De sidste høringssvar fra Sverige og Polen er nu lagt på sundhedsministeriets hjemmeside.
Det svenske svar er en sønderlemmende kritik af de danske slutdepotplaner. Den er velkendt for borgergrupperne, som hele vejen har støttet sig til MKG’s ekspertise, men det er godt, at den nu via SUM’s hjemmeside kommer ud til mange flere.
SUM har også lagt Polens svar ud, dateret 15. juli. Det er på polsk, og der er endnu ingen oversættelse.
Her er vores oversættelse af et afsnit i brevet fra miljøministeriet (1):
”Ifølge IAEA’s retningslinjer kan kun kortlivet lav- og mellemaktivt affald bortskaffes i depoter, som det er foreslået fra dansk side. (Jf. IAEA Surface Disposal, Near Surface Disposal, eventuelt med Boreholes Disposal.) Langlivet affald og brugt nukleart brændsel lagres kun i dybe depoter (Geological Disposal). I denne forbindelse anmoder den polske part om en afklaring af dette spørgsmål.”
Hvis ministeriet er uenig i denne oversættelse, hører vi gerne fra dem. Hvis ministeriet ikke har til hensigt at følge IAEA’s anbefalinger, hører vi også gerne fra dem.
Høringssvarene har, samlet set, stor bredde og faglig styrke, og det bliver spændende at se, hvordan ministeriet reagerer på dem. Vil man skifte holdning og støtte et mellemlager, eller vil man forsøge at aflede opmærksomheden fra sagens kendsgerninger ved endnu en gang at trække en kanin op af hatten?
Vi kan håbe på det første, men må være forberedt på det sidste. Derfor er der grund til at repetere sagens gang indtil nu.
Kommuner og borgergrupper har en interesse i denne sag, nemlig at redde deres egn fra at blive stemplet som atom-losseplads. Det har de ikke lagt skjul på, men de har gjort langt mere end blot at forsvare lokale interesser.
De har sat sig ind i sagen og hentet hjælp hos udenlandske sagkyndige. De har besøgt det hollandske mellemlager COVRA og lært af de erfaringer, man har gjort der. De har arrangeret møder og høringer, hvor borgerne kunne komme til orde med deres spørgsmål, argumenter og bekymringer. De har forsøgt at brede diskussionen ud, så den ikke kun handlede om det rent tekniske. De har påvist det uforsvarlige i at slutdeponere radioaktivt affald, uanset hvor.
Sundhedsministeriet har, bistået af DD, GEUS og SIS, forsøgt at optræde som repræsentanter for den neutrale, videnskabeligt underbyggede sagkundskab, og det er de ikke sluppet godt fra.
Som bl. a. høringssvarene viser, er der mangler, udeladelser og fejl i deres materiale. De har ikke magtet eller ønsket at give befolkningen ordentlig information om sagen. De har arrangeret propaganda-møder for slutdeponering, tilrettelagt med det åbenlyse formål at beskytte de udsendte eksperter mod ubekvemme spørgsmål. De har intet gjort for at forstå reaktionerne hos de borgere, der risikerer at få et slutdepot i baghaven.
Jeg håber ikke, ministeriet vil prøve at snakke sig fra det.
Skrevet af Jens
Uddrag af brev (15.07.14) side 3 fra vicedirektør i det polske miljøministerium, Katarzyna Twardowska:
”Zgodnie z wytycznymi IAEA tylko odpady krótkożyciowe nisko i średnioaktywne mogą być składowane w składowiskach, które są proponowane przez stronę duńską (zgodnie z IAEA Surface Disposal, Near Surface Disposal, ewentualnie Boreholes Disposal). Odpady długożyciowe i wypalone paliwo jądrowe można składować tylko w składowiskach głębokich (Geological Disposal). W związku z tym strona polska prosi o wyjaśnienie tej kwestii,”
lørdag den 19. juli 2014
torsdag den 10. juli 2014
Høringssvar om et Slutdepot for radioaktivt Affald
Sundhedsministeriet har sendt sit forslag om et dansk slutdepot for (det, ministeriet kalder) lav- og mellemaktivt affald til høring hos de involverede ministerier, regioner, kommuner, stifter, provstier, menighedsråd, borgergrupper samt hos vores nabolande.
Flere af de adspurgte har negative kommentarer, nogle har ingen kommentarer, og ikke et eneste svar er positivt over for disse planer. Det burde gøre indtryk der, hvor den endelige beslutning i denne sag skal træffes.
Sundhedsministeriet har udsendt sit forslag til løsning af det, ministeriet ser som et teknisk problem. Noget, der kan klares med sort snak om bygningsværker og generiske analyser samt ved brug af kreativ mødetilrettelæggelse.
Svarene peger på problemer af meget forskellig art ved slutdeponering, problemer, der rækker langt ud over den snævre tekniske ramme, som sundhedsministeriet bevæger sig inden for.
For eksempel:
Høringssvarene fra de fem kommuner (Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm), fra borgergrupperne og biskopperne i Lolland-Falsters og Viborgs Stift er på et indholdsmæssigt niveau, som er langt over ministeriets.
Det er imponerende, men samtidig må jeg spørge mig selv: Er denne rollefordeling rimelig?
Er det rimeligt, at en regering kan true med at gennemføre en urimelig og dårligt underbygget plan og lægge byrden ved at påvise urimeligheden og finde et brugbart alternativ over på de borgere, hvis tilværelse er truet af planen? Hvis slutdepotet bliver erstattet af et mellemlager, så har hele samfundet jo vundet, ikke kun borgerne i de fem kommuner.
Er det rimeligt, at en regering åbenlyst spekulerer i, at når det store flertal er ligeglade med en sag, så kan man tage det let med begrundelsen for sin plan?
Er det rimeligt, at en regering på den ene side lader sine embedsmænd prale med, at deres påstande er videnskabeligt underbygget, og på den anden side intimiderer videnskabsfolk, der kunne bidrage med væsentlige, omend ubekvemme synspunkter?
Som mangeårigt medlem af et af regeringspartierne er det ikke let at stille sådanne spørgsmål. Men jeg har på fornemmelsen, at en anden regering kunne handle på samme måde. Problemet ligger i selve den politiske kultur.
Skrevet af Jens
Opdatering: Efter udgivelse af dette blogindlæg er der kommet høringssvar fra de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, fra Strålsäkerhetsmyndigheten og fra Länsstyrelsen Skåne. Alle svar kan læses her
Flere af de adspurgte har negative kommentarer, nogle har ingen kommentarer, og ikke et eneste svar er positivt over for disse planer. Det burde gøre indtryk der, hvor den endelige beslutning i denne sag skal træffes.
Sundhedsministeriet har udsendt sit forslag til løsning af det, ministeriet ser som et teknisk problem. Noget, der kan klares med sort snak om bygningsværker og generiske analyser samt ved brug af kreativ mødetilrettelæggelse.
Svarene peger på problemer af meget forskellig art ved slutdeponering, problemer, der rækker langt ud over den snævre tekniske ramme, som sundhedsministeriet bevæger sig inden for.
For eksempel:
- Hvordan vil et slutdepot påvirke erhvervene i den egn, der skal huse et eventuelt slutdepot?
- Hvordan vil et slutdepot påvirke til- og fraflytningen?
- Hvordan vil et slutdepot påvirke menneskers oplevelse af naturen i det berørte område?
- Er det rimelig at vurdere slutdepot og mellemlager hver for sig?
- Er slutdeponering en rimelig måde at behandle senere generationer på?
Høringssvarene fra de fem kommuner (Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm), fra borgergrupperne og biskopperne i Lolland-Falsters og Viborgs Stift er på et indholdsmæssigt niveau, som er langt over ministeriets.
Det er imponerende, men samtidig må jeg spørge mig selv: Er denne rollefordeling rimelig?
Er det rimeligt, at en regering kan true med at gennemføre en urimelig og dårligt underbygget plan og lægge byrden ved at påvise urimeligheden og finde et brugbart alternativ over på de borgere, hvis tilværelse er truet af planen? Hvis slutdepotet bliver erstattet af et mellemlager, så har hele samfundet jo vundet, ikke kun borgerne i de fem kommuner.
Er det rimeligt, at en regering åbenlyst spekulerer i, at når det store flertal er ligeglade med en sag, så kan man tage det let med begrundelsen for sin plan?
Er det rimeligt, at en regering på den ene side lader sine embedsmænd prale med, at deres påstande er videnskabeligt underbygget, og på den anden side intimiderer videnskabsfolk, der kunne bidrage med væsentlige, omend ubekvemme synspunkter?
Som mangeårigt medlem af et af regeringspartierne er det ikke let at stille sådanne spørgsmål. Men jeg har på fornemmelsen, at en anden regering kunne handle på samme måde. Problemet ligger i selve den politiske kultur.
Skrevet af Jens
Opdatering: Efter udgivelse af dette blogindlæg er der kommet høringssvar fra de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, fra Strålsäkerhetsmyndigheten og fra Länsstyrelsen Skåne. Alle svar kan læses her
Rundt i Manegen med NORM-affaldet
"Undersøgelser og drift af olie- og gasfelterne i Nordsøen medfører en ny type affald med indhold af naturligt forekommende radioaktive stoffer, i fagkredse kaldet NORM-affald," kunne man i 2005 læse i sundhedsministeriets brochure om et slutdepot for radioaktivt affald. "Der foregår p.t. vurderinger af mulighederne for deponering af denne type affald." (Min fremhævning).
4 år senere i 2009 var man ikke kommet videre i overvejelserne. Indenrigs- og sundhedsministeriet/SUM skrev (min fremhævning):
"Endvidere er der endnu ikke en endelig afklaring vedrørende den fremtidige håndtering af NORM-affald (Natural Occuring Radioactive Material). Det er naturligt forekommende radioaktivt materiale i havbunden, stammer primært fra udvinding af olie og gas i Nordsøen. Der produceres på nuværende tidspunkt ca. 15-20 m3 affald pr. år, som håndteres af producenterne. NORM-affald har generelt lav aktivitet."
Da det franske firma Total nu skal foretage en prøveboring efter skifergas i Dybvad ved Frederikshavn, satte jeg mig for at finde ud af, om man i SUM har gjort sig overvejelser om, hvad man vil gøre med NORM-affald fra evt. kommende skifergasboringer. På min hjemmeside kan man følge mailkorrespondancen fra jeg stillede det første spørgsmål den 30.6.14 til SUM:
"Er der overvejelser om, at lavaktivt affald fra kommende skifergasboringer i Danmark skal i et evt. kommende slutdepot for lav- og mellemaktivt affald?"
Fra SUM blev jeg dirigeret til Energistyrelsen, derfra videre til Statens Institut for Strålebeskyttelse/SIS og tilbage til SUM igen for at få det svar, at man efter 9 år stadig ikke har fundet ud af, hvad man vil gøre ved NORM-affald fra olie- og gasfelterne i Nordsøen.
8.7.14 svarede SUM mig flg.:
Kære Anne Albinus
4 år senere i 2009 var man ikke kommet videre i overvejelserne. Indenrigs- og sundhedsministeriet/SUM skrev (min fremhævning):
"Endvidere er der endnu ikke en endelig afklaring vedrørende den fremtidige håndtering af NORM-affald (Natural Occuring Radioactive Material). Det er naturligt forekommende radioaktivt materiale i havbunden, stammer primært fra udvinding af olie og gas i Nordsøen. Der produceres på nuværende tidspunkt ca. 15-20 m3 affald pr. år, som håndteres af producenterne. NORM-affald har generelt lav aktivitet."
