Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

fredag den 3. oktober 2014

Atomaffald: Sundhedsministeriets Magtarrogance

DR skriver 30.9.14, at Sundhedsministeriet er ked af, at borgerne ikke har tillid til dem i atomaffaldssagen, og at man har taget en række initiativer for at oplyse borgerne i sagen.

Jeg spørger: Hvilke initiativer er der taget for at oplyse borgerne i sagen udover diverse links på SUM’s hjemmeside til dokumenter, som borgerne i nogle tilfælde selv har måttet rykke for? 


De 5 borgermøder, der blev holdt i foråret 2014, var et led i miljøvurderingen af “Forslag til plan for etablering af slutdepot for dansk lav- og mellemaktivt affald”, og er derfor ikke et ministerielt initiativ.

Borgernes manglende tillid til myndighederne

Borgernes tillid er gået fløjten, fordi de ansvarlige myndigheder i sagen ikke har levet op til løfterne i Beslutningsgrundlaget 2008 (side 6) om et højt informationsniveau, åbenhed og dialog med offentligheden. Som Atom Posten har vist i flere indlæg, har der fra myndighedernes side været tale om det modsatte, nemlig et lavt informationsniveau og lukkethed. Der har været dialog med offentligheden i form af svar på talrige spørgsmål, men en rød tråd har været: tågede svar, ikke-svar, mangel på detaljerede oplysninger og i enkelte tilfælde det rene vrøvl. Det er derfor en naturlig konsekvens, at borgerne mister tilliden. En tillid, som det kan være vanskeligt, ja, endda umuligt at genoprette.

At de involverede embedsmænd i denne sag ikke har sagt fra er bekymrende. I stedet udviser de en høj grad af føjelighed. Det kan evt. skyldes, at de er uvidende om, at planen for et slutdepot fagligt set ikke er robust nok. Eller at de har været så længe i systemet, at de ikke bekymrer sig om at svare borgerne på en klar og forståelig måde og give dem de fakta, de har krav på.

Danske forskere og nationale medier har heller ikke været kritiske i denne sag. Skyldes det, at det er ikke-karrierefremmende at være kritisk?

I Danmark er det nærmest et dogme, at hvis man ikke taler om en sag, tror man, den forsvinder. Men i et projekt er det netop vigtigt, at indvendingerne kommer frem i tide, så man kan få det bedste projekt ført igennem. I atomaffaldssagen vil det sige et slutdepot, hvor man har bestræbt sig på, at det ikke forårsager skader på miljø og nuværende og kommende generationer i årtusinder frem.

Når SUM fornærmer en dansk myndighed

Eksempel med Bornholms Regionskommune og vildledning om borehuller


Bornholms Regionskommune stillede et spørgsmål til scopingen om en evt. løsning med et borehul for de 233 kg særligt affald, højaktivt affald omdefineret til langlivet mellemaktivt. Hertil svarede SUM flg. i høringsnotatet af 22.9.14 (side 20):

"Vedr. spørgsmålet om deponering af de 233 kg affald og depotets levetid, bemærkes, at der fortsat særskilt arbejdes på at få dette affald deponeret i udlandet. Såfremt dette ikke lykkes, må der tages særligt hånd om dette affald. Der er i forstudierne derfor foreslået deponering i et borehul. Såfremt det bliver aktuelt med et borehul, skal der foretages særskilte sikkerhedsvurderinger i forhold til dette."

Myndighederne understreger gang på gang, at de slutdepotplaner, der pt. foreligger, er overordnede og foreløbige. Derved har myndighederne sørget for en mulighed for at kunne afvise bekymringer omkring et kommende slutdepot for atomaffald. Hvis borgeren spørger til en bestemt form for affald, er svaret ofte, at det måske ikke skal i slutdepotet, eller at kun hvis fremtidige sikkerhedsanalyser kan vise, at depotet er sikkert med det affald, bliver det til noget.


Overfladisk forstudie

Omtalen i forstudiet fra maj 2011 om deponeringen af de 233 kg særligt affald i borehuller er overfladisk. Det overfladiske fortsætter. 3 år efter står der flg. i  et svar af 3.6.14 fra sundhedsministeren til Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg, som Dansk Dekommissionering/DD har udarbejdet for ministeren: 

"Men det er en klar anbefaling at såfremt et terrænnært depot vælges bør det kombineres med et borehul til visse affaldstyper, herunder de 233 kg særligt affald. Dette er i overenstemmelse med internationale anbefalinger. Borehullet er i sikkerhedsanalyserne foreslået placeret i enten 100 til 150 meters dybde, eller 250 til 300 meters dybde."

Her kædes borehullet i et snuptag sammen med internationale anbefalinger for at få budskabet til at glide ned, men i
f. international omtale bør borehuller til affald som de 233 kg forsøgsbrændsel være meget dybere nemlig ml. 2-5 kilometer, end dem der er nævnt i forstudiet fra maj 2011. Affald som de 233 kg forsøgsbrændsel skal holdes isoleret i flere hundredtusinder af år. Borehuller i den dybde, der nævnes i forstudiet (250 - 300 meter), er til langlivet mellemaktivt affald som langlivede brugte radioaktive kilder/disused sealed sources if. IAEA's hjemmeside. Desuden er borehuller til affald som de 233 kg særligt affald fortsat på forskningsniveau, så det er slet ikke en realiserbar løsning pt. for de 233 kg. Hvorfor siger man det så?

