I 1972 havde ELSAM startet undersøgelse af 45 mulige placeringer til et a-kraftværk. Et tværministerielt udvalg havde fået opgaven at vurdere mulige byggepladser. For at finde ud af hvad det ville koste, startede ELSAM et forprojekt i 1973 med henblik på at indhente tilbud fra udlandet. På grund af oliekrisen skyndte ELSAM sig og fik et tilbud i begyndelsen af 1974. Nu kunne Danmark træffe beslutning om atomkraft.
Elværkerne var af den opfattelse, at når det første radioaktive affald skulle deponeres engang efter år 2000, kunne man vente med at undersøge, om affaldet kunne deponeres i udlandet, eller om man skulle etablere et dansk anlæg i salthorstene. Elværkernes rækkefølge var helt klar, skriver Oluf Danielsen i sin doktordisputats “Atomkraften under pres – Dansk debat om atomkraft 1974-85″ 2006:
- Der træffes beslutning om atomkraft i Danmark
- Så bygges a-kraftværkerne
- Når affaldet er der, bygges affaldsdepoterne.
Den 17.1.1974 fremsatte en Venstre mindretalsregering et forslag til en revideret atom-anlægslov, der ville betyde, at atomkraftværker kunne opføres i Danmark, uden at sagen skulle i folketingssalen. Man kunne blot vedtage det i undervisningsministeriet, som atomkraften dengang hørte under (1 side 284).
Forslaget blev startskuddet til en længere politisk debat vedrørende atomkraft og Risø. 14 dage efter lovforslaget trådte en ny græsrodsorganisation frem: Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA). OOA blev startet af aktive med baggrund dels i fredsorganisationer dels i miljøbevægelsen (bl.a. NOAH).
I nummer 1 af tidsskriftet Atomkraft (april 1974) krævede OOA et moratorium:
"Det skal undersøges om affaldsproblemet kan løses, om nødkølesystemerne vil virke efter hensigten og man må overveje, hvilke fare terror og sabotagehandlinger mod atomkraftværker vil udgøre. Vi har krav på at vide, hvad vi udsætter os for ved et stadigt voksende energiforbrug. Desuden må der i treårsperioden skabes en udvidet forskning og foretages en fornyet vurdering af andre energiformer, så det kan afgøres om atomkraften er nødvendig eller ej. Og endelig hvad der nok er vigtigst skal moratoriet benyttes til at fastlægge en langsigtet energipolitik."
23.4.1975 kom et forslag om atomanlæg til 1. behandling i folketinget. Nu krævede en beslutning om atomkraftværk, at folketinget tilsluttede sig. Socialdemokratiet, der fremsatte lovforslaget pointerede flere gange, at der ikke var taget stilling til, om Danmark skulle have atomkraft eller ej. Venstre og Det konservative Folkeparti mente "vi bør have vedtaget atomkraftanlægget til efteråret". (Folketingstidende 23.4.1975 spalte 4041).
Civilingeniør Lone Dybkjær (RV) havde sat sig godt ind i sagen og var mest kritisk over for lovforslaget. Hendes hovedpointe var, at man ikke burde betragte selve anlæggelsesproceduren isoleret fra energipolitiske og forskningsmæssige sammenhænge. Hun mente, der også var den mulighed, at der slet ikke skulle opføres atomkraftværker i Danmark (1 side 290).
Lone Dybkjær (RV) ved en demonstration i Glamsbjerg på Fyn 1975. Det radikale Venstre spillede i efteråret 1975 en vigtig rolle i forbindelse med nedlæggelse af AEK (Foto og tekst i Til samfundets tarv side 291).
I Til samfundets tarv - Forskningscenter Risøs historie (1) kan man læse flg.:
"I over to år rasede atomdebatten i Danmark. Den 10. august 1976 havde atomkraftmodstanderne trængt regeringen så meget i defensiven i atomspørgsmålet, at den valgte at udskyde beslutningen om atomkraft, indtil der forelå en sikker løsning på opbevaring af atomaffald" (1 side 284).
