søndag den 19. maj 2013

International kritik af det danske slutdepotkoncept for lav- og mellemaktivt affald


En svensk kerneaffaldsekspert Johan Swahn, direktør i Miljöorganisationernes Kärnavfallsgranskning, har flere gange udtrykt kritik af det danske slutdepotkoncept. 

I et læserbrev i Jyllandsposten 15.4.2011, ”Atomaffald på forkerte præmisser” kritiserer Swahn og den danske jurist Niels Hooge, at man påtænker at blande kortlivet og langlivet radioaktivt affald i samme depot, der kun skal være sikkert i 500 år.

De nævner, at der i Sverige i slutdepotet SFR til kortlivet affald ved en fejltagelse er blevet deponeret store mængder langlivet affald. De svenske strålesikkerhedsmyndigheder har udtrykt bekymring for, om den sikkerhedsanalyse, der blev foretaget, før tilladelsen til slutdeponeringen blev givet, overhovedet kan opfyldes. 

Swahn og Hooge skriver om det danske slutdepotkoncept:

"Men desværre er det en uholdbar løsning - og eksperterne ved det allerede. Så hvorfor informerer de ikke Folketinget korrekt? Måske fordi de overslag over omkostningerne, der er lavet for det danske slutforvaringsprogram, bygger på fejlagtige præmisser. Det billigste er at anvende koncepter tilbage fra 1960'erne: Grav skidtet ned i et hul, smid jord på og glem alt om det."

Også i Information 27.11.12 ”Eksperter dumper Danmarks plan for deponering af atomaffald”  er både Johan Swahn og en norsk professor i helsefysik Erling Stranden skeptiske over for det danske slutdepot til lav- og mellemaktivt affald.
Indhold af affald på Risø 

Affaldet indeholder:

  • kortlivet og langlivet lavaktivt affald 
  • kortlivet og langlivet mellemaktivt affald 
  • 233 kg særligt affald, omdefineret fra højaktivt til langlivet mellemaktivt og
  • "en vis mængde farligt affald i form af tungmetaller og andre kemiske stoffer, herunder 2 tons ubestrålet uran, 50-70 tons bly, omkring 200 kg cadmium og 80 kg beryllium samt 40-50 tons bitumen" jf. Beslutningsgrundlaget 2008.


Det langlivede affald stråler i mere end 1000 år jf. Forstudierne maj 2011 side 14-15:

"Grundlaget for opgaven har jf. Beslutningsgrundlaget været, at de skitserede depoter skulle have en levetid på 300 år. De indledende sikkerhedsanalyser har som delresultat, at den samlede levetid af barrieresystemet for de anbefalede løsninger ligger i mellem 500 og 1000 år. Efter denne periode vil der stadigt være affaldstyper tilbage i depotet, som indeholder væsentlig aktivitet. Det drejer sig om følgende affaldstyper:

• Type 1 (grafitaffald)
• Type 8 (sekundært affald fra dekontaminering)
• Type 12 (eksisterende affald fra HotCell)
• Type 13 (eksterne strålekilder)
• Type 14 (særlige strålekilder)
• Type 15 og 18 (bestrålet uran)
• Type 16 og 17 (bestrålet brændsel)
• Type 19 (ubestrålet uran)
• og i begrænset omfang type 21 (tailings).

Det er følgende nuklider, som giver anledning til aktiviteten:
C-14, Ra-226 samt uran og plutonium nukliderne samt disses døtre." Citat slut

t.o. er Plutonium-239 radioaktivt i cirka 250.000 år. Tidligere reaktorchef på Risø sagde i Information i 2001, at de 233 kg særligt affald, der indeholder 1,2 kg plutonium, skal opbevares sikkert i 500.000 år.

Bekymring mht. slutdepotkonceptet


Dansk Dekommissionering svarede 22.8.12 en borger: 

”Før et dansk depot kan blive en realitet, skal der laves sikkerhedsanalyser, som viser hvilken påvirkning depotet vil have på mennesker og miljø. Kun hvis disse sikkerhedsanalyser viser at depotet er sikkert, kan det blive en realitet. I disse sikkerhedsanalyser vil alle de affaldskategorier, som skal deponeres i depotet, selvfølgelig indgå. Dette omfatter både kort- og langlivet radioaktivt affald, og affald som efter radioaktivt henfald skal betragtes som giftigt affald”. 

Hertil kan man indvende, at selv den mest omhyggelige sikkerhedsanalyse kan overse ting, der ikke er kendt i øjeblikket.


