lørdag den 28. februar 2015

Atomaffald: Vildledning i Beslutningsgrundlag for Mellemlager

Lige siden jeg på et møde i Dansk Geologisk Forening i marts 2013 hørte en GEUS-ansat sige: "Og så skal vi redegøre for et mellemdepot, hvad det så er for noget", har jeg været i tvivl om myndighedernes motivation for et mellemlager for det danske atomaffald. 

26.8.2013 offentliggjorde Dansk Dekommissionering (DD) og GEUS en arbejdsplan for et beslutningsgrundlag for et mellemlager, og igår 27.2.2015 blev så deres beslutningsgrundlag for et mellemlager (BML) offentliggjort.

Meningen med BML og herunder omtalen af mellemlagre og slutdepoter i Europa må være at oplyse folketingsmedlemmerne på bedste vis. Snart skal de træffe det vanskelige valg mellem slutdepot og mellemlager.  

Men oplysning af de folkevalgte finder ikke sted i BML i forbindelse med udenlandske slutdepoter, for embedsmændene bag BML hiver mørkelygten frem og slører informationer om disse slutdepoter. Havde beslutningsgrundlaget været et Bachelor-speciale havde omtalen og oversigten over udenlandske slutdepoter i BML side 100 trukket den samlede bedømmelse ned.

Myndighedernes sløring af slutdepoter i udlandet er foregået siden maj 2011, både overfor borgere og udpegede kommuner, tilsyneladende med den hensigt at planen om det danske slutdepot, hvor man blander kortlivet og langlivet lav- og mellemaktivt affald, skal virke troværdig: "Se andre lande gør som vi påtænker at gøre." Atom Posten har beskrevet denne sløring i flere indlæg. (1).




Side 1 i Beslutningsgrundlag 27.2.2015: "I Danmark er der ca. 50 års erfaring med sikker håndtering og opbevaring af radioaktivt affald". Foto: Tønder hos DD på Risø in ATV Vintermøde 2012

3 Eksempler i BML på mørkelygte i brug

Eksempel 1 side 60:

"Adskillige lande har etableret slutdepoter til lav- og mellemaktivt affald. I Europa gælder det bl.a. Finland, Norge, Sverige, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Spanien, Tjekkiet og Ungarn. Flere lande i Europa (bl.a. Sverige, Finland og Frankrig) har planlagt og udvikler depoter til langlivet affald (primært brugt brændsel)."

Min korrektion: Der burde stå "kortlivet" i 1. sætning: "Adskillige lande har etableret slutdepoter til kortlivet lav- og mellemaktivt affald". 

Det danske atomaffald på Risø indeholder både kortlivet og langlivet lav- og mellemaktivt affald, og der deponeres ikke langlivet lavaktivt affald som f.eks. grafitaffald eller langlivet mellemaktivt affald i de udenlandske slutdepoter til kortlivet lav- og mellemaktivt affald. 

Der står ganske vist "depoter til langlivet affald" i 3. sætning, men dette er byzantinsk. Regner forfatterne (DD og GEUS) af BML med, at læseren efter at have læst sætning 3 går tilbage sætning 1 og så selv konkluderer, at slutdepoterne i 1. sætning er til kortlivet?

Den finske strålsikkerhedscentral STUK har en overskuelig og ærlig liste over slutdepoter i verden, og heraf fremgår det klart, at de lande som DD og GEUS nævner i BML kun er til kortlivet/shortlived affald (min fremhævning):

"Final disposal facilities and plans in different countries

Short-lived low and intermediate level waste".

Slutdepotet i Ungarn, der ikke er med på STUK's liste, er også kun til kortlivet radioaktivt affald.

Der er ingen undskyldning for at udelade "kortlivet" i oversigten side 100: Da
 DD i 2013 ikke klart kunne oplyse kontaktpersoner i de 5 udpegede kommuner om hvilke lande, der har slutdepoter, sendte jeg STUK's liste til DD. (Omtalt i "Vildledning af Borgere og kommunale Embedsmænd" 15.6.2014).

PÅ side 60 står også følgende unøjagtighed: 

"Kun et enkelt land, Holland, har langtidsmellemlagring som national strategi. Hollands langtidsmellemlager har eksisteret siden 2003."


Mellemlageret COVRA har if. sin egen hjemmeside eksisteret siden 1982.

Eksempel 2 side 100:

"Kortlivet" er også censureret bort i omtalen af slutdepoter i højre spalte for flg. lande: Sverige, Norge, Finland, Frankrig, England og Spanien. Slutdepotet i Ungarn har man glemt at tilføje, selv om det nævnes side 60.


Eksempel 3 side 112: 

Her er en fejlagtig oplysning om Hollands fremtidige plan for slutdeponering i forhold til ERDO-samarbejdet. DD/GEUS skriver om Holland, at "de løsninger, der arbejdes med p.t., synes kun at fokusere på det højaktive affald" (min fremhævning): 

"Holland følger et dobbelt spor (dual track) i forhold til deponering efter 100 år: Hvis et nationalt depot bliver løsningen, skal alt affaldet, lav-, mellem- og højaktivt affald, deponeres sammen i et dybt geologisk depot. Hvis der findes en international løsning, vil man gerne være en del af den, men de løsninger, der arbejdes med p.t., synes kun at fokusere på det højaktive affald. Dobbeltsporet har været den hollandske politik i ca. 30 år."

