tirsdag den 17. december 2019

Julenat på det gamle Mellemlager på Risø

Et Juleeventyr er dukket i Atom Postens gemmer. 


Nu skal I bare høre!


Det var Juleaften på det gamle mellemlager på Risø. 


Affaldstønderne var eftertænksomt igang med at forberede sig til Midnat til Julemandens komme. Hver skulle fremkomme med sit ønske. I år sørgede mellem- og bufferlageret for, at alle kom til orde.

Normalt kunne tønderne ikke høre noget fra de andre haller, bortset fra den lille brændselsstavs kaldegråd i Centralvejslageret og klagesangen fra tailingsbassinerne udenfor. Men Julenat skete altid noget magisk. Alle kunne høre, hvad alle sagde, for Nissen, der bor bag det sorte ringbind i Arkivet og hjælper med at ikke-svare og svare-udenom, kan få det mest underfundige til at ske. I år skulle også malmbunkerne komme med indspark. De plejede at være udenfor, men nu var de blevet aktuelle, efter rygtet var dukket op om at bruge dem dybt inde i en vejrampe.

NORM-affaldet i Esbjerg kunne ikke være med, men havde sendt en mail til Nissen, som den skulle læse op for de andre. Det ville ikke glemmes mere. Nu havde der været tiet om det i mange år. Det var tynget af dårlig samvittighed over, at arbejdere fra 3F havde håndteret det uden at vide, hvad der var i tønderne, når de ovenikøbet var så dårligt emballeret.

I fredags havde der været Julefrokost for alle ansatte på Risø. Gamle kolleger og kontakter var inviteret med som traditionen byder: den pensionerede SIS-mand med de sorte briller, GEUS-chefkonsulenten denenesteiGEUSdermåudtalesigomatomaffaldet, den kloge professor og den rare civilingeniør, der igennem 40 år havde været ansvarlig for atomaffaldsopbevaringen på Risø. Hans nye røde hjemmestrikkede sokker i sandalerne lyste igennem de blå overtræksfutteraler, da gæsterne gik en memory tour fra hal til hal.

Tønderne følte en varme i hjertet ved synet af de røde sokker. Broderligt klappede den rare civilingeniør dem på siderne. Tønderne mindedes ham med taknemmelighed. Han kerede sig om dem. De husker, da han afleverede en opfordring til ledelsen i et internt notat den 8. december 1994, hvor han blandt andet foreslog, at man etablerede et forskningsprogram, der kunne holde sig ajour med internationale erfaringer inden for affaldsdeponering. Men ledelsen overhørte forslaget. Tønderne tænkte ofte på, at hvis forslaget var blevet positivt modtaget, havde de måske nu stået ompakket og struttet i et nyt mellemlager længere oppe i terræn, ligesom på COVRA, det hollandske mellemlager.

Den gamle professor, der havde været med siden Risøs start, pegede på tønderne og sagde: "Der ligger dit, og der ligger dat". Men gæsterne lyttede ikke. De hastede gennem memory lane. Silden og leverpostejen trak mere end affaldet, som hang dem ud af halsen efter så mange år. "Tomme tønder buldrer mest," gnækkede SIS-manden. DD-direktøren så sørgmodigt på ham. Den pensionerede copist fra Sundhedsministeriet var også med. Han havde fået lov at tage sin moppe med, når bare den havde blå overtræksfutteraler og dosimeter på. Tønderne nød synet af moppen, der vigtigt svansede forbi med rød sløjfe på halen. Gæsterne gik smågrinende ud af lageret. Kun den rare civilingeniør blev tilbage. Han havde taget nogle af sine marionetdukker med og ville gerne have tilbragt mange timer med dem i hallen, men Julefrokosten kaldte, så han nøjedes med at opføre Prindsessen på Slutdepotet 

og efterlade et peberkagehus han havde lavet efter BAK10, Forskrift om tekniske krav til bakverk av 2010. 

Tænk, hvis vi havde været som COVRA, så havde vi haft kunst på væggene, og vi kunne have haft dukketeater til at muntre os op, tænkte tønderne.

