tirsdag den 11. juni 2019

Har Anne vundet Kampen mod Kernekraft i DK?


Holger Skjernings svar til Annes indlæg på Altinget om det radioaktive affald (1) fortjener en særskilt kommentar på grund af den afsluttende, mistrøstige konstatering:
”Du har vundet kampen imod kernekraft i Danmark, bl.a. vha argumentation, som den, du bruger her”
Denne konstatering bygger på en misforståelse af den rolle, de fem (nu nedlagte) borgergrupper (2) mod deponering af radioaktivt affald og (i al beskedenhed) vi selv, har spillet.
Udgangspunktet var beslutningen fra maj 2011 om at slutdeponere det danske radioaktive affald i en af de fem kommuner (Struer, Skive Kerteminde, Lolland og Bornholm). 
Borgergrupperne og Atom Posten pegede på, at
  • disse planer ville få stor, negativ betydning for borgerne i den kommune, der blev påtvunget et slutdepot 
  • disse planer var dårligt underbygget, fordi de i vid udstrækning var baseret på såkaldte sikkerhedsanalyser (3)
  • omdefineringen af de 233 kg særligt affald fra højaktivt til langlivet mellemaktivt affald, som helt tydeligt var en fidus, der skulle tjene til at legitimere en ringere og dermed billigere slutdeponering af affaldet (4)
  • forskere, ansat ved danske universiteter, har været meget tilbageholdende med at deltage i debatten, og det kunne tyde på, at det er så som så med disse menneskers reelle ytringsfrihed.
Disse indvendinger har vi gentaget den ene gang efter den anden, uden at vores modpart har nedladt sig til at svare. 
I al den tid sagde vi meget lidt om kernekraft. 
Men vi var naturligvis opmærksomme på, hvad der skete på den front. Undertegnede fik den ide, at kernekraft-tilhængerne måske kunne se fordelen ved at støtte tanken om mellemlagring af affaldet, fordi en sådan udmelding kunne styrke tilhængernes image som mennesker med respekt for miljøet. Ekstraudgiften til et mellemlager er jo småpenge i forhold til, hvad det koster at udvikle og bygge nye reaktorer. Jeg skrev derfor et nogle kommentarer og afventede svar (5).
Der kom intet svar.
Vi bilder os ikke ind, at alle og enhver læser Atom Posten. Men nogen gør det altså. Og jeg tror ikke, man skal være hverken psykolog eller politisk kommentator for at regne ud, hvilket indtryk dette må have gjort på læsere, hvoraf flere i forvejen var skeptiske overfor kernekraft og utrygge ved den måde, denne sag bliver præsenteret på overfor offentligheden. Disse mennesker har måttet spørge sig selv, om ikke det var en uudtalt præmis for indførelse af kernekraft, at det radioaktive affald fra de nye reaktorer efter passende omdefinering skulle dumpes på et sted, der var udvalgt efter politiske kriterier.
Forløbet pegede på et dybereliggende problem, nemlig at kernekrafttilhængere og -modstandere overhovedet ikke talte med hinanden, men levede i to helt forskellige verdener, hvor man havde meget forskellige (men desværre uudtalte og uerkendte) syn på, hvad der var rigtigt og forkert i denne sag.
Her var det, at undertegnede som udenforstående iagttager mente, at han kunne række de to parter en hjælpende hånd ved at foreslå, at de satte sig sammen og fandt en af begge parter accepteret løsning på et problem af fælles interesse (6). Jeg foreslog CO2-udledningen ved de forskellige energi-teknologier, fordi jeg ved flere lejligheder var blevet irriteret over at se påstanden om, at kernekraften var helt CO2-fri. Der er også andre muligheder. 
Jeg er ikke i tvivl om, at et sådant samarbejde, der præciserede grundlaget for kernekraft-diskussionen og dermed for uenigheden mellem tilhængere og modstandere, ville gøre denne diskussion lettere at forstå for de mange, der nu bare lukker øjnene for den.
Heller ikke dette forslag har fremkaldt nogen reaktion.
Dette gælder både tilhængere og modstandere af kernekraft. Men det må være tilhængerne, der tager initiativet, for det er dem, der har bevisbyrden.
Det er derfor ikke korrekt at hævde, at Anne ”har vundet kampen imod kernekraft i Danmark”. Af den simple grund, at hun har beskæftiget sig med helt andre emner end kernekraft i størstedelen af den periode, det drejer sig om.
Mere korrekt er det at hævde, at tilhængerne har tabt kampen, fordi de ikke har forstået deres opgave.
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:


