lørdag den 18. august 2018

Præsidenten og det radioaktive Affald

Iflg. Politiken (1) har 350 amerikanske aviser i forgårs bragt ledere, hvori de tog afstand fra præsident Trump’s kritik af medierne, som han blandt andet har beskyldt for at være ”folkets fjende”.
Sagen er kompliceret, uanset hvad man mener om præsidentens synspunkter og optræden i det hele taget.
På den ene side står en præsident, der er valgt på lovlig vis. Ganske vist ikke af et flertal af vælgerne (modkandidaten Hillary Clinton fik over 2 mio flere stemmer end præsidenten), men fordi det amerikanske valgsystem nu en gang er, som det er.
På den anden side står medierne, hvoraf mange har valgt at indtage en kritisk holdning over for præsidenten, som de ikke uden grund beskylder for at lyve, misbruge sin magt osv.
Præsidenten opfatter mediernes dækning af hans embedsførelse som en kritik af ham personlig, medierne opfatter præsidentens reaktion på deres kritik som et angreb på den ytringsfrihed, som er sikret i det 1. tillæg til USA’s forfatning. 
Begge hævder at repræsentere det amerikanske folk, og begge gør det med en vis ret.
Atom Posten er – og bliver nødt til at være – enig med dem, der forsvarer ytringsfriheden. Uden den ville det ikke have været muligt at skrive om det danske radioaktive affald (og alt det andet, vi i tidens løb har stukket næsen i) på den måde, vi har gjort. Som nogle måske har bemærket, har vi (med tak til Poul Henningsen (2)) foretrukket det ægte gøgl fremfor den hule alvor, og det forudsætter en rummelighed i debatten, som vi har været glade for og taknemmelige over. Vi ved, at den ikke er nogen given ting.
Men vi er bange (ja, rigtig bange) for, at de amerikanske medier med deres aktion spiller præsidentens spil, at de understøtter de tendenser, der bragte ham til magten. 
For hvad skete i kampen om præsidentposten? Var det folkets repræsentant, der vandt over insidernes?
Selvfølgelig ikke. Vinderen var storkapitalens sprællemand, for hvem det lykkedes at bilde alt for mange dårligt stillede amerikanere ind, at han var deres sande repræsentant. Noget, som i en normal verden ville have været utænkeligt, ja latterligt, men som i en verden, hvor vælgerne træffer deres afgørelse på basis af, hvad de føler, og ikke på, hvad de tænker, er den naturligste sag af verden. 
I den verden er det uklogt at hævde, at man repræsenterer folket. 
Tværtimod. I den nuværende situation er det vigtigt, at medierne fortæller folket, at det må tage sig sammen. Hvis folket forlanger, at politikerne tænker, må det også selv gøre det. Det lyder storsnudet, og det er storsnudet. Men det er også nødvendigt.
Atom Posten har aldrig hævdet at repræsentere det danske folk. 
Vi har ikke ønsket at fedte for det store flertal i de 93 kommuner, som mente, at myndighedernes slutdepot-planer var gode, fordi de ikke angik dem selv. Vi har ikke ønsket at være talerør for den sagkundskab, der skulle tjene til at tage sig ud og lukke munden på kritiske borgere. 
Vi har påpeget fejl og mangler i myndighedernes materiale. Vi har grint ad opstyltetheden i den officielle retorik. Vi har uden omsvøb skrevet, hvad vi mente, og håbet, at andre ville gøre det samme.
Det har de andre så valgt ikke at gøre, og det er foruroligende. Mange må have kunnet se det samme som os, men meget få har villet eller turdet give udtryk for det.
Sagen om opbevaring det danske radioaktive affald er ikke nogen stor sag, selv i dansk målestok. Men små sager kan vise store tendenser, og den kortsynethed og ligegyldighed over for, hvad der sker med de andre, som denne sag har demonstreret, tegner et grimt billede af, hvordan fremtiden kan komme til at se ud.
Intet er lettere end at tage afstand fra USA’s nuværende præsident. Men det afgørende er ikke, hvem man tager afstand fra. Det afgørende er, hvad man tager afstand fra, og hvordan man gør det.
Skrevet af Jens
Henvisninger:

  1. Politiken (17.08.18): ”Vil avisledere ændre støtten til Trump?
  2. Se aforismesamlingen ”Kort Sagt”: ”Den hule alvor fortrænger det ægte gøgl”.