Dette er ikke korrekt. Det radioaktive affald i Holland er klassificeret som enten højaktivt eller langlivet lav- og mellemaktivt, og hensigten er, at hvis der kan findes frem til en fælleseuropæisk løsning via ERDO-samarbejdet med et dybt geologisk slutdepot, skal alt det hollandske affald i et sådant dybt geologisk slutdepot, ligesom hvis der laves et dybt geologisk slutdepot i Holland i 2130. Danmark er medlem af ERDO-samarbejdet, så det kan undre, at dette samarbejde ikke er nævnt i BML, men kun omtales som "en international løsning". Det kan undre endnu mere, at der ikke refereres korrekt til Hollands plan. Også selv om ERDO-samarbejdet kan have lange udsigter. Der skal først findes et land, der vil lægge jord til et fælleseuropæisk dybt geologisk slutdepot.





2. 

ERDO samarbejdet:

Det er nærmere bestemt en arbejdsgruppe ERDO-WG, som er et projekt styret af det hollandske nationale kerneaffaldsagentur COVRA og Arius Association på vegne af dens medlemmer, der arbejder for et fælleseuropæisk løsning for et depot for højaktivt og langlivet affald. Danmark er medlem af arbejdsgruppen. ERDO er oprettet, fordi det kan være for stor en opgave for nogle lande selv at bygge et dybt geologisk depot:


"Every country in Europe has to manage its own radioactive wastes responsibly. Only a few countries have developed a final solution for the most hazardous and long-lived of these wastes. This involves building deep underground geological repositories, which is currently the only safe and secure way to dispose of these waste without burdening future generations.

For some countries, building a national repository is a major challenge. These countries could work together to address the common challenges of safely managing the long-lived radioactive waste. The goal of the ERDO-WG is investigating the feasibility of implementing shared solutions."

RÅDETS DIREKTIV 2011/70/EURATOM af 19. juli 2011


om fastsættelse af en fællesskabsramme for ansvarlig og sikker håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald

Citat fra direktivet Artikel 4:
Radioaktivt affald skal deponeres i den medlemsstat,hvor det er frembragt, medmindre en aftale er trådt i kraft på overførselstidspunktet mellem den pågældende medlemsstat og en anden medlemsstat eller et tredjeland om at anvende et depo­neringsanlæg i et af landene under hensyntagen til de kriterier, som Kommissionen har fastlagt i overensstemmelse med artikel 16, stk. 2, i direktiv 2006/117/Euratom.


Der står også i direktivet at to lande kan dele et slutdepot:


Nogle medlemsstater mener, at deling af anlæg til hånd­tering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald, herunder deponeringsanlæg, er en potentielt gavnlig, sikker og omkostningseffektiv løsning, når den er baseret på en aftale mellem de berørte medlemsstater.





torsdag den 26. februar 2015

Atomaffald, Eksperter og Slutdeponering

Kritikere af slutdeponering har det svært her i landet. For hvilket slutdepot er det egentlig, de skal kritisere? Et terræn-nært eller et mellem-dybt? (1) Et reversibelt eller et irreversibelt? Et slutdepot med borehul eller et uden?

Myndighederne afviser al kritik med, at beslutningerne er udskudt til senere, og skam få den, der siger, at det er af bekvemmelighedsgrunde, de har valgt at gøre det sådan.

Men tilhængerne af slutdeponering har det værre. For de skal forudsige alt, hvad der kan gå galt, efter at depotet er lukket, og der er meget at bekymre sig om.

Slutdepotekspert Gerhard Schmidt fra Öko-Institut i Darmstadt peger i sit arbejdspapir (2) – helt relevant – på, at det er nødvendigt at forberede sig på en ny istid, og derfor skal vi vide, hvor tykt et lag af jordskorpen, der vil blive rodet rundt med, når gletsjerne maser sig frem til sin tid. Depotet skal jo ned under dette lag.

Svenskerne bryder sig – helt relevant – ikke om omdefineringen af det særlige affald, tyskerne er  – helt relevant – nervøse for havmiljøet i Østersøen (det er slemt nok allerede) (3). Polakkerne peger – helt relevant – på, at selvom den radioaktive forurening måske ikke kan trænge gennem den bornholmske granit, så kunne det jo tænkes, at den kan slippe ud via sprækkerne i den samme granit. Forskellige eksperter peger på forskellige problemer, og alle har de til en vis grad ret. Forvirringen er stor.

Det kan ikke undgås. For ingen kan overskue alle de processer, der kan forekomme i og omkring et slutdepot i løbet af flere hundrede tusinde år. Eksperterne kan argumentere overbevisende for løsninger på alle mulige del-problemer og mene (4), at andre eksperter har huller i deres viden, men helheden er der ingen, der har styr på. Den er simpelthen for kompleks.