  1. Se også Annes kommentar på Atom Posten (08.06.19).
  2. I maj 2011 blev der dannet borgergrupper mod deponering af radioaktivt affald i hver af de 5 kommuner. Disse er siden nedlagt og erstattet med den landsdækkende: ”Borgergruppen for en forsvarlig Håndtering af det danske Atomaffald”. Se kommentar i Atom Posten: ”Farvel til de gamle Borgergrupper og Goddag til den nye” (11.06.18).
  3. Sikkerhedsanalyser (egentlig risiko-analyser) er matematiske modeller, som bruges til at vurdere sikkerheden i komplicerede systemer. De er baseret på nogle forudsætninger, som myndighederne ikke har villet/kunnet gøre rede for, og som jeg ærligt talt tvivler på, de forstår. Se også notatet: ”Bemærkning om brug af matematiske Modeller til Risikovurdering” samt flere kommentarer i Atom Posten.
  4. De 233 kg særligt affald har vi beskæftiget os så meget med, at jeg ikke orker at referere til alle de kommentarer, vi har skrevet på Atom Posten om denne sag.
  5. Se kommentarer i Atom Posten: ”A-kraft og Modstand mod Slutdeponering” (18.05.14), ”Genbrug af Atomaffald” (23.02.15), ”Atomkraft og Atomaffald i Danmark – en Oversigt” (03.04.15), ”Atomkraft og Villagrunde” (03.03.16), ”Breaking News: Thorium er ikke Grundlaget for den nye Regering” (30.11.16), ”A-kraft uden CO2?” (02.05.17), ”A-kraft og radioaktivt Affald” (29.05.17). Herefter har vi ved flere lejligheder kommenteret kernekraftspørgsmål.
  6. Se kommentaren: Dialog om A-kraft” (06.06.18).

Kina vil ikke længere påtage sig miljømæssige Omkostninger ved REE Miner

Flg. læserbrev er bragt i Sermitsiaq uge 23


Udvinding af sjældne jordarters metaller, de såkaldte REE, er kendt for at medføre tunge miljømæssige omkostninger. Kina har 1/3 af verdens reserver og står for cirka 90 procent af verdens REE-forsyning. I det indre Mongoli ligger den åbne mine Bayan Obo, der producerer cirka 1/2 af verdens forsyning. REE bruges som bekendt bl.a. i mobiltelefoner, hi-tech biler og våben.

If. Daily Mail (23.4.12) er der ikke mange journalister, der har besøgt Bayan Obo minen. Den udspyr 420.000 kubikmeter giftig gas for hvert ton REE, der udvindes, sammen med surt spildevand og radioaktivt materiale.

I Berlingske kunne man 11.10.2013 læse: "Men da udvinding af sjældne jordarter, især hvis der følger uran med, kan føre til miljøsvineri og true miljøsikkerheden for arbejdere og omgivende samfund, blev REE-miner fra USA til Europa og Australien lukket på stribe frem til år 2000. Konsekvensen var, at Kina satte sig på stort set hele produktionen og pressede priserne i vejret, ofte til astronomisk niveau." 

Kina var parat til at ofre sit miljø til fordel for økonomisk vækst, og Vesten kunne så prale af at være ren, beretter den belgiske avis Le Soir 1.6.19. If. Le Soir lod de kinesiske myndigheder i marts i år vide, at Kina ikke længere vil påtage sig de miljømæssige omkostninger, der er forbundet med produktionen af størstedelen af verdens REE.

Hvorfor er Grønland så parat til at ofre sit miljø for en kortsigtet økonomisk vækst?

Skrevet af Anne Albinus

China Wrestles with the Toxic Aftermath of Rare Earth Mining 2.7.19 Yale Environment

lørdag den 8. juni 2019

Drop de usande Påstande om det radioaktive Affald på Risø

 "Drop jeres usande påstande om atomkraft" skrev afdelingsleder Bent Lauritzen (BL) Center for Nukleare Teknologier på DTU i et indlæg på Altinget 9.5.19. 

Men BLs påstand om det radioaktive affald på Risø er usand! I sit indlæg hævder BL nemlig, at det radioaktive affald på Risø er 'lavaktivt', hvilket er ukorrekt. Det kan man læse i min kommentar under BLs indlæg.

