mandag den 23. juni 2014

Atomaffald: Hvad gør Sverige? - Hvad gør Danmark?

Sverige har "på mange måder været et foregangsland inden for affaldsdeponering," skrev en arbejdsgruppe i 2001 i en rapport udgivet af Dansk Dekommissionering (DD): Teoretisk udredning af tekniske krav til et dansk slutdepot for radioaktivt affald.

Man kan spørge, hvorfor Danmark så alligevel har valgt de lavere IAEAstandarder for sit kommende slutdepot for radioaktivt affald? Hvorfor lykkes eksperternes strategi tilsyneladende over for politikerne? 

En forhenværende SF-miljøminister udtalte på folkemødet i år, at affaldet er totalt ufarligt, og statsministerens svar til mig på folkemødet 2013 stod som et mene tekel: "Affaldet er ikke farligt, hvis det opbevares rigtigt."

Jeg vil fortælle om, hvordan Sverige lagrer og deponerer sit radioaktive affald.


SKB


Svensk Kärnbränslehantering AB, SKB, står for håndteringen af det radioaktive affald fra de svenske atomkraftværker. SKB driver et slutdepot for kortlivet radioaktivt affald, SFR, i Forsmark og et mellemlager for brugt brændsel, Clab, uden for Oskarshamn.


Fungerende system i drift (förvar betyder: depot)

SKB medvirker fra 29.6. - 6.7. i det svenske folkemøde, Almedalsugen, for at oplyse om sit arbejde. Jeg foreslog sidste år - uden held - Dansk Dekommissionering, at de deltog på folkemødet på Bornholm.




SKB's stand på folkemødet i Almedalen 2013


I år skal det nye transportskib Sigrid m/s fungere som SKB's udstillings- og seminarlokale ved kajen i Almedalen. 

Hvad gør Sverige med sit radioaktive affald?

Det kortlivede lav- og mellemradioaktive affald deponeres i SFR i Forsmark, der ligger 50 meter under jorden i klippe under Østersøen. SFR blev taget i brug i 1988 og er det første af sin slags i verden. Her er plads til 63.000 m3 affald, og depotet er i dag halvt fyldt.

Efter cirka 500 år er det meste af radioaktiviteten i det kortlivede affald væk. For det affald, der er tilbage, hvor der stadig er aktivitet, må der vises, at sikkerheden kan opfyldes i titusinder år. Det gøres ved hjælp af sikkerhedsanalyser. De seneste kan ses her.

SFR skal udbygges, da man skal have plads til nedrivningsaffald fra udtjente atomkraftværker. Et nyt depot til kortlivet affald vil kunne stå klar tidligst fra 2023. Det skal fuldt udbygget kunne tage ca. 200.000 m3 affald.

2844 tønder må tages op igen fra SFR

SKB informerede i begyndelsen af marts 2013 den svenske strålesikkerhedsmyndighed om, at der kunne være affald i SFR, der ikke skulle have været deponeret der. Det drejer sig om 2844 tønder, der i 1994 blev placeret i SFR, og som man må tage op igen for at finde ud af, hvad tønderne indeholder, da dokumentationen er misvisende.



Slutdepot til langlivet mellemaktivt affald, SFL 


Sverige har endnu ikke et slutdepot til langlivet mellemaktivt affald. Man regner med, at et sådant vil kunne stå klar fra 2050. Det betegnes som SFL, og man kan se lidt om det her i Loma programmet og læse lidt mere her. Det skal ligge i ca. 300 meters dybde.

Mellemlager for brugt brændsel

Når brændslet har siddet 5 år i en reaktor, bliver det taget ud og placeret i SKB's mellemlager for brugt brændsel, Clab. Her lagres brændslet i to dybe vandbassiner 30 meter nede i bjerget. Det brugte brændsel er dækket af 8 meter vand, der skærmer effektivt for stråling og samtidig afkøler. Via mellemlagring bliver brændslet lettere at håndtere i det fremtidige slutdepot.

Bassin i CLAB

Da det brugte brændsel skal isoleres i meget lang tid, vil man bygge et dybt geologisk depot flere hundrede meter under jorden med en sikkerhedshorisont på 100.000 år. 

Slutdepot for brugt brændsel


Alt brugt brændsel - hvad enten det har været brugt i en reaktor, eller der er lavet forsøg på det - skal deponeres i et dybt geologisk depot med en sikkerhedshorisont på 100.000 år. Der ansøges pt. om et sådant. Den teknik, der bruges, er KBS-3 udviklet af SKB, hvor affaldet deponeres i 500 meters dybde med 5 separate barrierer. 


Hvad gør Danmark?

Danmark har samme slags radioaktive affald som Sverige, dog i mindre mængde (10.000 m3):
  1. kortlivet lav- og mellemaktivt
  2. langlivet mellemaktivt
  3. højaktivt (de ca. 233 kg særligt affald omdefineret til langlivet mellemaktivt)
Derudover har Danmark langlivet lavaktivt affald:

graffitaffald (17 tons) og uranmineaffald 1.130 tons

Af forstudiet fremgår det, hvilket affald der har aktivitet i mere end 500 år.

Alle disse 4 slags radioaktive affald påtænker man at slutdeponere sammen med giftigt affald: 50-70 tons bly, ca. 200 kg cadmium, 80 kg beryllium, 2 tons ubestrålet uran og 40-50 tons bitumen i samme slutdepot med en levetid på cirka 300 år, enten et terrænnært slutdepot med borehul eller et mellemdybt 30-100 meter. 

En del af affaldet på Risø er historisk affald, dvs. tønder med ukendt indhold. Her kunne Danmark med fordel indlede et samarbejde med svenske SVAFO, der vil bygge et anlæg til at åbne, karakterisere og ompakke det historiske affald.

