Ofte er det en god ide at læse et brev bagfra. Indledninger er tit forudsigelige og intetsigende, og først hen imod slutningen kommer brevskriveren til sagen.
Det gælder også for sundhedsministerens brev af 26.3.14 til borgmestrene i de fem kommuner. Det slutter med forsikringen om, at:
”Vi skal bruge den højeste ekspertise til at sikre, at et kommende konkret projekt på en konkret placering er sikkert, og til at bekræfte med så stor sikkerhed, som det er teknisk og videnskabeligt muligt, at anlægget ikke – hverken nu eller i fremtiden – vil udgøre nogen risiko eller fare for mennesker eller miljø.
Uden en sådan forsikring kan og skal anlægget ganske enkelt ikke bygges. Men den kan først gives i projekteringsfasen.”
Man kan se det for sig:
Først indgår folketinget et stort forlig om, hvor affaldet skal graves ned.
Derefter bliver de bedste, man kan få til at sige noget pænt om studehandlen, udnævnt til ”den højeste ekspertise”. De bliver så klappet frem af kommentarer og ledere i de landsdækkende aviser, som nu pludselig har fået øje på sagen om det radioaktive affald.
Den højeste ekspertise producerer et forslag til slutdepot, der er så sikkert, som det er ”teknisk og videnskabeligt muligt” på dette sted og inden for de givne økonomiske rammer.
De eller deres underleverandører producerer sikkerhedsanalyser, som støttet af geologiske undersøgelser og boringer (helt ned til cirka 30 meters dybde!) vil vise, at anlægget ikke – hverken nu eller i fremtiden – vil udgøre nogen risiko eller fare for mennesker eller miljø.
Ledelsesstrukturen på universiteterne (godt, vi har den!) vil gøre sit til, at der ikke bliver stillet ubekvemme spørgsmål til forslaget.
Afslutningsvis vil kommentarer og ledere i de landsdækkende aviser fremhæve, at nu har vores generation ”ryddet op efter sig” og dermed på smukkeste vis levet op til sine etiske forpligtelser overfor senere slægtled.
Keine Hexerei, nur Behändigkeit.
Der er to ting at sige til dette.
Det positive er, at den nye minister har indset, at problemet med det radioaktive affald er en politisk sag. Han har åbenbart samme bundne opgave som sine forgængere: at få skidtet gravet ned i udkantsdanmark, men han har erkendt, at de eksperter, som forgængerne prøvede at gemme sig bag, ikke har været smarte nok. Det forenkler i det mindste sagen.
Det negative er, at nedgravnings - ”løsningen” fastholdes på trods af, at alle efterhånden må kunne se, at den er klart dårligere end mellemlageret. Det er, og har hele tiden været, mysteriet i denne sag.
Skrevet af Jens
torsdag den 27. marts 2014
onsdag den 26. marts 2014
Uranudvinding og Løfte om at Danmark kan medvirke til at sikre højeste Standarder
På uran-konferencen den 25.3.14 på Christiansborg gav Christian Friis Bach, RV, udtryk for, at der fra dansk side vil være ekspertbistand ved en evt. uranudvinding i Kvanefjeldet/Kuannersuit, så højeste standarder sikres.
Hvordan kan man tro på disse ord? I sagen om det radioaktive affald på Risø har Danmark netop valgt ikke at følge højeste standarder. Myndighederne påtænker at grave affaldet ned i utilstrækkelig dybde og med utilstrækkelig sikkerhedshorisont. Det danske slutdepotkoncept er derfor blevet kritiseret af både svenske og norske eksperter.
Der har heller ikke været inddraget uafhængige udenlandske eksperter til at granske slutdepotprocessen og slutdepotkonceptet, selv om det blev lovet i Beslutningsgrundlaget, og selv om flere politikere har givet udtryk for vigtigheden heraf:
Helt tilbage i 2001 sagde daværende forskningsminister Birte Weiss i Information: “Vi taler om en proces over flere tiår, hvor vi hele tiden skal have internationale eksperter med."
Og i 2009 sagde Steen Gade, SF-ordfører på området, under 1. behandlingen af R 4 Redegørelse om Beslutningsgrundlag for et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt affald 29-1-2009:
"Der står i redegørelsen, at man skal lægge vægt på inddragelse af international ekspertise, og det vil vi også lægge meget vægt på og sige, at al international ekspertise skal inddrages. Og jeg vil også sige her, at vi må bruge de penge, der skal bruges til det. Jeg synes, det er et stort projekt på den måde, og vi må bruge de penge, der er nødvendige. Hellere en undersøgelse for meget end en for lidt."
