Sagen om det radioaktive Affald – en personlig Beretning

Dette indlæg blev udgivet i juli 2018

Processen henimod udpegning af et sted til slutdeponering af det danske radioaktive affald (1) passerede et kritisk punkt i maj 2011.

Før den tid havde de statslige myndigheder, der tog sig af sagen (2), opereret med over 20 mulige placeringer (3) af et slutdepot for radioaktivt affald. Men da antallet den 4. maj blev skåret ned til bare seks (4), blev det pludselig alvor for borgerne i nærheden af disse lokaliteter. I det øvrige land gav det anledning til lettelse og anerkendende ord om den objektivitet, sagkundskaben havde lagt for dagen.

Myndighedernes forventning til det videre forløb har formodentlig været, at borgerne på hver af de udpegede lokaliteter med alle midler ville forsøge at skubbe affaldet over til de andre. I denne – sandsynligvis stærkt følelsesladede – debat ville myndighederne så kunne optræde som de ”voksne”, der på grundlag af strengt saglige vurderinger traf den endelige afgørelse om, hvor affaldet skulle ligge.

Det gik anderledes. I de 5 berørte kommuner (4) gik borgere og borgmestre sammen i deres modstand mod slutdeponering af det radioaktive affald (”musketer – eden”). Enigheden blev demonstreret ved den høring om sagen, borgmestrene arrangerede på Børsen i København den 22.10.12 (5).

Den fælles afvisning af slutdeponering betød, at opmærksomheden blev vendt fra spørgsmålet om, hvor affaldet skulle slutdeponeres, til spørgsmålet om, hvorvidt myndighedernes planer kunne holde, hvad de lovede.

Meget tydede på, at det kunne de ikke. Blandt de svage punkter, som blev påpeget af borgerne, var:

1. Påstanden om, at jordlagene omkring et slutdepot ville være i stand til at forhindre ind- og udsivning af vand, viste sig at være tvivlsom (6). Det betød, at radioaktive stoffer ville kunne spredes i miljøet omkring slutdepotet.
2. Myndighedernes forsøgte at legitimere slutdeponering ved en udstrakt brug af (det, de kaldte) ”sikkerhedsanalyser”. Det er forsøg på at sætte tal på risikoen for, at affaldet trænger ud af depotet og skader mennesker i omgivelserne. Opfordringer (7) til at imødegå de mest oplagte kritikpunkter ved denne fremgangsmåde forblev ubesvaret.
3. Indtil regeringsskiftet i juni 2015 hørte det radioaktive affald under sundhedsministeriet. Det samme gjorde SIS, som efter planerne skulle føre tilsyn med et fremtidigt slutdepot. AP påpegede i januar 2015, dvs. længe før regeringsskiftet, det betænkelige heri (8).
4. Myndighedernes rådgivning af politikerne hvilede på den forudsætning, at slutdeponering var den eneste mulighed for at uskadeliggøre affaldet. Det var borgergrupperne, der kunne pege på, at der fandtes en mere intelligent løsning, nemlig at anbringe affaldet i et mellemlager i en periode på ca. 100 år. Det ville give tid til forskning, blandt andet i kernefysiske metoder til uskadeliggørelse af de langlivede isotoper (transuranerne) i affaldet (9).
5. I flere udmeldinger fra de statslige myndigheder antydes det, at de danske bestræbelser for slutdeponering var i samklang med, hvad man gjorde i udlandet. Borgergrupperne fandt ikke desto mindre hurtigt frem til udenlandske eksperter, som var stærkt kritiske overfor de danske planer.

Hvert af disse kritikpunkter var (og er) betydningsfulde og fortjente udførlige svar. Den manglende eller forsinkede reaktion på kritikken viste, at myndighederne ikke havde regnet med kvalificeret modspil. Den viste desværre også, at de ikke havde nogen grundlæggende forståelse af de principper, deres planer var baseret på.

Det var særdeles uheldigt, for det var netop denne grundlæggende forståelse, der skulle overbevise politikere og befolkningen om, at planerne hvilede på et sikkert grundlag og ikke bare var kritikløs afskrivning af, hvad andre, lige så rådvilde, ”eksperter” gjorde i udlandet.

Det førte desværre til, at man greb til den udvej at hævde, at kritikken af slutdepot-planerne skyldtes misforståelser hos borgerne og de (udenlandske) eksperter, som støttede dem, således at man kunne slippe for at svare. Det blev antydet, at de danske planer var baseret på ideer på et så højt videnskabeligt niveau, at begrundelserne ikke bare kunne kastes i grams for den store hob. Samtidig forsøgte man krampagtigt at opretholde billedet af de følelsesbetonede borgere, der stod overfor den fornuftsbaserede, neutrale sagkundskab (10). 

Hvad man end mener om denne fremgangsmåde, så virker den kun, hvis den bliver troet, og det blev den naturligvis ikke. 

Som Aalborg-undersøgelsen (11) har vist, havde denne strategi også den negative konsekvens, at tilliden til myndighederne har fået et knæk. 

Det efterlod politikerne i en vanskelig situation. På den ene side fik de en rådgivning, som de måtte kunne se var meget mangelfuld, og på den anden side var det tydeligt, at de blev de presset af kræfter, som forlangte slutdeponering her og nu. Det har ikke været muligt for os at identificere disse kræfter. 

I denne umulige situation valgte de i dølgsmål at love hinanden at stå last og brast om den ”løsning”, deres eksperter havde prakket dem på. 

Men borgernes vedholdende og velunderbyggede modstand gjorde indtryk, selvom det ikke blev erkendt offentligt.

Det medførte, at:

• mellemlageret i marts 2015 blev trukket frem til nærmere granskning. Slutdepot-planerne blev lagt på hylden, men desværre blev de ikke definitivt opgivet (12).
• sagen om det radioaktive affald, men ikke tilsynet med et fremtidigt slutdepot, ved regeringsskiftet i juni samme år blev flyttet fra sundhedsministeriet til ministeriet for forskning og uddannelse (13).
• forskningsministeren i september 2017 søgte folketingets tilslutning til at opgradere opbevaringsfaciliteterne på Risø (hvor affaldet befinder sig nu), således at man kunne udsætte afgørelsen om, hvor affaldet skulle slutdeponeres, ”i op til yderligere 30 – 50 år”, som det så præcist udtrykkes (14). Ansøgningen blev vedtaget den 15.5.18 (B90).

Siden 2011 er der således sket store ændringer i den måde, man havde til hensigt at opbevare det radioaktive affald på. I den periode er et helt enigt folketing på skift gået ind for slutdeponering straks, langtidsmellemlagring, og slutdeponering efter mellemlagring i nogle årtier. 

Så kom ikke og sig, at der ikke kan samarbejdes hen over midten i dansk politik!

Lige så imponerende var det, at det var nogenlunde de samme embedsmænd, der optrådte som eksperter i først den ene, så den anden, og til sidst den tredje, opbevaringsform. 

Ingen ringe præstation!

Men de engagerede borgere, da? Burde de ikke tages med på råd i betragtning af, at havde ydet en så stor indsats? At de ved siden af et almindeligt arbejds- eller pensionistliv havde formået at sætte sig ind i denne komplicerede sag? Var det ikke rimeligt at inddrage dem i planlægningen af et fremtidigt mellemlager, når det nu var dem, der bragte ideen om mellemlagring af det radioaktive affald ind i den danske debat?

Selvfølgelig skulle de det. 

Så snart VK-regeringen var tiltrådt i juni 2015, blev det meldt ud, at man ville oprette intet mindre end et kontaktforum for det radioaktive affald (15)! Det var ganske vist lovet ved flere tidligere lejligheder, men nu skulle det være.

På kontaktforums hjemmeside kan man blandt andet læse, at:

”Kontaktforum består af repræsentanter for væsentlige interessenter i sagen om en langsigtet løsning på opbevaringen af radioaktivt affald i Danmark. Kontaktforum kan diskutere alle aspekter af sagen og rapporterer til den tværministerielle arbejdsgruppe”

Desværre står der ikke noget om, hvad der sker med disse rapporter, efter at de er sendt til den tværministerielle arbejdsgruppe. 

Til gengæld får vi at vide, hvem interessenterne er. De fem borgergrupper, som i flere år havde puklet med denne sag, blev tildelt sølle tre pladser i kontaktforum. Blandt de øvrige medlemmer findes adskillige tilhængere af et her-og-nu-slutdepot og en række personer, der – venligt udtrykt – endnu ikke har demonstreret noget større engagement i denne sag. Spørgsmålet om, hvad der er det egentlige formål med dette forum, trænger sig på.

Men ikke nok med det. 

For at give offentligheden ”nemmere adgang til viden inden for de forskellige fagområder i sagen” har Det frie Forskningsråd efter anmodning fra uddannelses- og forskningsministeriet udpeget et uvildigt ekspertpanel (16). Hvor meget nemmere det er blevet for offentligheden at få adgang til de juridiske sider af denne sag, kan studeres på panelets hjemmeside.

Under hele dette forløb har borgerne i de fem kommuner oplevet en uudtalt trussel om, at folketinget når som helst kan vedtage en lov, der siger, at et slutdepot skal bygges på et givent sted, i en given dybde og indenfor en given økonomisk ramme. 

Folketinget kan ved en sådan vedtagelse se stort på alle argumenter imod slutdeponering, og det kan lukke øjnene for, at det vil forkrøble det omkringliggende lokalsamfund. Alle partier er jo tilsyneladende enige, selvom det ikke er klart, hvad de er enige om.

Men vil befolkningen opfatte en sådan vedtagelse som rimelig, selvom vedtagelsen opfylder alle Grundlovens krav? 

Hvis man kun ser situationen som et lille mindretal, der står overfor et stort flertal, så måske. 

Men i denne sag er det et lille, men velargumenteret, mindretal, der står over for et stort flertal, hvis eneste interesse i denne sag er at slippe for det, mindretallet skal udsættes for. Nogle (jeg håber mange) ville få en grim smag i munden, hvis slutdeponering af det radioaktive affald blev gennemført ved tvang.

Det centrale problem i denne sag er derfor at finde en fremgangsmåde, som har demokratisk legitimitet (17). 

Ingen eksperter, ingen embedsmænd, ingen frie forskningsråd, ingen uvildige ekspertpaneler har mig bekendt givet noget som helst bidrag til løsning af dette problem.

Hvad kan der så gøres? 

Jeg skal gerne give mit bud i det håb, at andre vil gøre det samme:

For det første må alle parter erkende, at man på nuværende tidspunkt ved alt for lidt om, hvordan radioaktive og giftige stoffer som dem, der findes i det danske radioaktive affald, opfører sig i naturen. Man bør derfor lade forsigtighedsprincippet råde og anbringe affaldet i et langtidsmellemlager, der er bygget til at holde i mindst 100 år, ligesom hollænderne har gjort (18).

For det andet må der forskes i, hvordan man uskadeliggør affaldet ved kernefysiske metoder. Sådanne metoder fungerer på laboratorieniveau, men de skal udvikles, så de kan bruges til sikker omdannelse af langlivede isotoper til kortlivede i stor skala. Denne forskning bør foregå indenfor rammerne af et internationalt samarbejde.

For det tredje må det erkendes, at det er svært at blive enige om noget som helst, der har med radioaktive stoffer at gøre, og at en del af vanskelighederne er af psykologisk art. Midlet mod disse vanskeligheder er ikke arrogance og talen-ned til dem, det angår. Midlet er en oplysningsindsats, der af modtagerne opfattes som forståelig, fyldestgørende og upartisk. Igen er der inspiration at hente i det hollandske eksempel.

Udgifterne til alt dette bliver meget store, vil nogen sige. 

Men sammenlign disse udgifter med, hvad det har kostet at drive de forsøgsreaktorer, der har produceret størstedelen af det danske radioaktive affald. Det var udgifter, man påtog sig, fordi man regnede med, at vi skulle have a-kraft her i landet. Da Forsøgsstation Risø blev oprettet i 1957 påtog man sig også udgifterne til at behandle dette affald, selvom det ikke blev sagt højt. Nu er der ingen vej tilbage.

Sammenlign også disse udgifter med de fordele, der er forbundet med at have adgang til medicinske undersøgelser og behandlinger, hvor radioaktive isotoper bruges. Eller de mange andre anvendelser af radioaktive stoffer, som de fleste af os nyder godt af, i mange tilfælde uden at være klar over det.

Efterskrift

Ovenstående er som nævnt en personlig beretning om en sag, jeg har haft det privilegium at følge på nært hold i adskillige år. Andre involverede kan fortælle deres historie, og jeg håber, de vil gøre det. Min beretning er baseret på de kommentarer, Anne og jeg har skrevet til Atom Posten, og på oplæg, vi har givet om det radioaktive affald ved forskellige lejligheder. 

Det har været magtpåliggende for mig at fremhæve den vigtige rolle, de (nu nedlagte) borgergrupper (19) har spillet i denne sag, og som andre, langt mindre aktive, deltagere har haft en tendens til at undervurdere eller helt overse. 

