tirsdag den 1. oktober 2019

Projekt Kvanefjeld. Foreløbig Version af seneste Udkast til Redegørelse for Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed. Social Impact Assessment


Opdatering 3.10.19:

Råstofdepartementet skriver 1.10.19:

"Departementet for Råstoffer og Arbejdsmarked har modtaget flere anmodninger om aktindsigt i udkastet til Redegørelsen for Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed (VSB-redegørelsen) for Kvanefjeldsprojektet. Departementet har afgjort, at det senest indleverede udkast til VSB-redegørelsen kan være genstand for aktindsigt. I den forbindelse har departementet valgt at offentliggøre de foreløbige versioner af seneste udkast, idet departementet finder, at alle bør have adgang til dokumenterne på samme tid. Dette uanset, at udkastet til VSB-redegørelsen vil blive offentligt tilgængelig i forbindelse med høringen, jf. råstoflovens § 87 b.

Det skal derfor understreges, at denne offentliggørelse af den grønlandske, danske og engelske version af seneste udkast til VSB-redegørelsen ikke kan betragtes som en påbegyndelse af høringen af udkastet til VSB-redegørelsen jf. råstoflovens § 87 b"

(...)






...................

30.9. fik jeg adgang til den såkaldte VSB-redegørelse: Projekt Kvanefjeld. Vurdering af samfundsmæssig Bæredygtighed, på engelsk kaldet Social Impact Assessment (SIA).

I dette link kan man læse, hvad en VSB-redegørelse er. Råstofselskaber skal udarbejde VSB-redegørelser efter Råstoflovens bestemmelser herom og efter Vejledning vedrørende mineralprojekter om processen og udarbejdelse af VSB-rapporten”.

Jeg har lagt links her, hvor du kan downloade den danske, grønlandske og engelske version: 
https://sites.google.com/site/kuannersuit/vsb-raport-
kvanefjeld



side 63 i VSB-redegørelsen juli 2018

Redegørelsen i engelsk udgave er fra juli 2018. I Sermitsiaq 4.4.19 kunne man læse, at Departementet for Erhverv har godkendt VSB'en. Efterfølgende er den blevet oversat til grønlandsk og dansk. Herefter skal Naalakkersuisut godkende den, inden den skal i høring. 

VSB'en er en stor mundfuld, der rejser mange kritiske spørgsmål. 

Jeg har kun lige nået at skimme den. Meget springer i øjnene f.eks. 


  • at den såkaldte lægeklink kun er bemandet med en sygeplejerske 'med videolink til en vagtlæge efter behov'Klinikken burde vel så retteligen kun hedde en 'sygeplejerskeklinik': 
"Det foreslåede projekt vil omfatte opførelsen af en lægeklinik, der kan bruges af alle medarbejdere, leverandører eller gæster i tilfælde af en ulykke eller en arbejdsrelateret nødsituation. Klinikken bemandes med en fuldtidsansat sygeplejerske med videolink til en vagtlæge efter behov. Klinikken kan levere alle nødvendige sundhedsydelser (arbejde og personlige) til arbejdere og leverandører" (side 189).
  • at Yellow Cake er oversat til 'gul kage' i parentes (min fremhævning): 

"Mekanisk (koncentrator) og kemisk bearbejdning (raffinaderi) 

REE og uranium separeres i produkter ved en kemisk proces, og begge raffineres yderligere til et uranoxidprodukt (gul kage) og fire REE-produkter. Både koncentratoren og raffinaderiet ville i dette scenarie være placeret i Grønland. Scenariet forventes at skabe 1.171 arbejdspladser i anlægsfasen og 715 i driftsfasen" (side 160).
Når det drejer sig om uranudvinding, oversættes yellow cake ikke. Det hedder bare "Yellow Cake" - også på dansk.




side 129 i VSB -redegørelsen juli 2018

Personligt synes jeg, det er overvældende at læse, hvor store forandringer, der vil være på grund af udvinding af sjældne jordarters metaller/REE og uran mm.  
Bl.a. støv, støj, stråling og skidt og møg (uranaffald/tailings i søen Taseq). Men det må være op til den enkelte læser at vurdere, om hun/han beroliges af de afhjælpende foranstaltninger, der nævnes i VSB'en. 

F.eks. Side 37 om Støj (min fremhævning med gult):

"Under anlægsfasen vil der være støj fra mobilt udstyr, boringer og sprængninger, kørsel med køretøjer, søtransport og skibe ved kajen.
De væsentligste støjkilder under driftsfasen vil befinde sig i og omkring mineområdet, adgangsvejene og havnen.


En sammenligning med IFC’s EHS-retningslinjer viser, at de identificerede støjniveauer overholder standarderne. Projektet overholder ikke de danske retningslinjer for støjniveauet i sommerhusområder, og følgende afhjælpende foranstaltninger gennemføres for at reducere støjpåvirkningen yderligere:

  • Støjniveauer overvåges ved de nærmeste følsomme receptorer.
Aktiviteter med højt støvniveau planlægges med henblik på at minimere samfundsmæssige
  • forstyrrelser.
  • Under detailplanlægningen undersøges mulighederne for at reducere støjfrembringelsen.
  • GML opretter en klageinstans, som kan bruges af beboerne i området."  