Tønderne havde håbet på Julesne, for så blev der så dejligt stille i hallerne. Men i år var der snuskregn. Der var klamt i det uopvarmede lager, men de plejede at varme op med en fællessang. Den ældste tønde var den fineste, så den skulle altid vælge. Herefter kunne de efter tur fortælle lidt om, hvad der lå dem på sinde. Fælles for dem alle var, at de var bekymrede for at blive gravet ned i utilstrækkelig dybde og med utilstrækkelig sikkerhedshorisont. Men i september blev sagen sat i bero, og regeringen anbefalede fortsat mellemlagring på Risø i "op til 30-50 år" og derefter nedgravning i ned til 500 meters dybde. Nu skulle folketinget tage stilling til regeringens forslag (Opdatering).

En gammel tønde havde fulgt godt med. Den havde læst alle IAEAs videnskabelige og tekniske publikationer, som DD anbefalede man gjorde. Og den kunne dem forfra og bagfra. Og på Atom Posten havde den læst om Burying uncertainty af Kristin Shrader-Frechette. Den sagde med rusten stemme: "Hvis affaldet absolut skal graves ned, skal det kunne tages op igen. Det vil sige, alt affaldet skal pakkes, så det kan tages op igen, hvis der kommer metoder til at uskadeliggøre de langlivede isotoper".

"Vi vil ikke sive, vi vil ikke sive!" gentog alle tønder på alle lagrene på Risø. "Vi har ansvar for mennesker og miljø og for kommende generationer".

Ikke nok med at affaldet skulle leve med usikkerheden om at kunne skade mennesker og miljø. Det skulle også leve med savnet af fortiden. Værst var det for uranmalmen, de cirka 4200 tons malm - lujavrit, der var hentet fra Kvanefjeld til Risø. Den led af hjemvé og led ved at sive, når det regnede på malmbunkerne. Malmen skulle have været en del af et fint uranudvindingsprojekt, så Danmark, når det fik atomkraft, kunne blive selvforsynende med uran til brændselsstave, fabrikeret som et samarbejde mellem Helsingør Værft og Risø. I uranudvindingsprojektets tekniske rapport stod: "Under vurdering af miljøbelastningen på omgivelserne, har opmæksomheden særlig været rettet mod evt. nedsivende fluorid" (Opdatering).

Affaldet havde trukket lod om talerækkefølgen. Den første var en urantailing, der havde svunget sig op over kanten i bassinet udenfor og var gledet hen ad den våde jord som en søløve. Den fik bakset døren op og slæbte sin mudrede og sølede krop hen til tønderne. Sporene af grønt slim lå efter den.

"Vi tailings har jo været igennem en sorgproces og er kommet til den erkendelse, at vi trods savnet af Kuannersuit, ønsker at blive på et moderne, nybygget mellemlager i mange, mange år. Det eneste der generer os, er det affald der er kommet i vores bassin, ja jeg siger ‘vores’, nemlig en betydelig mængde uranforurenet affald fra nedrivningen af Kemiras fosforsyreanlæg i Fredericia, beholdere og rørsystemer der stikker i vores kroppe" (Opdatering: dette affald er nu fjernet fra tailingsbassinerne).

"I et af tailingsbassinerne er også dumpet 1m3 NORM-affald fra Nordsøen. Og Norm-affald fra olie- og gasboringer i Nordsøen siger vi nej til. Også hvis det skal i det 3. bassin, der er tomt. Vi ønsker ingen tilflyttere. Og slet ikke fra Esbjerg!" 




Tailingsbassin på Risø - Foto Piet Jansen Veddelev

Næste nummer i rækken var tønderne med ukendt indhold, det historiske affald. Det skulle have været den ældste tønde, der fremførte det fælles ønske fra det historiske affald, men den stod inderst, og der kunne ikke flyttes med tønderne. Så den var sufflør for en yngre tønde: "Vi har drømt om at blive pakket om med hjælp fra Sverige. Det står i Eventyret om os. Vi er den største gruppe affaldstønder, og vi er derfor de mest bekymrede". 

