søndag den 26. oktober 2014

Atomaffald: Statsministerens Tomme Ord

I anledning af at Danmark fra 1. januar overtager formandskabet for Nordisk Ministerråd har statsministeren sendt en skriftlig kommentar til Ritzau, der refereres på DR's hjemmeside. Her kan man læse følgende:

"- Det er ikke tilfældigt, at demokratiet og ligheden mellem mennesker har slået så stærke rødder, som tilfældet er i Norden, siger Helle Thorning-Schmidt."

I sagen om slutdeponering af det radioaktive affald fra Risø stikker de demokratiske rødder dog ikke dybt. Både nuværende og foregående regeringer  har optrådt udemokratisk ved at bortvælge frivillighed og vælge en tvangsdeponeringsmodel af det radioaktive affald i en af fem udpegede kommuner. I f.eks. Sverige har en kommune vetoret i en sådan sag. 


Der er heller ikke inddraget uafhængig ekspertise til at granske processen og slutdepotkonceptet som lovet i Beslutningsgrundlaget 2008 side 48, og der findes heller ikke en uafhængig institution i Danmark, som der gør i Sverige, der kan granske i affaldsagen som MKG.se

Det er ellers karakteristik for retssamfund, at der findes uafhængige granskningsinstitutioner.

"- Verden kigger mod Norden, når der skal findes grønne løsninger. Vi er en foregangsregion, når det handler om klima og miljø. Den position skal vi udnytte i fællesskab, siger Helle Thorning-Schmidt."

Det lyder godt, hvis Danmark kan være med i en foregangsregion med hensyn til miljø, men der er ingen tegn på, at Danmark oprigtigt ønsker det inden for f.eks. slutdeponering af sit radioaktive affald. 


På Folkemødet i juni 2013 havde jeg anledning til kort over for statsministeren at udtrykke min bekymring vedr. den påtænkte slutdepotplan. Statsministerens svar var, at affaldet ikke er farligt, hvis det opbevares rigtigt. 

Det er jo ganske vist, men statsministeren og sundhedsministeren skylder da en forklaring på, hvorfor man så stædigt holder fast i en plan om at slutdeponere radioaktivt affald fra Risø i et discount-slutdepot i 0-100 meters dybde med en sikkerhedshorisont på cirka 300-500 år, når der både findes kortlivet og langlivet lav- og mellemaktivt affald, der kræver en helt anden form for slutdeponering end den, der er beskrevet overfladisk i COWI's forstudie fra maj 2011. Noget af affaldet har aktivitet i mere end 500 år, en del endda i op til flere hundrede tusinder år.

Skrevet af Anne

Links

Hvad gør Norge? Hvad gør Danmark? 15.5.2014

Hvad gør Sverige? Hvad gør Danmark? 23.6.2014

Alle høringssvar i forb. med den strategiske miljøvurdering af et slutdepot
for dansk lav- og mellemaktivt affald
Høringssvar fra Sverige og fra Polen side 3: "Ifølge retningslinjerne fra IAEA
kan kun kortlivet lav-og mellemaktivt bortskaffes i depoter, som er foreslået
fra dansk side. Langlivet affald og brugt nukleart brændsel lagres kun i dybe
depoter. I denne forbindelse anmoder den polske part om en afklaring af dette
spørgsmål." - Engelsk udgave af det polske høringssvar lagt på SUM 21.8.14
Læs "svaret" fra SUM til Polen her (side 36)



Pt. har 3 eksperter underkendt slutdepotkonceptet:
  • direktøren i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, MKG.se, Johan Swahn i JP.4.11, i Information 28.11.12 og P4 Bornholm 30.5.13 
  • professor i helsefysik Erling Stranden, Høgskolen i Buskerud, der var formand for det norske Stranden-udvalg vedr. slutdeponering af brugt brændsel og langlivet mellemaktivt affald (i Information 28.11.12) 
  • fysikeren Paul H. Gudiksen, Californien, i Skive Folkeblad 3.5.14. (Radioactive Waste Storage Issues in Denmark). Gudiksen har arbejdet på det statsejede Lawrence Livermore Labs og var med i the Nuclear Regulatory Commission's emergency response team og derfor en af de første på Three Mile Island efter ulykken og en af de første amerikanere i Chernobyl.

fredag den 24. oktober 2014

Atomaffaldet: Har Mørkelygten været brugt i Slutdepotsagen?

I Jesper Tynells "Mørkelygten" beretter ministerielle embedsmænd om politisk tilskæring af tal, jura og fakta i informationer givet til Folketinget. 

Bogen giver et hidtil uset indblik i centraladministrationens metoder til at fremstille en sag som veloplyst, selv om afgørende dele bevidst bliver begravet i mørke. I den lokale dialekt kaldes det "at tage mørkelygten i brug."