God læselyst! 



Blogindlægget er skrevet af Anne

søndag den 15. september 2019

Danmarks Deltagelse i Operation Barkhane i Mali. Mission Impossible?

Hvis Folketinget beslutter det, skal Danmark bidrage militært i Mali ud over FN-missionen MINUSMA. Det drejer sig om 2 transporthelikoptere og op til 70 personer som støtte til den franskledede operation Barkhane, hvis mål er at bekæmpe terrorisme i Sahel-regionen.

Operationen strækker sig over de 5 tidligere franske kolonier Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger. I Mali er der værdifulde råstoffer så som guld, diamanter og fosfat, og i Niger findes verdens 3. største uranreserve. Ca. 70 procent af Frankrigs uran stammer fra Niger, som er et af verdens fattigste lande. F.eks. har 90 % af befolkningen ikke adgang til elektricitet, mens 1 ud af 3 elpærer i Frankrig lyser takket være uran fra Niger.

Kan danske tropper medvirke til at øge sikkerheden i Sahel-området, når den franske hær til dato ikke har kunnet?



Udenrigsminister Jeppe Kofod mener, at danske tropper kan. Begejstret fortalte han til P1 Orientering om den danske regerings medvirken til at skabe sikkerhed med sin aktivistiske udenrigspolitik. Danmarks deltagelse i den franske operation Barkhane blev allerede annonceret 28.2.19 af VLAK-regeringen.

Pt. befinder Barkhane sig i et dødvande, og operationen er dyr: 4,5 mia. dkr. om året. Så Frankrig har brug for udenlandsk støtte. 4.500 franske tropper er sendt afsted. 17 soldater er døde i de 5 år, operationen har løbet.

Allerede da den startede i 2014, sagde den ledende general, at den ville vare mere end de 10 år, militæroperationer normalt varer, fordi det er terrorbekæmpelse. Atlant Brief fra marts 2019 omtaler både FN missionen og operation Barkhane som usikre og med risiko for at blive langstrakte.

Problemet er, at fjenden er diffus. De underliggende årsager til volden er komplekse og har rødder i egnens skiftende samfundsforhold og økonomi. Dette er blevet udnyttet af Al Qaeda og mange andre oprørere.

Den franske forsker Roland Marchal fra CNRS har sagt, at Barkhane fungerer militært: Der dræbes terrorister, der tages fanger, og våben og ammunition ødelægges. Men problemet er, at hvis man skal gennemføre disse operationer, så er soldaterne nødt til at indgå lokale alliancer, også med tvivlsomme personer.

Med tiden ødelægges mange af Malis etablerede strukturer i mange landsbyer og byer, der også har medvirket til i en vis grad at sørge for offentlig orden. 
“Narkotikahandel fortsætter, forretningen går godt, ikke kun fordi grænserne ikke kontrolleres, men måske også fordi ikke alle gæster i præsidentpaladset kontrolleres - Mali er meget mindre sikkert i dag end i 2014“, sagde Marchal.

Stefan Brühne fra den tyske tænketank DGAP har fortalt til Arte.tv, at Tysklands tidligere forsvarsminister (nu formand for EU-Kommissionen) Ursula Von der Leyen har sagt, at hun måtte gøre vold på sig selv for at lade Tyskland deltage i missionen i Mali. Grunden til, at Tyskland deltager i konflikten i Mali med 1000 soldater, er at politikerne ønsker et godt forhold til Frankrig.

Hvordan kan det udenrigspolitiske nævn bakke op om dansk deltagelse i Barkhane-operationen efter de dårlige erfaringer med dansk krigsdeltagelse i Afghanistan, Irak og Libyen?

Hvordan vil de lokale opfatte dansk deltagelse, når der allerede nu er skabt en anti-fransk stemning i Mali if. Radio France Internationale?

Skrevet af Anne Albinus

Ovenstående indlæg blev sendt til Berlingske og Altinget i beg. af september, men det blev ikke optaget

Henvisninger

Mere militær kan ikke skabe fred i Mali af Kristian Weise Generalsekretær i Oxfam Ibis Information 21.10.19

mandag den 26. august 2019

Skal Grønland betale?

Præsident Trump har et godt øje til Grønland bl.a. på grund af sjældne jordarters metaller, de såkaldte REE. De er nødvendige for den grønne omstilling, og der er mange af dem i Kuannersuit/Kvanefjeld i Sydgrønland.

REE bruges bl.a. i elbiler og vindmøller, men udvindingen forurener, især hvis bjergarten også indeholder uran og thorium. Og det gør den i Kvanefjeld.

I sommer besøgte den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, Kujalleq Kommune, hvor Kvanefjeld ligger. Hun var ledsaget af den næstkommanderende for energiafdelingen i det amerikanske udenrigsministerium. Kvanefjeld er blevet undersøgt af et australsk mineselskab, der nu har indleveret en såkaldt VVM (Vurdering af Virkninger for Miljø) for 4. gang.