"Ti stille!" sagde tønden ved siden af. Den havde god hørelse. "Kan I høre Julemanden er på vej?"

Lyden fra bjælderne på seletøjet blev tydeligere og tydeligere. Op igennem en sprække i taget kunne tønderne se kanen komme susende og stoppe brat. Julemanden lod sig glide ned ad taget og åbnede døren til lageret. Tønderne havde aldrig set Julemanden så smuk. 


Hans varme øjne glimtede bag brillerne, og iskrystaller blinkede fra hans røde kappe. "Kæreste tønder, kæreste malm og tailings og kæreste brændselsstave. Jeg kender allerede jeres fælles ønske, for den lille vaskepige har sendt mig et brev. Nu skal I høre! Min ældste søn Søren Pind har forårsaget, at I kommer på Skatkammeret, altså på et funklende nyt mellemlager! Hvad siger I så! Slut er jeres klagesange. I får - måske, måske ikke - besøgscenter og kantine, og der vil blive udlevering til besøgende af kuglepenne - som på Covra - prydet med Dannebrog!"

Tønderne jublede. De dirrede af glæde. "Stop!" skreg en tønde. "Det kildrer i mit affald!"


Tailings’ene i bassinerne fór rundt mellem hinanden og 

sprang op og ned i vandet, så de 9 rensdyr, der ventede på taget, blev helt forskrækkede og bange for, at det strintede op på dem.

"Nu må jeg videre," sagde Julemanden. "Jeg glæder mig til at besøge jer på det nye mellemlager".


Den nat sænkede Julefreden sig for alvor over hele det gamle mellemlager. Tønderne snorkede i kor, så det kunne høres helt til Veddelev. Formanden for grundejerforeningen måtte stå op og finde sine ørepropper frem.


Skrevet af Anne 

Mine andre (Jule)eventyr om affaldet på Risø kan du finde her.

Foto af peberkagehuset er fra BAK10, Forskrift om tekniske krav til bakverk av 2010. 

Foto af julemanden er privatfoto


søndag den 24. november 2019

Nyt fra Ekkorummet


The Nuclear Energy Agency, NEA (1), har for nylig udsendt en meddelelse, som indeholder flg. passus (2) om det radioaktive affald:
”efter årtiers forskning er det internationale videnskabelige samfund overbevist om, at geologisk deponering er en sikker og effektiv langsigtet løsning”
Vi kan nu håbe på en løsning på spørgsmålet om behandling af det radioaktive affald. Et problem, som i årtier har været en møllesten om halsen på a-krafttilhængere og mange andre verden over.
Efter mange år med usikkerhed om, hvad man skulle stille op med a-kraftens efterladenskaber, kan vi nu endelig se frem til en ”sikker og effektiv langsigtet løsning”.
Eller kan vi? 
En ekspert på området, Dr. David Lowry (DL), har nemlig ødelagt den gode stemning og meddelt, at han ikke kender nogen forsker, der deler dette synspunkt. NEA har åbenbart tilladt sig at se stort på den kendsgerning, at der findes eksperter, der (som DL) ikke er overbevist om, at ”geologisk deponering er en sikker og effektiv langsigtet løsning”.
Af den grund finder han NEA’s meddelelse skuffende (disappointing). Mange vil nok bruge andre, stærkere tillægsord om denne udmelding, når de har læst DL’s kommentar, men denne sag handler ikke om valget af tillægsord.  
Ingen er vel i tvivl om, at NEA aldrig ville drømme om at trække sin påstand tilbage, bare fordi den bliver afsløret som urigtig. Det er formodentlig årsagen til, at DL’s reaktion er forholdsvis dæmpet. Han er skuffet, men ikke vred, for han vidste på forhånd, at han ikke kunne vente andet.
Det interessante ved denne sag er således ikke det moralske aspekt. Det er desværre helt ukompliceret.
Det interessante er at forstå, hvad der kan få NEA til at fremsætte en påstand, der er i så åbenlys strid med sandheden. Hvad kan få dem til at tro, at risikoen for afsløring er minimal? 
Forfatterne til NEA’s meddelelse må have kalkuleret med, at påstanden uden videre vil blive troet af det store flertal i offentligheden og af medierne. De må på forhånd have været sikre på, at medierne ville være meget afvisende over for meninger, der som DL’s bliver opfattet som kritiske over for ”det internationale videnskabelige samfund”
Så er spørgsmålet, hvad det er, der adskiller ”det internationale videnskabelige samfund” fra alle mulige andre samfund? Hvorfor kan lige netop disse fire ord standse al tankevirksomhed i medierne, når så mange andre ord ikke kan?
Det er sagens kerne. 
Medlem af ”det internationale videnskabelige samfund” bliver man nemlig ikke, bare fordi man har en universitetsgrad i fysik og har beskæftiget sig med radioaktivt affald i mange år, sådan som DL har.
Nej, medlem bliver man kun, hvis man bliver godkendt til det af dem, der allerede er medlemmer af ”samfundet”. Og hvem godkender de? Jah, gæt en gang.
Medlemskredsen bliver derfor en samling personer, der har endog meget ensartede meninger om radioaktivt affald. De hører deres kolleger sige nogenlunde det samme, som de selv siger, og tror af den grund, at det er hele sandheden. 
Derfor mener de sig berettiget til uden begrundelse at frakende mennesker med afvigende synspunkter videnskabelig troværdighed. 
Derfor har de tiltaget sig magten til at udtale, ”at geologisk deponering er en sikker og effektiv langsigtet løsning”.
Men derfor har de også ansvaret for, at diskussionen om principperne for behandling af radioaktivt affald er blevet erstattet med en diskussion af tekniske enkeltheder. At nogle få grundlæggende principper er skubbet ud af den videnskabelige samtale, mens et stort antal uvæsentlige detaljer er kommet ind. 
De lever i et ekkorum, hvor den videnskabelige diskussion er blevet en parodi på sig selv.
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