Hvordan kan man tro på disse ord? I sagen om det radioaktive affald på Risø har Danmark netop valgt ikke at følge højeste standarder. Myndighederne påtænker at grave affaldet ned i utilstrækkelig dybde og med utilstrækkelig sikkerhedshorisont. Det danske slutdepotkoncept er derfor blevet kritiseret af både svenske og norske eksperter.
Der har heller ikke været inddraget uafhængige udenlandske eksperter til at granske slutdepotprocessen og slutdepotkonceptet, selv om det blev lovet i Beslutningsgrundlaget, og selv om flere politikere har givet udtryk for vigtigheden heraf:
Helt tilbage i 2001 sagde daværende forskningsminister Birte Weiss i Information: “Vi taler om en proces over flere tiår, hvor vi hele tiden skal have internationale eksperter med."
Og i 2009 sagde Steen Gade, SF-ordfører på området, under 1. behandlingen af R 4 Redegørelse om Beslutningsgrundlag for et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt affald 29-1-2009:
"Der står i redegørelsen, at man skal lægge vægt på inddragelse af international ekspertise, og det vil vi også lægge meget vægt på og sige, at al international ekspertise skal inddrages. Og jeg vil også sige her, at vi må bruge de penge, der skal bruges til det. Jeg synes, det er et stort projekt på den måde, og vi må bruge de penge, der er nødvendige. Hellere en undersøgelse for meget end en for lidt."
Som tidligere nævnt er der til dags dato ikke blevet inddraget uafhængig udenlandsk ekspertise.
I Danmark findes desuden ikke en uafhængig institution, der kan granske slutdepotprojektet. Sådanne uafhængige institutioner er ellers karakteriske for retssamfund.
Skrevet af Anne
I Danmark findes desuden ikke en uafhængig institution, der kan granske slutdepotprojektet. Sådanne uafhængige institutioner er ellers karakteriske for retssamfund.
Skrevet af Anne
Lad uran blive i jorden, sagde prisbelønnet australsk atomkraftmodstander og børnelæge Helen Caldicott på konferencen i København 25.3.14. Helen Caldicott's hjemmeside.
Orientering P1 DR Lyt indslag: Uranudvinding og det globale ansvar. Rul ned til indslaget
Orientering P1 DR Lyt indslag: Uranudvinding og det globale ansvar. Rul ned til indslaget
søndag den 2. marts 2014
Boganmeldelse: ”Burying Uncertainty”
af K. S. Shrader-Frechette. University of California Press, 1993. 250 sider tekst + 75 sider noter og kilde-henvisninger.
Den menneskelige kultur har eksisteret i knap 10 000 år, alt inklusive, og kendskabet til radioaktiviteten er godt hundrede år gammel. Alligevel er menneskeheden begyndt at producere radioaktivt affald, som vil stråle i hundredetusinder, ja millioner af år.
Hvad vil man gøre med dette affald, når den menneskelige erfaring med disse ting er et kort øjeblik sammenlignet med varigheden af radioaktiviteten?
Det autoriserede svar er dyb geologisk deponering, begrundet med geologiske og klimatologiske argumenter, risiko-vurderinger, computer-simuleringer og så videre. Alt, hvad vor tids naturvidenskab og teknik har at byde på, er taget i anvendelse. Målet er at opnå maksimal isolering af affaldet med minimale omkostninger.
Er det så tilstrækkeligt? Vil den slags depoter virkelig sikre de omkringboende og deres efterkommere i mange generationer mod strålingen fra affaldet?
Forfatteren, Kristin Shrader-Frechette, mener nej. Hun er professor i filosofi og biologi ved University of Notre Dame, Indiana. Hendes forskningsområder er: videnskabsfilosofi, etik og kvantitativ risiko-vurdering.
