I en nylig artikel i Weekendavisen vrængede Anna Libak ad den grønlandske opfattelse af historien under overskriften ”Danmarks skyld”. Hvorfor kan grønlænderne ikke bare lægge fortiden bag sig i stedet for at oprette en forsoningskommission? lød budskabet.
Det fik mig til at tænke på en opringning fra en embedsmand i det danske Miljøministerium den 22. juli 2015. Jeg havde spurgt, hvorfor Danmark løb fra en aftale om at tage forurenet jord som lovet fra Dundas Uummannaq i Grønland på grund af et Plantedirektiv.
Sagen om Dundas og affaldet var afsluttet, sagde vedkommende, og spurgte mig direkte: ”Kan vi blive enige om, at vi har snakket sammen, og sagen er blevet forklaret tilfredsstillende? Så sender jeg dig en mail og laver et notat her?”
Jeg sagde ja. Men under samme samtale faldt der en bemærkning, som udstillede en dybere mentalitet i det danske system. Embedsmanden sagde, at sagen om tvangsflytningen (af Thule-befolkningen ved Dundas i 1953) også var en sag, man havde lagt bag sig.
Nogle år efter telefonopringningen mødte jeg tilfældigt en tidligere departementschef fra Miljøministeriet. Jeg greb chancen og spurgte ham direkte, om det var korrekt af Danmark at afvise at tage imod den forurenede jord som lovet på grund af et EU-plantedirektiv?
Hans korte svar var: ”Nej.”
Det rejser et ubehageligt spørgsmål om, hvad der foregik bag lukkede døre i København. For man kan ikke blot dekretere fra et ministeriekontor, at fortiden er lagt bag os – slet ikke, når fortidens synder bogstaveligt talt stadig ligger begravet i den grønlandske natur under tvivlsomme juridiske omstændigheder.
I 2012 blev Dundas-aftalen indgået, hvor Danmark overtog miljøoprydningen af to lossepladser ved Thule, mens USA vaskede hænder. Udbudsmaterialet lød på 50 tons giftigt jordaffald, som skulle destrueres i Danmark. Men da maskinerne gik i gang, voksede omfanget til 3.500 tons. KNR og Sermitsiaq.
Den officielle forklaring fra de danske myndigheder blev så pludselig, at EU's regler om import af giftig jord – det såkaldte Plantedirektiv – spændte ben for at hente affaldet til Danmark. Løsningen blev i stedet at grave de 3.500 tons ned lokalt, 1,5 meter under terræn, hvor permafrostspejlet efter sigende skulle forvandle det til en permanent ”isklump”. Sagen var lukket.
Jeg var ikke den eneste, der undrede mig over Danmarks kreative brug af Plantedirektivet som begrundelse. I de officielle høringsdokumenter (punkt 5.1) udtrykte det grønlandske Landslægeembede dengang dyb undren: »...at Danmark kunne undslå sig ansvar begrundet med et EU-importforbud af jord, da Grønland i EU-jura opfattes som et oversøisk territorie til Danmark og grønlandske borgere som EU-borgere.«
Når rigsfællesskabets egne myndigheder undrede sig dybt over at bruge et EU-direktiv som en bekvem kattelem til at efterlade 3.500 tons gift i Grønland, og en tidligere topembedsmand i ministeriet bagefter afviser præmissen, så udstilles det politiske spil for alvor.
Naturen i Arktis retter sig ikke efter administrative skrivebordsløsninger. En tysk ingeniør med ekspertise på området skrev tørt til mig i 2015, at erosionens kræfter i Grønland hurtigt graver nedgravet affald frem igen. Is, sne og smeltevand flytter landskaber. Det, der i dag kaldes en sikker ”isklump” i permafrosten, risikerer i morgen at blive skyllet ud i det sårbare havmiljø.
Når danske debattører eller ministerielle embedsmænd utålmodigt sukker over, at Grønland ikke bare ”kommer videre”, overser de det helt grundlæggende: Fortiden er ikke et lukket kapitel, så længe den stadig forurener – både i jorden og i relationen mellem vores to lande.
Tvangsflytningen i 1953 var et traume, der trak dybe spor. De tusindvis af tons affald, som oprydningen efterlod, ligger i dag som et håndgribeligt monument over en kolonitidsmentalitet. Man kan ikke begrave sit historiske ansvar 1,5 meter under jorden og tvinge modparten til at sige, at sagen er "forklaret tilfredsstillende".
For sandheden har det med at finde vej op til overfladen – uanset hvor dybt man graver den ned.
Skrevet af Anne Albinus og bragt på Linkedin 5.9.26
Links