Når USA er interesseret i REE fra Grønland skyldes det uviljen mod at skulle købe disse metaller fra Kina. Det fortæller Guillaume Pitron, forfatter til bogen "Krigen om sjældne jordarters metaller” (2018)

Sidenhen har Kina sagt stop for REE-udvinding på sit territorium. I marts i år meddelte de kinesiske myndigheder, at Kina ikke længere vil påtage sig de miljømæssige omkostninger, der er forbundet med udvindingen af størstedelen af verdens REE. Det fortæller den belgiske avis Le Soir 1.6.19. Den skriver også, at Kina indtil nu har været parat til at ofre sit miljø til fordel for økonomisk vækst, således at Vesten kunne prale af at være ren.

Udvinding og raffinering af REE er meget forurenende, især hvis der følger uran og thorium med. Derfor blev REE-udvinding outsourcet til bl.a. Congo, Kazakhstan og Kina efter 2000. Pitron skriver i ovennævnte bog, at Vesten er medskyldig i denne forurening: vi får renere byer, men samtidig bliver fjerne egne ødelagt af forurening. Det skønnes, at i løbet af de næste tre årtier vil 7,5 mia. mennesker forbruge flere metaller end de foregående 2500 generationer.

Under besøget i Kujalleq Kommune sagde Carla Sands, at ”potentialet for mineralressourcer i dette område er stort og vil hjælpe med at berige og diversificere Grønlands økonomi” (Sermitsiaq 26.7.19).

Men Kvanefjeldsprojektet vil næppe berige Grønlands økonomi. Bl.a. skal der sættes mange penge af til miljøovervågning i flere tusinde år. Hvis alle ressourcer udnyttes, vil REE-minen i Kvanefjeld producere op til en mia. tons urantailings/affald, der skal deponeres i søen Taseq. Mineselskabet har endnu ikke gjort rede for tekniske detaljer for de dæmninger i søen, der skal tilbageholde affaldet. 

Man kan godt forstå Trumps interesse. Men vil Grønland ofre sit miljø på langt sigt for en kortsigtet økonomisk vækst? 

Forureningsrisikoen er stor på grund af gråbjerge (stenaffald) og især de mio. af tons uranaffald, der producerer radioaktive efterkommere i mia. af år. Det bør nævnes, at byen Narsaq ligger mindre end 10 km fra minen.

Desuden har mineselskaber det med at forsvinde eller gå konkurs, når der skal ske naturgenopretning efter en minelukning. Der er således mange usikkerhedsmomenter forbundet med Kvanefjeldsminen, herunder hvordan den vil opføre sig i et sårbart arktisk miljø. 

Lic. scient. Kim Pilegaard, nu professor på DTU, konkluderede i sin Risø-Miljørapport om Kvanefjeldsprojektet (udgivet i 1990), at fluorid, som er meget giftigt, også vil lække fra minen. Derved vil fluorid være i alt, hvad fårene indtager også som partikler i den indåndede luft, således at fårene kan risikere at blive forgiftet med fluorid. Kort sagt, minen vil forurene områder, der betegnes som Grønlands Spisekammer.



Grønland er i et svært dilemma. Der mangler arbejdspladser, folk rejser. Men ønsker grønlænderne virkelig at slide naturgrundlaget ned, så det kan true deres efterkommere i generationer frem?

Skrevet af Anne Albinus

mandag den 29. juli 2019

Når det ikke længere giver mening at høre ”begge Sider”