Sverige har også affald som de 233 kg særligt affald fra laboratoriet i Studsvik. Det lagres på Clab, inden det skal i et dybt geologisk slutdepot til brugt brændsel.


Det danske slutdepot er til kortlivet affald


Det er tydeligt, at det danske slutdepotkoncept er til kortlivet affald. Danske myndigheder henviser da også ofte til udenlandske slutdepoter til kortlivet affald. I Sverige kunne man aldrig komme i tanke om at komme så meget affald med langlivede isotoper inklusiv brugt brændsel i et slutdepot som det kommende danske. 

Man beroliger med, at kun hvis sikkerhedsanalyser kan vise, at det danske slutdepot er sikkert, bliver det til noget. Det er Statens Institut for Strålebeskyttelse, SIS, der er en del af sundhedsministeriet, der har ansvar for slutdepotsagen, der skal godkende slutdepotet.

SKB's arbejde granskes hele tiden i modsætning til Danmark, hvor der ingen granskning er af DD's arbejde ud over SIS.

En løsningsmulighed for det langlivede lav- og mellemaktive affald

Det kan undre, at man i Danmark er så forhippet på at slutdeponere alt det danske affald, for i et dokument fra NKS fra 2001 (1) kan man læse, at et langvarigt langtids-mellemlager kunne være en løsningsmulighed for Danmark for det langlivede lav- og mellemaktive affald

Hvorfor har man ikke valgt denne løsning? Er grunden, at der er for meget langlivet affald, der er blandet med kortlivet affald? Er det det, man vil skjule?

I denne rapport fra IAEA om depoter for langlivet lav- og mellemaktivt affald står side 13, at et mellemlager som i Holland kan være en løsning i 100 år eller mere for lande med mindre mængder langlivet lav- og mellemaktivt affald, da det er dyrt at bygge et dybt geologisk depot. Alternativt kan flere lande gå sammen om et fælles dybt geologisk depot (min fremhævning):

t.o. LILW-LL betyder langlivet lav- og mellemaktivt affald.

"3.5. POTENTIAL VARIANTS

For countries with a limited amount of LILW-LL, disposing the waste in a regional repository shared with other countries can be attractive [21]. Since underground disposal, especially deep disposal, have high fixed costs that are independent of the volume of waste, significant economies could be achieved if a repository were shared between several countries.

For relatively small volumes of waste, long term storage for up to 100 years and more can be considered an option. Such a solution may contradict the principles of sustainability and intergenerational equity, and assumes the fulfilment of a number of prerequisite conditions [22]. It may, however, be the best available solution at a given time until a repository becomes available. Such an interim storage has been implemented in the Netherlands, where a final solution for radioactive waste is not available at present."



ERDO samarbejdet - et fælleseuropæiske slutdepot 

Danmark er med i en arbejdsgruppe ERDO-WGder virker for et fælleseuropæisk slutdepot for brugt brændsel og langlivet mellemaktivt affald. Projektet er styret af COVRA (det hollandske mellemlager) og Arius Association på vegne af dens medlemmer. Det har dog lange udsigter, for man skal først finde et land, der vil huse et dybt geologisk slutdepot.



Skrevet af Anne Albinus

Links

Side 4:
Experiences of Storage of Radioactive Waste Packages in the Nordic Countries
April 2001




Deponeringsdjupets betydelse vid slutförvaring av högaktivt kärnavfall i berggrunden --- en karakterisering av grunda och djupa slutförvar --- Karl-Inge Åhäll - Rapport till Kärnavfallsrådet Januari 2011


4 Miljöorganisationernas kärnavfallsgranskning MKG.se


fredag den 20. juni 2014

Decide, Announce, and Defend

De skiftende regeringers strategi, når det drejer sig om radioaktivt affald, kan opsummeres i vendingen: Decide, Announce, and Defend (DAD).

Jeg bryder mig ikke om denne strategi, som signalerer ringeagt for modparten og manglende interesse for synspunkter, der ikke stemmer overens med ens egne. Den bygger på følelsen af egen overlegenhed og forudsætter derfor, at man virkelig er overlegen: DAD virker kun, hvis man kan overbevise det store flertal om 


  1. at det har været umuligt at finde en frivillig løsning, dvs. at man er tvunget til at tage en beslutning 
  2. at man er uafhængig af særinteresser, dvs. at man er moralsk overlegen 
  3. at man har sagkundskaben på sin side, dvs. at man er vidensmæssigt overlegen 
Hvad angår det første, så opgav myndighederne på forhånd at nå en forhandlingsløsning. Det var i en pressemeddelelse fra sundhedsministeriet, at borgmestrene i de fem kommuner i maj 2011 kunne læse, at 6 lokaliteter i deres kommuner var ”udvalgt” som mulige placeringer af slutdepotet. Siden har det været svært for borgmestre og borgergrupper at komme i dialog med de politisk ansvarlige eller bare at få oplysninger om deponeringsplanerne. Som påpeget af Anne har processen i de sidste tre år haft et helt kafka’sk præg. 



Hvad angår det andet, så viser et blik på kortet, at hensigten med udvælgelsen af de egnede lokaliteter i hvert fald ikke har været at tilgodese udkantsdanmark. Myndighederne har heller ikke gjort noget for at opgøre de skadevirkninger af økonomisk, erhvervsmæssig eller befolkningsmæssig art, som et slutdepot vil få for egnen omkring depotet. Man har manglet blik for, at det radioaktive affald, som jo i hovedsagen stammer fra forsøgsstation Risø, er et problem for landet som helhed, og det skal ikke tørres af på et sagesløst lokalsamfund.