onsdag den 25. juli 2018

Sagen om det radioaktive Affald – en personlig Beretning

Processen henimod udpegning af et sted til slutdeponering af det danske radioaktive affald (1) passerede et kritisk punkt i maj 2011.
Før den tid havde de statslige myndigheder, der tog sig af sagen (2), opereret med over 20 mulige placeringer (3) af et slutdepot for radioaktivt affald. Men da antallet den 4. maj blev skåret ned til bare seks (4), blev det pludselig alvor for borgerne i nærheden af disse lokaliteter. I det øvrige land gav det anledning til lettelse og anerkendende ord om den objektivitet, sagkundskaben havde lagt for dagen.
Myndighedernes forventning til det videre forløb har formodentlig været, at borgerne på hver af de udpegede lokaliteter med alle midler ville forsøge at skubbe affaldet over til de andre. I denne – sandsynligvis stærkt følelsesladede – debat ville myndighederne så kunne optræde som de ”voksne”, der på grundlag af strengt saglige vurderinger traf den endelige afgørelse om, hvor affaldet skulle ligge.
Det gik anderledes. I de 5 berørte kommuner (4) gik borgere og borgmestre sammen i deres modstand mod slutdeponering af det radioaktive affald (”musketer – eden”). Enigheden blev demonstreret ved den høring om sagen, borgmestrene arrangerede på Børsen i København den 22.10.12 (5).
Den fælles afvisning af slutdeponering betød, at opmærksomheden blev vendt fra spørgsmålet om, hvor affaldet skulle slutdeponeres, til spørgsmålet om, hvorvidt myndighedernes planer kunne holde, hvad de lovede.
Meget tydede på, at det kunne de ikke. Blandt de svage punkter, som blev påpeget af borgerne, var:
  1. Påstanden om, at jordlagene omkring et slutdepot ville være i stand til at forhindre ind- og udsivning af vand, viste sig at være tvivlsom (6). Det betød, at radioaktive stoffer ville kunne spredes i miljøet omkring slutdepotet.
  2. Myndighedernes forsøgte at legitimere slutdeponering ved en udstrakt brug af (det, de kaldte) ”sikkerhedsanalyser”. Det er forsøg på at sætte tal på risikoen for, at affaldet trænger ud af depotet og skader mennesker i omgivelserne. Opfordringer (7) til at imødegå de mest oplagte kritikpunkter ved denne fremgangsmåde forblev ubesvaret.
  3. Indtil regeringsskiftet i juni 2015 hørte det radioaktive affald under sundhedsministeriet. Det samme gjorde SIS, som efter planerne skulle føre tilsyn med et fremtidigt slutdepot. AP påpegede i januar 2015, dvs. længe før regeringsskiftet, det betænkelige heri (8).
  4. Myndighedernes rådgivning af politikerne hvilede på den forudsætning, at slutdeponering var den eneste mulighed for at uskadeliggøre affaldet. Det var borgergrupperne, der kunne pege på, at der fandtes en mere intelligent løsning, nemlig at anbringe affaldet i et mellemlager i en periode på ca. 100 år. Det ville give tid til forskning, blandt andet i kernefysiske metoder til uskadeliggørelse af de langlivede isotoper (transuranerne) i affaldet (9).
  5. I flere udmeldinger fra de statslige myndigheder antydes det, at de danske bestræbelser for slutdeponering var i samklang med, hvad man gjorde i udlandet. Borgergrupperne fandt ikke desto mindre hurtigt frem til udenlandske eksperter, som var stærkt kritiske overfor de danske planer.
Hvert af disse kritikpunkter var (og er) betydningsfulde og fortjente udførlige svar. Den manglende eller forsinkede reaktion på kritikken viste, at myndighederne ikke havde regnet med kvalificeret modspil. Den viste desværre også, at de ikke havde nogen grundlæggende forståelse af de principper, deres planer var baseret på.
Det var særdeles uheldigt, for det var netop denne grundlæggende forståelse, der skulle overbevise politikere og befolkningen om, at planerne hvilede på et sikkert grundlag og ikke bare var kritikløs afskrivning af, hvad andre, lige så rådvilde, ”eksperter” gjorde i udlandet.
Det førte desværre til, at man greb til den udvej at hævde, at kritikken af slutdepot-planerne skyldtes misforståelser hos borgerne og de (udenlandske) eksperter, som støttede dem, således at man kunne slippe for at svare. Det blev antydet, at de danske planer var baseret på ideer på et så højt videnskabeligt niveau, at begrundelserne ikke bare kunne kastes i grams for den store hob. Samtidig forsøgte man krampagtigt at opretholde billedet af de følelsesbetonede borgere, der stod overfor den fornuftsbaserede, neutrale sagkundskab (10). 
Hvad man end mener om denne fremgangsmåde, så virker den kun, hvis den bliver troet, og det blev den naturligvis ikke. 
Som Aalborg-undersøgelsen (11) har vist, havde denne strategi også den negative konsekvens, at tilliden til myndighederne har fået et knæk. 
Det efterlod politikerne i en vanskelig situation. På den ene side fik de en rådgivning, som de måtte kunne se var meget mangelfuld, og på den anden side var det tydeligt, at de blev de presset af kræfter, som forlangte slutdeponering her og nu. Det har ikke været muligt for os at identificere disse kræfter. 
I denne umulige situation valgte de i dølgsmål at love hinanden at stå last og brast om den ”løsning”, deres eksperter havde prakket dem på. 
Men borgernes vedholdende og velunderbyggede modstand gjorde indtryk, selvom det ikke blev erkendt offentligt.
Det medførte, at:
  • mellemlageret i marts 2015 blev trukket frem til nærmere granskning. Slutdepot-planerne blev lagt på hylden, men desværre blev de ikke definitivt opgivet (12).
  • sagen om det radioaktive affald, men ikke tilsynet med et fremtidigt slutdepot, ved regeringsskiftet i juni samme år blev flyttet fra sundhedsministeriet til ministeriet for forskning og uddannelse (13).
  • forskningsministeren i september 2017 søgte folketingets tilslutning til at opgradere opbevaringsfaciliteterne på Risø (hvor affaldet befinder sig nu), således at man kunne udsætte afgørelsen om, hvor affaldet skulle slutdeponeres, ”i op til yderligere 30 – 50 år”, som det så præcist udtrykkes (14). Ansøgningen blev vedtaget den 15.5.18 (B90).
Siden 2011 er der således sket store ændringer i den måde, man havde til hensigt at opbevare det radioaktive affald på. I den periode er et helt enigt folketing på skift gået ind for slutdeponering straks, langtidsmellemlagring, og slutdeponering efter mellemlagring i nogle årtier. 
Så kom ikke og sig, at der ikke kan samarbejdes hen over midten i dansk politik!
