Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

lørdag den 16. juni 2018

Sundhedsstyrelsen på Folkemødet (2)

På årets folkemøde har Sundhedsstyrelsen en ”event” (1), den beskriver således: 

Disse emner diskuteres af følgende panel:
  • Kresten Breddam, Projektsekretariatsleder, Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse 
  • Stinus Lindgreen, Forsker og medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden, Københavns Universitet 
  • Mads Biering la Cour, Enhedschef, Sundhedsstyrelsen 
  • Peter Larsen, Skuespiller, Debattør, deltidsbornholmer og modstander af atomaffald på Bornholm
Det bliver spændende at erfare, hvordan det er forløbet.
Men i stedet for oplæggets flom af enkeltstående oplysninger kunne man have indskrænket sig til nogle få, centrale punkter:
  1. Der er stråling fra menneskabte, radioaktive kilder som for eksempel radioaktivt affald. Det er muligt at beskytte sig mod denne stråling ved at omgive kilden med et tilpas tykt lag af bly, beton eller lignende, som standser strålingen.
  2. Der er stråling fra radioaktive stoffer i vores omgivelser, ja i vores egen krop. Denne stråling (baggrundsstrålingen) bliver vi ramt af under alle omstændigheder.
De to typer stråling er af samme slags, men den første kan vi undgå, den anden ikke.
  1. Mange anvendelser af radioaktiv stråling har som nævnt i oplægget stor nytteværdi, både for den enkelte og for samfundet. Ved medicinske undersøgelser og behandlinger udsætter vi os frivilligt for stråling, fordi vi på den måde kan opnå noget, vi ikke kunne opnå på anden vis.
  2. Takket være en stor forskningsindsats sker der en fortløbende forbedring af teknikken, således at den stråling, befolkningen gennemsnitlig udsættes for på grund af disse anvendelser, bliver stadig mindre.
Dette er ret uproblematisk, således som det nævnes i oplægget (2). 
Problemerne opstår, når en befolkningsgruppe får indtryk af, at den bliver udsat for mere stråling end resten af befolkningen, uden at den er blevet inddraget i beslutningerne. Disse problemer opstår i særdeleshed i forbindelse med a-kraft, som ikke bare producerer radioaktiv stråling, mens reaktoren kører og producerer energi. Atom-reaktorer efterlader også radioaktivt affald, som for en dels vedkommende er radioaktivt i tidsrum af ubegribelig længde (millioner eller milliarder af år).
Man burde derfor også diskutere følgende spørgsmål:
  1. Borgerne i nærheden af et a-kraftværk eller et depot for radioaktivt affald kan være bekymrede for, om sikkerhedsforanstaltningerne er tilstrækkelige. De kan føle, at de og deres efterkommere bliver udsat for en større strålingsrisiko end andre.
  2. Disse borgere kan føle sig forrådt af flertallet, som har en oplagt interesse i at bilde dem ind, at anlægget og opbevaringen af affaldet er helt sikre: Flertallet høster gevinsten, mindretallet bærer risikoen.
  3. Nukleare anlæg kræver meget store investeringer. Hvis det senere viser sig, at økonomien og/eller sikkerheden ikke lever helt til forventningerne, opstår der en alvorlig interessekonflikt mellem investorerne og disse borgere. Skal man så forbedre økonomien ved at slække på kravene til sikkerheden? Eller skal man fastholde dem?
Disse problemer strejfes kun lige i slutningen af oplægget. Men det er her, de virkelige problemer ligger.
Ikke fordi jeg tror, at Sundhedsstyrelsen eller myndighederne generelt er blinde for truslen ved stråling. 
Men er de fuldstændig upåvirkelige af pression? Når store økonomiske og/eller politiske interesser står overfor en fåtallig befolkningsgruppe, kan vi så være sikre på, at de statslige myndigheder vil være helt ubøjelige i deres faglige vurderinger? Kan man fortænke borgerne i at være skeptiske overfor deres udmeldinger?
Ved den efterfølgende event (3) i Sundhedsstyrelsens telt vil medarbejdere sikkert overraske de fremmødte med at påvise, at helt dagligdags ting, som for eksempel en spegepølsemad, udsender radioaktiv stråling.
Årsagerne til, at spegepølsemaden stråler, er ikke uinteressant set fra et fysisk synspunkt. 
Men dette stunt afleder opmærksomheden fra det egentlige problem: Hvor kan almindelige borgere gå hen og få råd om radioaktiv stråling? Råd, de kan stole på?
Skrevet af Jens
Henvisninger:
  1. ”Hvorfor er du bange for stråling?” Sundhedsstyrelsens telt (J26) lørdag kl. 13.30 – 14.15. 
  2. Denne fremgangsmåde har været forsøgt flere gange, uden at den har beroliget nogen. Se kommentar i Atom Posten (25.10.13): ”Brydning af Uran og Slutdeponering af radioaktivt Affald”.
  3. ”Radioaktivitet og stråling i hverdagen” Sundhedsstyrelsens telt (J26) lørdag kl. 14.15 – 16.00. 

Sundhedsstyrelsens hjemmeside i forbindelse med folkemødet: http://www.sst.dk/fmdk 

torsdag den 14. juni 2018

Nedgravning / Opgravning

”Information” bragte i tirsdags en artikel (1) med overskriften: 
”Cheminova-depot skal graves op”
Andre medier fortæller onsdag, at man også vil påbegynde oprensningen af giftdepoterne i Kærgårds Plantage og undersøge, om de store mængder af giftige stoffer, der ligger under beboelseskvarterer i Grindsted, har haft en negativ virkning på helbredstilstanden for borgerne i byen.
Tidspunktet for disse initiativer er ikke tilfældigt. 
Oprensningerne vil koste flere hundrede millioner. Det har regionerne, som efter loven skal sørge for den slags, slet ikke råd til, og derfor må Staten betale en væsentlig del af omkostningerne efter regionsrådenes mening. Det var jo også Staten, der i sin tid tillod, eller i hvert fald så igennem fingre med, deponeringen. 
Med mindre end et år til næste folketingsvalg kan man håbe på, at der vil være forståelse for dette synspunkt på Christiansborg.
For mig har disse sager været en slags negativ inspiration til at beskæftige mig med atomaffaldssagen. 
Det kemiske affald på Harboøre Tange og i Kærgaards Plantage blev dumpet for 50 – 60 år siden, og det skal nu fjernes eller uskadeliggøres (så godt, det kan lade sig gøre) i de kommende år. 
Efter planerne skal atomaffaldet dumpes om nogle år, og det er sandsynligt, at det skal graves op igen, når der er gået et tidsrum af tilsvarende længde. 
For i takt med, at forståelsen af, hvordan giftige og radioaktive stoffer opfører sig i naturen, bliver større, vil miljø-kravene naturligvis blive strengere. At det, de statslige myndigheder går ind for i dag, når det drejer sig om atomaffaldet, om nogle årtier vil ligne det, de gik ind for i 1960’erne, når det drejede sig om kemisk affald.
De to sager er helt parallelle, og det er rystende, at så få kan se det.
Det er vanvittigt at grave affald ned, medmindre man er helt sikker på, at det nedbrydes til uskadelige stoffer i løbet af et overskueligt tidsrum. Det gælder måske for almindeligt haveaffald, men ikke for kemisk eller langlivet radioaktivt affald.
”Vi har kun en Jord”
synger Lars Lilholt (3). 
Den grumme kendsgerning er, at vi bliver flere og flere, samtidig med, at de beboelige dele af den ene Jord bliver mindre og mindre.  
Skrevet af Jens
Henvisninger:

  1. ”Information” (12.06.18).
  2. Giftig jord ved Cheminova flyttes for første gang i 37 år: Kan bane vejen for europæisk milliardforretning
  3. Lars Lilholt Band: ”Kun en jord”

mandag den 11. juni 2018

Farvel til de gamle Borgergrupper og Goddag til den nye

De fem borgergrupper mod slutdeponering af radioaktivt affald har besluttet at nedlægge sig selv og opfordrer nu til dannelse af den landsdækkende: 
Borgergruppen for en forsvarlig Håndtering af det danske Atomaffald
De fem oprindelige borgergrupper har spillet en vigtig rolle, og medlemmernes beslutning om at nedlægge dem kan kommenteres ud fra forskellige synsvinkler.
Beslutningen er forståelig
Problemet med det radioaktive affald er nu et problem for alle i dette land. Sådan burde det naturligvis have været fra begyndelsen, men som alle ved, har det været de aktive i Struer, Skive, Kerteminde, på Lolland og Bornholm, som i over syv år har måttet trække læsset alene. Det har kostet mange resurser for de engagerede, som ved siden af et almindeligt arbejds- eller pensionistliv skulle bruge tid og kræfter på at sætte sig ind i en sag, der er så indviklet (1). Desuden skulle man hele tiden være i beredskab, fordi der var meget lidt gennemsigtighed i myndighedernes behandling af sagen, og nye beslutninger kunne blive meldt ud når som helst. Nu er de fem kommuner ikke længere alene om at være i farezonen, og så er det rimeligt, at andre tager over.
Forløbet har vist, hvordan borgerne kan forsvare sig i den slags situationer
De statslige myndigheder har skamløst har udnyttet deres ”serve-ret” i atomaffaldssagen. De har selv kunnet vælge tidspunktet for deres udmeldinger. De har forsøgt at spille borgerne i de fem kommuner ud mod hinanden, og de har kunnet lade, som om modstanden mod deres planer var følelsesbetonet og ukvalificeret, selvom det var dem, der tog fejl. Mens borgerne har måttet bruge deres fritid på sagen, har offentligt ansatte kunnet bruge deres arbejdstid på at trække tiden ud og fylde folketingsmedlemmer og landsdækkende medier med vrøvl. De har kunnet øve indflydelse på, hvad studerende på de videregående uddannelser skrev om sagen i deres projektrapporter. 
Trods alle disse forhindringer har borgerne i de fem kommuner demonstreret, at de med en blanding af sammenhold, seriøsitet og hjælp udefra har kunnet klare sig mod overmagten. De kan derfor med god samvittighed overlade rorpinden til andre.
Forløbet har vist, at debatniveauet er blevet hævet, ikke sænket, som følge af borgernes medvirken 
Borgerne har opnået, at de oprindelige planer for slutdeponering er taget af bordet, i hvert fald for en tid. Men samtidig er der sket en betydelig opsamling af viden om radioaktivt affald, og om, hvordan man har grebet problemerne med atomaffald an i andre lande. En viden, som vel at mærke er samlet af borgerne selv, ikke af myndighederne. De har opnået, at mange andre end de aktive medlemmer af borgergrupperne nu ved, hvad denne sag egentlig drejer sig om. At de unge på de videregående uddannelser ganske vist stadig skriver, hvad de bliver presset til at skrive, men at de for længst har gennemskuet ynkeligheden i denne form for pression. Den nye borgergruppe starter derfor fra et langt bedre udgangspunkt end de oprindelige fem. 
Risikoen for, at kravet om slutdeponering af vores allesammens radioaktive affald i en udkantskommune vil dukke op igen er ikke desto mindre betydelig.
Spørgsmålet er, hvor og hvornår det sker. 
Vil det være en af de oprindelige ”prikkede” kommuner, eller vil det være et nyt sted, som pludselig oplever at blive udnævnt til fremtidig atomlosseplads? Bliver det i vores levetid, eller bliver det vores børnebørn, der må tage sig af det?
Denne usikkerhed vil stille store krav til, hvordan man organiserer sig i den nye borgergruppe. Men den indsigt og viden, der er opsamlet af borgerne om denne sag, vil stadig findes og kan hurtigt formidles til mange andre, hvis eller når det bliver aktuelt. 
Atom Posten siger farvel til de fem ”gamle” borgergrupper og takker for et samarbejde, vi har været meget glade for. Vi ønsker den nye, landsdækkende borgergruppe alt muligt held i de kommende år.
Skrevet af Jens

