Chokerende feltnoter fra Scoresbysund 1970: ”Vi får ikke flere børn, og vi forstår ikke hvorfor”

 

I 2015 interviewede jeg en fransk antropolog Joëlle Robert-Lamblin om Kvanefjeldsprojektet. Hun er tidligere forskningsdirektør på CNRS i Paris og har forsket på Østgrønland, i Sibirien og Alaska. Hun har skrevet mange artikler og filmet i Grønland. Se arkiv.

I aften ringede jeg til hende for at høre om hendes feltstudier i Scoresbysund i 1968 og 1970. 

Sur le terrain à Ammassalik copyright Joëlle Robert-Lamblin

Hun udgav i 1970 en artikel om demografi i Journal de la Société des Américanistes

"Demografi og akkulturation. En ny fase i historien om de udvandrede ammassalimiut i Scoresbysund: introduktionen af fødselskontrol". 

Fødselstallene var galopperende, fortalte hun. Kvinder fødte hvert andet år.

De danske myndigheder ønskede at bremse fødselsraten og de sociale udgifter. Robert-Lamblin hørte ofte danskere sige: "En grønlænder koster mig så og så meget".

I 2022 henvendte en ung grønlandsk studerende sig til hende i forb. med sin opgave.

Robert-Lamblin skrev følgende til den studerende:

Prævention i Scoresbysund 

Hej (...),

Jeg husker udmærket dette alvorlige problem med prævention i Scoresbysund, og jeg har nævnt det i forskellige publikationer.

To år efter mit første ophold i 1968 sagde kvinderne i 1970: Vi får ikke flere børn, og vi forstår ikke hvorfor.

De var blevet indkaldt af distriktslægen, doktor W. Mortensen, som havde lagt en spiral op på dem uden at forklare, hvad konsekvenserne var, og uden at forklare, at valget om at acceptere den og efterfølgende få den fjernet var deres eget.

Jeg var dybt chokeret over denne situation og fordømte den mundtligt i København den 10. december 1970 under et officielt møde om Østgrønlands fremtid. Mødet fandt sted i Det Grønlandske Selskab og blev ledet af Ebbe Munck, Claus Bornemann, Robert Petersen, Ib Töpfer og Margarida Hermann, og med deltagelse af blandt andre Ejnar Mikkelsen, Kaj Jensen, Pie Barfod og Mads Lidegaard.

(Alle disse detaljer stammer fra mine feltnotater fra dengang). Mit indlæg blev taget alvorligt, og jeg fandt senere ud af, at der var blevet foretaget en undersøgelse på stedet.

Sidenhen har jeg ikke modtaget yderligere information om emnet, men det er netop resultaterne af denne undersøgelse, man bør finde frem til.

Hold mig venligst orienteret om det videre forløb i denne triste sag.

Med venlig hilsen,

citat slut

Robert-Lamblin hørte ikke mere. 

Hun fortalte, at lægen Werner Mortensen forsvandt. Hun havde mødt ham flere gange, og det var ubehageligt at høre på hans skræmmende tale. Hun opfattede ham som racist. "Hvorfor interesserer De dem for disse mennesker? spurgte han Robert-Lamblin med en vis foragt. Hun husker, at hun overværede, at han samlede alle kvinder uden for sin konsultation. De havde tillid til ham. 

Robert-Lamblin synes, det er forfærdeligt, at den dybe traumatisering først dukker op nu.

Hun hørte om sagen i 2022, hvor en samfundsvidenskabelig forsker Tanguy Sandre skrev en artikel i Mediapart om spiralsagen.

Han nævnte Robert-Lamblins artikel fra 1970:

Den originale franske artikel kan downloades gratis på den videnskabelige portal Persée. 

• Baggrund: Artiklen undersøger en gruppe østgrønlandske inuitter (ammassalimiut), som i 1925 udvandrede fra Ammassalik-området (Tasiilaq) til det nyetablerede Scoresbysund (Ittoqqortoormiit). 

• Akkulturation: Den beskriver, hvordan denne isolerede gruppe på kort tid ændrede livsstil, fangerkultur, sprog og traditioner i mødet med den vestlige/danske kultur.

• Den nye fase (Fødselskontrol): Artiklens primære fokus er introduktionen af moderne fødselskontrol(prævention) i slutningen af 1960'erne. Dette markerede et stort demografisk skift, som bremsede den ellers eksplosive befolkningsvækst, der var opstået, efter at vestlig medicin havde sænket dødeligheden markant.

Skrevet af Anne Albinus og bragt på Linkedin

---

Links mm

Kai Werner Sander Mortensen, var fastboende distriktslæge i Scoresbysund (Ittoqqortoormiit) i Østgrønland i slutningen af 1960'erne 

Jens Nielsen, der var distriktslæge fra 1957-59 samme sted, har udgivet sine dagbogsblade her

Modtagelse og offentliggørelse af den uvildige udredning af spiralsagen 9.9.2025

Uvildig udredning af antikonceptionspraksis i Kalaalit Nunaat i perioden 1960-61 9.9.2025

Offentliggørelse af rapporterne om de menneskeretlige aspekter ved Antikonceptionssagen 28.8.2026

Spiralkampagnen : une politique danoise de contraception forcée au Groenland Mediapart 27.6.2022

Fortiden der nægter at blive begravet: Om affaldet ved Dundas, tvangsflytningen og Danmarks bekvemme amnesi

Per Walsøe Thule farvel 2003

I en nylig artikel i Weekendavisen vrængede Anna Libak ad den grønlandske opfattelse af historien under overskriften ”Danmarks skyld”. Hvorfor kan grønlænderne ikke bare lægge fortiden bag sig i stedet for at oprette en forsoningskommission? lød budskabet.

Det fik mig til at tænke på en opringning fra en embedsmand i det danske Miljøministerium den 22. juli 2015. Jeg havde spurgt, hvorfor Danmark løb fra en aftale om at tage forurenet jord som lovet fra Dundas Uummannaq i Grønland på grund af et Plantedirektiv.

Sagen om Dundas og affaldet var afsluttet, sagde vedkommende, og spurgte mig direkte: ”Kan vi blive enige om, at vi har snakket sammen, og sagen er blevet forklaret tilfredsstillende? Så sender jeg dig en mail og laver et notat her?”

Jeg sagde ja. Men under samme samtale faldt der en bemærkning, som udstillede en dybere mentalitet i det danske system. Embedsmanden sagde, at sagen om tvangsflytningen (af Thule-befolkningen ved Dundas i 1953) også var en sag, man havde lagt bag sig.

Nogle år efter telefonopringningen mødte jeg tilfældigt en tidligere departementschef fra Miljøministeriet. Jeg greb chancen og spurgte ham direkte, om det var korrekt af Danmark at afvise at tage imod den forurenede jord som lovet på grund af et EU-plantedirektiv?

Hans korte svar var: ”Nej.”

Det rejser et ubehageligt spørgsmål om, hvad der foregik bag lukkede døre i København. For man kan ikke blot dekretere fra et ministeriekontor, at fortiden er lagt bag os – slet ikke, når fortidens synder bogstaveligt talt stadig ligger begravet i den grønlandske natur under tvivlsomme juridiske omstændigheder.

I 2012 blev Dundas-aftalen indgået, hvor Danmark overtog miljøoprydningen af to lossepladser ved Thule, mens USA vaskede hænder. Udbudsmaterialet lød på 50 tons giftigt jordaffald, som skulle destrueres i Danmark. Men da maskinerne gik i gang, voksede omfanget til 3.500 tons. KNR og Sermitsiaq.

Den officielle forklaring fra de danske myndigheder blev så pludselig, at EU's regler om import af giftig jord – det såkaldte Plantedirektiv – spændte ben for at hente affaldet til Danmark. Løsningen blev i stedet at grave de 3.500 tons ned lokalt, 1,5 meter under terræn, hvor permafrostspejlet efter sigende skulle forvandle det til en permanent ”isklump”. Sagen var lukket.

Jeg var ikke den eneste, der undrede mig over Danmarks kreative brug af Plantedirektivet som begrundelse. I de officielle høringsdokumenter (punkt 5.1) udtrykte det grønlandske Landslægeembede dengang dyb undren: »...at Danmark kunne undslå sig ansvar begrundet med et EU-importforbud af jord, da Grønland i EU-jura opfattes som et oversøisk territorie til Danmark og grønlandske borgere som EU-borgere.«

Når rigsfællesskabets egne myndigheder undrede sig dybt over at bruge et EU-direktiv som en bekvem kattelem til at efterlade 3.500 tons giftig jord i Grønland, og en tidligere topembedsmand i ministeriet bagefter afviser præmissen, så udstilles det politiske spil for alvor.

Naturen i Arktis retter sig ikke efter administrative skrivebordsløsninger. En tysk ingeniør med ekspertise på området skrev tørt til mig i 2015, at erosionens kræfter i Grønland hurtigt graver nedgravet affald frem igen. Is, sne og smeltevand flytter landskaber. Det, der i dag kaldes en sikker ”isklump” i permafrosten, risikerer i morgen at blive skyllet ud i det sårbare havmiljø.

Når danske debattører eller ministerielle embedsmænd utålmodigt sukker over, at Grønland ikke bare ”kommer videre”, overser de det helt grundlæggende: Fortiden er ikke et lukket kapitel, så længe den stadig forurener – både i jorden og i relationen mellem vores to lande.

Tvangsflytningen i 1953 var et traume, der trak dybe spor. De tusindvis af tons affald, som oprydningen efterlod, ligger i dag som et håndgribeligt monument over en kolonitidsmentalitet. Man kan ikke begrave sit historiske ansvar 1,5 meter under jorden og tvinge modparten til at sige, at sagen er "forklaret tilfredsstillende".

For sandheden har det med at finde vej op til overfladen – uanset hvor dybt man graver den ned.

Skrevet af Anne Albinus og bragt på Linkedin 5.9.26

Links

https://da.wikipedia.org/wiki/Thule-sagen_(tvangsflytning)