mandag den 7. januar 2019

Fuld Skrue

Jesper Møller Grimstrup (JMG) har i en kommentar (1) med titlen:
anbefalet, at der satses på forskning i en række emner, som efter hans mening kan hjælpe os ud af den nuværende alvorlige miljø- og klimakrise.
De fleste er vel enige med JMG i, at der er brug for mange nye ideer og megen forskning på det vidtstrakte område, han peger på. Der er heller ingen tvivl om, at det haster.
Alligevel mangler der noget vigtigt i det storslåede perspektiv, JMG ruller ud for vores blikke. 
Der er helt sikkert brug for udvikling af ny teknologi, men ofte vil det jo være sådan, at teknologi under udvikling, og som ikke er gennemprøvet, tager sig bedre ud end gamle teknologier, hvis skavanker befolkningerne verden over har lært at kende på den hårde måde. 
Det gælder i særdeleshed for atomkraft, men jeg har det indtryk (uden at vide det, indrømmet), at noget lignende er tilfældet for nogle af de andre teknologier, som nævnes i JMG’s kommentar. 
Derfor er det er ikke tilstrækkeligt at udvikle nye teknologier. Før man beslutter sig for at bruge dem, er det nødvendigt at kunne præsentere et troværdigt overblik over alle fordele og alle ulemper ved dem. 
Vi mangler ikke begejstrede beskrivelser af alt det, moderne atomkraft, CO2-lagring, syntetisk kød osv. tilsyneladende kan gøre for menneskeheden. 
Men kritiske redegørelser og debat er der knap så meget af: Lever de nye teknologier op til de store ord i avisartikler og bevillingsansøgninger? Er alt så uproblematisk, som det ser ud for de mennesker, der arbejder med disse ting, og som (helt forståeligt) brænder for dem? Hvordan sikrer man, at nye teknologier også bliver vurderet af uvildige og kompetente folk, så vi undgår de overraskelser, der har plaget den ”gamle” atomkraft? Hvor er den uafhængige forskning og den debat, som kan identificere de svage punkter i tilhængernes udmeldinger? Og som vel at mærke kan gøre det, før noget går galt?
Forskerne i firmaet Seaborg Technologies (2), der efter eget udsagn forsker i a-kraft, som er intet mindre end ”bæredygtig, sikker og billig”, har utvivlsomt lært meget ved at studere det, der gik galt for deres forgængere. 
Men de er ikke de eneste, der har lært af den historie. Store befolkningsgrupper har lært – direkte eller indirekte – hvordan det kan gå, når store teknologi-projekter bliver virkeliggjort. Hvor de små meget ofte bliver kørt over af de store, men hvor det er de små, der hænger på den, hvis noget går galt (3). 
Befolkningernes tillid til officielle udmeldinger og forsikringer er for længst slidt op, især når det drejer sig om atomkraft, og den tillid skal genopbygges, hvis de politiske beslutninger skal kunne holde i de mange år, der skal til for at realisere løsningerne. Klima- og miljøkrisen er også en tillidskrise.
Siden den første industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet har teknologien påvirket Jordens klima og dermed livsbetingelserne for både mennesker og andre levende væsener. Nu er der ingen vej tilbage, og kun teknologien kan redde os. Men den skal anvendes på en måde, det store flertal kan forstå og acceptere, og det kræver regeringer med demokratisk legitimitet (4). Andre styreformer er (udover at være uacceptable af andre grunde) for ustabile til at kunne gennemføre en indsats i den størrelsesorden.
Det kræver borgere, som er velinformerede om disse ting. Men det kræver først og fremmest offentlige myndigheder, der kan overbevise borgerne om, at der bliver forsket i alle relevante emner, og at man i det hele taget kan stole på dem. Det sidste er desværre ingen selvfølge, som Aalborg-undersøgelsen (5) klart har vist.
Hvis borgerne får oplevelsen af, at de i stedet for upartiske og afvejede vurderinger bliver spist af med propaganda, fremført af et prekariat, der ikke har andre steder at gå hen for at tjene daglønnen, så er projektet dømt til at mislykkes.
Løsningen på den nuværende klima- miljø- og tillidskrise kræver en forskningsindsats, hvor der med JMG’s ord bliver sat ”fuld skrue på”. Men befolkningerne skal have tillid til, at skruen drejer den rigtige vej rundt. 
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

