torsdag den 18. oktober 2018

Radiofobi

På forsiden af Weekendavisen i denne uge har Jens Olaf Pepke Pedersen (JOPP) (1) en artikel (2) med ovenstående overskrift.
Den handler for størstedelens vedkommende om den globale opvarmning og de miljøproblemer, der er forbundet med afbrænding af kul og brunkul, som nu får en større plads, efter at blandt andet Tyskland har besluttet at skrue ned for kernekraften i lyset af Fukushima-katastrofen i 2011.
At der er problemer forbundet med denne beslutning, er de færreste vist uenige med JOPP i. 
Det er slutningen af artiklen, der er kontroversiel. Her citeres den belgiske klimaforsker André Berger (3) for at udtale: 
”at det teknisk er muligt gennem en massiv satsning på kernekraft helt at erstatte fossile energikilder inden udgangen af dette århundrede”
Herefter fortsætter JOPP for egen regning: 
”Vi har altså en teknologi til rådighed, som i princippet kan løse en stor del af klimaudfordringen, men som vi vælger ikke at bruge, hovedsagelig fordi det er lykkedes at skabe en stemning af frygt omkring kernekraft. Det er naturligvis et valg, der afspejler de politiske realiteter i et demokratisk samfund, men det er også et valg, hvor vi for at undgå et lille problem accepterer et større”
Lad det være sagt med det samme: Det fortjener selvfølgelig at blive diskuteret, om fossile energikilder kan og bør erstattes med kernekraft inden år 2100. Det er rigtigt, at der er frygt omkring kernekraft og radioaktiv stråling, og årsagerne hertil bør også kunne diskuteres. Tilhængere af kernekraft skal have mulighed for at fremlægge deres synspunkter til fri diskussion. Det skal modstanderne for øvrigt også, men det er en anden historie. 
Men hvad har de danske tilhængere af kernekraft så gjort for at etablere denne diskussion? 
Hvad har de gjort for at hjælpe almindelige borgere med at få fodfæste i denne indviklede sag? 
Hvor var de, da sagen om slutdeponering af det danske radioaktive affald ved tvang i en af de fem kommuner (4) kørte i højeste gear i årene 2011 – 17? 
Svaret er, i al sin deprimerende enkelhed, at 
  • man indskrænkede sig til at udskamme sine modstandere i stedet for at gå i dialog med dem
  • man indskrænkede sig til at antyde, at dette emne var alt for svært for modstanderne, som derfor burde klappe i og overlade beslutningerne til den (indenlandske) sagkundskab
  • man gik helt i baglås, da udenlandske sagkyndige gennemhullede deres argumentation
Dette gælder sagen med det radioaktive affald (5), men viser noget generelt, nemlig man åbenbart kun kan håndtere situationen, så længe man kan bilde sig selv ind, at modstandere alene er styret af følelser, og at man selv repræsenterer den ægte sagkundskab. 
Der går en lige linje fra afdøde prof. Morten Langes hyppigt citerede karakteristik (6) af modstanden mod kernekraft som
”led i en ganske almindelig religiøs bølge sat i gang af barfodsgængere, biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere”
til denne uges udgave af Weekend Avisen, hvor modstandere af kernekraft får stillet diagnosen ”radiofobi”.
Man går efter personerne, ikke sagen, og det styrker mistanken om, at det måske ikke står helt så godt til med argumenterne, som udsagnenes hovne form lader ane. Konsensus i snævre kredse af specialister forveksles med almengyldige sandheder. Klima- og rumforskere er helt sikkert gode til at vurdere forhold vedrørende klimaet og det ydre rum, men er måske ikke helt så skarpe, når det drejer sig om kernekraft.
Men det er værre: 
Offentlighedens modstand mod kernekraft fortolkes ifølge JOPP som noget, det er ”lykkedes at skabe”. Der skrives ikke noget om, hvem der har skabt modstanden, eller hvorfor den er skabt. Der er ikke antydning af erkendelse af, at man selv har en del af ansvaret for, at så mange reagerer med angst, så snart de hører ordene ”radioaktivitet” eller ”radioaktiv stråling”. 
Og værre endnu: 
Frygten for kernekraften afspejler ifølge JOPP ”de politiske realiteter i et demokratisk samfund”. Det kan vel kun fortolkes som en påstand om, at vores demokratiske system stiller sig i vejen for indførelsen af kernekraft, en påstand, som vel at mærke fremsættes af folk, der har gjort lidt eller intet for at etablere en dialog med borgerne om dette emne.
Demokrati forudsætter, at der er borgere, som er parate til at tage de vanskelige, men nødvendige diskussioner af vigtige samfundsanliggender, og som i det mindste prøver at forstå modpartens synspunkter. Stempling af anderledes tænkende som dumme eller ligefrem abnorme fører i retning af andre styreformer.
Skrevet af Jens

Henvisninger:
(2) Jens Olaf Pepke Pedersen: ”Radiofobi”, Weekendavisen 12. – 18. oktober 2018. 
(3) André Berger er professor emeritus ved Université Catholique de Louvain. Jeg har ikke kunnet finde den citerede artikel på nettet.
(4) De fem kommuner var: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm.
(5) Se Annes hjemmeside (atomaffaldklarhed.dk) og vores kommentarer i Atom Posten.

