødder i egnens skiftende samfundsforhold og økonomi. Dette er blevet udnyttet af Al Qaeda og mange andre oprørere.

Den franske forsker Roland Marchal fra CNRS har sagt, at Barkhane fungerer militært: Der dræbes terrorister, der tages fanger, og våben og ammunition ødelægges. Men problemet er, at hvis man skal gennemføre disse operationer, så er soldaterne nødt til at indgå lokale alliancer, også med tvivlsomme personer.

Med tiden ødelægges mange af Malis etablerede strukturer i mange landsbyer og byer, der også har medvirket til i en vis grad at sørge for offentlig orden. 
“Narkotikahandel fortsætter, forretningen går godt, ikke kun fordi grænserne ikke kontrolleres, men måske også fordi ikke alle gæster i præsidentpaladset kontrolleres - Mali er meget mindre sikkert i dag end i 2014“, sagde Marchal.

Stefan Brühne fra den tyske tænketank DGAP har fortalt til Arte.tv, at Tysklands tidligere forsvarsminister (nu formand for EU-Kommissionen) Ursula Von der Leyen har sagt, at hun måtte gøre vold på sig selv for at lade Tyskland deltage i missionen i Mali. Grunden til, at Tyskland deltager i konflikten i Mali med 1000 soldater, er at politikerne ønsker et godt forhold til Frankrig.

Hvordan kan det udenrigspolitiske nævn bakke op om dansk deltagelse i Barkhane-operationen efter de dårlige erfaringer med dansk krigsdeltagelse i Afghanistan, Irak og Libyen?

Hvordan vil de lokale opfatte dansk deltagelse, når der allerede nu er skabt en anti-fransk stemning i Mali if. Radio France Internationale?

Skrevet af Anne Albinus

Ovenstående indlæg blev sendt til Berlingske og Altinget i beg. af september, men det blev ikke optaget

Henvisninger

Mere militær kan ikke skabe fred i Mali af Kristian Weise Generalsekretær i Oxfam Ibis Information 21.10.19