mandag den 29. december 2014

Atomaffald: Nytårsønsker

Sagen om deponering af det radioaktive affald slæber sig af sted, nu på fjerde år.

Grundlaget for myndighedernes ageren i denne sag er folketingsbeslutningen B48 fra 2003, og så længe den er i kraft, er ministeren og embedsmændene forpligtet til arbejde for et slutdepot. Det gør de også, desværre, og sagen er blevet en stadig større belastning for de mennesker, der bor i nærheden af de steder, der er udpeget som mulige placeringer af depotet (1).

Men modstanden mod deponeringsplanerne er blevet stærkere og bedre funderet i 2014: 


  • Borgermøderne i foråret (2) viste, at borgmestrene havde deres kommuner 100 % bag sig, når de afviste slutdeponering. 
  • De danske høringssvar (3) i forbindelse med scopingen viste, at slutdeponering ikke kun bør afvises af tekniske, men også af andre grunde, bl. a. etiske. 
  • Høringssvarene i forbindelse med scopingen fra Sverige, Tyskland og Polen (4) påpegede, at beskrivelsen af de danske planer er mangelfuld og upræcis.
  • Professor i miljøvurdering Lone Kørnøv (DCEA/AAU) og professor i miljøret Ellen Margrethe Basse (AU) (5) har kritiseret, at miljøvurderingen kun handler om en af de tre muligheder (slutdepot, mellemlager og eksport). 
  • Høringssvarene i forbindelse med miljøvurderingen (6) fra de fem kommuner er endnu klarere i deres afvisning af slutdeponering end i høringssvarene i forbindelse med scopingen. 
  • Den tyske ekspert Gerhardt Schmidt fra Ökoinstituttet i Darmstadt har på overbevisende måde påvist, at de danske slutdepotplaner er ren discount (7). 
Forsøgene på at imødegå kritikken har været få og lidet overbevisende (8), og det tyder på, at det er gået op for ministeren og embedsmændene, at slutdepotet ikke længere kan forsvares. Dermed er der opstået en situation, hvor myndighederne er tvunget til at arbejde videre med en løsning, de ikke selv tror på, som befolkningen er imod, og som ingen vil forsvare offentligt.

Det er uholdbart, og en spørge-undersøgelse, foretaget af forskere fra Det danske Institut for Miljøvurdering (DCEA) (9) viser da også, at der i befolkningen er udbredt mistillid til myndighedernes forsikringer, når det drejer sig om radioaktivt affald.

Tabet af tillid til myndighederne er alvorligt. Det kan let brede sig til andre sagsområder og føre til, at befolkningen kommer til at se med mistro på centraladministrationens udmeldinger generelt.

Vores første ønske for 2015 er derfor, at: 

  • folketinget ophæver B48, og der nedsættes en kommission, bestående af uafhængige sagkyndige, som i fuld åbenhed skal gennemgå hele denne komplekse sag og komme med forslag til en sammenhængende løsning for det radioaktive affald. 

Vi er klar over, at 2015 er et valgår, og at sagen om det radioaktive affald anses for at være en politisk møgsag. Men hvis man prøver at fortie den, så vil den blive ved med at være en møgsag ved de næste mange folketingsvalg. Derfor kan man lige så godt gøre noget ved den først som sidst.

Vores andet ønske for 2015 er derfor, at: 

  • vælgerne ikke vil tøve med at stemme på kandidater, der går ind for at ophæve B48, nedsætte en uafhængig kommission og sikre fuld åbenhed om denne sag. 

Vi ønsker alle et godt nytår.

Skrevet af Anne og Jens


Henvisninger: 


  1. De udpegede steder er: Thyholm (Struer kommune), Skive Vest og Thise (Skive kommune), Kertinge Mark (Kerteminde kommune), Rødbyhavn (Lolland kommune) og Østermarie (Bornholms regionskommune) 
  2. Borgermøderne fandt sted i: Rødbyhavn (31.03.14), Rønne (07.04.14), Hvidbjerg / Thy (09.04.14), Skive (05.05.14) og Kerteminde (07.05.14). Kommentarer i Atom Posten (21.02.14), (07.04.14), (10.04.14), (05.05.14), (08.05.14) og (11.05.14)
  3. Scoping, de danske høringssvar. Kommentar i Atom Posten (10.07.14). 
  4. Scoping, høringssvar fra Sverige, Tyskland og Polen. Kommentar i Atom Posten (19.07.14)
  5. Artikel i Information af journalist Ulrik Dahlin 22.10.14
  6. Høringssvar i forbindelse med miljøvurderingen 
  7. Gerhardt Schmidts arbejdspapir (Öko-Institut). Kommentarer i Atom Posten (03.12.14) og (05.12.14)
  8. Interview i Information med direktøren for Dansk Dekommissionering ved journalist Ulrik Dahlin. Kommentarer i Atom Posten (03.12.14) og (05.12.14) 
  9. Spørgeskemaundersøgelse omkring Deponi af radioaktivt Affald, Det danske Center for Miljøvurdering (DCEA), Aalborg Universitet. Kommentar i Atom Posten (23.09.14).

lørdag den 27. december 2014

Politiken, Politikken & det radioaktive Affald

Politiken Research har undersøgt arbejdsmiljøet i folketinget (1), og resultatet er nedslående. ”Politikere flygter fra Mudderkastning og Tidspres” lyder overskriften, og den er desværre helt dækkende for indholdet.

