lørdag den 5. september 2026

Chokerende feltnoter fra Scoresbysund 1970: ”Vi får ikke flere børn, og vi forstår ikke hvorfor”


 
I 2015 interviewede jeg en fransk antropolog Joëlle Robert-Lamblin om Kvanefjeldsprojektet. Hun er tidligere forskningsdirektør på CNRS i Paris og har forsket på Østgrønland, i Sibirien og Alaska. Hun har skrevet mange artikler og filmet i Grønland. Se arkiv.

I aften ringede jeg til hende for at høre om hendes feltstudier i Scoresbysund i 1968 og 1970. 

Sur le terrain à Ammassalik copyright Joëlle Robert-Lamblin

Hun udgav i 1970 en artikel om demografi i Journal de la Société des Américanistes

"Demografi og akkulturation. En ny fase i historien om de udvandrede ammassalimiut i Scoresbysund: introduktionen af fødselskontrol". 

Fødselstallene var galopperende, fortalte hun. Kvinder fødte hvert andet år.

De danske myndigheder ønskede at bremse fødselsraten og de sociale udgifter. Robert-Lamblin hørte ofte danskere sige: "En grønlænder koster mig så og så meget".

I 2022 henvendte en ung grønlandsk studerende sig til hende i forb. med sin opgave.

Robert-Lamblin skrev følgende til den studerende:

Prævention i Scoresbysund 
Hej (...),
Jeg husker udmærket dette alvorlige problem med prævention i Scoresbysund, og jeg har nævnt det i forskellige publikationer.
To år efter mit første ophold i 1968 sagde kvinderne i 1970: Vi får ikke flere børn, og vi forstår ikke hvorfor.
De var blevet indkaldt af distriktslægen, doktor W. Mortensen, som havde lagt en spiral op på dem uden at forklare, hvad konsekvenserne var, og uden at forklare, at valget om at acceptere den og efterfølgende få den fjernet var deres eget.
Jeg var dybt chokeret over denne situation og fordømte den mundtligt i København den 10. december 1970 under et officielt møde om Østgrønlands fremtid. Mødet fandt sted i Det Grønlandske Selskab og blev ledet af Ebbe Munck, Claus Bornemann, Robert Petersen, Ib Töpfer og Margarida Hermann, og med deltagelse af blandt andre Ejnar Mikkelsen, Kaj Jensen, Pie Barfod og Mads Lidegaard.
(Alle disse detaljer stammer fra mine feltnotater fra dengang). Mit indlæg blev taget alvorligt, og jeg fandt senere ud af, at der var blevet foretaget en undersøgelse på stedet.
Sidenhen har jeg ikke modtaget yderligere information om emnet, men det er netop resultaterne af denne undersøgelse, man bør finde frem til.
Hold mig venligst orienteret om det videre forløb i denne triste sag.
Med venlig hilsen,
citat slut
Robert-Lamblin hørte ikke mere. 
Hun fortalte, at lægen Werner Mortensen forsvandt. Hun havde mødt ham flere gange, og det var ubehageligt at høre på hans skræmmende tale. Hun opfattede ham som racist. "Hvorfor interesserer De dem for disse mennesker? spurgte han Robert-Lamblin med en vis foragt. Hun husker, at hun overværede, at han samlede alle kvinder uden for sin konsultation. De havde tillid til ham. 
Robert-Lamblin synes, det er forfærdeligt, at den dybe traumatisering først dukker op nu.
Hun hørte om sagen i 2022, hvor en samfundsvidenskabelig forsker Tanguy Sandre skrev en artikel i Mediapart om spiralsagen.
Han nævnte Robert-Lamblins artikel fra 1970:
Den originale franske artikel kan downloades gratis på den videnskabelige portal Persée. 
  • Baggrund: Artiklen undersøger en gruppe østgrønlandske inuitter (ammassalimiut), som i 1925 udvandrede fra Ammassalik-området (Tasiilaq) til det nyetablerede Scoresbysund (Ittoqqortoormiit). 
  • Akkulturation: Den beskriver, hvordan denne isolerede gruppe på kort tid ændrede livsstil, fangerkultur, sprog og traditioner i mødet med den vestlige/danske kultur.
  • Den nye fase (Fødselskontrol): Artiklens primære fokus er introduktionen af moderne fødselskontrol(prævention) i slutningen af 1960'erne. Dette markerede et stort demografisk skift, som bremsede den ellers eksplosive befolkningsvækst, der var opstået, efter at vestlig medicin havde sænket dødeligheden markant.
Skrevet af Anne Albinus og bragt på Linkedin
Links mm