Forfatteren og journalisten Jesper Tynell har talt med 45 embedsmænd i bl.a. Udenrigsministeriet, Jutstitsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Integrationsministeriet og Socialministeriet.

I forordet til Mørkelygten står: "Kunsten består ofte i at give offentligheden et bestemt fortegnet indtryk af virkeligheden uden at ministeren eller ministeriet af den grund kan fanges i at tale direkte usandt eller i at foretage sig noget klart ulovligt, forklarer en række embedsmænd i bogen: at kommunikere, så borgere, journalister og folketingsmedlemmer lader sig vildlede, uden at det kan dokumenteres, at det har været hensigten. Uden at påføre ministeriet og ministeren for store risici. Dét er kunsten."

Noget kunne tyde på, at man også i Sundhedsministeriet kender til brug af mørkelygten. Atom Posten har flere gange skrevet om de mange vildledninger, ikke-svar, udenomssvar og fortielser, der har præget sagen om et slutdepot for radioaktivt affald.

Et
eksempel fremgår af en korrespondance i forb. med den manglende lovede inddragelse af uafhængig udenlandsk ekspertise til at granske slutdepotprocessen og konceptet. Yderligere eksempler i sagen kan findes her.

I slutkapitlet til Mørkelygten "Sandhedens klæder - Konklusioner" citeres en af de medvirkende embedsmænd for at have sagt flg. side 319: "Succeskriteriet for en institution og en embedsmand er selvfølglig at ministeren kommer igennem med det han gerne vil."

Spørgsmålet er om det gælder uanset hvad de menneskelige omkostninger måtte være for dem, der bor i nærheden af de udpegede 6 lokaliteter, der er udpegede som mulige placeringer for et slutdepot for radioaktivt affald.

Selvfølgelig skal en embedsmand loyalt hjælpe ministeren med at komme igennem med hans/hendes politik, og selv­følgelig skal det være karrierefremmende, hvis embedsmanden er dygtig til det. Hvis embedsmanden følger sin politiske chefs ønsker, ligger ansvaret hos sidstnævnte.

Men der må være en grænse for hjælpsomheden. I situatio­ner, hvor en minister bruger embedsmandens sagkyndige vurdering som alibi for sin politik, er rollefordelingen en anden, fordi ministeren kan spille på, at han er tvunget til at gøre, som han gør (og gerne vil gøre), når sagkundskaben har talt.

I den slags situationer har embedsmanden et selvstændigt moralsk ansvar. Han /hun kan ikke både være den uafhængige sagkyndige og samtidig den loyale embedsmand, der følger chefens ønsker.

Denne dobbelthed har været tydelig i sagen om det radioaktive affald. Ikke kun de forskellige sundhedsministre, men også flere embedsmænd har et ansvar for, at sagen er blevet forkludret, og at de menneskelige omkostninger for beboerne i nærheden af de udpegede lokaliteter har været så høje.

Må Tynells bog mane til bevidstgørelse om de mange faktorer, der kan medvirke til, at et demokratisk system undergraver sig selv indefra ved hjælp af føjelige embedsmænd og ministres visnende demokratiske værdier.




Skrevet af Anne

Kilde

MørkelygtenEmbedsmænd fortæller om politisk tilskæring af tal, jura og fakta,
Jesper Tynell, Gyldendal 2014

Politiske embedsmænd og demokratisk tusmørke Anmeldelse i Information af Michael Gøtze og Jens Elo Rytter 24.10.14

søndag den 19. oktober 2014

Kommentar til PLAN FOR ETABLERING AF SLUTDEPOT FOR DANSK LAV- OG MELLEMAKTIVT AFFALD – MILJØRAPPORT

Denne rapport er sendt til høring, og fristen for høringssvar er 5. december 2014. Modtagelsen af den har ikke været overstrømmende.

I ”Information” (16.10.14) har journalist Ulrik Dahlin en skarp kommentar til, at rapporten affærdiger borgernes bekymringer ved planen (som man selv har bedt dem om at formulere) som udtryk for mangelfuld viden om de reelle risici.

Prof. Lone Kørnøv fra Det Danske Center for Miljøvurdering (DCEA) kritiserer i samme artikel, at de tre spor i affaldssagen (slutdeponering, mellemlagring og eksport) ikke behandles ligeværdigt.

I ”Bornholms Tidende” (17.10.14) har formanden for BOMA, Louise Haxtausen, betegnet den som arrogant og ensidig.

Og rigtigt er det, at rapportens afsnit 4 omtaler borgernes bekymringer på en måde, der er nedladende og usandfærdig, uden at de får mulighed for at tage til genmæle. Jeg har derfor ikke meget at føje til ovennævnte kommentarer.