Medlemmerne fortæller om en stresset arbejdssituation, om at måden, de arbejder på, er baseret på sensationer og konflikt, og at det er umuligt at gå i dybden med det parlamentariske arbejde.

Det er hårdt for de folkevalgte, og det har en negativ indflydelse på lovgivningen. De bruger ifølge artiklen megen tid på at drille hinanden og mindre tid på at finde kompromisser og etablere holdbare forlig. Det forventes, at de er til rådighed for medierne fra tidlig morgen til sen aften.

For os, der har beskæftiget sig med sagen om det radioaktive affald, er der intet nyt i denne beskrivelse. En række kortsigtede beslutninger – og endnu flere ikke-beslutninger – har ført til, at sagen af de fleste anses for at være et problem for borgerne i de 5 udpegede kommuner.

For de folketingsmedlemmer, der ytrer sig om sagen, fordi de har forstået, hvad den drejer sig om, giver det problemer med partiledelsen, som ikke vil have, at partiet gør sig upopulært i landets øvrige 93 kommuner. Så hellere lægge pres på domstolene, selvom det er strafbart, eller diskutere nedlæggelsen af underholdningsorkestret, selvom det er åndssvagt.

Det er sikkert rigtigt, at mange folketingsmedlemmer flygter fra mudderkastning og tidspres. Men når de er flygtet, er de ikke folketingsmedlemmer længere, så det er mere interessant at se på dem, der bliver, og på de nye, der vælges. Det er svært at tro, at de kan være upåvirkede af de arbejdsbetingelser, der tilbydes. Derfor er det sandsynligt, at mennesker med visioner og ønsker om at deltage i diskussioner om grundlæggende spørgsmål glider ud, mens folk, der ser på politik som noget, der skal underholde befolkningen i den bedste sendetid, kommer ind.

Den slags ødelægger demokratiet, og det er os selv, der ødelægger det.

For truslen mod demokratiet i vores og andre vestlige samfund er ikke militærkup i sydamerikansk stil. Det er den snigende afskaffelse af den demokratiske samtale, latterliggørelsen af folk, som ikke på et splitsekund kan svare på alt mellem himmel og jord, den manglende interesse for at beskæftige sig med komplicerede og svære problemer. Det er showpolitikkens stigende afhængighed af økonomiske tilskud og deraf følgende afhængighed af dem, der giver tilskuddene.

Vi kan se sagen om det radioaktive affald som en af de mange sager, hvis behandling har lidt og stadig lider under disse forhold.

Men vi kan også se sagen som et forsøg på at holde den demokratiske samtale i gang trods alle forsøg på at idiotisere den. Som et forsøg, langsomt og usikkert i begyndelsen, men med stigende styrke efterhånden, på at få overblik over sagens mange enkeltheder og på at finde holdbare løsninger. Som en bestræbelse på at gennemskue virkelighedsflugt og vigtigmåseri, men også på at acceptere solide argumenter, også når de er ubekvemme.

Vi kan pege på, at sammenhold mellem mennesker i samme situation giver styrke til at kæmpe videre. Ikke kun mod et påtvunget slutdepot, men også for et mellemlager, der er accepteret af de omkringboende.

Skrevet af Jens


Henvisning: 

Nilas Heinskou og Jesper Vangkilde: ”Et folkestyre i 5. gear og uden bremser”, Politiken (26.12.14).

mandag den 22. december 2014

Atomaffald: Kommentar til Svar fra Sundhedsministeren til Erling Bonnesen (V)

Sundhedsministeren har 17.12.14 svaret folketingsmedlem Erling Bonnesen (V) på hans 21 spørgsmål i forbindelse det radioaktive affald på Risø.

Ministeren nævner i flere af svarene, at han henholder sig til svar fra Dansk Dekommissionering og Statens Institut for Strålebeskyttelse (STS/SIS).

Jeg vil her kommentere nogle af de svar, der efter min mening giver størst anledning til bekymring.


1) Afvisning af kritik fra Johan Swahn, MKG, i svar nr. 292

I svar nr. 292 tilbageviser SIS kritikken fra direktøren i de svenske miljøorganisationers kärnavfallsgranskning Johan Swahn. SIS nævner, at de svenske kriterier for godkendelse af sikkerhed er på niveau med de danske reference-doser for et slutdepot efter lukning (0,01 mSv om året). Altså at Sverige ikke som hævdet af Johan Swahn har højere standarder end Danmark.

Selv om reference dosis i Danmark og Sverige er den samme - har Sverige ikke danske standarder. Sverige blander f.eks. ikke kortlivet lav- og mellemaktivt affald med langlivet lav- og mellemaktivt affald, som Danmark har til hensigt i samme slutdepot.


I Sverige findes slutdepotet SFR til kortlivet lav- og mellemaktivt affald. Man påtænker at bygge et slutdepot til langlivet lav- og mellemaktivt affald, SFL. I Sverige har man dårlige erfaringer med at blande langlivet mellemaktivt affald i et depot til kortlivet affaldTusinder af tønder må f.eks. tages op af slutdepotet til kortlivet lav- og mellemaktivt affald.