  1. Nuclear Energy Agency (NEA) er et agentur under OECD.
  2. “After decades of research, the international scientific community is confident that geological disposal is a safe and effective longterm solution.” 
  3. David Lowry's blog

tirsdag den 1. oktober 2019

Projekt Kvanefjeld. Foreløbig Version af seneste Udkast til Redegørelse for Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed. Social Impact Assessment


Opdatering 3.10.19:

Råstofdepartementet skriver 1.10.19:

"Departementet for Råstoffer og Arbejdsmarked har modtaget flere anmodninger om aktindsigt i udkastet til Redegørelsen for Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed (VSB-redegørelsen) for Kvanefjeldsprojektet. Departementet har afgjort, at det senest indleverede udkast til VSB-redegørelsen kan være genstand for aktindsigt. I den forbindelse har departementet valgt at offentliggøre de foreløbige versioner af seneste udkast, idet departementet finder, at alle bør have adgang til dokumenterne på samme tid. Dette uanset, at udkastet til VSB-redegørelsen vil blive offentligt tilgængelig i forbindelse med høringen, jf. råstoflovens § 87 b.

Det skal derfor understreges, at denne offentliggørelse af den grønlandske, danske og engelske version af seneste udkast til VSB-redegørelsen ikke kan betragtes som en påbegyndelse af høringen af udkastet til VSB-redegørelsen jf. råstoflovens § 87 b"

(...)






...................

30.9. fik jeg adgang til den såkaldte VSB-redegørelse: Projekt Kvanefjeld. Vurdering af samfundsmæssig Bæredygtighed, på engelsk kaldet Social Impact Assessment (SIA).

I dette link kan man læse, hvad en VSB-redegørelse er. Råstofselskaber skal udarbejde VSB-redegørelser efter Råstoflovens bestemmelser herom og efter Vejledning vedrørende mineralprojekter om processen og udarbejdelse af VSB-rapporten”.

Jeg har lagt links her, hvor du kan downloade den danske, grønlandske og engelske version: 
https://sites.google.com/site/kuannersuit/vsb-raport-
kvanefjeld



side 63 i VSB-redegørelsen juli 2018

Redegørelsen i engelsk udgave er fra juli 2018. I Sermitsiaq 4.4.19 kunne man læse, at Departementet for Erhverv har godkendt VSB'en. Efterfølgende er den blevet oversat til grønlandsk og dansk. Herefter skal Naalakkersuisut godkende den, inden den skal i høring. 