I artiklen "Hvorfor er der ikke atomkraftværker i Danmark" (1986) giver Niels Christian Sidenius et overblik over, hvad der skete fra 1976, indtil atomkraft blev fravalgt i 1985 som energikilde i Danmark. I resumeet står:
"Socialdemokratiet søgte i sommeren 1976 at få atomkraftprojektet besluttet, men veg tilbage på grund af voksende modstand i partiet og i befolkningen. En række "tekniske" udredningsarbejder blev iværksat; men hver gang et beslutningsgrundlag syntes bragt til veje, blev der stillet nye krav eller krav om nye undersøgelser af atomkraftens tekniske indhold og konsekvenser. Da det tekniske beslutningsgrundlag forelå i efteråret 1984, sprang Socialdemokratiet endeligt fra af politiske grunde - og den borgerlige regering havde heller ikke lyst til at fremme en beslutning. De overbeviste atomkrafttilhængere var blevet politisk isoleret." (3)
Lone Dybkjær (RV) ved en demonstration i Glamsbjerg på Fyn 1975. Det radikale Venstre spillede i efteråret 1975 en vigtig rolle i forbindelse med nedlæggelse af AEK (Foto og tekst i Til samfundets tarv side 291).
I Til samfundets tarv - Forskningscenter Risøs historie (1) kan man læse flg.:
"I over to år rasede atomdebatten i Danmark. Den 10. august 1976 havde atomkraftmodstanderne trængt regeringen så meget i defensiven i atomspørgsmålet, at den valgte at udskyde beslutningen om atomkraft, indtil der forelå en sikker løsning på opbevaring af atomaffald" (1 side 284).
I artiklen "Hvorfor er der ikke atomkraftværker i Danmark" (1986) giver Niels Christian Sidenius et overblik over, hvad der skete fra 1976, indtil atomkraft blev fravalgt i 1985 som energikilde i Danmark. I resumeet står:
"Socialdemokratiet søgte i sommeren 1976 at få atomkraftprojektet besluttet, men veg tilbage på grund af voksende modstand i partiet og i befolkningen. En række "tekniske" udredningsarbejder blev iværksat; men hver gang et beslutningsgrundlag syntes bragt til veje, blev der stillet nye krav eller krav om nye undersøgelser af atomkraftens tekniske indhold og konsekvenser. Da det tekniske beslutningsgrundlag forelå i efteråret 1984, sprang Socialdemokratiet endeligt fra af politiske grunde - og den borgerlige regering havde heller ikke lyst til at fremme en beslutning. De overbeviste atomkrafttilhængere var blevet politisk isoleret." (3)
Hvad skulle man gøre med det højaktive affald?
Et af de centrale emner i debatten var opbevaringen af det højradioaktive affald fra atomkraftværkerne, de brugte brændselsstave. I Atomenergi-kommissionen (AEK) (5) og i Elforsyningen regnede man med at komme af med dem til udlandet. Men i 1973 havde situationen ændret sig:
"Myndighederne i udlandet skærpede kravene til deponering, og det viste sig meget besværligt at få en aftale om eksport af affald fra danske kernekraftværker. I foråret 1975 nedsatte AEK det såkaldte Hessner-udvalg, som skulle bedømme mulighederne for sikker opbevaring af højradioaktivt affald i Danmark og i forlængelse heraf behovet for forskning inden for dette område" (1 side 356).
15. marts 1976 afgav Hessner-udvalget sin beretning. Konklusionen lød bl.a.: "Det er udvalgets opfattelse, at der ikke foreligger noget som klart taler imod muligheden for herhjemme at finde deponeringsegnede formationer."
Og samtidig slog udvalget fast, at det var nødvendigt med
1) en præcis fastsættelse af hvor megen sikkerhed, der skulle tilstræbes
og
2) yderligere forskning og undersøgelser.
"I sommeren 1976 meddelte den danske regering, at det ikke var muligt at færdigbehandle Ikrafttrædelsesloven for atomkraftværker, før der var sikkerhed for betryggende opbevaring af af det højradioaktive affald.