(6) ”Hovedområdet” 9. juli 1976.

torsdag den 11. oktober 2018

Kommentar til Bent Lauritzen "Kernekraft udleder ikke CO2" Berlingske 9.10.18

Bent Lauritzen, DTU Nutech, prøver 9.10. at sælge kernekraft i Danmark : "Vi løser ikke klimakrisen uden kernekraft". Det bliver svært, når Danmark endnu ikke har løst sit atomaffaldsproblem. 

“Kernekraft udleder ikke CO2” og har en “lav miljøbelastning”, skriver Lauritzen. 

Selve kernespaltningen er CO2-fri, men hvad med de processer, der går forud, og de processer, der følger efter? Processer, som er forudsætninger for, eller nødvendige følger af kernespaltningen?

"Lav miljøbelastning" er også en underdrivelse. 

Man skal se på hele brændselskredsløbet og ikke bare den enkelte reaktor for at kunne udtale sig om miljøbelastning ved brug af atomkraft. Talrige uranminer har skadet mennesker og miljø. Ser man på kvaliteten af Kvanefjelds-malmen nærmer den sig den såkaldte energikløft på grund af malmens mineralogi og lave lødighed. Det betyder, at atomkraft, der anvender uran fra Kvanefjelds-malm, målt fra fødsel til grav udgør et energi-sink, dvs. den anvender mere energi, end den leverer til forbrugerne.

Kernekraftens omdømme skal forbedres, skriver Lauritzen. Et Sisyfosarbejde, for danske myndigheder har afskrækket borgerne fra kernekraft ved at være lukkede og uigennemsigtige mht. 2011-nedgravningsplanen for atomaffald. 

Der har ikke været “maksimal åbenhed” som anbefalet af den daværende ansvarlige minister Helge Sander i 2002. Og gentaget i maj 2011 af Bertel Haarder: »Det er også afgørende for regeringen, at hele processen mod et slutdepot foregår i åbenhed og enighed.« 

På trods af krav om borgerinddragelse, åbenhed og gennemsigtighed i et EU-direktiv fra 2011 er borgerne blevet holdt helt udenfor indtil 2016, og de har heller ikke fået de fornødne oplysninger om atomaffaldet. Myndighedernes strategi har været at køre borgere trætte for at kunne komme igennem med en billig nedgravningsplan. Derfor har de svaret udenom eller vildledt.

DTU Nutech har et særligt ansvar for at opretholde den nødvendige videnskabelige videnbase for at rådgive danske myndigheder om nukleare anliggender. Men siden 2011 har DTU Nutech ikke bidraget til at rådgive danske myndigheder om en forsvarlig løsning på atomaffaldsproblemet, da det er lykkedes borgere og 5 kommuner at få den gamle discount slutdepotplan skrottet. De har måttet bruge titusinder af timer på at granske atomaffaldet og komme med et alternativ.

Nu skal der bygges et nyt langtidsmellemlager til affaldet på Risø lidt længere inde i landet og samtidig foretages prøveboringer i 500 meters dybde i Nordjylland op til Skagen, på Lolland og Bornholm med henblik på et såkaldt dybt geologisk slutdepot i 500 meters dybde. Spørgsmålet er, om Danmarks undergrund i den dybde er egnet til at opbevare atomaffald, der ikke må skade mennesker og miljø i titusinder af år.

Lauritzen nævner, at byggeomkostninger ved nye kernekraftværker er steget væsentligt. Ja, de er blevet uoverkommelige som f.eks. Olkiluoto, Flamanville og Hinkley Point C, mens omkostningerne ved vedvarende energikilder er støt faldende. Hver euro, der investeres i atomkraft, er spildte penge.