VSB'en er en stor mundfuld, der rejser mange kritiske spørgsmål. 

Jeg har kun lige nået at skimme den. Meget springer i øjnene f.eks. 


  • at den såkaldte lægeklink kun er bemandet med en sygeplejerske 'med videolink til en vagtlæge efter behov'Klinikken burde vel så retteligen kun hedde en 'sygeplejerskeklinik': 
"Det foreslåede projekt vil omfatte opførelsen af en lægeklinik, der kan bruges af alle medarbejdere, leverandører eller gæster i tilfælde af en ulykke eller en arbejdsrelateret nødsituation. Klinikken bemandes med en fuldtidsansat sygeplejerske med videolink til en vagtlæge efter behov. Klinikken kan levere alle nødvendige sundhedsydelser (arbejde og personlige) til arbejdere og leverandører" (side 189).
  • at Yellow Cake er oversat til 'gul kage' i parentes (min fremhævning): 

"Mekanisk (koncentrator) og kemisk bearbejdning (raffinaderi) 

REE og uranium separeres i produkter ved en kemisk proces, og begge raffineres yderligere til et uranoxidprodukt (gul kage) og fire REE-produkter. Både koncentratoren og raffinaderiet ville i dette scenarie være placeret i Grønland. Scenariet forventes at skabe 1.171 arbejdspladser i anlægsfasen og 715 i driftsfasen" (side 160).
Når det drejer sig om uranudvinding, oversættes yellow cake ikke. Det hedder bare "Yellow Cake" - også på dansk.




side 129 i VSB -redegørelsen juli 2018

Personligt synes jeg, det er overvældende at læse, hvor store forandringer, der vil være på grund af udvinding af sjældne jordarters metaller/REE og uran mm.  
Bl.a. støv, støj, stråling og skidt og møg (uranaffald/tailings i søen Taseq). Men det må være op til den enkelte læser at vurdere, om hun/han beroliges af de afhjælpende foranstaltninger, der nævnes i VSB'en. 

F.eks. Side 37 om Støj (min fremhævning med gult):

"Under anlægsfasen vil der være støj fra mobilt udstyr, boringer og sprængninger, kørsel med køretøjer, søtransport og skibe ved kajen.
De væsentligste støjkilder under driftsfasen vil befinde sig i og omkring mineområdet, adgangsvejene og havnen.


En sammenligning med IFC’s EHS-retningslinjer viser, at de identificerede støjniveauer overholder standarderne. Projektet overholder ikke de danske retningslinjer for støjniveauet i sommerhusområder, og følgende afhjælpende foranstaltninger gennemføres for at reducere støjpåvirkningen yderligere:

  • Støjniveauer overvåges ved de nærmeste følsomme receptorer.
Aktiviteter med højt støvniveau planlægges med henblik på at minimere samfundsmæssige
  • forstyrrelser.
  • Under detailplanlægningen undersøges mulighederne for at reducere støjfrembringelsen.
  • GML opretter en klageinstans, som kan bruges af beboerne i området."  

God læselyst! 



Blogindlægget er skrevet af Anne

søndag den 15. september 2019

Danmarks Deltagelse i Operation Barkhane i Mali. Mission Impossible?

Hvis Folketinget beslutter det, skal Danmark bidrage militært i Mali ud over FN-missionen MINUSMA. Det drejer sig om 2 transporthelikoptere og op til 70 personer som støtte til den franskledede operation Barkhane, hvis mål er at bekæmpe terrorisme i Sahel-regionen.

Operationen strækker sig over de 5 tidligere franske kolonier Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger. I Mali er der værdifulde råstoffer så som guld, diamanter og fosfat, og i Niger findes verdens 3. største uranreserve. Ca. 70 procent af Frankrigs uran stammer fra Niger, som er et af verdens fattigste lande. F.eks. har 90 % af befolkningen ikke adgang til elektricitet, mens 1 ud af 3 elpærer i Frankrig lyser takket være uran fra Niger.