Hun påviser, at geologien som videnskab, ligesom historien, beskæftiger sig med beskrivelse af fortidige hændelsesforløb og ikke med forudsigelse af fremtidige. Derved utroværdiggøres store dele af den officielle argumentation, som baserer sig på, at sandsynlighederne for jordskælv, vulkansk aktivitet og andre voldsomme begivenheder er ubetydelige. Og hvad der er svært for geologien, er endnu sværere for klimatologien: at ville forudsige vejrliget om hundreder eller tusinder af år er galimatias. Ikke desto mindre er geologiske og klimatiske forhold af stor betydning for depotets sikkerhed på langt sigt.
Hun påviser, at udvælgelse af data, modellering og vurdering af resultaterne er gennemsyret af de undersøgendes faglige og personlige holdninger. Derved bliver den tilsyneladende kvantitative risikovurdering med det objektive præg i virkeligheden baseret på kvalitative, til dels subjektive, vurderinger.
Hun påviser, at der er en tendens til, at eksperterne i situationer, hvor data er ufuldstændige, er tilbøjelige til selv at konstruere det, der mangler. Sådanne konstruktioner kan være mere eller mindre velbegrundede, men de vil altid efterlade en usikkerhed, som svækker pålideligheden af undersøgelsen i større eller mindre grad.
Ved siden af de teknisk-naturvidenskabelige argumenter imod dyb geologisk deponering er der de etiske. Usikkerheder og begrænsninger i ekspertvurderingerne bliver sjældent vedgået. Når det drejer sig om placeringen af depotet, kan et flertal af ikke-involverede påtvinge et mindretal en risiko af ukendt størrelse. Det samme gælder for de nulevende i forhold til deres efterkommere. Der er etiske problemer i dilemmaet mellem at ville maksimere isolationen af affaldet og minimere omkostningerne ved opbevaringen, og så videre.
Shrader-Frechette’s konklusion er, at det bedst mulige er en opbevaring, som er overvåget, reversibel og accepteret af lokalsamfundet.
Bogen er indholdsmættet og svær at læse, bl. a. fylder noter og kilde-henvisninger mere end 20 % af bogen. Men Shrader-Frechette har det faglige overblik og tålmodigheden til minutiøst at gennemgå og vurdere det store kilde-materiale. Det betyder, at hendes kritik er umulig at komme udenom. Enhver, der ønsker at beskæftige sig seriøst med dette emne, må forholde sig til hendes argumenter og vurderinger.
Det kan synes unødvendigt at anmelde en bog, der udkom for over tyve år siden, og efter at planerne om det slutdepot ved Yucca Mountain, Nevada, der spiller en hovedrolle i bogen, blev droppet i 2011.
Men i den danske situation er den desværre helt aktuel. Stort set alt, hvad de danske myndigheder har frembragt af begrundelser for slutdeponering, er blevet studeret, analyseret og gendrevet af Shrader-Frechette flere år før.
Det eneste originale danske bidrag er, så vidt jeg kan se, fidusen med omdefinering af højaktivt affald til langlivet mellemaktivt affald. Den var amerikanerne nok heller aldrig hoppet på.
Jens
Den menneskelige kultur har eksisteret i knap 10 000 år, alt inklusive, og kendskabet til radioaktiviteten er godt hundrede år gammel. Alligevel er menneskeheden begyndt at producere radioaktivt affald, som vil stråle i hundredetusinder, ja millioner af år.
Hvad vil man gøre med dette affald, når den menneskelige erfaring med disse ting er et kort øjeblik sammenlignet med varigheden af radioaktiviteten?
Det autoriserede svar er dyb geologisk deponering, begrundet med geologiske og klimatologiske argumenter, risiko-vurderinger, computer-simuleringer og så videre. Alt, hvad vor tids naturvidenskab og teknik har at byde på, er taget i anvendelse. Målet er at opnå maksimal isolering af affaldet med minimale omkostninger.
Er det så tilstrækkeligt? Vil den slags depoter virkelig sikre de omkringboende og deres efterkommere i mange generationer mod strålingen fra affaldet?
Forfatteren, Kristin Shrader-Frechette, mener nej. Hun er professor i filosofi og biologi ved University of Notre Dame, Indiana. Hendes forskningsområder er: videnskabsfilosofi, etik og kvantitativ risiko-vurdering.
