torsdag den 18. april 2019

Nyt Indlæg i Føljetonen: ”Atomkraft i DK” !


For nylig har Kim Bjørnstrup (KB) leveret endnu et indlæg for atomkraften og mod atomkraft-modstanderne (1), hvor han udfordrer ”politikere og miljøkrigere” med den voldsomme anklage (2): 
Ifølge KB burde politikere og miljøkrigere i stedet for at udsprede ”en-øjet propaganda” læse lærde værker om fordelene ved atomkraft som den nævnte (3) og undlade at se film som ”Kinasyndromet”, der skaber frygt for katastrofer, som aldrig er indtruffet. 
Nu er det sådan, at KB’s meningsfæller allerede gennem længere tid har fortalt os om den CO2-frie atomkrafts velsignelser (4), om det radioaktive affald, der overhovedet ikke giver problemer (bortset fra steder, hvor man vil slutdeponere det med vold og magt (5)), og om de ubetydelige miljømæssige problemer ved brydning af Uran- og Thoriumholdig malm. 
Af den grund synes jeg, at tilhængere af atomkraft skulle være tilbageholdende med at beskylde os, der er modstandere af atomkraft, for at udsprede en-øjet propaganda.
For selvom vi ikke har studeret hele den omfattende litteratur på området (det er der vel ingen, der har), så ved vi, hvad dette krav skal bruges til. Nemlig til at lamme modstanden ved at stille som betingelse for overhovedet at ytre sig, at modstanderne sætter sig ind i store mængder af svært tilgængeligt materiale.
Denne strategi har været brugt i mange, mange år, og den har ikke virket. Det fremgår også indirekte af KB’s kommentar. 
Hvis tilhængerne havde forstået forhistorien, havde de handlet anderledes. Så ville de have indset, at mange af de problemer, de forsøger at bagatellisere, fortjener at blive taget alvorligt. At modstanden mod a-kraft måske nok for en dels vedkommende er af psykologisk art, men at det er let at forstå, hvorfor det er blevet sådan. At borgerne mange gange er blevet ført bag lyset ved hjælp af den form for ekspertsnak, man kan finde i bøger som (3). 
Så ville de have indset, at det var bedre at møde befolkningen der, hvor den er, at producere ordentligt baggrundsmateriale, som kan underbygge deres standpunkter, og at debattere med atomkraftmodstanderne på lige fod. Om de så stadig ville være tilhængere, er et godt spørgsmål.
Ved at bruge den fremgangsmåde, KB (og mange med ham) har valgt, falder forargelsen tilbage på tilhængerne selv. De vil ikke indse, at det er dem, der har bevisbyrden, og den løftes ikke ved bare at henvise til fjerne autoriteter. 
Forhindringen for indførelse af atomkraft er derfor ikke i første række ”politikere og miljøkrigere”, som KB påstår, men tilhængerne selv. 
Den udbredte forståelse af, at den globale opvarmning i høj grad er menneskeskabt, gav dem en enestående chance for at fremme deres ideer, og den chance har de sat over styr.
Vi andre – kald os bare miljøkrigere – har blot peget på, at tilhængerne slet ikke har overblik over deres projekt, og at de bliver brugt som nyttige idioter af økonomiske interesser, der ønsker atomkraft, udelukkende fordi de kan tjene på det, og som blæser på miljømæssige omkostninger, der ikke rammer dem selv.
Derfor skammer jeg mig ikke over at være modstander af a-kraft, eller for at blive i det franske (6):
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

  1. Kommentar i Berlingske 11.4. af Kim Bjørnstrup, erhvervsmand og forfatter: ”Atomkraft er den eneste mulighed for at håndtere klimaforandringerne”.
  2. ”J’accuse” (Jeg anklager) var overskriften på Émile Zola’s alvorlige anklage mod de franske myndigheder for deres håndtering af Dreyfuss-sagen, bragt i avisen ”l’Aurore” den 13.1.1898.
  3. Joshua S. Goldstein og Steffan A. Qvist: ”A bright future”.
  4. Påstanden om atomkraftens CO2-frihed har vi kommenteret så tit her på Atom Posten, at vi ikke magter at blive ved med at forklare, at den er forkert. Se for eksempel kommentaren: ”Atomkraft i Medierne” (07.02.19).
  5. Atom Posten har kommenteret denne sag mange gange siden november 2012. 
  6. ”Jeg fortryder intet”. Citatet er fra en sang sunget af Edith Piaf med musik af Charles Dumont og tekst af Michel Vaucaire.