Diskussionen mellem slutdeponerings-eksperterne udstiller umuligheden af selve ideen bag slutdepotet: at ville forudsige alt, hvad der kan tænkes at ske med det radioaktive affald i umådelig lange tidsrum, og forudsige det så nøjagtigt, at man kan være sikker på, at affaldet ikke skader mennesker eller andre levende væsener.

Denne bestræbelse er ikke bare umulig. Den er vanvittig. 


Skrevet af Jens

Henvisninger

1. Depotkoncepter:



t.o. Alle de danske depotkoncepter hører under kategorien terrænnære/overfladenære slutdepoter i modsætning til dyb geologisk deponering. Det sidste vil de danske myndigheder ikke.

Fra IAEA's ordliste om slutdepot/repository:


repository:
nuclear facility where waste is emplaced for disposal.
  • geological repository: A facility for radioactive waste disposal located underground (usually several hundred metres or more below the surface) in a stable geological formation to provide long term isolation of radionuclides from the biosphere.
  • near surface repository: A facility for radioactive waste disposal located at or within a few tens of metres of the Earth’s surface.
2. Gerhard Schmidt Öko-Institut Arbejdspapir 2014

3. Høringssvar fra Polen, Sverige og Tyskland kan findes her på høringsportalen eller på SUM's hjemmeside


Sundhedsministerens svar af 17.12.14 på arbejdspapir fra Gerhard Schmidt.

Sundhedsministerens svar af 20.2.15 til Erling Bonnesen (V): svar 448 og svar 449 

mandag den 23. februar 2015

Genbrug af Atomaffald?

Traditionel a-kraft udnytter kun nogle få procent af uran-brændslets energi, mens resten bliver smidt væk som radioaktivt affald. Det er en ødselhed, der aldrig var blevet tolereret, hvis det havde drejet sig om andre energikilder, og som kun kan forstås historisk: som en følge af a-kraftens oprindelige forbundethed med de militære anvendelser af fissionsprocessen.

Nyttiggørelsen af denne rest-energi er en gammel drøm i a-kraft-miljøet. Den vil forbedre a-kraftens økonomi og på en og samme gang omdanne det, der før var affald, til brugbart brændsel. Langlivede transuraner vil blive spaltet til kortlivede fissionsprodukter og levere energi på samme tid.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er for godt til at være sandt. For selvom det i teorien er muligt at udvinde rest-energien, er der store problemer med at gøre det på en måde, som både er praktisk anvendelig og tilstrækkelig sikker.

Men der arbejdes med at løse disse problemer mange steder. Her i landet er det firmaet ”Copenhagen Atomics”, der præsenterer sig selv under et motto, der er lige i overkanten: ”atomic energy for the people by the people” (1).

Man fornemmer begejstring og optimisme, men der skal nok temmelig lang tid og en god portion held til, før det kommer så vidt.

Men muligheden for, at det sker om nogle årtier, er til stede.

Og hvad så, hvis de danske myndigheder havde fået gennemført deres uigennemtænkte plan om slutdeponering ved tvang?

Så ville man have haft truslen om udsivning af radioaktivt affald fra depotet samtidig med, at man ville have et fungerende anlæg, hvor andre landes plutonium-affald blev uskadeliggjort. En mere frustrerende situation er det svært at forestille sig.

Skrevet af Jens


Henvisninger: 

1. Forlægget er Abraham Lincoln’s Gettysburg Address (19.11.1863): ”… and that government of the people by the people for the people shall not perish from the earth”

2. Interview med Copenhagen Atomics 20.2.15 på DR P4 Bornholm

mandag den 9. februar 2015

Atomaffald: en dansk Beslutning

I et Ritzau telegram 3.2.15 om høringssvarene fra udlandet i forbindelse med miljøvurdering af plan for slutdepot for radioaktivt affald fra Risø udtalte socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (A) (FMM) bl.a. dette (min fremhævning):

"- Men det er en dansk beslutning, der skal træffes, og vi har hele tiden sagt, at vi skal ikke bare finde en løsning. Vi skal finde den bedste løsning og den mest forsvarlige løsning." 


Som tidligere nævnt her på bloggen er høringssvarene fra udlandet lovpligtige if. Espoo-konventionen, der giver nabolande mulighed for at blive hørt i projekter, der kan have virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne.

Det drejer sig ganske rigtigt, som FMM siger, om en dansk beslutning. Det er hverken Polen, Sverige eller Tyskland, der skal bestemme et dansk slutdepot, men meningen med at lade nabolande, der kan blive påvirket af udsivning fra slutdepotet, udtale sig, er selvfølgelig at lytte til deres bekymringer og 
anbefalinger i det videre arbejde. 