Da det franske firma Total nu skal foretage en prøveboring efter skifergas i Dybvad ved Frederikshavn, satte jeg mig for at finde ud af, om man i SUM har gjort sig overvejelser om, hvad man vil gøre med NORM-affald fra evt. kommende skifergasboringer. På min hjemmeside kan man følge mailkorrespondancen fra jeg stillede det første spørgsmål den 30.6.14 til SUM:
"Er der overvejelser om, at lavaktivt affald fra kommende skifergasboringer i Danmark skal i et evt. kommende slutdepot for lav- og mellemaktivt affald?"
Fra SUM blev jeg dirigeret til Energistyrelsen, derfra videre til Statens Institut for Strålebeskyttelse/SIS og tilbage til SUM igen for at få det svar, at man efter 9 år stadig ikke har fundet ud af, hvad man vil gøre ved NORM-affald fra olie- og gasfelterne i Nordsøen.
8.7.14 svarede SUM mig flg.:
Kære Anne Albinus
Ved mail af 4. juli 2014 har du stillet spørgsmål vedrørende NORM affald. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har ikke tilføjelser i forhold til oplysningerne i 2009 redegørelsen.
Med venlig hilsen
Sygehuspolitik
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Vinmarker og naturgas
På Totals danske hjemmeside under "Spørgsmål og Svar" henvises til Jurançon i det sydvestlige Frankrig med flere berømte vingårde, hvor selskaber sammen med Total har udvundet naturgas, og hvor der ikke af den grund har været nedgang i turismen. T.o. har Frankrig forbud mod hydraulisk fakturering (fracking).
Helt i tråd med det australske mineselskab GME's forsøg på at idyllisere uranminedrift i Kvanefjeldet ved at kæde den sammen med vinmarker i Frankrig. Jeg gravede lidt i den markedsførings-strategi og skrev et blogindlæg om sagen.
Helt i tråd med det australske mineselskab GME's forsøg på at idyllisere uranminedrift i Kvanefjeldet ved at kæde den sammen med vinmarker i Frankrig. Jeg gravede lidt i den markedsførings-strategi og skrev et blogindlæg om sagen.
Skrevet af Anne
Links
Min side om NORM-affald
Skifergas skaber radioaktivt affald T. Haaland Information 5.3.13
Les enjeux environnementaux du complexe industriel de Lacq (1957-2005)
(kort engelsk resumé af disputats)
Den formodentligt kommende formand for EU Kommissionen er imod fracking RTCC 9.7.14
Links
Min side om NORM-affald
Skifergas skaber radioaktivt affald T. Haaland Information 5.3.13
Les enjeux environnementaux du complexe industriel de Lacq (1957-2005)
(kort engelsk resumé af disputats)
Den formodentligt kommende formand for EU Kommissionen er imod fracking RTCC 9.7.14
Greenpeace klage til Natur - og Miljøklagenævnet over VVM - redegørelse og miljørapport – efterforskningsboring Vendsyssel-1 skifergas ved Dybvad 18.7.14
Skifergas skaber radioaktivt affald Tarjei Haaland Information 5. 3.2013
Skifergas skaber radioaktivt affald Tarjei Haaland Information 5. 3.2013
lørdag den 5. juli 2014
Atomaffald og Tillid til Myndighederne
Sagen om slutdeponering af det radioaktive affald i udkantsdanmark har været usædvanlig på flere måder.
Beslutningen om slutdeponering blev truffet af et enigt folketing i 2003, men efter at antallet af mulige deponeringssteder i 2011 blev reduceret til seks, har det været så godt som umuligt at finde et folketingsmedlem, der var parat til at forsvare denne løsning. Ingen ville stå ved, at man havde skubbet et nationalt problem over på et mindretal, nemlig borgerne i de fem udvalgte kommuner: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm.
En arbejdsgruppe bestående af embedsmænd fra flere ministerier har fået til opgave at håndtere sagen på grundlag af folketingets beslutning. For at lette byrden med at forsvare det uforsvarlige har de med stor behændighed udvalgt, sorteret og omdefineret de oplysninger om sagen, som de mente, befolkningen kunne tåle at se.
Statens institut for strålebeskyttelse (SIS), som har været med hele vejen, når det gjaldt om at få borgerne i de udvalgte kommuner til at sluge kamelen, bliver uafhængig tilsynsmyndighed, når slutdepotet skal bygges til sin tid. SIS kender selvfølgelig sagen og ved hvilke hensyn, der skal tages, men uafhængigheden er det svært at få øje på.
På nuværende tidspunkt er det usikkert, hvordan det ender: Om affaldet bliver slutdeponeret med vold og magt, eller om det bliver anbragt i et mellemlager.
Til gengæld er det sikkert, at forløbet har skabt mistro til myndighedernes forsikringer, når det drejer sig om radioaktive stoffer og radioaktiv stråling, og det gælder ikke kun for borgerne i de udpegede kommuner.
At der er frygt for stråling, der ikke kan registreres af vores sanser, men som kan fremkalde alvorlige sygdomme og ændringer i arveanlæggene, er forståeligt. At frygten bliver til panik, hvis det viser sig, at politikere og myndigheder ikke spiller med åbne kort, er desværre også forståeligt.
Hvilke muligheder er der herefter for at finde frivillige løsninger i sager, der har med anvendelse af radioaktive stoffer at gøre? For eksempel til medicinske eller andre formål, hvis nytte er hævet over enhver tvivl?
De statslige myndigheder mener åbenbart, at dette skyldes overdreven frygt hos borgerne. De forstår ikke, at de selv har styrket denne frygt med arrogant optræden og manglende indlevelse i deres situation.
De er blevet en del af problemet, ikke en del af løsningen.
Skrevet af Jens
Beslutningsgrundlag 2008
Beslutningen om slutdeponering blev truffet af et enigt folketing i 2003, men efter at antallet af mulige deponeringssteder i 2011 blev reduceret til seks, har det været så godt som umuligt at finde et folketingsmedlem, der var parat til at forsvare denne løsning. Ingen ville stå ved, at man havde skubbet et nationalt problem over på et mindretal, nemlig borgerne i de fem udvalgte kommuner: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm.
En arbejdsgruppe bestående af embedsmænd fra flere ministerier har fået til opgave at håndtere sagen på grundlag af folketingets beslutning. For at lette byrden med at forsvare det uforsvarlige har de med stor behændighed udvalgt, sorteret og omdefineret de oplysninger om sagen, som de mente, befolkningen kunne tåle at se.
Statens institut for strålebeskyttelse (SIS), som har været med hele vejen, når det gjaldt om at få borgerne i de udvalgte kommuner til at sluge kamelen, bliver uafhængig tilsynsmyndighed, når slutdepotet skal bygges til sin tid. SIS kender selvfølgelig sagen og ved hvilke hensyn, der skal tages, men uafhængigheden er det svært at få øje på.
På nuværende tidspunkt er det usikkert, hvordan det ender: Om affaldet bliver slutdeponeret med vold og magt, eller om det bliver anbragt i et mellemlager.
Til gengæld er det sikkert, at forløbet har skabt mistro til myndighedernes forsikringer, når det drejer sig om radioaktive stoffer og radioaktiv stråling, og det gælder ikke kun for borgerne i de udpegede kommuner.
At der er frygt for stråling, der ikke kan registreres af vores sanser, men som kan fremkalde alvorlige sygdomme og ændringer i arveanlæggene, er forståeligt. At frygten bliver til panik, hvis det viser sig, at politikere og myndigheder ikke spiller med åbne kort, er desværre også forståeligt.
Hvilke muligheder er der herefter for at finde frivillige løsninger i sager, der har med anvendelse af radioaktive stoffer at gøre? For eksempel til medicinske eller andre formål, hvis nytte er hævet over enhver tvivl?
De statslige myndigheder mener åbenbart, at dette skyldes overdreven frygt hos borgerne. De forstår ikke, at de selv har styrket denne frygt med arrogant optræden og manglende indlevelse i deres situation.
De er blevet en del af problemet, ikke en del af løsningen.
Skrevet af Jens
link
Beslutningsgrundlag 2008
Abonner på:
Opslag (Atom)