Kai Werner Sander Mortensen, var fastboende distriktslæge i Scoresbysund (Ittoqqortoormiit) i Østgrønland i slutningen af 1960'erne 


Jens Nielsen, der var distriktslæge fra 1957-59 samme sted, har udgivet sine dagbogsblade her




Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

Fortiden der nægter at blive begravet: Om affaldet ved Dundas, tvangsflytningen og Danmarks bekvemme amnesi

I en nylig artikel i Weekendavisen vrængede Anna Libak ad den grønlandske opfattelse af historien under overskriften ”Danmarks skyld”. Hvorfor kan grønlænderne ikke bare lægge fortiden bag sig i stedet for at oprette en forsoningskommission? lød budskabet.

Det fik mig til at tænke på en opringning fra en embedsmand i det danske Miljøministerium den 22. juli 2015. Jeg havde spurgt, hvorfor Danmark løb fra en aftale om at tage forurenet jord som lovet fra Dundas Uummannaq i Grønland på grund af et Plantedirektiv.

Sagen om Dundas og affaldet var afsluttet, sagde vedkommende, og spurgte mig direkte: ”Kan vi blive enige om, at vi har snakket sammen, og sagen er blevet forklaret tilfredsstillende? Så sender jeg dig en mail og laver et notat her?”

Jeg sagde ja. Men under samme samtale faldt der en bemærkning, som udstillede en dybere mentalitet i det danske system. Embedsmanden sagde, at sagen om tvangsflytningen (af Thule-befolkningen ved Dundas i 1953) også var en sag, man havde lagt bag sig.

Nogle år efter telefonopringningen mødte jeg tilfældigt en tidligere departementschef fra Miljøministeriet. Jeg greb chancen og spurgte ham direkte, om det var korrekt af Danmark at afvise at tage imod den forurenede jord som lovet på grund af et EU-plantedirektiv?

Hans korte svar var: ”Nej.”

Det rejser et ubehageligt spørgsmål om, hvad der foregik bag lukkede døre i København. For man kan ikke blot dekretere fra et ministeriekontor, at fortiden er lagt bag os – slet ikke, når fortidens synder bogstaveligt talt stadig ligger begravet i den grønlandske natur under tvivlsomme juridiske omstændigheder.

I 2012 blev Dundas-aftalen indgået, hvor Danmark overtog miljøoprydningen af to lossepladser ved Thule, mens USA vaskede hænder. Udbudsmaterialet lød på 50 tons giftigt jordaffald, som skulle destrueres i Danmark. Men da maskinerne gik i gang, voksede omfanget til 3.500 tons. KNR og Sermitsiaq.

Den officielle forklaring fra de danske myndigheder blev så pludselig, at EU's regler om import af giftig jord – det såkaldte Plantedirektiv – spændte ben for at hente affaldet til Danmark. Løsningen blev i stedet at grave de 3.500 tons ned lokalt, 1,5 meter under terræn, hvor permafrostspejlet efter sigende skulle forvandle det til en permanent ”isklump”. Sagen var lukket.

Jeg var ikke den eneste, der undrede mig over Danmarks kreative brug af Plantedirektivet som begrundelse. I de officielle høringsdokumenter (punkt 5.1) udtrykte det grønlandske Landslægeembede dengang dyb undren: »...at Danmark kunne undslå sig ansvar begrundet med et EU-importforbud af jord, da Grønland i EU-jura opfattes som et oversøisk territorie til Danmark og grønlandske borgere som EU-borgere.«

Når rigsfællesskabets egne myndigheder undrede sig dybt over at bruge et EU-direktiv som en bekvem kattelem til at efterlade 3.500 tons giftig jord i Grønland, og en tidligere topembedsmand i ministeriet bagefter afviser præmissen, så udstilles det politiske spil for alvor.

