tirsdag den 30. oktober 2018

Uddybning om det radioaktive Affald på RISØ hos Dansk Dekommissionering (DD)

Her er mine kommentarer til en debat på Altinget af en artikel:



1/ John Larsen skriver (6 dage siden) 

Radioaktivt affald 

(...) 

"Afviklingen af de tre forsøgsreaktorer på Forskningscenter Risø blev påbegyndt i år 2000. Oprydningen vil vare 20 år og koste omkring 1 milliard kroner. De udtjente brændselsstave sendes til oparbejdning i USA. Nedbrydningen af reaktorerne genererer derudover 5.000 kubikmeter lav- og mellemradioaktivt affald som behandles i Danmark."
 

Citat slut 

- t.o. Ikke alle brugte brændselsstave kunne returneres til USA. 

I Presseresumé modtaget på Risø d. 18-11-2003 kunne man bl.a. læse: 

Atomaffald strandet i Danmark 

Det kan blive svært at komme af med 250 kilo højradioaktivt materiale fra Forskningscenter Risøs nedlagte atomreaktor. USA har hidtil været aftager af det højradioaktive materiale fra Risø, men kun fordi der var tale om brændselsmateriale, der blev sendt retur. Størsteparten af de tilbageblevne 250 kilo er imidlertid fabrikeret i Danmark, og USA ønsker derfor ikke at tage imod det.- Vi kan jo ikke sparke døren ind hos amerikanerne og aflevere skidtet. Andre lande har samme problem. Vi forsøger at genforhandle aftalen med USA, men intet er sikkert, udtaler Knud Larsen, der er direktør i Dansk Dekommissionering, som har til opgave at rydde op efter atomanlægget på Risø. Medlem af Folketinget Anne Grethe Holmsgaard (SF) mener, at Danmark bør forsøge at finde en løsning i samarbejde med andre europæiske lande, der har samme problem. Alternativt må affaldet deponeres i Danmark, mener hun. Den løsning er Knud Larsen dog ikke begejstret for. I forvejen skal der findes deponeringsmuligheder til 10 ton lav- og mellemradioaktivt materiale i Danmark, hvilket sikkert vil give anledning til diskussion. 
Urban 03-06-2003 

Fejl i Urban resumeet: Der er ca 10.000 tons radioaktivt affald på Risø .

2/ Bertel Johansen · Maskinmester - skriver (1 dg siden): 

"Nedlukningen af Risø 
De såkaldte problemer med at få afsluttet nedlukningen af Risø med slutdeponering af det lavradioaktive affald er ikke teknisk. 
Løsningen trækker kun ud på grund af politiske tovtrækkerier begrundet i useriøst hysteri omkring ordet "strålingsfare." 
Praktiske løsninger der nok af, men når politikerne stiller sig i vejen. 
Det er jo typisk, at alle debatindlæg her der undsiger kernekraften som miljørigtig energiløsning, kun har følelsesmæssige argumenter, ingen hverken saglige eller videnskabelige eller konkrete."
 

Citat slut.

- t.o. det radioaktive affald på Risø hos Dansk Dekommissionering (DD) er en cocktail af kort- og langlivet lav- og mellemaktivt affald. De 250 kilo højradioaktivt materiale er omdefineret til langlivet mellemaktivt, hvilket er blevet kritiseret af internationale eksperter, fordi brugt brændsel klassificeres altid som højaktivt. 

https://sites.google.com/site/atomaffaldklarhed/home/233kg/gaetomdata 

Radioaktivt affald fra forsøgsstationer er altid mere kompliceret end blot brugte brændselsstave fra en reaktor, hvor den internationale trend er, at de skal i de såkaldte dybe geologiske slutdepoter i ca. 500 meters dybde. Der er endnu ikke sådanne slutdepoter i verden. 

- Når den første slutdepotplan fra 4.5.2011 er blevet skrottet, skyldes det, at den ikke var i orden teknisk-fagligt. 5 borgergrupper og 5 lokale forvaltninger har brugt i titusindvis af timer på at granske planen i 7 år, søge international (gratis) hjælp, og komme med alternativ som langtidsmellemlageret COVRA.nl 
https://sites.google.com/site/atomaffaldklarhed/covra 

Der er desuden kommet kritik fra udenlandske eksperter og fra nabolande i Espoo høringen. Planen var for upræcis (generisk/overordnet), og alt affaldet skulle i ca. 50 meters dybde med en sikkerhedshorisont på "fra 300 år". 

