Atomaffald: Slutdepot eller Mellemlager?

I efteråret 2012 bad gruppeformændene for folketingets partier sundhedsministeriet om at undersøge et mellemlager for radioaktivt affald på lige fod med et slutdepot (1). Alligevel kan man i ministeriets høringsnotat vedrørende scoping (2) fra efteråret 2014 læse, at

”Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse vurderer ikke, at mellemlagerløsningen og udlandssporet i lovens forstand er ”rimelige alternativer” i forhold til miljøvurderingen af et slutdepot.”

Så selvom mellemlageret bliver taget alvorligt i folketinget, bliver det altså ikke anset for ”et rimeligt alternativ” i sundhedsministeriet.

Vi synes derfor, det er på sin plads at opsummere, hvad der efter vores mening taler mod slutdeponering og for mellemlagring af det danske radioaktive affald. Det ville være godt, hvis SUM ville argumentere for deres synspunkter i stedet for bare at ”vurdere”, at mellemlageret ikke er et ”rimeligt alternativ”, men det gør vi os ingen illusioner om, at de vil.

Den afgørende forskel mellem slutdepot og mellemlager er, at man ved slutdeponering giver slip på kontrollen med affaldet, mens man ved mellemlagring holder det under opsyn og kan gribe ind, hvis der med tiden opstår lækager eller andre problemer.

Den manglende kontrol med det slutdeponerede affald efter lukningen af depotet opvejes efter tilhængernes mening af, at det allerede i projekteringsfasen er muligt at finde frem til det, der kan gå galt. Ved hjælp af sikkerhedsanalyser (3) kan man virtuelt følge depotets udvikling gennem meget lange tidsrum og på den måde opdage svage punkter i konstruktionen, inden depotet bliver bygget og fyldt.

Det er en smuk tanke, men den forudsætter, at man har et meget nøje kendskab til:

• de geologiske forhold i depotets omgivelser, nu og i fremtiden 
• det affald, man vil lægge i depotet 
• de processer af fysisk, kemisk, geologisk og biologisk art, som kan forløbe i og omkring depotet 

I virkeligheden har man kun et begrænset kendskab til disse forhold, og det medfører naturligvis usikkerhed med hensyn til, hvordan det går med affaldet i depotet. Vil det blive der, hvor man har deponeret det, eller vil det trænge ud i omgivelserne? Og hvornår vil det ske? Spørgsmålene kan ikke besvares med 100%’s sikkerhed. Selv ikke nok så raffinerede sikkerhedsanalyser kan kompensere for, at grundlaget for analysen er usikkert.

Hertil kommer, at man skal være sikker på, at al den viden, man har på nuværende tidspunkt, er brugt og brugt rigtigt. At intet er glemt, alt er tjekket, og intet er fejet ind under gulvtæppet. At man har neutraliseret ”den menneskelige faktor”.

Måske kan man forklare, at det er tilfældet nu. Men fra den nære fortid er der eksempler på, at: 

• man har overset problemer, som er beskrevet i almindelige lærebøger i kemi (4) 
• ingen har opdaget en ordinær regnefejl, som har været hele turen gennem kontrolinstanserne (5) 
• målinger af udsivningen fra et depot med radioaktivt affald, foretaget af en uafhængig instans, har givet betydelig større værdier end de officielle målinger har (6) 

Der er altså eksempler på, at nogen har overset oplysninger, som var let tilgængelige, og at andre har sjusket eller fiflet med sådanne oplysninger. På den baggrund er det vel ikke for meget at bede om en forklaring på, hvorfor den slags problemer pludselig, i november 2014, er blevet helt utænkelige.

Det er også nødvendigt at følge den politiske og bevillingsmæssige proces nøje, hvis man beslutter at bygge et slutdepot.

For eksempel er det ikke acceptabelt først at lade eksperterne tegne et ideelt slutdepot for så bagefter, når medie-interessen har lagt sig, at bygge et discount-depot, tilpasset snævre økonomiske rammer. Borgerne i nærheden af slutdepotet (og alle vi andre) har krav på at vide på forhånd, hvordan et eventuelt slutdepot bliver indrettet, fordi meget lidt kan laves om, når det først er bygget.

Men hvad så med mellemlageret? Et der slet ingen problemer med det?

Jo, der er problemer, også for de kommende generationer. Men netop fordi mellemlageret er indrettet, så affaldet er tilgængeligt, kan vores efterkommere gøre noget ved disse problemer. De kan reparere affaldsbeholderne, hvis de viser tegn på utæthed, og kan på den måde standse forureningen ved kilden. De kan udnytte fremskridt på kernefysikkens område til at omdanne langlivede radioaktive isotoper til kortlivede, og de kan, hvis alt andet glipper, vælge at anbringe det resterende affald i et dybt geologisk depot med den (formentlig langt større) viden, man har til den tid.

I mellemlageret er affaldsbeholderne ikke bare synlige for det personale, der skal passe på dem. Også offentligheden kan få mulighed for at besøge mellemlageret, og det kan bruges i undervisningsmæssig og folkeoplysende sammenhæng. Et dansk mellemlager kan, ligesom det hollandske COVRA (7), bruges i en informationsstrategi med det formål at afdæmonisere radioaktiv stråling og radioaktive stoffer. Radioaktiv stråling er farlig, men det er muligt at beskytte sig mod den, og i et mellemlager kan man demonstrere hvordan. Radioaktive stoffer har vigtige anvendelser, bl. a. indenfor medicin og forskning, og de skal fastholdes og udvikles, ikke hæmmes af unødig frygt.

Mellemlagring af radioaktivt affald er et eksempel på det, der kaldes ”rullende forvaltning” (8). Hver generation får mulighed for at behandle affaldet på en måde, som de synes er forsvarlig, men med respekt for, at deres efterkommere skal have samme mulighed. De kan udnytte nye måder at håndtere affaldet på uden at afskære sig fra at bruge de gamle.

Vi bliver nødt til – med et par generationers forsinkelse – at se i øjnene, at dette er atomalderens vilkår.

Skrevet af Anne og Jens

Henvisninger:

1. Pressemeddelelse SUM, 22.1.2013
2. Miljøvurdering af plan for etablering af slutdepot for dansk lav- og mellemaktivt affald. Høringsnotat – scoping. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Enhed: Sygehuspolitik. Sagsbeh. SUMTK. Sagsnr. 1 305 421. Dokument nr. 1 528 396. 22. september 2014. Kommentarer i Atom Posten (05.10.14) og (07.10.14). 
3. ”Baggrundsartikel om Risikovurdering” og ”Bemærkning om Brug af matematiske Metoder til Risikovurdering”. Ovenfor har vi brugt Dansk Dekommissionerings betegnelse: ”sikkerhedsanalyse”. Efter vores opfattelse er betegnelsen: ”risikoanalyse” mere dækkende. 
4. Henvisning til WIPP og kommentar i Atom Posten (30.05.14). 
5. Artikler i ”Information” af Ulrik Dahlin: "For lav grænseværdi i miljøvurdering om skifergas" 7.10.14, "Frederikshavn tier i sag om regnefejl om radioaktivt affald" 15.11.14 og kommentar i Atom Posten (19.09.14) samt baggrundspapir: ”Radioaktivitet af uranholdige Bjergarter”. 
6. Henvisning til Centre de Stockage de la Manche og kommentar i Atom Posten (09.02.14). 
7. Henvisning til COVRA’s hjemmeside, baggrundspapir: ”COVRA” og kommentar Atom Posten (01.10.13). 
8. ”Atomaffaldsdeponering i etisk Perspektiv” Niels Henrik Hooge, Anne Albinus, Bendy Poulsen og Kirsten Jacobsen, 2014, NOAHs Forlag og kronik i Politiken: Atomaffald er også et etisk problem af Studiekredsen Atomaffaldsetik (08.10.14).