Fra højaktivt til langlivet mellemaktivt


Det danske slutdepotkoncept er specielt, fordi det skal indeholde både kortlivet lav- og mellemaktivt affald og langlivet lav- og mellemaktivt affald, samt evt. også 233 kg særligt affald, langlivet mellemaktivt affald, der indeholder hele det spektrum af fissionsprodukter (f.eks. Cæsium-137, Strontium-90) og aktinider (bl.a. uran og plutonium) som findes i brugt kernebrændsel. Alt i samme depot med en sikkerhedshorisont på 300 år, formodentlig 30-100 meter under terræn. T.o er sikkerhedshorisonten i det svenske slutdepot for kortlivet affald 500 år.

De 233 kg særligt affald var klassificeret som højaktivt i 2001, men er siden blevet omdefineret jf. udtalelse fra en helsefysiker i Berlingske 29.03.2011. 

Hvis de 233 kg blev eksporteret til f.eks. Sverige, vil de ikke blive slutdeponeret i SFR, der har en sikkerhedshorisont på 500 år, men i det kommende slutdepot for brugt kernebrændsel med en sikkerhedshorisont på 100.000 år, 500 meter under terræn. Dette slutdepot ansøges der pt. om i Sverige. 

Man kan da også i et foredrag Udformning af dansk slutdepot til radioaktivt affald af en civilingeniør fra SIS, læse i planche 15 om "Vurdering af depottyper": "Kan muligvis modtage alt det danske affald". 


Anne


tirsdag den 14. maj 2013

Nu er den gal igen


I Sverige bliver man nødt til at hente 2844 affaldstønder op fra et slutdepot, fordi der er mistanke om, at de indeholder væsker, som får affaldstønderne til at korrodere hurtigere end forudset, og langlivet affald, som depotet ikke er beregnet til.
Den danske reaktion er ikke uden skadefryd: Det kunne vi aaaldrig finde på, vi tørrer sandelig vores affald, før det bliver puttet i tønderne. I en artikel på ” DR – Viden” (08.05.13) fortæller projektlederen fra Dansk Dekommissionering om, hvordan radioaktivt vand (det må være vand, hvori der er opløst radioaktive stoffer) bliver destilleret, før destillationsresten pakkes i tønderne, men glemmer at nævne, at noget af væsken i det svenske affald er kviksølv, og her er destillation næppe den bedste fremgangsmåde. At tønderne muligvis indeholder plutonium, nævnes ikke.
Begivenheden viser, hvor svært det er at gardere sig mod fejl, hvis man vil slutdeponere radioaktivt (eller for den sags skyld, kemisk) affald. Der er utrolig mange ting, der skal tages højde for, og der dukker hele tiden nye op. Derfor er det nødvendigt løbende at holde affaldet under observation, så man kan gribe ind, hvis noget er ved at gå galt.
Forskellen er, at hvor man i Sverige har oprettet et uafhængigt, kompetent kontrolorgan, så er borgere her i landet værgeløse overfor myndighederne, når det gælder radioaktivt affald. I Sverige har man ”Vetenskab & Miljö”, der skriver om egne fejltagelser, i DK har vi ”DR – Viden”, der hoverer over andres. I Sverige er parterne nødt til at begrunde deres synspunkter, mens myndighederne i DK kan nøjes med at fortælle, hvad de mener, befolkningen kan tåle at høre.
De prøver at berolige, men glemmer forudsætningen: at de har den tillid i befolkningen, der gør, at vi er parate til at tro dem, også når vi ikke direkte kan kontrollere rigtigheden af deres udsagn.
Forestil dig de danske myndigheders reaktion, hvis der blev problemer med et slutdepot her i landet.
Jens