mandag den 4. marts 2019

Forskning og Krænkelser


Lederen i denne uges udgave af ”Ingeniøren” (1) har overskriften:
Forskerne føler sig med lederens ord styret, overvåget og underlagt uklare regler for, hvad de må sige og gøre. De klager over topstyring blandt andet på grund af de mange sager, hvor studerende har følt sig krænket over indholdet af universitetslærernes forskning, undervisning og optræden i det hele taget.
I den tunge ende er der historien om statistikeren, som følte sig presset til at holde op med at skelne mellem mænd og kvinder i sin forskning. I den lette ende er der klagen over underviseren, der kom til at sige et grimt ord (2), og protesten mod afsyngelsen af ”Den danske Sang er en ung, blond Pige” (3).
Disse sager er uden tvivl belastende for dem, det bliver klaget over, og lederens konklusion, at kun dialog, ikke regler, kan løse problemer af denne art, er de fleste vist helt med på. Man ved, hvem parterne er, man kan sætte dem over for hinanden, bede dem om at diskutere sagen og finde en mindelig løsning. 
Men topstyringen af dansk forskning er kun i mindre grad forårsaget af sager om krænkelser. Den skyldes i høj grad den måde, forskningen finansieres på. Ministerier og andre offentlige myndigheder har ofte en klar interesse i, at den rådgivning, de modtager fra forskerne, understøtter regeringens politik. Samtidig er universiteterne og de enkelte forskere helt afhængige af de bevillinger, de modtager fra de samme ministerier og myndigheder (4). Der mangler kort sagt ”armslængde” i tildelingen af forskningsmidler.
Dette er et langt større og langt mere kompliceret problem, end når det drejer sig om enkeltpersoner, der føler sig krænket. Desværre er ”Ingeniøren” tavs om denne side af sagen.
Den enkelte forsker kan let føle, at han/hun er udsat for et pres til at se på sit forskningsområde under en bestemt synsvinkel, at opprioritere bestemte dele af det på bekostning af andre og i det hele taget overtage holdningerne hos de myndigheder, der betaler. De risikerer at blive servile medspillere og ikke kritiske modspillere til myndighederne, og det kan have skadelige følger på langt sigt. 
Omvendt kan myndigheder og universitetsledelse bedyre, at de aldrig har lagt det mindste pres på nogen forsker, og at de tværtimod har stor respekt for forskningsfriheden. De er bare nødt til at prioritere og i en given sag udvælge den forsker, som efter deres vurdering er bedst kvalificeret til at løse opgaven, og det er jo borgernes penge, de administrerer. Forskningsfriheden er ikke, og kan aldrig blive, ubegrænset. Der må altid ske en udvælgelse af, hvad der er relevant at forske i. 
Og hvis det benægtes, at der overhovedet er et problem, nytter det ikke at bringe parterne sammen.
”Ingeniøren” har valgt at diskutere de lette spørgsmål: om universitetsansatte i deres arbejdstid må skelne mellem mænd og kvinder, om de må bruge grimme ord, eller om de må synge om unge, blonde piger. 
I stedet burde man have taget den vanskelige diskussion af, hvad forskningsfrihed indebærer, og vel at mærke under de betingelser, der gælder i nutiden. Ikke ud fra en illusion om, at universiteterne ledes af vise oldinge med langt hvidt skæg, som udelukkende tænker på de højeste materier, og som er hævet over ethvert materielt hensyn. 
Man bør nøgternt se på, hvordan disse institutioner faktisk fungerer, og så godt som muligt forhindre, at kortsigtede hensyn får for høj prioritet i forhold til langsigtede. Forskningen skal tjene hele samfundet, ikke kun den siddende regering.
”Ingeniøren” bør gå ind i den diskussion. Måske nogen vil føle sig krænkede, men når forskningsfriheden trues, bør alle lytte. Ikke mindst ”Ingeniøren”.
Skrevet af Jens

Henvisninger:
  1. Leder i ”Ingeniøren” (01.03.19) under mærket thd.
  2. Det ord, underviseren brugte, da han stødte sin tå mod en stol, var grimt (se sidst i lederen). Men enhver, der har prøvet det, ved, at den slags gør nederdrægtig ondt, og for mig er det ubegribeligt, hvordan den episode har kunnet afstedkomme en klage.
  3. Se Højskolesangbogen, hvor sangen i 17. udgave (2000) har nr. 132. Kai Hoffmann’s tekst fra 1924 er måske ikke den helt store poesi, men hvis alt vrøvlet skulle fjernes fra Højskolesangbogen, så ville der ikke blive ret meget tilbage.
  4. Dette problem dukker op i medierne fra tid til anden. Et velskrevet indlæg er Rasmus Ejrnæs’ kronik i Politiken (03.01.14): ”Videnssamfundet skranter”. Se også Atom Posten (07.01.14).


mandag den 25. februar 2019

Fra Thule til Narsaq: Hvem bekymrer sig om Grønlændernes Sundhed?

Da jeg hørte Landslægen udtale sig i Narsag ved dialogmødet om den evt. kommende REE/Uranmine i Kvanefjeld (her og her), kom jeg til at tænke på de grønlandske fangere og sømænd, der ryddede op efter bombeflystyrtet ved Thule Air Base 21. januar 1968. De måtte ligesom de danske Thulearbejdere også høre på udenomssnak og bagatellisering af faren ved radioaktive stoffer.





Efter flystyrtet var vi vidne til propaganda fra Risø og fra den danske regering, at ingen der medvirkede ved oprydning på Thulebasen var blevet skadet af at have inhaleret og indtaget genopslæmmet Plutonium-239.

Vi har i de senere år igen været vidne til propaganda fra tidl. Risømedarbejdere og GML om uranudvindingens uskadelige virkninger.

De der skal arbejde i den evt. kommende REE/Uranmine vil være beskyttet med egnede værnemidler, men hvis de bliver syge, hvordan vil de blive undersøgt, behandlet og fulgt efterfølgende? Arbejdstilsynet har ganske vist et kontor i Grønland, men de kan ikke være i og ved minen dagligt og tilse, at regler ikke overtrædes. Vil man sige, hvis minearbejdere bliver syge og får kræft, at det er, fordi de ikke har levet sundt nok?

Ekspert i radioøkologi og strålebeskyttelse Violeta Hansen DCE.dk nævnte i Narsaq 17.2.19 risikoen for støv på minevejene, der kan forurene.

Det vil være svært for tilsynsmyndighederne at kontrollere, at der ikke hvirvles støv op. Da man f.eks. på den tidligere Eternit (asbest) grund i Aalborg fik den vanvittige ide at opføre boliger (i Frankrig ville man kun anlægge en P plads såden et sted), advarede en overlæge på Arbejdsmedicinsk klinik, men hverken Arbejdstilsynet, Embedslægen eller Aalborg Kommune lyttede til advarslerne. Her blev der netop ikke sprøjtet med vand hver gang, som lovet af kommunen, når maskinerne kørte på vejene, og der var risiko for støvspredning.

På 3Fs hjemmeside kunne man læse, at 90 Vennelyst folk har været i berøring med asbest grunden i Aalborg: "Gravede direkte i asbesten". Jeg har samlet artikler om asbest i Danmark her, og man kan se, hvor mange gange regler overtrædes i Danmark. 

Hvad med beboerne i Narsaq? Vil deres evt. helbredsproblemer blive taget alvorligt, som følge af at de udsættes for bl.a. støv fra minen? Vil de blive mødt med samme ligegyldighed og fortielse, som de grønlandske fangere, søfolk og Thulearbejdere blev mødt med? 

Det er altid svært at påvise, at nogen bliver syge efter at have været udsat for radioaktiv stråling, for de kan være blevet syge af så meget andet. I tilfældet med Thulearbejderne blev disse kun undersøgt overfladisk og på forskellig måde på nogle arbejdsmedicinske klinikker, men de blev ikke fulgt løbende helbredsmæssigt efter oprydningen. De blev heller ikke undersøgt for påvirkning fra andre giftige stoffer, da myndighederne forsvarede sig med, at de ikke vidste, hvilke giftige stoffer, der var i flyet, brændstoffet og kernevåbnene.

Alligevel  skrev en dansk EU ambassadør 14.1.2005 til  Europarlamentet bl.a. (min fremhævning)"Several health investigations of the Thuleworkers were performed from the mid-1980s until 1995. The investigations carried out so far have not been able to demonstrate that the Thuleworkers have suffered adverse health effect as a result of exposure to radiation or to other hazardous substances".




8.10.1995 blev der afholdt høring i Cirkusbygningen i København. Høringen skulle kaste lys over, om der er sammenhæng mellem Thulefangernes og danske Thule-arbejderes dårlige helbred og det oprydningsarbejde, de deltog i efter styrtet af B 52-bombeflyet i 1968.

I forbindelse med høringen - som Thulefangerne ikke var inviteret med til - udtalte Landsstyremedlem for Sundhed og Miljø Marianne Jensen til AG, at man skulle være opmærksom på visse kræfttyper, der først viser sig senere. 

Mig bekendt er der ingen, der har vist visse kræftformer opmærksomhed.






Lige efter bombeflyet var styrtet 21.1.1968, blev 13 grønlandske fangere, der var i området, inddraget i oprydningen. De måtte ikke snakke med de mange udenlandske journalister, der var på den amerikanske base i 1968.




Piniartut allat ilagalugit Mamarut Qujaukitsoq Dundas-ip eqqaani timmisartup qaartartunik usisup nakkarnerata kingorna saleeqataavoq. Illersuuteqartinnatik saliisinneqarnertik tamarmik tupigeqaat.
Mamarut Qujaukitsoq var sammen med andre fangere på vej hjem efter en fangstrejse, da de blev inddraget i oprydningsarbejdet efter flystyrtet. Fangere holdt uvidende om radioaktiv stråling  AG 1995



I AG spørger lederskribenten:


DERFOR SPØRGER VI os selv : Hvem er egentlig eksperterne? Hvem ved, hvornår vi er syge, og hvornår det begyndte? Hvem ved noget om miljøet i Thule og om de vanskabte sæler, der blev fanget i året efter nedstyrtningen? Hvem er det, der bor og lever i området og kender det og lægger mærke til de forandringer der sker?

Det er ikke danske eksperter. Mennesker med måleinstrumenter og kuglerammelogik eller folk fra kulturer, hvor konklusioner og konsekvens er volapyk i forhold til Thule-folkets dømmekraft. Begivenhederne fandt nemlig sted i Thule, hvor man med tvang 15 år tidligere flyttede et helt folk til en afsides egn, hvor fangsten var dårligere. Ikke i Cirkusbygningen.

DET STÅR NU KLART for borgerne i vor nordligste kommune, at deres liv og tilværelse ikke regnes for noget i den verden, der omgiver dem. Der tages ikke hensyn til deres kultur og integritet. Det er nu blevet bekræftet af, at ingen regner det, de siger for noget. Eller tror dem.

Sømænd fik ødelagt helbred af fisk i Thule

I slutningen af juni 1968 kom Landshøvdingens rejsebåd »M/S Agtlantha« til Thule Air Base for at være med til at tage vandprøver og prøver af tang og fisk tæt på nedstyrtningsstedet. Den eneste beskyttelse var sorte plastikposer på dækket. »M/S Agtlantha« havde en besætning på fem medlemmer. 4, der var med på turen, var døde i 1995.

 Skipper Lars Kristian Rosing »M/S Agtlantha«

Skipperen Lars Kristian Rosing fra »M/S Agtlantha« døde i 1991, kun 49 år gammel. Efter turene med »M/S Agtlantha«, fik han udslet på benene, og også andre steder på kroppen, svære åndedrætsproblemer og vrøvl med hjertet.

