Radiofobi

På forsiden af Weekendavisen i denne uge har Jens Olaf Pepke Pedersen (JOPP) (1) en artikel (2) med ovenstående overskrift.

Den handler for størstedelens vedkommende om den globale opvarmning og de miljøproblemer, der er forbundet med afbrænding af kul og brunkul, som nu får en større plads, efter at blandt andet Tyskland har besluttet at skrue ned for kernekraften i lyset af Fukushima-katastrofen i 2011.

At der er problemer forbundet med denne beslutning, er de færreste vist uenige med JOPP i. 

Det er slutningen af artiklen, der er kontroversiel. Her citeres den belgiske klimaforsker André Berger (3) for at udtale: 

”at det teknisk er muligt gennem en massiv satsning på kernekraft helt at erstatte fossile energikilder inden udgangen af dette århundrede”

Herefter fortsætter JOPP for egen regning: 

”Vi har altså en teknologi til rådighed, som i princippet kan løse en stor del af klimaudfordringen, men som vi vælger ikke at bruge, hovedsagelig fordi det er lykkedes at skabe en stemning af frygt omkring kernekraft. Det er naturligvis et valg, der afspejler de politiske realiteter i et demokratisk samfund, men det er også et valg, hvor vi for at undgå et lille problem accepterer et større”

Lad det være sagt med det samme: Det fortjener selvfølgelig at blive diskuteret, om fossile energikilder kan og bør erstattes med kernekraft inden år 2100. Det er rigtigt, at der er frygt omkring kernekraft og radioaktiv stråling, og årsagerne hertil bør også kunne diskuteres. Tilhængere af kernekraft skal have mulighed for at fremlægge deres synspunkter til fri diskussion. Det skal modstanderne for øvrigt også, men det er en anden historie. 

Men hvad har de danske tilhængere af kernekraft så gjort for at etablere denne diskussion? 

Hvad har de gjort for at hjælpe almindelige borgere med at få fodfæste i denne indviklede sag? 

Hvor var de, da sagen om slutdeponering af det danske radioaktive affald ved tvang i en af de fem kommuner (4) kørte i højeste gear i årene 2011 – 17? 

Svaret er, i al sin deprimerende enkelhed, at 

• man indskrænkede sig til at udskamme sine modstandere i stedet for at gå i dialog med dem
• man indskrænkede sig til at antyde, at dette emne var alt for svært for modstanderne, som derfor burde klappe i og overlade beslutningerne til den (indenlandske) sagkundskab
• man gik helt i baglås, da udenlandske sagkyndige gennemhullede deres argumentation

Dette gælder sagen med det radioaktive affald (5), men viser noget generelt, nemlig man åbenbart kun kan håndtere situationen, så længe man kan bilde sig selv ind, at modstandere alene er styret af følelser, og at man selv repræsenterer den ægte sagkundskab. 

Der går en lige linje fra afdøde prof. Morten Langes hyppigt citerede karakteristik (6) af modstanden mod kernekraft som

”led i en ganske almindelig religiøs bølge sat i gang af barfodsgængere, biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere”

til denne uges udgave af Weekend Avisen, hvor modstandere af kernekraft får stillet diagnosen ”radiofobi”.

Man går efter personerne, ikke sagen, og det styrker mistanken om, at det måske ikke står helt så godt til med argumenterne, som udsagnenes hovne form lader ane. Konsensus i snævre kredse af specialister forveksles med almengyldige sandheder. Klima- og rumforskere er helt sikkert gode til at vurdere forhold vedrørende klimaet og det ydre rum, men er måske ikke helt så skarpe, når det drejer sig om kernekraft.

Men det er værre: 

Offentlighedens modstand mod kernekraft fortolkes ifølge JOPP som noget, det er ”lykkedes at skabe”. Der skrives ikke noget om, hvem der har skabt modstanden, eller hvorfor den er skabt. Der er ikke antydning af erkendelse af, at man selv har en del af ansvaret for, at så mange reagerer med angst, så snart de hører ordene ”radioaktivitet” eller ”radioaktiv stråling”. 

Og værre endnu: 

Frygten for kernekraften afspejler ifølge JOPP ”de politiske realiteter i et demokratisk samfund”. Det kan vel kun fortolkes som en påstand om, at vores demokratiske system stiller sig i vejen for indførelsen af kernekraft, en påstand, som vel at mærke fremsættes af folk, der har gjort lidt eller intet for at etablere en dialog med borgerne om dette emne.

Demokrati forudsætter, at der er borgere, som er parate til at tage de vanskelige, men nødvendige diskussioner af vigtige samfundsanliggender, og som i det mindste prøver at forstå modpartens synspunkter. Stempling af anderledes tænkende som dumme eller ligefrem abnorme fører i retning af andre styreformer.

Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

(1) Jens Olaf Pepke Pedersen er seniorforsker ved DTU Space, Institut for Rumforskning og Rumteknologi.

(2) Jens Olaf Pepke Pedersen: ”Radiofobi”, Weekendavisen 12. – 18. oktober 2018. 

(3) André Berger er professor emeritus ved Université Catholique de Louvain. Jeg har ikke kunnet finde den citerede artikel på nettet.

(4) De fem kommuner var: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm.

(5) Se Annes hjemmeside (atomaffaldklarhed.dk) og vores kommentarer i Atom Posten.

(6) ”Hovedområdet” 9. juli 1976.