Det Sverige heller ikke vil gøre, som Danmark har til hensigt er at deponere anvendt kernebrændsel i et slutdepot som det påtænkte danske, der ligner et slutdepot til kortlivet affald. Her er et svar, jeg fik fra SKB 9.5.2014:


Hej Anne!

Allt svenskt använt kärnbränsle kommer att slutförvaras i samma geologiska slutförvar. SKB ansökte om tillstånd att få bygga slutförvaret för använt kärnbränsle i mars 2011 och myndigheternas prövning av ansökan pågår.

Mvh,

Citat slut


2) Afvisning af kritik fra Gerhard Schmidt Öko-Institut i svar nr. 281 og 292

Hverken SIS eller DD forstår eller ønsker at forstå Gerhard Schmidts argumenter i hans arbejdspapir om de danske slutdepotplaner. DD fokuserer på referencedoser for befolkningen i stedet for som Gerhard Schmidt også at se på frigivelsesniveauet for det radioaktive affald. Man vil altså ikke indrette slutdepotet, så affaldet først kan slippe ud, når det er uskadeligt, således som Gerhard Schmidt kræver. Man vil bare sigte mod, at den stråling, de omkringboende bliver udsat for, når affaldet er sivet ud, bliver ubetydelig. 


Om affaldet på Risø i Schmidts arbejdspapir side 28: To typer affald er ufarligt efter 10.000 år og én kræver lidt længere tid, hvorimod de resterende 18 typer affald skal isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere.

Atom Posten har tidligere skrevet: 

"DD’s direktør begrunder ikke dette valg, men indskrænker sig til at nævne, at niveauet for denne stråling bestemmes ved hjælp af sikkerhedsanalyser. 

Direktøren har tilsyneladende ikke forstået, at situationen er ændret i forhold til tidligere, hvor DD (sammen med Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) og De nationale geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)) mente, at de kunne ignorere indvendinger fra borgerne. Nu står de overfor folk, der er mere kompetente, end de selv er. Hvis de vil bevare bare en smule af deres troværdighed, må de svare fyldestgørende på den rejste kritik." 


3) Erling Bonnesen spørger i nummer 286 b "om ministeren er enig i, at det meste af det danske atomaffald vil være mere end 100.000 år om at blive ufarligt?"

Svaret lyder: Dansk Dekommissionering (DD) har vedrørende spørgsmålets punkt b oplyst følgende:

”Radioaktivt affald kan være farligt eller ufarligt afhængig af, hvordan man om- gås det. Hvis affaldet opbevares afskærmet fra omgivelserne og der tages de rette foranstaltninger, er der ingen som får radioaktive doser fra affaldet ud over de fastsatte grænseværdier. I disse tilfælde er affaldet ikke farligt for mennesker og miljø.

Før affaldet eventuelt anbringes i et depot skal sikkerhedsanalyser og -vurderinger vise, at ingen nogensinde (også om 100.000 år) får doser ud over de fastsatte grænseværdier fra affaldet.”

Min kommentar: Det er naivt at tro, at alt kan holdes under referencedosis i det påtænkte danske slutdepot i titusinder af år frem. Hvordan kan DD og SIS f.eks. garantere det ved en kommende istid om cirka 10.000 år?


4) Inddragelse af udenlandske eksperter

Spørgsmål nr. 237: ”Hvordan sikres inddragelse af udenlandske eksperter i forhold til den danske planlægning af atomaffaldsdepoter?”

Svar: "Som det også fremgår at beslutningsgrundlaget fra 2008 vil et uafhængigt internationalt ekspertpanel blive inddraget for at granske processen og de tekniske forhold omkring etablering af et slutdepot, herunder sikkerhedsanalyserne, ved den valgte løsning. Ekspertpanelet vil – hvis man vælger at gå videre med slutdepotsporet – blive inddraget i projekteringsfase, når vi har et konkret projekt og en konkret placering at vurdere.

Derudover inddrog COWI udenlandsk ekspertise fra det svenske firma Studsvik ved udarbejdelse af forslag til depotkoncepter i forbindelse med for-studierne til etablering et slutdepot.

Der inddrages også udenlandsk ekspertise i forbindelse med udarbejdelse af rapport om vurdering af muligheder for etablering af en mellemlagerløsning."

Som Atom Posten tidligere har nævnt, er det for sent at indkalde et internationalt ekspertpanel i projekteringsfasen, for der er næppe nogen, der vil kritisere et lands slutdepotkoncept på så sent et tidspunkt.

Studsvik har været en del af teamet bag forstudiet fra maj 2011 sammen med COWI og Dansk Dekommissionering (DD) om et tænkt depotkoncept på et endnu ikke udpeget sted med en tænkt geologi og generiske (overordnede) sikkerhedsanalyser.

Jeg har spurgt COWI, hvem der har skrevet det meget overfladiske og derfor ubrugelige i forstudiet om et borehul til de 233 kg særligt affald. Det ville man ikke svare på.