Det er ikke betryggende at læse BLs påstand, når man samtidig ved, at DTU Nutechs opgave er at rådgive danske myndigheder om nukleare spørgsmål. (1)



Det radioaktive affald på Risø er ikke kun 'lavaktivt' som Bent Lauritzen skriver

Kære Bent Lauritzen, 
Du skriver: 

"Og i modsætning til Danmark, hvor det har vist sig særdeles vanskeligt at finde en acceptabel placering af det lavaktive affald fra Risø, (...)" 

Det er ikke korrekt, at du omtaler det radioaktive affald på Risø som 'lavaktivt'. 

Titlen på den nu skrottede plan fra 4.5.2011 var: "Plan for etablering af slutdepot for lav- og mellemaktivt affald." 

Hos Dansk Dekommissionering er der ikke kun lavaktivt affald, der er både kortlivet og langlivet radioaktivt affald: lavaktivt, mellemaktivt og højaktivt affald. Det højaktive affald (de brugte brændselsstykker) er blevet omdefineret til langlivet mellemaktivt, hvilket er blevet kritiseret af udenlandske eksperter. De brugte brændselsstykker har været udsat for forsøg med meget høj udbrænding, og brugt brændsel klassificeres internationalt som højaktivt affald. Så planen fra 4.5.2011 burde retteligen have heddet lav- mellem- og højaktivt affald. 

1/ I forstudierne maj 2011 står side 15 om affaldet: 


http://docplayer.dk/198677-Forstudier-til-slutdepot-for-lav-og-mellemaktivt-affald-sammendrag-indeholdende-hovedkonklusionerne-og-anbefalinger-fra-tre-parallelle-studier.html 

"Grundlaget for opgaven har jf. Beslutningsgrundlaget været, at de skitserede depoter skulle have en levetid på 300 år. De indledende sikkerhedsanalyser har som delresultat, at den samlede levetid af barrieresystemet for de anbefalede løsninger ligger i mellem 500 og 1000 år. Efter denne periode vil der stadigt være affaldstyper tilbage i depotet, som indeholder væsentlig aktivitet. Det drejer sig om følgende affaldstyper: 

• Type 1 (grafitaffald) 
• Type 8 (sekundært affald fra dekontaminering) 
• Type 12 (eksisterende affald fra HotCell) 
• Type 13 (eksterne strålekilder) 
• Type 14 (særlige strålekilder) 
• Type 15 og 18 (bestrålet uran) 
• Type 16 og 17 (bestrålet brændsel) 
• Type 19 (ubestrålet uran) 
• og i begrænset omfang type 21 (tailings). 

Det er følgende nuklider, som giver anledning til aktiviteten: 
C-14, Ra-226 samt uran og plutonium nukliderne samt disses døtre." 

Citat slut 

2/ Og fra en minihøring i 2005 side 4: 

http://www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Forebyggelse/2004/Juni/~/media/Filer%20-%20dokumenter/Referat.ashx 

Den efterfølgende diskussion: 

Det blev spurgt, om den nuværende mellemlagring er problematisk eller man bare kan lade affaldet stå som nu. Det blev svaret, at den nuværende mellemlagring ikke er noget helsefysisk problem og heller ikke bliver det de næste 100 år. Efter 100 er det svært at sige, om der opstår problemer. Men det kræver en organisation at vedligeholde mellemlagret og det er ikke en slutløsning. Ved at beholde mellemlageret udsætter man egentligt bare problemet til en anden generation. 

Det blev fremført, at hvis Danmark kunne eksportere de 233 kg forsøgsbrændsel kunne alt affaldet uden problemer deponeres terrænnært. Hertil blev svaret, at der også er andet langlivet affald, der vil kræve særlige overvejelser og foranstaltninger ved terrænnær deponering, bl.a. et antal store brugte ά- kilder. Endvidere er der et sorteringsproblem, da noget af det langlivede materiale vil være blandet med kortlivet. Det er således ikke ligetil, at stille det langlivede affald til side og afvente en senere eller anden løsning. 