Hvad skulle man nu gøre med det radioaktive affald, der hobede sig op på Risø?
Siden AEK's forsøgsanlæg Risø blev indviet i 1958 var der forsket i mange emner. På Dansk Dekommissionerings (DD) hjemmeside kan man læse følgende: "I de første 20-25 år drejede forskningen på Risø sig primært om spørgsmål, der knyttede sig til indførsel af kernekraft i Danmark. Forskningsområderne omfattede reaktorfysik, reaktorteknik, fysik, kemi, helsefysik, elektronik og metallurgi."
Det atomaffald, der nu er hos DD på Risø, stammer fra forskning og fra to forretningsmæssige dispositioner:
Da man troede, Danmark ville få atomkraft, regnede man med, at det radioaktive affald skulle deponeres dybt geologisk sammen med det højaktive affald, de brugte brændselsstave.
Lederen af affaldshåndteringen på Risø gennem mange år, civilingeniør Knud Brodersen, opfordrede i 1994 forgæves ledelsen på Risø til at beskæftige sig med deponering af det radioaktive affald. Jyllands-Posten skrev 21.10.2000: "Ledelsen valgte at overhøre opfordringen, og det møder nu skarpt kritik fra flere politikere i Folketingets forskningsudvalg.
En tidl. direktør på Risø, der sad i Risøs ledelse, da Brodersens opfordring blev afvist, udtalte i Berlingske 19.10.13, at deponering af affald er en teknisk simpel opgave, som dog politisk og følelsesmæssigt er fuldstændig umulig at løfte.
Til det sidste er blot at sige, at fortidige beslutninger, der ikke er gennemtænkte, bliver en møllesten om halsen på kommende generationer. Derfor er det vigtigt, at vi heller ikke dropper forskning i radioaktivt affald. Hver generation skal tænke selv.
2. “Atomkraften under pres – Dansk debat om atomkraft 1974-85″ Oluf Danielsen RUC 2006:
3. Politica, Bind 18 (1986) 4 Hvorfor er der ikke atomkraftværker i Danmark?
Niels Chr. Sidenius Side 377
1) en præcis fastsættelse af hvor megen sikkerhed, der skulle tilstræbes
og
2) yderligere forskning og undersøgelser.
"I sommeren 1976 meddelte den danske regering, at det ikke var muligt at færdigbehandle Ikrafttrædelsesloven for atomkraftværker, før der var sikkerhed for betryggende opbevaring af af det højradioaktive affald.
Derfor satte elforsyningen i 1977 gang i omfattende undersøgelser, som skulle vise at de danske salthorste var velegnede til deponering. Det blev et langt og dyrt projekt til omkring 100 millioner kroner. Risø deltog kun i begrænset omfang i disse undersøgelser. Risø og elforsyningen vurderede mulighederne for deponering positivt, men fik ikke medhold hos miljøstyrelsen og en række geologer."
Professor i geologi Asger Bertelsen fortæller i sine erindringer, hvordan han medvirkede til at forpurre en deponering i salthorste. Han var uenig med atomfysikerne i vurderingen af en salthorst til at opbevare højaktivt affald: "At bedømme det, kræver geologisk viden og indsigt."
OOA's kritik af Hessner-udvalgets rapporter
OOA udgav i 1984 en rapport med kritikpunkter af Hessner-udvalgets tre rapporter fra 1976, som de som politisk beslutningsgrundlag ikke behandlede.
Flere af OOA's punkter er aktuelle i dag. (Listen er fra 2):
OOA's konklusion:
"Da ovenfor omtalte affaldsproblemer ikke er seriøst behandlet hverken i vurderingsrapporten eller i andre recente (nylige, red.) redegørelser i miljøministeriets regi, så må det alene på basis heraf konkluderes, at det ikke er dokumenteret, at “problemerne med atomaffaldet” kan løses på betryggende måde i dansk sammenhæng."