Anne og jeg takker Aakjær-Selskabet for en uges ophold i studielejligheden på ”Jenle”, hvor denne beretning blev skrevet.

Jens Bjørneboe

Henvisninger:

1. En oversigt over det danske radioaktive og giftige affald findes i Forstudiet maj 2011 fra side 246. Se også kommentar i Atom Posten: ”Atomkraft og Atomaffald i Danmark – en Oversigt” (03.04.15)

2. Det drejer sig om det statsejede firma Dansk Dekommissionering (DD) English,De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse (SIS)

3. 

4. De seks lokaliteter var (med kommunerne i parentes): Thyholm (Struer Kommune), Skive Vest og Thise (Skive kommune), Kertinge Mark (Kerteminde Kommune), Rødbyhavn (Lolland Kommune) og Østermarie (Bornholms regionskommune). Der blev etableret en borgergruppe i hver kommune

5. Et kort klip fra høringen kan ses her. Det vakte negativ opmærksomhed, at den ansvarlige minister, Astrid Krag (SF), forlod høringen umiddelbart efter at have holdt sit oplæg

6. Dette er blandt andet fastslået i forstudiet fra maj 2011, som myndighederne har bestilt hos COWI. Det gælder også det tyske slutdepot Asse II, som er sprunget læk efter får årtier, se kommentar i Atom Posten ”Et dansk Asse II?” (05.03.13) 

7. Se baggrundspapirerne: ”Risikovurdering” og ”Bemærkning om Brug af matematiske Modeller til Risikovurdering”, der ligger på Anne hjemmeside. Se også Annes oplæg ved borgermødet (23.01.13) i Kølstrup Forsamlingshus, samt kommentarer i Atom Posten, for eksempel: ”Kattegrus, Atomaffald og Sikkerhedsanalyser” (30.05.14), ”Atomaffald: Slutdepot eller Mellemlager?” (16.11.14), ”Atomaffald: DD’s Forsvar i Information 3.12.14” (03.12.14) og ”Atomaffald: DD’s Selvudlevering” (05.12.14)

8. Se kommentar i Atom Posten: ”Atomaffald: Er det Slut med Slutdepotet?” (07.01.15)

9. Se ”Notat om radioaktivt Affald” på Annes hjemmeside.

10. Se kommentarer i Atom Posten: ”Et Brevkassesvar” (13.11.13) og ”Atomaffald, Følelser og Fornuft” (14.05.14). Se også Politikens dækning af sagen, f.eks. her og her

11. Aalborg-undersøgelsen er kommenteret i Atom Posten: ”Kommentar til Spørgeskemaundersøgelse omkring Deponi af radioaktivt Affald” (23.09.14)

12. Se kommentar i Atom Posten: ”Onsdag den 11. marts træffes Beslutning om den fortsatte Proces vedr. Atomaffald” (08.03.15) og ”Dobbeltspil om Atomaffald” (11.03.15)

13. Se kommentar i Atom Posten: ”Den nye regering og den gamle sag om Atomaffaldet” (01.07.15)

14. Se kommentar i Atom Posten: ”Atomaffaldet: Glædens dag – og Eftertankens” (10.11.17)

15. Oprettelsen af kontaktforum fik også et par ord med på vejen i Atom Posten: ”Kontaktforum: Forum for Kontakt?” (08.04.16). Det første møde i kontaktforum fandt sted (04.04.16). Se i øvrigt UFM’s hjemmeside

16. Anne har også henvendt sig med et spørgsmål om de 233 kg omdefineret affald, som førte til en meningsudveksling mellem hende og panelet. Hvis nogen forstår panelets svar, hører vi gerne fra dem

17. Emnet er vanskeligt, men fortjener at blive diskuteret i en større offentlighed. Selv har jeg haft udbytte af at læse Matts Andréns bog, se kommentar i Atom Posten ”Kerneaffalds-håndtering og Legitimitet” (04.05.13)

18. Det hollandske mellemlager COVRA ved Vlissingen har været en stor inspirationskilde i borgergruppernes kamp mod slutdeponering. Se COVRA’s hjemmeside, NOTAT udarbejdet efter, at nogle af os havde besøgt COVRA i efteråret 2013 og kommentar i Atom Posten: ”Besøg på Hollands Mellemlager for radioaktivt Affald” (01.10.13)

19. Se pressemeddelelse og kommentar i Atom Posten ”Nutidens Atomaffald, og Fremtidens” (25.05.18)