Henvisning:

  1. Anne har ved en rundspørge til de fem borgergrupper gjort op, at borgerne har brugt 40 - 50 000 ulønnede arbejdstimer på denne sag.

onsdag den 6. juni 2018

Dialog om A-kraft


Heri landet har der i mange år været både tilhængere og modstandere af a-kraft, og begge parter har oplevet at være inde i varmen hos den offentlige mening og ude i kulden. 
I slutningen af 1950’erne blev a-kraft set som et stort fremskridt, mens modstanderne blev karakteriseret som følelsesbetonede og uvidende. 
I 1970’erne vendte vinden, og nu var det tilhængernes tur til at blive mobbet. Ulykker med a-kraftværker (bl. a. Tjernobyl) og den hurtige udvikling af vedvarende energikilder forstærkede tendensen.
På det sidste er tilhængerne vendt tilbage med fornyet styrke, hjulpet på vej af opgøret med de gamle 68’ere og bekymringen for den globale opvarmning.
Men hvad er slutresultatet?
  • Er det en erkendelse hos begge parter af, at modparten også havde lidt ret? At også de andres måde at se tingene på havde en vis berettigelse? At det måske var en god ide at tale med disse mennesker, ikke for at omvende dem, men for bedre at forstå kompleksiteten af problemerne?
  • Eller er der opstået to lejre, hvor man internt har fuldstændig homogeniserede meninger om, hvorfor vi skal have, henholdsvis ikke have, a-kraft? Hvor man kender alle de grunde, der taler for ens eget synspunkt, og hvor man kan snakke sig fra alle de grunde, der taler for de andres?
Jeg har fornemmelsen af, at det sidste er tættere på virkeligheden end det første. 
Det har medført, at flertallet føler, at de slet ikke kan mene noget om dette emne. De kan simpelthen ikke bestå optagelsesprøven til hverken det ene eller det andet af de to trossamfund.
De magter ikke at tilegne sig al den viden og al den uvidenhed, alle de meninger og alle de holdninger, man nødvendigvis må beherske for at blive fuldgyldig tilhænger/modstander. 
Og kan man ikke det, så skal man være forsigtig med at åbne munden. Gør man det alligevel, vil der blive vendt øjne og kommet med antydninger af, at det vist ikke er den forreste del af fjerde division, vi har udsigt til her. 
For de to parter er der givetvis kortsigtede fordele forbundet ved denne tingenes tilstand, og det er sikkert forklaringen på, at det er endt sådan.
Men de må kunne se, at på langt sigt kan de ikke være tjent med det. 
Hvis man ikke vil diskutere med modparten, fordi man grundlæggende ikke anerkender dens legitimitet, mangler der en stimulus til fornyelse og forbedring af ens egen argumentation. Det svækker ens mulighed for at overbevise det store flertal om, at a-kraft-spørgsmålet er et, alle bør tage stilling til. 
Hvis man satser på kampagner, ført af professionelle kommunikationseksperter, kommer det let til at ligne mange andre kampagner, hvor de samme eksperter reklamerer for alle mulige andre emner. Deres ekspertise består jo netop i, at de kan argumentere for næsten hvad som helst. Men de gør det på samme måde hver gang, og så bliver det hurtigt kedeligt og føles uvedkommende.
Hvis begge parter sænkede paraderne og gik i dialog med modparten, ville man sende et signal om, at det er store og alvorlige problemer, debatten drejer sig om. Ved at gøre det selv i stedet for at overlade det til professionelle meningsmagere ville man sende et signal om, at indholdet er vigtigere end formen.  
Baggrund for Kommentaren:
Atom Posten er en netavis, der beskæftiger sig med radioaktivt affald, ikke med a-kraft-spørgsmålet som sådan. Men de to emner er nært forbundet, og vi har ikke kunnet undgå at se, hvordan dialogen mellem tilhængere og modstandere af a-kraft er tørret ud og ikke længere tjener sit demokratiske formål. 
Det nytter ikke at spørge, om denne dialog er mulig. Emnet er så vigtigt, at den skal være mulig. 
Tilhængere og modstandere har en fælles forpligtelse til at holde den i gang.
Skrevet af Jens


fredag den 25. maj 2018

Nutidens Atomaffald, og Fremtidens

Politiken bragte for nogle dage siden en forsideartikel om a-kraft som fremtidens energikilde (1). 
Energien skal komme fra reaktorer, som ikke kan nedsmelte eller på anden måde opføre sig utilsigtet, som næsten ikke producerer radioaktivt affald, og som producerer energien helt CO2-frit. 
Denne nye og smarte a-kraft-teknologi bliver i disse år udviklet af blandt andre Firmaet Seaborg Technologies (2), hvor blomsterbørnenes børn forsker på et sted, hvor Hell’s Angles før holdt til. 
Farvel til ulykker som Tjernobyl og Fukushima, farvel til affaldstønderne ved de nuværende a-kraft-anlæg og farvel til den globale opvarmning.
Man bliver helt overvældet.
Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at de negative følelser, mange af os hidtil har næret over for a-kraft, nu må vige for begejstringen. Når energi kan produceres med så få problemer, gælder det bare om at komme med på vognen og støtte forskningen.
Men før man helt mister fodfæstet, synes jeg, man skal se nærmere på virkeligheden bag dette projekt.
De reaktorer, man har på tegnebrættet, ser ud til at være sikrere end dem, der er i brug nu. Hertil kommer, at de sandsynligvis vil producere mindre radioaktivt affald. I hvert fald, hvis det går, som de entusiastiske forskere regner med. 
Men hvad nu, hvis det går anderledes? Hvis man om nogle årtier står med reaktorer, der er mindre sikre, og som producerer mere radioaktivt affald end forudset?
De statslige myndigheders stædige fastholden af, at det skal være muligt at påtvinge en kommune et slutdepot for radioaktivt affald, kunne tyde på, at andre end undertegnede er skeptiske overfor de planer, som Seaborg Technologies med stor dygtighed fører frem i medierne.
Hvis der er en væsentlig risiko for, at de udviklede teknologier ikke helt svarer til forhåbningerne, bliver man nødt til at have løsninger i baghånden, der ikke koster for meget, når investorerne (hvem er de, forresten?) om nogle år vil presse på for at få afkast af deres investering (3).
Og så er der a-kraft-teknologiens påståede CO2-frihed. 
Jeg er ked af det, men jeg orker ikke en gang til at forklare, hvorfor energi, produceret ved a-kraft, også giver anledning til udledning af CO2 (4). I stedet spørger jeg:
Hvor er REO (5) i denne sag?
Er det ikke på tide, at ældre og mere modne tilhængere af a-kraft kommer ind i debatten og forklarer, at alle kendte teknologier, også a-kraft, udleder CO2 i et eller andet omfang. Diskussionen går på, hvor meget eller hvor lidt CO2, der udledes per produceret energi-enhed. Et fremtrædende medlem af REO har her på bloggen redegjort for sin og foreningens holdning til denne problemstilling (6). Der er åbenbart behov for, at han gør det igen.
Atom Posten har tidligere (6) uden held efterlyst en debat mellem tilhængere og modstandere af a-kraft om dette emne. En debat, som kunne bringe klarhed og spare os andre for en masse vrøvl.
Men forskningsfriheden, da. Skal de unge entusiaster i Seaborg Technologies ikke have lov til at forske i det, de brænder for, selvom vi andre er skeptiske?
Naturligvis skal de det. Fri forskning gavner det samfund, der satser på den, det viser al erfaring. 
Men hvordan sikrer man forskning i nye og helt sikkert spændende teknologier, samtidig med, at også de negative sider af dem bliver undersøgt. Hvem vil investere i kritikken? Forskningsfrihed er der ingen, der er modstandere af, bevillingerne er bare skævt fordelt.
Her er der en opgave, som kun universiteterne kan løse. 
De skal leve op til deres antikke forbilleder om den frie meningsudveksling i omgivelser, hvor der er højt til loftet, som nedenstående billede viser. 
Kan de det?

Rafael: Skolen i Athen ca. 1510

Læg mærke til regnedrengene nederst i billedet. Dem slipper man aldrig for.