FMM siger i sit svar mellem linjerne til nabolandene: I kan rende og hoppe. Dette svar er i tråd med den holdning, der ofte er fremtrædende i Danmark, at vi ved bedst. Derfor har det heller ikke hastet for sundhedsministeriet med at inddrage et uafhængigt panel af eksperter til at granske slutdepotkoncepterne og processen som lovet i beslutningsgrundlaget fra 2008 side 48:


"Granskning af processen

Der vil blive inddraget et uafhængigt internationalt panel af eksperter fra f.eks. IAEA eller NEA54 for at granske processen og de tekniske forhold omkring etablering slutdepotet, herunder sikker- hedsanalyserne. Dette skal sikre, at kvaliteten af arbejdet lever op til de krav, der stilles internationalt.
Reelt ønsker myndighederne ikke, at der kommer indvendinger, så de tekniske forhold omkring etablering af slutdepotet kan granskes." 

FMM siger i Ritzau-telegrammet:

"Vi skal finde den bedste løsning og den mest forsvarlige løsning." 

Hvordan de danske myndigheder kan finde den bedste og mest forsvarlige løsning
kan formodentlig kun skyldes, at noget, der ikke kan tåle at se dagens lys, skal dyttes igennem.


Skrevet af Anne 

Link

søndag den 8. februar 2015

Atomaffald: Reversibelt Slutdepot eller Mellemlager?

Det store problem ved et slutdepot for radioaktivt affald er, at affaldet under uheldige omstændigheder kan trænge ud i omgivelserne, mens radioaktiviteten stadig er betydelig. Nedbrydningen af de menneskeskabte barrierer kan ske hurtigere end forudset, og stabiliteten af de jordlag, der omgiver depotet, kan vise sig at være mindre, end man havde regnet med.

Et eksempel er det tyske depot Asse II (1), hvor der er trængt vand ind mindre end 30 år efter, at det var etableret. Udgiften til fjernelse af affaldet skønnes at blive min. 2 mia Euro (ca. 15 mia. kroner).

Det rejser naturligt nok det spørgsmål, om man kan indrette et slutdepot, så det er muligt at tage affaldet op igen, hvis noget går galt efter lukningen. I 2009 sagde Steen Gade (SF) i folketinget (min fremhævning):

”Den tredje melding går så på spørgsmålet: Når vi nu finder et sted, og når vi nu endelig får besluttet, hvor det skal være, tror jeg, at det er vigtigt, at vi får en løsning, som kan tages op igen. Det her handler trods alt om 300 år - efter hvad jeg har læst mig til. Det er ikke, fordi jeg nu står og siger, at vi så skal grave det op igen, men vi skal være forberedt på to situationer. Den ene er, at der kommer nye teknologier, som kan gøre, at vi kan gøre det bedre end at have det deponeret. Det kan vi jo ikke forudse i dag, men 300 år fra nu er altså ret lang tid. Man klager over, at Folketinget normalt planlægger for 4 år, altså til næste valg og dermed kun for 2 år i praksis, og vi kæmper en gang imellem for at planlægge for 10 og 15 år, men her er det altså 300 år. Derfor er vi nødt til at tage sikkerhedsforanstaltninger af en art, så vi, kan man sige, kan åbne op igen.

Den anden grund til, at vi må kunne åbne op, er jo, at vi heller ikke kender alle risici ved opbevaring, og ligegyldigt hvad alle de klogeste hoveder siger i dag, vil jeg bare som politiker have lov at sige, at det kan være, at der findes et hjørne, der ikke er tænkt på. Sådan har det været hidtil, ikke bare på det her område, men stort set på alle områder. Det er derfor, jeg vil lægge vægt på, at det bliver den ordning, som jeg tror i rapporten bliver kaldt - hvad bliver den kaldt - reversibel, ja, at man kan tage det op igen.”

Steen Gades betragtninger burde sættes i glas og ramme og hænges op i Sundhedsministeriet. Men selvom et reversibelt slutdepot lyder som et Columbus-æg, er virkeligheden mere kompliceret: 


For det første er det reversible slutdepot ikke overvåget. Hvis der opstår lækager, får man det først at vide, når de radioaktive stoffer viser sig i depotets omgivelser, for eksempel i grundvandet. Det forsinker fjernelsen af affaldet og udsætter de omkringboende for en strålingsrisiko. 


For det andet er det begrænset, hvad man kan gøre, hvis radioaktive stoffer begynder at trænge ud. De beholdere, det opbevares i, nedbrydes efterhånden, og det kan være svært at få affaldet ud, hvis beholderne er skrøbelige eller måske helt væk. Arbejdet med at fjerne affaldet er desuden farligt. 

For det tredje stiller reversibiliteten nogle krav til slutdepotets indretning, som gør det dyrere end et ikke-reversibelt. Merprisen er skønnet (3) til at være 10 – 25 % af anlægsudgifterne, afhængig af dybden.

Disse problemer undgås ved at lægge affaldet i et mellemlager, hvor det er let tilgængeligt og kan overvåges. Affaldsbeholderne kan repareres, hvis de viser tegn på sprækker eller rustdannelse, og det kan ske, før radioaktive stoffer trænger ud. Forureningen kan derfor standses ved kilden i modsætning til, hvad der gælder for slutdepotet.