Hvad angår det tredje, så har myndighedernes argumentation for, at slutdeponering skulle være ufarlig for de omkringboende, været baseret på en helt ukritisk brug af ”sikkerhedsanalyser” (1), selvom det er let at se, at sådanne analyser må være usikre af flere grunde, ligesom der har været problemer med flere slutdepoter i udlandet. De har også henvist til, at andre lande har slutdepoter mage til det, der påtænkes her i landet. Men eksisterende udenlandske slutdepoter er kun beregnet til kortlivet radioaktivt affald, hvorimod det danske slutdepot ifølge planerne skal tage imod radioaktivt og giftigt affald af næsten enhver art.

Det er umuligt at sige, hvordan det var gået, hvis myndighederne havde grebet denne sag anderledes an. Men deres fremfærd har gjort det sværere at finde løsninger på den slags sager i fremtiden. De har hverken haft den moralske eller vidensmæssige overlegenhed, som gør DAD-strategien anvendelig (acceptabel bliver den efter min mening aldrig). De har dækket over deres egen usikkerhed og begrænsede forståelse med overfladisk moraliseren (”hver generation skal rydde op efter sig”) og med en teknisk og videnskabelig sprogbrug, der tjener til at imponere, men som er uegnet til at forklare og overbevise. De havde håbet at kunne slippe nemt om ved det, men er blevet gennemskuet.

Ved at satse på DAD har man forsømt at komme borgerne i møde i en følsom sag, og forløbet har svækket befolkningens tillid til embedsværket og det politiske system.

Var det ikke på tide at overveje mere konstruktive fremgangsmåder?

Skrevet af Jens

Links

Baggrundsartikel om Risikovurdering og
Bemærkning om Brug af matematiske Modeller til Risikovurdering

onsdag den 18. juni 2014

Atomaffald: Igen et Goddag-Mand-Økseskaft-Svar fra DD

Sagen om et slutdepot for atomaffald fra Risø har været præget af ikke-svar og nonsens-svar om affaldet fra myndighedernes side. Man går ikke over stregen, når man svarer, men skubber den hele tiden foran sig. (Jf. mine 4 tidligere indlæg: Kafka i Atomaffaldet.)

Den eneste mulige forklaring må være, at der er noget, myndighederne ønsker at skjule for offentligheden. Ellers havde man vel valgt åbenhed og borgerinddragelse som lovet i beslutningsgrundlaget?


Udsnit af planche SIS på minihøring i 2005

31. maj 2014 henvendte jeg mig til Dansk Dekommissionering (DD) med dette spørgsmål:

Har DD i dag nogle "formal cut-off limits for permissible concentrations of long-lived radioisotopes in “short-lived” waste?"



Her er det svar, jeg fik den 11.6.2014, der slet ikke har noget med mit spørgsmål at gøre:

Kære Anne Albinus
Tak for din henvendelse.
Affaldskategoriseringen tager udgangspunkt i IAEA’s vejledning herom (Classification of Radioactive Waste, GSG-1). Anvendelsen af affaldskategorien ”Very Low Level Waste” (VLLW) kan dog kun anvendes efter de nukleare tilsynsmyndigheders godkendelse heraf.

Med venlig hilsen



citat slut

Jeg har derfor skrevet følgende til DD den 11.6.2014: 

(VLLW står for: Very Low Level Waste: meget lavaktivt affald)

Hej,


Øh ... ;-) mit spørgsmål var:

Har DD i dag nogle "formal cut-off limits for permissible concentrations of long-lived radioisotopes in “short-lived” waste?"

Det har jo ikke noget med VLLW at gøre.

Venlig hilsen,
Anne

..........................................

t.o. Min mail til DD af 31.maj 2014

Kære

Jeg har læst det, som DD/IAEA skriver om klassificering af LLW og "langlivede radionuklider, men kun med lave aktivitetskoncentrationer":

DD: Low Level Waste (LLW) (Lavaktivt affald): "Affald, som ikke kan frigives, og som indeholder begrænsede mængder af lang-livede nuklider. Affaldet skal holdes isoleret i såkaldt 'robust containment' (dertil indrettede beholdere og depot) i op til få hundreder af år. Affald som klassificeres som LLW skal være egnet til opbevaring i terrænnære faciliteter. Klassen kan indeholde en bred vifte af affald f.eks. kortlivet affald med relative høje aktivitets koncentrationer og også langlivede radionuklider, men kun med lave aktivitetskoncentrationer."

IAEA: "Low level waste (LLW): Waste that is above clearance levels, but with limited amounts of long lived radionuclides. Such waste requires robust isolation and containment for periods of up to a few hundred years and is suitable for disposal in engineered near surface facilities. This class covers a very broad range of waste. LLW may include short lived radionuclides at higher levels of activity concentration, and also long lived radionuclides, but only at relatively low levels of activity concentration."

I en Rapport fra DG Energi 1999 om Danmark stod:

The waste is classified as:

•LLW - defined as <5 mSv/h at 1m distance from the unit. Most of the waste is slightly contaminated by long-lived radioisotopes from hot cell work. No formal cut-off limits for permissible concentrations of long-lived radioisotopes in “short-lived” waste have been set up, but according to (for example) French rules, most could probably be classified as acceptable for near surface disposal;

Frankrig er heller ikke præcis dd med den mængde langlivet affald, de tillader i det kortlivede LLW. Men t.o. kommer Frankrigs grafitaffald, som I jo har lidt af, ikke i deres slutdepot til kortlivet affald.

Forøvrigt har jeg svært ved at sammenligne Frankrigs klassificeringsgrundlag, da de angiver radioaktiviteten pr. gram og og I angiver pr. rumfang.

Mit spørgsmål er: Har DD i dag nogle "formal cut-off limits for permissible concentrations of long-lived radioisotopes in “short-lived” waste?"