Når myndighederne i et projekt, hvor der meget sent - og formodentlig for sent - indkaldes international og uafhængig ekspertise til granskning, fuldstændig afviser kritik fra udenlandske eksperter i svarene på spørgsmål 281, 283, 286 og 292, giver det ikke blot anledning til undren, men det giver også næring til mistanken om, at der er noget, der skal dyttes igennem.

5) Den endelige opdeling af det radioaktive materiale

If. svar på spørgsmål 380 afhænger den endelige opdeling af radioaktivt materiale jf. NOTAT af 2.2.2001 i de forskellige kategorier af lav-, mellem- og højaktivt materiale af den vurdering af materialet, de danske nukleare tilsynsmyndigheder (red. SIS) skal foretage i forbindelse med slutdeponeringen.


Man kan frygte at denne opdeling er en form for elastik for myndighederne til at opdele ud fra, hvad der f.eks. er råd til. Det virker helt bagvendt fremfor at opdele affaldet og lave et slutdepot, der er bedst egnet til at isolere affaldet og finde en geologi, der bedst kan isolere det i 100.000 år. 


Gement forløb


Myndighederne har ladet befolkningen på 6 udpegede steder leve i uvidenhed og utryghed siden maj 2011.

Man ved ikke 
  • hvordan slutdepotet for radioaktivt og giftigt affald bliver konstrueret
  • præcist hvilket affald der skal i depotet
  • hvor dybt affaldet skal ned (bortset fra at det ikke bliver et dybt geologisk slutdepot)
  • hvordan det skal monitoreres/overvåges
  • hvordan affaldet opdeles endeligt
  • nøjagtigt hvilket affald der skal i depotet
  • hvad det vil betyde for en egn socioøkonomisk eller
  • hvem der skal betale for skader på mennesker og miljø som følge af den udsivning, man ved vil finde sted.
Det hele er tilsyneladende en leg for myndighederne, indtil det passer dem at udpege et sted, at designe og bygge et slutdepot og ødelægge mennesker og miljø på grund af udsivning af radioaktive og giftige stoffer - for ikke at tale om at lægge dårlig branding oveni.


Skrevet af Anne


Link

Atomaffald: Bureaukratisk alkymi løser problemet af geolog Troels V. Østergaard Politiken 1. maj 2001:



"Mon de sover uroligt på Dansk Dekommissionering i disse dage? Næppe. Der er stort set ingen, der er opmærksom på, hvad der går i svang, og ingen protesterer, selvom der er al mulig grund til det.
Dansk Dekommissionering (DD) er det statslige firma, der skal sørge for, at radioaktivt affald fra Risø bliver behandlet. Og grunden til, at de skulle sove uroligt, er det udkast til bekendtgørelse om radioaktivt affald, som Statens Institut for Strålehygiejne (SIS) har til høring i disse dage – bl.a. hos Dansk Dekommissionering. Den bekendtgørelse vil nemlig være afgørende for, hvor let eller svært deres arbejde bliver."


lørdag den 20. december 2014

Atomaffald: Juleeventyret om Kufferten i Sundhedsministeriet

Det var ved vintertid, ud på aftenen efter komedie-tid, et frygteligt vejr, snestorm så at man ikke kunne trænge frem. 

Sundhedsministeren fik sig en smøg på sit kontor, mens han sled med sagerne.

Da bankede det hårdt på ministeriets dør. Portneren buldrede ned ad trappen, trætøflerne klaprede. Med besvær åbnede han først inderdøren og så den gyldne port. Sneen føg ind og lagde sig på hans tøfler.

Udenfor på trappen stod en løjerlig brun kuffert. Der var en seddel på, at den ikke var farlig. Afsenderen var miljøministeriet. De ville ikke have den. Kufferten havde også været en tur i UM. De havde prøvet at sende den til udlandet som bagage accompagné.

Portneren bragte kufferten op til sundhedsministeren, der straks satte den om bag døren. Her stod kufferten i fred, for der var så mange sager, der pressede sig på i SUM. Men en ting kunne ministeren glæde sig over, for første gang i historien vil der ikke være patienter på gangene på danske sygehuse. 




En morgen var kufferten vendt om, da ministeren trådte ind på sit kontor. Der var skrevet noget på den anden side. Det var lidt svært at læse, for nogen havde forsøgt at vaske det bort: “To typer affald er ufarligt efter 10.000 år og én kræver lidt længere tid, hvorimod de resterende 18 typer affald skal isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere.” Venlig hilsen hr. Smed.

Sundhedsministeren vendte kufferten om igen, gik ud til kaffemaskinen,  trykkede på en wiener mélange og tog en smøg. Den næste dag kaldte han miljøordførerne op til sig, én for én, og spurgte, hvad kufferten indeholdt.

“Det er affaldet fra Risø,” sagde de. "Alle partier har i 2009 bestemt, at kufferten skal graves ned, så vi kan glemme affaldet."

“Hvad har atomaffald at gøre i mit ministerium?” spurgte ministeren. “Vi skal jo forebygge. Og er nedgravning det rigtige?”

Den socialdemokratiske miljøordfører sagde: “Bekymr dig ikke, vi socialdemokrater har i 2009 sagt, at det ikke nytter noget med et discountdepot. Vi sagde - jeg har det lige her":

"Det er også meget vigtigt for Socialdemokratiet, at det kommende depot etableres på en sådan måde, at det giver færrest mulige gener for vore efterkommere. Det nytter ikke noget med en discountløsning, der måske kan give store problemer om 50 eller 100 år. Det kunne vi simpelt hen ikke være bekendt, men jeg tror heller ikke, det er et af de punkter, der bliver de helt store stridsemner under behandlingen af forslaget".


Og vi i SF sagde:

"Der står i redegørelsen, at man skal lægge vægt på inddragelse af international ekspertise, og det vil vi også lægge meget vægt på og sige, at al international ekspertise skal inddrages. Og jeg vil også sige her, at vi må bruge de penge, der skal bruges til det. Jeg synes, det er et stort projekt på den måde, og vi må bruge de penge, der er nødvendige. Hellere en undersøgelse for meget end en for lidt."

“Jamen, det har jeg da aldrig hørt jer tale om!” sagde ministeren. “Hvorfor har I ikke protesteret over kuffert-planen? Der er jo ikke inddraget international ekspertise!” 

“Jamen, sådan noget siger man, og så glemmer man det, det ved du da!” svarede ordførerne i kor.

Om natten drømte ministeren frygtelige drømme om, hvordan affaldet sivede ud i grundvandet. Han havde godt nok ikke familie i de udpegede områder, men han kunne forestille sig, hvad det betød. I 7. klasse havde han været på skoleudflugt til Brændesgårdshaven, tæt på hvor affaldet skulle graves ned, hvis Bornholm blev udpeget. Og selv om Bornholm var ude af øje og sind, kunne man så være det bekendt? 

Næste morgen kaldte han sin embedsmand ind: “Hvad er det for noget med den kuffert? Hvad skjuler den?” - “Den skjuler ikke noget. Kan du ikke se, den er gennemsigtig, og affaldet er ufarligt?” sagde embedsmanden med sit altid skæve smil. Ministeren kiggede på kufferten og gned øjnene. Han kunne ikke se, hvad der var i den, lige meget hvor meget han forsøgte.

“Jamen, vi skjuler ikke noget!” sagde embedsmanden. “Kan du ikke se, kufferten er åben og gennemsigtig?” Embedsmanden begyndte at blive hidsig.

“Jeg skal lige have en kop kaffe og en smøg,” sagde ministeren og gik ud til kaffemaskinen og trykkede på en sort kaffe - en stor kop. Imens maskinen varmede op, pudsede han sine briller. Da han kom tilbage til kontoret, kiggede han igen på kufferten. Han kunne stadig ikke se igennem den. Det er nok mig, der skal have nye briller, tænkte han og ringede til sin optiker.

Da ministeren kørte hjem, bad han sin chauffør tage kufferten med og køre forbi Risø, for DD kunne vel se igennem kufferten.

Ministerbilen kørte ind gennem porten til DD og op til receptionen. Ministeren steg ud, chaufføren fulgte efter med kufferten. Det dryppede lidt fra den. En grøn, selvlysende stribe lyste op bag dem. De blev ført ind på direktørens kontor. Bag det store skrivebord sad en venlig og mild herre med hvid kittel: “Velkommen til DD. Hvad kan jeg hjælpe med? Kaffe eller te? Vi serverer også småkager ligesom på Covra.

“Jeg har fået en kuffert fra miljøministeriet med noget, der på den ene side er ikke-farligt, og på den anden side farligt. Men jeg kan ikke se, hvad der er i kufferten," sagde ministeren.

“Kan ministeren ikke se ind i kufferten?” spurgte direktøren. “Det kan ikke passe. Den er jo åben og gennemsigtig. Affaldet er ikke farligt. Vi kan smide kufferten ud i Roskilde Fjord og røre rundt med en pind. Det vil ikke overstige baggrundsstrålingen.”

“Er det rigtigt? Jamen, det lyder dejligt!” sagde sundhedsministeren. “Vil I så beholde kufferten, så jeg kan glemme den?”

“Ja, så gerne,” sagde direktøren venligt og stillede kufferten om bag døren, hvor der var masser af plads.

Da ministeren forlod DD, følte han sig glad og lettet. Kufferten var slet ikke farlig. Han kunne godt nok ikke se ind i den, men når en direktør i hvid kittel kunne, måtte det jo være så sandt og rigtigt.

I bilen hjem fik han sig en smøg og en kaffe med to stykker sukker.

“Hvorfor smiler du?” spurgte chaufføren. “Fordi jeg kom af med kufferten,” svarede ministeren. 

“Jeg har forresten to julekort til dig, et fra et Sverige og et fra Tyskland,” sagde chaufføren.

“Tak!” sagde ministeren og tog kortene. På det ene sad der en nisse i et grantræ, og der stod med store bogstaver: "Hvornår slutter farcen?" 

Det er da et sært kort, tænkte ministeren og kiggede på teksten, der var skrevet af en hr. Svane: “Kære sundhedsminister, Du bør lave et mellemlager, for affaldet i kufferten skal ikke graves ned. Affaldet er farligt i meget lang tid, og den plan, som dit folketing har bestemt i 2009, er en discount-plan. I har brug for en time-out for at finde ud af affaldet, og hvad I skal gøre med det på forsvarlig vis.”