Når SUM fornærmer udenlandske myndigheder

Eksempel 1  den svenske strålsikkerhedsmyndighed/SSM

At SUM bliver ked af det burde føre til en ændret holdning i SUM og hos andre involverede mht. information og oplysning om atomaffaldssagen. Men det sker næppe, da det er lykkedes for SUM så sent som i høringsnotatet af 22.9.14 at fornærme flere udenlandske myndigheder, der har stillet spørgsmål i forb. med scoping fasen. Svarene er nedladende og afspejler en uhyggelig ligegyldighed både i forhold til slutdepotplanerne og i forhold til vores nabolande.


Eksempel 1 hvor den svenske strålesikkerhedsmyndighed, SSM, på sit klare spørgsmål om mere detaljeret information om affaldets sammensætning og indhold, spises af med "et Goddag-Mand-Økseskaft-Svar":

SUM refererer i et høringsnotat (side 33) SSM's spørgsmål:

"SSM har fremsat ønske om mere detaljeret information om affaldets sammensætning og indhold, en mere udførlig teknisk beskrivelse af de forskellige alternative depotkoncepter, samt hvordan depotets beskyttelsesforanstaltninger tilpasses affaldets egenskaber. SSM ønsker en beskrivelse af kriterier og sikkerhedskrav (herunder også vedr. strålebeskyttelse), som depotet skal opfylde. Man finder det vigtigt, at evt. miljøkonsekvenser vurderes både for normal funktion og i forbindelse med evt. hændelser med store konsekvenser (worst case scenarios)."

SUM's Goddag-Mand-Økseskaft-Svar side 34 lyder:

"Vedr. SSM’s ønsker om mere detaljeret information bemærkes, at processen er sådan, at der er valgt seks forskellige lokaliteter. Der er ikke truffet beslutning om anlægstype mv. Dette vil først ske i en evt. kommende projekteringsfase. Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at svare specifikt på de stillede spørgsmål. Der kan alene henvises til de mere generelle studier i: 
Danish Decommissioning, Pre-feasibility study for final disposal of radioactive waste. Disposal concepts, Main Report, May 2011." 

Eksempel 2 Polen

Polen anmodede 15.7.14 i sit høringssvar (side 3) om følgende: "Ifølge retningslinjerne fra IAEA kan kun kortlivet lav-og mellemaktivt bortskaffes i depoter, som er foreslået fra dansk side. Langlivet affald og brugt nukleart brændsel lagres kun i dybe depoter. I denne forbindelse anmoder den polske part om en afklaring af dette spørgsmål." 

Her viser SUM sin magtarrogance i fuldt flor i høringsnotatet af 22.9.14 ved at lade som om det langlivede (lav- og mellemaktive) affald slet ikke eksisterer:

"Vedrørende de stillede spørgsmål bemærkes, at den fremsendte plan vedrører et slutdepot for lav- og mellemaktivt affald. Vedrørende en nærmere beskrivelse af krav til de valgte geografiske områder kan henvises til forstudierne:

1. Low- and intermediate level radioactive waste from Risø, Denmark. Location studies for potential disposal areas, GEUS – 2010, http://www.sum.dk/Temaer/Slutdepot/Rapporter-vedr-slutdepot-forstudier.aspx"


Nogle af de spørgsmål, der rejser sig, er:


Hvad er årsagen til magtarrogancen?

Hvad er årsagen til ligegyldigheden?

Er der noget, der skal skjules for offentligheden? Og hvorfor skal det skjules?

Skyldes det, at man ikke vil betale for et fagligt forsvarligt slutdepot for alle de typer radioaktivt affald, der findes på Risø, hvoraf noget har radioaktivitet i mindst titusinder af år? (Der findes flg. affald: kortlivet lav- og mellemaktivt affald, langlivet lav- og mellemaktivt affald, højaktivt affald omdefineret til langlivet mellemaktivt affald og evigt giftigt affald.)

Skyldes ligegyldigheden, 

  • at man er uvidende om radioaktivt affald og forsvarlig håndtering af det i titusinder af år frem?
  • at man ikke ved nøjagtigt, hvad der er i tønderne og ikke vil bruge forsigtighedsprincippet af økonomiske grunde?
  • at man er kynisk over for de udkantsområder, hvor det radioaktive affald og det giftige affald vil sive ud jf. forstudiet? 
  • at man er ligeglad med kommende generationer i årtusinder?
Hvor er de faglige ambitioner om at lave et slutdepot, der er state of the art?

Hvor er de medmenneskelige ambitioner om at tage vare på nuværende og kommende generationer?

Hvor er de demokratiske ambitioner om at inddrage offentligheden i en miljøsag?

Sagen om et slutdepot for radioaktivt affald viser, at selv et land, der gerne vil kæmpe for høje miljøkrav og demokrati ude og hjemme alligevel trækkes med en bagside af kynisme og manglende interesse for faglighed, der kan komme til at dominere en proces.


Skrevet af Anne

Links


Ingen kommentarer:

Send en kommentar