Lige så imponerende var det, at det var nogenlunde de samme embedsmænd, der optrådte som eksperter i først den ene, så den anden, og til sidst den tredje, opbevaringsform. 
Ingen ringe præstation!
Men de engagerede borgere, da? Burde de ikke tages med på råd i betragtning af, at havde ydet en så stor indsats? At de ved siden af et almindeligt arbejds- eller pensionistliv havde formået at sætte sig ind i denne komplicerede sag? Var det ikke rimeligt at inddrage dem i planlægningen af et fremtidigt mellemlager, når det nu var dem, der bragte ideen om mellemlagring af det radioaktive affald ind i den danske debat?
Selvfølgelig skulle de det. 
Så snart VK-regeringen var tiltrådt i juni 2015, blev det meldt ud, at man ville oprette intet mindre end et kontaktforum for det radioaktive affald (15)! Det var ganske vist lovet ved flere tidligere lejligheder, men nu skulle det være.
På kontaktforums hjemmeside kan man blandt andet læse, at:
”Kontaktforum består af repræsentanter for væsentlige interessenter i sagen om en langsigtet løsning på opbevaringen af radioaktivt affald i Danmark. Kontaktforum kan diskutere alle aspekter af sagen og rapporterer til den tværministerielle arbejdsgruppe”
Desværre står der ikke noget om, hvad der sker med disse rapporter, efter at de er sendt til den tværministerielle arbejdsgruppe. 
Til gengæld får vi at vide, hvem interessenterne er. De fem borgergrupper, som i flere år havde puklet med denne sag, blev tildelt sølle tre pladser i kontaktforum. Blandt de øvrige medlemmer findes adskillige tilhængere af et her-og-nu-slutdepot og en række personer, der – venligt udtrykt – endnu ikke har demonstreret noget større engagement i denne sag. Spørgsmålet om, hvad der er det egentlige formål med dette forum, trænger sig på.
Men ikke nok med det. 
For at give offentligheden ”nemmere adgang til viden inden for de forskellige fagområder i sagen” har Det frie Forskningsråd efter anmodning fra uddannelses- og forskningsministeriet udpeget et uvildigt ekspertpanel (16). Hvor meget nemmere det er blevet for offentligheden at få adgang til de juridiske sider af denne sag, kan studeres på panelets hjemmeside.
Under hele dette forløb har borgerne i de fem kommuner oplevet en uudtalt trussel om, at folketinget når som helst kan vedtage en lov, der siger, at et slutdepot skal bygges på et givent sted, i en given dybde og indenfor en given økonomisk ramme. 
Folketinget kan ved en sådan vedtagelse se stort på alle argumenter imod slutdeponering, og det kan lukke øjnene for, at det vil forkrøble det omkringliggende lokalsamfund. Alle partier er jo tilsyneladende enige, selvom det ikke er klart, hvad de er enige om.
Men vil befolkningen opfatte en sådan vedtagelse som rimelig, selvom vedtagelsen opfylder alle Grundlovens krav? 
Hvis man kun ser situationen som et lille mindretal, der står overfor et stort flertal, så måske. 
Men i denne sag er det et lille, men velargumenteret, mindretal, der står over for et stort flertal, hvis eneste interesse i denne sag er at slippe for det, mindretallet skal udsættes for. Nogle (jeg håber mange) ville få en grim smag i munden, hvis slutdeponering af det radioaktive affald blev gennemført ved tvang.
Det centrale problem i denne sag er derfor at finde en fremgangsmåde, som har demokratisk legitimitet (17)
Ingen eksperter, ingen embedsmænd, ingen frie forskningsråd, ingen uvildige ekspertpaneler har mig bekendt givet noget som helst bidrag til løsning af dette problem.
Hvad kan der så gøres? 
Jeg skal gerne give mit bud i det håb, at andre vil gøre det samme:
For det første må alle parter erkende, at man på nuværende tidspunkt ved alt for lidt om, hvordan radioaktive og giftige stoffer som dem, der findes i det danske radioaktive affald, opfører sig i naturen. Man bør derfor lade forsigtighedsprincippet råde og anbringe affaldet i et langtidsmellemlager, der er bygget til at holde i mindst 100 år, ligesom hollænderne har gjort (18).
For det andet må der forskes i, hvordan man uskadeliggør affaldet ved kernefysiske metoder. Sådanne metoder fungerer på laboratorieniveau, men de skal udvikles, så de kan bruges til sikker omdannelse af langlivede isotoper til kortlivede i stor skala. Denne forskning bør foregå indenfor rammerne af et internationalt samarbejde.
For det tredje må det erkendes, at det er svært at blive enige om noget som helst, der har med radioaktive stoffer at gøre, og at en del af vanskelighederne er af psykologisk art. Midlet mod disse vanskeligheder er ikke arrogance og talen-ned til dem, det angår. Midlet er en oplysningsindsats, der af modtagerne opfattes som forståelig, fyldestgørende og upartisk. Igen er der inspiration at hente i det hollandske eksempel.
Udgifterne til alt dette bliver meget store, vil nogen sige. 
Men sammenlign disse udgifter med, hvad det har kostet at drive de forsøgsreaktorer, der har produceret størstedelen af det danske radioaktive affald. Det var udgifter, man påtog sig, fordi man regnede med, at vi skulle have a-kraft her i landet. Da Forsøgsstation Risø blev oprettet i 1957 påtog man sig også udgifterne til at behandle dette affald, selvom det ikke blev sagt højt. Nu er der ingen vej tilbage.
Sammenlign også disse udgifter med de fordele, der er forbundet med at have adgang til medicinske undersøgelser og behandlinger, hvor radioaktive isotoper bruges. Eller de mange andre anvendelser af radioaktive stoffer, som de fleste af os nyder godt af, i mange tilfælde uden at være klar over det.
Efterskrift
Ovenstående er som nævnt en personlig beretning om en sag, jeg har haft det privilegium at følge på nært hold i adskillige år. Andre involverede kan fortælle deres historie, og jeg håber, de vil gøre det. Min beretning er baseret på de kommentarer, Anne og jeg har skrevet til Atom Posten, og på oplæg, vi har givet om det radioaktive affald ved forskellige lejligheder. 
Det har været magtpåliggende for mig at fremhæve den vigtige rolle, de (nu nedlagte) borgergrupper (19) har spillet i denne sag, og som andre, langt mindre aktive, deltagere har haft en tendens til at undervurdere eller helt overse. 
Anne og jeg takker Aakjær-Selskabet for en uges ophold i studielejligheden på ”Jenle”, hvor denne beretning blev skrevet.
Jens Bjørneboe
Henvisninger:

1. En oversigt over det danske radioaktive og giftige affald findes i Forstudiet maj 2011 fra side 246. Se også kommentar i Atom Posten: ”Atomkraft og Atomaffald i Danmark – en Oversigt” (03.04.15)

3. 


4. De seks lokaliteter var (med kommunerne i parentes): Thyholm (Struer Kommune), Skive Vest og Thise (Skive kommune), Kertinge Mark (Kerteminde Kommune), Rødbyhavn (Lolland Kommune) og Østermarie (Bornholms regionskommune). Der blev etableret en borgergruppe i hver kommune

5. Et kort klip fra høringen kan ses her. Det vakte negativ opmærksomhed, at den ansvarlige minister, Astrid Krag (SF), forlod høringen umiddelbart efter at have holdt sit oplæg

6. Dette er blandt andet fastslået i forstuidet fra maj 2011, som myndighederne har bestilt hos COWI. Det gælder også det tyske slutdepot Asse II, som er sprunget læk efter får årtier, se kommentar i Atom Posten ”Et dansk Asse II?” (05.03.13) 
8. Se kommentar i Atom Posten: ”Atomaffald: Er det Slut med Slutdepotet?” (07.01.15)

10. Se kommentarer i Atom Posten: ”Et Brevkassesvar” (13.11.13) og ”Atomaffald, Følelser og Fornuft” (14.05.14). Se også Politikens dækning af sagen, f.eks. her og her

11. Aalborg-undersøgelsen er kommenteret i Atom Posten: ”Kommentar til Spørgeskemaundersøgelse omkring Deponi af radioaktivt Affald” (23.09.14)


13. Se kommentar i Atom Posten: ”Den nye regering og den gamle sag om Atomaffaldet” (01.07.15)

14. Se kommentar i Atom Posten: ”Atomaffaldet: Glædens dag – og Eftertankens” (10.11.17)

15. Oprettelsen af kontaktforum fik også et par ord med på vejen i Atom Posten: ”Kontaktforum: Forum for Kontakt?” (08.04.16). Det første møde i kontaktforum fandt sted (04.04.16). Se i øvrigt UFM’s hjemmeside

17. Emnet er vanskeligt, men fortjener at blive diskuteret i en større offentlighed. Selv har jeg haft udbytte af at læse Matts Andréns bog, se kommentar i Atom Posten ”Kerneaffalds-håndtering og Legitimitet” (04.05.13)

18. Det hollandske mellemlager COVRA ved Vlissingen har været en stor inspirationskilde i borgergruppernes kamp mod slutdeponering. Se COVRA’s hjemmeside, NOTAT udarbejdet efter, at nogle af os havde besøgt COVRA i efteråret 2013 og kommentar i Atom Posten: ”Besøg på Hollands Mellemlager for radioaktivt Affald” (01.10.13)

19. Se pressemeddelelse og kommentar i Atom Posten ”Nutidens Atomaffald, og Fremtidens” (25.05.18)

lørdag den 16. juni 2018

Sundhedsstyrelsen på Folkemødet (2)

På årets folkemøde har Sundhedsstyrelsen en ”event” (1), den beskriver således: 