Folketingets nej til atomkraft i 1985
Uenigheden mellem eksperterne var medvirkende til, at politikerne udskød beslutningen om atomkraftens indførelse og i sidste ende tog den ud af energiplanlægningen i 1985. Men også "OOA's oplysningsarbejde, øvrige offentlighedsaktiviteter og funktion som modekspertise er en meget afgørende forklaring på Folketingets nej til atomkraft," skriver Sidenius (3).
Professor i geologi Asger Bertelsen fortæller i sine erindringer, hvordan han medvirkede til at forpurre en deponering i salthorste. Han var uenig med atomfysikerne i vurderingen af en salthorst til at opbevare højaktivt affald: "At bedømme det, kræver geologisk viden og indsigt."
OOA udgav i 1984 en rapport med kritikpunkter af Hessner-udvalgets tre rapporter fra 1976, som de som politisk beslutningsgrundlag ikke behandlede.
Flere af OOA's punkter er aktuelle i dag. (Listen er fra 2):
- Tailingsproblemet og andre affaldsproblemer forbundet med uranbrydning.
- Problemet med forsvarlig deponering, af store mængder lavaktivt affald.
- Problemerne med behandling, lagring og slutdeponering af mellemaktivt affald og såkaldt alfa-affald (plutonium-holdigt affald).
- Problemerne med opbevaring af brugt reaktorbrændsel i atomkraftværket.
- Problemerne forbundet med mellemlagring af brugt reaktorbrændsel, højaktivt affald og plutonium.
- Problemerne forbundet med transport af brugt reaktorbrændsel, højradioaktivt affald, plutonium, mellemaktivt affald m.m.
- Problemer vedrørende oparbejdning som elværkerne forudsætter i deres undersøgelser.
- Problemerne forbundet med nedrivning af udslidte atomkraftværker og oparbejdningsanlæg og deponering af de store mængder radioaktivt affald som nedrivning afstedkommer.
OOA's konklusion:
"Da ovenfor omtalte affaldsproblemer ikke er seriøst behandlet hverken i vurderingsrapporten eller i andre recente (nylige, red.) redegørelser i miljøministeriets regi, så må det alene på basis heraf konkluderes, at det ikke er dokumenteret, at “problemerne med atomaffaldet” kan løses på betryggende måde i dansk sammenhæng."
Folketingets nej til atomkraft i 1985
Uenigheden mellem eksperterne var medvirkende til, at politikerne udskød beslutningen om atomkraftens indførelse og i sidste ende tog den ud af energiplanlægningen i 1985. Men også "OOA's oplysningsarbejde, øvrige offentlighedsaktiviteter og funktion som modekspertise er en meget afgørende forklaring på Folketingets nej til atomkraft," skriver Sidenius (3).
Hvad skulle man nu gøre med det radioaktive affald, der hobede sig op på Risø?
Siden AEK's forsøgsanlæg Risø blev indviet i 1958 var der forsket i mange emner. På Dansk Dekommissionerings (DD) hjemmeside kan man læse følgende: "I de første 20-25 år drejede forskningen på Risø sig primært om spørgsmål, der knyttede sig til indførsel af kernekraft i Danmark. Forskningsområderne omfattede reaktorfysik, reaktorteknik, fysik, kemi, helsefysik, elektronik og metallurgi."
Det atomaffald, der nu er hos DD på Risø, stammer fra forskning og fra to forretningsmæssige dispositioner:
- egenfremstillede af brændselsstave der er lavet forsøg på med høj udbrænding (de 233 kg særligt affald, højaktivt/omdefineret til langlivet mellemaktivt) og
- udvinding af uran af malm fra Kvanefjeldet (1130 tons tailings/affald, langlivet lavaktivt og ca. 4000 tons malm. (Håbet var, at Danmark selv kunne fremstille brændselsstave, og vi kunne blive selvforsynende med uran fra Grønland, hvis vi fik atomkraft. Det lange og dyre uranudvindingsprojekt stoppede i 1983).