Skulle der i de næste årtier blive udviklet teknologier, som gør det muligt at omdanne langlivede isotoper i affaldet til kortlivede (jf. Steen Gades ordførertale), er det let at hente affaldet ud. Endelig kan et dansk mellemlager, ligesom det hollandske COVRA (4), bruges i en informationsstrategi med det formål at ”afdæmonisere” radioaktive stoffer og radioaktiv stråling.

Hvad økonomien angår, så er mellemlageret for en hurtig betragtning dyrere end slutdepotet, fordi der skal ansættes personale til overvågning af affaldet. Men over for det står, at udgifterne til oprensning, hvis (eller rettere når) affaldet begynder at sive ud fra et slutdepot, også skal tages i betragtning.

Det er naturligvis umuligt at forudsige, hvornår udslippet kommer, så det kan være fristende at ”glemme” denne risiko. Men udslip kan forekomme, og omkostningerne i den forbindelse må tages med for at få en fair sammenligning ved de to opbevaringsformer.

Skrevet af Jens

Henvisninger: 


1. Et dansk Asse II? Kommentar i Atom Posten (05.03.13). Her er henvisninger til avisartikler mm om sagen



3.2.15 har Annette Vilhelmsen (SF) tilkendegivet, at dette stadig er SF’s politik: Politisk modstand mod at grave atomaffald ned TV2Fyn (2:37 minutter inde i udsendelsen)

fredag den 6. februar 2015

Fransk Miljøadvokat: Vent med Nedgravning af Atomaffald i Frankrig!

Den franske miljøadvokat Corinne Lepage, der er fhv. miljøminister, fhv. medlem af Europa-Parlamentet og nu formand for miljøpartiet CAP21, gav forleden i Joinville et debatoplæg om atomaffalds-problemet. Joinville ligger i Champagne-distriktet tæt ved landsbyen Bure, der er udpeget til at huse Frankrigs højaktive og langlivede mellemaktive atomaffald i 500 meters dybde

Pt. findes der i Bure et forskningslaboratorium i flere hundrede meters dybde, CIGEO-projektet, hvor der bl.a. forskes i egnetheden og sikkerheden ved geologien, lersten. Her skal Frankrigs højaktive og langlivede mellemaktive affald slutdeponeres og glemmes for altid. Affaldet stammer fra atomkraftværker, industri, forskning, hospitaler og militæret.

Lepage ved meget om atomkraft og miljø. Det viser hun bl.a. i sin seneste bog "L'Etat nucléaire" (Den nukleare Stat) (11), hvor hun gør rede for, at i Frankrig er atomlobbyen lig med staten. Miljøminister Ségolène Royal har lige udpeget hende til en opgave indenfor grøn økonomi i forbindelse med Frankrigs plan for energiomstilling.


Som ekspert medvirkede Lepage i de offentlige høringer om CIGEO-projektet. I den forbindelse har hun udtalt, at projektet ikke var solidt, at Andra ikke havde gjort et ordentlig stykke arbejde mht. det geologiske. (ANDRA er det nationale agentur for kerneaffalds-håndtering).

På debataftenen, som var organiseret af foreningen mod nedgravning af atomaffald CEDRA, redegjorde Corinne Lepage for sit syn på slutdepotprojektet og atomkraftindustrien. Hun fremhævede svaghederne ved projektet, de økonomiske såvel som de demokratiske. Myndighederne belyser de sider, de ønsker at belyse og tillader ikke rationelt valg mellem alternativer. Derfor er der en reel demokratisk bekymring.


Aftenens konklusioner var bl.a.:
  • at alternative løsninger ikke er blevet undersøgt
  • at det ikke haster med at grave affaldet ned

Frankrigs højaktive og langlivede mellemaktive affald

Dette affald er pt. oplagret ved Frankrigs atomkraftværker og på oparbejdningsanlægget i La Hague. Det drejer sig om 10.000 m3 højaktivt affald og ca. 70.000 m3 langlivet mellemaktivt affald. Da dette affald er radioaktivt i mere end 100.000 år, kan det ikke slutdeponeres på overfladen eller tæt på overfladen, fordi man ikke kan garantere, at et overfladedepot kan holde på de radioaktive stoffer i så langt et tidsrum. 

I 2005 vedtog det franske parlament, at dyb geologisk slutdeponering skulle være den eneste langtidsløsning for denne type radioaktivt affald. Lersten af Callovo-Oxfordian (fra Juratiden) har a priori fysisk-kemiske egenskaber, der har tendens til at begrænse migration af radionuklider. Men det er sårbart overfor vandindtrængning, kan man se i dette forsøgEfter der er hældt vand på lersten, bliver en klump lersten efter 16 minutter til grus. Hvis der trænger vand ind til lerstenen, vil lerstenen altså miste sin tæthed.

Et valg som en generation ikke kan træffe


Lepage fortalte de 250 tilhørere i Joinville om, hvordan man startede civil kernekraft i Frankrig uden at have løst affaldsproblemet: Den nukleare industri er den eneste, der har lanceret en aktivitet uden at kunne håndtere hele cyklus. Da "man" lancerede civil kernekraft, lovede "man", at spørgsmålet om affaldet ville blive klaret, og at "man" ville finde den tekniske løsning på affaldsproblemet. Men "man" har ikke fundet noget, fordi "man" ikke ved, hvad "man" skal gøre med affaldet, der har været der i 50 år. Og "man" er ikke nået så langt som en hårsbredde, sagde Lepage. Med tryk på de mange "man".