Naturen i Arktis retter sig ikke efter administrative skrivebordsløsninger. En tysk ingeniør med ekspertise på området skrev tørt til mig i 2015, at erosionens kræfter i Grønland hurtigt graver nedgravet affald frem igen. Is, sne og smeltevand flytter landskaber. Det, der i dag kaldes en sikker ”isklump” i permafrosten, risikerer i morgen at blive skyllet ud i det sårbare havmiljø.

Når danske debattører eller ministerielle embedsmænd utålmodigt sukker over, at Grønland ikke bare ”kommer videre”, overser de det helt grundlæggende: Fortiden er ikke et lukket kapitel, så længe den stadig forurener – både i jorden og i relationen mellem vores to lande.

Tvangsflytningen i 1953 var et traume, der trak dybe spor. De tusindvis af tons affald, som oprydningen efterlod, ligger i dag som et håndgribeligt monument over en kolonitidsmentalitet. Man kan ikke begrave sit historiske ansvar 1,5 meter under jorden og tvinge modparten til at sige, at sagen er "forklaret tilfredsstillende".

For sandheden har det med at finde vej op til overfladen – uanset hvor dybt man graver den ned.

Skrevet af Anne Albinus og bragt på Linkedin 5.9.26

Links



https://da.wikipedia.org/wiki/Thule-sagen_(tvangsflytning) 

Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

fredag den 20. marts 2026

Det fællesborgerlige valgløfte om at droppe forbuddet mod atomkraft i Danmark

Opdatering :


------

Kan man stole på det fornuftige og realistiske i det fællesborgerlige valgløfte om at droppe forbuddet mod atomkraft i Danmark (JP 10.3.2026)?

Det korte svar er nej, for de fem partier (V, DD, LA, K og DF), undlader helt at fortælle, hvad Danmark skal gøre med sit radioaktive affald, hvis der indføres atomkraft.

De 5 partier skriver: "Vi har brug for en energipolitik, der hviler på realiteter".

Disse realiteter skjules for vælgerne. På Risø opbevares allerede 10.000 m3 radioaktivt affald, som Danmark endnu ikke har fundet en løsning på at slutdeponere. Affaldet opbevares pt. på mellemlager hos Dansk Dekommissionering på Risø. Senest 2073 skal det slutdeponeres, dvs. nedgraves. Inden da skal affaldet om få år på et nyt mellemlagerlidt længere væk fra Roskilde Fjord.

Den første slutdepotplan (2011-18) blev droppet af et enigt folketing, fordi den var utilstrækkelig i forhold til nedgravningsdybde og sikkerhedshorisont. I maj 2014 sendte en dansk fysiker Paul Gudiksen bosiddende i USA en kritisk kommentar til Skive Folkeblad. Gudiksen er pensioneret fysiker fra det statsejede Lawrence Livermore Labs:

»Efter min mening er ingen af de udpegede steder derfor velegnede til etablering af et sikkert og pålideligt slutdepot. Det vil blot være at foretage et helt unødvendigt skridt med risiko for at forurene det værdifulde drikkevand. Jeg ved med sikkerhed, at etablering af et sådant slutdepot i et lignende miljø her i Californien, hvor jeg nu bor, aldrig ville blive tilladt.«

Selvom der i den nye plan for slutdeponering bliver udpeget et sted til at opbevare det danske atomaffald dybere under jordoverfladen og med en længere sikkerhedshorisont, vil vores drikkevand risikere yderligere forurening.

Hvis fornuften skal vinde, som de fem borgerlige partier ønsker, bør Danmark derfor ikke ophæve sit forbud mod atomkraft i energiplanlægningen.

Både konventionelle atomkraftværker og de små modulære reaktorer vil nemlig efterlade højaktivt affald, der skal isoleres fra mennesker og miljø i minimum 100.000 år. Pt. er der en lille mængde højaktivt affald på Risø, der efter planen skal i et borehul i 500 meters dybde. Det er brugt brændsel, der har været lavet forsøg på med høj udbrænding bl.a. i Haldenprojektet i Norge. Det bør slutdeponeres i flere kilometers dybde if. udenlandske eksperter.

I 2026 kan kommuner melde sig til yderligere boringer i forbindelse med et kommende slutdepot til de 10.000 m3 atomaffald på Risø. Så vil piben nok få en anden lyd mht. ønsket om atomkraft.