Citat slut 
..... 


t.o. er planen fra 4.5.2011 blevet skrottet maj 2018. Nedgravningsdybde og depotets sikkerhedshorisont var utilstrækkelig. Processen starter forfra og kan følges her: 
https://ufm.dk/aktuelt/temaer/deponering-af-radioaktivt-affald-i-dk 

Venlig hilsen 

Anne 

Citat slut

Skrevet af Anne Albinus

Henvisning

OECD/NEA 2015 : The Danish Technical University has a special responsibility for maintaining the necessary scientific knowledge base to advise the Danish authorities on nuclear matters. 

torsdag den 18. april 2019

Nyt Indlæg i Føljetonen: ”Atomkraft i DK” !


For nylig har Kim Bjørnstrup (KB) leveret endnu et indlæg for atomkraften og mod atomkraft-modstanderne (1), hvor han udfordrer ”politikere og miljøkrigere” med den voldsomme anklage (2): 
Ifølge KB burde politikere og miljøkrigere i stedet for at udsprede ”en-øjet propaganda” læse lærde værker om fordelene ved atomkraft som den nævnte (3) og undlade at se film som ”Kinasyndromet”, der skaber frygt for katastrofer, som aldrig er indtruffet. 
Nu er det sådan, at KB’s meningsfæller allerede gennem længere tid har fortalt os om den CO2-frie atomkrafts velsignelser (4), om det radioaktive affald, der overhovedet ikke giver problemer (bortset fra steder, hvor man vil slutdeponere det med vold og magt (5)), og om de ubetydelige miljømæssige problemer ved brydning af Uran- og Thoriumholdig malm. 
Af den grund synes jeg, at tilhængere af atomkraft skulle være tilbageholdende med at beskylde os, der er modstandere af atomkraft, for at udsprede en-øjet propaganda.
For selvom vi ikke har studeret hele den omfattende litteratur på området (det er der vel ingen, der har), så ved vi, hvad dette krav skal bruges til. Nemlig til at lamme modstanden ved at stille som betingelse for overhovedet at ytre sig, at modstanderne sætter sig ind i store mængder af svært tilgængeligt materiale.
Denne strategi har været brugt i mange, mange år, og den har ikke virket. Det fremgår også indirekte af KB’s kommentar. 
Hvis tilhængerne havde forstået forhistorien, havde de handlet anderledes. Så ville de have indset, at mange af de problemer, de forsøger at bagatellisere, fortjener at blive taget alvorligt. At modstanden mod a-kraft måske nok for en dels vedkommende er af psykologisk art, men at det er let at forstå, hvorfor det er blevet sådan. At borgerne mange gange er blevet ført bag lyset ved hjælp af den form for ekspertsnak, man kan finde i bøger som (3). 
Så ville de have indset, at det var bedre at møde befolkningen der, hvor den er, at producere ordentligt baggrundsmateriale, som kan underbygge deres standpunkter, og at debattere med atomkraftmodstanderne på lige fod. Om de så stadig ville være tilhængere, er et godt spørgsmål.
Ved at bruge den fremgangsmåde, KB (og mange med ham) har valgt, falder forargelsen tilbage på tilhængerne selv. De vil ikke indse, at det er dem, der har bevisbyrden, og den løftes ikke ved bare at henvise til fjerne autoriteter. 
Forhindringen for indførelse af atomkraft er derfor ikke i første række ”politikere og miljøkrigere”, som KB påstår, men tilhængerne selv. 
Den udbredte forståelse af, at den globale opvarmning i høj grad er menneskeskabt, gav dem en enestående chance for at fremme deres ideer, og den chance har de sat over styr.
Vi andre – kald os bare miljøkrigere – har blot peget på, at tilhængerne slet ikke har overblik over deres projekt, og at de bliver brugt som nyttige idioter af økonomiske interesser, der ønsker atomkraft, udelukkende fordi de kan tjene på det, og som blæser på miljømæssige omkostninger, der ikke rammer dem selv.
Derfor skammer jeg mig ikke over at være modstander af a-kraft, eller for at blive i det franske (6):
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

  1. Kommentar i Berlingske 11.4. af Kim Bjørnstrup, erhvervsmand og forfatter: ”Atomkraft er den eneste mulighed for at håndtere klimaforandringerne”.
  2. ”J’accuse” (Jeg anklager) var overskriften på Émile Zola’s alvorlige anklage mod de franske myndigheder for deres håndtering af Dreyfuss-sagen, bragt i avisen ”l’Aurore” den 13.1.1898.
  3. Joshua S. Goldstein og Steffan A. Qvist: ”A bright future”.
  4. Påstanden om atomkraftens CO2-frihed har vi kommenteret så tit her på Atom Posten, at vi ikke magter at blive ved med at forklare, at den er forkert. Se for eksempel kommentaren: ”Atomkraft i Medierne” (07.02.19).
  5. Atom Posten har kommenteret denne sag mange gange siden november 2012. 
  6. ”Jeg fortryder intet”. Citatet er fra en sang sunget af Edith Piaf med musik af Charles Dumont og tekst af Michel Vaucaire.

