Kritikken
Gerhard Schmidt (GS) fra det tyske Öko-Institut er ekspert i slutdeponering af radioaktivt affald. Han har kritiseret de danske slutdepot-planer og peget på, at det affald, man påtænker at deponere, først vil nå ”frigivelsesniveauet” efter ca. 100 000 år. Sikkerhedshorisonten for det planlagte danske slutdepot er ca. 300 år.
Johan Swahn (JS), direktør i Miljöorganisationernas Kärnavfallsgranskning i Sverige, har anbefalet et mellemlager for det danske affald. Han har gennem længere tid peget på det uansvarlige i, at de 233 kg særligt affald for ca. 12 år siden blev nedklassificeret fra højaktivt til langlivet mellemaktivt affald. Selvom dette ifølge DD er i overensstemmelse med Det Internationale Atom Agenturs (IAEA’s) anbefalinger, burde Danmark efter JS’ mening have vedtaget mere ambitiøse miljøkrav. IAEA’s anbefalinger er minimumsstandarder, som svarer til, hvad alle medlemslande kan enes om.
Kritikken rammer centrale dele af de danske slutdepot-planer, og den kommer fra folk, hvis indsigt på hver deres område er ubestridt. Myndighederne har tidligere kunnet undlade at svare på borgergruppernes og kommunernes kritik med den (betænkelige) begrundelse, at de ikke besad den nødvendige sagkundskab. GS og JS kan man ikke verfe af med den begrundelse.
Deres kritik kræver et svar, og jeg går ud fra, at DD’s direktør i interviewet udtaler sig på vegne af den gruppe af embedsmænd (2), der er beskæftiget med denne sag, således at det kan opfattes som det officielle danske svar.
Der er flere bemærkelsesværdige udtalelser i interviewet.
Tidshorisonten
Det benægtes, at tidshorisonten for det planlagte slutdepot skulle være 300 år. I DD’s ”Kort fortalt Forstudier til dansk slutdepot for radioaktivt affald” (3) hedder det:
”Slutdepotet skal rumme alt dansk radioaktivt affald og konstrueres til at isolere affaldet fra omgivelserne i minimum 300 år.”
Hvis man ville bygge slutdepotet, så det kan holde affaldet isoleret fra omgivelserne i væsentlig længere tidsrum end 300 år, burde man have skrevet det. Formuleringen ”i minimum 300 år” er bevidst tvetydig: Den kan bruges til at lukke munden på kritikere, der mener, at dette tidsrum er alt for kort, men lover på den anden side ikke mere end 300 år (4).
Referencedoser versus Frigivelsesniveau
Vi får at vide, at DD har valgt at se på referencedoser for befolkningen i stedet for som GS at se på frigivelsesniveauet for det radioaktive affald (5). Man vil altså ikke indrette slutdepotet, så affaldet først kan slippe ud, når det er uskadeligt, således som GS kræver. Man vil bare sigte mod, at den stråling, de omkringboende bliver udsat for, når affaldet er sivet ud, bliver ubetydelig.
DD’s direktør begrunder ikke dette valg, men indskrænker sig til at nævne, at niveauet for denne stråling bestemmes ved hjælp af sikkerhedsanalyser.
Direktøren har tilsyneladende ikke forstået, at situationen er ændret i forhold til tidligere, hvor DD (sammen med Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) og De nationale geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)) mente, at de kunne ignorere indvendinger fra borgerne. Nu står de overfor folk, der er mere kompetente, end de selv er. Hvis de vil bevare bare en smule af deres troværdighed, må de svare fyldestgørende på den rejste kritik.
Det særlige Affald
Om det særlige affald udtaler direktøren, at
”I hele DD’s levetid har de 233 kg været beskrevet som mellemradioaktivt i henhold til det internationale atomenergiagenturs IAEA’s retningslinjer.”
DD blev oprettet i 2003 (6), og så sent som i 2001 blev denne del af affaldet beskrevet som højaktivt (7). Smart, ikke?
Sikkerhedsanalyser
Den officielle argumentation er, udover sproglige spidsfindigheder, baseret på, at man kan bruge sikkerhedsanalyser til legitimering af de depotkonstruktioner, som GS anser for rene discount-løsninger.
At sikkerhedsanalyser er myndighedernes universalmiddel mod enhver kritik, har vi hørt mange gange før. Derimod har vi ikke hørt, hvorfor sikkerhedsanalyserne fortjener så stor tillid.
Selv mener jeg, at risiko-analyser, som de rettelig burde kaldes, er et fremragende redskab til bedømmelse af risici forbundet med komplicerede processer (8). Men som andre fremragende redskaber har de naturligvis deres begrænsninger. De er eminente til at organisere den viden, vi allerede har, og er derfor særdeles nyttige i mange sammenhænge. Men de kan ikke skabe ny viden.
En risiko-analyse kan sammenlignes med et budget. Det er velegnet til at forudsige ens fremtidige økonomiske situation, men det er en ufravigelig betingelse, at alle indtægter og udgifter er med, og at de hver især kan forudsiges med rimelig nøjagtighed.
Hvis der mangler indtægts- eller udgiftsposter, eller hvis man ikke ved, hvor store de bliver, bliver budgettets forudsigelser mere eller mindre værdiløse. Det samme gælder, hvis ønsketænkning eller andre subjektive faktorer får lov til at spille ind.
Noget lignende gælder for risiko-analyser. Man skal kende alle de processer, der kan influere på risikoen ved et slutdepot, og man skal kende dem godt. Man skal også sikre sig mod, at ønsker og forhåbninger hos dem, der betaler for analysen, kommer til at spille en rolle ved fastsættelsen af de sandsynligheder for uheld mm., der danner grundlaget for den. Ingen af disse betingelser opfyldt i denne sag.
Det er desværre nærliggende at mistænke de danske myndigheder for at misbruge risiko-analyser til at imponere borgerne og på den måde få dem til at afholde sig fra kritik. Efter at have overværet borgermøderne om slutdeponering i foråret (9) er min mistanke ikke blevet mindre.
Konklusion
Formålet med at give interviewet har formodentlig været at imødegå kritikken af de danske slutdepotplaner. Resultatet er blevet det modsatte. Enhver må efterhånden kunne se,
- at man jonglerer med ordene for at undgå at svare på ubekvemme spørgsmål
- at man ikke er i stand til at imødegå kritik fra uafhængige sagkyndige
- at man klamrer sig til sikkerhedsanalyser til trods for, at de har mistet enhver troværdighed i denne forbindelse.
Hvornår stopper denne farce?
Skrevet af Jens
Henvisninger:
1. Atom Posten (03.12.14)
2. Den tværministerielle arbejdsgruppe (link)
4. De 300 år er vigtige, fordi det efter almindelige kriterier er den tid, der skal til, for at det kortlivede affald (med halveringstider på ca. 30 år og derunder) kan nå at henfalde. Også efter den tid vil der være både radioaktive og giftige stoffer i depotet.
5. Frigivelsesniveauet er den aktivitet i affaldet, som svarer til, at det kan frigives, dvs. at det ikke længere regnes som radioaktivt, men som almindeligt affald. Da det meste Risø-affald indeholder langlivede isotoper, vil det for 18 (ud af 21) typer affald vare ca. 100 000 år, inden dette niveau nås.
6. Om DD’s historie
7. ”Dekommissionering af Risøs nukleare anlæg – vurdering af opgaver og omkostninger” Dansk sammenfatning. Af Kurt Lauridsen, Forskningscenter Risø, marts 2001
Ingen kommentarer:
Send en kommentar