  1. Jesper Møller Grimstrup, PhD og forsker i teoretisk fysik. Kommentaren var i Information (05.01.19).
  2. Seaborg Technologies, Titangade 11, 2200 København. Hjemmeside: https://seaborg.dk/intro
  3. Sagen om det danske radioaktive affald kan illustrere denne problemstilling. Se Annes hjemmeside (atomaffaldklarhed.dk). Men der er andre eksempler.
  4. Det er naturligvis svært at forklare, hvad ”demokratisk legitimitet” helt præcist vil sige. Men i Mats Andréns bog: ”Nuclear Waste Management and Legitimacy”, Routhledge Explorations in Environmental Studies (2012), kan man finde en dybtgående analyse af dette begreb. Den er omtalt i Atom Posten: ”Kerneaffaldshåndtering og Legitimitet” (04.05.13).
  5. Se: ”Kommentar til Spørgeskemaundersøgelse omkring Deponi af radioaktivt Affald”, Atom Posten (23.09.14).

fredag den 23. november 2018

Grøn A-kraft?

Kasper Støvring (KS) har for nylig i en kommentar i Berlingske (1) argumenteret for a-kraft som et led i generationspagten:
”at vi har taget jorden fra de døde, og skal give den videre til de endnu ufødte”
som han udtrykker det.
Kommentaren kan ses som et led i den kampagne for a-kraft (2), der har kørt gennem de senere år, og hvor det har været interessant at se, hvad hvert nyt indlæg føjede til denne i forvejen vidt forgrenede debat. 
Det originale i KS’ indlæg er sammenkoblingen af a-kraft og indvandringspolitik. Det kan måske give a-kraft-spørgsmålet en opmærksomhed i offentligheden, det hidtil har måttet savne. Personligt tror jeg dog, det vil vare længe, inden vi får a-kraftens svar på Inger Støjberg at se. Men hvem ved.
Det er ikke Atom Postens opgave at kommentere a-kraft-spørgsmålet i sin helhed. Men vi har fulgt sagen om det danske radioaktive affald gennem en årrække og har derfor kommenteret forhold, som også er relevante i forhold til dette spørgsmål (3).
Den første begejstringsbølge for a-kraft i 1950’erne og 60’erne efterlod en anseelig mængde af radioaktivt og giftigt affald (4), som ingen tilsyneladende følte sig ansvarlige for. Den løsning, man valgte, var slutdeponering (dvs. nedgravning) af affaldet på et sted, hvor der var få til at protestere. Man søgte at minimere de politiske omkostninger og håbede på, at de miljømæssige omkostninger først ville vise sig senere. Ingen var stolte ved denne beslutning, og det forstår jeg (5).
Da den næste begejstringsbølge for a-kraft skyllede ind over os for nogle år siden, var det oplagte spørgsmål til de begejstrede tilhængere naturligvis: ”Hvad vil I stille op med det radioaktive affald fra de nye a-kraft-teknologier?” Svaret var, at disse teknologier producerer langt mindre af dette stads per energi-enhed. Det ”gamle” affald havde man ingen lyst til at tale om. 
Sidstnævnte stammer for størstedelens vedkommende fra RISØ’s tre forsøgsreaktorer, mens det ”nye” affald, vi (måske) får, vil komme fra reaktorer, som skal dække en stor del af DK’s energiforbrug. Så selv om disse reaktorer er smartere end de gamle, er affaldsregnestykket derfor ikke helt så enkelt, som det præsenteres. Noget affald kommer der, og før en eventuel beslutning bliver taget, må vi have præcise svar på, hvor meget, det bliver, og hvordan man vil opbevare det. Sporene skræmmer.
Som KS så malende beskriver det i sin kommentar, er mange mennesker på forhånd afvisende overfor a-kraft og lukker helt af, når emnet bliver bragt på bane. Vi har vist alle mødt denne reaktion, men hvad er årsagen? Skyldes den bare de venstreorienteredes rænkespil, eller er der andre forklaringer? Forklaringer, der ikke er helt så letkøbte?
Jeg synes, at de offentlige myndigheder i høj grad har forsømt den forpligtelse, de har (eller i det mindste burde have) til at give borgerne retvisende, upartisk og forståelig information om disse vanskelige emner, når de dukker op i den offentlige debat. Det kunne i det mindste have formindsket problemerne. 