Skrevet af Jens
Henvisninger:
  1. Artikel i Politiken (23.05.18) af Julie Kauffmann og Hans Davidsen-Nielsen: ”Venstrefløjens børn udvikler alternativ atomkraft i Titangade”. 
  2. Hjemmeside for Seaborg Technologies: https://seaborg.dk/about/
  3. Se boganmeldelse i Atom Posten (30.01.15): ”Den grønne Boble” af Per Wimmer.
  4. Se kommentarer i Atom Posten: ”Can Nuclear Power slow down Climate Change?” (19.11.15), ”Atomkraft og Villagrunde” (03.03.16). Se også AP’s anmeldelse af bogen: ”Niels Bohr må vende sig i sin Grav” af Thomas Grønlund Nielsen (14.01.14).
  5. REO’s hjemmeside: http://www.reo.dk/
  6. Se kommentaren: ”A-kraft uden CO2?” Atom Posten (02.05.17), hvor lektor Holger Skjerning forklarer sin og REO’s syn på denne problemstilling.

onsdag den 25. april 2018

Sundhedsstyrelsen på Folkemødet

Tilføjelse: Debatten finder sted lørdag 16. juni kl. 13.30-14.15. Se program nederst under henvisning

Det forlyder, at Sundhedsstyrelsen (1) har til hensigt at arrangere en debat 

om radioaktivitet og radioaktiv stråling på dette års folkemøde i Allinge. 

Det er et bemærkelsesværdigt og prisværdigt initiativ.

Radioaktivitet og radioaktiv stråling er et emne, der er svært at have med at gøre i den offentlige debat, og det er der flere grunde til:

For det første, fordi radioaktiv stråling kan forårsage alvorlige sygdomme og ændringer i arveanlæggene, som først viser sig i senere generationer. Samtidig kan strålingen ikke registreres med sanserne, kun med avanceret udstyr.

For det andet, fordi emnet anses for at være 

svært tilgængeligt. 





Det forbindes – ikke mindst her i landet – med dybe filosofiske overvejelser og matematiske formler af en indviklethed, der kan få de fleste til at løbe skrigende væk.

For det tredje, fordi der er en ”arv” af radioaktivt affald (3) fra dengang, hvor man regnede med, at vi skulle have a-kraft heri landet.

For det fjerde, fordi mange værdifulde teknikker er baseret på radioaktiv stråling. For eksempel: medicinske undersøgelser og behandlinger, undersøgelse af konstruktioners bære-evne, kontrol af fødevarer, lækageopsporing og meget andet.

De to første omstændigheder forklarer, hvorfor dette emne fremkalder angst hos mange mennesker. De to sidste viser, at det er for betydningsfuldt til, at vi bare kan lade, som om det ikke eksisterer.

Offentligheden må derfor forvente, at styrelsen vil påtage sig den vanskelige, men også påtrængende opgave at informere befolkningen om dette emne.

Denne oplysningsindsats bør sigte mod:

  • at forklare befolkningen, at nok er radioaktiv stråling farlig, men at det er muligt at beskytte sig mod den 
  • at formidle emnet på en måde, som ikke bare er af høj faglig standard, men som også er forståelig for ikke-fagfolk
  • at overbevise modtagerne om, at de får en upartisk redegørelse for emnet, selvom den gives af eksperter, som er ansat af Styrelsen eller andre statslige organer, eller anderledes udtrykt: formidlingen skal ske i armslængde, og armen skal være meget lang. 

Sidst, men ikke mindst:

  • at forklare befolkningen, at de teknikker, som er baseret på radioaktiv stråling, skal udvikles, så brugen af radioaktivt stof kan reduceres, men det må undgås, at de forbydes i ren og skær panik.

De 45 minutter på folkemødet kan være begyndelsen på denne oplysnings-indsats, hvor Styrelsen fremlægger sine visioner og diskuterer dem med de øvrige panel-deltagere.

Vi andre venter i spænding.

Skrevet af Jens

Henvisninger:


  1. Mere præcist er det Sundhedsstyrelsen, Strålebebeskyttelse (SIS), der varetager disse opgaver. Tidligere hed det Statens Institut for Strålesikkerhed (SIS). Men så vidt jeg kan se, er det omtrent de samme mennesker, der er involveret. Jeg har derfor valgt bare at referere til Styrelsen.
  2. Formlen stammer fra Diracs lærebog i kvantemekanik, side 245. (P. A. M. Dirac: ”Quantum Mechanics”, 4. Edition, Oxford University Press, 1958). Det er let at finde mere skræmmende eksempler.
  3. Se hjemmesiden for firmaet Dansk Dekommissionering, der tager sig af det danske radioaktive affald. Se også Annes hjemmeside.
Program Folkemødet Lørdag 16. juni 2018:

Hvorfor er du bange for stråling?

13:30 - 14:15

Sundhedsstyrelsen 
Hvorfor bruger vi radioaktivitet og ioniserende stråling – og kan vi stole på sikkerheden?