Debatkonference i Joinville 21.1.2015. Foto fra Cédra's hjemmeside

Corinne Lepage har hele tiden været imod CIGEO-projektet, for efter hendes mening kan en generation ikke træffe et valg, der ikke kan gøres om. "På det etiske plan er dette projekt gruopvækkende," siger Corinne Lepage. "Ligegyldig hvad man siger, kan man ikke gøre det om, hvis man begraver affald så dybt. At grave dette affald ned, er et ansvar som en generation ikke kan påtage sig."

Alternativ til nedgravning


Lepage nævner et af de tre forslag i Bataille-loven fra 1991, som er, at man deponerer affaldet lige under overfladen og holder øje med det i X antal år, indtil vores efterkommere finder en bedre løsning end dyb geologisk slutdeponering.


Lepage nævnte, at der aldrig tidligere har været en debat i det franske parlament om atomkraft.  Bataille-loven om atomaffald er den første lov i Frankrig i forbindelse med kernekraft. Hele det franske atomkraft-program er lanceret uden lov, og atomkraftværkerne er opført efter administrative beslutninger i regeringen. 

I 1973 - mens præsident Georges Pompidou var syg - besluttede premierminister Messmer, der var tæt forbundet med kerneindustrien, i al fortrolighed at indføre atomkraft på basis af rådgivning fra en arbejdsgruppe af funktionærer i industriministeriet og i atomlobbyen. Således besluttede man - uden parlamentarisk debat og uden nogensinde at spørge befolkningen - at bygge 58 reaktorer, hvilket formodentlig var 8 for meget i forhold til Frankrigs behov if. Lepage. Og man satsede på, at man senere ville finde en løsning på affaldet. 

Lepage opfordrer alle til at læse rapporten fra en konsensuskonference med deltagelse af 17 repræsentanter for civilsamfundet, der i løbet af tre weekender blev trænet af eksperter på området med forskellige holdninger. Konferencen, der løb fra midt december til midt februar 2014 om CIGEO-projektet i Bure om nedgravning af atomaffald, var efter dansk forbillede en måde at tilføre en dosis "deltager"demokrati på, noget der havde manglet i en tidligere høringsfase, der blev boykottet - 
kan man læse i Le Monde. Rapporten siger, at det ikke haster med nedgravning af atomaffaldet.

"Fordelen" ved nedgravning: den sorte boks

Bataille-loven fra 1991 indeholdt 3 forslag til, hvad man skulle gøre med atomaffaldet. Kun et af dem er tilbage nu: nedgravning. "Bure eller Bure," som Lepage siger. "Fordelen" ved slutdeponering/nedgravning er tydelig: Man skaber en slags sort boks, hvor der aldrig kommer nogen for at kigge, en irreversibel situation, eftersom man aldrig kan tage affaldet op igen. På denne måde tør man foregive, at man har fundet en definitiv løsning, der i virkeligheden bare er en losseplads på ubestemt tid.

Mellemlager lige under overfladen

Lepage går ind for et af de andre forslag i Bataille-loven, nemlig forslaget om et mellemlager ca. 10 cm lige under overfladen, der kræver permanent overvågning. Denne overvågning gør, at man kan undgå store problemer, fordi man hurtigt kan gribe ind.

Hvis teknologiske fremskridt om 20, 30, 50 eller 100 år gør, at "man" finder en løsning på affaldsproblemet, så kan man gøre det, siger Lepage. Det er den billigste måde, bortset fra at den kræver, at operatøren skal sørge for penge til overvågning og skal investere i forskning for at finde en løsning.


Skrevet af Anne

Info:


Til sammenligning fylder det danske atomaffald ca. 7.000 - 10.000 m3. I affaldet er der også 234 kg højaktivt affald omdefineret til langlivet mellemaktivt affald, samt andet langlivet mellemaktivt affald, og langlivet affald blandet med kortlivet. Dansk Dekommissionering hævder at det meste af affaldet er kortlivet (dvs. afgiver stråling i op til ca 300 år). Den tyske ingeniør og kerneaffaldsekspert Gerhard Schmidt fra Öko-Institut i Darmstadt, Tyskland, har imidlertid i sin analyse i et arbejdspapir regnet sig frem til, at der er så meget langlivet i affaldet på Risø, at det bør isoleres i 100.000 år eller mere: Kun to typer affald er ufarligt efter 10.000 år og én kræver lidt længere tid, hvorimod de resterende 18 typer affald skal isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere.

Gerhardt Schmidt kan høres på NOAHs mfl.s konference 24.3.15 i København.

