Atomaffaldet: Glædens Dag – og Eftertankens

Den 19. september var en glædens dag i de fem kommuner (1), der 4. maj 2011 var blevet udpeget som mulige deponeringssteder for Danmarks radioaktive affald. 

Den dag blev det meldt ud (2), at 

”Regeringen foreslår, at det radioaktive affald på Dansk Dekommissionering fortsat oplagres på Risø i op til yderligere 30 - 50 år”

Truslen om, at en af disse kommuner ville blive påtvunget et slutdepot for affaldet, var taget af bordet. Lettelsen var stor i Struer, Skive og Kerteminde, på Lolland og Bornholm.

Nu, små to måneder senere, er det på tide at gøre status, til at se på, hvad borgergrupperne mod slutdeponering (3) af radioaktivt affald har opnået med deres indsats i de sidste 6 år.  

Det vigtigste resultat er, at de fik forhindret gennemførelsen af en uansvarlig og hensynsløs plan for slutdeponering af det radioaktive affald. 

Det har været hårdt at nå så langt:

• Myndighederne prøvede at pådutte de fem kommuner affald fra aktiviteter, der en gang havde været til gavn for landet som helhed. Disse aktiviteter er nu opgivet og affaldet derfor uønsket i hovedstadsområdet. 
• Myndighederne forsøgte at isolere borgerne i de fem kommuner ved underhånden at love befolkningen i det øvrige land, at de kunne slippe for affaldet, hvis bare de holdt deres mund. Det har de også gjort, med skam at melde.
• Myndighederne forsøgte at lukke munden på borgergrupperne ved arrogant optræden og ved – i strid med sandheden – at præsentere sine discount-løsninger som de eneste mulige. 
• Myndighederne havde mulighed for at købe dyre og angiveligt uvildige konsulentrapporter hos private firmaer, mens borgergrupperne måtte bede udenlandske eksperter om gratis rådgivning. Det er meget glædeligt og har været af afgørende betydning for sagens udfald, at disse eksperter var parate til at yde denne rådgivning. Stor tak til dem.

Men det lykkedes, takket være en beundringsværdig indsats fra borgerne.

På det længere sigt ser det dog knap så opløftende ud.

Allerede i de første linjer af pressemeddelelsen bliver der trukket i land: Det radioaktive affald skal oplagres på Risø ”i op til yderligere 30 - 50 år”. 

Det er svært at se, hvordan det kan udtrykkes mere upræcist. I Holland, hvor man ved noget om mellemlagring af radioaktivt affald (4), er tidshorisonten for mellemlageret over 100 år.

Den citerede formulering i pressemeddelelsen er central, fordi den viser, at de, der har skrevet den, ikke har nogen klar ide om, hvad ventetiden skal bruges til. Der tales om dyb deponering og eksport af (en del af) affaldet, men kun i helt uforpligtende vendinger. 

Alle ved, at dyb deponering er dyr, og at eksport har været forsøgt i årevis uden resultat. 

En sandsynlig udlægning er derfor, at planen er, at man vil påtvinge et lokalsamfund et discount-slutdepot som det oprindeligt planlagte, så snart man vurderer, at man kan slippe af sted med det.

Beslutningen om at mellemlagre affaldet på Risø i en periode af en eller anden længde er kun et strategisk tilbagetog, som var nødvendigt, fordi manglerne i argumentationen var blevet for tydelige. 

Man afventer nu det tidspunkt, hvor borgerne er kørt trætte, for så at tage de oprindelige slutdepot-planer frem igen.

Man kan se det for sig: 

• Først hentes sikkerhedsanalyser, konsulentrapporter og alt det andet ned fra hylderne og støves af. 
• Så vil et eller flere uvildige ekspertudvalg (antallet gør ingen forskel, for de siger alligevel det samme) nedlade sig til at forklare sagen for menigmand.
• Deres udtalelser bliver så slugt råt af de landsdækkende medier, som efterfølgende vil skrive artikler og ledere om, at vi skal lade sagkundskaben råde, og at hver generation skal rydde op efter sig.

Men hvad vil der ske, hvis det pludselig om x år viser sig, at de ”op til yderligere 30 - 50 år” er lige netop nu? Hvis det en dag bliver meldt ud, at affaldet skal graves ned i 40 meters dybde på det eller det sted, og at arbejdet starter i morgen? Hvis sikkerhedsanalyser, konsulentrapporter og alt det andet viser, at alt er i skønneste orden? Hvis den danske sagkundskab er for slutdeponering, selvom ingen forstår, hvad de siger? Hvis enhver kritik bliver mødt med tavshed? 

Borgerne i det udpegede område risikerer utvivlsomt at blive kørt over. 

Men sikkert er det bestemt ikke. Borgergrupperne er ikke nedlagt, selvom de aktive nu tager sig et fortjent hvil. 

Borgerne kan hurtigt mobiliseres igen, for i de fem kommuner vil der være en levende erindring om, hvad der skete i årene 2011 – 17. Man ved, hvad man er oppe imod, og hvor langt man kan nå med sammenhold og seriøsitet.

Det vil næppe være de samme mennesker, der protesterer til den tid. Men de vil være forberedt, også selvom de er op til yderligere 30 - 50 år yngre.

Skrevet af Jens

Henvisninger:

1. Kommunerne er (med de udpegede deponeringssteder i parentes): Struer Kommune (Thyholm), Skive Kommune (Skive Vest og Thise), Kerteminde Kommune (Kertinge Mark), Lolland kommune (Rødbyhavn) og Bornholms Regionskommune (Østermarie).
2. Pressemeddelelse fra Forsknings- og Uddannelsesministeriet (19.09.17): ”Langsigtet deponering af atomaffald kræver tid”.
3. Borgergrupperne er: Gruppen mod atomaffald i Struer Kommune (atomaffald.dk), Morads / Skive (Morads.dk), Kerteminde mod atomaffald, Lolland mod atomaffald, Boma / Bornholm (http://bornholmmodatomaffald.dk/).
4. Se hjemmesiden for det hollandske mellemlager for radioaktivt affald, COVRA, ved Vlissingen (https://covra.nl/). Se også kommentar i Atom Posten (01.10.13): ”Besøg på Hollands Mellemlager for radioaktivt Affald” og baggrundspapir om COVRA på Annes hjemmeside (atomaffaldklarhed.dk).