Hun påviser, at geologien som videnskab, ligesom historien, beskæftiger sig med beskrivelse af fortidige hændelsesforløb og ikke med forudsigelse af fremtidige. Derved utroværdiggøres store dele af den officielle argumentation, som baserer sig på, at sandsynlighederne for jordskælv, vulkansk aktivitet og andre voldsomme begivenheder er ubetydelige. Og hvad der er svært for geologien, er endnu sværere for klimatologien: at ville forudsige vejrliget om hundreder eller tusinder af år er galimatias. Ikke desto mindre er geologiske og klimatiske forhold af stor betydning for depotets sikkerhed på langt sigt.
Klik her og læs lidt i bogen
Hun påviser, at udvælgelse af data, modellering og vurdering af resultaterne er gennemsyret af de undersøgendes faglige og personlige holdninger. Derved bliver den tilsyneladende kvantitative risikovurdering med det objektive præg i virkeligheden baseret på kvalitative, til dels subjektive, vurderinger.
Hun påviser, at der er en tendens til, at eksperterne i situationer, hvor data er ufuldstændige, er tilbøjelige til selv at konstruere det, der mangler. Sådanne konstruktioner kan være mere eller mindre velbegrundede, men de vil altid efterlade en usikkerhed, som svækker pålideligheden af undersøgelsen i større eller mindre grad.
Ved siden af de teknisk-naturvidenskabelige argumenter imod dyb geologisk deponering er der de etiske. Usikkerheder og begrænsninger i ekspertvurderingerne bliver sjældent vedgået. Når det drejer sig om placeringen af depotet, kan et flertal af ikke-involverede påtvinge et mindretal en risiko af ukendt størrelse. Det samme gælder for de nulevende i forhold til deres efterkommere. Der er etiske problemer i dilemmaet mellem at ville maksimere isolationen af affaldet og minimere omkostningerne ved opbevaringen, og så videre.
Shrader-Frechette’s konklusion er, at det bedst mulige er en opbevaring, som er overvåget, reversibel og accepteret af lokalsamfundet.
Bogen er indholdsmættet og svær at læse, bl. a. fylder noter og kilde-henvisninger mere end 20 % af bogen. Men Shrader-Frechette har det faglige overblik og tålmodigheden til minutiøst at gennemgå og vurdere det store kilde-materiale. Det betyder, at hendes kritik er umulig at komme udenom. Enhver, der ønsker at beskæftige sig seriøst med dette emne, må forholde sig til hendes argumenter og vurderinger.
Det kan synes unødvendigt at anmelde en bog, der udkom for over tyve år siden, og efter at planerne om det slutdepot ved Yucca Mountain, Nevada, der spiller en hovedrolle i bogen, blev droppet i 2011.
Men i den danske situation er den desværre helt aktuel. Stort set alt, hvad de danske myndigheder har frembragt af begrundelser for slutdeponering, er blevet studeret, analyseret og gendrevet af Shrader-Frechette flere år før.
Det eneste originale danske bidrag er, så vidt jeg kan se, fidusen med omdefinering af højaktivt affald til langlivet mellemaktivt affald. Den var amerikanerne nok heller aldrig hoppet på.
Jens
Atomaffald og Ønsket om Atomkraft
En journalist på Politiken har 24.2.14 skrevet en Signatur/et debatindlæg: Lad os få Barsebäck tilbage.
Journalisten foreslår, at Danmark indfører atomkraft af nød på grund af klimaforandringerne. Desværre har Politiken aldrig villet skrive kritisk om slutdepotplanen for det radioaktive affald på Risø, for så ville det være klart, at Danmark ikke er i stand til at præsentere en faglig og etisk forsvarlig slutdepotplan for sin lille mængde kerneaffald. Myndighedernes plan er at blande kortlivet affald, der er radioaktivt i ca. 300 år, med langlivet affald, hvoraf noget stråler i op til flere hundredtusind år, i en utilstrækkelig dybde på 30 meter og med en sikkerhedshorisont på 300 år.
Slutdepotkonceptet er derfor blevet kritiseret af både eksperter i Norge og i Sverige. Hele sagen er præget af fortielser og fordrejelser, som det oftest er tilfælde, når det drejer sig om atomkraft, samt en stort set fraværende national presse.
Hvordan kan man foreslå atomkraft, når kerneaffaldsproblemet heller ikke er løst globalt? Verden over hober enorme mængder af højaktivt affald sig op ved atomkraftværkerne. Der findes endnu kun 1 slutdepot i verden for brugt brændsel, nemlig WIPP i New Mexico i USA i 600 meters dybde til affald med transuraner fra den amerikanske hær.