Kan danske tropper medvirke til at øge sikkerheden i Sahel-området, når den franske hær til dato ikke har kunnet?



Udenrigsminister Jeppe Kofod mener, at danske tropper kan. Begejstret fortalte han til P1 Orientering om den danske regerings medvirken til at skabe sikkerhed med sin aktivistiske udenrigspolitik. Danmarks deltagelse i den franske operation Barkhane blev allerede annonceret 28.2.19 af VLAK-regeringen.

Pt. befinder Barkhane sig i et dødvande, og operationen er dyr: 4,5 mia. dkr. om året. Så Frankrig har brug for udenlandsk støtte. 4.500 franske tropper er sendt afsted. 17 soldater er døde i de 5 år, operationen har løbet.

Allerede da den startede i 2014, sagde den ledende general, at den ville vare mere end de 10 år, militæroperationer normalt varer, fordi det er terrorbekæmpelse. Atlant Brief fra marts 2019 omtaler både FN missionen og operation Barkhane som usikre og med risiko for at blive langstrakte.

Problemet er, at fjenden er diffus. De underliggende årsager til volden er komplekse og har rødder i egnens skiftende samfundsforhold og økonomi. Dette er blevet udnyttet af Al Qaeda og mange andre oprørere.

Den franske forsker Roland Marchal fra CNRS har sagt, at Barkhane fungerer militært: Der dræbes terrorister, der tages fanger, og våben og ammunition ødelægges. Men problemet er, at hvis man skal gennemføre disse operationer, så er soldaterne nødt til at indgå lokale alliancer, også med tvivlsomme personer.

Med tiden ødelægges mange af Malis etablerede strukturer i mange landsbyer og byer, der også har medvirket til i en vis grad at sørge for offentlig orden. 
“Narkotikahandel fortsætter, forretningen går godt, ikke kun fordi grænserne ikke kontrolleres, men måske også fordi ikke alle gæster i præsidentpaladset kontrolleres - Mali er meget mindre sikkert i dag end i 2014“, sagde Marchal.

Stefan Brühne fra den tyske tænketank DGAP har fortalt til Arte.tv, at Tysklands tidligere forsvarsminister (nu formand for EU-Kommissionen) Ursula Von der Leyen har sagt, at hun måtte gøre vold på sig selv for at lade Tyskland deltage i missionen i Mali. Grunden til, at Tyskland deltager i konflikten i Mali med 1000 soldater, er at politikerne ønsker et godt forhold til Frankrig.

Hvordan kan det udenrigspolitiske nævn bakke op om dansk deltagelse i Barkhane-operationen efter de dårlige erfaringer med dansk krigsdeltagelse i Afghanistan, Irak og Libyen?

Hvordan vil de lokale opfatte dansk deltagelse, når der allerede nu er skabt en anti-fransk stemning i Mali if. Radio France Internationale?

Skrevet af Anne Albinus

Ovenstående indlæg blev sendt til Berlingske og Altinget i beg. af september, men det blev ikke optaget

Henvisninger

Mere militær kan ikke skabe fred i Mali af Kristian Weise Generalsekretær i Oxfam Ibis Information 21.10.19

mandag den 26. august 2019

Skal Grønland betale?

Præsident Trump har et godt øje til Grønland bl.a. på grund af sjældne jordarters metaller, de såkaldte REE. De er nødvendige for den grønne omstilling, og der er mange af dem i Kuannersuit/Kvanefjeld i Sydgrønland.

REE bruges bl.a. i elbiler og vindmøller, men udvindingen forurener, især hvis bjergarten også indeholder uran og thorium. Og det gør den i Kvanefjeld.

I sommer besøgte den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, Kujalleq Kommune, hvor Kvanefjeld ligger. Hun var ledsaget af den næstkommanderende for energiafdelingen i det amerikanske udenrigsministerium. Kvanefjeld er blevet undersøgt af et australsk mineselskab, der nu har indleveret en såkaldt VVM (Vurdering af Virkninger for Miljø) for 4. gang.