Eventbeskrivelse

De fleste danskere er skeptiske eller bekymrede, når snakken falder på radioaktivitet og stråling. Og ja: Radioaktive stoffer KAN være farlige, og stråling KAN være farlig! Så hvorfor bruger vi begge dele – og kan vi stole på sikkerheden? Stråling fra radioaktive stoffer og røntgenapparater - såkaldt ioniserende stråling – kan være skadelig for mennesker, men bliver i dag brugt som nødvendige redskaber indenfor infrastruktur, fødevarekontrol, flysikkerhed og sundhedsvæsen. Broer, bygninger, skibe, køretøjer, rørledninger og veje bliver fx kvalitetstjekket ved hjælp af ioniserende stråling. Tonsvis af danske fødevarer bliver tjekket for fremmedlegemer. 17 millioner rejsendes bagage bliver kontrolleret. Danske patienter diagnosticeres og behandles mere end 8 millioner gange om året. Sundhedsstyrelsen skal sikre, at man får så lave stråledoser som muligt. Men kan man stole på Sundhedsstyrelsens afgørelser og udmeldinger? Er myndighederne blinde for, at der er reel trussel ved stråling?

Deltagere

Kresten Breddam, Projektsekretariatsleder, Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse
Stinus Lindgren, Medlem af Regionsrådet, Region Hovedstaden (RV)
Mads Biering La Cour, Enhedschef, Sundhedsstyrelsen
Peter Larsen, Skuespiller, B.O.M.A. Bornholm mod atomaffald

Kontaktpersoner

Birgitte Neumann, Sundhedsstyrelsen, 72227537  
Lotte Bælum, Presserådgiver, Sundhedsstyrelsen, 72227766, lb@sst.dk 

Tags

#Radioaktivitet #Stråling 

Eventdetaljer

Sprog
Dansk
Underholdsningsevent
Nej
Tegnesprogtolkes
Nej
Teleslynge
Nej
Sendes live på internettet
Nej

mandag den 16. april 2018

Danmarks Naturfredningsforening og Atomaffaldet


Den 7. april blev cand. scient. Maria Reumert Gjerding valgt til ny præsident for Danmarks Naturfredningsforening (DN). Hun har siden valget i juni 2015 repræsenteret Enhedslisten i Folketinget.

Ifølge Information (09.04.18) lægger hun nu sit partitilhørsforhold på hylden, men vil

”tage sit stærke politiske netværk med sig ind i kampen for at sætte dagsordenen på miljø- natur- og klimaområdet”.


Det er en stor mundfuld, og det er nærliggende at spørge, hvilken dagsorden hun vil sætte i sagen om det radioaktive affald. I denne sag har hendes ”stærke politiske netværk” jo været næsten usynligt, i hvert fald for offentligheden.

Hovedpunkterne i DN’s hidtidige politik i denne sag kan opsummeres i to punkter: 



  • Atomaffald skal håndteres i Danmark uden risiko for grund- og drikkevand 
  • Eksperter skal blive enige om valg af depottype 

Der første punkt er helt ukontroversielt. Som Anne og jeg har påpeget ved flere lejligheder (1), har eksport af atomaffaldet aldrig været andet end ønsketænkning, og rent grund- og drikkevand er der vel ingen, der er modstandere af.

Men hvordan får man alle eksperter til at være enige om valget af en bestemt depot-type? Og hvordan kan man bagefter overbevise de berørte borgere om dens fortræffelighed? Var det ikke vigtigere at skrive, hvad man vil gøre, hvis eksperterne er uenige, og hvis de berørte borgere er afvisende?

For indtil nu har eksperterne langt fra været enige, og borgerne har gennem de sidste mange år opbygget en solid mistillid til de officielle udmeldinger i denne sag. Det sidste er – sagt i al stilfærdighed – ikke kun borgernes fejl (2). Hjemmesiden har ingen kommentar til dette.

Det er derfor nødvendigt at spørge den nyvalgte præsident:


  1. Hvordan ser hun og DN på kvaliteten af myndighedernes information til borgerne om atomaffaldet, og hvordan vurderer hun og DN borgerinddragelsen i denne sag? 
  2. Hvordan ser hun og DN på de begrundelser for slutdeponering, som myndighederne har fremlagt, især når det drejer sig om brugen af sikkerhedsanalyser (3)? 
  3. Hvem har efter hendes og DN’s mening bevisbyrden i denne sag? Er myndighederne forpligtet til at overbevise borgerne, eller er borgerne forpligtet til at overbevise myndighederne? 
  4. Hvor står hun og DN, når det drejer sig om en kommunes ret til at sige nej til slutdeponering af radioaktivt affald på sit område? 

I Informations artikel finder man ikke antydning af svar på disse spørgsmål. Ser man på DN’s hjemmeside, finder man heller ikke noget, der bare ligner en stillingtagen. Læser man referaterne fra møderne i kontaktforum (4), finder man meget lidt.

Samme resultat får man, hvis man går ind på hjemmesiderne for DN’s lokalafdelinger i de fem kommuner (5), som indtil for nylig var udset til at huse et slutdepot for radioaktivt affald. Her skulle man ellers tro, at nogen af medlemmerne havde reageret på truslen om at få et slutdepot lige uden for døren.

Men klikker man på Kerteminde og Lolland, får man besked om, at der er affalds-indsamling i Lundeborg den 22. april. Klikker man på Struer, får man et smukt billede af Stevns Klint (6).

Intetsteds finder man noget om, hvad den nyvalgte præsident og DN har til hensigt at gøre for at forhindre det overgreb, som slutdeponering af radioaktivt affald vil være for lokalsamfundet.