torsdag den 9. maj 2013

Mørklægning og Fortielse


Revisionen af offentlighedsloven (L 144) diskuteres heftigt for tiden, især §24 (”ministerbetjeningsreglen”) og §27, stk. 2 (”politiker-reglen”). Med god grund, for når politiske beslutninger tages på grundlag af videnskabelige og andre sagkyndige vurderinger, er det vigtigt, at alle parter kan se, hvilke eksperter, der har udtalt sig, og hvad de har udtalt. Ministres behov for ”et lukket rum” til drøftelse af handlemuligheder og rådslagning må kunne dækkes på anden vis.
Men i sagen om Risø-affaldet handler det om mere end to paragraffer i det aktuelle lovforslag. Selvfølgelig skal vi vide, hvilken rådgivning, sundhedsministeriet modtager, hvem der står inde for dens faglige kvalitet, og hvem der er parat til at forsvare den offentligt. Men det er ikke tilstrækkeligt.
For det første skal vi være sikre på, at det er uafhængige fagfolk, der rådgiver beslutningstagerne. Vi skal vide, at de ikke er udsat for pres, for eksempel trusler om karrieremæssige sanktioner. De satser deres faglige omdømme, når de giver råd, og det må være nok. Vi ved godt, hvad beslutningstagerne ønsker, men må forlange, at negative konsekvenser af disse ønsker ikke bliver fortiet.
Både i denne og andre sager kan man se tendenser til ”samordning” af rådgivning og beslutningstagning. Fortsætter denne udvikling, risikerer vi, at centraladministrationen omdannes fra en forvaltning, der træffer rationelle beslutninger på et ordentligt fagligt grundlag, til et hof, hvor det alene gælder om at sige det, magthaverne ønsker at høre. Det er for fint at kalde det et demokratisk tilbageskridt. Det er dumt, slet og ret.
For det andet handler det om, hvordan medierne bruger de oplysninger, de kæmper så hårdt for lige nu. For hvad nytter det, at de har adgang til alle oplysninger i en sag, hvis de vælger ikke at bringe dem videre til deres læsere/seere? 
Sådan er det gået med Dagbladet Politikens dækning af sagen om Risø-affaldet. Masser af oplysninger er let  tilgængelige på nettet, så her er der ikke tale om ministerbetjening, men om selvbetjening. Alligevel har Politikens redaktion hverken fundet anledning til at behandle sagen ordentligt eller til at forklare, hvorfor de mener, den er uvæsentlig. Tilsyneladende er holdningen, at den skal forties, fordi et slutdepot kun rammer nogle få mennesker i landets periferi, mens Roskilde får højteknologiske arbejdspladser og et skjoldungeland oven i købet.
Viggo Hørup, hvis billede kan ses i Politiken hver dag, karakteriserede denne holdning således: 
”… den Politik, som jeg ansér for den lumpneste af alle, den, der rotter de rige sammen om at plyndre de fattige og sætter Overklassen paa Nakken af dem, der har mindst at staa imod med…”.
Klar tale.
Jens

Kilde


Viggo Hørup: Tale i Havdrup, 15.5.1894. Citeret efter ”Viggo Hørup i Skrift og Tale”, Gyldendal 1904.

mandag den 6. maj 2013

En mudret og uklar Proces - om Slutdepotkoncepter


Der er endnu ikke taget beslutning om konceptet for et slutdepot for radioaktivt affald. I 2005 blev der på en mini-høring ytret bekymring i den anledning:

"Det blev efterfølgende fremført, at ved at arbejde videre med flere koncepter vil den politiske proces måske blive mudret og uklar."





Skitse af de tre overordnede depotkoncepter som har indgået i forstudierne.
Læs mere i Beslutningsgrundlaget fra side 30 om slutdepotkoncepter
Illustration kilde: Dansk Dekommissionering

Sundhedsministerens møde med borgmestrene i de udpegede kommuner


I resuméet fra mødet den 7.2.13 står bl.a.:

“Ministeren oplyste, at der ikke er taget beslutning om depotkoncept endnu. Et slutdepot kan både placeres over eller tæt på jordoverfladen og dybere nede. Ministeren udtrykte håb om, at borgmestrene ville medvirke til, at der ikke tegnes et forkert billede af sagen ved at fremstille det som om depotkoncept (over/under jord bl.a.) er besluttet.

Peter Gravesen, GEUS oplyste, at man har fundet områder, som kan rumme de i forstudierne foreslåede depotkoncepter. Han oplyste, at selv om man vælger overflade- eller overfladenært depot vil der være behov for en geologi, som kan hindre nedsivning fra depotet, hvis der opstår utætheder.”

I det følgende vil vi se på de forskellige slutdepot-koncepter, som sundhedsministeren nævner, over eller tæt på jordoverfladen og dybere nede.

Slutdepotkoncepter


De tre overordnede depotkoncepter, der er arbejdet med i Forstudierne, er:


  • Terrænnært depot (på overfladen og ned til maks. 30 m under terræn) 
  • Terrænnært depot i kombination med et borehul
  • Mellemdybt depot (30-100 m under terræn)


Kan affaldet deponeres terrænnært?


mini-høringen i 2005 blev der spurgt om følgende:

- "Kan affaldet deponeres terrænnært?"

- "Det blev fremført, at hvis Danmark kunne eksportere de 233 kg forsøgsbrændsel kunne alt affaldet uden problemer deponeres terrænnært. 