mandag den 4. marts 2019

Forskning og Krænkelser


Lederen i denne uges udgave af ”Ingeniøren” (1) har overskriften:
Forskerne føler sig med lederens ord styret, overvåget og underlagt uklare regler for, hvad de må sige og gøre. De klager over topstyring blandt andet på grund af de mange sager, hvor studerende har følt sig krænket over indholdet af universitetslærernes forskning, undervisning og optræden i det hele taget.
I den tunge ende er der historien om statistikeren, som følte sig presset til at holde op med at skelne mellem mænd og kvinder i sin forskning. I den lette ende er der klagen over underviseren, der kom til at sige et grimt ord (2), og protesten mod afsyngelsen af ”Den danske Sang er en ung, blond Pige” (3).
Disse sager er uden tvivl belastende for dem, det bliver klaget over, og lederens konklusion, at kun dialog, ikke regler, kan løse problemer af denne art, er de fleste vist helt med på. Man ved, hvem parterne er, man kan sætte dem over for hinanden, bede dem om at diskutere sagen og finde en mindelig løsning. 
Men topstyringen af dansk forskning er kun i mindre grad forårsaget af sager om krænkelser. Den skyldes i høj grad den måde, forskningen finansieres på. Ministerier og andre offentlige myndigheder har ofte en klar interesse i, at den rådgivning, de modtager fra forskerne, understøtter regeringens politik. Samtidig er universiteterne og de enkelte forskere helt afhængige af de bevillinger, de modtager fra de samme ministerier og myndigheder (4). Der mangler kort sagt ”armslængde” i tildelingen af forskningsmidler.
Dette er et langt større og langt mere kompliceret problem, end når det drejer sig om enkeltpersoner, der føler sig krænket. Desværre er ”Ingeniøren” tavs om denne side af sagen.
Den enkelte forsker kan let føle, at han/hun er udsat for et pres til at se på sit forskningsområde under en bestemt synsvinkel, at opprioritere bestemte dele af det på bekostning af andre og i det hele taget overtage holdningerne hos de myndigheder, der betaler. De risikerer at blive servile medspillere og ikke kritiske modspillere til myndighederne, og det kan have skadelige følger på langt sigt. 
Omvendt kan myndigheder og universitetsledelse bedyre, at de aldrig har lagt det mindste pres på nogen forsker, og at de tværtimod har stor respekt for forskningsfriheden. De er bare nødt til at prioritere og i en given sag udvælge den forsker, som efter deres vurdering er bedst kvalificeret til at løse opgaven, og det er jo borgernes penge, de administrerer. Forskningsfriheden er ikke, og kan aldrig blive, ubegrænset. Der må altid ske en udvælgelse af, hvad der er relevant at forske i. 
Og hvis det benægtes, at der overhovedet er et problem, nytter det ikke at bringe parterne sammen.
”Ingeniøren” har valgt at diskutere de lette spørgsmål: om universitetsansatte i deres arbejdstid må skelne mellem mænd og kvinder, om de må bruge grimme ord, eller om de må synge om unge, blonde piger. 
I stedet burde man have taget den vanskelige diskussion af, hvad forskningsfrihed indebærer, og vel at mærke under de betingelser, der gælder i nutiden. Ikke ud fra en illusion om, at universiteterne ledes af vise oldinge med langt hvidt skæg, som udelukkende tænker på de højeste materier, og som er hævet over ethvert materielt hensyn. 
Man bør nøgternt se på, hvordan disse institutioner faktisk fungerer, og så godt som muligt forhindre, at kortsigtede hensyn får for høj prioritet i forhold til langsigtede. Forskningen skal tjene hele samfundet, ikke kun den siddende regering.
”Ingeniøren” bør gå ind i den diskussion. Måske nogen vil føle sig krænkede, men når forskningsfriheden trues, bør alle lytte. Ikke mindst ”Ingeniøren”.
Skrevet af Jens

