tirsdag den 17. december 2019

Julenat på det gamle Mellemlager på Risø

Et Juleeventyr er dukket i Atom Postens gemmer. 


Nu skal I bare høre!


Det var Juleaften på det gamle mellemlager på Risø. 


Affaldstønderne var eftertænksomt igang med at forberede sig til Midnat til Julemandens komme. Hver skulle fremkomme med sit ønske. I år sørgede mellem- og bufferlageret for, at alle kom til orde.

Normalt kunne tønderne ikke høre noget fra de andre haller, bortset fra den lille brændselsstavs kaldegråd i Centralvejslageret og klagesangen fra tailingsbassinerne udenfor. Men Julenat skete altid noget magisk. Alle kunne høre, hvad alle sagde, for Nissen, der bor bag det sorte ringbind i Arkivet og hjælper med at ikke-svare og svare-udenom, kan få det mest underfundige til at ske. I år skulle også malmbunkerne komme med indspark. De plejede at være udenfor, men nu var de blevet aktuelle, efter rygtet var dukket op om at bruge dem dybt inde i en vejrampe.

NORM-affaldet i Esbjerg kunne ikke være med, men havde sendt en mail til Nissen, som den skulle læse op for de andre. Det ville ikke glemmes mere. Nu havde der været tiet om det i mange år. Det var tynget af dårlig samvittighed over, at arbejdere fra 3F havde håndteret det uden at vide, hvad der var i tønderne, når de ovenikøbet var så dårligt emballeret.

I fredags havde der været Julefrokost for alle ansatte på Risø. Gamle kolleger og kontakter var inviteret med som traditionen byder: den pensionerede SIS-mand med de sorte briller, GEUS-chefkonsulenten denenesteiGEUSdermåudtalesigomatomaffaldet, den kloge professor og den rare civilingeniør, der igennem 40 år havde været ansvarlig for atomaffaldsopbevaringen på Risø. Hans nye røde hjemmestrikkede sokker i sandalerne lyste igennem de blå overtræksfutteraler, da gæsterne gik en memory tour fra hal til hal.

Tønderne følte en varme i hjertet ved synet af de røde sokker. Broderligt klappede den rare civilingeniør dem på siderne. Tønderne mindedes ham med taknemmelighed. Han kerede sig om dem. De husker, da han afleverede en opfordring til ledelsen i et internt notat den 8. december 1994, hvor han blandt andet foreslog, at man etablerede et forskningsprogram, der kunne holde sig ajour med internationale erfaringer inden for affaldsdeponering. Men ledelsen overhørte forslaget. Tønderne tænkte ofte på, at hvis forslaget var blevet positivt modtaget, havde de måske nu stået ompakket og struttet i et nyt mellemlager længere oppe i terræn, ligesom på COVRA, det hollandske mellemlager.

Den gamle professor, der havde været med siden Risøs start, pegede på tønderne og sagde: "Der ligger dit, og der ligger dat". Men gæsterne lyttede ikke. De hastede gennem memory lane. Silden og leverpostejen trak mere end affaldet, som hang dem ud af halsen efter så mange år. "Tomme tønder buldrer mest," gnækkede SIS-manden. DD-direktøren så sørgmodigt på ham. Den pensionerede copist fra Sundhedsministeriet var også med. Han havde fået lov at tage sin moppe med, når bare den havde blå overtræksfutteraler og dosimeter på. Tønderne nød synet af moppen, der vigtigt svansede forbi med rød sløjfe på halen. Gæsterne gik smågrinende ud af lageret. Kun den rare civilingeniør blev tilbage. Han havde taget nogle af sine marionetdukker med og ville gerne have tilbragt mange timer med dem i hallen, men Julefrokosten kaldte, så han nøjedes med at opføre Prindsessen på Slutdepotet 

og efterlade et peberkagehus han havde lavet efter BAK10, Forskrift om tekniske krav til bakverk av 2010. 

Tænk, hvis vi havde været som COVRA, så havde vi haft kunst på væggene, og vi kunne have haft dukketeater til at muntre os op, tænkte tønderne.

Tønderne havde håbet på Julesne, for så blev der så dejligt stille i hallerne. Men i år var der snuskregn. Der var klamt i det uopvarmede lager, men de plejede at varme op med en fællessang. Den ældste tønde var den fineste, så den skulle altid vælge. Herefter kunne de efter tur fortælle lidt om, hvad der lå dem på sinde. Fælles for dem alle var, at de var bekymrede for at blive gravet ned i utilstrækkelig dybde og med utilstrækkelig sikkerhedshorisont. Men i september blev sagen sat i bero, og regeringen anbefalede fortsat mellemlagring på Risø i "op til 30-50 år" og derefter nedgravning i ned til 500 meters dybde. Nu skulle folketinget tage stilling til regeringens forslag (Opdatering).