Dette er den nedslående overskrift på Lasse Jensens kommentar i ”Information” sidste onsdag (1). 
Det er svært for seriøse medier, selv BBC, at opretholde balancen i nyhedsdækningen, ja i det hele taget at præcisere, hvad det vil sige at ”holde balancen”, når det drejer sig om spørgsmål, der ikke bare kan besvares med et ”ja” eller et ”nej”.
De føler sig tvunget til at give taletid til ”eksperter”, hvis udtalelser de kun har begrænsede muligheder for at udfordre, og det slider på troværdigheden, når alle kan se, at disse personer slipper alt for let fra det.
Hertil kommer, at brugerne altid kan zappe hen til en nyhedskilde, der leverer lige netop det, de ønsker. Og mange ønsker desværre at ”plaske i sine egne fordommes lune badevand”, som det udtrykkes. 
Men hvad kan man så gøre for at hælde koldt vand i badekarret? 
Der er ingen lette løsninger. Internettet muliggør gentagelse, gentagelse og atter gentagelse af de samme, dumme udsagn, og det virker nedbrydende på den offentlige debat.
Det positive er den lette adgang til informationer af enhver art, som internettet også giver, og mange brugere interesserer sig for langt flere emner og har langt større forventninger til medierne, end de havde før i tiden. Brugere, som ikke allesammen ønsker at blive talt efter munden.
Det er derfor svært for det enkelte medie at imødekomme brugernes mangeartede behov med begrænsede journalistiske resurser og på en begrænset plads (2). 
Det er også en del af det problem, LJ beskriver, og det kan der gøres noget ved.
For LJ’s betragtninger, hvor rigtige de end er, giver kun en ufuldstændig beskrivelse af virkeligheden i de net-baserede medier. Blandt de mange ”uautoriserede” nyhedskilder er der faktisk nogen, der prøver at tage deres ansvar alvorligt. Måske er de få, men de findes. 
De ser det som deres opgave at skabe offentlig opmærksomhed om emner, de synes er underbelyst i de etablerede medier. De opretter hjemmesider med information om emnet, og de skriver kommentarer, der ofte har faglig tyngde, selvom de af og til kan virke monomane og skingre. 
Disse ”niche-medier” har indsigt og tid, og de har noget at byde på, som burde interessere langt flere end de få, der allerede kender dem. Noget, der også kan hjælpe de seriøse medier til at fastholde deres centrale rolle i den offentlige debat.
Når de seriøse medier har givet taletid til tvivlsomme eksperter, kan niche-folkene efterfølgende afsløre dårlig argumentation og vigtigmåseri i deres udtalelser. Måske gør de det allerede, men da de tit arbejder isoleret, kommer deres kritik sjældent ud til ret mange.
De kan også udfordre institutioner, som har økonomisk mulighed for at få fremstillet forkromede lige-til-at-trykke-artikler, hvor det arrogante udtryk erstatter det reelle argument. Ved første blik vil sådanne partsindlæg, fabrikeret af folk, der har lært, hvordan man gør den slags, se afbalancerede, seriøse og trykkemodne ud. Omvendt vil mod-indlæg, skrevet af folk, der ikke har været på de samme kurser, ofte blive afvist som følelsesbetonede og useriøse, uanset indholdet. Niche-medierne har desværre lang erfaring med denne form for manipulation og kan bidrage til at sikre, at der bliver holdt fokus på indholdet i stedet for på indpakningen.
Et tættere samarbejde mellem de seriøse medier og niche-medierne kunne være vejen til en mere alsidig nyhedsdækning. De sidste kan hjælpe de første med at dække enkeltsagerne, mens de første kan hjælpe de sidste med at nå ud til mange flere.
Kulturforskelle gør utivlsomt, at det vil være svært at etablere et sådant samarbejde. Men det er værd at forsøge, og vi må teste de muligheder, der er, og ikke bare resignere overfor fordummelse og manipulation.
Det skal give mening at høre ”begge sider” i en sag. Men der skal også stilles spørgsmål, og der skal insisteres på, at de bliver besvaret ordentligt. Det handler ikke om at afbalancere sandhed med løgn, men om at afbalancere argumenter med modargumenter.
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:
  1. Kommentar i ”Information” (24.07.19). Ikke online.
  2. Se for eksempel overskrifterne i ovenstående udgave af ”Information”. De spænder vidt, kan man vist roligt sige.


Efterskrift. Ovenstående kommentar er skrevet på basis af Annes og mine oplevelser i sagen om det radioaktive affald i perioden 2012-18. Vi har ønsket, at Atom Posten spillede den rolle som niche-medie, der er skitseret ovenfor. Om det er lykkedes, må andre bedømme.

tirsdag den 11. juni 2019

Har Anne vundet Kampen mod Kernekraft i DK?