Dette er utilstrækkeligt, da der er så mange langlivede isotoper i affaldet, at det skal holdes adskilt fra mennesker og miljø i min. 100.000 år. 

Man ved heller ikke, hvad man skal stille op med 3760 tons uranmalm fra Kvanefjeld og de 1130 tons urantailings/affald fra forsøg på Risø med udvinding af uran af malmen. Tailings er langlivet lavaktivt affald, der nu opbevares under vand for ikke at afgive radon. Urantailings vil producere uranefterkommere i mia. af år. DD har et forslag, der er helt vanvittigt, nemlig at genbruge tailings, (Bilag A side 7 i COWI rapport dec. 2017), fordi DD har en pligt til at minimere affaldet. Men der er dårlige erfaringer i bl.a. USA, Canada og Frankrig med genbrug af urantailings. 

Siden 2005 har DD også sagt, at man skulle finde ud af, hvad man skal gøre med NORM affaldet fra Mærsk's olie-og gasboringer i Nordsøen: 
https://atomposten.blogspot.com/2017/11/norm-affald-rundt-i-manegen-med-mrsk.html 

På Risø er der meget af det såkaldt historiske affald, dvs. ukendt affald, der endnu ikke er færdigkarakteriseret. Sådan historisk affald klassificeres i Sverige som langlivet mellemaktivt, og der er endnu ikke slutdepot til sådant affald i Sverige. Det skal ikke i deres kommende slutdepot til højaktivt affald. 

Ved en fejl er der kommet historisk affald i deres depot til kortlivet affald, og disse tønder skal tages op igen. 

- Dekommissioneringen kunne ikke foregå hurtigere. Det tager lang tid at rive reaktorer ned på omhyggelig vis, og affaldet er som sagt ikke færdigkarakteriseret. 

3/ Bjarne Thorsted · Ph.d.-studerende skriver (1 dag siden): 

"Stråling er overvurderet 
Risøs problemer med affaldet er udelukkende af politisk karakter fordi samtlige politikere er unødigt bange for radioaktivitet. De forstår ikke hvad det vil sige, men de husker tydeligt skræmmekampagnerne fra 70'erne og 80'erne. Og for at svare på dit spørgsmål, så tog jeg gladeligt imod affaldet, hvis de selv betaler for transport og i øvrigt kompensere mig for at jeg kommer til at mangle en have."
Citat slut 

- Igen Risøs problemer er ikke "udelukkende af politisk karakter"

Det er rigtigt, at mange er unødigt bange for radioaktivitet, men man kan besøge Dansk Dekommissionering og blive oplyst om strålingsfare, eller endnu bedre besøge det hollandske langtidsmellemlager COVRA.nl 

Jeg synes, du skal afstå fra dit forslag om at give plads til et slutdepot, ;-) 
for Forstudiet fra maj 2011 siger, at udsivning ikke kan undgås. 

Derfor er de tidligere 6 udpegede steder også lagt højt, så vandet fra slutdepotet kan sive ud i Østersøen (Rødby eller Bølshavn). Østersøen, der i forvejen er verdens mest radioaktivt forurenede hav. Eller ud i Kertinge Nord ved Kerteminde eller Limfjorden. Desuden bliver affaldet ikke pakket om. DD håber, at den godkendelse, der er til tønder og containere til mellemlager, bliver givet til slutdeponering også. 

På Uddannelses- og Forskningsministeriets side kan man følge sagen om det danske radioaktive affald: 