Hertil blev svaret, at der også er andet langlivet affald, der vil kræve særlige overvejelser og foranstaltninger ved terrænnær deponering, bl.a. et antal store brugte alfa-kilder. Endvidere er der et sorteringsproblem, da noget af det langlivede materiale vil være blandet med kortlivet. 

Det er således ikke ligetil, at stille det langlivede affald til side og afvente en senere eller anden løsning".


SIS skal godkende depotkonceptet


Det er nationale myndigheder, der skal godkende slutdepotkonceptet. I Danmark er det SIS, Statens Institut for Strålebeskyttelse i Sundhedsstyrelsen. 

Civilingeniør Charlotte Nielsen fra SIS holdt et foredrag i 2004 og udtalte bl.a. følgende om depotkoncepterne: 


Min forklaring til forkortelser i gengivelse af planche 15:

LILW-SL : lav og mellemaktivt, kortlivet, dvs. radioaktivt i cirka 300 år
LILW-LL : lav og mellemaktivt langlivet, dvs. radioaktivt i mere end 300 år
HL : højaktivt
Om affald der stråler i mere end 1000 år, læs her.

Depottyper
Affaldstyper
Bemærkninger
Vurdering
Terrænnært depot
LILW-SL
Hvad med de mindre mængder langlivet affald?


Terrænnært depot + borehul
LILW-SL
LILW-LL
Kan muligvis modtage alt det danske radioaktive affald


Mellemdybt depot
LILW-SL
LILW-LL
Kan muligvis modtage alt det danske radioaktive affald


Dybt geologisk depot
LILW-
SL/LL
HL
Skyder over målet
Meget dyr løsning





kilde:Udformning af dansk slutdepotSundhedsstyrelsen
SIS
juni 2004


Overfladenær deponering og dyb geologiske deponering



Sundhedsministeriet skriver på sin hjemmeside:

“Normalt sondrer man mellem overfladenær deponering og dyb, geologisk deponering af radioaktivt affald.
Overfladenær deponering er deponering på terræn eller terrænnært, f.eks. i helt eller delvis nedgravede betonbunkere med jord og beplantning over. Depoterne kan også være gravet ind i skrænter eller fjeldsider som minegange. Depoterne vil oftest ligge over grundvandsspejlet. Depoter anlagt lidt dybere, ned til omkring 100 meter under terræn, regnes også for overfladenære. Normalt vil de ligge under grundvandsspejlet.”

Mellemdybt depot - den mest hensigtsmæssige løsning sikkerhedsmæssigt 


På Dansk Dekommissionerings side nævnes konklusioner fra Forstudierne maj 2011:

"Såfremt et overfladenært depot vælges, anbefales at kombinere depotet med et borehul til særlige affaldstyper. Der vil være større risici forbundet med depoter nær overfladen, fordi de er mere udsat for tilsigtet eller utilsigtet indtrængen.

Samlet vil et mellemdybt depot være den sikkerhedsmæssigt mest hensigtsmæssige løsning, men det er samtidig en dyrere løsning end det overfladenære depot".



Cirka 30 meter under jorden


Direktøren for Dansk Dekommissionering udtalte den 29.3.2011 til DR:

"Først pakkes det radioaktive materiale ind i en metaltromle, der er udgjort af to lag. Mellem de to lag er et fem centimeter tykt lag beton. Selve tromlen er pakket ind i en betonbeholder som befinder sig cirka 30 meter under jorden." 

Slutdeponering kontra Mellemlager

Sideløbende med processen mod slutdeponering undersøges nu også muligheden for et mellemlager. Det er positivt, for fordelen ved et mellemlager er, at man kan holde øje med affaldet. 

Ifølge denne rapport kan ind- og udsivning nemlig ikke undgås, så slutdepotet vil udgøre en alvorlig sundhedsrisiko i titusind generationer fremover - bl.a. på grund af det ultragiftige Plutonium-239.

I Holland har man valgt mellemlagerløsningen, som man kan læse mere om her.