Kilder

1. Hele debatkonferencen kan genses her

2. Corinne Lepage i TV-avisen FR3 Champagne Ardenne 20.1.20152. Artikel i Journal Haute Marne 20.1.2015

3. Nyttige links fra ANDRA der tager sig af langtidshåndtering af fransk kerneaffald

4. Høringsformand fortryder manglende forskning i mellemlagerløsning i Frankrig Atom Posten 8.6.2015

5. Her kan man på Atom Posten læse om Frankrigs slutdepot til kortlivet atomaffald


6. I anlægget i La Hague oparbejdes kun fransk affald. Dog har Holland lige lavet en aftale om at få deres højaktive brændsel oparbejdet

7. Artikel i Le Monde om forsøgsproces med borgerinddragelse efter nordisk/dansk! model (11.12.2013)
Det var den nationale høringskommission, der i juli 2014 besluttede denne borgerkonference efter at fjendtlige modstandere af nedgravningsprojektet havde blokeret offentlige høringer.

Det fik organisatorerne til helt at annnulere møderne og erstatte dem med spørgsmål-svarseancer på internettet og indhente noget med denne borgerkonference.

Måden med bo
rgerhøringer er meget på mode i de nordiske lande som f.eks. i Danmark, skriver Le Monde, men formlen med borgerkonferencer har kun været prøvet i Frankrig ved meget få lejligheder (f.eks. 1998 om GMO og i 2002 om klimaforandringer.)

19 borgere blev udvalgt til dette direkte demokrati med en overvægt af frivillige borgere fra de to amter, der er direkte berørt af slutdepotstedet, Meuse og Haute-Marne. Deltagerne skulle være "uvidende", dvs. uden fordomme om atomaffaldsemnet.

I 3 weekender fik disse borgere en uddannelse i form af udveksling med eksperter af modsatte holdninger, så de kunne udtrykke en klar holdning om et komplekst emne. Man sørgede for størst mulig upartiskhed, neutralitet og uafhængighed, forsikrede formanden for CNDP. En styregruppe af tilhængere og modstandere overvågede disse principper.

Midt i februar udgav borgerpanelet en udtalelse om slutdepotprojektet.
Andra, der står for Cigéo-projektet, behøver ikke tage hensyn til borgerkonferencens udtalelse."

8. Vivent les 17 citoyens "naïfs" qui ont rétoqué Cigeo, Corinne Lepage i Huffington Post 10.4.2014

9. Mail fra Michel Marie talsmand for CEDRA Foreningen mod nedgravning af atomaffald i Bure 10.2.14

10. Du kan læse om projektet i Bure her:

Fransk Initiativ om Refleksionsgruppe om Etik og Nedgravning af radioaktivt affald

11. 

Corinne Lepage har netop udgivet en chokerende og veldokumenteret bog "L'Etat nucléaire" (Den nukleare Stat), hvori hun afmonterer fordomme om emnet og afslører forbindelser mellem de politiske og de industrielle beslutningstagere, der er parate til alt, og videnskabsmænd der er formateret af den dominerende ideologi i Minekorpset og i EDF (Det franske elektricitetsselskab). 

"I Frankrig er atomlobbyen Staten," siger Corinne Lepage. I et interview i Journal de l'Energie (Energiavisen) fortæller Lepage, at ingen har kommenteret eller anmeldt hendes bog. Ikke engang for at fortælle, om det er en dårlig bog. (Atom Posten vil anmelde bogen senere.)

Minekorpset består af statsansatte ingeniører, der hører under Finansministeriet

onsdag den 4. februar 2015

Atomaffald: Socialdemokratisk Sundhedsordfører om udenlandske Høringssvar

I Avisen.dk 3.2.15 udtalte socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (FMM) sig om de netop indkomne høringssvar til slutdepotplanen fra Polen, Sverige og Tyskland (min fremhævning):

"-Jeg har ikke læst høringssvarene, men det er rigtig godt, at vi har så tillidsfuldt et samarbejde med nabolandene, at de naturligvis også giver deres besyv med, siger Flemming Møller Mortensen.

- Men det er en dansk beslutning, der skal træffes, og vi har hele tiden sagt, at vi skal ikke bare finde en løsning. Vi skal finde den bedste løsning og den mest forsvarlige løsning, siger han."

Høringssvarene er lovpligtige if. Espoo-konventionen, der giver nabolande mulighed for at blive hørt i projekter, der kan have virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne. Det drejer sig ikke om tillid, og når FMM får tid til at læse svarene, vil han fornemme, hvordan nabolandene enten har mistet tilliden til det danske slutdepotprojekt eller er ved at miste tilliden.


FMM udtaler, at "vi skal finde den bedste løsning." Men så kan det undre, at det danske sundhedsministerium (SUM) slet ikke har svaret på f.eks. de svenske høringssvar i høringsnotatet af 22.9.14, hvorfor MKG.se stiller de samme spørgsmål 19. januar i år. 


I et tidligere blogindlæg har jeg givet eksempler på, hvordan SUM er arrogant både over for de svenske strålsikkerhedsmyndigheders høringssvar og over for Polens høringssvar.
Er miljøvurderingen lovlig?
En miljøretsprofessor fra Aarhus Universitet har rejst tvivl om lovligheden af miljøvurderingen i Information 22.10.15. Det foranledigede sundhedsordfører Sophie Løhde fra Venstre til at stille et spørgsmål til sundhedsministeren, som Atom Posten kommenterede svaret på.

En forening på Fehmern har påvist i sit høringssvar, hvordan Danmark if. dens mening overtræder bl.a. Espoo-konventionen. Det kan man læse om her på dansk. Forfatteren til høringssvaret er en civilingeniør med erfaring i store internationale projekter, og han mener, at de danske myndigheder har ført både tyske og danske borgere bag lyset.

Konklusioner fra Aktionsbündnis gegen eine feste Fehmarnbeltquerung e.V.


1. Den udleverede rapport opfylder ikke kravene til en SMV som fastsat i Espoo-Protokollen og SEA-direktivet 2001/42/EF. Rapporten viser sig som falsk mærkning af foreløbige undersøgelser, der på et senere tidspunkt vil kunne resultere i en SMV-rapport.

2. Foreningen Das Aktionsbündnis gegen eine feste Fehmarnbeltquerung e.V. kritiserer stærkt sundhedsministeriet for forsøg på at føre den nationale og den tyske offentlighed bag lyset. Samtidig opfordrer ABF sundhedsministeriet til at forberede en kvalificeret strategisk miljøvurdering i overenstemmelse med Espoo-konventionens SEA-protokol og direktivet 2001/42/EF, der giver den berørte tyske offentlighed mulighed for at deltage effektivt gennem offentlige høringer og tilvejebringelse af al dokumentation, der anmodes om, oversat til tysk.


Skrevet af Anne

tirsdag den 3. februar 2015

Atomaffald: Konference om det radioaktive Affald i Danmark




På Risø begyndte man at producere radioaktivt affald i slutningen af 1950’erne, i 2003 besluttede et enigt folketing, at det skulle anbringes i et slutdepot, og i 2015 vil man så afholde en konference om, hvad man skal stille op med det.

Rækkefølgen er absurd, og dette arrangement er da heller ikke en konference i den oprindelige betydning af ordet: et møde, hvor mennesker med forskellige synspunkter kan mødes og diskutere dem.

Det er et undervisningsforløb. Et begynderkursus i slutdeponering og en genopdragelsesforanstaltning for de medlemmer af folketinget, som efter besøget på det hollandske mellemlager COVRA kunne se, at der manglede en hel masse i de danske planer. ”Konferencen” skal levere undskyldningen for de medlemmer, som er beordret til at stemme for tvangsdeponering, eller hvis genvalg afhænger af stemmer fra Roskilde-området.

For ca. 2 år siden efterlyste Atom Posten en videnskabsmand – bare en eneste – der gik ind for slutdeponering af radioaktivt affald, og efter 1½ år lykkedes det for NOAH’s uran-gruppe at finde en sådan person.

Til trods for, at han altså er grundlæggende enig med de danske myndigheder, er han stærkt kritisk over for de danske slutdepot-planer. Han har påpeget, at det var nødvendigt at deponere det radioaktive affald, så det først kan slippe ud, når radioaktiviteten er betydningsløs, mens de danske planer støttede sig til sikkerhedsanalyser, som bare viste, at når affaldet begyndte at sive, så ville det nok ikke skade mennesker eller andre levende væsener i nævneværdig grad.

”Konferencen” er tilrettelagt, så ubekvemme synspunkter nok kan blive nævnt, men ikke diskuteret. Det skal åbenbart give den et skær af neutralitet.

En borgmester fra en af de udpegede kommuner og en repræsentant for de borgergrupper, som i snart fire år har kæmpet for at få denne sag alsidigt belyst, får nogle få minutter til at redegøre for deres synspunkter.

Derimod er der masser af taletid til de embedsmænd, der på møde efter møde har gentaget de samme almindeligheder, og som har demonstreret, at de er ude af stand til at forsvare, ja bare begrunde deres synspunkter.

”Konferencen” ligner de ”borger-møder”, som sundhedsministeriet lod afholde sidste forår, fordi det beklageligvis er sådan, at der skal holdes borgermøder, før embedsværkets planer kan tromles igennem. Den eneste forskel er, at der mangler en repræsentant for SIS i panelet. Måske skyldes det, at man her er gået i gang med at indøve rollen som uafhængig tilsynsmyndighed for slutdepotet.

Programmet sigter åbenlyst mod at skabe det indtryk hos deltagerne, at sagen handler om saglighed hos myndighederne contra følelser hos de berørte borgere. Samtidig er det så stramt, at selv sundhedsministeren tør møde op. Der er intet forsøg på at se sagen fra andre synsvinkler end de tekniske, for eksempel ved at inddrage etiske perspektiver.

”Konferencen” arrangeres blandt andet af miljøorganisationerne: Noah, Vedvarende Energi, Nordisk Folkecenter for vedvarende Energi og Greenpeace Danmark. Det er organisationer, der en gang organiserede græsrødderne, men som nu ser det som deres mission at gøre sig lækre overfor magthaverne.

Skrevet af Jens

Links

1. Program for konferencen