torsdag den 18. oktober 2018

Radiofobi

På forsiden af Weekendavisen i denne uge har Jens Olaf Pepke Pedersen (JOPP) (1) en artikel (2) med ovenstående overskrift.
Den handler for størstedelens vedkommende om den globale opvarmning og de miljøproblemer, der er forbundet med afbrænding af kul og brunkul, som nu får en større plads, efter at blandt andet Tyskland har besluttet at skrue ned for kernekraften i lyset af Fukushima-katastrofen i 2011.
At der er problemer forbundet med denne beslutning, er de færreste vist uenige med JOPP i. 
Det er slutningen af artiklen, der er kontroversiel. Her citeres den belgiske klimaforsker André Berger (3) for at udtale: 
”at det teknisk er muligt gennem en massiv satsning på kernekraft helt at erstatte fossile energikilder inden udgangen af dette århundrede”
Herefter fortsætter JOPP for egen regning: 
”Vi har altså en teknologi til rådighed, som i princippet kan løse en stor del af klimaudfordringen, men som vi vælger ikke at bruge, hovedsagelig fordi det er lykkedes at skabe en stemning af frygt omkring kernekraft. Det er naturligvis et valg, der afspejler de politiske realiteter i et demokratisk samfund, men det er også et valg, hvor vi for at undgå et lille problem accepterer et større”
Lad det være sagt med det samme: Det fortjener selvfølgelig at blive diskuteret, om fossile energikilder kan og bør erstattes med kernekraft inden år 2100. Det er rigtigt, at der er frygt omkring kernekraft og radioaktiv stråling, og årsagerne hertil bør også kunne diskuteres. Tilhængere af kernekraft skal have mulighed for at fremlægge deres synspunkter til fri diskussion. Det skal modstanderne for øvrigt også, men det er en anden historie. 
Men hvad har de danske tilhængere af kernekraft så gjort for at etablere denne diskussion? 
Hvad har de gjort for at hjælpe almindelige borgere med at få fodfæste i denne indviklede sag? 
Hvor var de, da sagen om slutdeponering af det danske radioaktive affald ved tvang i en af de fem kommuner (4) kørte i højeste gear i årene 2011 – 17? 
Svaret er, i al sin deprimerende enkelhed, at 
  • man indskrænkede sig til at udskamme sine modstandere i stedet for at gå i dialog med dem
  • man indskrænkede sig til at antyde, at dette emne var alt for svært for modstanderne, som derfor burde klappe i og overlade beslutningerne til den (indenlandske) sagkundskab
  • man gik helt i baglås, da udenlandske sagkyndige gennemhullede deres argumentation
Dette gælder sagen med det radioaktive affald (5), men viser noget generelt, nemlig man åbenbart kun kan håndtere situationen, så længe man kan bilde sig selv ind, at modstandere alene er styret af følelser, og at man selv repræsenterer den ægte sagkundskab. 
Der går en lige linje fra afdøde prof. Morten Langes hyppigt citerede karakteristik (6) af modstanden mod kernekraft som
”led i en ganske almindelig religiøs bølge sat i gang af barfodsgængere, biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere”
til denne uges udgave af Weekend Avisen, hvor modstandere af kernekraft får stillet diagnosen ”radiofobi”.
Man går efter personerne, ikke sagen, og det styrker mistanken om, at det måske ikke står helt så godt til med argumenterne, som udsagnenes hovne form lader ane. Konsensus i snævre kredse af specialister forveksles med almengyldige sandheder. Klima- og rumforskere er helt sikkert gode til at vurdere forhold vedrørende klimaet og det ydre rum, men er måske ikke helt så skarpe, når det drejer sig om kernekraft.
Men det er værre: 
Offentlighedens modstand mod kernekraft fortolkes ifølge JOPP som noget, det er ”lykkedes at skabe”. Der skrives ikke noget om, hvem der har skabt modstanden, eller hvorfor den er skabt. Der er ikke antydning af erkendelse af, at man selv har en del af ansvaret for, at så mange reagerer med angst, så snart de hører ordene ”radioaktivitet” eller ”radioaktiv stråling”. 
Og værre endnu: 
Frygten for kernekraften afspejler ifølge JOPP ”de politiske realiteter i et demokratisk samfund”. Det kan vel kun fortolkes som en påstand om, at vores demokratiske system stiller sig i vejen for indførelsen af kernekraft, en påstand, som vel at mærke fremsættes af folk, der har gjort lidt eller intet for at etablere en dialog med borgerne om dette emne.
Demokrati forudsætter, at der er borgere, som er parate til at tage de vanskelige, men nødvendige diskussioner af vigtige samfundsanliggender, og som i det mindste prøver at forstå modpartens synspunkter. Stempling af anderledes tænkende som dumme eller ligefrem abnorme fører i retning af andre styreformer.
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:
(2) Jens Olaf Pepke Pedersen: ”Radiofobi”, Weekendavisen 12. – 18. oktober 2018. 
(3) André Berger er professor emeritus ved Université Catholique de Louvain. Jeg har ikke kunnet finde den citerede artikel på nettet.
(4) De fem kommuner var: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm.
(5) Se Annes hjemmeside (atomaffaldklarhed.dk) og vores kommentarer i Atom Posten.