Mellemlager COVRA i Holland
Foto tak til Bendy Poulsen, Lyngs 


Skrevet af Anne

Kilde:

Resumé af møde med borgmestrene vedr. slutdepot 7. februar 2013
Dokument 11922463
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse

Links

Deponering af radioaktivt affald i Danmark - Risikovurdering af depotkoncepter
Vintermøde 2012 om jord- og grundvandsforurening

På SIS' side kan man læse spørgsmål fra andre IAEA-lande gennem årene til det danske radioaktive affald og slutdepotet.


lørdag den 4. maj 2013

Kerneaffalds-håndtering og legitimitet




Jeg mangler de faglige kvalifikationer for at skrive en egentlig anmeldelse af denne bog, der ser sit emne under både filosofiske, etiske, samfundsvidenskabelige og endog literære synsvinkler. Men jeg vil gerne anbefale den til dem, der har behov for at få det danske atomaffaldsproblem sat ind i en større sammenhæng.
Hvordan kan radioaktivt affald behandles på en måde, der opfattes som legitim? Spørgsmålet er vanskeligt at besvare, især fordi radioaktiviteten holder sig i tidsrum af en længde, vi ikke er i stand til at forestille os.
Men hvad vil det egentlig sige, at en beslutning er legitim? Det betyder ikke bare, at den er legal, altså i overensstemmelse med de gældende love. Bruger man den danske situation som eksempel, kan et politisk flertal bestemme, at det radioaktive affald skal deponeres på en af de seks udpegede lokaliteter. Det er legalt, men ikke uden videre legitimt.
Er det ikke berettiget at spørge, om et flertal, der helst er fri for at beskæftige sig med denne sag, skal kunne gennemtvinge et slutdepot, som vil ødelægge tilværelsen for mange mennesker? Eller er et flertal af nulevende berettiget til at træffe beslutninger, som vil have negative konsekvenser for flere tusind fremtidige generationer? 
Forfatteren Mats Andrén, som er professor i idéhistorie, zoom’er ind på en række opfattelser af begrebet legitimitet og påviser, at flere af dem (traditionen, folkeviljen, følelsen af legitimitet, værdierne) har begrænset anvendelighed i denne sammehæng. Tilbage står to opfattelser, som begge er af ret ny dato:
  • legitimitet som den bedste forhåndenværende videnskab og teknologi
  • legitimitet som kommunikation og dialog
Den bedste forhåndenværende videnskab og teknologi er i vore dage dyb geologisk deponering, begrundet med det velkendte slagord: at ethvert land og enhver generation skal tage ansvar for sit radioaktive affald (det såkaldt etiske princip). 
Mats Andrén påpeger, at denne opfattelse af legitimitet er konservativ, fordi den ser bort fra, at der i fremtiden kan udvikles nye og bedre teknologier, baseret på grundstofomdannelse. I stedet for at se dyb geologisk deponering som en følge af det etiske princip, kan man derfor se det etiske princip som et behændigt forsøg på at legitimere dyb geologisk deponering.
Denne løsning på affaldsproblemet er baseret på sikkerhedsanalyser, som angiveligt viser, at deponeringen vil være sikker i tilstrækkelig lange tidsrum. Denne fremgangsmåde afvises på det principielle plan af filosoffen Kristin Shrader-Frechette, som er citeret i bogen. Ifølge Andrén ser hun geologi som en historisk videnskab, der nok kan give en sammenhængende beskrivelse af geologiske fænomener i fortiden, men som er ude af stand til at forudsige dem i fremtiden. Hvis denne karakteristik af den geologiske videnskab er bare nogenlunde rigtig, bliver afgørende argumenter for slutdeponering tvivlsomme.
Tilbage står den sidste opfattelse af legitimitet: at tale sig til rette, at etablere et mellemlager, hvor affaldet kan opbevares, indtil en ny teknologi er udviklet, at lære af de erfaringer, som det radioaktive affald repræsenterer. Det er ikke nogen færdig opskrift, men en retning, det er værd at arbejde videre i.
Bogen er svær at læse, men har meget at byde på. Modstandere af slutdeponering får en kritisk gennemgang både af deres egne og tilhængernes argumenter, og tilhængerne får et modspil på det intellektuelle niveau, de selv foregiver at befinde sig på. I den bedste af alle verdener kunne den være udgangspunkt for en debat om radioaktivt affald, som alle kunne lære af, og som ville gøre samfundet bedre rustet til at tage hånd om den slags problemer i fremtiden.
Det sker dog næppe. Jeg kan ikke frigøre mig fra fornemmelsen af, at de danske myndigheder i denne sag bevidst bruger banalisering og overfladiske formuleringer for at signalere, at argumenter kun er vinduespynt. Det er magten, det handler om, og meget lidt andet. 
Passiviteten hos flertallet og fortielserne i flere medier viser, at vide kredse har forstået dette budskab.
Uha.
Jens


Link:
Klik her og læs et uddrag af bogen.
Mats Andrén er professor i idéhistorie på Göteborgs Universitet