Skrevet af Anne Albinus

Henvisninger

Nej, atomkraft løser ikke vores klimaproblemer DR.dk 14.10.18

Dialog om A-kraft Atom Posten 6.7.18 

Nutidens Atomaffald og Fremtidens? Atom Posten 25.5.18


lørdag den 18. august 2018

Præsidenten og det radioaktive Affald

Iflg. Politiken (1) har 350 amerikanske aviser i forgårs bragt ledere, hvori de tog afstand fra præsident Trump’s kritik af medierne, som han blandt andet har beskyldt for at være ”folkets fjende”.
Sagen er kompliceret, uanset hvad man mener om præsidentens synspunkter og optræden i det hele taget.
På den ene side står en præsident, der er valgt på lovlig vis. Ganske vist ikke af et flertal af vælgerne (modkandidaten Hillary Clinton fik over 2 mio flere stemmer end præsidenten), men fordi det amerikanske valgsystem nu en gang er, som det er.
På den anden side står medierne, hvoraf mange har valgt at indtage en kritisk holdning over for præsidenten, som de ikke uden grund beskylder for at lyve, misbruge sin magt osv.
Præsidenten opfatter mediernes dækning af hans embedsførelse som en kritik af ham personlig, medierne opfatter præsidentens reaktion på deres kritik som et angreb på den ytringsfrihed, som er sikret i det 1. tillæg til USA’s forfatning. 
Begge hævder at repræsentere det amerikanske folk, og begge gør det med en vis ret.
Atom Posten er – og bliver nødt til at være – enig med dem, der forsvarer ytringsfriheden. Uden den ville det ikke have været muligt at skrive om det danske radioaktive affald (og alt det andet, vi i tidens løb har stukket næsen i) på den måde, vi har gjort. Som nogle måske har bemærket, har vi (med tak til Poul Henningsen (2)) foretrukket det ægte gøgl fremfor den hule alvor, og det forudsætter en rummelighed i debatten, som vi har været glade for og taknemmelige over. Vi ved, at den ikke er nogen given ting.
Men vi er bange (ja, rigtig bange) for, at de amerikanske medier med deres aktion spiller præsidentens spil, at de understøtter de tendenser, der bragte ham til magten. 
For hvad skete i kampen om præsidentposten? Var det folkets repræsentant, der vandt over insidernes?
Selvfølgelig ikke. Vinderen var storkapitalens sprællemand, for hvem det lykkedes at bilde alt for mange dårligt stillede amerikanere ind, at han var deres sande repræsentant. Noget, som i en normal verden ville have været utænkeligt, ja latterligt, men som i en verden, hvor vælgerne træffer deres afgørelse på basis af, hvad de føler, og ikke på, hvad de tænker, er den naturligste sag af verden. 
I den verden er det uklogt at hævde, at man repræsenterer folket. 
Tværtimod. I den nuværende situation er det vigtigt, at medierne fortæller folket, at det må tage sig sammen. Hvis folket forlanger, at politikerne tænker, må det også selv gøre det. Det lyder storsnudet, og det er storsnudet. Men det er også nødvendigt.
Atom Posten har aldrig hævdet at repræsentere det danske folk. 
Vi har ikke ønsket at fedte for det store flertal i de 93 kommuner, som mente, at myndighedernes slutdepot-planer var gode, fordi de ikke angik dem selv. Vi har ikke ønsket at være talerør for den sagkundskab, der skulle tjene til at tage sig ud og lukke munden på kritiske borgere. 
Vi har påpeget fejl og mangler i myndighedernes materiale. Vi har grint ad opstyltetheden i den officielle retorik. Vi har uden omsvøb skrevet, hvad vi mente, og håbet, at andre ville gøre det samme.
Det har de andre så valgt ikke at gøre, og det er foruroligende. Mange må have kunnet se det samme som os, men meget få har villet eller turdet give udtryk for det.
Sagen om opbevaring det danske radioaktive affald er ikke nogen stor sag, selv i dansk målestok. Men små sager kan vise store tendenser, og den kortsynethed og ligegyldighed over for, hvad der sker med de andre, som denne sag har demonstreret, tegner et grimt billede af, hvordan fremtiden kan komme til at se ud.
Intet er lettere end at tage afstand fra USA’s nuværende præsident. Men det afgørende er ikke, hvem man tager afstand fra. Det afgørende er, hvad man tager afstand fra, og hvordan man gør det.
Skrevet af Jens
Henvisninger:

  1. Politiken (17.08.18): ”Vil avisledere ændre støtten til Trump?
  2. Se aforismesamlingen ”Kort Sagt”: ”Den hule alvor fortrænger det ægte gøgl”.

onsdag den 25. juli 2018

Sagen om det radioaktive Affald – en personlig Beretning

Processen henimod udpegning af et sted til slutdeponering af det danske radioaktive affald (1) passerede et kritisk punkt i maj 2011.
Før den tid havde de statslige myndigheder, der tog sig af sagen (2), opereret med over 20 mulige placeringer (3) af et slutdepot for radioaktivt affald. Men da antallet den 4. maj blev skåret ned til bare seks (4), blev det pludselig alvor for borgerne i nærheden af disse lokaliteter. I det øvrige land gav det anledning til lettelse og anerkendende ord om den objektivitet, sagkundskaben havde lagt for dagen.
Myndighedernes forventning til det videre forløb har formodentlig været, at borgerne på hver af de udpegede lokaliteter med alle midler ville forsøge at skubbe affaldet over til de andre. I denne – sandsynligvis stærkt følelsesladede – debat ville myndighederne så kunne optræde som de ”voksne”, der på grundlag af strengt saglige vurderinger traf den endelige afgørelse om, hvor affaldet skulle ligge.
Det gik anderledes. I de 5 berørte kommuner (4) gik borgere og borgmestre sammen i deres modstand mod slutdeponering af det radioaktive affald (”musketer – eden”). Enigheden blev demonstreret ved den høring om sagen, borgmestrene arrangerede på Børsen i København den 22.10.12 (5).
Den fælles afvisning af slutdeponering betød, at opmærksomheden blev vendt fra spørgsmålet om, hvor affaldet skulle slutdeponeres, til spørgsmålet om, hvorvidt myndighedernes planer kunne holde, hvad de lovede.
Meget tydede på, at det kunne de ikke. Blandt de svage punkter, som blev påpeget af borgerne, var:
  1. Påstanden om, at jordlagene omkring et slutdepot ville være i stand til at forhindre ind- og udsivning af vand, viste sig at være tvivlsom (6). Det betød, at radioaktive stoffer ville kunne spredes i miljøet omkring slutdepotet.
  2. Myndighedernes forsøgte at legitimere slutdeponering ved en udstrakt brug af (det, de kaldte) ”sikkerhedsanalyser”. Det er forsøg på at sætte tal på risikoen for, at affaldet trænger ud af depotet og skader mennesker i omgivelserne. Opfordringer (7) til at imødegå de mest oplagte kritikpunkter ved denne fremgangsmåde forblev ubesvaret.
  3. Indtil regeringsskiftet i juni 2015 hørte det radioaktive affald under sundhedsministeriet. Det samme gjorde SIS, som efter planerne skulle føre tilsyn med et fremtidigt slutdepot. AP påpegede i januar 2015, dvs. længe før regeringsskiftet, det betænkelige heri (8).
  4. Myndighedernes rådgivning af politikerne hvilede på den forudsætning, at slutdeponering var den eneste mulighed for at uskadeliggøre affaldet. Det var borgergrupperne, der kunne pege på, at der fandtes en mere intelligent løsning, nemlig at anbringe affaldet i et mellemlager i en periode på ca. 100 år. Det ville give tid til forskning, blandt andet i kernefysiske metoder til uskadeliggørelse af de langlivede isotoper (transuranerne) i affaldet (9).
  5. I flere udmeldinger fra de statslige myndigheder antydes det, at de danske bestræbelser for slutdeponering var i samklang med, hvad man gjorde i udlandet. Borgergrupperne fandt ikke desto mindre hurtigt frem til udenlandske eksperter, som var stærkt kritiske overfor de danske planer.
Hvert af disse kritikpunkter var (og er) betydningsfulde og fortjente udførlige svar. Den manglende eller forsinkede reaktion på kritikken viste, at myndighederne ikke havde regnet med kvalificeret modspil. Den viste desværre også, at de ikke havde nogen grundlæggende forståelse af de principper, deres planer var baseret på.
Det var særdeles uheldigt, for det var netop denne grundlæggende forståelse, der skulle overbevise politikere og befolkningen om, at planerne hvilede på et sikkert grundlag og ikke bare var kritikløs afskrivning af, hvad andre, lige så rådvilde, ”eksperter” gjorde i udlandet.
Det førte desværre til, at man greb til den udvej at hævde, at kritikken af slutdepot-planerne skyldtes misforståelser hos borgerne og de (udenlandske) eksperter, som støttede dem, således at man kunne slippe for at svare. Det blev antydet, at de danske planer var baseret på ideer på et så højt videnskabeligt niveau, at begrundelserne ikke bare kunne kastes i grams for den store hob. Samtidig forsøgte man krampagtigt at opretholde billedet af de følelsesbetonede borgere, der stod overfor den fornuftsbaserede, neutrale sagkundskab (10). 
Hvad man end mener om denne fremgangsmåde, så virker den kun, hvis den bliver troet, og det blev den naturligvis ikke. 
Som Aalborg-undersøgelsen (11) har vist, havde denne strategi også den negative konsekvens, at tilliden til myndighederne har fået et knæk. 
Det efterlod politikerne i en vanskelig situation. På den ene side fik de en rådgivning, som de måtte kunne se var meget mangelfuld, og på den anden side var det tydeligt, at de blev de presset af kræfter, som forlangte slutdeponering her og nu. Det har ikke været muligt for os at identificere disse kræfter. 
I denne umulige situation valgte de i dølgsmål at love hinanden at stå last og brast om den ”løsning”, deres eksperter havde prakket dem på. 
Men borgernes vedholdende og velunderbyggede modstand gjorde indtryk, selvom det ikke blev erkendt offentligt.
Det medførte, at:
  • mellemlageret i marts 2015 blev trukket frem til nærmere granskning. Slutdepot-planerne blev lagt på hylden, men desværre blev de ikke definitivt opgivet (12).
  • sagen om det radioaktive affald, men ikke tilsynet med et fremtidigt slutdepot, ved regeringsskiftet i juni samme år blev flyttet fra sundhedsministeriet til ministeriet for forskning og uddannelse (13).
  • forskningsministeren i september 2017 søgte folketingets tilslutning til at opgradere opbevaringsfaciliteterne på Risø (hvor affaldet befinder sig nu), således at man kunne udsætte afgørelsen om, hvor affaldet skulle slutdeponeres, ”i op til yderligere 30 – 50 år”, som det så præcist udtrykkes (14). Ansøgningen blev vedtaget den 15.5.18 (B90).
Siden 2011 er der således sket store ændringer i den måde, man havde til hensigt at opbevare det radioaktive affald på. I den periode er et helt enigt folketing på skift gået ind for slutdeponering straks, langtidsmellemlagring, og slutdeponering efter mellemlagring i nogle årtier. 
Så kom ikke og sig, at der ikke kan samarbejdes hen over midten i dansk politik!