Når USA er interesseret i REE fra Grønland skyldes det uviljen mod at skulle købe disse metaller fra Kina. Det fortæller Guillaume Pitron, forfatter til bogen "Krigen om sjældne jordarters metaller” (2018)

Sidenhen har Kina sagt stop for REE-udvinding på sit territorium. I marts i år meddelte de kinesiske myndigheder, at Kina ikke længere vil påtage sig de miljømæssige omkostninger, der er forbundet med udvindingen af størstedelen af verdens REE. Det fortæller den belgiske avis Le Soir 1.6.19. Den skriver også, at Kina indtil nu har været parat til at ofre sit miljø til fordel for økonomisk vækst, således at Vesten kunne prale af at være ren.

Udvinding og raffinering af REE er meget forurenende, især hvis der følger uran og thorium med. Derfor blev REE-udvinding outsourcet til bl.a. Congo, Kazakhstan og Kina efter 2000. Pitron skriver i ovennævnte bog, at Vesten er medskyldig i denne forurening: vi får renere byer, men samtidig bliver fjerne egne ødelagt af forurening. Det skønnes, at i løbet af de næste tre årtier vil 7,5 mia. mennesker forbruge flere metaller end de foregående 2500 generationer.

Under besøget i Kujalleq Kommune sagde Carla Sands, at ”potentialet for mineralressourcer i dette område er stort og vil hjælpe med at berige og diversificere Grønlands økonomi” (Sermitsiaq 26.7.19).

Men Kvanefjeldsprojektet vil næppe berige Grønlands økonomi. Bl.a. skal der sættes mange penge af til miljøovervågning i flere tusinde år. Hvis alle ressourcer udnyttes, vil REE-minen i Kvanefjeld producere op til en mia. tons urantailings/affald, der skal deponeres i søen Taseq. Mineselskabet har endnu ikke gjort rede for tekniske detaljer for de dæmninger i søen, der skal tilbageholde affaldet. 

Man kan godt forstå Trumps interesse. Men vil Grønland ofre sit miljø på langt sigt for en kortsigtet økonomisk vækst? 

Forureningsrisikoen er stor på grund af gråbjerge (stenaffald) og især de mio. af tons uranaffald, der producerer radioaktive efterkommere i mia. af år. Det bør nævnes, at byen Narsaq ligger mindre end 10 km fra minen.

Desuden har mineselskaber det med at forsvinde eller gå konkurs, når der skal ske naturgenopretning efter en minelukning. Der er således mange usikkerhedsmomenter forbundet med Kvanefjeldsminen, herunder hvordan den vil opføre sig i et sårbart arktisk miljø. 

Lic. scient. Kim Pilegaard, nu professor på DTU, konkluderede i sin Risø-Miljørapport om Kvanefjeldsprojektet (udgivet i 1990), at fluorid, som er meget giftigt, også vil lække fra minen. Derved vil fluorid være i alt, hvad fårene indtager også som partikler i den indåndede luft, således at fårene kan risikere at blive forgiftet med fluorid. Kort sagt, minen vil forurene områder, der betegnes som Grønlands Spisekammer.



Grønland er i et svært dilemma. Der mangler arbejdspladser, folk rejser. Men ønsker grønlænderne virkelig at slide naturgrundlaget ned, så det kan true deres efterkommere i generationer frem?

Skrevet af Anne Albinus

mandag den 29. juli 2019

Når det ikke længere giver mening at høre ”begge Sider”