Holger Skjernings svar til Annes indlæg på Altinget om det radioaktive affald (1) fortjener en særskilt kommentar på grund af den afsluttende, mistrøstige konstatering:
”Du har vundet kampen imod kernekraft i Danmark, bl.a. vha argumentation, som den, du bruger her”
Denne konstatering bygger på en misforståelse af den rolle, de fem (nu nedlagte) borgergrupper (2) mod deponering af radioaktivt affald og (i al beskedenhed) vi selv, har spillet.
Udgangspunktet var beslutningen fra maj 2011 om at slutdeponere det danske radioaktive affald i en af de fem kommuner (Struer, Skive Kerteminde, Lolland og Bornholm). 
Borgergrupperne og Atom Posten pegede på, at
  • disse planer ville få stor, negativ betydning for borgerne i den kommune, der blev påtvunget et slutdepot 
  • disse planer var dårligt underbygget, fordi de i vid udstrækning var baseret på såkaldte sikkerhedsanalyser (3)
  • omdefineringen af de 233 kg særligt affald fra højaktivt til langlivet mellemaktivt affald, som helt tydeligt var en fidus, der skulle tjene til at legitimere en ringere og dermed billigere slutdeponering af affaldet (4)
  • forskere, ansat ved danske universiteter, har været meget tilbageholdende med at deltage i debatten, og det kunne tyde på, at det er så som så med disse menneskers reelle ytringsfrihed.
Disse indvendinger har vi gentaget den ene gang efter den anden, uden at vores modpart har nedladt sig til at svare. 
I al den tid sagde vi meget lidt om kernekraft. 
Men vi var naturligvis opmærksomme på, hvad der skete på den front. Undertegnede fik den ide, at kernekraft-tilhængerne måske kunne se fordelen ved at støtte tanken om mellemlagring af affaldet, fordi en sådan udmelding kunne styrke tilhængernes image som mennesker med respekt for miljøet. Ekstraudgiften til et mellemlager er jo småpenge i forhold til, hvad det koster at udvikle og bygge nye reaktorer. Jeg skrev derfor et nogle kommentarer og afventede svar (5).
Der kom intet svar.
Vi bilder os ikke ind, at alle og enhver læser Atom Posten. Men nogen gør det altså. Og jeg tror ikke, man skal være hverken psykolog eller politisk kommentator for at regne ud, hvilket indtryk dette må have gjort på læsere, hvoraf flere i forvejen var skeptiske overfor kernekraft og utrygge ved den måde, denne sag bliver præsenteret på overfor offentligheden. Disse mennesker har måttet spørge sig selv, om ikke det var en uudtalt præmis for indførelse af kernekraft, at det radioaktive affald fra de nye reaktorer efter passende omdefinering skulle dumpes på et sted, der var udvalgt efter politiske kriterier.
Forløbet pegede på et dybereliggende problem, nemlig at kernekrafttilhængere og -modstandere overhovedet ikke talte med hinanden, men levede i to helt forskellige verdener, hvor man havde meget forskellige (men desværre uudtalte og uerkendte) syn på, hvad der var rigtigt og forkert i denne sag.
Her var det, at undertegnede som udenforstående iagttager mente, at han kunne række de to parter en hjælpende hånd ved at foreslå, at de satte sig sammen og fandt en af begge parter accepteret løsning på et problem af fælles interesse (6). Jeg foreslog CO2-udledningen ved de forskellige energi-teknologier, fordi jeg ved flere lejligheder var blevet irriteret over at se påstanden om, at kernekraften var helt CO2-fri. Der er også andre muligheder. 
Jeg er ikke i tvivl om, at et sådant samarbejde, der præciserede grundlaget for kernekraft-diskussionen og dermed for uenigheden mellem tilhængere og modstandere, ville gøre denne diskussion lettere at forstå for de mange, der nu bare lukker øjnene for den.
Heller ikke dette forslag har fremkaldt nogen reaktion.
Dette gælder både tilhængere og modstandere af kernekraft. Men det må være tilhængerne, der tager initiativet, for det er dem, der har bevisbyrden.
Det er derfor ikke korrekt at hævde, at Anne ”har vundet kampen imod kernekraft i Danmark”. Af den simple grund, at hun har beskæftiget sig med helt andre emner end kernekraft i størstedelen af den periode, det drejer sig om.
Mere korrekt er det at hævde, at tilhængerne har tabt kampen, fordi de ikke har forstået deres opgave.
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:


  1. Se også Annes kommentar på Atom Posten (08.06.19).
  2. I maj 2011 blev der dannet borgergrupper mod deponering af radioaktivt affald i hver af de 5 kommuner. Disse er siden nedlagt og erstattet med den landsdækkende: ”Borgergruppen for en forsvarlig Håndtering af det danske Atomaffald”. Se kommentar i Atom Posten: ”Farvel til de gamle Borgergrupper og Goddag til den nye” (11.06.18).
  3. Sikkerhedsanalyser (egentlig risiko-analyser) er matematiske modeller, som bruges til at vurdere sikkerheden i komplicerede systemer. De er baseret på nogle forudsætninger, som myndighederne ikke har villet/kunnet gøre rede for, og som jeg ærligt talt tvivler på, de forstår. Se også notatet: ”Bemærkning om brug af matematiske Modeller til Risikovurdering” samt flere kommentarer i Atom Posten.
  4. De 233 kg særligt affald har vi beskæftiget os så meget med, at jeg ikke orker at referere til alle de kommentarer, vi har skrevet på Atom Posten om denne sag.
  5. Se kommentarer i Atom Posten: ”A-kraft og Modstand mod Slutdeponering” (18.05.14), ”Genbrug af Atomaffald” (23.02.15), ”Atomkraft og Atomaffald i Danmark – en Oversigt” (03.04.15), ”Atomkraft og Villagrunde” (03.03.16), ”Breaking News: Thorium er ikke Grundlaget for den nye Regering” (30.11.16), ”A-kraft uden CO2?” (02.05.17), ”A-kraft og radioaktivt Affald” (29.05.17). Herefter har vi ved flere lejligheder kommenteret kernekraftspørgsmål.
  6. Se kommentaren: Dialog om A-kraft” (06.06.18).

Kina vil ikke længere påtage sig miljømæssige Omkostninger ved REE Miner

Flg. læserbrev er bragt i Sermitsiaq uge 23


Udvinding af sjældne jordarters metaller, de såkaldte REE, er kendt for at medføre tunge miljømæssige omkostninger. Kina har 1/3 af verdens reserver og står for cirka 90 procent af verdens REE-forsyning. I det indre Mongoli ligger den åbne mine Bayan Obo, der producerer cirka 1/2 af verdens forsyning. REE bruges som bekendt bl.a. i mobiltelefoner, hi-tech biler og våben.

If. Daily Mail (23.4.12) er der ikke mange journalister, der har besøgt Bayan Obo minen. Den udspyr 420.000 kubikmeter giftig gas for hvert ton REE, der udvindes, sammen med surt spildevand og radioaktivt materiale.