Hertil kommer, at repræsentanter for disse myndigheder ved forskellige lejligheder over for borgerne har optrådt på en måde, der er blevet opfattet som arrogant og bedrevidende. Det har givet anledning til vrede og utryghed i befolkningen (6). 
Et andet problem i denne forbindelse er a-kraft-tilhængernes argumentation. Debatskrifter for a-kraft har udviklet sig til en særlig litterær genre (7), hvor det tilsyneladende gælder om at opremse så mange som muligt af alle de velsignelser, vi går glip af, hvis vi siger nej til a-kraft, i stedet for stille og roligt at give en sammenhængende redegørelse for fordele og ulemper ved denne måde at producere energi på, og ærligt fortælle om hvilke ting, man ikke ved. Ingen tror alligevel på, at denne teknologi er helt uden problemer, så tilhængerne burde spørge sig selv, om denne måde at skrive på virkelig tjener sit formål (8).  
Så er der spørgsmålet om, hvordan forskningen i de nye a-kraft-teknologier skal organiseres. Det ligger i luften, at private investorer skal inddrages, og den slags sker ikke uden betingelser, især når det drejer sig om afkast (9). Mange er utrygge ved disse betingelser, og med god grund. 
Men kunne universiteterne ikke stå som garanter over for offentligheden, når det drejer sig om at sikre bredden i forskningen og sikre, at der også bliver forsket i de negative sider af a-kraften, og således at vi får et afbalanceret billede af det enormt store og komplicerede projekt, som a-kraften udgør? 
Når man tænker på, hvordan universiteter burde være, ville denne løsning være oplagt. Når man tænker på, hvordan universiteter ledes og financieres i dagens Danmark, er den ubrugelig.
KS’ kommentar genopliver flere af de betænkeligheder, mange af os nærer overfor a-kraft. 
Vi har fået atomkraften fra de døde, ja. Men skal vi også give den videre til de endnu ufødte?
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:
  1. Kasper Støvring, Ph.D. og forfatter: ”Hvorfor prøver vi ikke med atomkraft?” kommentar i Berlingske (20.11.18)
  2. Blandt mange andre kan nævnes: Bent Lauritzen ”Vi løser ikke klimakrisen uden kernekraft”, Berlingske (09.10.18), kommenteret i Atom Posten (11.10.18): ”Kommentar til Bent Lauritzen: Kernekraft udleder ikke CO2”Holger Skjerning: ”Haves: teknik til at modvirke klimaændringer. Søges: politisk vilje”, Politiken (01.05.17), kommenteret i Atom Posten (02.05.17) (”A-kraft uden CO2”)
  3. Se kommentarer i Atom Posten: ”A-kraft og Modstand mod Slutdeponering” (18.05.14) og ”A-Kraft og radioaktivt Affald” (29.05.17) 
  4. SeDanskDekommissionering,UFM.dk og Annes hjemmeside atomaffaldklarhed.dk bl.a. med link til Danmarks 2. rapport til EU-Kommissionen afleveret 20.8.18 men endnu ikke offentliggjort på sis.dk
  5. Regeringen tog den af bordet i september 2017, se kommentarer i Atom Posten: ”Atomaffaldet: Glædens Dag – og Eftertankens” (10.11.17), ”Atomaffald i Folketinget! (27.03.18) og ”Sagen om det radioaktive Affald – en personlig Beretning” (25.07.18)
  6. Emnet er kommenteret i Atom Posten: ”Radiofobi” (18.10.18)
  7. KS nævner Thomas Grønlund Nielsens bog: ”Den grønne Atomkraft” (forlaget Kahrius 2018), som jeg desværre ikke har haft mulighed for at anmelde. Jeg har tidligere anmeldt en anden bog af samme forfatter, som illustrerer denne problemstilling: Niels Bohr må vende sig i sin grav (forlaget Kahrius 2013), se Atom Posten (14.01.14)
  8. Mit eget forslag er fremsat i kommentaren: ”Dialog om A-kraft”, Atom Posten (06.06.18).
  9. Se for eksempel Per Wimmer: ”Den grønne Boble” (Gyldendal Business, 2014), anmeldt i Atom Posten (30.01.15).


tirsdag den 30. oktober 2018

Uddybning om det radioaktive Affald på RISØ hos Dansk Dekommissionering (DD)

Her er mine kommentarer til en debat på Altinget af en artikel:



1/ John Larsen skriver (6 dage siden) 

Radioaktivt affald 

(...) 