Hvis sagen om Danmarks radioaktive affald var en ganske lille og ubetydelig sag, kunne man til nød forstå DN’s manglende stillingtagen til de fire spørgsmål ovenfor.

Men uden at forklejne DN’s indsats i øvrigt, så er sagen om opbevaring og behandling af det danske radioaktive affald en stor sag. Den har allerede nu kostet et 3-cifret millionbeløb, og i fremtiden kommer det til at koste endnu mere, næsten ligegyldigt hvilken løsning, man vælger.

Desuden sætter den spotlight på væsentlige demokratiske og miljømæssige problemstillinger. Problemstillinger, der for mig at se er tæt på grundlaget for DN’s virksomhed og selvforståelse.

Så hvad vil den nyvalgte præsident gøre for, at DN kan løfte opgaven som en all round miljøorganisation, der formår ”at sætte dagsordenen på miljø- natur- og klimaområdet”, også når det drejer sig om atomaffald?

Vil hun være stærk nok til at trække sit politiske netværk ud i en åben og meningsfuld debat om Danmarks radioaktive affald, eller vil netværket holde hende og DN fast i rollen som arrangør af feel good begivenheder, hvor medlemmerne indsamler gamle plastposer i naturen, men ser den anden vej, når radioaktivt affald bliver slutdeponeret i udkantsdanmark?

Skrevet af Jens



Henvisninger: 

1. Se kommentarer i Atom Posten: ”Eksport af Atomaffaldet – Orientering eller Desorientering?” (11.08.13), ”Atomaffald og Anmodning om Aktindsigt i Eksportforsøg til Sverige” (13.04.14), ”Eksport af radioaktivt Affald” (17.04.14) og ”Eksport af radioaktivt Affald?” (13.06.14)

2. Se Aalborg-undersøgelsen (link). Den er kommenteret i Atom Posten: ”Kommentar til Spørgeskemaundersøgelse omkring Deponi af radioaktivt Affald” (23.09.14)

3. Se notaterne: ”Risikovurdering” og ”Bemærkning om brug af matematiske modeller til risikovurdering”, som ligger på Annes hjemmeside


4. Uddannelses- og Forskningsministeriets kontaktforum vedrørende radioaktivt affald (link). 


Her er DN er repræsenteret i modsætning til to af de fem borgergrupper, der har arbejdet hårdt med denne sag i adskillige år. 

5. De fem udpegede kommuner er (med deponeringsstederne i parentes): Struer (Thyholm), Skive (Skive Vest og Thise), Kerteminde (Kertinge Mark), Lolland Kommune (Rødbyhavn) og Bornholms Regionskommune (Østermarie). 


6. Klikker man på Bornholm, finder man heller ikke noget om det radioaktive affald. Til gengæld er der en udsigt, som jeg har glædet mig over i næsten 70 år. Tak for den.

Udsigt mod Melsted Havn 






onsdag den 4. april 2018

Politiken og Atomaffaldet (4) Uranmalm og Urantailings/Affald på Risø

Politiken skriver 1.4.18 :

"Sanders 20-års plan fungerede som en rettesnor for skiftende ministre op gennem 00'erne og efter regeringsskiftet i 2011. Oprydningsplanen var nedfældet i detaljer, men aftalen tog ikke højde for, hvad der skulle ske med de 4700 ton knust malm (granitsten med store mængder metal) fra tidligere forsøg med uranudvinding i Grønland. De store mængder knust forsøgsgranit var tjekket for radioaktivitet, men har siden vist sig at skabe problemer fordi de har ligget i det fri uden særlig beskyttelse."


FAKTA 1 Hos Dansk Dekommissionering på Risø befinder sig

  • 3760 tons uranmalm fra Kvanefjeld/Kuannersuit i Grønland
  • 1130 tons tailings/affald fra forsøg på Risø med udvinding af uran af malmen fra Kvanefjeld
Politiken vil ikke rette fejlen. I de 4700 tons knust malm er tailings indeholdt, oplyser journalisten, men

  • de 3760 tons malm ligger i tre bunker foran
  • de 2 bassiner med 1130 tons tailings. Tailings er langlivet lavradioaktivt affald, der afgiver uranefterkommere bl.a. radon i mia af år. De skal være dækket af vand. 
Tailings 1130 tons vil fylde 80 ISO containere, når de skal slutdeponeres i Danmark, se side 287 i forstudiet maj 2011 til den nu skrottede slutdepotplan.

Her er foto fra 1983 af 3 tailings/affaldsbassiner og bunker af ca. 2000 m3 uranmalm på Risø. Det ene bassin er tomt.

1000m3 underliggende jord er kontamineret.



Danmark har et uløst problem med hensyn til, hvad man skal gøre på langt sigt med malm og tailings på Risø. Det er tankevækkende, for til sammenligning vil den påtænkte REE /uranmine i Kvanefjeld i Grønland generere op til 1 mia. tons tailings, hvis alle ressourcer udnyttes. Planen er at deponere dem i en sø, Taseq, hvilket er blevet kritiseret af flere af de eksperter, jeg har interviewet. (REE står for sjældne jordarters metaller). Se også Uran-affald i Taseq (Kvanefjeldet) - Drøm eller Mareridt?

