Høringssvar om et Slutdepot for radioaktivt Affald

Sundhedsministeriet har sendt sit forslag om et dansk slutdepot for (det, ministeriet kalder) lav- og mellemaktivt affald til høring hos de involverede ministerier, regioner, kommuner, stifter, provstier, menighedsråd, borgergrupper samt hos vores nabolande.

Flere af de adspurgte har negative kommentarer, nogle har ingen kommentarer, og ikke et eneste svar er positivt over for disse planer. Det burde gøre indtryk der, hvor den endelige beslutning i denne sag skal træffes.

Sundhedsministeriet har udsendt sit forslag til løsning af det, ministeriet ser som et teknisk problem. Noget, der kan klares med sort snak om bygningsværker og generiske analyser samt ved brug af kreativ mødetilrettelæggelse.

Svarene peger på problemer af meget forskellig art ved slutdeponering, problemer, der rækker langt ud over den snævre tekniske ramme, som sundhedsministeriet bevæger sig inden for.

For eksempel: 

• Hvordan vil et slutdepot påvirke erhvervene i den egn, der skal huse et eventuelt slutdepot? 
• Hvordan vil et slutdepot påvirke til- og fraflytningen? 
• Hvordan vil et slutdepot påvirke menneskers oplevelse af naturen i det berørte område? 
• Er det rimelig at vurdere slutdepot og mellemlager hver for sig? 
• Er slutdeponering en rimelig måde at behandle senere generationer på? 

Høringssvarene fra de fem kommuner (Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm), fra borgergrupperne og biskopperne i Lolland-Falsters og Viborgs Stift er på et indholdsmæssigt niveau, som er langt over ministeriets.

Det er imponerende, men samtidig må jeg spørge mig selv: Er denne rollefordeling rimelig?

Er det rimeligt, at en regering kan true med at gennemføre en urimelig og dårligt underbygget plan og lægge byrden ved at påvise urimeligheden og finde et brugbart alternativ over på de borgere, hvis tilværelse er truet af planen? Hvis slutdepotet bliver erstattet af et mellemlager, så har hele samfundet jo vundet, ikke kun borgerne i de fem kommuner.

Er det rimeligt, at en regering åbenlyst spekulerer i, at når det store flertal er ligeglade med en sag, så kan man tage det let med begrundelsen for sin plan?

Er det rimeligt, at en regering på den ene side lader sine embedsmænd prale med, at deres påstande er videnskabeligt underbygget, og på den anden side intimiderer videnskabsfolk, der kunne bidrage med væsentlige, omend ubekvemme synspunkter?

Som mangeårigt medlem af et af regeringspartierne er det ikke let at stille sådanne spørgsmål. Men jeg har på fornemmelsen, at en anden regering kunne handle på samme måde. Problemet ligger i selve den politiske kultur.

Skrevet af Jens

Opdatering: Efter udgivelse af dette blogindlæg er der kommet høringssvar fra de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, fra Strålsäkerhetsmyndigheten og fra Länsstyrelsen Skåne. Alle svar kan læses her