Foto tv.: Risøs udvindingsanlæg ved DR2. Uranen blev udludet i en 1,3 km lang rørautoklave. For hvert ton malm blev der udvundet 300 gram uran plus et kilo natriumfluorid (1 side 348)
Foto nedenunder: Uran-bunker på Risø. Malmen som blev hjemtaget fra Kvanefjeldet i 1980 ligger for størstedelens vedkommende stadig på Risø (1 side 348)
Foto nedenunder: Uran-bunker på Risø. Malmen som blev hjemtaget fra Kvanefjeldet i 1980 ligger for størstedelens vedkommende stadig på Risø (1 side 348)
Andet affald hos DD stammer fra industri, forskning og hospitaler (6-8m3 pr. år) og evigt giftigt affald:
- 2 tons uran
- 50-70 tons bly
- 200 kg cadmium
- 80 kg beryllium
Da man troede, Danmark ville få atomkraft, regnede man med, at det radioaktive affald skulle deponeres dybt geologisk sammen med det højaktive affald, de brugte brændselsstave.
Lederen af affaldshåndteringen på Risø gennem mange år, civilingeniør Knud Brodersen, opfordrede i 1994 forgæves ledelsen på Risø til at beskæftige sig med deponering af det radioaktive affald. Jyllands-Posten skrev 21.10.2000: "Ledelsen valgte at overhøre opfordringen, og det møder nu skarpt kritik fra flere politikere i Folketingets forskningsudvalg.
»Det er forkasteligt og helt uacceptabelt, at ledelsen bare har valgt at skubbe problemerne foran sig, mens affaldsmængderne voksede sig større og større,« siger Anni Svanholdt fra SF.
Opfordringen blev afleveret til ledelsen i et internt notat den 8. december 1994. Heri foreslår Knud Brodersen blandt andet, at man etablerede et forsknings-program, der kunne holde sig ajour med de internationale erfaringer inden for affaldsdeponering."
Opfordringen blev afleveret til ledelsen i et internt notat den 8. december 1994. Heri foreslår Knud Brodersen blandt andet, at man etablerede et forsknings-program, der kunne holde sig ajour med de internationale erfaringer inden for affaldsdeponering."
Hvis man på Risø havde gjort som Brodersen anbefalede, havde man bl.a. opdaget, hvad Holland var i færd med, nemlig at etablere et mellemlager for kerneaffald, der kan holde i mindst 100 år, og man kunne på Risø have forsket i muligheden af at bygge et mellemlager som i Holland.
Til det sidste er blot at sige, at fortidige beslutninger, der ikke er gennemtænkte, bliver en møllesten om halsen på kommende generationer. Derfor er det vigtigt, at vi heller ikke dropper forskning i radioaktivt affald. Hver generation skal tænke selv.
Skrevet af Anne
Litteraturliste
A-kraftaftalen 1985
Folketingsbeslutning nr. B 103 af 29. marts 1985 om offentlig energiplanlægning uden atomkraft.
Atomkraftdebat 1974-1985 af Niels I. Meyer
Atomanlægsloven som vedtaget i 12.5.1976
Dansk atomkraftpolitik Faktalink
Om atomanlægsloven i "Statsminister Anker Jørgensen" af Thomas Thuras People's Press 2011
Danmarks energi fortider (oversigt) 2006 Hovedbegivenheder på energiområdet Energistyrelsen
25 år uden A-kraft: Sangene var nej-sidens stærkeste våben Ingeniøren 29.3.2010
1. Risøs jubilæumsbog "Til samfundets tarv" Danmarks Tekniske Universitet, Risø Nationallaboratoriet for Bæredygtig Energi 1998. Kan købes antikvarisk eller lånes på biblioteketA-kraftaftalen 1985
Folketingsbeslutning nr. B 103 af 29. marts 1985 om offentlig energiplanlægning uden atomkraft.