Dette er den nedslående overskrift på Lasse Jensens kommentar i ”Information” sidste onsdag (1). 
Det er svært for seriøse medier, selv BBC, at opretholde balancen i nyhedsdækningen, ja i det hele taget at præcisere, hvad det vil sige at ”holde balancen”, når det drejer sig om spørgsmål, der ikke bare kan besvares med et ”ja” eller et ”nej”.
De føler sig tvunget til at give taletid til ”eksperter”, hvis udtalelser de kun har begrænsede muligheder for at udfordre, og det slider på troværdigheden, når alle kan se, at disse personer slipper alt for let fra det.
Hertil kommer, at brugerne altid kan zappe hen til en nyhedskilde, der leverer lige netop det, de ønsker. Og mange ønsker desværre at ”plaske i sine egne fordommes lune badevand”, som det udtrykkes. 
Men hvad kan man så gøre for at hælde koldt vand i badekarret? 
Der er ingen lette løsninger. Internettet muliggør gentagelse, gentagelse og atter gentagelse af de samme, dumme udsagn, og det virker nedbrydende på den offentlige debat.
Det positive er den lette adgang til informationer af enhver art, som internettet også giver, og mange brugere interesserer sig for langt flere emner og har langt større forventninger til medierne, end de havde før i tiden. Brugere, som ikke allesammen ønsker at blive talt efter munden.
Det er derfor svært for det enkelte medie at imødekomme brugernes mangeartede behov med begrænsede journalistiske resurser og på en begrænset plads (2). 
Det er også en del af det problem, LJ beskriver, og det kan der gøres noget ved.
For LJ’s betragtninger, hvor rigtige de end er, giver kun en ufuldstændig beskrivelse af virkeligheden i de net-baserede medier. Blandt de mange ”uautoriserede” nyhedskilder er der faktisk nogen, der prøver at tage deres ansvar alvorligt. Måske er de få, men de findes. 
De ser det som deres opgave at skabe offentlig opmærksomhed om emner, de synes er underbelyst i de etablerede medier. De opretter hjemmesider med information om emnet, og de skriver kommentarer, der ofte har faglig tyngde, selvom de af og til kan virke monomane og skingre. 
Disse ”niche-medier” har indsigt og tid, og de har noget at byde på, som burde interessere langt flere end de få, der allerede kender dem. Noget, der også kan hjælpe de seriøse medier til at fastholde deres centrale rolle i den offentlige debat.
Når de seriøse medier har givet taletid til tvivlsomme eksperter, kan niche-folkene efterfølgende afsløre dårlig argumentation og vigtigmåseri i deres udtalelser. Måske gør de det allerede, men da de tit arbejder isoleret, kommer deres kritik sjældent ud til ret mange.
De kan også udfordre institutioner, som har økonomisk mulighed for at få fremstillet forkromede lige-til-at-trykke-artikler, hvor det arrogante udtryk erstatter det reelle argument. Ved første blik vil sådanne partsindlæg, fabrikeret af folk, der har lært, hvordan man gør den slags, se afbalancerede, seriøse og trykkemodne ud. Omvendt vil mod-indlæg, skrevet af folk, der ikke har været på de samme kurser, ofte blive afvist som følelsesbetonede og useriøse, uanset indholdet. Niche-medierne har desværre lang erfaring med denne form for manipulation og kan bidrage til at sikre, at der bliver holdt fokus på indholdet i stedet for på indpakningen.
Et tættere samarbejde mellem de seriøse medier og niche-medierne kunne være vejen til en mere alsidig nyhedsdækning. De sidste kan hjælpe de første med at dække enkeltsagerne, mens de første kan hjælpe de sidste med at nå ud til mange flere.
Kulturforskelle gør utivlsomt, at det vil være svært at etablere et sådant samarbejde. Men det er værd at forsøge, og vi må teste de muligheder, der er, og ikke bare resignere overfor fordummelse og manipulation.
Det skal give mening at høre ”begge sider” i en sag. Men der skal også stilles spørgsmål, og der skal insisteres på, at de bliver besvaret ordentligt. Det handler ikke om at afbalancere sandhed med løgn, men om at afbalancere argumenter med modargumenter.
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:
  1. Kommentar i ”Information” (24.07.19). Ikke online.
  2. Se for eksempel overskrifterne i ovenstående udgave af ”Information”. De spænder vidt, kan man vist roligt sige.


Efterskrift. Ovenstående kommentar er skrevet på basis af Annes og mine oplevelser i sagen om det radioaktive affald i perioden 2012-18. Vi har ønsket, at Atom Posten spillede den rolle som niche-medie, der er skitseret ovenfor. Om det er lykkedes, må andre bedømme.