Henvisninger:
  1. Leder i ”Ingeniøren” (01.03.19) under mærket thd.
  2. Det ord, underviseren brugte, da han stødte sin tå mod en stol, var grimt (se sidst i lederen). Men enhver, der har prøvet det, ved, at den slags gør nederdrægtig ondt, og for mig er det ubegribeligt, hvordan den episode har kunnet afstedkomme en klage.
  3. Se Højskolesangbogen, hvor sangen i 17. udgave (2000) har nr. 132. Kai Hoffmann’s tekst fra 1924 er måske ikke den helt store poesi, men hvis alt vrøvlet skulle fjernes fra Højskolesangbogen, så ville der ikke blive ret meget tilbage.
  4. Dette problem dukker op i medierne fra tid til anden. Et velskrevet indlæg er Rasmus Ejrnæs’ kronik i Politiken (03.01.14): ”Videnssamfundet skranter”. Se også Atom Posten (07.01.14).


mandag den 25. februar 2019

Fra Thule til Narsaq: Hvem bekymrer sig om Grønlændernes Sundhed?

Da jeg hørte Landslægen udtale sig i Narsag ved dialogmødet om den evt. kommende REE/Uranmine i Kvanefjeld (her og her), kom jeg til at tænke på de grønlandske fangere og sømænd, der ryddede op efter bombeflystyrtet ved Thule Air Base 21. januar 1968. De måtte ligesom de danske Thulearbejdere også høre på udenomssnak og bagatellisering af faren ved radioaktive stoffer.





Efter flystyrtet var vi vidne til propaganda fra Risø og fra den danske regering, at ingen der medvirkede ved oprydning på Thulebasen var blevet skadet af at have inhaleret og indtaget genopslæmmet Plutonium-239.

Vi har i de senere år igen været vidne til propaganda fra tidl. Risømedarbejdere og GML om uranudvindingens uskadelige virkninger.

De der skal arbejde i den evt. kommende REE/Uranmine vil være beskyttet med egnede værnemidler, men hvis de bliver syge, hvordan vil de blive undersøgt, behandlet og fulgt efterfølgende? Arbejdstilsynet har ganske vist et kontor i Grønland, men de kan ikke være i og ved minen dagligt og tilse, at regler ikke overtrædes. Vil man sige, hvis minearbejdere bliver syge og får kræft, at det er, fordi de ikke har levet sundt nok?

Ekspert i radioøkologi og strålebeskyttelse Violeta Hansen DCE.dk nævnte i Narsaq 17.2.19 risikoen for støv på minevejene, der kan forurene.

Det vil være svært for tilsynsmyndighederne at kontrollere, at der ikke hvirvles støv op. Da man f.eks. på den tidligere Eternit (asbest) grund i Aalborg fik den vanvittige ide at opføre boliger (i Frankrig ville man kun anlægge en P plads såden et sted), advarede en overlæge på Arbejdsmedicinsk klinik, men hverken Arbejdstilsynet, Embedslægen eller Aalborg Kommune lyttede til advarslerne. Her blev der netop ikke sprøjtet med vand hver gang, som lovet af kommunen, når maskinerne kørte på vejene, og der var risiko for støvspredning.

På 3Fs hjemmeside kunne man læse, at 90 Vennelyst folk har været i berøring med asbest grunden i Aalborg: "Gravede direkte i asbesten". Jeg har samlet artikler om asbest i Danmark her, og man kan se, hvor mange gange regler overtrædes i Danmark. 

Hvad med beboerne i Narsaq? Vil deres evt. helbredsproblemer blive taget alvorligt, som følge af at de udsættes for bl.a. støv fra minen? Vil de blive mødt med samme ligegyldighed og fortielse, som de grønlandske fangere, søfolk og Thulearbejdere blev mødt med? 

Det er altid svært at påvise, at nogen bliver syge efter at have været udsat for radioaktiv stråling, for de kan være blevet syge af så meget andet. I tilfældet med Thulearbejderne blev disse kun undersøgt overfladisk og på forskellig måde på nogle arbejdsmedicinske klinikker, men de blev ikke fulgt løbende helbredsmæssigt efter oprydningen. De blev heller ikke undersøgt for påvirkning fra andre giftige stoffer, da myndighederne forsvarede sig med, at de ikke vidste, hvilke giftige stoffer, der var i flyet, brændstoffet og kernevåbnene.

