Politikens Ressourcer

Politiken har på det sidste optaget flere indlæg om energi, klima mm., heriblandt to gode kronikker om det radioaktive affald 1), og den 10. oktober udsendte avisen tillægget: ”Ressourcer” 2) om dette emne. Det er tydeligt, at Politiken har ambitioner om at blive organet for den højeste energi- og klimaoplysning.

I sin introduktion til tillægget skriver bladets internationale redaktør, at ”a-kraft kan være en genvej til lavere CO2-udledning og større uafhængighed af gas fra Rusland”. Det er det centrale tema, men introduktionen handler næsten mere om Politikens problemer med at tage dette emne op end med emnet selv. Der skal undskyldes og beroliges i et væk, og vi bliver forsikret om, at Politiken slet ikke har politiske hensigter med at skrive om atomkraft.

Det er et godt spørgsmål, hvilke andre hensigter, Politiken så har haft med at udsende et tillæg om dette stærkt politiske emne. Men man er på det rene med, at i den nuværende situation vil flertallet af læserne opfatte det som kontroversielt, at bladet skriver om a-kraft som en mulighed og uden straks at tage afstand. Man har erkendt, at på dette område betyder signalerne mere end argumenterne.

Det bliver stadig mere påtrængende at bremse væksten i atmosfærens indhold af CO2, og de teknologier, der skaffer os energi, udvikles hastigt. Derfor må mange standpunkter og holdninger, der var respektable i forfjor, tages op til revision. Problemet (som Politiken ganske rigtig har set) er, at det bliver de ikke.

For os, der har oplevet forløbet med det radioaktive affald, er det dog klart, at der er andre og større problemer i denne sammenhæng.

Vi må se i øjnene, at meget få behersker dette store område. Derfor skal vi væk fra den form for debatindlæg, hvor der (som i introduktionsartiklen) bliver præsenteret en masse oplysninger uden indbyrdes sammenhæng. De betyder meget lidt for argumentationen, og det åbenlyse formål er at vise et overblik over emnet, som den skrivende sjældent er i besiddelse af.

Brug af taleksempler tjener samme formål. For eksempel optræder der i ressourcekronikken: ”Atomkraft 2.0” 2) af Mark Lynas en uranklump på størrelse med en golfbold, der angiveligt skulle kunne levere al den energi, et menneske bruger i hele sit liv.

Var det ikke en ide, om nogen regnede videre på dette eksempel? For eksempel regnede ud, hvor store mængder af radioaktive og giftige affaldsstoffer, der dannes, når ”golfbolden” bliver fremstillet, hvor meget radioaktivt affald der dannes, når energien bliver udvundet, og så videre.

I betragtning af, hvor vigtigt og hvor komplekst emnet er, var det så ikke bedre at være lidt ydmyg og prøve at forklare og overbevise i stedet for bare at imponere? At prøve at forstå modpartens tankegang? Ja, bare at anerkende, at der er en modpart, som har sine grunde til at mene, som han/hun gør?

Nogle af de eksperter, der udtaler sig, er ansat af a-kraft-lobbyen, og det er miljø-organisationerne ikke tilfredse med. Men ytringsfriheden gælder altså også for ansatte i a-kraft-lobbyen. Miljøorganisationerne bliver nødt til at stille med folk, der fagligt set kan hamle op med lobbyisterne, og som kan påvise, at lobbyisternes argumentation ikke hænger sammen. Det er for nemt at påstå, at folk har uret, alene fordi de er ansat i bestemte virksomheder.

Mark Lynas hævder i sin kronik, at enhed gør stærk, og man fornemmer, at dette også er Politikens håb: at de gamle stridsøkser kan begraves, og at verden kan reddes ved, at alle løfter i flok.

Det er en smuk tanke, men det er naivt at tro, at det går så let. 

Meningsforskellene er der, og de skal diskuteres, ikke bagatelliseres.

Skrevet af Jens

Referencer: 

1. Et hul i jorden af forfatteren Martin Krogh Andersen Politiken 9.8.14 og

Radioaktivt affald er også et etisk problem af Studiekredsen Atomaffaldsetik Politiken 8.10.2014 

2. ”Ressourcer” Tillæg til Politiken 10.10.14

Mark Lynas: ”Atomkraft 2.0” Ressourcekronik i ovenstående tillæg