”Kan ministeren be- eller afkræfte, at det er ulovligt at blande mellem- og højradioaktivt affald? Der henvises til SUU alm. del – bilag 12.”
I svaret henvises til det svar, ministeren den 3. juni 2014 gav på et spørgsmål (spm. 777) fra udvalget, som henviste til Annes blogindlæg fra 11.05.14.
"Dansk Dekommissionering oplyste dengang til besvarelsen af spørgsmål 777 bl.a., at Danmark følger IAEA’s retningslinjer ved klassificering af radioaktivt affald. I Danmark har vi ikke højaktivt affald, idet brændselsstavene fra Risø-reaktorerne er returneret til USA. Der kan således ikke blive tale om sammenblanding af mellemaktivt og højaktivt affald i et dansk depot".
Det benægtes, at vi har højaktivt affald (brugt reaktorbrændsel) her i landet, og når vi ikke har det, kan vi naturligvis ikke blande det med mellemaktivt affald. På den måde slipper ministeren for at nævne, at vi faktisk har en, ganske vist beskeden, mængde brugt reaktorbrændsel (nemlig 1 kg fra reaktoren DR1) (1). Hertil kommer de 233 kg særligt affald, som er rester fra forsøg med høj udbrænding af brændselsstave, og som derfor på mange måder ligner brugt kernebrændsel. Det har man omdefineret fra højaktivt til langlivet mellemaktivt affald, selvom denne del af affaldet indeholder hele det spektrum af fissionsprodukter (f.eks. Cæsium-137, Strontium-90) og aktinider (bl.a. uran og plutonium), som findes i brugt kernebrændsel.
Det er jo ikke så godt, så her er det ikke nok at antyde, at spørgerne er dumme. Vi får derfor at vide, at:
"Det fremgår af svaret på spørgsmål 777, at vi har en mindre mængde affald – det såkaldte særlige affald, som består af bestrålet forsøgsbrændsel. Dette affald adskiller sig fra det øvrige lav- og mellemaktive affald ved at have en forholdsvis høj andel af langlivede isotoper. Højaktivt affald har en højere aktivitetskoncentration end det danske særlige affald. Højaktivt affald er endvidere kendetegnet ved at være varmeudviklende, hvilket det danske særlige affald ikke er. På den baggrund er det særlige affald kategoriseret som mellemaktivt affald".
Læg mærke til de upræcise mængdeangivelser. Hvis ministeren for eksempel havde oplyst, at det særlige affald indeholdt 1,2 kg plutonium, som er nok til at slå ca. en million mennesker ihjel, så kunne udvalgets medlemmer selv have taget stilling til, om mængden var stor eller lille.
Så er der spørgsmålet, om det er ulovligt at blande kort- og langlivet affald. Hertil er svaret:
"Det fremgår videre af svaret, at når forskelligt materiale bestråles med neutroner i en reaktor dannes både kortlivede og langlivede isotoper inde i materialet. Bl.a. derfor er det ikke muligt helt at adskille det kortlivede fra det langlivede affald."
De to slags affald produceres samtidig, når ”forskelligt materiale” udsættes for neutronbestråling. Der er altså ingen, der har blandet det kortlivede affald med det langlivede og dermed gjort noget ulovligt.
Men kort- og langlivet affald er blandet, og ministeren undlader at fortælle, hvordan det kan være forsvarligt at anbringe det blandede affald i et depot, hvis sikkerhedshorisont er ca. 500 år. Der er jo radioaktive stoffer i affaldet, som vil stråle i titusinder, ja hundrede tusinder af år.
Deponeringsdybden er således af største vigtighed, og derfor får vi følgende krystalklare redegørelse:
"Endeligt fremgår det af svaret, at deponeringsdybden bl.a. skal bestemmes på baggrund af mængden af og aktiviteten i det affald, der deponeres. Det fremgår af svaret, at det bl.a. derfor anbefales i forstudierne, at såfremt det særlige affald skal deponeres i slutdepotet, bør dette i overensstemmelse med internationale anbefalinger kombineres med et borehul til denne affaldstype. Borehullet er i de foretagne sikkerhedsanalyser foreslået placeret i enten 100 til 150 meters dybde, eller 250 til 300 meters dybde."
Internationale anbefalinger for borehulsdybder til radioaktivt affald som de 233 kg særligt affald er 2 – 5 km. Det er en helt anden dybde end de foreslåede dybder i forstudiets sikkerhedsanalyser (100-150 m og 250-300 m). Man må derfor spørge, hvorfor i alverden "internationale anbefalinger" kædes sammen med de helt utilstrækkelige borehulsdybder (100-150 m og 250-300 m)? Borehuller i den dybde, der nævnes i forstudiet (250 - 300 m), er til langlivet mellemaktivt affald som langlivede brugte radioaktive kilder/disused sealed sources if. IAEA's hjemmeside.
Svaret viser flere ting.
For det første viser det, hvordan sundhedsministeriet bruger ”mørkelygten”, som journalist Jesper Tynell så fint har beskrevet i sin bog af samme navn (2). Hvordan man kan undgå at besvare ubehagelige spørgsmål. Hvordan man taler udenom, undgår præcise mængdeangivelser eller svarer på noget andet end det, der bliver spurgt om. Hvordan man bruger trylleformularen ”internationale anbefalinger”, så det ser ud, som om Dansk Dekommissionerings hjemmestrikkede løsningsforslag er resultatet af dybsindige overvejelser på det allerhøjeste videnskabelige niveau.
For det andet viser det embedsværkets manglende evne til at håndtere problemer, som involverer radioaktive stoffer og radioaktiv stråling. I stedet for at spørge sagkundskaben først og finde løsningerne bagefter, har man valgt at finde løsningen først og pålagt nogle embedsmænd at finde begrundelserne bagefter. Man har ikke givet borgerne forståelig og upartisk information om denne sag, før beslutningen reelt var truffet. Alt, hvad der er kommet fra ministeriet og de involverede myndigheder, har været til støtte for den løsning, man har valgt.
For det tredje viser det stor rådvildhed på det politiske niveau. Ingen minister, intet folketingsmedlem har været parat til at forsvare det, der engang var en enstemmig folketingsbeslutning, under de betingelser, der er almindelige i den offentlige debat. De har ikke ønsket at møde borgerne i de fem kommuner og forklare dem, hvorfor de mener, at slutdeponering er en god ide, og de har ikke ønsket at svare på de efterhånden mange debatindlæg i medierne om denne sag. På den anden side har man heller ikke kunnet tage sig sammen til at træffe en anden beslutning eller bare bede uafhængige sagkyndige om at se på sagen.
Situationen er gået i hårdknude: Man har ikke for alvor villet overveje andre løsninger af frygt for omkostningerne, og man kan ikke få overblik over omkostningerne, fordi man ikke vil overveje andre løsninger.
Og omkostningerne, både de økonomiske og de psykologiske, for borgerne i nærheden af de udpegede lokaliteter har man slet ikke overblik over.
Skrevet af Anne og Jens
Kilder
1) side 7-8 i Dekommissionering af Risøs nukleare anlæg - vurdering af opgaver og omkostninger Dansk sammenfatning
2) Mørkelygten, Embedsmænd fortæller om politisk tilskæring af tal, jura og fakta, Jesper Tynell, Gyldendal 2014
3) Politiske embedsmænd og demokratisk tusmørke Anmeldelse i Information af Michael Gøtze og Jens Elo Rytter 24.10.14
4) Alle 3 svar fra sundhedsministeren til SSU 29.10.14
Ingen kommentarer:
Send en kommentar