Venlig hilsen,


Anne Albinus

atomaffaldklarhed.dk

Atom Posten



Skrevet af Anne

Kilder

DD om klassificering af radioaktivt affald

IAEA Safety Standards for protecting people and the environment
Classification of Radioactive Waste  General Safety Guide No. GSG-1

søndag den 15. juni 2014

Atomaffald: Vildledning af Borgere og kommunale Embedsmænd

I flere år har danske myndigheder forsøgt at sælge et slutdepot for lav- og mellemaktivt affald med det argument, at der findes lignende slutdepoter i udlandet.

Det gør der bare ikke. 

Vildledningen foregår på den måde, at danske myndigheder, når de omtaler deres eget slutdepotprojekt og slutdepoter i udlandet, glemmer at skelne tydeligt mellem kortlivet radioaktivt affald (affald med aktivitet i op til ca. 300 år) og langlivet radioaktivt affald (affald med aktivitet i mere end 300 år.)


Liste over udenlandske slutdepoter til lav- og mellemaktivt affald



Af denne liste kan man se slutdepoter for atomaffald i andre lande. Alle de slutdepoter, som danske myndigheder gennem mere end 10 år har henvist til, er kun til kortlivet lav- og mellemaktivt affald (short-lived low and intermediate level waste): det svenske SFR, det spanske El Cabril, de franske i La Manche og L'Aube, det norske i Himdalen og de 2 finske. Listen er lavet af finske STUK, der svarer til danske Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS). Opdatering: Listen er desværre ikke længere tilgængelig men her er en oversigt).

I det danske affald er der kortlivet affald og en mindre del langlivet (under 10%):
  • langlivet lavaktivt 
  • langlivet mellemaktivt og 
  • højaktivt (ca. 233 kg særligt affald) omdefineret til langlivet mellemaktivt.
NOTATET til Folketingets Miljø og Planlægningsudvalg 2.2.2001 skelner tydeligt mellem kort- og langlivet affald. NOTATET omtaler depoter i andre lande sådan her (min fremhævning): "Stort set alle lande med nuklear energiproduktion samt enkelte andre (Norge) råder over et eller flere slutdepoter for kortlivet lav og mellemaktivt affald." 


4 eksempler hvor ordet "kortlivet" er fjernet siden 2002


Første gang vildledningen starter i forb. med den danske slutdepotplan er: 

1) I 2002 i Teoretisk udredning af de tekniske krav til et dansk slutdepot for radioaktivt affald s. 18-23. Her nævnes "kortlivet" ikke én eneste gang i forb. med udenlandske slutdepoter til lav- og mellemaktivt affald.

2) I 2005 i sundhedsministeriets folder s. 16:

"Flere lande i Europa har etableret overfladenære slutdepoter for lav- og mellemaktivt affald, blandt andre Finland, Frankrig, Norge, Spanien og Sverige. Danmark har gode muligheder for at trække på den erfaring, disse europæiske lande har opbygget inden for området."




4) 10.9.2013 på mødet i sundhedsministeriet med kommunernes kontaktpersoner blev der fra embedshold spurgt, hvor mange slutdepoter, der findes i verden. Dansk Dekommissionering (DD) "havde ikke tallet present, men kunne oplyse, at der findes slutdepot for lav-­ og mellemaktivt affald i fx Spanien, Frankrig, Sverige, Norge, Tjekkiet, USA og Rusland. Det blev også oplyst, at IAEA på deres hjemmeside har oversigt over slutdepoter," oplyser referatet.


Er svaret til kommunale embedsmænd rimeligt?


Er det rimeligt på et konkret spørgsmål, at DD henviser kommunens embedsmænd til IAEA's hjemmeside uden samtidig at give et link til databasen? Burde DD ikke for at medvirke til effektiv oplysning give linket til STUKs overskuelige liste? Skyldes denne manglende informations- og oplysningsvilje, at man ved, at reel oplysning vil svække sagen om et billigt slutdepot? 



Åbenhed og klarhed i formidling om atomaffald


Borgere, embedsmænd og politikere har krav på klare svar og åbenhed, når emnet atomaffald og slutdeponering formidles. 


Sagen om et slutdepot for atomaffald fra Risø har i flere år været præget af ikke- eller nonsenssvar fra myndighedernes side om affaldet. Man går ikke over stregen, men skubber den hele tiden foran sig. Man lyver ikke, men man vildleder på en måde, der kan opfattes som bevidst vildledning. (t.o. mine 4 indlæg om "Kafka i Atomaffaldet".)


Lav en time out



Konklusionen må være, at der laves en time-out, og at der etableres et nyt mellemlager. Samt at borgere og kommuner inddrages på en måde som i f.eks. IPPA projektet. Ikke på den måde, vi har set, med tvang og fortielser, fordrejninger og vrøvl.



Skrevet af Anne

Kilder


1.

Forstudiet maj 2011 lavet af COWI.
Studsvik var med i teamet. (det meste på engelsk)

Vil du se hvad der er af kortlivet og langlivet lav - og 

 mellemaktivt affald (min side til dig), så klik her i
Rapporten Appendix fra side 245


2.

Pt. har 3 eksperter underkendt slutdepotkonceptet:


- direktøren i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, MKG.se,
Johan Swahn i JP 15.4.11, i Information 28.11.12 og P4 Bornholm 30.5.13

- professor i helsefysik Erling Stranden, Høgskolen i Buskerud, der var formand
for det norske Stranden-udvalg vedr. slutdeponering af brugt brændsel og
langlivet mellemaktivt affald (i Information 28.11.12)

- fysiker Paul H. Gudiksen, Californien, i Skive Folkeblad 3.5.14.
(Radioactive Waste Storage Issues in Denmark). Gudiksen har arbejdet på det
statsejede Lawrence Livermore Labs og var med i the Nuclear Regulatory
Commission's emergency response team og derfor en af de første på Three Mile
Island efter ulykken og en af de første amerikanere i Chernobyl.









fredag den 13. juni 2014

Eksport af radioaktivt Affald?

I sagen om det danske radioaktive affald har der gang på gang været forslag om, at affaldet skulle eksporteres, og man forstår hvorfor. Det er et problem, som det danske politiske system slet ikke har kunnet håndtere, endsige løse, og eksportmuligheden ligner manna fra himlen: Et venligtsindet land med nuklear ekspertise forbarmer sig over os og tager imod vores radioaktive affald.

Naiviteten i denne forhåbning er åbenlys: Skal vi eksportere affaldet, må et andet land nødvendigvis importere det, og hvordan vil befolkningen i dette land reagere på det?

Svaret giver sig selv, men skulle nogen være i tvivl, kan de spørge folk i en af de udpegede kommuner, hvad de vil sige til, at myndighederne udover Risø-affaldet også deponerede en hel masse andet affald hos dem. De omkringboende vil naturligvis modsætte sig slutdeponering, som derfor kun kan gennemføres ved tvang. Det er utroligt, at nogen i fuld alvor kan tro, at folk i andre lande tænker helt anderledes om atom-affald end i Danmark.

Man kan se på de gentagne forslag om eksport af det radioaktive affald som udtryk for virkelighedsflugt og ønsketænkning hos forslagsstillerne. Det styrker ikke tilliden til deres dømmekraft, men er dog undskyldeligt, moralsk set.

Desværre er der også den mulighed, at nogen spekulerer i, at andre i deres rådvildhed og fortvivlelse er lette ofre for denne form for virkelighedsflugt og ønsketænkning.

Det er ubehageligt at skulle overveje denne mulighed. Men man må tænke sit, når ingen af dem, der indtil nu har gjort sig til talsmænd for eksport-”sporet”, har gjort det mindste for at standse processen mod slutdeponering, ikke en gang midlertidigt. Skal eksport-illusionen bare bruges til at aflede opmærksomheden fra, at processen mod slutdeponering fortsætter? Og få borgerne i de udpegede kommuner til at opgive kravet om et mellemlager?

Tvangsdeponering af radioaktivt affald er forkastelig. Spekulation i andres frygt for tvangsdeponering af radioaktivt affald er om muligt endnu mere forkastelig.

Skrevet af Jens


Links

Annes side om mulighed for eksport af affaldet fra Risø: Hvilke andre lande har slutdepoter til vores forskellige affaldstyper? Hvilke lande har plads?

torsdag den 12. juni 2014

Atomaffald: Hvad skal man gøre med 1.130 Tons Tailings og 3.670 Tons Uranmalm på Risø? (1)

Fra 1976 til 1983 eksperimenterede Risø med udvinding af uran fra malm hentet fra en forsøgsmine i Kvanefjeldet i Grønland. Formålet var et ønske om at kunne blive selvforsynende med uran, hvis man indførte atomkraft i Danmark. Forsøgene fandt dog sted på et tidspunkt, hvor man kunne købe uran billigere på verdensmarkedet. (1)



Indgangen til Risøs forlængst nedlagte og forseglede forsøgsmine i Kvanefjeldet.
Foto: Chr. Schultz-Lorentzen.

Derfor befinder der sig nu 1.130 tons tailings, dvs. knust, ekstraheret malm fra forsøgscentrets uranekstraktionsanlæg. Jeg har spurgt Dansk Dekommissionering (DD) (min korrespondance), hvordan tailings skal slutdeponeres, og hvad der skal ske med malmen.

Det fremgår af DD's svar til mig fra 31.3.14 og 2.4.14, at der endnu ikke er draget en konklusion om, hvad man skal gøre med tailings og malm. Eller også må vi borgere ikke få det at vide, da det evt. kan afsløre valg af kommende slutdepotkoncept. I mellemtiden kan vi så glæde os over, at vi kun har 1.130 tons tailings og ikke næsten en milliard som en evt. kommende uranmine på Kvanefjeldet vil efterlade.

Problemet med tailings fra uranudvinding er, at de til evig tid producerer radon og uranefterkommere og derfor skal opbevares under vand.

Pt. opbevares de 1.130 tons tailings da også under vand i to bassiner på Risøs areal, så udsivning af den radioaktive gasart radon forhindres. Tailings-bassinerne kan ses her:




I en rapport fra en arbejdsgruppe fra 2002 står, at tailings derfor ikke er velegnet til deponering i overfladenære depoter, som ikke er vandmættede. ("Teoretisk udredning af tekniske krav til et dansk slutdepot for radioaktivt affald". Dansk Dekommissionering, 2002)
Arbejdsgruppen foreslår derfor, at tailings og uranmalm placeres i en ekstra silo for sig selv i et silokoncept, et af arbejdsgruppens 3 foreslåede slutdepotkoncepter:

"Siloer et stykke under jordoverfladen kan formodentlig også etableres mange steder her i landet. De kræver imidlertid, at geologiske og hydrologiske forhold er velforståede og rimeligt simple. Anbringelse i en tæt lerformation vil måske være at foretrække, forudsat at formationen er af tilstrækkelig tykkelse, men anbringelse i mere vandførende lag er måske også muligt.

Efter lukning vil et system af denne art normalt blive mættet med vand, der siver ind fra det omgivende grundvand. Sikkerhedsmæssigt må mulighederne for udsivning af aktivitet til grundvandet vurderes. Der er tale om multibarriere systemer, hvor hver barriere bidrager til systemets samlede sikkerhed. Det vil være en betydelig opgave at dokumentere risikoen for udslip, men sikkerhedsanalyser udført for depoter i udlandet viser, at depoter af denne type kan konstrueres, sådan at udslip vil ligge under de internationale normer herfor. Det vil næppe være meningsfuldt at forsøge at måle eventuelle udslip.

Af overfladeprocesser er det formodentlig kun en ny istid, der vil kunne forstyrre et sådant depot. Risikoen for intrusion er mindre for et depot i 20 meters dybde end for et, placeret på overfladen. Boring efter vand er den mest nærliggende mulighed, men sandsynligheden herfor kan reduceres ved passende valg af plads.

Opretholdelse af et vist tilsyn med depotområdet vil være rimeligt, men der er ikke samme behov herfor som ved et overfladenært depot. En ekstra silo kunne eventuelt anvendes til deponering af uranmalm og tailings, der hermed ville være sikret oplagring under vand." (side 42)

Konklusion
Uklarhed  - myndighedernes valgte strategi

Da eksportmuligheden for alt affaldet "ikke ser lovende ud" jf. referat fra sundhedsministerens møde med borgmestrene 30.4.14, kan man som borger vel tillade sig at konkludere, at så skal tailings og uranmalm også slutdeponeres i Danmark.

Da tailings ikke er velegnet til deponering i overfladenære depoter jf. arbejdsgruppens anbefalinger i 2002, kan man vel også konkludere, at DD's nylige lancering på de første borgermøder af overfladeslutdepoter med borehul kun kunne være en kanin der blev trukket op af hatten, for at få borgere, der går ind for mellemlager, gjort motiverede for en slutdeponering.

Spørgsmålet er: Peger pilen så ikke nu på et silokoncept, dvs. mellemdyb deponering jf. nedennævnte modeller for slutdeponering?

Af DD's slutdepotkoncepter 2011 fremgår det dog ikke, at tailings og malm skal deponeres særskilt i det mellemdybe depot. Uklarhed er derfor fortsat myndighedernes valgte strategi på trods af løfter om åbenhed og gennemsigtighed. 






Modeller af slutdepotkoncepter 

Skrevet af Anne Albinus


Kilder







tirsdag den 10. juni 2014

Bornholm som Atom Ø

Under denne overskrift har Holger Brandt Kofoed, borger på Bornholm, indrykket en annonce i dagens udgave af Ekstra Bladet, hvor han fortæller om sagen om det radioaktive affald.

Sagen bliver sat i sit rette perspektiv. Bornholm er flere gange i historien blevet overfaldet og besat, og det har været hårdt for befolkningen hver gang. Fra min første sommerferie på Bornholm i sommeren 1945 husker jeg stadig ruinerne i Rønne og de russiske tropper i Gudhjem.

Men selvom andre muligheder var åbne, valgte bornholmerne hver gang at bevare deres tilhørsforhold til Danmark. Takken for denne trofasthed fik de i maj 2011: Truslen om deponering af radioaktivt affald i Paradisbakkerne, en deponering, som efter alt at dømme vil ødelægge øens to hovederhverv, landbrug og turisme.

Annoncen beskriver den ynkelige flugt fra ansvaret, der har karakteriseret denne sag. Politikerne har bedt ”de sagkyndige” om at finde de bedst egnede steder til deponering af affaldet, hvorefter ”videnskaben” har taget over. Tilsyneladende helt uden menneskelig indgriben har den fundet de steder, hvor der er det helt rigtige ler eller den helt sprækkefri granit, mens sikkerhedsanalyser tjener til at overbevise flertallet om, at den risiko, mindretallet skal tvinges til løbe, er ubetydelig i millioner af år.

Den siger også noget væsentligt om dansk journalistik.

Velbeslåede interesseorganisationer har let at få deres synspunkter frem. Journalister, der skriver pænt om dem, ved, at de vil blive belønnet med let adgang til de rigtige kilder, og at deres skriverier bliver rost i andre medier. Måske vil de blive forfremmet eller få tilbudt et andet attraktivt job. Meget er muligt i et samfund, hvor alle de rigtige kender hinanden.

Men for små grupper, der ikke er toneangivende, og som heller ikke ønsker at være det, stiller sagen sig anderledes. Hvis de har en sag, de synes er vigtig, er det svært at få journalisterne til at interessere sig for den. Sagen vil som regel være ubekvem for de toneangivende, så den journalist, der gør, hvad han/hun lærte på journalisthøjskolen i sin tid, vil opleve, at kilderne tørrer ind, at der ikke er nogen interessante jobtilbud, og at ingen forholder sig til, hvad man har skrevet.

Holger Brandt Kofoed har på sin egen usentimentale facon taget konsekvensen af denne tilstand.

Det skal han have stor tak for, og jeg håber som han, at der på folkemødet i Allinge om nogle dage vil blive lige så klare og stærke tilkendegivelser mod deponering af radioaktivt affald, som der var på borgermødet i Rønne for to måneder siden.

Skrevet af Jens

mandag den 9. juni 2014

Atomaffald og Ladbyskibet

I det 9. årh. spredte danske vikinger skræk og rædsel hos lokalbefolkningen i Normandiet. I deres skibe ankom de til kysterne og sejlede op af floderne. De plyndrede klostre og satte byer i brand (1). Munken Ermentaire skrev i "Miracles de Saint Philibert" fra det 9. årh.:

"Antallet af både stiger... Overalt er kristne ofre for massakrer, udplyndringer, hærgen, ildspåsættelse. De indtager alle byer på deres vej uden man yder dem modstand. Rouen er ødelagt, røvet, brændt. Paris, Beauvais og Meaux er taget, Meluns tykke mure er raserede, Chartres er besat, Evreux og også Bayeux er hærget. Der er ikke et sted, ikke et kloster, der er skånet. Alle indbyggere er flygtet og få tør sige "Væk, væk"..." (1 p.39).

Kirken måtte føje følgende til Fadervor: "og fri os fra Normannernes vrede, Amen" (1 p.28).

Lokalbefolkningens bekymringer anno 2014

I dag er det danske embedsmænd fra sundhedsministeriet, Geus, SIS og DD, der spreder skræk og rædsel indenlands hos den bekymrede lokalbefolkning i 6 udpegede områder til at huse et slutdepot for radioaktivt affald. Embedsmændene kom ikke sejlende til de nyligt afholdte høringer om miljøvurdering, men i minibus med ankomst lige før mødet og afgang straks efter.

Vikingernes indtrængning i Normandiet bragte trods deres voldelige ankomst udvikling i området. Det påtænkte slutdepot for atomaffald vil bringe det modsatte: dårlig imagepåvirkning og risiko for mennesker og miljø. Alt affaldet skal i samme depot, med eller uden borehul, og hverken depot og evt. borehul er i tilstrækkelig dybde i forhold til, hvad man gør i vores nabolande med samme slags affald jf. mit svar til sundhedsministeren.


Kertinge Mark

Et af de 6 udpegede steder er Kertinge Mark, der er beliggende på en mindre bakketop hvilket bevirker, at der er frit udsyn over Kertinge Nor, Kerteminde Fjord og landskabet på den anden side. Området præges af synsindtryk fra Kerteminde, hvor byens røde tegltage opfattes meget tydeligt i landskabet, står der i landskabskarakterbeskrivelsen fra 2012.



Indenfor det udpegede område til et slutdepot ligger Vikingemuseet Ladby. 



Skibsgraven
credit Malene Thyssen Wikimedia

En unik skibsgrav


Ladbyskibet er Danmarks eneste kendte skibsgrav fra vikingetiden og den eneste skibsgrav i verden, som stadig kan opleves lige der, hvor en vikingefyrste blev stedt til hvile i sit skib for mere end 1000 år siden. Museet råder også over det prægtige gravgods, der oprindeligt lå i skibet.






Hvilket kultursyn?

Da slutdepotet kommer til at ligge tæt på Ladbyskibet, der er en del af dansk kulturarv, kan man spørge, hvad det er for et kultursyn, der ligger bag den tanke at bygge et slutdepot for atomaffald på Kertinge Mark, der også skal indeholde evigt giftigt affald? Ladbyskibet er uerstatteligt, og at man kan vælge en slutdepot-pladsering så tæt på noget uerstatteligt, vidner om den overfladiskhed og det brutale menneske-, natur- og kultursyn, der har præget hele slutdepot-processen. 

Det glemte sundhedsministeriet fra borgermødet i Kerteminde 7. maj

I sundhedsministeriets liste over emner bragt op på borgermødet i Kerteminde 7.maj 14 er en meget vigtig information fra museet ikke kommet med, nemlig at man forsøger at få museet på Unescos verdensarvliste. Med et slutdepot på Kertinge mark ser det sort ud for museets udvidelsesplaner, der bl.a. omfatter en ladeplads ved Kertinge Nor til det nye sejlende Ladbyskib (som skal sejle på fjord og nor), et vikingernes verden i børnehøjde (et legeland med inspiration fra Astrid Lindgrens Verden), et vikingernes kulturlandskab (åbent hele døgnet) samt en ny stor museumsbygning med plads til udstillinger, aktiviteter, cafe mv. En lokalplan for 6 hektar jord rundt om museet er på vej og skal godkendes i år.


Ladbytapeterne

Sundhedsministeriet har forøvrigt også glemt at bede Nationalmuseet om høringssvar i forbindelse med den strategiske miljøvurdering. Ladbyskibet hører nemlig under Nationalmuseet. (t.o. glemte sundhedsministeriet også Sankt Margrethe Kapel ved Maglegaard i det udpegede område ved Østermarie på Bornholm.)

Resterne af dragehovedet i stævnen
credit Malene Thyssen Wikimedia

Vikingetidens begravelsesritualer

I vikingetiden tog man sig råd til at bygge et rigtigt skib, hvis man skulle begrave en højstående person, kan man læse her:


"Vikingetidens begravelsesritualer, hvor både skib, vogn og hest undertiden indgår, har naturligt ført til den antagelse, at en form for transport var nødvendig, når den afdøde skulle videre til den næste verden. Berømte begravelser som Oseberg og Gokstad i Norge samt Ladby på Fyn viser utrolige fysiske manifestationer af den position, den afdøde havde i samfundet. Man har taget sig råd til et rigtigt skib til disse meget rige gravlæggelser." 

På museets hjemmeside, i artiklen "På detektorjagt efter Ladby kongens grav" og her kan man læse mere om skibet. 


Kertinge mark


Nedenfor kan man se det udpegede sted, inden for hvilket, der skal ligge et slutdepot, gerne med plads til et senere depot ved siden af fremgår det af planerne. Et oldtidsminde som gravhøjen med ladbyskibet har dog en fredet zone på 100 meter omkring sig.


Øvrige indvendinger mod et slutdepot på Kertinge mark i forhold til Vikingemuseet Ladby:

1. Adgangsveje skal udvides. Hvad enten det går gennem Kølstrup og Kertinge eller gennem Ladby, vil det give byggerod, omkørsler, støj mm.

2. Byggeriet af slutdepotet, der formodentlig vil tage cirka et år, vil også give meget kørsel og støj mm. i området.

3. Når depotet skal fyldes med affald, vil det tage cirka 250 arbejdsdage med 1 transport pr. dag af 1 lastvogn med hænger. Ved transport vil der altid være en risiko, omend den vurderes som lille if. transportstudiet.

4. If. forstudiet og myndighedernes udsagn kan udsivning fra slutdepotet ikke undgås på sigt.

Der er risiko for, at en sådan udsivning kan ske allerede i løbet af få årtier eller endda før, da radioaktive stoffer hurtigere kan få tønder og containere til at korrodere. 