Skrevet af Anne Albinus


Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

tirsdag den 30. december 2025

Thulesagen BREV til inden- og sundhedsminister Sophie Løhde og direktør Jesper Fisker Kræftens Bekæmpelse

Kære Sophie Løhde og Jesper Fisker

cc
Hugo Elmer tidl. formand for Thulearbejderne
Jeff Carswell tidl. Thulearbejder
mfl.

Jeg skriver til jer i anledning af den film om de sidste Thulearbejdere, der blev vist i aften på DR: Thuleulykkens sidste vidner 

Tidl. overlæge Hans Storm, som du Jesper Fisker var så venlig at give min forrige mail nederst vedr. Concerning epidemiological results Danish Thule workers, skrev aldrig til mig. Det var i forb. med en undersøgelse lavet af OHCHR. Input fra Torsten Raagaard, adv. Ian Anderson og mig om Thulesagen kan læses her.

I USA blev i 2022 vedtaget en lov PACT Act of 2022 - der sikrer, at amerikanske veteraner, der har været udsat for radioaktive stoffer som f.eks. efter flystyrtene i i Palomares og i Thule, kan få erstatning.

Jeg tillader mig at opfordre jer til at medvirke til, at Danmark også får en sådan lov. Sundhedsministeriet har if. filmen ikke svaret på, om regeringen vil arbejde for en lov, der ligesom i USA formoder en sammenhæng mellem kræft og oprydningsarbejde.

I Danmark er Thulearbejdernes kræftsygdomme blevet afvist, bl.a. af registerapporter. Den amerikanske ekspert som journalist Lotte Mathilde Nielsen fra godt.tv interviewer i filmen siger, at usikkerheden ved målingerne af Thulearbejderne er så stor, at man bør lade tvivlen komme dem til gode: Urinmålingerne der blev taget på 53 ud af cirka 1200 Thulearbejdere var upålidelige. Også afdøde professor i reaktorfysik Otto Kofoed Hansen skrev i sin dagbog, at man burde lade tvivlen komme Thulearbejderne til gode. Han ankom til Thulebasen lige efter ulykken med en kollega. Begge døde senere af blærekræft. På min blog skrev jeg bl.a.:

Men statistik kan kun vise, at der ikke sikkert er nogen sammenhæng. Den kan ikke udelukke, at der er en sammenhæng. Sagen om de syge Thule-arbejdere rammer gråzonen mellem det, der med sikkerhed kan fastslås, og det, der med sikkerhed kan afvises.

Professor Otto Kofoed-Hansen, Risø, har i sin dagbog i 1987 reflekteret over statistikkens svagheder (kan læses via dette link). Han deltog på det første hold, der blev sendt til Thule af de danske myndigheder i anledning af B 52-styrtet:

“Jeg har været ude på isen, er blevet målt med geigertæller og har fået prøve af min næseslim undersøgt. Man fandt intet. I 1972 blev jeg opereret for urinvejskræft. Jeg blev igen behandlet for det samme i 1978."

Til sidst skriver Kofoed-Hansen: "Men for mig er det klart, at den fremtidige undersøgelses resultat vil være behæftet med tvivl." citat slut

- Jeg har tidligere to gange - uden resultat - opfordret politikere til at mødes med de sidste overlevende Thulearbejdere for at takke dem for at have ryddet op efter en ulykke med radioaktive stoffer uden værnemidler.

- Jeg henviser også til et dokument, vedhæftet, jeg kom i besiddelse af, der nu er på Thulearbejdernes arkiv i Aalborg. Dokumentet, vedhæftet side 17, der blev skjult under høringen i Cirkusbygningen i 1995, viser ekstremt høje målinger af radioaktivitet. Grænsen i den amerikanske hær for dekontaminering var 400 cpm, men på fangernes støvler blev målt op til 750.000 cpm. På handskerne op til 4.000 cpm. Disse fangere er aldrig blevet undersøgt. De kom ud på isen lige efter flystyrtet sammen med Jens Zinglersen for at lede efter overlevende.

Det er vigtigt, at Danmark får en lov som den amerikanske PACT ACT, både af hensyn til Thulearbejderne, men også de arbejdere, der er og skal være i kontakt med radioaktive stoffer i Danmark. Senest 2073 skal det radioaktive affald fra Risø slutdeponeres/graves ned i et slutdepot. Det affald, der er nu, vil if. myndighederne fylde 250 lastbiler med hænger. Slutdepotet vil være et par år om at blive bygget, og der kan ske uheld under transport og under opførelse.

Desuden skal det affald, der nu er på Risø, flyttes til et mellemlager lidt længere inde i landet. Det skal man også tage i betragtning.

Godt nytår til jer begge!

Venlig hilsen,

Anne
-----------------
Anne Albinus

links


But even though Americans who fell ill after handling the plutonium-riddled material were later compensated under different federal actions, Carswell, Eriksen and others Danish civilians — Greenland is a Danish territory — have been left out in the cold.






 

Klik her for:

  • Min afskrift fra professor Otto Kofoed-Hansens dagbogsblade side 83-84. (Aalborg Stadsarkiv)


 

“Jeg har været ude på isen, er blevet målt med geigertæller og har fået prøve af min næseslim undersøgt. Man fandt intet.

 

I 1972 blev jeg opereret for urinvejskræft. Jeg blev igen behandlet for det samme i 1978. Siden 1984 finder man, at jeg er rask. Dette ville jeg dog aldrig kunne overbevise en eventuel ny arbejdsgiver om eller et forsikringsselskab. I de sidste år har jeg haft så godt som alle de symptomer, som, man hævder, at en del af dem, der deltog i oprydningsarbejdet lider af: Forhøjet blodtryk, vrøvl med øjnene, tendens til skinnebenssår, gangbesvær, stor træthed, mavevrøvl m. v. Symptomerne optræder i bølger af nogle få dages varighed og med ca. 14 dages mellemrum. Min læge betegner mine sygdomstegn som diffuse.

 

Selv tilskriver jeg mine gebrækkeligheder, at jeg ikke er så ung mer. Men selvfølgelig er der da mulighed for at tvivle om dette som den eneste årsag. Og det er denne tvivl jeg gerne vil benytte lejligheden til at belyse nærmere og benytte i min helt personlige konklusion.

 

Min tvivl forstærkes en lille smule af den kendsgerning, at delegationens leder, min kollega Jørgen Koch i 1971 døde af urinvejskræft (så vidt jeg har forstået). Men tvivl er og bliver tvivl, så derfor kunne jeg filosofere og konkludere på mange måder. Hermed et par stykker:

 

I) Hvem kommer tvivlen til gode?

 

Man har fortalt mig, at der vil blive foretaget en stort anlagt lægelig undersøgelse af de personer, som var i Thule i 1968, for at sammenligne dem med en kontrolgruppe og for at forsøge på at fastslå, om der er statistisk signifikant større sygelighed hos dem, 1) der blot var i Thule, eller hos dem, 2) der var i Thule og tillige deltog i arbejdet på isen, end der har været hos kontrolgruppen. Jeg har også ladet mig fortælle, at gruppe no 2 omfatter ca. 130 personer, Jeg har her lyst til at foretage et enkelt tankeeksperiment, der lyder som følger: Antag at f.eks. 30% af disse 130 personer har symptomer af den art, jeg har omtalt for mit eget vedkommende. Man skal da sammenligne med antallet af folk med kræft, arbejdsskader eller sygdom forårsaget af grov forurening i en kontrolgruppe af samme størrelse og aldersfordeling. Her vil jeg antage at man finder 25%, Man skal med andre ord sammenligne 39 tilfælde (middelusikkerhed=rms=6) med 32 som det normale, (vi antager, at man bruger en fire gange så stor kontrolgruppe, dvs. rms = 3. Statistisk set og groft regnet er forskellen på 7 tilfælde signifikant med 70% tillid ("confidence"), men der er ikke taler om vished! Der er tvivl til begge sider. Det er som nævnt før, tvivl, som måske vil blive udnyttet til fordel for forskellige synspunkter. Man vil stadig stå med tvivl. Tvivl fra begge parter både hos de tilsyneladende skadelidte og hos myndighederne. Dette var et regneeksempel, det var et tankeeksperiment og ikke kendsgerninger. Men for mig er det klart, at den fremtidige undersøgelses resultat vil være behæftet med tvivl.