I Berlingske kunne man 11.10.2013 læse: "Men da udvinding af sjældne jordarter, især hvis der følger uran med, kan føre til miljøsvineri og true miljøsikkerheden for arbejdere og omgivende samfund, blev REE-miner fra USA til Europa og Australien lukket på stribe frem til år 2000. Konsekvensen var, at Kina satte sig på stort set hele produktionen og pressede priserne i vejret, ofte til astronomisk niveau." 

Kina var parat til at ofre sit miljø til fordel for økonomisk vækst, og Vesten kunne så prale af at være ren, beretter den belgiske avis Le Soir 1.6.19. If. Le Soir lod de kinesiske myndigheder i marts i år vide, at Kina ikke længere vil påtage sig de miljømæssige omkostninger, der er forbundet med produktionen af størstedelen af verdens REE.

Hvorfor er Grønland så parat til at ofre sit miljø for en kortsigtet økonomisk vækst?

Skrevet af Anne Albinus

China Wrestles with the Toxic Aftermath of Rare Earth Mining 2.7.19 Yale Environment

lørdag den 8. juni 2019

Drop de usande Påstande om det radioaktive Affald på Risø

 "Drop jeres usande påstande om atomkraft" skrev afdelingsleder Bent Lauritzen (BL) Center for Nukleare Teknologier på DTU i et indlæg på Altinget 9.5.19. 

Men BLs påstand om det radioaktive affald på Risø er usand! I sit indlæg hævder BL nemlig, at det radioaktive affald på Risø er 'lavaktivt', hvilket er ukorrekt. Det kan man læse i min kommentar under BLs indlæg.

Det er ikke betryggende at læse BLs påstand, når man samtidig ved, at DTU Nutechs opgave er at rådgive danske myndigheder om nukleare spørgsmål. (1)



Det radioaktive affald på Risø er ikke kun 'lavaktivt' som Bent Lauritzen skriver

Kære Bent Lauritzen, 
Du skriver: 

"Og i modsætning til Danmark, hvor det har vist sig særdeles vanskeligt at finde en acceptabel placering af det lavaktive affald fra Risø, (...)" 

Det er ikke korrekt, at du omtaler det radioaktive affald på Risø som 'lavaktivt'. 

Titlen på den nu skrottede plan fra 4.5.2011 var: "Plan for etablering af slutdepot for lav- og mellemaktivt affald." 

Hos Dansk Dekommissionering er der ikke kun lavaktivt affald, der er både kortlivet og langlivet radioaktivt affald: lavaktivt, mellemaktivt og højaktivt affald. Det højaktive affald (de brugte brændselsstykker) er blevet omdefineret til langlivet mellemaktivt, hvilket er blevet kritiseret af udenlandske eksperter. De brugte brændselsstykker har været udsat for forsøg med meget høj udbrænding, og brugt brændsel klassificeres internationalt som højaktivt affald. Så planen fra 4.5.2011 burde retteligen have heddet lav- mellem- og højaktivt affald. 

1/ I forstudierne maj 2011 står side 15 om affaldet: 


http://docplayer.dk/198677-Forstudier-til-slutdepot-for-lav-og-mellemaktivt-affald-sammendrag-indeholdende-hovedkonklusionerne-og-anbefalinger-fra-tre-parallelle-studier.html 

"Grundlaget for opgaven har jf. Beslutningsgrundlaget været, at de skitserede depoter skulle have en levetid på 300 år. De indledende sikkerhedsanalyser har som delresultat, at den samlede levetid af barrieresystemet for de anbefalede løsninger ligger i mellem 500 og 1000 år. Efter denne periode vil der stadigt være affaldstyper tilbage i depotet, som indeholder væsentlig aktivitet. Det drejer sig om følgende affaldstyper: 

• Type 1 (grafitaffald) 
• Type 8 (sekundært affald fra dekontaminering) 
• Type 12 (eksisterende affald fra HotCell) 
• Type 13 (eksterne strålekilder) 
• Type 14 (særlige strålekilder) 
• Type 15 og 18 (bestrålet uran) 
• Type 16 og 17 (bestrålet brændsel) 
• Type 19 (ubestrålet uran) 
• og i begrænset omfang type 21 (tailings). 

Det er følgende nuklider, som giver anledning til aktiviteten: 
C-14, Ra-226 samt uran og plutonium nukliderne samt disses døtre." 

Citat slut 

2/ Og fra en minihøring i 2005 side 4: 

http://www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Forebyggelse/2004/Juni/~/media/Filer%20-%20dokumenter/Referat.ashx 

Den efterfølgende diskussion: 

Det blev spurgt, om den nuværende mellemlagring er problematisk eller man bare kan lade affaldet stå som nu. Det blev svaret, at den nuværende mellemlagring ikke er noget helsefysisk problem og heller ikke bliver det de næste 100 år. Efter 100 er det svært at sige, om der opstår problemer. Men det kræver en organisation at vedligeholde mellemlagret og det er ikke en slutløsning. Ved at beholde mellemlageret udsætter man egentligt bare problemet til en anden generation. 