Lige så imponerende var det, at det var nogenlunde de samme embedsmænd, der optrådte som eksperter i først den ene, så den anden, og til sidst den tredje, opbevaringsform. 
Ingen ringe præstation!
Men de engagerede borgere, da? Burde de ikke tages med på råd i betragtning af, at havde ydet en så stor indsats? At de ved siden af et almindeligt arbejds- eller pensionistliv havde formået at sætte sig ind i denne komplicerede sag? Var det ikke rimeligt at inddrage dem i planlægningen af et fremtidigt mellemlager, når det nu var dem, der bragte ideen om mellemlagring af det radioaktive affald ind i den danske debat?
Selvfølgelig skulle de det. 
Så snart VK-regeringen var tiltrådt i juni 2015, blev det meldt ud, at man ville oprette intet mindre end et kontaktforum for det radioaktive affald (15)! Det var ganske vist lovet ved flere tidligere lejligheder, men nu skulle det være.
På kontaktforums hjemmeside kan man blandt andet læse, at:
”Kontaktforum består af repræsentanter for væsentlige interessenter i sagen om en langsigtet løsning på opbevaringen af radioaktivt affald i Danmark. Kontaktforum kan diskutere alle aspekter af sagen og rapporterer til den tværministerielle arbejdsgruppe”
Desværre står der ikke noget om, hvad der sker med disse rapporter, efter at de er sendt til den tværministerielle arbejdsgruppe. 
Til gengæld får vi at vide, hvem interessenterne er. De fem borgergrupper, som i flere år havde puklet med denne sag, blev tildelt sølle tre pladser i kontaktforum. Blandt de øvrige medlemmer findes adskillige tilhængere af et her-og-nu-slutdepot og en række personer, der – venligt udtrykt – endnu ikke har demonstreret noget større engagement i denne sag. Spørgsmålet om, hvad der er det egentlige formål med dette forum, trænger sig på.
Men ikke nok med det. 
For at give offentligheden ”nemmere adgang til viden inden for de forskellige fagområder i sagen” har Det frie Forskningsråd efter anmodning fra uddannelses- og forskningsministeriet udpeget et uvildigt ekspertpanel (16). Hvor meget nemmere det er blevet for offentligheden at få adgang til de juridiske sider af denne sag, kan studeres på panelets hjemmeside.
Under hele dette forløb har borgerne i de fem kommuner oplevet en uudtalt trussel om, at folketinget når som helst kan vedtage en lov, der siger, at et slutdepot skal bygges på et givent sted, i en given dybde og indenfor en given økonomisk ramme. 
Folketinget kan ved en sådan vedtagelse se stort på alle argumenter imod slutdeponering, og det kan lukke øjnene for, at det vil forkrøble det omkringliggende lokalsamfund. Alle partier er jo tilsyneladende enige, selvom det ikke er klart, hvad de er enige om.
Men vil befolkningen opfatte en sådan vedtagelse som rimelig, selvom vedtagelsen opfylder alle Grundlovens krav? 
Hvis man kun ser situationen som et lille mindretal, der står overfor et stort flertal, så måske. 
Men i denne sag er det et lille, men velargumenteret, mindretal, der står over for et stort flertal, hvis eneste interesse i denne sag er at slippe for det, mindretallet skal udsættes for. Nogle (jeg håber mange) ville få en grim smag i munden, hvis slutdeponering af det radioaktive affald blev gennemført ved tvang.
Det centrale problem i denne sag er derfor at finde en fremgangsmåde, som har demokratisk legitimitet (17)
Ingen eksperter, ingen embedsmænd, ingen frie forskningsråd, ingen uvildige ekspertpaneler har mig bekendt givet noget som helst bidrag til løsning af dette problem.
Hvad kan der så gøres? 
Jeg skal gerne give mit bud i det håb, at andre vil gøre det samme:
For det første må alle parter erkende, at man på nuværende tidspunkt ved alt for lidt om, hvordan radioaktive og giftige stoffer som dem, der findes i det danske radioaktive affald, opfører sig i naturen. Man bør derfor lade forsigtighedsprincippet råde og anbringe affaldet i et langtidsmellemlager, der er bygget til at holde i mindst 100 år, ligesom hollænderne har gjort (18).
For det andet må der forskes i, hvordan man uskadeliggør affaldet ved kernefysiske metoder. Sådanne metoder fungerer på laboratorieniveau, men de skal udvikles, så de kan bruges til sikker omdannelse af langlivede isotoper til kortlivede i stor skala. Denne forskning bør foregå indenfor rammerne af et internationalt samarbejde.
For det tredje må det erkendes, at det er svært at blive enige om noget som helst, der har med radioaktive stoffer at gøre, og at en del af vanskelighederne er af psykologisk art. Midlet mod disse vanskeligheder er ikke arrogance og talen-ned til dem, det angår. Midlet er en oplysningsindsats, der af modtagerne opfattes som forståelig, fyldestgørende og upartisk. Igen er der inspiration at hente i det hollandske eksempel.
Udgifterne til alt dette bliver meget store, vil nogen sige. 
Men sammenlign disse udgifter med, hvad det har kostet at drive de forsøgsreaktorer, der har produceret størstedelen af det danske radioaktive affald. Det var udgifter, man påtog sig, fordi man regnede med, at vi skulle have a-kraft her i landet. Da Forsøgsstation Risø blev oprettet i 1957 påtog man sig også udgifterne til at behandle dette affald, selvom det ikke blev sagt højt. Nu er der ingen vej tilbage.
Sammenlign også disse udgifter med de fordele, der er forbundet med at have adgang til medicinske undersøgelser og behandlinger, hvor radioaktive isotoper bruges. Eller de mange andre anvendelser af radioaktive stoffer, som de fleste af os nyder godt af, i mange tilfælde uden at være klar over det.
Efterskrift
Ovenstående er som nævnt en personlig beretning om en sag, jeg har haft det privilegium at følge på nært hold i adskillige år. Andre involverede kan fortælle deres historie, og jeg håber, de vil gøre det. Min beretning er baseret på de kommentarer, Anne og jeg har skrevet til Atom Posten, og på oplæg, vi har givet om det radioaktive affald ved forskellige lejligheder. 
Det har været magtpåliggende for mig at fremhæve den vigtige rolle, de (nu nedlagte) borgergrupper (19) har spillet i denne sag, og som andre, langt mindre aktive, deltagere har haft en tendens til at undervurdere eller helt overse. 
Anne og jeg takker Aakjær-Selskabet for en uges ophold i studielejligheden på ”Jenle”, hvor denne beretning blev skrevet.
Jens Bjørneboe
Henvisninger:

1. En oversigt over det danske radioaktive og giftige affald findes i Forstudiet maj 2011 fra side 246. Se også kommentar i Atom Posten: ”Atomkraft og Atomaffald i Danmark – en Oversigt” (03.04.15)

3. 


4. De seks lokaliteter var (med kommunerne i parentes): Thyholm (Struer Kommune), Skive Vest og Thise (Skive kommune), Kertinge Mark (Kerteminde Kommune), Rødbyhavn (Lolland Kommune) og Østermarie (Bornholms regionskommune). Der blev etableret en borgergruppe i hver kommune

5. Et kort klip fra høringen kan ses her. Det vakte negativ opmærksomhed, at den ansvarlige minister, Astrid Krag (SF), forlod høringen umiddelbart efter at have holdt sit oplæg

6. Dette er blandt andet fastslået i forstuidet fra maj 2011, som myndighederne har bestilt hos COWI. Det gælder også det tyske slutdepot Asse II, som er sprunget læk efter får årtier, se kommentar i Atom Posten ”Et dansk Asse II?” (05.03.13) 
8. Se kommentar i Atom Posten: ”Atomaffald: Er det Slut med Slutdepotet?” (07.01.15)

10. Se kommentarer i Atom Posten: ”Et Brevkassesvar” (13.11.13) og ”Atomaffald, Følelser og Fornuft” (14.05.14). Se også Politikens dækning af sagen, f.eks. her og her