Alligevel  skrev en dansk EU ambassadør 14.1.2005 til  Europarlamentet bl.a. (min fremhævning)"Several health investigations of the Thuleworkers were performed from the mid-1980s until 1995. The investigations carried out so far have not been able to demonstrate that the Thuleworkers have suffered adverse health effect as a result of exposure to radiation or to other hazardous substances".




8.10.1995 blev der afholdt høring i Cirkusbygningen i København. Høringen skulle kaste lys over, om der er sammenhæng mellem Thulefangernes og danske Thule-arbejderes dårlige helbred og det oprydningsarbejde, de deltog i efter styrtet af B 52-bombeflyet i 1968.

I forbindelse med høringen - som Thulefangerne ikke var inviteret med til - udtalte Landsstyremedlem for Sundhed og Miljø Marianne Jensen til AG, at man skulle være opmærksom på visse kræfttyper, der først viser sig senere. 

Mig bekendt er der ingen, der har vist visse kræftformer opmærksomhed.






Lige efter bombeflyet var styrtet 21.1.1968, blev 13 grønlandske fangere, der var i området, inddraget i oprydningen. De måtte ikke snakke med de mange udenlandske journalister, der var på den amerikanske base i 1968.




Piniartut allat ilagalugit Mamarut Qujaukitsoq Dundas-ip eqqaani timmisartup qaartartunik usisup nakkarnerata kingorna saleeqataavoq. Illersuuteqartinnatik saliisinneqarnertik tamarmik tupigeqaat.
Mamarut Qujaukitsoq var sammen med andre fangere på vej hjem efter en fangstrejse, da de blev inddraget i oprydningsarbejdet efter flystyrtet. Fangere holdt uvidende om radioaktiv stråling  AG 1995



I AG spørger lederskribenten:


DERFOR SPØRGER VI os selv : Hvem er egentlig eksperterne? Hvem ved, hvornår vi er syge, og hvornår det begyndte? Hvem ved noget om miljøet i Thule og om de vanskabte sæler, der blev fanget i året efter nedstyrtningen? Hvem er det, der bor og lever i området og kender det og lægger mærke til de forandringer der sker?

Det er ikke danske eksperter. Mennesker med måleinstrumenter og kuglerammelogik eller folk fra kulturer, hvor konklusioner og konsekvens er volapyk i forhold til Thule-folkets dømmekraft. Begivenhederne fandt nemlig sted i Thule, hvor man med tvang 15 år tidligere flyttede et helt folk til en afsides egn, hvor fangsten var dårligere. Ikke i Cirkusbygningen.

DET STÅR NU KLART for borgerne i vor nordligste kommune, at deres liv og tilværelse ikke regnes for noget i den verden, der omgiver dem. Der tages ikke hensyn til deres kultur og integritet. Det er nu blevet bekræftet af, at ingen regner det, de siger for noget. Eller tror dem.

Sømænd fik ødelagt helbred af fisk i Thule

I slutningen af juni 1968 kom Landshøvdingens rejsebåd »M/S Agtlantha« til Thule Air Base for at være med til at tage vandprøver og prøver af tang og fisk tæt på nedstyrtningsstedet. Den eneste beskyttelse var sorte plastikposer på dækket. »M/S Agtlantha« havde en besætning på fem medlemmer. 4, der var med på turen, var døde i 1995.

 Skipper Lars Kristian Rosing »M/S Agtlantha«

Skipperen Lars Kristian Rosing fra »M/S Agtlantha« døde i 1991, kun 49 år gammel. Efter turene med »M/S Agtlantha«, fik han udslet på benene, og også andre steder på kroppen, svære åndedrætsproblemer og vrøvl med hjertet.

Et andet af besætningsmedlemmerne var Mathæus Kloster, der døde allerede i 1976 kun 53 år gammel. Hans datter fortæller til AG dybt bevæget: "Efter at min far døde, blev han afhentet af politifolk fra Nuuk, som sejlede liget ind til byen. Ingen måtte hverken se eller røre ham". "Men det der piner mig mest den dag idag, knap tyve år efter hans død, er, at lægerne aldrig har villet fortælle mig hvad han døde af", siger Susanne Jakobsen. 

Jokum Heinrich fortryder dog ikke på trods af et ødelagt helbred, at han var med »M/S Agtlantha«