Det blev fremført, at hvis Danmark kunne eksportere de 233 kg forsøgsbrændsel kunne alt affaldet uden problemer deponeres terrænnært. Hertil blev svaret, at der også er andet langlivet affald, der vil kræve særlige overvejelser og foranstaltninger ved terrænnær deponering, bl.a. et antal store brugte ά- kilder. Endvidere er der et sorteringsproblem, da noget af det langlivede materiale vil være blandet med kortlivet. Det er således ikke ligetil, at stille det langlivede affald til side og afvente en senere eller anden løsning. 

Citat slut 
..... 


t.o. er planen fra 4.5.2011 blevet skrottet maj 2018. Nedgravningsdybde og depotets sikkerhedshorisont var utilstrækkelig. Processen starter forfra og kan følges her: 
https://ufm.dk/aktuelt/temaer/deponering-af-radioaktivt-affald-i-dk 

Venlig hilsen 

Anne 

Citat slut

Skrevet af Anne Albinus

Henvisning

OECD/NEA 2015 : The Danish Technical University has a special responsibility for maintaining the necessary scientific knowledge base to advise the Danish authorities on nuclear matters. 

torsdag den 18. april 2019

Nyt Indlæg i Føljetonen: ”Atomkraft i DK” !


For nylig har Kim Bjørnstrup (KB) leveret endnu et indlæg for atomkraften og mod atomkraft-modstanderne (1), hvor han udfordrer ”politikere og miljøkrigere” med den voldsomme anklage (2): 
Ifølge KB burde politikere og miljøkrigere i stedet for at udsprede ”en-øjet propaganda” læse lærde værker om fordelene ved atomkraft som den nævnte (3) og undlade at se film som ”Kinasyndromet”, der skaber frygt for katastrofer, som aldrig er indtruffet. 
Nu er det sådan, at KB’s meningsfæller allerede gennem længere tid har fortalt os om den CO2-frie atomkrafts velsignelser (4), om det radioaktive affald, der overhovedet ikke giver problemer (bortset fra steder, hvor man vil slutdeponere det med vold og magt (5)), og om de ubetydelige miljømæssige problemer ved brydning af Uran- og Thoriumholdig malm. 
Af den grund synes jeg, at tilhængere af atomkraft skulle være tilbageholdende med at beskylde os, der er modstandere af atomkraft, for at udsprede en-øjet propaganda.
For selvom vi ikke har studeret hele den omfattende litteratur på området (det er der vel ingen, der har), så ved vi, hvad dette krav skal bruges til. Nemlig til at lamme modstanden ved at stille som betingelse for overhovedet at ytre sig, at modstanderne sætter sig ind i store mængder af svært tilgængeligt materiale.
Denne strategi har været brugt i mange, mange år, og den har ikke virket. Det fremgår også indirekte af KB’s kommentar. 
Hvis tilhængerne havde forstået forhistorien, havde de handlet anderledes. Så ville de have indset, at mange af de problemer, de forsøger at bagatellisere, fortjener at blive taget alvorligt. At modstanden mod a-kraft måske nok for en dels vedkommende er af psykologisk art, men at det er let at forstå, hvorfor det er blevet sådan. At borgerne mange gange er blevet ført bag lyset ved hjælp af den form for ekspertsnak, man kan finde i bøger som (3). 
Så ville de have indset, at det var bedre at møde befolkningen der, hvor den er, at producere ordentligt baggrundsmateriale, som kan underbygge deres standpunkter, og at debattere med atomkraftmodstanderne på lige fod. Om de så stadig ville være tilhængere, er et godt spørgsmål.
Ved at bruge den fremgangsmåde, KB (og mange med ham) har valgt, falder forargelsen tilbage på tilhængerne selv. De vil ikke indse, at det er dem, der har bevisbyrden, og den løftes ikke ved bare at henvise til fjerne autoriteter. 
Forhindringen for indførelse af atomkraft er derfor ikke i første række ”politikere og miljøkrigere”, som KB påstår, men tilhængerne selv. 
Den udbredte forståelse af, at den globale opvarmning i høj grad er menneskeskabt, gav dem en enestående chance for at fremme deres ideer, og den chance har de sat over styr.
Vi andre – kald os bare miljøkrigere – har blot peget på, at tilhængerne slet ikke har overblik over deres projekt, og at de bliver brugt som nyttige idioter af økonomiske interesser, der ønsker atomkraft, udelukkende fordi de kan tjene på det, og som blæser på miljømæssige omkostninger, der ikke rammer dem selv.
Derfor skammer jeg mig ikke over at være modstander af a-kraft, eller for at blive i det franske (6):
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

  1. Kommentar i Berlingske 11.4. af Kim Bjørnstrup, erhvervsmand og forfatter: ”Atomkraft er den eneste mulighed for at håndtere klimaforandringerne”.
  2. ”J’accuse” (Jeg anklager) var overskriften på Émile Zola’s alvorlige anklage mod de franske myndigheder for deres håndtering af Dreyfuss-sagen, bragt i avisen ”l’Aurore” den 13.1.1898.
  3. Joshua S. Goldstein og Steffan A. Qvist: ”A bright future”.
  4. Påstanden om atomkraftens CO2-frihed har vi kommenteret så tit her på Atom Posten, at vi ikke magter at blive ved med at forklare, at den er forkert. Se for eksempel kommentaren: ”Atomkraft i Medierne” (07.02.19).
  5. Atom Posten har kommenteret denne sag mange gange siden november 2012. 
  6. ”Jeg fortryder intet”. Citatet er fra en sang sunget af Edith Piaf med musik af Charles Dumont og tekst af Michel Vaucaire.