"Afviklingen af de tre forsøgsreaktorer på Forskningscenter Risø blev påbegyndt i år 2000. Oprydningen vil vare 20 år og koste omkring 1 milliard kroner. De udtjente brændselsstave sendes til oparbejdning i USA. Nedbrydningen af reaktorerne genererer derudover 5.000 kubikmeter lav- og mellemradioaktivt affald som behandles i Danmark."
 

Citat slut 

- t.o. Ikke alle brugte brændselsstave kunne returneres til USA. 

I Presseresumé modtaget på Risø d. 18-11-2003 kunne man bl.a. læse: 

Atomaffald strandet i Danmark 

Det kan blive svært at komme af med 250 kilo højradioaktivt materiale fra Forskningscenter Risøs nedlagte atomreaktor. USA har hidtil været aftager af det højradioaktive materiale fra Risø, men kun fordi der var tale om brændselsmateriale, der blev sendt retur. Størsteparten af de tilbageblevne 250 kilo er imidlertid fabrikeret i Danmark, og USA ønsker derfor ikke at tage imod det.- Vi kan jo ikke sparke døren ind hos amerikanerne og aflevere skidtet. Andre lande har samme problem. Vi forsøger at genforhandle aftalen med USA, men intet er sikkert, udtaler Knud Larsen, der er direktør i Dansk Dekommissionering, som har til opgave at rydde op efter atomanlægget på Risø. Medlem af Folketinget Anne Grethe Holmsgaard (SF) mener, at Danmark bør forsøge at finde en løsning i samarbejde med andre europæiske lande, der har samme problem. Alternativt må affaldet deponeres i Danmark, mener hun. Den løsning er Knud Larsen dog ikke begejstret for. I forvejen skal der findes deponeringsmuligheder til 10 ton lav- og mellemradioaktivt materiale i Danmark, hvilket sikkert vil give anledning til diskussion. 
Urban 03-06-2003 

Fejl i Urban resumeet: Der er ca 10.000 tons radioaktivt affald på Risø .

2/ Bertel Johansen · Maskinmester - skriver (1 dg siden): 

"Nedlukningen af Risø 
De såkaldte problemer med at få afsluttet nedlukningen af Risø med slutdeponering af det lavradioaktive affald er ikke teknisk. 
Løsningen trækker kun ud på grund af politiske tovtrækkerier begrundet i useriøst hysteri omkring ordet "strålingsfare." 
Praktiske løsninger der nok af, men når politikerne stiller sig i vejen. 
Det er jo typisk, at alle debatindlæg her der undsiger kernekraften som miljørigtig energiløsning, kun har følelsesmæssige argumenter, ingen hverken saglige eller videnskabelige eller konkrete."
 

Citat slut.

- t.o. det radioaktive affald på Risø hos Dansk Dekommisionering (DD) er en cocktail af kort- og langlivet lav- og mellemaktivt affald. De 250 kilo højradioaktivt materiale er omdefineret til langlivet mellemaktivt, hvilket er blevet kritiseret af internationale eksperter, fordi brugt brændsel klassificeres altid som højaktivt. 

https://sites.google.com/site/atomaffaldklarhed/home/233kg/gaetomdata 

Radioaktivt affald fra forsøgsstationer er altid mere kompliceret end blot brugte brændselsstave fra en reaktor, hvor den internationale trend er, at de skal i de såkaldte dybe geologiske slutdepoter i ca. 500 meters dybde. Der er endnu ikke sådanne slutdepoter i verden. 

- Når den første slutdepotplan fra 4.5.2011 er blevet skrottet, skyldes det, at den ikke var i orden teknisk-fagligt. 5 borgergrupper og 5 lokale forvaltninger har brugt i titusindvis af timer på at granske planen i 7 år, søge international (gratis) hjælp, og komme med alternativ som langtidsmellemlageret COVRA.nl 
https://sites.google.com/site/atomaffaldklarhed/covra 

Der er desuden kommet kritik fra udenlandske eksperter og fra nabolande i Espoo høringen. Planen var for upræcis (generisk/overordnet), og alt affaldet skulle i ca. 50 meters dybde med en sikkerhedshorisont på "fra 300 år". 