Ministeren smed kortet ned på gulvet og skubbede det ind under sædet foran med spidsen af sin sko. Han kastede et blik på kortet fra Tyskland, fra en hr. Smed: “I de 21 typer affald på Risø skal de 18 isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere.”

Ministeren smed kortet ud af vinduet. Han ville ikke tænke på det. Nu var kufferten i gode hænder hos folk i hvide kitler. Danmarks førende eksperter. Og i kongeriget var vi blandt de klogeste i verden. Vi behøvede ikke lytte til andre og lave mellemlager eller grave det ned mellem 300-800 meter med en sikkerhed på 100.000 år. Det ville han tage med i sin tale til julefrokosten på mandag i sundhedsministeriet. 

Der var godt nok lige det problem med, at SIS skulle godkende kuffertplanen, og hvordan kunne de det, når de var en del af sundhedsministeriet og altså ikke en uafhængig tilsynsmyndighed? Ministeren havde skrevet PhD om kontrol og sanktioner i EU-retten og vidste derfor, at EU kunne indlede en overtrædelsesprocedure mod Danmark (1), hvis der ikke var en kompetent uafhængig tilsynsmyndighed jf. artikel 6 i EU-direktivet af 19.7.2011. Men måske en skrivebordsmanøvre kunne ordne det? Det måtte det tværministerielle udvalg vide noget om.

Og ellers pyt - det kan give stemmer ved næste valg, at vi viser muskler over for EU og graver vores atomaffald ned lige som det passer os efter nærhedsprincippet. 

Og han ville sige i juletalen, at snart slap de for at tænke mere på møgkufferten, for den ville blive gravet ned i Udby, hvor der ikke boede nogen, der havde relation til sundhedsministeriet. 

Finansministeriets regnedrenge ville blive glade. Embedsmændene i sundhedsministeriet slap for at blive dunket på maven, når de havde spist frokost, og Cleantech Parken, Europas største fra Risø til Kastrup Airport, ville lyse som i Paradisets Have - uden den brune møgkuffert.

God jul!

Skrevet af Anne - frit efter H.C.Andersen

Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer i eventyret er utilsigtet, men uundgåelig.

Kilde



1. Mailsvar til borger i Odense af 27.10.14 fra Generaldirektoratet for Energi i EU-Kommissionen (min fremhævning):
"Directive 2011/70/EURATOM requires Member States to establish a competent regulatory authority in the field of safety of spent fuel and radioactive waste management. Such an authority has to be separated from any other body concerned with the management of spent fuel and radioactive waste. The importance of an independent regulatory body is also required by the international safety standards of the IAEA and the Joint Convention on the Safety of Spent Fuel and Radioactive Waste Management. 

According to Directive 2011/70/EURATOM, all Member States are required to communicate the content of their national programmes for spent fuel and radioactive waste management to the European Commission for the fist time by 23 August 2015. These programmes will be assessed by the European Commission with respect of their compliance with the Directive's provisions. 

In case that a Member State fails to transpose and implement the provisions of the Directive 2011/70/EURATOM, an infringement case can be launched by the European Commission."

Links

6 andre eventyr om atomaffaldet:



fredag den 19. december 2014

Atomaffald i Udenrigsministeriet

I dette indlæg skal vi se nærmere på en statusnotits og presselinje fra 28.9.2013 fra Udenrigsministeriet (UM) om dets arbejde med eksportforsøg af det radioaktive affald på Risø, både de 233 kg særligt affald og alt det radioaktive affald. Man undrer sig ved gennemlæsningen over, hvorfor UM ikke har bedt Dansk Dekommissionering (DD) se notitsen igennem og korrigere den, da DD deltager med viden om affaldet if. sin egen hjemmeside om eksport. 

Når UM leverer sådan noget makværk som denne notits og presselinje, er journalister og offentlighed ilde stedt. I august 2013 undrede jeg mig over et indslag i P1 Orientering, der virkede som en desorientering om eksportforsøg af affaldet. Når jeg læser UM's statusnotits, forstår jeg bedre, hvordan journalister og dermed offentlighed er blevet og bliver misinformeret.  

Misinformationen peger i den forkerte retning med denne notits, hvor UM nedprioriterer det faglige på skandaløs vis. Der skal ikke være mere af det Danmark i Verden efter min mening. Hvordan kan man tro på og have tillid til, at Danmark - med en tidligere ministers ord - kan medvirke til at sikre højeste standarder ved uranudvinding i Grønland?







Eksportforsøg af de 233 kg særligt affald 

I UM's notits står: "I samarbejde med andre danske myndigheder har Udenrigsministeriet været i dialog med en række potentielle modtagerlande i bestræbelserne på at finde en international løsning for deponeringen af det langlivede atomaffald fra Risø." (Min fremhævning).

Min kommentar: 

1. Vedr. "deponering":

UM's søgning efter en international løsning for "deponering" er omsonst, da der endnu ikke findes noget slutdepot i verden til affald som de 233 kg særligt affald, der er højaktivt affald omdefineret til langlivet mellemaktivt. 

