Dialog om A-kraft

Heri landet har der i mange år været både tilhængere og modstandere af a-kraft, og begge parter har oplevet at være inde i varmen hos den offentlige mening og ude i kulden. 

I slutningen af 1950’erne blev a-kraft set som et stort fremskridt, mens modstanderne blev karakteriseret som følelsesbetonede og uvidende. 

I 1970’erne vendte vinden, og nu var det tilhængernes tur til at blive mobbet. Ulykker med a-kraftværker (bl. a. Tjernobyl) og den hurtige udvikling af vedvarende energikilder forstærkede tendensen.

På det sidste er tilhængerne vendt tilbage med fornyet styrke, hjulpet på vej af opgøret med de gamle 68’ere og bekymringen for den globale opvarmning.

Men hvad er slutresultatet?

• Er det en erkendelse hos begge parter af, at modparten også havde lidt ret? At også de andres måde at se tingene på havde en vis berettigelse? At det måske var en god ide at tale med disse mennesker, ikke for at omvende dem, men for bedre at forstå kompleksiteten af problemerne?
• Eller er der opstået to lejre, hvor man internt har fuldstændig homogeniserede meninger om, hvorfor vi skal have, henholdsvis ikke have, a-kraft? Hvor man kender alle de grunde, der taler for ens eget synspunkt, og hvor man kan snakke sig fra alle de grunde, der taler for de andres?

Jeg har fornemmelsen af, at det sidste er tættere på virkeligheden end det første. 

Det har medført, at flertallet føler, at de slet ikke kan mene noget om dette emne. De kan simpelthen ikke bestå optagelsesprøven til hverken det ene eller det andet af de to trossamfund.

De magter ikke at tilegne sig al den viden og al den uvidenhed, alle de meninger og alle de holdninger, man nødvendigvis må beherske for at blive fuldgyldig tilhænger/modstander. 

Og kan man ikke det, så skal man være forsigtig med at åbne munden. Gør man det alligevel, vil der blive vendt øjne og kommet med antydninger af, at det vist ikke er den forreste del af fjerde division, vi har udsigt til her. 

For de to parter er der givetvis kortsigtede fordele forbundet ved denne tingenes tilstand, og det er sikkert forklaringen på, at det er endt sådan.

Men de må kunne se, at på langt sigt kan de ikke være tjent med det. 

Hvis man ikke vil diskutere med modparten, fordi man grundlæggende ikke anerkender dens legitimitet, mangler der en stimulus til fornyelse og forbedring af ens egen argumentation. Det svækker ens mulighed for at overbevise det store flertal om, at a-kraft-spørgsmålet er et, alle bør tage stilling til. 

Hvis man satser på kampagner, ført af professionelle kommunikationseksperter, kommer det let til at ligne mange andre kampagner, hvor de samme eksperter reklamerer for alle mulige andre emner. Deres ekspertise består jo netop i, at de kan argumentere for næsten hvad som helst. Men de gør det på samme måde hver gang, og så bliver det hurtigt kedeligt og føles uvedkommende.

Hvis begge parter sænkede paraderne og gik i dialog med modparten, ville man sende et signal om, at det er store og alvorlige problemer, debatten drejer sig om. Ved at gøre det selv i stedet for at overlade det til professionelle meningsmagere ville man sende et signal om, at indholdet er vigtigere end formen.  

Baggrund for Kommentaren:

Atom Posten er en netavis, der beskæftiger sig med radioaktivt affald, ikke med a-kraft-spørgsmålet som sådan. Men de to emner er nært forbundet, og vi har ikke kunnet undgå at se, hvordan dialogen mellem tilhængere og modstandere af a-kraft er tørret ud og ikke længere tjener sit demokratiske formål. 

Det nytter ikke at spørge, om denne dialog er mulig. Emnet er så vigtigt, at den skal være mulig. 

Tilhængere og modstandere har en fælles forpligtelse til at holde den i gang.

Skrevet af Jens