Dette er utilstrækkeligt, da der er så mange langlivede isotoper i affaldet, at det skal holdes adskilt fra mennesker og miljø i min. 100.000 år. 

Man ved heller ikke, hvad man skal stille op med 3760 tons uranmalm fra Kvanefjeld og de 1130 tons urantailings/affald fra forsøg på Risø med udvinding af uran af malmen. Tailings er langlivet lavaktivt affald, der nu opbevares under vand for ikke at afgive radon. Urantailings vil producere uranefterkommere i mia. af år. DD har et forslag, der er helt vanvittigt, nemlig at genbruge tailings, (Bilag A side 7 i COWI rapport dec. 2017), fordi DD har en pligt til at minimere affaldet. Men der er dårlige erfaringer i bl.a. USA, Canada og Frankrig med genbrug af urantailings. 

Siden 2005 har DD også sagt, at man skulle finde ud af, hvad man skal gøre med NORM affaldet fra Mærsk's olie-og gasboringer i Nordsøen: 
https://atomposten.blogspot.com/2017/11/norm-affald-rundt-i-manegen-med-mrsk.html 

På Risø er der meget af det såkaldt historiske affald, dvs. ukendt affald, der endnu ikke er færdigkarakteriseret. Sådan historisk affald klassificeres i Sverige som langlivet mellemaktivt, og der er endnu ikke slutdepot til sådant affald i Sverige. Det skal ikke i deres kommende slutdepot til højaktivt affald. 

Ved en fejl er der kommet historisk affald i deres depot til kortlivet affald, og disse tønder skal tages op igen. 

- Dekommissioneringen kunne ikke foregå hurtigere. Det tager lang tid at rive reaktorer ned på omhyggelig vis, og affaldet er som sagt ikke færdigkarakteriseret. 

3/ Bjarne Thorsted · Ph.d.-studerende skriver (1 dag siden): 

"Stråling er overvurderet 
Risøs problemer med affaldet er udelukkende af politisk karakter fordi samtlige politikere er unødigt bange for radioaktivitet. De forstår ikke hvad det vil sige, men de husker tydeligt skræmmekampagnerne fra 70'erne og 80'erne. Og for at svare på dit spørgsmål, så tog jeg gladeligt imod affaldet, hvis de selv betaler for transport og i øvrigt kompensere mig for at jeg kommer til at mangle en have."
Citat slut 

- Igen Risøs problemer er ikke "udelukkende af politisk karakter"

Det er rigtigt, at mange er unødigt bange for radioaktivitet, men man kan besøge Dansk Dekommissionering og blive oplyst om strålingsfare, eller endnu bedre besøge det hollandske langtidsmellemlager COVRA.nl 

Jeg synes, du skal afstå fra dit forslag om at give plads til et slutdepot, ;-) 
for Forstudiet fra maj 2011 siger, at udsivning ikke kan undgås. 

Derfor er de tidligere 6 udpegede steder også lagt højt, så vandet fra slutdepotet kan sive ud i Østersøen (Rødby eller Bølshavn). Østersøen, der i forvejen er verdens mest radioaktivt forurenede hav. Eller ud i Kertinge Nord ved Kerteminde eller Limfjorden. Desuden bliver affaldet ikke pakket om. DD håber, at den godkendelse, der er til tønder og containere til mellemlager, bliver givet til slutdeponering også. 

På Uddannelses- og Forskningsministeriets side kan man følge sagen om det danske radioaktive affald: 

