Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

fredag den 25. maj 2018

Nutidens Atomaffald, og Fremtidens

Politiken bragte for nogle dage siden en forsideartikel om a-kraft som fremtidens energikilde (1). 
Energien skal komme fra reaktorer, som ikke kan nedsmelte eller på anden måde opføre sig utilsigtet, som næsten ikke producerer radioaktivt affald, og som producerer energien helt CO2-frit. 
Denne nye og smarte a-kraft-teknologi bliver i disse år udviklet af blandt andre Firmaet Seaborg Technologies (2), hvor blomsterbørnenes børn forsker på et sted, hvor Hell’s Angles før holdt til. 
Farvel til ulykker som Tjernobyl og Fukushima, farvel til affaldstønderne ved de nuværende a-kraft-anlæg og farvel til den globale opvarmning.
Man bliver helt overvældet.
Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at de negative følelser, mange af os hidtil har næret over for a-kraft, nu må vige for begejstringen. Når energi kan produceres med så få problemer, gælder det bare om at komme med på vognen og støtte forskningen.
Men før man helt mister fodfæstet, synes jeg, man skal se nærmere på virkeligheden bag dette projekt.
De reaktorer, man har på tegnebrættet, ser ud til at være sikrere end dem, der er i brug nu. Hertil kommer, at de sandsynligvis vil producere mindre radioaktivt affald. I hvert fald, hvis det går, som de entusiastiske forskere regner med. 
Men hvad nu, hvis det går anderledes? Hvis man om nogle årtier står med reaktorer, der er mindre sikre, og som producerer mere radioaktivt affald end forudset?
De statslige myndigheders stædige fastholden af, at det skal være muligt at påtvinge en kommune et slutdepot for radioaktivt affald, kunne tyde på, at andre end undertegnede er skeptiske overfor de planer, som Seaborg Technologies med stor dygtighed fører frem i medierne.
Hvis der er en væsentlig risiko for, at de udviklede teknologier ikke helt svarer til forhåbningerne, bliver man nødt til at have løsninger i baghånden, der ikke koster for meget, når investorerne (hvem er de, forresten?) om nogle år vil presse på for at få afkast af deres investering (3).
Og så er der a-kraft-teknologiens påståede CO2-frihed. 
Jeg er ked af det, men jeg orker ikke en gang til at forklare, hvorfor energi, produceret ved a-kraft, også giver anledning til udledning af CO2 (4). I stedet spørger jeg:
Hvor er REO (5) i denne sag?
Er det ikke på tide, at ældre og mere modne tilhængere af a-kraft kommer ind i debatten og forklarer, at alle kendte teknologier, også a-kraft, udleder CO2 i et eller andet omfang. Diskussionen går på, hvor meget eller hvor lidt CO2, der udledes per produceret energi-enhed. Et fremtrædende medlem af REO har her på bloggen redegjort for sin og foreningens holdning til denne problemstilling (6). Der er åbenbart behov for, at han gør det igen.
Atom Posten har tidligere (6) uden held efterlyst en debat mellem tilhængere og modstandere af a-kraft om dette emne. En debat, som kunne bringe klarhed og spare os andre for en masse vrøvl.
Men forskningsfriheden, da. Skal de unge entusiaster i Seaborg Technologies ikke have lov til at forske i det, de brænder for, selvom vi andre er skeptiske?
Naturligvis skal de det. Fri forskning gavner det samfund, der satser på den, det viser al erfaring. 
Men hvordan sikrer man forskning i nye og helt sikkert spændende teknologier, samtidig med, at også de negative sider af dem bliver undersøgt. Hvem vil investere i kritikken? Forskningsfrihed er der ingen, der er modstandere af, bevillingerne er bare skævt fordelt.
Her er der en opgave, som kun universiteterne kan løse. 
De skal leve op til deres antikke forbilleder om den frie meningsudveksling i omgivelser, hvor der er højt til loftet, som nedenstående billede viser. 
Kan de det?

Rafael: Skolen i Athen ca. 1510

Læg mærke til regnedrengene nederst i billedet. Dem slipper man aldrig for.



