Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

fredag den 25. maj 2018

Nutidens Atomaffald, og Fremtidens

Politiken bragte for nogle dage siden en forsideartikel om a-kraft som fremtidens energikilde (1). 
Energien skal komme fra reaktorer, som ikke kan nedsmelte eller på anden måde opføre sig utilsigtet, som næsten ikke producerer radioaktivt affald, og som producerer energien helt CO2-frit. 
Denne nye og smarte a-kraft-teknologi bliver i disse år udviklet af blandt andre Firmaet Seaborg Technologies (2), hvor blomsterbørnenes børn forsker på et sted, hvor Hell’s Angles før holdt til. 
Farvel til ulykker som Tjernobyl og Fukushima, farvel til affaldstønderne ved de nuværende a-kraft-anlæg og farvel til den globale opvarmning.
Man bliver helt overvældet.
Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at de negative følelser, mange af os hidtil har næret over for a-kraft, nu må vige for begejstringen. Når energi kan produceres med så få problemer, gælder det bare om at komme med på vognen og støtte forskningen.
Men før man helt mister fodfæstet, synes jeg, man skal se nærmere på virkeligheden bag dette projekt.
De reaktorer, man har på tegnebrættet, ser ud til at være sikrere end dem, der er i brug nu. Hertil kommer, at de sandsynligvis vil producere mindre radioaktivt affald. I hvert fald, hvis det går, som de entusiastiske forskere regner med. 
Men hvad nu, hvis det går anderledes? Hvis man om nogle årtier står med reaktorer, der er mindre sikre, og som producerer mere radioaktivt affald end forudset?
De statslige myndigheders stædige fastholden af, at det skal være muligt at påtvinge en kommune et slutdepot for radioaktivt affald, kunne tyde på, at andre end undertegnede er skeptiske overfor de planer, som Seaborg Technologies med stor dygtighed fører frem i medierne.
Hvis der er en væsentlig risiko for, at de udviklede teknologier ikke helt svarer til forhåbningerne, bliver man nødt til at have løsninger i baghånden, der ikke koster for meget, når investorerne (hvem er de, forresten?) om nogle år vil presse på for at få afkast af deres investering (3).
Og så er der a-kraft-teknologiens påståede CO2-frihed. 
Jeg er ked af det, men jeg orker ikke en gang til at forklare, hvorfor energi, produceret ved a-kraft, også giver anledning til udledning af CO2 (4). I stedet spørger jeg:
Hvor er REO (5) i denne sag?
Er det ikke på tide, at ældre og mere modne tilhængere af a-kraft kommer ind i debatten og forklarer, at alle kendte teknologier, også a-kraft, udleder CO2 i et eller andet omfang. Diskussionen går på, hvor meget eller hvor lidt CO2, der udledes per produceret energi-enhed. Et fremtrædende medlem af REO har her på bloggen redegjort for sin og foreningens holdning til denne problemstilling (6). Der er åbenbart behov for, at han gør det igen.
Atom Posten har tidligere (6) uden held efterlyst en debat mellem tilhængere og modstandere af a-kraft om dette emne. En debat, som kunne bringe klarhed og spare os andre for en masse vrøvl.
Men forskningsfriheden, da. Skal de unge entusiaster i Seaborg Technologies ikke have lov til at forske i det, de brænder for, selvom vi andre er skeptiske?
Naturligvis skal de det. Fri forskning gavner det samfund, der satser på den, det viser al erfaring. 
Men hvordan sikrer man forskning i nye og helt sikkert spændende teknologier, samtidig med, at også de negative sider af dem bliver undersøgt. Hvem vil investere i kritikken? Forskningsfrihed er der ingen, der er modstandere af, bevillingerne er bare skævt fordelt.
Her er der en opgave, som kun universiteterne kan løse. 
De skal leve op til deres antikke forbilleder om den frie meningsudveksling i omgivelser, hvor der er højt til loftet, som nedenstående billede viser. 
Kan de det?

Rafael: Skolen i Athen ca. 1510

Læg mærke til regnedrengene nederst i billedet. Dem slipper man aldrig for.



Skrevet af Jens
Henvisninger:
  1. Artikel i Politiken (23.05.18) af Julie Kauffmann og Hans Davidsen-Nielsen: ”Venstrefløjens børn udvikler alternativ atomkraft i Titangade”. 
  2. Hjemmeside for Seaborg Technologies: https://seaborg.dk/about/
  3. Se boganmeldelse i Atom Posten (30.01.15): ”Den grønne Boble” af Per Wimmer.
  4. Se kommentarer i Atom Posten: ”Can Nuclear Power slow down Climate Change?” (19.11.15), ”Atomkraft og Villagrunde” (03.03.16). Se også AP’s anmeldelse af bogen: ”Niels Bohr må vende sig i sin Grav” af Thomas Grønlund Nielsen (14.01.14).
  5. REO’s hjemmeside: http://www.reo.dk/
  6. Se kommentaren: ”A-kraft uden CO2?” Atom Posten (02.05.17), hvor lektor Holger Skjerning forklarer sin og REO’s syn på denne problemstilling.