Et andet af besætningsmedlemmerne var Mathæus Kloster, der døde allerede i 1976 kun 53 år gammel. Hans datter fortæller til AG dybt bevæget: "Efter at min far døde, blev han afhentet af politifolk fra Nuuk, som sejlede liget ind til byen. Ingen måtte hverken se eller røre ham". "Men det der piner mig mest den dag idag, knap tyve år efter hans død, er, at lægerne aldrig har villet fortælle mig hvad han døde af", siger Susanne Jakobsen. 

Jokum Heinrich fortryder dog ikke på trods af et ødelagt helbred, at han var med »M/S Agtlantha«

søndag den 24. februar 2019

Grønlands Dilemma med en REE/Uranmine

Grønland er i et ubehageligt dilemma. Sydgrønland mangler arbejdspladser, og der skal ske noget, sagde SIK's formand i Sermitsiaq (29.10.16). Men skal der absolut ske noget, når en REE/Uranmine sviner og truer miljøsikkerheden i al evighed? 

I Berlingske kunne man 11.10.2013 læse:

Men da udvinding af sjældne jordarter, især hvis der følger uran med, kan føre til miljøsvineri og true miljøsikkerheden for arbejdere og omgivende samfund, blev REE-miner fra USA til Europa og Australien lukket på stribe frem til år 2000. Konsekvensen var, at Kina satte sig på stort set hele produktionen og pressede priserne i vejret, ofte til astronomisk niveau." 


Det australske mineselskab GML Ltd. lover selvfølgelig guld og grønne skove. Driftsdirektøren Ib Laursen sagde f.eks. i Sermitsiaq (29.10.16): 


"Grønland kan blive verdens næststørste producent af sjældne jordarter i 2020. Udbyttet for Grønlands statskasse kan blive 500 millioner kroner om året i selskabsskatter. Vi forventer at ansætte 800 medarbejdere, hvoraf 300 kan blive lokale, og de lokale fåreholdere og fiskere kan afsætte deres produkter til de ansatte i minen".



500 millioner kroner om året til Grønland i selskabsskatter, lyder af meget, men som det canadiske miljøvurderingspanel konkluderede i 90'erne, skal uranaffald/tailings underlægges aktiv monitorering/overvågning og vedligeholdelse i al fremtid for at beskytte miljøet og borgernes sundhed.

Dvs. størstedelen af de 500 mio kroner, der kommer ind i selskabsskatter, skal sættes til side til miljøovervågning i mindst en mio. år, når minen lukker om 37 år. Er man villig til det?


GML lover på sin hjemmeside, at der er minimal risiko for miljøet. Det samme har en ansat i GME skrevet til mig 20.2. som jeg bad en canadisk ekspert svare på. Det kan læses her på Atom Posten.


Nogle af dem, der i dag udtaler sig positivt om REE/uranmineprojektet, har tidligere været engageret i et uranudvindingsprojekt på Risø.


I 1979 forsøgte to ledende skikkelser på Risø således at overbevise grønlænderne om, at uranudvinding ikke var så farligt (s. 201 i Uranbjerget 2016). Det var Jørgen Jensen, i dag rådgiver i GML, der tidligere har fortalt i mineselskabets blad, at der i Frankrig kan dyrkes vin ved uranminer, hvilket er ukorrekt (1).


Når det er nødvendigt at idyllisere for at gøre REE/uranmineprojektet akceptabelt for beboerne i Sydgrønland og for beslutningstagerne, er det, fordi der er et kæmpe misforhold mellem den kortsigtede gevinst ved REE/uranminedriften i Kvanefjeld og det langsigtede forureningsperspektiv i forbindelse med tailings/affald. 

Tailings/affaldsdepotet, der planlægges i søen Taseq, vil indeholde store mængder giftige stoffer, radionuklider og ikke-radioaktive tungmetaller, der forurener så længe (milliarder af år), at det if. den canadiske atomenergikommission kan sammenlignes med radioaktiviteten i atomkraftens højradioaktive affald. (8)


Jørgen Jensen blev i 1979 suppleret af ingeniør Arne Sørensen, der ledede Risøs  igangværende undersøgelser i Kvanefjeld. Arne Sørensen var klar over de miljømæssige risici på arbejdspladsen og i forbindelse med urantailingsdepotet og sagde "Vi skal for enhver pris undgå at ødelægge dalmiljøet ved Narsaq" (side 203 i Uranbjerget)

Forsøg på Risø med uranudvinding

På Risø ved Roskilde blev der i 1980erne lavet forsøg med at udvinde uran af malm fra Kvanefjeld. I alt 1.030 ton malm blev knust og oparbejdet i uranudvindings-projektet i 1982-83, og det finkornede restmateriale/tailings, blev placeret i dertil indrettede bassiner, etableret i 1980. Tailings er permanent vanddækkede for at hindre udslip af radon, dannet ved henfald af uran.

Tilbage ligger ca. 3.700 ton malm på terræn, der aldrig er blevet udnyttet.

Arne Sørensen fortalte i 1979, at der på Risø ville blive lavet forsøg med tailingsbassinerne. Ingen i dag kender til disse forsøg, hverken Gert Asmund Institut for Bioscience AU/DCE eller Dansk Dekommissionering. Asmund siger dog, at det ikke er det samme som, at disse forsøg ikke har fundet sted.

Meningen var, at al malmen skulle bruges til uranudvindingsforsøg i løbet af to år. Det skete ikke. Atomkraft blev i 1985 taget ud af dansk energiplanlægening. Dvs. 3.700 ton malm ligger på terræn ved siden af urantailingsbassinerne på Risø. De har kontamineret den underliggende jord. Malmen har heller ikke været dækket af et net, der holdt støv tilbage.

Malmen indeholder en række mineraler, særligt natriumfluorid, som gradvist udludes af nedbør og forvitring. Efter pres fra Veddelev Grundejerforening og Roskilde Kommune blev der lavet en undersøgelse i 2017 af udsivning fra malmbunkerne (3).



Niras udtog grundvandsprøver, og der blev konstateret forhøjet indhold af fluorid i jord under og umiddelbart omkring malmbunkerne, og af fluorid og tungmetaller i terrænnært grundvand 10 meter vest for oplaget.  


Malmbunker på havnen i Narsaq der venter på at komme til Risø
Foto med tak til Ingrid Hind

Artikel i SD 1980 af Ingrid Hind


Inden malmen ankom til Risø i 1980 blev der udført forundersøgelser af arealet for at belyse miljøbelastningen fra et ikke afdækket depot. Malmen indeholder 1-1,4 % vandopløseligt fluorid, hvoraf kun det yderste lag forventedes at blive udvasket. På baggrund af udludnings-forsøgene med malm og tilbageholdelsesforsøg med prøver af den opborede lokale lerjord, blev det konkluderet, at der ikke var risiko for en uacceptabel belastning af miljøforhold (2).

Gert Asmund, Institut for Bioscience AU/DCE skrev i en rapport i 2001 for Danmarks Miljøundersøgelser/DMU om de 5697 tons malm, der ligger nedenfor Kvanefjeld:


Hovedkonklusionen er at malmbunkerne og udsivningen af grundstoffer fra minen ikke har nogen påviselig effekt på Narsaq Elv og Narsap Ilua, idet de fundne forhøjede koncentrationer også fandtes i 1976 som følge af den naturlige påvirkning af miljøet fra de i Kvanefjeldet forekommende grundstoffer. 

Som propaganda blev vist, at en lille pige kunne lege nedenfor malmbunkerne:




I 2009 var tonen en anden: Nu konkluderede Asmund/DMU if. Niras' Notat (3), at der er en teoretisk risiko særligt med hensyn til udvaskning af bly, dog under forudsætning af, at de indre dele af malmbunkerne i Grønland ikke allerede er forvitret/udvasket i de 30 år bunken har været eksponeret for vind og vejr. Med hensyn til fluor, var baggrundsniveauet i Narsaq Elv i forvejen så højt (1,5-19,5 mg/l), og fortyndingen ved sommervandføring så stor, at en øget udvaskning fra denne malmbunke ikke blev vurderet som en risikofaktor.

På Risø ved Dansk Dekommissionering viser Niras rapporten (8.11.17) (3), at der er konstateret forhøjet indhold af arsen, bly og fluorid i grundvandsprøver udtaget nærmest malmoplaget. 


I jord og grundvand under og omkring oplaget af malm ses høj pH og signifikant højt indhold af fluorid. I grundvandet ses endvidere forhøjede indhold af tungmetallerne arsen og bly, og grundvandskvalitetskriterierne for disse tungmetaller er overskredet i halvdelen af de filtersatte boringer. 




Der er to fejl i teksten. der er kun tailings i to bassiner og koncentration i malmen er 200 gange højere. Foto fra rapporten Decommissioning of the nuclear facilities at Risø National Laboratory Descriptions and cost assessment 2001 side 53. 


Long term hazards ved en uranmine (5)

Hvad mener det australske mineselskab om long terms hazards ved  REE/uranudvinding?


I et svar til mig 21.2.19 skriver en ansat ved GML, James Eggins, at der ikke er radiologiske long term hazards ved Kvanefjeldsprojektet. Se blogindlæg 24.2.19.


Dette er en meget overraskende holdning, og derfor bad jeg Dr. Gordon Edwards (CCNR.org) om at uddybe long term hazards ved en REE/uranmine i Kvanefjeld. Gordons' svar kan læses på Atom Posten 24.2.19.

Jeg er ikke rolig, hvis man beslutter sig for at se bort fra long term hazards ved en REE/Uranmine.

Bl.a. fluor, der er giftigt og vandopløseligt, vil, når det udvaskes, forurene vandløb og have konsekevenser for levevilkårene.

I Grønland skal man vide, at man er oppe mod stærke kræfter, der ønsker en REE/Uranmine, og det er ikke for Grønlændernes skyld. 

Selv uafhængige rådgivere fra DCE.dk udelader vigtig information i en rapport: Management of environmental issues based on experience from uranium producing countries 2016. I afsnittet om franske uranminer (side 204) nævner DCE intet om de mange anbefalinger, som den franske strålesikkerhedsmyndighed ASN er kommet med (7).



Skrevet af Anne Albinus


1/ Markedsstrategi Uranmine i Grønland Atom Posten 18.9.2013
https://atomposten.blogspot.com/2013/09/markedsstrategi-uranmine-i-grnland.html

2/ Teknisk Rapport Oplagsplads for 4200 tons lujavrit på Risø Maj 1980 af Arne Kjær Johansen, Emil Sørensen og Thorkild Lundgaard, Risø Uranudvindingsprojekt

3/NIRAS Notat

Dansk Dekommissionering
DTU/Risø, Frederiksborgvej 399, 4000 Roskilde
Miljøtekniske undersøgelser ved malmbunker 
https://www.dekom.dk/wp-content/uploads/publikationer/langsigtet-loesning/2017_malmbunker_suppl_miljoetekniske_undersoegelse_niras.pdf

4/ Dansk Dekommissionering, 4. december 2009: Vurdering af miljøforhold ved udglatning af malmbunker ved Kvanefjeldet. Rapport udarbejdet af seniorforsker Gert Asmund, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 

5/ A hazard is something that can cause harm, e.g. electricity, chemicals, working up a ladder, noise, a keyboard, a bully at work, stress, etc. A risk is the chance, high or low, that any hazard will actually cause somebody harm. For example, working alone away from your office can be a hazard.


6/ EXPLOITATION OF RADIOACTIVE MINERALS  IN GREENLAND
Management of environmental issues based on experience from uranium producing countries
Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy
No. 200 2016

7/ Frankrigs lukkede uranminer giver problemer Atom Posten  5.6.2016

8/ Anon., 1978: The Management of Uranium mill tailings an appraisal of current practices, AECB-1156. Advisory Panel on Tailings, Atomic Energy Control Board, Canada, 31.p

Long term Hazards from Uranium Mining in Kvanefjeld/Kuannersuit Greenland

February 19th 2019, I (Anne Albinus/Atom Posten) asked Mr. Damien Krebs from Greenlands Minerals LTD about an interview with him in Sermitsiaq week 8 2013 where he said that the dust from the tailings deposit will be 'quickly dissolved' after leaving the tailings deposit: "Støvet opløses nemlig hurtigt, når det forlader hullet".

In 2013, I asked the journalist what Mr. Krebs said exactly in English, which had been translated into Danish and Greenlandic, but I got no answer. I suppose Mr. Krebs did not say "dissolve", since tailings dust is essentially powdered rock.
Even if you make that powder very fine (as in tailings) and if that dust is emitted to air, it will form a solid-gas suspension (can also called an aerosol or atmospheric particulate matter), not a solution. Solution would imply that rock material would dissolve in air and then form one homogeneous mixture composed of only one phase - essentially it would be vaporisation of rock material. This can be excluded with great certainty as common rock has boiling temperatures of above 2000°C.
I also wrote on February 19th 2019 that Mr. Krebs only spoke in Sermitsiaq 8 2013 about the direct, short-term hazards to humans from radioactive pollutants in tailings dust, and I asked: 

What will be the long term hazards? 

My question to Mr Damien Krebs was forwarded to a manager from GML, Mr. James Eggins, who did not want to comment on a five year old press clipping which is understandable. But if I would like to re-state the questions I raised in the email the company will provide clear and concise answers. 

So, February 20, I wrote to Mr. Eggins:

Concerning the long term hazards, it would be of great importance to have the long terms hazards elaborated. Does GME have a report on that subject? Who will safeguard the environment after the mining operations have been terminated as Dr Gordon Edwards points out in my interview with him?

While improvements have been made in the handling and storing of uranium tailings during the operational phase, such results depend on having a strong, competent, and independent regulatory authority that has the power to implement tough regulations. It must be politically accountable to a vigilant government and a well-informed public. But even under the best circumstances, there comes a time when these voluminous long-lived radioactive wastes will be abandoned. Who then will have the authority, the knowledge, and the resources to safeguard the environment for countless millennia after the mining operations have been terminated and the mining company has moved on or disappeared? The medical hazards will last for hundreds of thousands of years, and will long outlive any government or regulatory agency. Who knows how to keep hundreds of millions of tonnes of radioactive sand out of the environment forever? Eighty-five percent of the radioactivity in the ore body will remain in the uranium wastes, producing vast amounts of radon gas for hundreds of millennia. 

I got an answer the same day from Mr. Eggins with 2 reports from IAIA attached (1). Mr. Eggins wrote:
I read the material you attached from Dr Edwards. It contains a lot of graphic language and some extraordinary, I think grossly exaggerated, claims, but is otherwise largely fact-free.

There is a vast amount of literature on old uranium mining rehabilitation – not just in Canada, but in most countries where there is a legacy of mining for cold war purposes. None of it is relevant to modern mining operations (in Canada, Australia, Namibia, Kazakhstan - the large producers) where current practices ensure radiological exposures are very low – which is really the point.

The extract from your interview with Dr Edwards which you quote below is totally bereft of science but is very long on hyperbole. I know our Australian authorities would be astonished by claims that  “medical hazards will last for hundreds of thousands of years” or the assertions about radon generation. It is just plain wrong.

This is a statement from the Office of the Supervising Scientist, (http://www.environment.gov.au/science/supervising-scientist) (a federal government independent supervisor of uranium mining in the Northern Territory of Australia), explaining the nature of uranium tailings:

“About 95% of the radioactivity in the ore is from the U-238 decay series, totalling about 150 kBq/kg in ore with 0.1% U3O8. The U-238 series has 14 radioactive isotopes in secular equilibrium, thus each represents about 11 kBq/kg (irrespective of the mass proportion). When the ore is processed, the U-238 and the very much smaller masses of U-234 (and U-235) are removed. The balance becomes tailings, and at this point has about 85% of its original intrinsic radioactivity. However, with the removal of most U-238, the following two short-lived decay products in the uranium decay series (Th-234 and Pa-234) soon disappear, leaving the tailings with a little over 70% of the radioactivity of the original ore after several months. The controlling long-lived isotope then becomes Th-230 which decays with a half-life of 77,000 years to radium-226 followed by radon-222.”

I have highlighted the 85% number because it occurs in the Dr Edwards interview. What does not occur in the Dr Edwards interview is the rest of the science.

The truth is that there are no long term radiological hazards to the public or the environment from uranium mining because the additional doses attributed to the mining, milling, processing and tailings management of a uranium ore body are trivial compared to natural background. In the case of Kvanefjeld,  total increase in radiation exposure for people in Narsac from all sources is calculated to be about 1%on top of background. Total tailings volume for the 37 year mine life will be less than 112 million tonnes of which a minute part is radioactive.  
Quote ended
  I was surprised by Mr. Eggins' sentence:
The truth is that there are no long term radiological hazards to the public or the environment from uranium mining because the additional doses attributed to the mining, milling, processing and tailings management of a uranium ore body are trivial compared to natural background.
So I asked Dr. Gordon Edward's (CCNR) for his opinion: 
I am now responding to the email you received from James Eggins. There is one point he makes that I accept without argument : that the radioactivity in the uranium mine wastes (called tailings) will diminish from 85% to about 70% of the original total radioactivity in the ore body in about one year (assuming that there is very little thorium-232 in the ore). But the radioactivity remaining in the tailings will stay relatively constant after that short initial time period. In fact, for the next 11,000 year, the radioactivity left behind in the waste is more than four-and-a-half times greater than the radioactivity of all the uranium that is extracted from the ore body.

But I disagree with Eggins’ other comments, especially on the nature of the hazard. The perception of hazard depends on circumstances. If all radioactive materials are safely contained for a million years, then there is no actual harm done.  But the question is, how does one guarantee the safe containment of 112 million tons of radioactive sand for a million years? This is not hyperbole, this is realism. 

Also, how does one prevent the unremitting emissions of radon gas from the tailings, given that radon cannot be inhibited by any chemical means, being a “noble gas” that does not enter into any chemical reactions whatsoever?  Moreover, whatever escape of radon gas does occur (and it will!) leads to the deposition of solid radon decay products on the soil and vegetation over a wide area — radioactive isotopes of bismuth, lead and polonium, including polonium-210. 

The Los Alamos nuclear labs in the USA estimate that polonium-210 is 250 billion times more toxic than cyanide; it was the agent used to murder Alexander Litvinenko in London. I am not sure how precise the Los Alamos figure is, as they do not reveal their mode of calculation, but there is no doubt that polonium is by far the most toxic element that occurs in nature. It is ONLY produced by the disintegration of radon atoms, and radon is ONLY produced by the disintegration of uranium and thorium atoms.

Eggins is on shaky ground when he talks about the relative contribution of uranium decay products to the overall level of hazard. It is certainly true that the amount of radioactive material in the tailings is “minute" in terms of mass and volume, but not necessarily in terms of biological hazard. For example, in the Elliot Lake region of Ontario, where uranium mining took place for decades, the ore grade was about 0.05 percent. That means that the mass of uranium in a tonne of ore was only about half a kilogram of uranium-238 (500 grams). The mass of thorium-230 in that same tonne of ore, and hence in one tonne of tailings, would be about 8.68 milligrams. And the mass of radium-226 in that same tonne of ore, or tailings, would be even lower: 0.165 milligrams = 165 micrograms. These numbers are so small that one can rightly call them “minute” — if measured in terms of mass. But it's not the mass that makes them dangerous!!

Mass is not a measure of radioactivity. Each of the above-mentioned masses of uranium-238, thorium-230, and radium-226, has exactly the same amount of radioactivity, which is about 6 million becquerels. So in each tonne of Elliot Lake tailings there are 6 million disintegrations per second (dps) from uranium-238 atoms, another 6 million dps from thorium-230 atoms, another 6 million dps from radium-226 atoms, and the same number of disintegrations per second from all the other uranium-238 decay products in the tailings. 

Because of the potential medical harm that can be caused by these levels of radioactivity, a federal government-appointed Environmental Assessment Panel in Canada concluded in the 1990s that these uranium tailings – ground to a very fine consistency, more like flour than like sand — will have to be subject to active monitoring and maintenance forever in order to protect the environment and public health. The executive summary states:

"Given the permanent nature of the hazards presented by the tailings, the panel recommends that an adequate containment system must be supported in perpetuity by effective care and maintenance programs. Such programs must include vigilant monitoring, maintenance, repair and, as necessary, system modification in the light of experience and technological advances. There should also be a capability to repair promptly major failures caused by exceptional unforeseen events."

In the 1970s, due to neglect, the entire Serpent River system that drains into Georgian Bay after winding for 58 miles through a network of 18 lakes in the Elliot Lake region, was terribly contaminated from uranium tailings and had degenerated into what was described in an Ontario government report at that time as a “biological desert”. This radioactive and chemical contamination was the cumulative result of over 30 tailings dam failures in the Elliot Lake region. Since that time a lot of remediation has been carried out and the Serpent River system has been restored to a considerable extent, but the amount of radioactive radium-226, thorium-230, and polonium-210 in the tailings will remain virtually unchanged for many thousands of years. And radon gas will continue to be produced at an undiminished rate. Radon is the primary cause of lung cancer among non-smokers. 

It doesn’t matter how small the masses are. What matters is how much "subatomic shrapnel” (alpha particles, beta particles, and gamma rays) are being given off each and every second. Each individual subatomic projectile has the potential to cause a fatal or non-fatal cancer or a harmful genetic defect that can damage future generations. The number of such adverse effects will be zero if no humans are exposed, but if the radioactive material finds its way into the drinking water, the food chain, the soil, or the atmosphere, these harmful biological effects (and others) are correspondingly more likely to occur. The larger the population exposed, the greater the number of detrimental effects that will occur.