Skrevet af Jens
Henvisninger:
  1. Artikel i Politiken (23.05.18) af Julie Kauffmann og Hans Davidsen-Nielsen: ”Venstrefløjens børn udvikler alternativ atomkraft i Titangade”. 
  2. Hjemmeside for Seaborg Technologies: https://seaborg.dk/about/
  3. Se boganmeldelse i Atom Posten (30.01.15): ”Den grønne Boble” af Per Wimmer.
  4. Se kommentarer i Atom Posten: ”Can Nuclear Power slow down Climate Change?” (19.11.15), ”Atomkraft og Villagrunde” (03.03.16). Se også AP’s anmeldelse af bogen: ”Niels Bohr må vende sig i sin Grav” af Thomas Grønlund Nielsen (14.01.14).
  5. REO’s hjemmeside: http://www.reo.dk/
  6. Se kommentaren: ”A-kraft uden CO2?” Atom Posten (02.05.17), hvor lektor Holger Skjerning forklarer sin og REO’s syn på denne problemstilling.

3 kommentarer:

  1. Kort svar på spørgsmålet om energikilders grad af at være CO2-fri.
    Alle energikilder udsender CO2 ved bygningen, hvor både materialler og transport m.v. udsender CO2.
    Flere har forsøgt at regne på det, og det står flere steder også på REO.dk.
    Et "slag på tasken" (håndregel) er, at både vindmøller, konventionelle kraftværker og kernekraftværker udsender 5-6 % af den CO2, som i snit ville udsendes ved forbrænding af kul, olie og gas. Solceller noget mere, da fremstillingsprocessen er kompliceret.
    Så jeg plejer at skrive (når der er plads til det!), at kernekraft er 95 % CO2-fri - på linje med bl.a. vindkraft. - Men mig bekendt er der ikke officielle beregninger af det.

    SvarSlet
    Svar

    1. Kære Holger,

      Tak for hurtigt svar på min opfordring.

      Jeg håber, at man både på Seaborg Technologies og Politikens redaktion vil læse dine besindige ord og bringe deres retorik i overensstemmelse med virkeligheden.

      Jeg har endnu en anmodning, måske ikke så meget til dig personlig, som til REO.

      Det er, at foreningen tager kontakt til a-kraft-tilhængerne og i fællesskab analyserer spørgsmålet om CO2-udledning i de forskellige energi-teknologier. Værdier for denne udledning, som begge parter – trods al uenighed – kan acceptere, ville give alle os andre et bedre udgangspunkt for stillingtagen til de mange og presserende spørgsmål, som er affødt af den globale opvarmning og stadig større forurening af miljøet.

      Et sådant samarbejde mellem tilhængere og modstandere ville vise, at de har modet til at møde deres modstandere i åben diskussion af vigtige spørgsmål.

      Det er den mulighed, vi har som borgere i et demokratisk samfund, og som vi meget gerne skulle blive ved med at have.

      Med venlig hilsen

      Jens

      Slet
    2. Også tak for et godt forslag!
      Jeg har søgt flere steder, men de fleste konstaterer blot kvalitativt, at der kommer CO2 både ved udvinding og berigning af uran - plus som nævnt fra materialer, transport og bygning af værkerne.
      Berigning brugte før i tiden store mængder el til diffusions-anlæggene, men nu beriger man vha centrifuger, der bruger meget mindre energi, - vist ca. 1 % af den energi, som værket senere leverer.
      For REO's argumentation er det imidlertid nok at vide, at alle processerne højst udsender af størrelsesordenen 5-6 % af den CO2, som ville komme fra fossile kraftværker.
      For vindkraft er det en håndregel, at en vindmølle er ca 6-9 måneder om at levere så meget energi, som blev brugt til fremstilling og opstilling af møllerne. Og med en levetid på 25 år og lidt vedligeholdelse, bliver CO2-udsendsen af størrelsesorden 3-5 % af fossil energi.
      Og denne viden er fuldt tilstrækkeligt (for REO) til at anbefale atomkraft som et effektivt "middel" til imødegåelse af klimaændringerne.
      Vindkraft er lige så CO2-effektiv, men kun op til en vis dækning af elforsyningen. Og denne dækning er forlængst overskredet i Danmark, hvor vores 6000 møller leverer meget mere, end vi kan bruge, når det blæser kraftigt, og hvor de næsten intet leverer de ca. 100 dage hvert år, hvor det ikke blæser.
      Derfor er en kWh langt mindre værd fra vindmøller end fra atomkraft. Helt uanset CO2-regnskabet!
      Så konklusionen er, at vandkraft og atomkraft er de eneste store, stabile energikilder, der kan levere omtrent CO2-fri energi. Suppleret af biomasse, der i mange lande kan bidrage med 5-10 % af energien - delvis CO2-neutralt.

      Slet