Det, som DD skriver på sin hjemmeside under eksport, er da også noget andet, end det UM skriver, nemlig: "For dette affald undersøges jf. B 48, om der kan findes en international løsning på linie med de tidligere løsninger vedrørende andet brugt brændsel fra Risø." (Min fremhævning).

En tidligere løsning er f.eks. dengang bassinet på Risø med brugt brændsel skulle tømmes. Da blev de brugte brændselselementer i 2002 sendt til Savannah River Site i USA til oplagring.


2. Vedr. "det langlivede atomaffald fra Risø": 

Betegnelsen er upræcis, for på Risø findes både langlivet mellemaktivt affald som f.eks. de 233 kg særligt affald og langlivet lavaktivt affald, som 18 tons grafitaffald og 1.130 tons urantailings. Sidstnævnte er affald fra forsøg med uranudvinding af malm fra Kvanefjeldet. 

Notitsen omtaler eksportforsøget af de 233 kg på følgende måde:

"Det er en vanskelig proces, og der er stadig ikke skabt grundlag for en løsning. Det skyldes blandt andet nødvendige hensyn til overholdelse af gældende internationale konventioner på området og national lovgivning, som i vid udstrækning hindrer lande i at importere atomaffald fra andre lande."

I juni 2012
spurgte jeg på Folkemødet på Bornholm den daværende sundhedsminister om eksportforsøg af de 233 kg, og svaret var, at man ikke ville være med til det, man skulle i den anledning. Jeg fik ikke spurgt til, hvad det indebar, men det kunne f.eks. være, at Danmark til gengæld for at komme af med de 233 kg skulle modtage en større mængde af andet radioaktivt affald.



Eksportforsøg af alt affaldet

Herefter omtaler notitsen eksport af alt affaldet, som det blev besluttet af Folketinget i november 2012:

"Folketinget har senest besluttet, at mulighederne for at deponere alt radioaktivt affald i udlandet skal undersøges". (Min fremhævning).

"Deponere" er også det valgte ord i Sundhedsministeriets (SUMs) pressemeddelelse fra 22.1.2013, men som nævnt ovenfor kan de 233 kg særligt affald ikke "deponeres" i udlandet pt. De kan kun oplagres, da der endnu ikke findes slutdepoter til brugt brændsel nogen steder. 

Desuden er der andet langlivet mellemaktivt affald på Risø, som der heller ikke findes slutdepoter til jf. denne liste fra den finske strålsikkerhedscentral STUK. Og endeligt er der på Risø langlivet affald blandet med kortlivet affald, jf. svar på en minihøring i 2005 (side 4), der heller ikke vil kunne placeres i de nuværende udenlandske slutdepoter, der alle er til kortlivet affald.

Så "deponering" af det danske atomaffald er lettere sagt end gjort, faktisk pt. umulig. I et arbejdspapir af ingeniør Gerhard Schmidt fra det tyske Öko-Institut fremgår det, at der i det danske radioaktive affald på Risø er to typer affald, der er ufarligt efter 10.000 år, og én kræver lidt længere tid, hvorimod de resterende 18 typer affald skal isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere i 300-800 meters dybde.





Illustration side 28 fra arbejdspapiret fra Öko-Institut.



UM vrøvler om affaldet

Notitsens næste hovedafsnit "Baggrund" er et sammenrod af begreberne om radioaktivt affald, der viser manglende faglig forståelse i UM for affaldet:

"I marts 2003 besluttede et enstemmigt Folketing at fremskynde afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø. I den forbindelse efterspurgtes i tillæg til en dansk slutdepotsløsning for det kort-, og mellemlivede radioaktive affald en international deponeringsløsning for 233 kg langlivet radioaktivt affald." (Min fremhævning).

Min kommentar vedr. "det kort-, og mellemlivede radioaktive affald":

Betegnelsen "Det kort-, og mellemlivede radioaktive affald" er noget vrøvl. 

Radioaktivt affald inddeles efter sin aktivitet (antal henfald per sekund) og efter varigheden af radioaktiviteten (bestemt af halveringstiderne for de isotoper, der er i affaldet):
  • lav-, mellem- og højaktivt og 
  • kortlivet (aktivitet i op til cirka 300 år) og langlivet (aktivitet fra cirka 300 år og opefter til flere tusinder eller millioner af år).
t.o. 

B48 fra 2003 står der, at slutdepotet er til lav- og mellemaktivt affald: "Folketinget meddeler sit samtykke til, at regeringen samtidig med afviklingen (dekommissioneringen) påbegynder udarbejdelsen af et beslutningsgrundlag for et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt affald." (Min fremhævning).


I Beslutningsgrundlaget (2008) for et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt affald står, at man vil bruge Euratoms klassifikationssystem:

1. Temporært radioaktivt affald

2. Lav og mellemaktivt affald (LILW) der opdeles i 2 klasser:

- Kortlivet affald (LILW-SL)

- Langlivet affald (LILW-LL)


3. Højaktivt affald (... sådant affald stammer først og fremmest fra behandling/konditionering af brugt reaktorbrændsel.)