En gammel tønde havde fulgt godt med. Den havde læst alle IAEAs videnskabelige og tekniske publikationer, som DD anbefalede man gjorde. Og den kunne dem forfra og bagfra. Og på Atom Posten havde den læst om Burying uncertainty af Kristin Shrader-Frechette. Den sagde med rusten stemme: "Hvis affaldet absolut skal graves ned, skal det kunne tages op igen. Det vil sige, alt affaldet skal pakkes, så det kan tages op igen, hvis der kommer metoder til at uskadeliggøre de langlivede isotoper".

"Vi vil ikke sive, vi vil ikke sive!" gentog alle tønder på alle lagrene på Risø. "Vi har ansvar for mennesker og miljø og for kommende generationer".

Ikke nok med at affaldet skulle leve med usikkerheden om at kunne skade mennesker og miljø. Det skulle også leve med savnet af fortiden. Værst var det for uranmalmen, de cirka 4200 tons malm - lujavrit, der var hentet fra Kvanefjeld til Risø. Den led af hjemvé og led ved at sive, når det regnede på malmbunkerne. Malmen skulle have været en del af et fint uranudvindingsprojekt, så Danmark, når det fik atomkraft, kunne blive selvforsynende med uran til brændselsstave, fabrikeret som et samarbejde mellem Helsingør Værft og Risø. I uranudvindingsprojektets tekniske rapport stod: "Under vurdering af miljøbelastningen på omgivelserne, har opmæksomheden særlig været rettet mod evt. nedsivende fluorid" (Opdatering).

Affaldet havde trukket lod om talerækkefølgen. Den første var en urantailing, der havde svunget sig op over kanten i bassinet udenfor og var gledet hen ad den våde jord som en søløve. Den fik bakset døren op og slæbte sin mudrede og sølede krop hen til tønderne. Sporene af grønt slim lå efter den.

"Vi tailings har jo været igennem en sorgproces og er kommet til den erkendelse, at vi trods savnet af Kuannersuit, ønsker at blive på et moderne, nybygget mellemlager i mange, mange år. Det eneste der generer os, er det affald der er kommet i vores bassin, ja jeg siger ‘vores’, nemlig en betydelig mængde uranforurenet affald fra nedrivningen af Kemiras fosforsyreanlæg i Fredericia, beholdere og rørsystemer der stikker i vores kroppe" (Opdatering: dette affald er nu fjernet fra tailingsbassinerne).

"I et af tailingsbassinerne er også dumpet 1m3 NORM-affald fra Nordsøen. Og Norm-affald fra olie- og gasboringer i Nordsøen siger vi nej til. Også hvis det skal i det 3. bassin, der er tomt. Vi ønsker ingen tilflyttere. Og slet ikke fra Esbjerg!" 




Tailingsbassin på Risø - Foto Piet Jansen Veddelev

Næste nummer i rækken var tønderne med ukendt indhold, det historiske affald. Det skulle have været den ældste tønde, der fremførte det fælles ønske fra det historiske affald, men den stod inderst, og der kunne ikke flyttes med tønderne. Så den var sufflør for en yngre tønde: "Vi har drømt om at blive pakket om med hjælp fra Sverige. Det står i Eventyret om os. Vi er den største gruppe affaldstønder, og vi er derfor de mest bekymrede". 

"Ti stille!" sagde tønden ved siden af. Den havde god hørelse. "Kan I høre Julemanden er på vej?"

Lyden fra bjælderne på seletøjet blev tydeligere og tydeligere. Op igennem en sprække i taget kunne tønderne se kanen komme susende og stoppe brat. Julemanden lod sig glide ned ad taget og åbnede døren til lageret. Tønderne havde aldrig set Julemanden så smuk. 


Hans varme øjne glimtede bag brillerne, og iskrystaller blinkede fra hans røde kappe. "Kæreste tønder, kæreste malm og tailings og kæreste brændselsstave. Jeg kender allerede jeres fælles ønske, for den lille vaskepige har sendt mig et brev. Nu skal I høre! Min ældste søn Søren Pind har forårsaget, at I kommer på Skatkammeret, altså på et funklende nyt mellemlager! Hvad siger I så! Slut er jeres klagesange. I får - måske, måske ikke - besøgscenter og kantine, og der vil blive udlevering til besøgende af kuglepenne - som på Covra - prydet med Dannebrog!"

Tønderne jublede. De dirrede af glæde. "Stop!" skreg en tønde. "Det kildrer i mit affald!"


Tailings’ene i bassinerne fór rundt mellem hinanden og 

sprang op og ned i vandet, så de 9 rensdyr, der ventede på taget, blev helt forskrækkede og bange for, at det strintede op på dem.

"Nu må jeg videre," sagde Julemanden. "Jeg glæder mig til at besøge jer på det nye mellemlager".


Den nat sænkede Julefreden sig for alvor over hele det gamle mellemlager. Tønderne snorkede i kor, så det kunne høres helt til Veddelev. Formanden for grundejerforeningen måtte stå op og finde sine ørepropper frem.


Skrevet af Anne 

Mine andre (Jule)eventyr om affaldet på Risø kan du finde her.

Foto af peberkagehuset er fra BAK10, Forskrift om tekniske krav til bakverk av 2010. 

Foto af julemanden er privatfoto