Atomkraftdebat 1974-1985 af Niels I. Meyer
Atomanlægsloven som vedtaget i 12.5.1976
Dansk atomkraftpolitik Faktalink
Om atomanlægsloven i "Statsminister Anker Jørgensen" af Thomas Thuras People's Press 2011
Danmarks energi fortider (oversigt) 2006 Hovedbegivenheder på energiområdet Energistyrelsen
25 år uden A-kraft: Sangene var nej-sidens stærkeste våben Ingeniøren 29.3.2010
2. “Atomkraften under pres – Dansk debat om atomkraft 1974-85″ Oluf Danielsen RUC 2006:
3. Politica, Bind 18 (1986) 4 Hvorfor er der ikke atomkraftværker i Danmark?
Niels Chr. Sidenius Side 377
4. Politica, Bind 12 (1980) 1 Deponering af høj radioaktivt affald - vurdering af Elkrafts og Elsams rapport Flemming Getreuer Christensen, Karen Marie Pagh Nielsen
5. Forandringens vinde (Indbundet) - Nye teknologihistorier
Atomenergikommissionen opstillede to kriterier for placering af den nye atomforsøgsstation i 1955. Den måtte ikke ligge for langt fra København for at få og fastholde kvalificeret personale. Den måtte heller ikke ligge for nær tæt bebyggelse, for de nye atomare forsøgsfaciliteter skulle være omgivet af en sikkerhedszone. Valget faldt på halvøen Risø ved Roskilde. Risø blev købt og med ekspresfart omdannet til Danmarks nye forskningsinstitution. Når udenlandske statsoverhoveder besøgte Danmark efter indvielsen i 1958 var det et fast punkt på programmet, at de skulle besøge Risø og Niels Bohr. I 1985 blev navnet Forskningscenter Risø. I 2007 fusionerede Risø med DTU og skiftede navn til Nationallaboratoriet for bæredygtig energi.
10. Hvorfor ligger forsøgsstationen netop på Risø?
I bogen “Atomalder uden kernekraft” Klim 1996 fortæller Flemming Petersen side 78 om udvælgelsen af lokaliteten:
"Flere lokaliteter var i kommissionens søgelys, udgangspunktet var at det skulle have en isoleret placering og alligevel ligge tæt på det københavnske forskningsmiljø. Et område syd for Kalveboderne på Amager, kaldet Aflandshage, var man ret begejstret for. Men områdets placering tæt på militært og civilt område blev afgørende for, at det blev fravalgt. For første gang kom sikkerhedsproblemet på dagsordenen. Finansministeren ville have at vide, om det var forsvarligt med denne placering og ønskede, at sagen blev undersøgt på baggrund af oplysninger, hentet fra engelske og amerikanske forsøgsreaktorer. Generelt herskede der stor usikkerhed om, hvorledes et atomkraftværk kunne påvirke omgivelserne i tilfælde af uheld. Usikkerheden gjorde, at finansministeren ønskede en fjernere placering.
En sen augustdag var en lille gruppe af Atomenergikommissionens medlemmer med familie på tur til udvalgte lokaliteter i den sjællandske natur. Man havde bl.a. kig på en halvø i Roskilde Fjord, og Haldor Topsøe erindrer Bohrs begejstring for den lokalitet. Men da de var nået et stykke ud på halvøen, opdagede Bohr, der med raske skridt var foran de andre, et ungt elskende par midt i naturen, et syn han ikke ville udsætte sin kone for, så han fik standset konen og det øvrige selskab. Topsøes søn blev istedet beordret op på en høj. herfra fik han øje på halvøen Risø, som så siden blev godkendt til forsøgsstationen Risø.” Citat slut
- Se også anmeldelse i Historisk Tidsskrift
5. Forandringens vinde (Indbundet) - Nye teknologihistorier
Forfatter: Henry Nielsen, Hans S. Jensen, Kristian H. Nielsen, Keld Nielsen
Forlag: Praxis, Udgave: 1, Isbn 13: 9788757128352
Forlag: Praxis, Udgave: 1, Isbn 13: 9788757128352
Forhåbningerne var store, da Atomenergikommissionen (AEK) i 1956 besluttede at opføre et nationalt forskningscenter inden for atomkraft og nuklear teknologi. Atomstation Risø blev opført i en vældig fart, som bar præg af tidens entusiasme for den ny teknologi. Danmark skulle gøre sig sine egne erfaringer ud i det, som skulle munde ud i fredelig udnyttelse af atomkraft til samfundets tarv.