Bortset fra en ting: Jeg mener ikke, at SUM / Rambøll har noget alternativ til at fremstille sagen på denne måde.

Slutdeponeringsprojektet ville fremstå som et overgreb mod befolkningen i nærheden af slutdepotet, hvis 


  • SUM / Rambøll indrømmede, at borgernes bekymringer var velbegrundede. 
  • SUM / Rambøll indrømmede, at deres vurdering af depotets sikkerhed er forbundet med usikkerhed. 
  • SUM / Rambøll indrømmede, at de udenlandske kommentarer til de danske slutdepotplaner er særdeles kritiske. 

Det hele ville bryde sammen, hvis man ikke kan bevare illusionen om, at ”sagkundskaben” (og det er i denne sammenhæng udelukkende den danske sagkundskab, som man jo ved, hvor man har) er i gang med dybtgående analyser af slutdepotkonceptet på et objektivt og strengt videnskabeligt grundlag.

Det hele ville bryde sammen, hvis man erkendte, at Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS), som hører under sundhedsministeriet, har svært ved at optræde som uafhængig tilsynsmyndighed i denne sag.

Eller hvis man indrømmede, at borgerne havde gjort en stor indsats for at belyse sagen, og ovenikøbet havde fundet et alternativ (mellemlageret), som sagkundskaben havde overset.

Hvorfor skal denne illusion opretholdes, når den er så let at gennemskue?

Det skal den, fordi folketingets medlemmer – med få undtagelser – ikke ønsker at se virkeligheden i øjnene, når det drejer sig om det radioaktive affald.

Skrevet af Jens

torsdag den 16. oktober 2014

Atomaffald: Skyld og Skam

Information tager 16.10.14 fat i Rambølls miljørapport til Sundhedsministeriet/SUM om Plan for etablering af slutdepot for lav og mellemradioaktivt affald, der er sendt til høring i Danmark og nabolandene.

Jeg har tidl. skrevet om Sundhedsministeriets magtarrogance i forbindelse med sagen om et slutdepot, og det afsnit, som Information fremhæver fra miljørapporten, understreger modbydeligheden i processen.

Borgerne skal påduttes en skyld og en skam som følge af uvidenhed, der kommer til udtryk gennem deres bekymringer. Men to helt centrale spørgsmål rejser sig: 
  1. Hvem mangler viden om de reelle risici i realisering af planen? Borgerne eller de involverede myndigheder? 
  2. Hvem har ansvar for uvidenheden? Borgerne eller de involverede myndigheder?

Manglende viden om reelle risici

I Miljørapporten skriver Rambøll om interessenternes/borgernes bekymringer på f.eks. Lolland, i Sammenfatningen side 92: 

"Bekymringerne retter sig mod et bredt og diffust risikobillede, som peger på manglende viden om de reelle risici involveret i realisering af planen". citat slut.

Borgernes manglende viden om de reelle risici involveret i realisering af planen, kan sagtens afspejle myndighedernes manglende viden eller manglende vilje til åbenhed og transparens, der igen kan skyldes enten mangel på reel viden eller forsøg på at skjule noget. Hvorfor skulle Sundhedsministeriet ellers svare udenomhøringssvarene fra Sverige, Tyskland og Polen? Polen stiller bl.a. et kritisk spørgsmål til planen, som er lig med et spørgsmål bl.a. borgergrupperne og en svensk kerneaffaldsekspert fra MKG har stillet.

Polens høringssvar side 3: "Ifølge retningslinjerne fra IAEA kan kun kortlivet lav-og mellemaktivt bortskaffes i depoter, som er foreslået fra dansk side. Langlivet affald og brugt nukleart brændsel lagres kun i dybe depoter. I denne forbindelse anmoder den polske part om en afklaring af dette spørgsmål." Citat slut.

I høringsnotat side 36 fra 22.9.14 kan man læse SUM's ikke-svar til Polen.

Mht. myndighedernes ansvar for borgerens ringe oplysningsniveau henviser jeg til mit blogindlæg om Dansk Dekommissionerings forsøg på vildledning om det historiske affald på borgermødet i Rødbyhavn. Atom Posten har også skrevet om flere andre vildledningsforøg på bl.a. borgermøderne i Hvidbjerg på Thyholm, i Kerteminde og i Skive.

Manglende kendskab til fremadrettet proces

Miljørapporten skriver, at interessenterne/borgerne ikke har tilstrækkeligt kendskab til den proces, der vil foregå fremadrettet.

Til det kan man blot fremføre, at den ansvarlige for dette manglende kendskab er Sundhedsministeriet selv, der aldrig har levet op til løfterne i Beslutningsgrundlaget 2008 (side 6) om et højt informationsniveau, åbenhed og dialog med offentligheden. 