Anne Albinus 

atomaffaldklarhed.dk 
Atomposten.blogspot.dk 


Kommentar 31.10. kl. 14.19 til kommentar fra 30.10.18

torsdag den 18. oktober 2018

Radiofobi

På forsiden af Weekendavisen i denne uge har Jens Olaf Pepke Pedersen (JOPP) (1) en artikel (2) med ovenstående overskrift.
Den handler for størstedelens vedkommende om den globale opvarmning og de miljøproblemer, der er forbundet med afbrænding af kul og brunkul, som nu får en større plads, efter at blandt andet Tyskland har besluttet at skrue ned for kernekraften i lyset af Fukushima-katastrofen i 2011.
At der er problemer forbundet med denne beslutning, er de færreste vist uenige med JOPP i. 
Det er slutningen af artiklen, der er kontroversiel. Her citeres den belgiske klimaforsker André Berger (3) for at udtale: 
”at det teknisk er muligt gennem en massiv satsning på kernekraft helt at erstatte fossile energikilder inden udgangen af dette århundrede”
Herefter fortsætter JOPP for egen regning: 
”Vi har altså en teknologi til rådighed, som i princippet kan løse en stor del af klimaudfordringen, men som vi vælger ikke at bruge, hovedsagelig fordi det er lykkedes at skabe en stemning af frygt omkring kernekraft. Det er naturligvis et valg, der afspejler de politiske realiteter i et demokratisk samfund, men det er også et valg, hvor vi for at undgå et lille problem accepterer et større”
Lad det være sagt med det samme: Det fortjener selvfølgelig at blive diskuteret, om fossile energikilder kan og bør erstattes med kernekraft inden år 2100. Det er rigtigt, at der er frygt omkring kernekraft og radioaktiv stråling, og årsagerne hertil bør også kunne diskuteres. Tilhængere af kernekraft skal have mulighed for at fremlægge deres synspunkter til fri diskussion. Det skal modstanderne for øvrigt også, men det er en anden historie. 
Men hvad har de danske tilhængere af kernekraft så gjort for at etablere denne diskussion? 
Hvad har de gjort for at hjælpe almindelige borgere med at få fodfæste i denne indviklede sag? 
Hvor var de, da sagen om slutdeponering af det danske radioaktive affald ved tvang i en af de fem kommuner (4) kørte i højeste gear i årene 2011 – 17? 
Svaret er, i al sin deprimerende enkelhed, at 
  • man indskrænkede sig til at udskamme sine modstandere i stedet for at gå i dialog med dem
  • man indskrænkede sig til at antyde, at dette emne var alt for svært for modstanderne, som derfor burde klappe i og overlade beslutningerne til den (indenlandske) sagkundskab
  • man gik helt i baglås, da udenlandske sagkyndige gennemhullede deres argumentation
Dette gælder sagen med det radioaktive affald (5), men viser noget generelt, nemlig man åbenbart kun kan håndtere situationen, så længe man kan bilde sig selv ind, at modstandere alene er styret af følelser, og at man selv repræsenterer den ægte sagkundskab. 
Der går en lige linje fra afdøde prof. Morten Langes hyppigt citerede karakteristik (6) af modstanden mod kernekraft som
”led i en ganske almindelig religiøs bølge sat i gang af barfodsgængere, biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere”
til denne uges udgave af Weekend Avisen, hvor modstandere af kernekraft får stillet diagnosen ”radiofobi”.
Man går efter personerne, ikke sagen, og det styrker mistanken om, at det måske ikke står helt så godt til med argumenterne, som udsagnenes hovne form lader ane. Konsensus i snævre kredse af specialister forveksles med almengyldige sandheder. Klima- og rumforskere er helt sikkert gode til at vurdere forhold vedrørende klimaet og det ydre rum, men er måske ikke helt så skarpe, når det drejer sig om kernekraft.
Men det er værre: 
Offentlighedens modstand mod kernekraft fortolkes ifølge JOPP som noget, det er ”lykkedes at skabe”. Der skrives ikke noget om, hvem der har skabt modstanden, eller hvorfor den er skabt. Der er ikke antydning af erkendelse af, at man selv har en del af ansvaret for, at så mange reagerer med angst, så snart de hører ordene ”radioaktivitet” eller ”radioaktiv stråling”. 
Og værre endnu: 
Frygten for kernekraften afspejler ifølge JOPP ”de politiske realiteter i et demokratisk samfund”. Det kan vel kun fortolkes som en påstand om, at vores demokratiske system stiller sig i vejen for indførelsen af kernekraft, en påstand, som vel at mærke fremsættes af folk, der har gjort lidt eller intet for at etablere en dialog med borgerne om dette emne.
Demokrati forudsætter, at der er borgere, som er parate til at tage de vanskelige, men nødvendige diskussioner af vigtige samfundsanliggender, og som i det mindste prøver at forstå modpartens synspunkter. Stempling af anderledes tænkende som dumme eller ligefrem abnorme fører i retning af andre styreformer.
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:
(2) Jens Olaf Pepke Pedersen: ”Radiofobi”, Weekendavisen 12. – 18. oktober 2018. 
(3) André Berger er professor emeritus ved Université Catholique de Louvain. Jeg har ikke kunnet finde den citerede artikel på nettet.
(4) De fem kommuner var: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm.
(5) Se Annes hjemmeside (atomaffaldklarhed.dk) og vores kommentarer i Atom Posten.