 

For mig, og som min strengt personlige mening, er spørgsmålet alene, hvem denne tvivl skal komme tilgode? Selv er jeg ikke i tvivl om svaret! Tvivlen må komme dem, der arbejdede med oprydningen til gode, de af dem, som er tilsyneladende skadelidte.” 

  • Spørgsmål nr S 794 fra Kaj Poulsen (S) til indenrigsministeren 6.3.1987 vedr. offentliggørelsen i JP af information om Ruben Eriksen

  • Svar på S 794 fra indenrigsminister Knud Engaard (V) til Kaj Poulsen (S) 27.3.1987

  • Sundhedsminister Yvonne Herløv Andersens (CD) svar til folketingets finansudvalg 7.11.1995



side 17 i  brev fra Sundhedsstyrelsen til advokat Anders Boelskifte 11.7.1994 vedr. aktindsigt i Thulesagen:


LIGE UDKOMMET

Greenland B 52 Radiation Disaster af Jeffrey Carswell 

The Ice Burns Black chronicles the cascading intrigue of international events,altered lives,and premature deaths resulting from the horrific crash of a nuclear-armed B52 bomber in Greenland. This broken-arrow incident and the cleanup of "hot" plutonium and uranium at the top of the world by Carswell and the other good Samaritans represents the quietest bombing in history to ultimately kill at least 129 innocent people


Udenrigspolitik og arbejderbeskyttelse Thulesagen

v/Henning Bender tidl. stadsarkivar Aalborg

Øjenvidneskildring Jens Zinglersen Vedrørende B-52 styrtet Den 21. januar 1968:

"Jeg blev tilknyttet denne gruppe fra Risø, som i nogen tid indsamlede prøver af sne og is uden for nedstyrtningsstedet for at analysere disse for radioaktivitet. De havde indrettet et meget primitivt laboratorium i køkkenet på den gamle Dining Hall 6, som var lukket. De indkøbte i BX`en alt hvad der var af teflon pander, og på disse smeltede de sneprøver og filtrede det fremkomne vand igennem melitta kaffe filtre – og målte så på resterne. Det er på baggrund af disse meget primitive analyser, at de senere i deres rapport konkluderede, at der ikke var nogen strålingsfare."

Debat i Politiken efter Idealisten af Christina Rosendahl anmeldelse i EKKO

Drop myten om Thulearbejdernes strålingsskader

debatindlæg Politiken 15.5.15

Professor Knud Juel debatterer med filminstruktør Christina Rosendahl i DR2 Deadline 19.5.15

Hvorfor kom tvivlen aldrig Thulearbejderne til gode? Mit debatindlæg Politiken 20.5.15:


"At man ikke kan påvise en direkte årsagssammenhæng mellem udsættelse for radioaktiv stråling og efterfølgende sygdom, er velkendt. Også i sager med asbestoseramte kan det være svært at få erstatning, for man kan påstå, at sygdommen kan skyldes andet, f.eks. rygning.
Men som Zachariae nævner i sine erindringer, burde tvivlen, som det normalt er tilfældet ved en række erhvervssygdomme, komme patienten til gode.

Det samme mente en af de første eksperter fra Risø, der var til stede på ulykkesstedet i 1968, professor Otto Kofoed-Hansen (K-H). K-H døde i 1990, men sider fra hans dagbog blev senere givet til Ekstra Bladet, og her kan man læse om kræftsygdommen, han fik konstateret i 1972. Både han og kollegaen professor Jørgen Koch, der var leder af Risø-delegationen efter ulykken, fik konstateret urinvejskræft, der ofte er en følge af ioniserende stråling. Koch døde i 1971. I sine seneste år fik K-H samme symptomer som nogle af de Thulearbejdere, der deltog i oprydningsoparbejdet.
(...)
K-H fortalte også om de store anstrengelser, Risø gjorde, for at han ikke skulle sige noget på møder, hvor landets ekspertise deltog. K-H blev skygget af CIA, da man var bange for, han ville sladre til den danske regering om de virkelige radioaktive forhold på Thulebasen."

De onde er de andre og medierne er uskyldige Rune Lykkeberg Politiken 23.5.15

Man kan ikke aflive fakta! Jo Thulearbejderne blev syge

af journalist Torste Raagaard Politiken 27.5.15





Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Abonner på: Opslag (Atom)