Journalisten skriver, at strålingen fra ulykkesramte atomkraftværker “som regel ender med at slå påfaldende få ihjel”. Ja, på kort sigt. Hvad med de radioaktive stoffer, der går i fødekæderne, og den jord, der lægges øde? Må jeg foreslå en tur til Pripyat i Ukraine.
Den franske atomfysiker Jean-Louis Basdevant, der har analyseret Fukushima-ulykken, sagde i France Culture 28.9.12, at alle franske atomkraftværker udgør en fare ligesom resten af verdens aldrende atomkraftværker. Det samme kan ske med dem som med Fukushima, nemlig en nedsmeltning af kernen.
Især Fessenheim-reaktoren udgør en alvorlig risiko. Planen er at lukke den i 2016, men den forlænges muligvis. Basdevant har i anden sammenhæng udtalt, at et alvorligt udslip fra Fessenheim kan ødelægge hele Centraleuropa i 300 år.
Jeg medgiver, at klimakatastrofen lurer og kræver drastiske løsninger, men et samfund med atomkraft medfører brugt brændsel, der skal opbevares forsvarligt i mindst 100.000 år samt risiko for ulykker.
Journalisten foreslår, at Danmark indfører atomkraft af nød på grund af klimaforandringerne. Desværre har Politiken aldrig villet skrive kritisk om slutdepotplanen for det radioaktive affald på Risø, for så ville det være klart, at Danmark ikke er i stand til at præsentere en faglig og etisk forsvarlig slutdepotplan for sin lille mængde kerneaffald. Myndighedernes plan er at blande kortlivet affald, der er radioaktivt i ca. 300 år, med langlivet affald, hvoraf noget stråler i op til flere hundredtusind år, i en utilstrækkelig dybde på 30 meter og med en sikkerhedshorisont på 300 år.
Slutdepotkonceptet er derfor blevet kritiseret af både eksperter i Norge og i Sverige. Hele sagen er præget af fortielser og fordrejelser, som det oftest er tilfælde, når det drejer sig om atomkraft, samt en stort set fraværende national presse.
Hvordan kan man foreslå atomkraft, når kerneaffaldsproblemet heller ikke er løst globalt? Verden over hober enorme mængder af højaktivt affald sig op ved atomkraftværkerne. Der findes endnu kun 1 slutdepot i verden for brugt brændsel, nemlig WIPP i New Mexico i USA i 600 meters dybde til affald med transuraner fra den amerikanske hær.
Journalisten skriver, at strålingen fra ulykkesramte atomkraftværker “som regel ender med at slå påfaldende få ihjel”. Ja, på kort sigt. Hvad med de radioaktive stoffer, der går i fødekæderne, og den jord, der lægges øde? Må jeg foreslå en tur til Pripyat i Ukraine.
Den franske atomfysiker Jean-Louis Basdevant, der har analyseret Fukushima-ulykken, sagde i France Culture 28.9.12, at alle franske atomkraftværker udgør en fare ligesom resten af verdens aldrende atomkraftværker. Det samme kan ske med dem som med Fukushima, nemlig en nedsmeltning af kernen.
med tilladelse fra tegneren Pierre Kroll, bragt i den belgiske avis Le Soir
"Tjernobyl for 25 år siden..."
Dialogtekst: 1: Det vil aldrig mere ske igen. Og helt sikkert aldrig i et højteknologisk land
2: Sådan som her hos os eller i Japan
Især Fessenheim-reaktoren udgør en alvorlig risiko. Planen er at lukke den i 2016, men den forlænges muligvis. Basdevant har i anden sammenhæng udtalt, at et alvorligt udslip fra Fessenheim kan ødelægge hele Centraleuropa i 300 år.
Jeg medgiver, at klimakatastrofen lurer og kræver drastiske løsninger, men et samfund med atomkraft medfører brugt brændsel, der skal opbevares forsvarligt i mindst 100.000 år samt risiko for ulykker.
Journalisten håber på en ny og sikker atomkraft. Den vil jeg gerne høre om. Nu har man haft atomkraft i over 50 år uden at løse affaldsproblemet, og i komplekse systemer skal der undertiden kun en lille fejl til for at udløse en katastrofe.
Skrevet af Anne
Abonner på:
Opslag (Atom)