Atomstation Risø blev indviet 6. juni 1958 med deltagelse af en række prominente gæster, heriblandt Niels Bohr og kongeparret.
I 1985 traf Folketinget beslutning om ikke at indføre atomkraft i Danmark. Forskningen på Risø havde på det tidspunkt allerede skiftet retning.
7. "Atomenergikommissionen - Baggrund og Arbejde" H. H. Koch Nationaløkonomisk Tidsskrift 1958 bind 96
8. Atomenergikommissionen (AEK) begyndte sit arbejde i februar 1956.
Et af de første initiativer var at støtte en stor skala uran-ekspedition til Ilimaussaq region i sydvestgrønland. I slutningen af 60'erne var målet om uran-selvforsyning stadig tilstede, men den blev udskudt til senere. Too hot to handle: The Controversial Hunt for Uranium in Greenland in the Early Cold War
9. Danmarks stolthed af Flemming Petersen, kulturarv.dk
10. Hvorfor ligger forsøgsstationen netop på Risø?
I bogen “Atomalder uden kernekraft” Klim 1996 fortæller Flemming Petersen side 78 om udvælgelsen af lokaliteten:
"Flere lokaliteter var i kommissionens søgelys, udgangspunktet var at det skulle have en isoleret placering og alligevel ligge tæt på det københavnske forskningsmiljø. Et område syd for Kalveboderne på Amager, kaldet Aflandshage, var man ret begejstret for. Men områdets placering tæt på militært og civilt område blev afgørende for, at det blev fravalgt. For første gang kom sikkerhedsproblemet på dagsordenen. Finansministeren ville have at vide, om det var forsvarligt med denne placering og ønskede, at sagen blev undersøgt på baggrund af oplysninger, hentet fra engelske og amerikanske forsøgsreaktorer. Generelt herskede der stor usikkerhed om, hvorledes et atomkraftværk kunne påvirke omgivelserne i tilfælde af uheld. Usikkerheden gjorde, at finansministeren ønskede en fjernere placering.
En sen augustdag var en lille gruppe af Atomenergikommissionens medlemmer med familie på tur til udvalgte lokaliteter i den sjællandske natur. Man havde bl.a. kig på en halvø i Roskilde Fjord, og Haldor Topsøe erindrer Bohrs begejstring for den lokalitet. Men da de var nået et stykke ud på halvøen, opdagede Bohr, der med raske skridt var foran de andre, et ungt elskende par midt i naturen, et syn han ikke ville udsætte sin kone for, så han fik standset konen og det øvrige selskab. Topsøes søn blev istedet beordret op på en høj. herfra fik han øje på halvøen Risø, som så siden blev godkendt til forsøgsstationen Risø.” Citat slut
- Se også anmeldelse i Historisk Tidsskrift
11. Et mindesmærke ved Roskilde Fjord af Jørgen Steen Nielsen, Information, 22.1.02
12. Fra Risø til Yucca, af Jørgen Steen Nielsen, Information, 26.7.2005 Ansvarsdeponering af Jørgen Steen Nielsen, Information, 24.10.12
13. Maskinerne i haven, Museumsrapport, 3 erindringsbaserede rundrejser i Danmarks nukleare landskab, 07
13. Maskinerne i haven, Museumsrapport, 3 erindringsbaserede rundrejser i Danmarks nukleare landskab, 07
14. Risøs reaktorer, registrering af Danmarks Nukleare Kulturarv
15. En epoke er slut - men sporene tager 20 år at slette, Risø NYT, nr. 2 2003
Interessant artikel. Vil påstå at denne side samt www.kerneenergi.nu er to af de mest informative på nettet omhandlende atomkraft og dets potentiale.
SvarSletHej Lasse,
SvarSletTak for din kommentar.
Jeg ser at dit link ikke virker, så det kommer her igen:
kerneenergi.nu
Venlig hilsen,
Anne