Anne Albinus 

atomaffaldklarhed.dk 
Atomposten.blogspot.dk 


Kommentar 31.10. kl. 14.19 til kommentar fra 30.10.18


torsdag den 18. oktober 2018

Radiofobi

På forsiden af Weekendavisen i denne uge har Jens Olaf Pepke Pedersen (JOPP) (1) en artikel (2) med ovenstående overskrift.
Den handler for størstedelens vedkommende om den globale opvarmning og de miljøproblemer, der er forbundet med afbrænding af kul og brunkul, som nu får en større plads, efter at blandt andet Tyskland har besluttet at skrue ned for kernekraften i lyset af Fukushima-katastrofen i 2011.
At der er problemer forbundet med denne beslutning, er de færreste vist uenige med JOPP i. 
Det er slutningen af artiklen, der er kontroversiel. Her citeres den belgiske klimaforsker André Berger (3) for at udtale: 
”at det teknisk er muligt gennem en massiv satsning på kernekraft helt at erstatte fossile energikilder inden udgangen af dette århundrede”
Herefter fortsætter JOPP for egen regning: 
”Vi har altså en teknologi til rådighed, som i princippet kan løse en stor del af klimaudfordringen, men som vi vælger ikke at bruge, hovedsagelig fordi det er lykkedes at skabe en stemning af frygt omkring kernekraft. Det er naturligvis et valg, der afspejler de politiske realiteter i et demokratisk samfund, men det er også et valg, hvor vi for at undgå et lille problem accepterer et større”
Lad det være sagt med det samme: Det fortjener selvfølgelig at blive diskuteret, om fossile energikilder kan og bør erstattes med kernekraft inden år 2100. Det er rigtigt, at der er frygt omkring kernekraft og radioaktiv stråling, og årsagerne hertil bør også kunne diskuteres. Tilhængere af kernekraft skal have mulighed for at fremlægge deres synspunkter til fri diskussion. Det skal modstanderne for øvrigt også, men det er en anden historie. 
Men hvad har de danske tilhængere af kernekraft så gjort for at etablere denne diskussion? 
Hvad har de gjort for at hjælpe almindelige borgere med at få fodfæste i denne indviklede sag? 
Hvor var de, da sagen om slutdeponering af det danske radioaktive affald ved tvang i en af de fem kommuner (4) kørte i højeste gear i årene 2011 – 17? 
Svaret er, i al sin deprimerende enkelhed, at 
  • man indskrænkede sig til at udskamme sine modstandere i stedet for at gå i dialog med dem
  • man indskrænkede sig til at antyde, at dette emne var alt for svært for modstanderne, som derfor burde klappe i og overlade beslutningerne til den (indenlandske) sagkundskab
  • man gik helt i baglås, da udenlandske sagkyndige gennemhullede deres argumentation
Dette gælder sagen med det radioaktive affald (5), men viser noget generelt, nemlig man åbenbart kun kan håndtere situationen, så længe man kan bilde sig selv ind, at modstandere alene er styret af følelser, og at man selv repræsenterer den ægte sagkundskab. 
Der går en lige linje fra afdøde prof. Morten Langes hyppigt citerede karakteristik (6) af modstanden mod kernekraft som
”led i en ganske almindelig religiøs bølge sat i gang af barfodsgængere, biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere”
til denne uges udgave af Weekend Avisen, hvor modstandere af kernekraft får stillet diagnosen ”radiofobi”.
Man går efter personerne, ikke sagen, og det styrker mistanken om, at det måske ikke står helt så godt til med argumenterne, som udsagnenes hovne form lader ane. Konsensus i snævre kredse af specialister forveksles med almengyldige sandheder. Klima- og rumforskere er helt sikkert gode til at vurdere forhold vedrørende klimaet og det ydre rum, men er måske ikke helt så skarpe, når det drejer sig om kernekraft.
Men det er værre: 
Offentlighedens modstand mod kernekraft fortolkes ifølge JOPP som noget, det er ”lykkedes at skabe”. Der skrives ikke noget om, hvem der har skabt modstanden, eller hvorfor den er skabt. Der er ikke antydning af erkendelse af, at man selv har en del af ansvaret for, at så mange reagerer med angst, så snart de hører ordene ”radioaktivitet” eller ”radioaktiv stråling”. 
Og værre endnu: 
Frygten for kernekraften afspejler ifølge JOPP ”de politiske realiteter i et demokratisk samfund”. Det kan vel kun fortolkes som en påstand om, at vores demokratiske system stiller sig i vejen for indførelsen af kernekraft, en påstand, som vel at mærke fremsættes af folk, der har gjort lidt eller intet for at etablere en dialog med borgerne om dette emne.
Demokrati forudsætter, at der er borgere, som er parate til at tage de vanskelige, men nødvendige diskussioner af vigtige samfundsanliggender, og som i det mindste prøver at forstå modpartens synspunkter. Stempling af anderledes tænkende som dumme eller ligefrem abnorme fører i retning af andre styreformer.
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:
(2) Jens Olaf Pepke Pedersen: ”Radiofobi”, Weekendavisen 12. – 18. oktober 2018. 
(3) André Berger er professor emeritus ved Université Catholique de Louvain. Jeg har ikke kunnet finde den citerede artikel på nettet.
(4) De fem kommuner var: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm.
(5) Se Annes hjemmeside (atomaffaldklarhed.dk) og vores kommentarer i Atom Posten.