Disse emner diskuteres af følgende panel:
  • Kresten Breddam, Projektsekretariatsleder, Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse 
  • Stinus Lindgreen, Forsker og medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden, Københavns Universitet 
  • Mads Biering la Cour, Enhedschef, Sundhedsstyrelsen 
  • Peter Larsen, Skuespiller, Debattør, deltidsbornholmer og modstander af atomaffald på Bornholm
Det bliver spændende at erfare, hvordan det er forløbet.
Men i stedet for oplæggets flom af enkeltstående oplysninger kunne man have indskrænket sig til nogle få, centrale punkter:
  1. Der er stråling fra menneskabte, radioaktive kilder som for eksempel radioaktivt affald. Det er muligt at beskytte sig mod denne stråling ved at omgive kilden med et tilpas tykt lag af bly, beton eller lignende, som standser strålingen.
  2. Der er stråling fra radioaktive stoffer i vores omgivelser, ja i vores egen krop. Denne stråling (baggrundsstrålingen) bliver vi ramt af under alle omstændigheder.
De to typer stråling er af samme slags, men den første kan vi undgå, den anden ikke.
  1. Mange anvendelser af radioaktiv stråling har som nævnt i oplægget stor nytteværdi, både for den enkelte og for samfundet. Ved medicinske undersøgelser og behandlinger udsætter vi os frivilligt for stråling, fordi vi på den måde kan opnå noget, vi ikke kunne opnå på anden vis.
  2. Takket være en stor forskningsindsats sker der en fortløbende forbedring af teknikken, således at den stråling, befolkningen gennemsnitlig udsættes for på grund af disse anvendelser, bliver stadig mindre.
Dette er ret uproblematisk, således som det nævnes i oplægget (2). 
Problemerne opstår, når en befolkningsgruppe får indtryk af, at den bliver udsat for mere stråling end resten af befolkningen, uden at den er blevet inddraget i beslutningerne. Disse problemer opstår i særdeleshed i forbindelse med a-kraft, som ikke bare producerer radioaktiv stråling, mens reaktoren kører og producerer energi. Atom-reaktorer efterlader også radioaktivt affald, som for en dels vedkommende er radioaktivt i tidsrum af ubegribelig længde (millioner eller milliarder af år).
Man burde derfor også diskutere følgende spørgsmål:
  1. Borgerne i nærheden af et a-kraftværk eller et depot for radioaktivt affald kan være bekymrede for, om sikkerhedsforanstaltningerne er tilstrækkelige. De kan føle, at de og deres efterkommere bliver udsat for en større strålingsrisiko end andre.
  2. Disse borgere kan føle sig forrådt af flertallet, som har en oplagt interesse i at bilde dem ind, at anlægget og opbevaringen af affaldet er helt sikre: Flertallet høster gevinsten, mindretallet bærer risikoen.
  3. Nukleare anlæg kræver meget store investeringer. Hvis det senere viser sig, at økonomien og/eller sikkerheden ikke lever helt til forventningerne, opstår der en alvorlig interessekonflikt mellem investorerne og disse borgere. Skal man så forbedre økonomien ved at slække på kravene til sikkerheden? Eller skal man fastholde dem?
Disse problemer strejfes kun lige i slutningen af oplægget. Men det er her, de virkelige problemer ligger.
Ikke fordi jeg tror, at Sundhedsstyrelsen eller myndighederne generelt er blinde for truslen ved stråling. 
Men er de fuldstændig upåvirkelige af pression? Når store økonomiske og/eller politiske interesser står overfor en fåtallig befolkningsgruppe, kan vi så være sikre på, at de statslige myndigheder vil være helt ubøjelige i deres faglige vurderinger? Kan man fortænke borgerne i at være skeptiske overfor deres udmeldinger?
Ved den efterfølgende event (3) i Sundhedsstyrelsens telt vil medarbejdere sikkert overraske de fremmødte med at påvise, at helt dagligdags ting, som for eksempel en spegepølsemad, udsender radioaktiv stråling.
Årsagerne til, at spegepølsemaden stråler, er ikke uinteressant set fra et fysisk synspunkt. 
Men dette stunt afleder opmærksomheden fra det egentlige problem: Hvor kan almindelige borgere gå hen og få råd om radioaktiv stråling? Råd, de kan stole på?
Skrevet af Jens
Henvisninger:
  1. ”Hvorfor er du bange for stråling?” Sundhedsstyrelsens telt (J26) lørdag kl. 13.30 – 14.15. 
  2. Denne fremgangsmåde har været forsøgt flere gange, uden at den har beroliget nogen. Se kommentar i Atom Posten (25.10.13): ”Brydning af Uran og Slutdeponering af radioaktivt Affald”.
  3. ”Radioaktivitet og stråling i hverdagen” Sundhedsstyrelsens telt (J26) lørdag kl. 14.15 – 16.00. 

Sundhedsstyrelsens hjemmeside i forbindelse med folkemødet: http://www.sst.dk/fmdk 

torsdag den 14. juni 2018

Nedgravning / Opgravning

”Information” bragte i tirsdags en artikel (1) med overskriften: 
”Cheminova-depot skal graves op”
Andre medier fortæller onsdag, at man også vil påbegynde oprensningen af giftdepoterne i Kærgårds Plantage og undersøge, om de store mængder af giftige stoffer, der ligger under beboelseskvarterer i Grindsted, har haft en negativ virkning på helbredstilstanden for borgerne i byen.
Tidspunktet for disse initiativer er ikke tilfældigt. 
Oprensningerne vil koste flere hundrede millioner. Det har regionerne, som efter loven skal sørge for den slags, slet ikke råd til, og derfor må Staten betale en væsentlig del af omkostningerne efter regionsrådenes mening. Det var jo også Staten, der i sin tid tillod, eller i hvert fald så igennem fingre med, deponeringen. 
Med mindre end et år til næste folketingsvalg kan man håbe på, at der vil være forståelse for dette synspunkt på Christiansborg.
For mig har disse sager været en slags negativ inspiration til at beskæftige mig med atomaffaldssagen. 
Det kemiske affald på Harboøre Tange og i Kærgaards Plantage blev dumpet for 50 – 60 år siden, og det skal nu fjernes eller uskadeliggøres (så godt, det kan lade sig gøre) i de kommende år. 
Efter planerne skal atomaffaldet dumpes om nogle år, og det er sandsynligt, at det skal graves op igen, når der er gået et tidsrum af tilsvarende længde. 
For i takt med, at forståelsen af, hvordan giftige og radioaktive stoffer opfører sig i naturen, bliver større, vil miljø-kravene naturligvis blive strengere. At det, de statslige myndigheder går ind for i dag, når det drejer sig om atomaffaldet, om nogle årtier vil ligne det, de gik ind for i 1960’erne, når det drejede sig om kemisk affald.
De to sager er helt parallelle, og det er rystende, at så få kan se det.
Det er vanvittigt at grave affald ned, medmindre man er helt sikker på, at det nedbrydes til uskadelige stoffer i løbet af et overskueligt tidsrum. Det gælder måske for almindeligt haveaffald, men ikke for kemisk eller langlivet radioaktivt affald.
”Vi har kun en Jord”
synger Lars Lilholt (3). 
Den grumme kendsgerning er, at vi bliver flere og flere, samtidig med, at de beboelige dele af den ene Jord bliver mindre og mindre.  
Skrevet af Jens
Henvisninger:

  1. ”Information” (12.06.18).
  2. Giftig jord ved Cheminova flyttes for første gang i 37 år: Kan bane vejen for europæisk milliardforretning
  3. Lars Lilholt Band: ”Kun en jord”

mandag den 11. juni 2018

Farvel til de gamle Borgergrupper og Goddag til den nye

De fem borgergrupper mod slutdeponering af radioaktivt affald har besluttet at nedlægge sig selv og opfordrer nu til dannelse af den landsdækkende: 
Borgergruppen for en forsvarlig Håndtering af det danske Atomaffald
De fem oprindelige borgergrupper har spillet en vigtig rolle, og medlemmernes beslutning om at nedlægge dem kan kommenteres ud fra forskellige synsvinkler.
Beslutningen er forståelig
Problemet med det radioaktive affald er nu et problem for alle i dette land. Sådan burde det naturligvis have været fra begyndelsen, men som alle ved, har det været de aktive i Struer, Skive, Kerteminde, på Lolland og Bornholm, som i over syv år har måttet trække læsset alene. Det har kostet mange resurser for de engagerede, som ved siden af et almindeligt arbejds- eller pensionistliv skulle bruge tid og kræfter på at sætte sig ind i en sag, der er så indviklet (1). Desuden skulle man hele tiden være i beredskab, fordi der var meget lidt gennemsigtighed i myndighedernes behandling af sagen, og nye beslutninger kunne blive meldt ud når som helst. Nu er de fem kommuner ikke længere alene om at være i farezonen, og så er det rimeligt, at andre tager over.
Forløbet har vist, hvordan borgerne kan forsvare sig i den slags situationer
De statslige myndigheder har skamløst har udnyttet deres ”serve-ret” i atomaffaldssagen. De har selv kunnet vælge tidspunktet for deres udmeldinger. De har forsøgt at spille borgerne i de fem kommuner ud mod hinanden, og de har kunnet lade, som om modstanden mod deres planer var følelsesbetonet og ukvalificeret, selvom det var dem, der tog fejl. Mens borgerne har måttet bruge deres fritid på sagen, har offentligt ansatte kunnet bruge deres arbejdstid på at trække tiden ud og fylde folketingsmedlemmer og landsdækkende medier med vrøvl. De har kunnet øve indflydelse på, hvad studerende på de videregående uddannelser skrev om sagen i deres projektrapporter. 
Trods alle disse forhindringer har borgerne i de fem kommuner demonstreret, at de med en blanding af sammenhold, seriøsitet og hjælp udefra har kunnet klare sig mod overmagten. De kan derfor med god samvittighed overlade rorpinden til andre.
Forløbet har vist, at debatniveauet er blevet hævet, ikke sænket, som følge af borgernes medvirken 
Borgerne har opnået, at de oprindelige planer for slutdeponering er taget af bordet, i hvert fald for en tid. Men samtidig er der sket en betydelig opsamling af viden om radioaktivt affald, og om, hvordan man har grebet problemerne med atomaffald an i andre lande. En viden, som vel at mærke er samlet af borgerne selv, ikke af myndighederne. De har opnået, at mange andre end de aktive medlemmer af borgergrupperne nu ved, hvad denne sag egentlig drejer sig om. At de unge på de videregående uddannelser ganske vist stadig skriver, hvad de bliver presset til at skrive, men at de for længst har gennemskuet ynkeligheden i denne form for pression. Den nye borgergruppe starter derfor fra et langt bedre udgangspunkt end de oprindelige fem. 
Risikoen for, at kravet om slutdeponering af vores allesammens radioaktive affald i en udkantskommune vil dukke op igen er ikke desto mindre betydelig.
Spørgsmålet er, hvor og hvornår det sker. 
Vil det være en af de oprindelige ”prikkede” kommuner, eller vil det være et nyt sted, som pludselig oplever at blive udnævnt til fremtidig atomlosseplads? Bliver det i vores levetid, eller bliver det vores børnebørn, der må tage sig af det?
Denne usikkerhed vil stille store krav til, hvordan man organiserer sig i den nye borgergruppe. Men den indsigt og viden, der er opsamlet af borgerne om denne sag, vil stadig findes og kan hurtigt formidles til mange andre, hvis eller når det bliver aktuelt. 
Atom Posten siger farvel til de fem ”gamle” borgergrupper og takker for et samarbejde, vi har været meget glade for. Vi ønsker den nye, landsdækkende borgergruppe alt muligt held i de kommende år.
Skrevet af Jens

Henvisning:

  1. Anne har ved en rundspørge til de fem borgergrupper gjort op, at borgerne har brugt 40 - 50 000 ulønnede arbejdstimer på denne sag.

onsdag den 6. juni 2018

Dialog om A-kraft


Heri landet har der i mange år været både tilhængere og modstandere af a-kraft, og begge parter har oplevet at være inde i varmen hos den offentlige mening og ude i kulden. 
I slutningen af 1950’erne blev a-kraft set som et stort fremskridt, mens modstanderne blev karakteriseret som følelsesbetonede og uvidende. 
I 1970’erne vendte vinden, og nu var det tilhængernes tur til at blive mobbet. Ulykker med a-kraftværker (bl. a. Tjernobyl) og den hurtige udvikling af vedvarende energikilder forstærkede tendensen.
På det sidste er tilhængerne vendt tilbage med fornyet styrke, hjulpet på vej af opgøret med de gamle 68’ere og bekymringen for den globale opvarmning.
Men hvad er slutresultatet?
  • Er det en erkendelse hos begge parter af, at modparten også havde lidt ret? At også de andres måde at se tingene på havde en vis berettigelse? At det måske var en god ide at tale med disse mennesker, ikke for at omvende dem, men for bedre at forstå kompleksiteten af problemerne?
  • Eller er der opstået to lejre, hvor man internt har fuldstændig homogeniserede meninger om, hvorfor vi skal have, henholdsvis ikke have, a-kraft? Hvor man kender alle de grunde, der taler for ens eget synspunkt, og hvor man kan snakke sig fra alle de grunde, der taler for de andres?
Jeg har fornemmelsen af, at det sidste er tættere på virkeligheden end det første. 
Det har medført, at flertallet føler, at de slet ikke kan mene noget om dette emne. De kan simpelthen ikke bestå optagelsesprøven til hverken det ene eller det andet af de to trossamfund.
De magter ikke at tilegne sig al den viden og al den uvidenhed, alle de meninger og alle de holdninger, man nødvendigvis må beherske for at blive fuldgyldig tilhænger/modstander. 
Og kan man ikke det, så skal man være forsigtig med at åbne munden. Gør man det alligevel, vil der blive vendt øjne og kommet med antydninger af, at det vist ikke er den forreste del af fjerde division, vi har udsigt til her. 
For de to parter er der givetvis kortsigtede fordele forbundet ved denne tingenes tilstand, og det er sikkert forklaringen på, at det er endt sådan.
Men de må kunne se, at på langt sigt kan de ikke være tjent med det. 
Hvis man ikke vil diskutere med modparten, fordi man grundlæggende ikke anerkender dens legitimitet, mangler der en stimulus til fornyelse og forbedring af ens egen argumentation. Det svækker ens mulighed for at overbevise det store flertal om, at a-kraft-spørgsmålet er et, alle bør tage stilling til. 
Hvis man satser på kampagner, ført af professionelle kommunikationseksperter, kommer det let til at ligne mange andre kampagner, hvor de samme eksperter reklamerer for alle mulige andre emner. Deres ekspertise består jo netop i, at de kan argumentere for næsten hvad som helst. Men de gør det på samme måde hver gang, og så bliver det hurtigt kedeligt og føles uvedkommende.
Hvis begge parter sænkede paraderne og gik i dialog med modparten, ville man sende et signal om, at det er store og alvorlige problemer, debatten drejer sig om. Ved at gøre det selv i stedet for at overlade det til professionelle meningsmagere ville man sende et signal om, at indholdet er vigtigere end formen.  
Baggrund for Kommentaren:
Atom Posten er en netavis, der beskæftiger sig med radioaktivt affald, ikke med a-kraft-spørgsmålet som sådan. Men de to emner er nært forbundet, og vi har ikke kunnet undgå at se, hvordan dialogen mellem tilhængere og modstandere af a-kraft er tørret ud og ikke længere tjener sit demokratiske formål. 
Det nytter ikke at spørge, om denne dialog er mulig. Emnet er så vigtigt, at den skal være mulig. 
Tilhængere og modstandere har en fælles forpligtelse til at holde den i gang.
Skrevet af Jens