11. Aalborg-undersøgelsen er kommenteret i Atom Posten: ”Kommentar til Spørgeskemaundersøgelse omkring Deponi af radioaktivt Affald” (23.09.14)


13. Se kommentar i Atom Posten: ”Den nye regering og den gamle sag om Atomaffaldet” (01.07.15)

14. Se kommentar i Atom Posten: ”Atomaffaldet: Glædens dag – og Eftertankens” (10.11.17)

15. Oprettelsen af kontaktforum fik også et par ord med på vejen i Atom Posten: ”Kontaktforum: Forum for Kontakt?” (08.04.16). Det første møde i kontaktforum fandt sted (04.04.16). Se i øvrigt UFM’s hjemmeside

17. Emnet er vanskeligt, men fortjener at blive diskuteret i en større offentlighed. Selv har jeg haft udbytte af at læse Matts Andréns bog, se kommentar i Atom Posten ”Kerneaffalds-håndtering og Legitimitet” (04.05.13)

18. Det hollandske mellemlager COVRA ved Vlissingen har været en stor inspirationskilde i borgergruppernes kamp mod slutdeponering. Se COVRA’s hjemmeside, NOTAT udarbejdet efter, at nogle af os havde besøgt COVRA i efteråret 2013 og kommentar i Atom Posten: ”Besøg på Hollands Mellemlager for radioaktivt Affald” (01.10.13)

19. Se pressemeddelelse og kommentar i Atom Posten ”Nutidens Atomaffald, og Fremtidens” (25.05.18)

lørdag den 16. juni 2018

Sundhedsstyrelsen på Folkemødet (2)

På årets folkemøde har Sundhedsstyrelsen en ”event” (1), den beskriver således: 

Disse emner diskuteres af følgende panel:
  • Kresten Breddam, Projektsekretariatsleder, Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse 
  • Stinus Lindgreen, Forsker og medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden, Københavns Universitet 
  • Mads Biering la Cour, Enhedschef, Sundhedsstyrelsen 
  • Peter Larsen, Skuespiller, Debattør, deltidsbornholmer og modstander af atomaffald på Bornholm
Det bliver spændende at erfare, hvordan det er forløbet.
Men i stedet for oplæggets flom af enkeltstående oplysninger kunne man have indskrænket sig til nogle få, centrale punkter:
  1. Der er stråling fra menneskabte, radioaktive kilder som for eksempel radioaktivt affald. Det er muligt at beskytte sig mod denne stråling ved at omgive kilden med et tilpas tykt lag af bly, beton eller lignende, som standser strålingen.
  2. Der er stråling fra radioaktive stoffer i vores omgivelser, ja i vores egen krop. Denne stråling (baggrundsstrålingen) bliver vi ramt af under alle omstændigheder.
De to typer stråling er af samme slags, men den første kan vi undgå, den anden ikke.
  1. Mange anvendelser af radioaktiv stråling har som nævnt i oplægget stor nytteværdi, både for den enkelte og for samfundet. Ved medicinske undersøgelser og behandlinger udsætter vi os frivilligt for stråling, fordi vi på den måde kan opnå noget, vi ikke kunne opnå på anden vis.
  2. Takket være en stor forskningsindsats sker der en fortløbende forbedring af teknikken, således at den stråling, befolkningen gennemsnitlig udsættes for på grund af disse anvendelser, bliver stadig mindre.
Dette er ret uproblematisk, således som det nævnes i oplægget (2). 
Problemerne opstår, når en befolkningsgruppe får indtryk af, at den bliver udsat for mere stråling end resten af befolkningen, uden at den er blevet inddraget i beslutningerne. Disse problemer opstår i særdeleshed i forbindelse med a-kraft, som ikke bare producerer radioaktiv stråling, mens reaktoren kører og producerer energi. Atom-reaktorer efterlader også radioaktivt affald, som for en dels vedkommende er radioaktivt i tidsrum af ubegribelig længde (millioner eller milliarder af år).
Man burde derfor også diskutere følgende spørgsmål:
  1. Borgerne i nærheden af et a-kraftværk eller et depot for radioaktivt affald kan være bekymrede for, om sikkerhedsforanstaltningerne er tilstrækkelige. De kan føle, at de og deres efterkommere bliver udsat for en større strålingsrisiko end andre.
  2. Disse borgere kan føle sig forrådt af flertallet, som har en oplagt interesse i at bilde dem ind, at anlægget og opbevaringen af affaldet er helt sikre: Flertallet høster gevinsten, mindretallet bærer risikoen.
  3. Nukleare anlæg kræver meget store investeringer. Hvis det senere viser sig, at økonomien og/eller sikkerheden ikke lever helt til forventningerne, opstår der en alvorlig interessekonflikt mellem investorerne og disse borgere. Skal man så forbedre økonomien ved at slække på kravene til sikkerheden? Eller skal man fastholde dem?
Disse problemer strejfes kun lige i slutningen af oplægget. Men det er her, de virkelige problemer ligger.
Ikke fordi jeg tror, at Sundhedsstyrelsen eller myndighederne generelt er blinde for truslen ved stråling. 
Men er de fuldstændig upåvirkelige af pression? Når store økonomiske og/eller politiske interesser står overfor en fåtallig befolkningsgruppe, kan vi så være sikre på, at de statslige myndigheder vil være helt ubøjelige i deres faglige vurderinger? Kan man fortænke borgerne i at være skeptiske overfor deres udmeldinger?
Ved den efterfølgende event (3) i Sundhedsstyrelsens telt vil medarbejdere sikkert overraske de fremmødte med at påvise, at helt dagligdags ting, som for eksempel en spegepølsemad, udsender radioaktiv stråling.
Årsagerne til, at spegepølsemaden stråler, er ikke uinteressant set fra et fysisk synspunkt. 
Men dette stunt afleder opmærksomheden fra det egentlige problem: Hvor kan almindelige borgere gå hen og få råd om radioaktiv stråling? Råd, de kan stole på?
Skrevet af Jens
Henvisninger:
  1. ”Hvorfor er du bange for stråling?” Sundhedsstyrelsens telt (J26) lørdag kl. 13.30 – 14.15. 
  2. Denne fremgangsmåde har været forsøgt flere gange, uden at den har beroliget nogen. Se kommentar i Atom Posten (25.10.13): ”Brydning af Uran og Slutdeponering af radioaktivt Affald”.
  3. ”Radioaktivitet og stråling i hverdagen” Sundhedsstyrelsens telt (J26) lørdag kl. 14.15 – 16.00. 