(6) ”Hovedområdet” 9. juli 1976.

torsdag den 11. oktober 2018

Kommentar til Bent Lauritzen "Kernekraft udleder ikke CO2" Berlingske 9.10.18

Bent Lauritzen, DTU Nutech, prøver 9.10. at sælge kernekraft i Danmark : "Vi løser ikke klimakrisen uden kernekraft". Det bliver svært, når Danmark endnu ikke har løst sit atomaffaldsproblem. 

“Kernekraft udleder ikke CO2” og har en “lav miljøbelastning”, skriver Lauritzen. 

Selve kernespaltningen er CO2-fri, men hvad med de processer, der går forud, og de processer, der følger efter? Processer, som er forudsætninger for, eller nødvendige følger af kernespaltningen?

"Lav miljøbelastning" er også en underdrivelse. 

Man skal se på hele brændselskredsløbet og ikke bare den enkelte reaktor for at kunne udtale sig om miljøbelastning ved brug af atomkraft. Talrige uranminer har skadet mennesker og miljø. Ser man på kvaliteten af Kvanefjelds-malmen nærmer den sig den såkaldte energikløft på grund af malmens mineralogi og lave lødighed. Det betyder, at atomkraft, der anvender uran fra Kvanefjelds-malm, målt fra fødsel til grav udgør et energi-sink, dvs. den anvender mere energi, end den leverer til forbrugerne.

Kernekraftens omdømme skal forbedres, skriver Lauritzen. Et Sisyfosarbejde, for danske myndigheder har afskrækket borgerne fra kernekraft ved at være lukkede og uigennemsigtige mht. 2011-nedgravningsplanen for atomaffald. 

Der har ikke været “maksimal åbenhed” som anbefalet af den daværende ansvarlige minister Helge Sander i 2002. Og gentaget i maj 2011 af Bertel Haarder: »Det er også afgørende for regeringen, at hele processen mod et slutdepot foregår i åbenhed og enighed.« 

På trods af krav om borgerinddragelse, åbenhed og gennemsigtighed i et EU-direktiv fra 2011 er borgerne blevet holdt helt udenfor indtil 2016, og de har heller ikke fået de fornødne oplysninger om atomaffaldet. Myndighedernes strategi har været at køre borgere trætte for at kunne komme igennem med en billig nedgravningsplan. Derfor har de svaret udenom eller vildledt.

DTU Nutech har et særligt ansvar for at opretholde den nødvendige videnskabelige videnbase for at rådgive danske myndigheder om nukleare anliggender. Men siden 2011 har DTU Nutech ikke bidraget til at rådgive danske myndigheder om en forsvarlig løsning på atomaffaldsproblemet, da det er lykkedes borgere og 5 kommuner at få den gamle discount slutdepotplan skrottet. De har måttet bruge titusinder af timer på at granske atomaffaldet og komme med et alternativ.

Nu skal der bygges et nyt langtidsmellemlager til affaldet på Risø lidt længere inde i landet og samtidig foretages prøveboringer i 500 meters dybde i Nordjylland op til Skagen, på Lolland og Bornholm med henblik på et såkaldt dybt geologisk slutdepot i 500 meters dybde. Spørgsmålet er, om Danmarks undergrund i den dybde er egnet til at opbevare atomaffald, der ikke må skade mennesker og miljø i titusinder af år.

Lauritzen nævner, at byggeomkostninger ved nye kernekraftværker er steget væsentligt. Ja, de er blevet uoverkommelige som f.eks. Olkiluoto, Flamanville og Hinkley Point C, mens omkostningerne ved vedvarende energikilder er støt faldende. Hver euro, der investeres i atomkraft, er spildte penge.

Skrevet af Anne Albinus

Henvisninger

Nej, atomkraft løser ikke vores klimaproblemer DR.dk 14.10.18

Dialog om A-kraft Atom Posten 6.7.18 

Nutidens Atomaffald og Fremtidens? Atom Posten 25.5.18