mandag den 4. marts 2019

Forskning og Krænkelser


Lederen i denne uges udgave af ”Ingeniøren” (1) har overskriften:
Forskerne føler sig med lederens ord styret, overvåget og underlagt uklare regler for, hvad de må sige og gøre. De klager over topstyring blandt andet på grund af de mange sager, hvor studerende har følt sig krænket over indholdet af universitetslærernes forskning, undervisning og optræden i det hele taget.
I den tunge ende er der historien om statistikeren, som følte sig presset til at holde op med at skelne mellem mænd og kvinder i sin forskning. I den lette ende er der klagen over underviseren, der kom til at sige et grimt ord (2), og protesten mod afsyngelsen af ”Den danske Sang er en ung, blond Pige” (3).
Disse sager er uden tvivl belastende for dem, det bliver klaget over, og lederens konklusion, at kun dialog, ikke regler, kan løse problemer af denne art, er de fleste vist helt med på. Man ved, hvem parterne er, man kan sætte dem over for hinanden, bede dem om at diskutere sagen og finde en mindelig løsning. 
Men topstyringen af dansk forskning er kun i mindre grad forårsaget af sager om krænkelser. Den skyldes i høj grad den måde, forskningen finansieres på. Ministerier og andre offentlige myndigheder har ofte en klar interesse i, at den rådgivning, de modtager fra forskerne, understøtter regeringens politik. Samtidig er universiteterne og de enkelte forskere helt afhængige af de bevillinger, de modtager fra de samme ministerier og myndigheder (4). Der mangler kort sagt ”armslængde” i tildelingen af forskningsmidler.
Dette er et langt større og langt mere kompliceret problem, end når det drejer sig om enkeltpersoner, der føler sig krænket. Desværre er ”Ingeniøren” tavs om denne side af sagen.
Den enkelte forsker kan let føle, at han/hun er udsat for et pres til at se på sit forskningsområde under en bestemt synsvinkel, at opprioritere bestemte dele af det på bekostning af andre og i det hele taget overtage holdningerne hos de myndigheder, der betaler. De risikerer at blive servile medspillere og ikke kritiske modspillere til myndighederne, og det kan have skadelige følger på langt sigt. 
Omvendt kan myndigheder og universitetsledelse bedyre, at de aldrig har lagt det mindste pres på nogen forsker, og at de tværtimod har stor respekt for forskningsfriheden. De er bare nødt til at prioritere og i en given sag udvælge den forsker, som efter deres vurdering er bedst kvalificeret til at løse opgaven, og det er jo borgernes penge, de administrerer. Forskningsfriheden er ikke, og kan aldrig blive, ubegrænset. Der må altid ske en udvælgelse af, hvad der er relevant at forske i. 
Og hvis det benægtes, at der overhovedet er et problem, nytter det ikke at bringe parterne sammen.
”Ingeniøren” har valgt at diskutere de lette spørgsmål: om universitetsansatte i deres arbejdstid må skelne mellem mænd og kvinder, om de må bruge grimme ord, eller om de må synge om unge, blonde piger. 
I stedet burde man have taget den vanskelige diskussion af, hvad forskningsfrihed indebærer, og vel at mærke under de betingelser, der gælder i nutiden. Ikke ud fra en illusion om, at universiteterne ledes af vise oldinge med langt hvidt skæg, som udelukkende tænker på de højeste materier, og som er hævet over ethvert materielt hensyn. 
Man bør nøgternt se på, hvordan disse institutioner faktisk fungerer, og så godt som muligt forhindre, at kortsigtede hensyn får for høj prioritet i forhold til langsigtede. Forskningen skal tjene hele samfundet, ikke kun den siddende regering.
”Ingeniøren” bør gå ind i den diskussion. Måske nogen vil føle sig krænkede, men når forskningsfriheden trues, bør alle lytte. Ikke mindst ”Ingeniøren”.
Skrevet af Jens

Henvisninger:
  1. Leder i ”Ingeniøren” (01.03.19) under mærket thd.
  2. Det ord, underviseren brugte, da han stødte sin tå mod en stol, var grimt (se sidst i lederen). Men enhver, der har prøvet det, ved, at den slags gør nederdrægtig ondt, og for mig er det ubegribeligt, hvordan den episode har kunnet afstedkomme en klage.
  3. Se Højskolesangbogen, hvor sangen i 17. udgave (2000) har nr. 132. Kai Hoffmann’s tekst fra 1924 er måske ikke den helt store poesi, men hvis alt vrøvlet skulle fjernes fra Højskolesangbogen, så ville der ikke blive ret meget tilbage.
  4. Dette problem dukker op i medierne fra tid til anden. Et velskrevet indlæg er Rasmus Ejrnæs’ kronik i Politiken (03.01.14): ”Videnssamfundet skranter”. Se også Atom Posten (07.01.14).