Jeg har skrevet en del indlæg om uranmineprojektet i Kvanefjeld og som nævnt interviewet 4 internationale eksperter. Kan findes her. Jeg blev interesseret i mineprojektet, da jeg ville undersøge baggrunden for malm og tailings på Risø.



BAGGRUND 


Uranbjerget af Henrik Knudsen og Henry Nielsen er en grundig og spændende indføring i forsøgene på at finde og udnytte Grønlands uran fra 1944 til idag.

Her er en liste over nogle af artiklerne i Grønlandsposten og Ingeniøren om uranprojektet.





I 1962 udtog Risø 180 t malm fra en 20 m skakt i kanten af Kvanefjeldplateauet, og 1979-81 4700 t malm fra en 970 m lang tunnel, der gik tværs gennem forekomsten, ca. 150 m under overfladen.



Artikel fra 1980 i Socialistisk dagblad af Ingrid Hind: Kvanefjeldet på Grønland. Risø bryder uran i tonsvis, men befolkningen får ingen information

Fakta 2 Forsøgene med udvinding af uran foregik på Risø - ikke i Grønland, som Politiken skriver. 

Avisen AG skrev 6.12.1979:

"Mens debatten om uranudvinding er ved at komme i gang i Grønland, forbereder man i disse dage i en nedlagt reaktorbygning på forsøgsstation Risø opbygning af et uranudvindingsanlæg, der skal behandle ca. 5000 tons malm fra Kvanefjeld. Det sker efter en helt ny teknik der benævnes CPL-metoden. Den er gennemprøvet med godt resultat i laboratorie-model. Nu opbygges et større an- læg, der kan blive model for et eventuelt uranudvindingsanlæg i Narssaq".

Kemikere på Risø udviklede sidst i 1970'erne en ny metode til at trække uran ud af malmen. "Vi er temmelig sikre på at vi kan udvinde uran af den grønlandske malm efter en hel ny metode, sagde projektleder Jørgen Jensen til AG i juni 1981. 

Til samfundets Tarv - Forskningscenter Risøs historie, 1998, side 346:



"I løbet af 1980 ankom 5000 tons uranmalm til Risø, og et kæmpe grå-grønt malmbjerg hobede sig op midt på halvøen. Ved DR2, som var lukket i 1975, begyndte opbygningen af et 1,3 km langt rør bukket i hårnålefacon og pakket i varmeisolerende kasser. Ved at pumpe en blanding af opslemmet malm og lud igennem røret kunne uranen trækkes ud af malmen. På grund af reaktionstiden var det nødvendigt med så langt et rør. For at undgå kogning skulle trykket være højt, nemlig 145 atmosfære ved indgangen og ca. 100 ved udgangen. Ved at vælge et rør fremfor en tank kunne processen foregå kontinuerligt, hvilket var vigtigt, hvis ideen skulle sælges til industrien."

Samme Jørgen Jensen er i dag ansat som rådgiver for det australske mineselskab GME, der vil udvinde sjældne jordarters metaller/ REE af malm fra Kvanefjeldet. Dette kan ikke ske uden samtidig at udvinde uran. 

Jørgen Jensen har vildledt om bl.a. uranminer og vinmarker. Kuannersuit News 2011, siger han side 7:

"Fjeldet vil ligne sig selv. Selv om der bliver tale om en åben mine, vil der i det store billede kun ske minimale ændringer."

Man kan spørge, hvordan Kvanefjeldet kan ligne sig selv efter 37 års udvinding af REE/uran? 

2:42 inde i denne video fra GME kan man se, hvordan Kvanefjeld mister sin top. Jørgen Jensen bør uddybe sin argumentation.

Uranmalmbunker på havnen i Narsak venter på at blive transporteret til Risø til forsøg 1980

Kvanefjeldets uran skal drive atomkraftværker skrev AG 17.1.74


Jubilæumsbogen »Til samfundets tarv - Forskningscenter Risøs historie« fortæller om det lange og dyre projekt med uranudvinding på Grønland. Indtil 1983 troede man i Danmark på atomkraft, og man ville udvinde egen uran. Projektet var et af dem, der fik størst støtte fra Handelsministeriets pulje til energiforskning. »Om det samfundsmæssigt har været en god investering er et betydeligt sværere stykke at gøre op,« skriver forfatterne, der mener, det er ret bemærkelsesværdigt, at Risø trods næsten vedvarende kritik formåede at fastholde projektet indtil 1983: »Fra 1956 og frem og især perioden 1972-76, udarbejdede Risø-medarbejderne flere notater til AEK (red. Atomenergikommissionen) og de skiftende regeringer, som gjorde det klart, at indførelse af atomkraft ville være risikabelt, hvis man ikke sikrede sig en national uranproduktion.«

At sikre national uranproduktion var »irrelevant« iflg. forfatterne, for frem til 1970erne kunne man købe billigere uran på verdensmarkedet. Selv om atomkraftrettede projekter i 1976 blev nedtrappet, og man omstillede aktiviteterne på Risø, så blev uranprojektet opprioriteret, ikke mindst fordi det var sat på skinner i 74/75.




Skrevet af Anne Albinus

Links