The term “secular equilibrium” means that each of the 14 radionuclides in the decay chain of uranium-238 have the same level of radioactivity, so in one tonne of Elliot Lake ore there are 6 x 14 = 84 million disintegrations every second, and in the Elliot Lake tailings there will be about 72 million disintegrations per second (a bit more than 85% of the radioactivity in the ore body). After about a year, the number of disintegrations per second (per tonne of Elliot Lake tailings) will decrease to about 60 million disintegrations per second (due to the gradual month-by-month disappearance of thorium-234 and protactinium-234) but it will not decrease to any significantly lower level for many thousands of years. In fact it will take about 38,000 years for the radioactivity in one tonne of Elliot Lake tailings to diminish from 60 million dps to 30 million dps.

Quote ended

Blogpost written by Anne Albinus 



Mr James Eggins (GME) also wrote in his email to me February 20 2019:


Just as an editorial aside, Dr Edwards’ linkage of contemporary (i.e. post-Nuclear Non Proliferation Treaty) uranium mining with nuclear weapons production is a fallacy. 

The Weapons States (UK, USA, Russia, France and China) have their own extensive stocks of fissile material and have never acquired uranium from the civil market, and there is IAEA oversight to prove it. The “proliferators” – India, Pakistan, North Korea, Israel, possibly Iran, historically South Africa – all produced their own fissile material. Uranium is actually ubiquitous – more common than gold, silver and mercury, and about as abundant as tin. There is no linkage between uranium for power reactors and weapons, anywhere. Weapons proliferation is not a valid argument against commercial uranium mining in countries which are signatories to the Nuclear Non-Proliferation Treaty and which have IAEA safeguards protocols adopted by law. Denmark and Greenland have done this. QUOTE ENDED


Answer from Dr. Gordon Edwards: 


Eggins is also very naive in his discussion of the proliferation of nuclear weapons. In fact, the military in the USA and other nuclear weapons states use cast-off U-238 (“depleted uranium” or DU) in order to manufacture the plutonium-239 that is used as the primary nuclear explosive in almost all nuclear warheads. Most of this DU is civilian in origin.

In specialized “military production reactors”, the military uses highly enriched “driver rods” as a nuclear fuel and a source of neutrons, while hollow cylindrical “target rods” made of depleted uranium surround the driver rods.  As the U-238 atoms in the targets are bombarded by neutrons from the U-235 driver rods, they are transformed into plutonium-239 atoms. The metallic target rods are MUCH less radioactive than the irradiated nuclear fuel (i.e. the driver rods) and so they are MUCH more easily dissolved in boiling nitric acid to create a liquid solution from which the plutonium can be chemically separated, re-solidified, and machined into spherical metallic plutonium implosion devices needed to “trigger” the H-bombs or to be used as smaller fission bombs akin to the Nagasaki bomb. 

By the way, DU is also used in the casing of every H-bomb, and the MAJOR PORTION (way more than 50%) of the explosive power of the resulting nuclear weapon comes from the FORCED FISSIONING of the DU atoms by the extremely energetic fusion neutrons (14 MeV instead of 4 MeV for the typical fission neutron).  Although U-238 cannot sustain a nuclear chain reaction on its own, it can be fissioned if there is an external source of neutrons to do the work. An H-bomb will do quite nicely for that purpose.

The enormous stockpile of depleted uranium found in the back yards of enrichment plants is overwhelmingly civilian in origin, but the uranium suppliers (such as Canada) have no desire to retain ownership of these commercially useless DU drums, so ownership reverts to the USA or whatever other country is performing the enrichment service. Therefore the military suppliers have no need to purchase uranium, they just help themselves to the leftovers of the civilian enrichment traffic. The fact that this DU has utility in the nuclear weapons business is indicated by the fact that the US government forced Canada (certainly in the pre-Gorbachev years) not to allow any left-over DU from civilian enrichment to remain in the USSR in those few instances where a customer for Canadian uranium requested/required that its uranium be enriched not in the USA but in Riga, Latvia -- at that time part of the USSR. 

Of course Eggins is also very naive in suggesting that civilian plutonium, mass-produced in all civilian nuclear power reactors worldwide, does not pose an agonizing and ever-growing threat of nuclear weapons proliferation for the next 100,000 years. By mining uranium (a material that is not immediately weapons-usable without enrichment), and using that uranium in civilian nuclear reactors, we are creating stockpiles of plutonium  -- a human-made nuclear explosive materials that requires no enrichment. Any regime in the future, even 10 or 20 thousand years from now, can use that civilian plutonium to construct an arsenal of nuclear weapons if desired. 

QUOTE ENDED

Links

1  Management of Radioactive Waste from the Mining and Milling of Ores Safety Guide IAEA 2002

The long term stabilization of uranium mill tailings Final report of a co-ordinated research project 2000–2004

2  “The Harm Caused by Radioactivity” by Dr. Gordon Edwards


The Health Dangers Of Uranium Mining a presentation by Gordon Edwards, Ph.D., President, Canadian Coalition for Nuclear Responsibility on behalf of Physicians for Global Survival (PGS) Narsaq, Greenland June 11 2016

Health Dangers of Uranium Mining by Dr. Gordon Edwards(Ph.D.) on behalf of Physicians for Global Survival (PGS) Narsaq, Greenland June 11 2016