(6) ”Hovedområdet” 9. juli 1976.

7 kommentarer:

  1. Først: Det er lidt svært at se, hvad der er skrevet af Jens (JOPP), og hvad der er skrevet af Anne A.
    Men det meste af analysen er nogenlunde korrekt.
    En ting vil jeg kommentere: "Man går efter personen og ikke sagen". Den er svær, for hvis en person vælger at fremføre alt negativt om kernekraft - så er det jo umuligt at tilbagevise alle hans påstande, - og så er det logisk at gå efter personen, som jo er ensidig. - Her kunne jeg nævne Niels Meyer, Bent Sørensen, Bo Maltesen, Birthe Weis, Peter Wivel, som alle var/er politiske modstandere af kk.
    Og hvis man forsøger at argumentere teknisk, som mange af os har prøvet i nu 42 år, så kræver det ret lange forklaringer, - og hvis man så overbeviser en tvivler om, at sikkerheden er høj og helt OK, så er problemet: affaldet. Ok, så forklaren man, hvordan det løses, men så er problemet, at kk medføer en centralisering af energien og en politistat! - Og afdramatiserer man dette, så påstås det, at kk medfører spredning af a-våben, fordi plutonium let bruges til bomber, osv osv.
    En dengang fremtrædende VS'er, xx Waldorf, sagde engang, at selv om kk var billig, sikker, stabil og ikke havde et affaldsproblem, så ville han ikke ha' det lort!! - Og vi, der prøvede at forklare, rette og dokumentere .... - Vi blev udnævt til at være religiøse, fordi vi gik/går ind for anvendelsen af kk.
    Konklusion: Det hjælper ikke at argumentere.... - og alligevel bliver vi ved med at argumentere! - Måske er det religøst?

    SvarSlet

  2. Der er kommet en kommentar mere fra Jakob Fogh Grove:

    Jeg prøvede at finde ud af hvorfor slaggen fra kulafbrænding ikke betegnes NORM affald - den indeholder jo en forøget koncentration af radioaktive stoffer. Man har valgt at benytte den i byggematerialer og derved fortynde effekten... hvem har tilladt/accepteret den brug af lavradioaktivt affald? Har Atomposten en dybere indsigt i kul-slagge problematikken - der er jo gennem tiden produceret en betragtelig mængde bare i DK. på NORM-Affald: Rundt i Manegen med MÆRSK, SIS, SUM, DD mfl.

    SvarSlet
    Svar
    1. Til Jakob F.G: Om fortynding af "giftige stoffer":
      Faktisk er det alle dage blevet accepteret for røg fra skorstene og biler! Næsten al røg er så giftig, at man kun kan overleve kort tids indånding af den rene vare! Derfor er kraftværker forsynet med 200 meter høje skorstene, og brændeovne sender røgen 6-8-10 meter op, før det slippes løs. - Og biler skal køre i det fri, så røgen fortyndes. Samme metode for skibe og fly.
      Et helt grelt eksempel på ulogisk anvendelse af affaldsregler er den uranmalm, der blev hentet til Risø for mange årsiden. Man udvandt det meste af uranet, men restproduktet var "farligt affald", selv om det indeholdt mindre uran end det, der stadig lå i Kvanefjeldet!

      Slet
    2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
    3. Her kommer min kommentar igen ;-)

      1/ Svar til Jakob F. G.:

      Jeg har ikke indsigt i kulslaggeproblematikken og henviser dig derfor til Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse, SIS's chefkonsulent: David Ulfbeck.

      2/ t.o. til Holger S.

      Hos Dansk Dekommissionering på Risø befinder sig
      • 3760 tons uranmalm fra Kvanefjeld/Kuannersuit i Grønland
      • 1130 tons tailings/affald fra forsøg på Risø med udvinding af uran af malmen fra Kvanefjeld

      Uranmalmen er lavaktiv (indeholder ca. 400 ppm uran) og har en aktivitetskoncentration, der er ca. 200 gange højere, end hvad der naturligt forekommer i størstedelen af dansk jord (i gennemsnit 2 ppm uran) og ca. 100 gange højere end i bornholmsk grundfjeld (indeholder 4-5 ppm uran). TEKNISK RAPPORT OPLAGSPLADS FOR 4200 TONS LUJAVRIT PÅ RISØ MAJ 1980:

      https://sites.google.com/site/atomaffalddanmark/rapportrisoemay1st-1980

      Jeg har skrevet om malm og tailings her:

      Hvad skal man gøre med 1130 tons tailings på Risø og 3760 tons uranmalm på Risø? :

      https://atomposten.blogspot.com/2016/05/hvad-skal-man-gre-med-1130-tons.html

      I forb. med at jeg hørte et forslag fra Roskilde Kommune om at bruge uranmalmen dybt inde i en rampe til en bro, søgte jeg efter ophavsmanden til denne betænkelige idé og fandt den i en rapport fra 2015 til Nordisk Ministerråd i forb. med en workshop.
      https://atomposten.blogspot.com/2017/11/ender-riss-3760-tons-uranmalm-i-en.html

      Jeg skrev til Sundhedstyrelsen, Strålebeskyttelse SIS og fik dette svar:

      Kære Anne Albinus,

      1-5315-8/18

      Tak for din henvendelse vedrørende frigivelse af uranmalm hos DD til brug i f.eks. vejramper til større broer.

      Som meddelt i telefonen, indeholder Kvanefjeldsmalmen uran og thorium i mængder over undtagelsesniveauerne i Bekendtgørelse nr. 192 af 2. april 2002 om undtagelsesregler fra lov om brug m.v. af radioaktive stoffer, og kan derfor ikke bortskaffes som ikke-radioaktivt affald (skulle det besluttes at malmen ikke kan finde anvendelse, og derfor skal bortskaffes som affald), eller indgå i genvinding eller genanvendelse, med mindre særlige strålebeskyttelsesmæssige krav beskrevet i bekendtgørelsen er opfyldt. Disse særlige krav skal sikre:

      ”a) at strålerisici for enkeltpersoner fra det frigivne materiale er tilstrækkeligt lave,
      b) at den samlede bestråling af befolkningen er tilstrækkeligt lav, og
      c) at det frigivne materiales aktivitet, set fra et strålehygiejnisk synspunkt, er uden betydning, og at der ingen større sandsynlighed er for, at der vil opstå situationer, som vil kunne føre til at a) og b) ikke kan opfyldes.”

      Endvidere er det for materialer, der indeholder naturligt forekommende radionuklider fastsat at:

      ”… de særlige strålebeskyttelsesmæssige krav bl.a. baseres på, at følgende dosiskriterium opfyldes under alle tænkelige forhold for de frigivne materialer:
      a) Frigivelsen af det pågældende materiale giver maksimalt anledning til en årlig effektiv dosis til en enkeltperson i befolkningen på 0,3 mSv i tillæg til den normale baggrundsstråling fra naturligt forekommende radionuklider”

      Bortskaffelse, genvinding eller genanvendelse af Kvanefjeldsmalmen kræver således særskilt vurdering af, om ovenstående betingelser kan opfyldes.

      SIS har ikke modtaget ansøgning om bortskaffelse, genvinding eller genanvendelse af Kvanefjeldsmalmen.

      Endvidere vedhæftes GEUS´ publikation om emnet fra 2014 i supplement til de mere detaljerede informationer du har sendt pr mail den 20. oktober.

      Venlig hilsen

      David Ulfbeck

      CITAT SLUT

      Slet
  3. Jeg skrev en teknisk kommentar til Jakob Fogh Grove i formiddags. Er den røget i papirkurven?

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Holger
      Da jeg udgav Jakobs kommentar, forsvandt den fra kommentarfeltet måske på grund af et link. Derfor pastede jeg hans kommentar kl. 9.11.

      Jeg kan ikke se, der kom nogen kommentar i mine modtagne kommentarer yderligere fra dig, der venter på at blive udgivet. Jeg må desværre bede dig poste kommentaren igen. Håber den går igennem. Jeg offentliggør selvfølgelig dine kommentarer, som vi er glade for, men da vi har rejst hele dagen, har vi endnu ikke fået svaret.
      Venlig hilsen
      Anne

      Slet