Skrevet af Anne



tirsdag den 14. oktober 2014

Politikens Ressourcer

Politiken har på det sidste optaget flere indlæg om energi, klima mm., heriblandt to gode kronikker om det radioaktive affald 1), og den 10. oktober udsendte avisen tillægget: ”Ressourcer” 2) om dette emne. Det er tydeligt, at Politiken har ambitioner om at blive organet for den højeste energi- og klimaoplysning.

I sin introduktion til tillægget skriver bladets internationale redaktør, at ”a-kraft kan være en genvej til lavere CO2-udledning og større uafhængighed af gas fra Rusland”. Det er det centrale tema, men introduktionen handler næsten mere om Politikens problemer med at tage dette emne op end med emnet selv. Der skal undskyldes og beroliges i et væk, og vi bliver forsikret om, at Politiken slet ikke har politiske hensigter med at skrive om atomkraft.

Det er et godt spørgsmål, hvilke andre hensigter, Politiken så har haft med at udsende et tillæg om dette stærkt politiske emne. Men man er på det rene med, at i den nuværende situation vil flertallet af læserne opfatte det som kontroversielt, at bladet skriver om a-kraft som en mulighed og uden straks at tage afstand. Man har erkendt, at på dette område betyder signalerne mere end argumenterne.

Det bliver stadig mere påtrængende at bremse væksten i atmosfærens indhold af CO2, og de teknologier, der skaffer os energi, udvikles hastigt. Derfor må mange standpunkter og holdninger, der var respektable i forfjor, tages op til revision. Problemet (som Politiken ganske rigtig har set) er, at det bliver de ikke.

For os, der har oplevet forløbet med det radioaktive affald, er det dog klart, at der er andre og større problemer i denne sammenhæng.

Vi må se i øjnene, at meget få behersker dette store område. Derfor skal vi væk fra den form for debatindlæg, hvor der (som i introduktionsartiklen) bliver præsenteret en masse oplysninger uden indbyrdes sammenhæng. De betyder meget lidt for argumentationen, og det åbenlyse formål er at vise et overblik over emnet, som den skrivende sjældent er i besiddelse af.

Brug af taleksempler tjener samme formål. For eksempel optræder der i ressourcekronikken: ”Atomkraft 2.0” 2) af Mark Lynas en uranklump på størrelse med en golfbold, der angiveligt skulle kunne levere al den energi, et menneske bruger i hele sit liv.

Var det ikke en ide, om nogen regnede videre på dette eksempel? For eksempel regnede ud, hvor store mængder af radioaktive og giftige affaldsstoffer, der dannes, når ”golfbolden” bliver fremstillet, hvor meget radioaktivt affald der dannes, når energien bliver udvundet, og så videre.

I betragtning af, hvor vigtigt og hvor komplekst emnet er, var det så ikke bedre at være lidt ydmyg og prøve at forklare og overbevise i stedet for bare at imponere? At prøve at forstå modpartens tankegang? Ja, bare at anerkende, at der er en modpart, som har sine grunde til at mene, som han/hun gør?

Nogle af de eksperter, der udtaler sig, er ansat af a-kraft-lobbyen, og det er miljø-organisationerne ikke tilfredse med. Men ytringsfriheden gælder altså også for ansatte i a-kraft-lobbyen. Miljøorganisationerne bliver nødt til at stille med folk, der fagligt set kan hamle op med lobbyisterne, og som kan påvise, at lobbyisternes argumentation ikke hænger sammen. Det er for nemt at påstå, at folk har uret, alene fordi de er ansat i bestemte virksomheder.

Mark Lynas hævder i sin kronik, at enhed gør stærk, og man fornemmer, at dette også er Politikens håb: at de gamle stridsøkser kan begraves, og at verden kan reddes ved, at alle løfter i flok.

Det er en smuk tanke, men det er naivt at tro, at det går så let. 


Meningsforskellene er der, og de skal diskuteres, ikke bagatelliseres.

Skrevet af Jens

Referencer: 

1. Et hul i jorden af forfatteren Martin Krogh Andersen Politiken 9.8.14 og

Radioaktivt affald er også et etisk problem af Studiekredsen Atomaffaldsetik Politiken 8.10.2014 

2. ”Ressourcer” Tillæg til Politiken 10.10.14

Mark Lynas: ”Atomkraft 2.0” Ressourcekronik i ovenstående tillæg

tirsdag den 7. oktober 2014

Atomaffald: Høringsnotat – Scoping (2)

Denne kommentar er en fortsættelse af: ”Atomaffald: Høringsnotat – Scoping (1)” (05.10.14), og vi tager lige den centrale passage i notatet en gang til:

”Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse vurderer ikke, at mellemlagerløsningen og udlandssporet i lovens forstand er ”rimelige alternativer” i forhold til miljøvurderingen af et slutdepot. Baggrunden for denne vurdering er, at en mellemlagerløsning ikke på langt sigt kan erstatte en slutdepotløsning.”