fredag den 25. maj 2018

Nutidens Atomaffald, og Fremtidens

Politiken bragte for nogle dage siden en forsideartikel om a-kraft som fremtidens energikilde (1). 
Energien skal komme fra reaktorer, som ikke kan nedsmelte eller på anden måde opføre sig utilsigtet, som næsten ikke producerer radioaktivt affald, og som producerer energien helt CO2-frit. 
Denne nye og smarte a-kraft-teknologi bliver i disse år udviklet af blandt andre Firmaet Seaborg Technologies (2), hvor blomsterbørnenes børn forsker på et sted, hvor Hell’s Angles før holdt til. 
Farvel til ulykker som Tjernobyl og Fukushima, farvel til affaldstønderne ved de nuværende a-kraft-anlæg og farvel til den globale opvarmning.
Man bliver helt overvældet.
Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at de negative følelser, mange af os hidtil har næret over for a-kraft, nu må vige for begejstringen. Når energi kan produceres med så få problemer, gælder det bare om at komme med på vognen og støtte forskningen.
Men før man helt mister fodfæstet, synes jeg, man skal se nærmere på virkeligheden bag dette projekt.
De reaktorer, man har på tegnebrættet, ser ud til at være sikrere end dem, der er i brug nu. Hertil kommer, at de sandsynligvis vil producere mindre radioaktivt affald. I hvert fald, hvis det går, som de entusiastiske forskere regner med. 
Men hvad nu, hvis det går anderledes? Hvis man om nogle årtier står med reaktorer, der er mindre sikre, og som producerer mere radioaktivt affald end forudset?
De statslige myndigheders stædige fastholden af, at det skal være muligt at påtvinge en kommune et slutdepot for radioaktivt affald, kunne tyde på, at andre end undertegnede er skeptiske overfor de planer, som Seaborg Technologies med stor dygtighed fører frem i medierne.
Hvis der er en væsentlig risiko for, at de udviklede teknologier ikke helt svarer til forhåbningerne, bliver man nødt til at have løsninger i baghånden, der ikke koster for meget, når investorerne (hvem er de, forresten?) om nogle år vil presse på for at få afkast af deres investering (3).
Og så er der a-kraft-teknologiens påståede CO2-frihed. 
Jeg er ked af det, men jeg orker ikke en gang til at forklare, hvorfor energi, produceret ved a-kraft, også giver anledning til udledning af CO2 (4). I stedet spørger jeg:
Hvor er REO (5) i denne sag?
Er det ikke på tide, at ældre og mere modne tilhængere af a-kraft kommer ind i debatten og forklarer, at alle kendte teknologier, også a-kraft, udleder CO2 i et eller andet omfang. Diskussionen går på, hvor meget eller hvor lidt CO2, der udledes per produceret energi-enhed. Et fremtrædende medlem af REO har her på bloggen redegjort for sin og foreningens holdning til denne problemstilling (6). Der er åbenbart behov for, at han gør det igen.
Atom Posten har tidligere (6) uden held efterlyst en debat mellem tilhængere og modstandere af a-kraft om dette emne. En debat, som kunne bringe klarhed og spare os andre for en masse vrøvl.
Men forskningsfriheden, da. Skal de unge entusiaster i Seaborg Technologies ikke have lov til at forske i det, de brænder for, selvom vi andre er skeptiske?
Naturligvis skal de det. Fri forskning gavner det samfund, der satser på den, det viser al erfaring. 
Men hvordan sikrer man forskning i nye og helt sikkert spændende teknologier, samtidig med, at også de negative sider af dem bliver undersøgt. Hvem vil investere i kritikken? Forskningsfrihed er der ingen, der er modstandere af, bevillingerne er bare skævt fordelt.
Her er der en opgave, som kun universiteterne kan løse. 
De skal leve op til deres antikke forbilleder om den frie meningsudveksling i omgivelser, hvor der er højt til loftet, som nedenstående billede viser. 
Kan de det?

Rafael: Skolen i Athen ca. 1510

Læg mærke til regnedrengene nederst i billedet. Dem slipper man aldrig for.



Skrevet af Jens
Henvisninger:
  1. Artikel i Politiken (23.05.18) af Julie Kauffmann og Hans Davidsen-Nielsen: ”Venstrefløjens børn udvikler alternativ atomkraft i Titangade”. 
  2. Hjemmeside for Seaborg Technologies: https://seaborg.dk/about/
  3. Se boganmeldelse i Atom Posten (30.01.15): ”Den grønne Boble” af Per Wimmer.
  4. Se kommentarer i Atom Posten: ”Can Nuclear Power slow down Climate Change?” (19.11.15), ”Atomkraft og Villagrunde” (03.03.16). Se også AP’s anmeldelse af bogen: ”Niels Bohr må vende sig i sin Grav” af Thomas Grønlund Nielsen (14.01.14).
  5. REO’s hjemmeside: http://www.reo.dk/
  6. Se kommentaren: ”A-kraft uden CO2?” Atom Posten (02.05.17), hvor lektor Holger Skjerning forklarer sin og REO’s syn på denne problemstilling.