(6) ”Hovedområdet” 9. juli 1976.

torsdag den 11. oktober 2018

Kommentar til Bent Lauritzen "Kernekraft udleder ikke CO2" Berlingske 9.10.18

Bent Lauritzen, DTU Nutech, prøver 9.10. at sælge kernekraft i Danmark : "Vi løser ikke klimakrisen uden kernekraft". Det bliver svært, når Danmark endnu ikke har løst sit atomaffaldsproblem. 

“Kernekraft udleder ikke CO2” og har en “lav miljøbelastning”, skriver Lauritzen. 

Selve kernespaltningen er CO2-fri, men hvad med de processer, der går forud, og de processer, der følger efter? Processer, som er forudsætninger for, eller nødvendige følger af kernespaltningen?

"Lav miljøbelastning" er også en underdrivelse. 

Man skal se på hele brændselskredsløbet og ikke bare den enkelte reaktor for at kunne udtale sig om miljøbelastning ved brug af atomkraft. Talrige uranminer har skadet mennesker og miljø. Ser man på kvaliteten af Kvanefjelds-malmen nærmer den sig den såkaldte energikløft på grund af malmens mineralogi og lave lødighed. Det betyder, at atomkraft, der anvender uran fra Kvanefjelds-malm, målt fra fødsel til grav udgør et energi-sink, dvs. den anvender mere energi, end den leverer til forbrugerne.

Kernekraftens omdømme skal forbedres, skriver Lauritzen. Et Sisyfosarbejde, for danske myndigheder har afskrækket borgerne fra kernekraft ved at være lukkede og uigennemsigtige mht. 2011-nedgravningsplanen for atomaffald. 

Der har ikke været “maksimal åbenhed” som anbefalet af den daværende ansvarlige minister Helge Sander i 2002. Og gentaget i maj 2011 af Bertel Haarder: »Det er også afgørende for regeringen, at hele processen mod et slutdepot foregår i åbenhed og enighed.« 

På trods af krav om borgerinddragelse, åbenhed og gennemsigtighed i et EU-direktiv fra 2011 er borgerne blevet holdt helt udenfor indtil 2016, og de har heller ikke fået de fornødne oplysninger om atomaffaldet. Myndighedernes strategi har været at køre borgere trætte for at kunne komme igennem med en billig nedgravningsplan. Derfor har de svaret udenom eller vildledt.

DTU Nutech har et særligt ansvar for at opretholde den nødvendige videnskabelige videnbase for at rådgive danske myndigheder om nukleare anliggender. Men siden 2011 har DTU Nutech ikke bidraget til at rådgive danske myndigheder om en forsvarlig løsning på atomaffaldsproblemet, da det er lykkedes borgere og 5 kommuner at få den gamle discount slutdepotplan skrottet. De har måttet bruge titusinder af timer på at granske atomaffaldet og komme med et alternativ.

Nu skal der bygges et nyt langtidsmellemlager til affaldet på Risø lidt længere inde i landet og samtidig foretages prøveboringer i 500 meters dybde i Nordjylland op til Skagen, på Lolland og Bornholm med henblik på et såkaldt dybt geologisk slutdepot i 500 meters dybde. Spørgsmålet er, om Danmarks undergrund i den dybde er egnet til at opbevare atomaffald, der ikke må skade mennesker og miljø i titusinder af år.

Lauritzen nævner, at byggeomkostninger ved nye kernekraftværker er steget væsentligt. Ja, de er blevet uoverkommelige som f.eks. Olkiluoto, Flamanville og Hinkley Point C, mens omkostningerne ved vedvarende energikilder er støt faldende. Hver euro, der investeres i atomkraft, er spildte penge.

Skrevet af Anne Albinus

Henvisninger

Nej, atomkraft løser ikke vores klimaproblemer DR.dk 14.10.18

Dialog om A-kraft Atom Posten 6.7.18 

Nutidens Atomaffald og Fremtidens? Atom Posten 25.5.18


lørdag den 18. august 2018

Præsidenten og det radioaktive Affald

Iflg. Politiken (1) har 350 amerikanske aviser i forgårs bragt ledere, hvori de tog afstand fra præsident Trump’s kritik af medierne, som han blandt andet har beskyldt for at være ”folkets fjende”.
Sagen er kompliceret, uanset hvad man mener om præsidentens synspunkter og optræden i det hele taget.
På den ene side står en præsident, der er valgt på lovlig vis. Ganske vist ikke af et flertal af vælgerne (modkandidaten Hillary Clinton fik over 2 mio flere stemmer end præsidenten), men fordi det amerikanske valgsystem nu en gang er, som det er.
På den anden side står medierne, hvoraf mange har valgt at indtage en kritisk holdning over for præsidenten, som de ikke uden grund beskylder for at lyve, misbruge sin magt osv.
Præsidenten opfatter mediernes dækning af hans embedsførelse som en kritik af ham personlig, medierne opfatter præsidentens reaktion på deres kritik som et angreb på den ytringsfrihed, som er sikret i det 1. tillæg til USA’s forfatning. 
Begge hævder at repræsentere det amerikanske folk, og begge gør det med en vis ret.
Atom Posten er – og bliver nødt til at være – enig med dem, der forsvarer ytringsfriheden. Uden den ville det ikke have været muligt at skrive om det danske radioaktive affald (og alt det andet, vi i tidens løb har stukket næsen i) på den måde, vi har gjort. Som nogle måske har bemærket, har vi (med tak til Poul Henningsen (2)) foretrukket det ægte gøgl fremfor den hule alvor, og det forudsætter en rummelighed i debatten, som vi har været glade for og taknemmelige over. Vi ved, at den ikke er nogen given ting.
Men vi er bange (ja, rigtig bange) for, at de amerikanske medier med deres aktion spiller præsidentens spil, at de understøtter de tendenser, der bragte ham til magten. 
For hvad skete i kampen om præsidentposten? Var det folkets repræsentant, der vandt over insidernes?
Selvfølgelig ikke. Vinderen var storkapitalens sprællemand, for hvem det lykkedes at bilde alt for mange dårligt stillede amerikanere ind, at han var deres sande repræsentant. Noget, som i en normal verden ville have været utænkeligt, ja latterligt, men som i en verden, hvor vælgerne træffer deres afgørelse på basis af, hvad de føler, og ikke på, hvad de tænker, er den naturligste sag af verden. 
I den verden er det uklogt at hævde, at man repræsenterer folket. 
Tværtimod. I den nuværende situation er det vigtigt, at medierne fortæller folket, at det må tage sig sammen. Hvis folket forlanger, at politikerne tænker, må det også selv gøre det. Det lyder storsnudet, og det er storsnudet. Men det er også nødvendigt.
Atom Posten har aldrig hævdet at repræsentere det danske folk. 
Vi har ikke ønsket at fedte for det store flertal i de 93 kommuner, som mente, at myndighedernes slutdepot-planer var gode, fordi de ikke angik dem selv. Vi har ikke ønsket at være talerør for den sagkundskab, der skulle tjene til at tage sig ud og lukke munden på kritiske borgere. 
Vi har påpeget fejl og mangler i myndighedernes materiale. Vi har grint ad opstyltetheden i den officielle retorik. Vi har uden omsvøb skrevet, hvad vi mente, og håbet, at andre ville gøre det samme.
Det har de andre så valgt ikke at gøre, og det er foruroligende. Mange må have kunnet se det samme som os, men meget få har villet eller turdet give udtryk for det.
Sagen om opbevaring det danske radioaktive affald er ikke nogen stor sag, selv i dansk målestok. Men små sager kan vise store tendenser, og den kortsynethed og ligegyldighed over for, hvad der sker med de andre, som denne sag har demonstreret, tegner et grimt billede af, hvordan fremtiden kan komme til at se ud.
Intet er lettere end at tage afstand fra USA’s nuværende præsident. Men det afgørende er ikke, hvem man tager afstand fra. Det afgørende er, hvad man tager afstand fra, og hvordan man gør det.
Skrevet af Jens
Henvisninger:

  1. Politiken (17.08.18): ”Vil avisledere ændre støtten til Trump?
  2. Se aforismesamlingen ”Kort Sagt”: ”Den hule alvor fortrænger det ægte gøgl”.