Politiken, Politikken & det radioaktive Affald

Politiken Research har undersøgt arbejdsmiljøet i folketinget (1), og resultatet er nedslående. ”Politikere flygter fra Mudderkastning og Tidspres” lyder overskriften, og den er desværre helt dækkende for indholdet.

Medlemmerne fortæller om en stresset arbejdssituation, om at måden, de arbejder på, er baseret på sensationer og konflikt, og at det er umuligt at gå i dybden med det parlamentariske arbejde.

Det er hårdt for de folkevalgte, og det har en negativ indflydelse på lovgivningen. De bruger ifølge artiklen megen tid på at drille hinanden og mindre tid på at finde kompromisser og etablere holdbare forlig. Det forventes, at de er til rådighed for medierne fra tidlig morgen til sen aften.

For os, der har beskæftiget sig med sagen om det radioaktive affald, er der intet nyt i denne beskrivelse. En række kortsigtede beslutninger – og endnu flere ikke-beslutninger – har ført til, at sagen af de fleste anses for at være et problem for borgerne i de 5 udpegede kommuner.

For de folketingsmedlemmer, der ytrer sig om sagen, fordi de har forstået, hvad den drejer sig om, giver det problemer med partiledelsen, som ikke vil have, at partiet gør sig upopulært i landets øvrige 93 kommuner. Så hellere lægge pres på domstolene, selvom det er strafbart, eller diskutere nedlæggelsen af underholdningsorkestret, selvom det er åndssvagt.

Det er sikkert rigtigt, at mange folketingsmedlemmer flygter fra mudderkastning og tidspres. Men når de er flygtet, er de ikke folketingsmedlemmer længere, så det er mere interessant at se på dem, der bliver, og på de nye, der vælges. Det er svært at tro, at de kan være upåvirkede af de arbejdsbetingelser, der tilbydes. Derfor er det sandsynligt, at mennesker med visioner og ønsker om at deltage i diskussioner om grundlæggende spørgsmål glider ud, mens folk, der ser på politik som noget, der skal underholde befolkningen i den bedste sendetid, kommer ind.

Den slags ødelægger demokratiet, og det er os selv, der ødelægger det.

For truslen mod demokratiet i vores og andre vestlige samfund er ikke militærkup i sydamerikansk stil. Det er den snigende afskaffelse af den demokratiske samtale, latterliggørelsen af folk, som ikke på et splitsekund kan svare på alt mellem himmel og jord, den manglende interesse for at beskæftige sig med komplicerede og svære problemer. Det er showpolitikkens stigende afhængighed af økonomiske tilskud og deraf følgende afhængighed af dem, der giver tilskuddene.

Vi kan se sagen om det radioaktive affald som en af de mange sager, hvis behandling har lidt og stadig lider under disse forhold.

Men vi kan også se sagen som et forsøg på at holde den demokratiske samtale i gang trods alle forsøg på at idiotisere den. Som et forsøg, langsomt og usikkert i begyndelsen, men med stigende styrke efterhånden, på at få overblik over sagens mange enkeltheder og på at finde holdbare løsninger. Som en bestræbelse på at gennemskue virkelighedsflugt og vigtigmåseri, men også på at acceptere solide argumenter, også når de er ubekvemme.

Vi kan pege på, at sammenhold mellem mennesker i samme situation giver styrke til at kæmpe videre. Ikke kun mod et påtvunget slutdepot, men også for et mellemlager, der er accepteret af de omkringboende.

Skrevet af Jens


Henvisning: 

Nilas Heinskou og Jesper Vangkilde: ”Et folkestyre i 5. gear og uden bremser”, Politiken (26.12.14).