Mellemlager - ikke mellemdepot

UM skriver i notitsen:

"Folketingets partier har i november 2012 anmodet Regeringen om a) at undersøge muligheden for at etablere et mellemdepot til det lav- og mellemlivede radioaktive affald i en periode på op til 50-100 år og b) at undersøge mulighederne for eksport af alt (og således ikke kun de 233 langlivet affald) til udlandet, hvilket DD nu undersøger nærmere." (Min fremhævning).

1) Betegnelsen "mellemdepot" er ikke korrekt. Som der står i SUM's pressemeddelelse fra 22.1.2013, er det muligheden for et mellemlager, der skal undersøges.

Det er forståeligt, at menigmand roder rundt i begreberne slutdepot og mellemlager, men UM bør bruge definitioner som f.eks. i artikel 3 i EU- direktivet fra 19.7.2011:

»deponering«: anbringelse af brugt brændsel eller radio­
aktivt affald på et anlæg uden tanke på senere udtagning.

»oplagring«: opbevaring af brugt nukleart brændsel eller radioaktivt affald på et anlæg med henblik på senere udtagning.

DD og GEUS bruger ordet "mellemlager"/"Long Term Storage" for deres oversigt over mellemlager fra august 2013. 

IAEA har også en ordliste med forklaring på forskellen, og den er - groft sagt - at ved "deponering" kan man ikke tage affaldet op igen, ved "oplagring/mellemlager" kan man tage affaldet ud igen.

2) Vedr. det "lav- og mellemlivede radioaktive affald" i UM's notits er det ligesom det tidligere nævnte 
"det kort-, og mellemlivede radioaktive affald" også noget vrøvl.

Drøvtyggeri om eksport fra november 2012 til september 2013

Fra november 2012 til september 2013 bliver der i Sundhedsministeriet, i Dansk Dekommissionering og i Udenrigsministeriet tygget drøv på eksportmuligheden af alt affaldet. Man når frem til at lave en liste over lovgivning, herunder importforbud, i alle OECD-lande:

"Sundhedsministeriet har ved brev af 14. maj 2013 anmodet UM om at samarbejde med DD om at kontakte og formidle kontakt til potentielle aftagerlande for alt radioaktivt affald. På den baggrund indkaldte Udenrigsministeriet (GRV)(Red: GRV er Kontoret for Grøn Vækst) til møde med embedsmænd fra FIVU, SUM og DD den 4. juni 2013 for at diskutere det videre forløb. Det blev her aftalt, at DD skulle udarbejde en oversigt med kontakter og kapaciteter på teknisk niveau og videre undersøge muligheder for deponering.

GRV og DD mødtes den 3. september 2013 for at gøre status. På mødet blev det bl.a. besluttet at anmode Sundhedsministeriet om udarbejdelse af en fuldstændig oversigt over lovgivningen, herunder importforbud, i alle OECD-lande."


"Intet nyt fremkom" - Møde med borgmestre 27.9.2013

UM skriver i notitsen om mødet i SUM med borgmestrene 27.9.2013:

"Sundhedsministeren mødtes den 27. september med borgmestrene fra de kommuner, som er involveret i processen med at finde et opbevaringssted. På mødet gav ministeren en status på arbejdet med de tre løsningsmodeller. Intet nyt fremkom.

Sundhedsministeren oplyste på dette møde, at "der er i den forbindelse udarbejdet en liste over depoter for lav- og mellemaktivt affald, som fortsat er i drift, og hvor der kan være ekstra kapacitet." 

Det kunne være interessant at se denne liste, især hvilke lande der har kapacitet i deres slutdepoter. For det første er de udenlandske slutdepoter kun til kortlivet affald jf. STUK's liste og vil derfor ikke kunne modtage den mangfoldighed af kortlivet og langlivet affald, der er i affaldet på Risø. For det andet har flere lande pladsproblemer, bl.a. Sverige og Frankrig. Finland har importforbud, og Rokkasho i Japan er et landfill/lossepladsdepot.

Kaare Ulbak fra SIS oplyste på mødet med borgmestrene den 27.9.2013 "vedrørende sikkerhedsniveau for de tre scenarier, at der for alle tre skal ske vurdering heraf, og at det er helt afgørende, at sikkerheden er i orden for det anlæg, der vælges. Det er også en dansk forpligtelse af sikre, at et anlæg, som der evt. deponeres i i udlandet, lever op til vores sikkerhedskrav."

Hvis man skal dømme ud fra de nuværende overordnede planer for et tænkt slutdepot på en ikke bestemt placering er det svært at finde ud af, hvad de danske sikkerhedskrav er. Det ser ud, som om der sigtes lavt med et discount-slutdepot, så de lande, der evt. ville kunne tage vores atomaffald, er lande, som vi ellers aldrig ville sammenligne os med i andre sammenhænge.

mødet 28.4.2014 i SUM med borgmestrene kunne sundhedsministeren sige, at udsigterne til at finde en eksportmulighed ikke ser lovende ud. Dette kunne man allerede efter en uges research i december 2012 have fundet ud af, men eksportsporet er blevet brugt til at trække tiden ud og aflede opmærksomheden fra et alternativ som et langtids-mellemlager som i Holland.


Skrevet af Anne

Kilder