Depotet kan naturligvis lægges, så det siver ud i Kertinge Nor og først derefter videre ud i Kerteminde Fjord og Bugt, men er det en trøst? 

Man kan hertil indvende, at også Vikingeskibsmuseet i Roskilde ligger tæt på Risø, hvor der er radioaktivt affald. Men her ligger affaldet på mellemlager, og fordelen ved et mellemlager er i modsætning til et slutdepot, at det er under opsyn, hvis der sker korrosion af beholdere. 

Der vil blive lavet sikkerhedsanalyser, der formodentlig vil vise, at risikoen for udslip fra et kommende slutdepot vil være lille, men da der ud over radioaktivt affald, hvoraf noget har aktivitet i op til 240.000 år og andet til evig tid (urantailings), også er evigt giftigt affald (bly, cadmium, beryllium og uran), kan man spørge, hvilken tiltro man kan og bør have til sådanne sikkerhedsanalyser?

Allerede nu vildleder sundhedsministeren/Dansk Dekommissionering i et svar 3.6.14 til sundhedsudvalget, når de henviser til internationale anbefalinger for borehulsdybder i forbindelse med et terrænnært depot. Der findes nemlig ikke internationale anbefalinger for borehul i den dybde, forstudiet nævner i forbindelse med affald som de 233 kg særligt affald. Sådant affald skal ned i flere kilometers dybde, hvis de skal i borehul jf. mit svar til sundhedsministeren.

Hvis myndighederne vælger at lægge slutdepotet i et af de andre 5 udpegede steder, er det godt for Kerteminde Kommune, men trist for det andet sted, fordi slutdepotet jo også der vil få negativ betydning og udgøre en risiko for beboeres og dyrs sundhed, afgrøder, erhverv og turisme.

Slutdepotsagen afslører følgende natur-, menneske- og kultursyn:
  • et natursyn hvor man bruger naturen som skraldespand.
  • et menneskesyn, hvor Centrum tvinger et område i Periferien til at huse et slutdepot, der medfører risici for mennesker og miljø og imageproblemer i forb. med fødevareproduktion, erhvervs- og turismeudvikling. 
  • et kultursyn der tilsyneladende er ligeglad med en uerstattelig kulturarv, verdens eneste skibsgrav, der kan opleves lige der, hvor en vikingefyrste blev stedt til hvile.
Ole Jensen skriver i sin bog På kant med klodens klima, side 20:

"Som nævnt er det torskedumt af menneskeheden at fortsætte med at slide naturgrundlaget ned, så det kan gå hen og true os selv. Alene af simpel artsegoisme skulle vi egentlig forlængst have slået bak. Når det ikke sker, er det, tror jeg, fordi vi ikke har fået udviklet følingen af det dyrebare ved naturen, det kostelige ved naturen. Kun hvis det sker, vil vi kunne indse, at vi ter os krænkende, sårende og skændigt med vores udryddelsessystemer, og skamme os over det. men så taler vi også om etik direkte i forholdet menneske-natur. Hvad vi anser for dyrebart, bliver det en etisk pligt at beskytte - en kær pligt skulle man synes".

Skrevet af Anne Albinus

Opdatering 3.7.14


Ladby den 27. juni 2014 Høringssvar fra ... - TV 2/Fyn

www.tv2fyn.dk/modules/fsArticle/download.php?fileid=680

for 5 dage siden - Høringssvar fra Vikingemuseet Ladby/Østfyns Museer 
vedr. potentielt område for slutdepot for radioaktivt affald på ”Kertinge Mark”. 
Kilder og links

1. Les Vikings et la Normandie, Jean Renaud, Editions Ouest-France, 1989
I dag vidner talrige udtryk og stednavne om denne fortid: Acqueville (kommune i La Hague) stammer fra "Agevilla"(1174). "Aghi" er typisk dansk og kendes fra f.eks. Agerup. Ancteville (Cotentin) der i 1232 hed "Ansquetevilla" kommer fra det norrøne "Àsketill", reduceret form "Askell" og findes på dansk i "Askil", jf. Eskilstrup
2. La Normandie des Vikings, Jean Renaud Orep edition 2006
3. Les Vikings, Pierre Baudoinm PUF, 2004
4. Les Vikings Régis Boyer, Perrin, 2002
5. Vikings Les réalités de la saga, Actualité de l'Histoire, september 2009
6. Problemstillinger atomaffaldsdepot Kerteminde Kommune, 25.4.12
7. Kerteminde Kommunes hjemmeside om atomaffald
8. "På detektorjagt efter Ladby kongens grav" Korup-Ubberud lokalhistorisk.dk
9. Information til lærere: Ladbyskibsarven
10. Om Ladbyskibsgraven 4.-5. klasse
11. Nyt lys på Ladbyskibet video
12. Stævnemøde i Ladby video
13. Kulturarv
14. Kulturarv (engelsk) Unesco
15. På kant med klodens klima, Ole Jensen, Anis, 2011
16. Nature meets aesthetics on cultural grounds: a multidisciplinary study of grave mounds in Norway Mari Tveit Department of Landscape Architecture and Spatial Planning, The Agricultural University of Norway
17. Om etik og atomaffald og bl.a. natursyn: 
TV MIDTVEST: Biskop Karsten Nissen, Viborg, stiller i Kirkemagasinet skarpt på de etiske
overvejelser i forbindelse med deponering af atomaffald. Han har Anne Albinus i studiet.
Link her.  - Side om Etik og kerneaffald
18. Protest mod atomdepot bliver broderet TV2Fyn 11.6. 2014
 





Kong Skjolds ligfærd på skibet. - Tegning af Niels Skovgaard til Thora Konstantin-Hansens genfortælling af Bjovulf-kvadet 1914. Grundtvigs fordanskede udgaveAndreas Haarders oversættelse af sangen om Bjovulf.