Sundhedsstyrelsens hjemmeside i forbindelse med folkemødet: http://www.sst.dk/fmdk 

torsdag den 14. juni 2018

Nedgravning / Opgravning

”Information” bragte i tirsdags en artikel (1) med overskriften: 
”Cheminova-depot skal graves op”
Andre medier fortæller onsdag, at man også vil påbegynde oprensningen af giftdepoterne i Kærgårds Plantage og undersøge, om de store mængder af giftige stoffer, der ligger under beboelseskvarterer i Grindsted, har haft en negativ virkning på helbredstilstanden for borgerne i byen.
Tidspunktet for disse initiativer er ikke tilfældigt. 
Oprensningerne vil koste flere hundrede millioner. Det har regionerne, som efter loven skal sørge for den slags, slet ikke råd til, og derfor må Staten betale en væsentlig del af omkostningerne efter regionsrådenes mening. Det var jo også Staten, der i sin tid tillod, eller i hvert fald så igennem fingre med, deponeringen. 
Med mindre end et år til næste folketingsvalg kan man håbe på, at der vil være forståelse for dette synspunkt på Christiansborg.
For mig har disse sager været en slags negativ inspiration til at beskæftige mig med atomaffaldssagen. 
Det kemiske affald på Harboøre Tange og i Kærgaards Plantage blev dumpet for 50 – 60 år siden, og det skal nu fjernes eller uskadeliggøres (så godt, det kan lade sig gøre) i de kommende år. 
Efter planerne skal atomaffaldet dumpes om nogle år, og det er sandsynligt, at det skal graves op igen, når der er gået et tidsrum af tilsvarende længde. 
For i takt med, at forståelsen af, hvordan giftige og radioaktive stoffer opfører sig i naturen, bliver større, vil miljø-kravene naturligvis blive strengere. At det, de statslige myndigheder går ind for i dag, når det drejer sig om atomaffaldet, om nogle årtier vil ligne det, de gik ind for i 1960’erne, når det drejede sig om kemisk affald.
De to sager er helt parallelle, og det er rystende, at så få kan se det.
Det er vanvittigt at grave affald ned, medmindre man er helt sikker på, at det nedbrydes til uskadelige stoffer i løbet af et overskueligt tidsrum. Det gælder måske for almindeligt haveaffald, men ikke for kemisk eller langlivet radioaktivt affald.
”Vi har kun en Jord”
synger Lars Lilholt (3). 
Den grumme kendsgerning er, at vi bliver flere og flere, samtidig med, at de beboelige dele af den ene Jord bliver mindre og mindre.  
Skrevet af Jens
Henvisninger:

  1. ”Information” (12.06.18).
  2. Giftig jord ved Cheminova flyttes for første gang i 37 år: Kan bane vejen for europæisk milliardforretning
  3. Lars Lilholt Band: ”Kun en jord”