Dette er altså SUM’s strategi i forsøget på at gennemføre slutdeponeringen af det radioaktive affald. Udlandssporet har aldrig været andet end blålys, og en mellemlagerløsning kan efter ministeriets vurdering ikke erstatte en slutdepotløsning på langt sigt. Så er der kun slutdepotet tilbage, og alle indvendinger mod det kan afvises med, at der jo ikke er andre muligheder.

SUM’s vurdering hviler på den påstand, at den tænkepause på ca. 100 år, hvor det radioaktive affald skal ligge i mellemlageret, ikke kan bruges til noget. Man vurderer altså, at der ikke vil ske nogen som helst fremskridt med hensyn til håndtering af radioaktivt affald i denne periode.

Det forudsætter: 

  • at udviklingen af teknologier, som gør det muligt at uskadeliggøre dele af affaldet ved kerneomdannelse, vil gå helt i stå 
  • at al geologisk forskning vil stoppe, så kendskabet til undergrunden i 2114 vil være nøjagtig som nu
  • at embedsmændene i den tids sundhedsministerium vil tænke og handle fuldstændig som deres kolleger hundrede år tidligere, således 
  • at disse embedsmænd i 2114 stadig vil gå ind for et slutdepot som det, man planlagde i 2014 

Hvis disse påstande ikke holder, falder SUM’s argumentation til jorden. Hvis der i løbet af de næste hundrede år sker fremskridt af betydning på de nævnte felter, er ministeriets vurdering forkert.

Og disse påstande holder selvfølgelig ikke. Når man ser på, hvad der er sket inden for naturvidenskab og teknologi siden 1914, er det absurd at hævde, at der ikke vil ske nogen som helst fremskridt i de næste 100 år. Der er tværtimod al mulig grund til at tro, at der vil blive fundet mange forbedringer i behandlingen af radioaktivt affald, og vi har hårdt brug for disse forbedringer.

Konklusionen må derfor være den omvendte af SUM’s: at slutdepotet ikke kan erstatte mellemlageret. Selv det mest raffinerede spin kan ikke skjule, at ministeriet er på vildspor i denne sag.

Man bør derfor droppe forsøget på at luske slutdepotet igennem med en begrundelse, der er mere end tvivlsom. Fremgangsmåden styrker mistroen til embedsværket, og det vil besværliggøre arbejdet med at finde bæredygtige løsninger i fremtiden. Sagen om det radioaktive affald skal belyses, ikke forplumres.

Det vil nogen måske opfatte som et nederlag. Men er det ikke bedre at se virkeligheden i øjnene og komme videre?

Maleren René Magritte, der om nogen kunne se virkeligheden i øjnene, udtrykte det (omtrent) således:

”Man skal ikke frygte sollyset under påskud af, at det næsten altid har tjent til at oplyse en elendig verden.”

En elendig verden kan nemlig forbedres. Men kun hvis den er oplyst, så man kan se, hvad der skal forbedres.

Skrevet af Jens

Henvisninger: 

Miljøvurdering af plan for etablering af slutdepot for dansk lav- og mellemaktivt affald. Høringsnotat – Scoping. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Enhed: Sygehuspolitik. Sagsbeh.: SUMTK. Sags nr. 1 305 421. Dok. Nr. 1 528 936. Dato: 22. September 2014. Citatet er fra afsnit 2.1.2.

Michel Draguet: ”Magritte” (Folio biographies, 2014). ”Il ne faut pas craindre la lumiere du soleil sous prétexte qu’elle n’a presque toujours servi qu’à éclairer un monde misérable”.

søndag den 5. oktober 2014

Atomaffald: Høringsnotat – Scoping (1)

Ministeriet for sundhed og forebyggelse (SUM) har udsendt et notat med resumé af høringssvarene i scoping-fasen for ”Miljøvurdering af plan for etablering af slutdepot for dansk lav- og mellemaktivt affald” 1). Desuden er der kommentarer fra tre af vores nabolande, som ifølge Espoo-konventionen også skal høres.

Når man læser høringssvarene fra de berørte kommuner, borgergrupper og andre lokale aktører, er man ikke i tvivl om, at etablering af et slutdepot vil have alvorlige og uoprettelige følger for den egn, det går ud over. Det er sagt før, men det kan ikke siges for tit.

Høringssvarene 
fra Tyskland, Sverige og Polen indeholder en stærk, generel kritik af de danske planer: De er for upræcise, de giver utilstrækkelig sikkerhed mod udsivning af radioaktive stoffer, og de lever ikke op til de internationale forpligtelser, Danmark har påtaget sig. 

Alt i alt bliver de danske slutdepot-planer kritiseret sønder og sammen.

Sundhedsministeren har ikke fundet anledning til at kommentere disse svar, så i mangel af bedre må høringsnotatet tages som udtryk for, hvordan regeringen stiller sig til kritikken.

I notatets afsnit 2.1 bemærkes, at:

”der (har) været fremsat bemærkninger af mere generel karakter, herunder bemærkninger som ikke vedrører afgrænsningen af, hvilke emner der skal behandles i miljørapporten”

Disse bemærkninger angår dels den politiske beslutningsproces og dels, at eksport og mellemlagring af affaldet ikke er inddraget som rimelige alternativer til slutdeponering. Bemærkningerne afvises over en kam med henvisning til, at de ikke er relevante for miljøvurderingen.

I SUM er der åbenbart ingen forståelse for, at den politiske beslutningsproces i denne sag har været bagvendt. At man allerede i 2003 lagde sig fast på, at affaldet skulle slutdeponeres uden at undersøge andre muligheder, og først i 2013 modstræbende accepterede, at eksport- og mellemlager-sporene også skulle undersøges.

Myndighederne forventer åbenbart, at borgerne i de berørte kommuner er parate til at diskutere detaljer i forbindelse med etablering af et slutdepot, før man har diskuteret, om affaldet overhovedet skal anbringes i et slutdepot. Borgerne har hele tiden tilkendegivet, at det er de ikke.

Eksportsporet har i længere tid kunnet bruges til at stikke blår i øjnene på folk, men nu går den ikke længere, og så bliver det droppet. Det er forståeligt, men vi kunne være sluppet for megen uproduktiv ønsketænkning, hvis man havde gjort det noget før.

Om mellemlageret hedder det:

”Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse vurderer ikke, at mellemlagerløsningen og udlandssporet i lovens forstand er ”rimelige alternativer” i forhold til miljøvurderingen af et slutdepot. Baggrunden for denne vurdering er, at en mellemlagerløsning ikke på langt sigt kan erstatte en slutdepotløsning. Efter affaldsdirektivet, skal der på sigt træffes beslutning om en slutdeponering.”

Det er det centrale sted i notatet, nøglen til forståelse af ministeriets strategi.

Mellemlageret vil blive afvist, fordi det efter ministeriets vurdering ikke anses for at være et ”rimeligt alternativ” til slutdepotet. Slutdepotet er så den eneste tilbageværende mulighed, og planerne for det er så løst skitseret, at de let kan tilpasses de økonomiske rammer, sundhedsministeriet får stukket ud.

Denne del af notatet vil blive kommenteret særskilt på et senere tidspunkt.

Høringssvarene indeholder en lang række omstændigheder, der hver især taler mod slutdeponering af det radioaktive affald på de forskellige lokaliteter. De bliver for de flestes vedkommende ”taget til efterretning”. Med ovenstående in mente kan man forestille sig, hvilken betydning, de vil få, når afgørelsen skal træffes.

Spørgeundersøgelsen fra Det Danske Center for Miljøvurdering (DCEA 2) viser, at borgerne ikke har tillid til myndighederne i denne sag. Høringsnotatet af 22.9.14 viser hvorfor.

Skrevet af Jens



Referencer:

1. Miljøvurdering af plan for etablering af slutdepot for dansk lav- og mellemaktivt affald. Høringsnotat – Scoping.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Enhed: Sygehuspolitik.

Sagsbeh.: SUMTK. Sags nr.: 1305421

Dok. Nr.: 1528936

Dato: 22. september 2014 

fredag den 3. oktober 2014

Atomaffald: Sundhedsministeriets Magtarrogance

DR skriver 30.9.14, at Sundhedsministeriet er ked af, at borgerne ikke har tillid til dem i atomaffaldssagen, og at man har taget en række initiativer for at oplyse borgerne i sagen.

Jeg spørger: Hvilke initiativer er der taget for at oplyse borgerne i sagen udover diverse links på SUM’s hjemmeside til dokumenter, som borgerne i nogle tilfælde selv har måttet rykke for? 


De 5 borgermøder, der blev holdt i foråret 2014, var et led i miljøvurderingen af “Forslag til plan for etablering af slutdepot for dansk lav- og mellemaktivt affald”, og er derfor ikke et ministerielt initiativ.

Borgernes manglende tillid til myndighederne

Borgernes tillid er gået fløjten, fordi de ansvarlige myndigheder i sagen ikke har levet op til løfterne i Beslutningsgrundlaget 2008 (side 6) om et højt informationsniveau, åbenhed og dialog med offentligheden. Som Atom Posten har vist i flere indlæg, har der fra myndighedernes side været tale om det modsatte, nemlig et lavt informationsniveau og lukkethed. Der har været dialog med offentligheden i form af svar på talrige spørgsmål, men en rød tråd har været: tågede svar, ikke-svar, mangel på detaljerede oplysninger og i enkelte tilfælde det rene vrøvl. Det er derfor en naturlig konsekvens, at borgerne mister tilliden. En tillid, som det kan være vanskeligt, ja, endda umuligt at genoprette.

At de involverede embedsmænd i denne sag ikke har sagt fra er bekymrende. I stedet udviser de en høj grad af føjelighed. Det kan evt. skyldes, at de er uvidende om, at planen for et slutdepot fagligt set ikke er robust nok. Eller at de har været så længe i systemet, at de ikke bekymrer sig om at svare borgerne på en klar og forståelig måde og give dem de fakta, de har krav på.

Danske forskere og nationale medier har heller ikke været kritiske i denne sag. Skyldes det, at det er ikke-karrierefremmende at være kritisk?

I Danmark er det nærmest et dogme, at hvis man ikke taler om en sag, tror man, den forsvinder. Men i et projekt er det netop vigtigt, at indvendingerne kommer frem i tide, så man kan få det bedste projekt ført igennem. I atomaffaldssagen vil det sige et slutdepot, hvor man har bestræbt sig på, at det ikke forårsager skader på miljø og nuværende og kommende generationer i årtusinder frem.

Når SUM fornærmer en dansk myndighed

Eksempel med Bornholms Regionskommune og vildledning om borehuller


Bornholms Regionskommune stillede et spørgsmål til scopingen om en evt. løsning med et borehul for de 233 kg særligt affald, højaktivt affald omdefineret til langlivet mellemaktivt. Hertil svarede SUM flg. i høringsnotatet af 22.9.14 (side 20):

"Vedr. spørgsmålet om deponering af de 233 kg affald og depotets levetid, bemærkes, at der fortsat særskilt arbejdes på at få dette affald deponeret i udlandet. Såfremt dette ikke lykkes, må der tages særligt hånd om dette affald. Der er i forstudierne derfor foreslået deponering i et borehul. Såfremt det bliver aktuelt med et borehul, skal der foretages særskilte sikkerhedsvurderinger i forhold til dette."

Myndighederne understreger gang på gang, at de slutdepotplaner, der pt. foreligger, er overordnede og foreløbige. Derved har myndighederne sørget for en mulighed for at kunne afvise bekymringer omkring et kommende slutdepot for atomaffald. Hvis borgeren spørger til en bestemt form for affald, er svaret ofte, at det måske ikke skal i slutdepotet, eller at kun hvis fremtidige sikkerhedsanalyser kan vise, at depotet er sikkert med det affald, bliver det til noget.


Overfladisk forstudie

Omtalen i forstudiet fra maj 2011 om deponeringen af de 233 kg særligt affald i borehuller er overfladisk. Det overfladiske fortsætter. 3 år efter står der flg. i  et svar af 3.6.14 fra sundhedsministeren til Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg, som Dansk Dekommissionering/DD har udarbejdet for ministeren: 

"Men det er en klar anbefaling at såfremt et terrænnært depot vælges bør det kombineres med et borehul til visse affaldstyper, herunder de 233 kg særligt affald. Dette er i overenstemmelse med internationale anbefalinger. Borehullet er i sikkerhedsanalyserne foreslået placeret i enten 100 til 150 meters dybde, eller 250 til 300 meters dybde."

Her kædes borehullet i et snuptag sammen med internationale anbefalinger for at få budskabet til at glide ned, men i
f. international omtale bør borehuller til affald som de 233 kg forsøgsbrændsel være meget dybere nemlig ml. 2-5 kilometer, end dem der er nævnt i forstudiet fra maj 2011. Affald som de 233 kg forsøgsbrændsel skal holdes isoleret i flere hundredtusinder af år. Borehuller i den dybde, der nævnes i forstudiet (250 - 300 meter), er til langlivet mellemaktivt affald som langlivede brugte radioaktive kilder/disused sealed sources if. IAEA's hjemmeside. Desuden er borehuller til affald som de 233 kg særligt affald fortsat på forskningsniveau, så det er slet ikke en realiserbar løsning pt. for de 233 kg. Hvorfor siger man det så?

Når SUM fornærmer udenlandske myndigheder

Eksempel 1  den svenske strålsikkerhedsmyndighed/SSM

At SUM bliver ked af det burde føre til en ændret holdning i SUM og hos andre involverede mht. information og oplysning om atomaffaldssagen. Men det sker næppe, da det er lykkedes for SUM så sent som i høringsnotatet af 22.9.14 at fornærme flere udenlandske myndigheder, der har stillet spørgsmål i forb. med scoping fasen. Svarene er nedladende og afspejler en uhyggelig ligegyldighed både i forhold til slutdepotplanerne og i forhold til vores nabolande.


Eksempel 1 hvor den svenske strålesikkerhedsmyndighed, SSM, på sit klare spørgsmål om mere detaljeret information om affaldets sammensætning og indhold, spises af med "et Goddag-Mand-Økseskaft-Svar":

SUM refererer i et høringsnotat (side 33) SSM's spørgsmål:

"SSM har fremsat ønske om mere detaljeret information om affaldets sammensætning og indhold, en mere udførlig teknisk beskrivelse af de forskellige alternative depotkoncepter, samt hvordan depotets beskyttelsesforanstaltninger tilpasses affaldets egenskaber. SSM ønsker en beskrivelse af kriterier og sikkerhedskrav (herunder også vedr. strålebeskyttelse), som depotet skal opfylde. Man finder det vigtigt, at evt. miljøkonsekvenser vurderes både for normal funktion og i forbindelse med evt. hændelser med store konsekvenser (worst case scenarios)."

SUM's Goddag-Mand-Økseskaft-Svar side 34 lyder:

"Vedr. SSM’s ønsker om mere detaljeret information bemærkes, at processen er sådan, at der er valgt seks forskellige lokaliteter. Der er ikke truffet beslutning om anlægstype mv. Dette vil først ske i en evt. kommende projekteringsfase. Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at svare specifikt på de stillede spørgsmål. Der kan alene henvises til de mere generelle studier i: 
Danish Decommissioning, Pre-feasibility study for final disposal of radioactive waste. Disposal concepts, Main Report, May 2011." 

Eksempel 2 Polen

Polen anmodede 15.7.14 i sit høringssvar (side 3) om følgende: "Ifølge retningslinjerne fra IAEA kan kun kortlivet lav-og mellemaktivt bortskaffes i depoter, som er foreslået fra dansk side. Langlivet affald og brugt nukleart brændsel lagres kun i dybe depoter. I denne forbindelse anmoder den polske part om en afklaring af dette spørgsmål." 

Her viser SUM sin magtarrogance i fuldt flor i høringsnotatet af 22.9.14 ved at lade som om det langlivede (lav- og mellemaktive) affald slet ikke eksisterer:

"Vedrørende de stillede spørgsmål bemærkes, at den fremsendte plan vedrører et slutdepot for lav- og mellemaktivt affald. Vedrørende en nærmere beskrivelse af krav til de valgte geografiske områder kan henvises til forstudierne:

1. Low- and intermediate level radioactive waste from Risø, Denmark. Location studies for potential disposal areas, GEUS – 2010, http://www.sum.dk/Temaer/Slutdepot/Rapporter-vedr-slutdepot-forstudier.aspx"


Nogle af de spørgsmål, der rejser sig, er:


Hvad er årsagen til magtarrogancen?

Hvad er årsagen til ligegyldigheden?

Er der noget, der skal skjules for offentligheden? Og hvorfor skal det skjules?

Skyldes det, at man ikke vil betale for et fagligt forsvarligt slutdepot for alle de typer radioaktivt affald, der findes på Risø, hvoraf noget har radioaktivitet i mindst titusinder af år? (Der findes flg. affald: kortlivet lav- og mellemaktivt affald, langlivet lav- og mellemaktivt affald, højaktivt affald omdefineret til langlivet mellemaktivt affald og evigt giftigt affald.)

Skyldes ligegyldigheden, 

  • at man er uvidende om radioaktivt affald og forsvarlig håndtering af det i titusinder af år frem?
  • at man ikke ved nøjagtigt, hvad der er i tønderne og ikke vil bruge forsigtighedsprincippet af økonomiske grunde?
  • at man er kynisk over for de udkantsområder, hvor det radioaktive affald og det giftige affald vil sive ud jf. forstudiet? 
  • at man er ligeglad med kommende generationer i årtusinder?
Hvor er de faglige ambitioner om at lave et slutdepot, der er state of the art?

Hvor er de medmenneskelige ambitioner om at tage vare på nuværende og kommende generationer?

Hvor er de demokratiske ambitioner om at inddrage offentligheden i en miljøsag?

Sagen om et slutdepot for radioaktivt affald viser, at selv et land, der gerne vil kæmpe for høje miljøkrav og demokrati ude og hjemme alligevel trækkes med en bagside af kynisme og manglende interesse for faglighed, der kan komme til at dominere en proces.


Skrevet af Anne

Links