Jeg mangler de faglige kvalifikationer for at skrive en egentlig anmeldelse af denne bog, der ser sit emne under både filosofiske, etiske, samfundsvidenskabelige og endog literære synsvinkler. Men jeg vil gerne anbefale den til dem, der har behov for at få det danske atomaffaldsproblem sat ind i en større sammenhæng.
Hvordan kan radioaktivt affald behandles på en måde, der opfattes som legitim? Spørgsmålet er vanskeligt at besvare, især fordi radioaktiviteten holder sig i tidsrum af en længde, vi ikke er i stand til at forestille os.
Men hvad vil det egentlig sige, at en beslutning er legitim? Det betyder ikke bare, at den er legal, altså i overensstemmelse med de gældende love. Bruger man den danske situation som eksempel, kan et politisk flertal bestemme, at det radioaktive affald skal deponeres på en af de seks udpegede lokaliteter. Det er legalt, men ikke uden videre legitimt.
Er det ikke berettiget at spørge, om et flertal, der helst er fri for at beskæftige sig med denne sag, skal kunne gennemtvinge et slutdepot, som vil ødelægge tilværelsen for mange mennesker? Eller er et flertal af nulevende berettiget til at træffe beslutninger, som vil have negative konsekvenser for flere tusind fremtidige generationer?
Forfatteren Mats Andrén, som er professor i idéhistorie, zoom’er ind på en række opfattelser af begrebet legitimitet og påviser, at flere af dem (traditionen, folkeviljen, følelsen af legitimitet, værdierne) har begrænset anvendelighed i denne sammehæng. Tilbage står to opfattelser, som begge er af ret ny dato:
- legitimitet som den bedste forhåndenværende videnskab og teknologi
- legitimitet som kommunikation og dialog
Den bedste forhåndenværende videnskab og teknologi er i vore dage dyb geologisk deponering, begrundet med det velkendte slagord: at ethvert land og enhver generation skal tage ansvar for sit radioaktive affald (det såkaldt etiske princip).
Mats Andrén påpeger, at denne opfattelse af legitimitet er konservativ, fordi den ser bort fra, at der i fremtiden kan udvikles nye og bedre teknologier, baseret på grundstofomdannelse. I stedet for at se dyb geologisk deponering som en følge af det etiske princip, kan man derfor se det etiske princip som et behændigt forsøg på at legitimere dyb geologisk deponering.
Denne løsning på affaldsproblemet er baseret på sikkerhedsanalyser, som angiveligt viser, at deponeringen vil være sikker i tilstrækkelig lange tidsrum. Denne fremgangsmåde afvises på det principielle plan af filosoffen Kristin Shrader-Frechette, som er citeret i bogen. Ifølge Andrén ser hun geologi som en historisk videnskab, der nok kan give en sammenhængende beskrivelse af geologiske fænomener i fortiden, men som er ude af stand til at forudsige dem i fremtiden. Hvis denne karakteristik af den geologiske videnskab er bare nogenlunde rigtig, bliver afgørende argumenter for slutdeponering tvivlsomme.
Tilbage står den sidste opfattelse af legitimitet: at tale sig til rette, at etablere et mellemlager, hvor affaldet kan opbevares, indtil en ny teknologi er udviklet, at lære af de erfaringer, som det radioaktive affald repræsenterer. Det er ikke nogen færdig opskrift, men en retning, det er værd at arbejde videre i.
Bogen er svær at læse, men har meget at byde på. Modstandere af slutdeponering får en kritisk gennemgang både af deres egne og tilhængernes argumenter, og tilhængerne får et modspil på det intellektuelle niveau, de selv foregiver at befinde sig på. I den bedste af alle verdener kunne den være udgangspunkt for en debat om radioaktivt affald, som alle kunne lære af, og som ville gøre samfundet bedre rustet til at tage hånd om den slags problemer i fremtiden.
Det sker dog næppe. Jeg kan ikke frigøre mig fra fornemmelsen af, at de danske myndigheder i denne sag bevidst bruger banalisering og overfladiske formuleringer for at signalere, at argumenter kun er vinduespynt. Det er magten, det handler om, og meget lidt andet.
Passiviteten hos flertallet og fortielserne i flere medier viser, at vide kredse har forstået dette budskab.
Uha.
Jens
Link:
Klik her og læs et uddrag af bogen.
Mats Andrén er professor i idéhistorie på Göteborgs Universitet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar