Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

lørdag den 20. december 2014

Atomaffald: Juleeventyret om Kufferten i Sundhedsministeriet

Det var ved vintertid, ud på aftenen efter komedie-tid, et frygteligt vejr, snestorm så at man ikke kunne trænge frem. 

Sundhedsministeren fik sig en smøg på sit kontor, mens han sled med sagerne.

Da bankede det hårdt på ministeriets dør. Portneren buldrede ned ad trappen, trætøflerne klaprede. Med besvær åbnede han først inderdøren og så den gyldne port. Sneen føg ind og lagde sig på hans tøfler.

Udenfor på trappen stod en løjerlig brun kuffert. Der var en seddel på, at den ikke var farlig. Afsenderen var miljøministeriet. De ville ikke have den. Kufferten havde også været en tur i UM. De havde prøvet at sende den til udlandet som bagage accompagné.

Portneren bragte kufferten op til sundhedsministeren, der straks satte den om bag døren. Her stod kufferten i fred, for der var så mange sager, der pressede sig på i SUM. Men en ting kunne ministeren glæde sig over, for første gang i historien vil der ikke være patienter på gangene på danske sygehuse. 




En morgen var kufferten vendt om, da ministeren trådte ind på sit kontor. Der var skrevet noget på den anden side. Det var lidt svært at læse, for nogen havde forsøgt at vaske det bort: “To typer affald er ufarligt efter 10.000 år og én kræver lidt længere tid, hvorimod de resterende 18 typer affald skal isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere.” Venlig hilsen hr. Smed.

Sundhedsministeren vendte kufferten om igen, gik ud til kaffemaskinen,  trykkede på en wiener mélange og tog en smøg. Den næste dag kaldte han miljøordførerne op til sig, én for én, og spurgte, hvad kufferten indeholdt.

“Det er affaldet fra Risø,” sagde de. "Alle partier har i 2009 bestemt, at kufferten skal graves ned, så vi kan glemme affaldet."

“Hvad har atomaffald at gøre i mit ministerium?” spurgte ministeren. “Vi skal jo forebygge. Og er nedgravning det rigtige?”

Den socialdemokratiske miljøordfører sagde: “Bekymr dig ikke, vi socialdemokrater har i 2009 sagt, at det ikke nytter noget med et discountdepot. Vi sagde - jeg har det lige her":

"Det er også meget vigtigt for Socialdemokratiet, at det kommende depot etableres på en sådan måde, at det giver færrest mulige gener for vore efterkommere. Det nytter ikke noget med en discountløsning, der måske kan give store problemer om 50 eller 100 år. Det kunne vi simpelt hen ikke være bekendt, men jeg tror heller ikke, det er et af de punkter, der bliver de helt store stridsemner under behandlingen af forslaget".


Og vi i SF sagde:

"Der står i redegørelsen, at man skal lægge vægt på inddragelse af international ekspertise, og det vil vi også lægge meget vægt på og sige, at al international ekspertise skal inddrages. Og jeg vil også sige her, at vi må bruge de penge, der skal bruges til det. Jeg synes, det er et stort projekt på den måde, og vi må bruge de penge, der er nødvendige. Hellere en undersøgelse for meget end en for lidt."

“Jamen, det har jeg da aldrig hørt jer tale om!” sagde ministeren. “Hvorfor har I ikke protesteret over kuffert-planen? Der er jo ikke inddraget international ekspertise!” 

“Jamen, sådan noget siger man, og så glemmer man det, det ved du da!” svarede ordførerne i kor.

Om natten drømte ministeren frygtelige drømme om, hvordan affaldet sivede ud i grundvandet. Han havde godt nok ikke familie i de udpegede områder, men han kunne forestille sig, hvad det betød. I 7. klasse havde han været på skoleudflugt til Brændesgårdshaven, tæt på hvor affaldet skulle graves ned, hvis Bornholm blev udpeget. Og selv om Bornholm var ude af øje og sind, kunne man så være det bekendt? 

Næste morgen kaldte han sin embedsmand ind: “Hvad er det for noget med den kuffert? Hvad skjuler den?” - “Den skjuler ikke noget. Kan du ikke se, den er gennemsigtig, og affaldet er ufarligt?” sagde embedsmanden med sit altid skæve smil. Ministeren kiggede på kufferten og gned øjnene. Han kunne ikke se, hvad der var i den, lige meget hvor meget han forsøgte.

“Jamen, vi skjuler ikke noget!” sagde embedsmanden. “Kan du ikke se, kufferten er åben og gennemsigtig?” Embedsmanden begyndte at blive hidsig.

“Jeg skal lige have en kop kaffe og en smøg,” sagde ministeren og gik ud til kaffemaskinen og trykkede på en sort kaffe - en stor kop. Imens maskinen varmede op, pudsede han sine briller. Da han kom tilbage til kontoret, kiggede han igen på kufferten. Han kunne stadig ikke se igennem den. Det er nok mig, der skal have nye briller, tænkte han og ringede til sin optiker.

Da ministeren kørte hjem, bad han sin chauffør tage kufferten med og køre forbi Risø, for DD kunne vel se igennem kufferten.

Ministerbilen kørte ind gennem porten til DD og op til receptionen. Ministeren steg ud, chaufføren fulgte efter med kufferten. Det dryppede lidt fra den. En grøn, selvlysende stribe lyste op bag dem. De blev ført ind på direktørens kontor. Bag det store skrivebord sad en venlig og mild herre med hvid kittel: “Velkommen til DD. Hvad kan jeg hjælpe med? Kaffe eller te? Vi serverer også småkager ligesom på Covra.

“Jeg har fået en kuffert fra miljøministeriet med noget, der på den ene side er ikke-farligt, og på den anden side farligt. Men jeg kan ikke se, hvad der er i kufferten," sagde ministeren.

“Kan ministeren ikke se ind i kufferten?” spurgte direktøren. “Det kan ikke passe. Den er jo åben og gennemsigtig. Affaldet er ikke farligt. Vi kan smide kufferten ud i Roskilde Fjord og røre rundt med en pind. Det vil ikke overstige baggrundsstrålingen.”

“Er det rigtigt? Jamen, det lyder dejligt!” sagde sundhedsministeren. “Vil I så beholde kufferten, så jeg kan glemme den?”

“Ja, så gerne,” sagde direktøren venligt og stillede kufferten om bag døren, hvor der var masser af plads.

Da ministeren forlod DD, følte han sig glad og lettet. Kufferten var slet ikke farlig. Han kunne godt nok ikke se ind i den, men når en direktør i hvid kittel kunne, måtte det jo være så sandt og rigtigt.

I bilen hjem fik han sig en smøg og en kaffe med to stykker sukker.

“Hvorfor smiler du?” spurgte chaufføren. “Fordi jeg kom af med kufferten,” svarede ministeren. 

“Jeg har forresten to julekort til dig, et fra et Sverige og et fra Tyskland,” sagde chaufføren.

“Tak!” sagde ministeren og tog kortene. På det ene sad der en nisse i et grantræ, og der stod med store bogstaver: "Hvornår slutter farcen?" 

Det er da et sært kort, tænkte ministeren og kiggede på teksten, der var skrevet af en hr. Svane: “Kære sundhedsminister, Du bør lave et mellemlager, for affaldet i kufferten skal ikke graves ned. Affaldet er farligt i meget lang tid, og den plan, som dit folketing har bestemt i 2009, er en discount-plan. I har brug for en time-out for at finde ud af affaldet, og hvad I skal gøre med det på forsvarlig vis.”

Ministeren smed kortet ned på gulvet og skubbede det ind under sædet foran med spidsen af sin sko. Han kastede et blik på kortet fra Tyskland, fra en hr. Smed: “I de 21 typer affald på Risø skal de 18 isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere.”

Ministeren smed kortet ud af vinduet. Han ville ikke tænke på det. Nu var kufferten i gode hænder hos folk i hvide kitler. Danmarks førende eksperter. Og i kongeriget var vi blandt de klogeste i verden. Vi behøvede ikke lytte til andre og lave mellemlager eller grave det ned mellem 300-800 meter med en sikkerhed på 100.000 år. Det ville han tage med i sin tale til julefrokosten på mandag i sundhedsministeriet. 

Der var godt nok lige det problem med, at SIS skulle godkende kuffertplanen, og hvordan kunne de det, når de var en del af sundhedsministeriet og altså ikke en uafhængig tilsynsmyndighed? Ministeren havde skrevet PhD om kontrol og sanktioner i EU-retten og vidste derfor, at EU kunne indlede en overtrædelsesprocedure mod Danmark (1), hvis der ikke var en kompetent uafhængig tilsynsmyndighed jf. artikel 6 i EU-direktivet af 19.7.2011. Men måske en skrivebordsmanøvre kunne ordne det? Det måtte det tværministerielle udvalg vide noget om.

Og ellers pyt - det kan give stemmer ved næste valg, at vi viser muskler over for EU og graver vores atomaffald ned lige som det passer os efter nærhedsprincippet. 

Og han ville sige i juletalen, at snart slap de for at tænke mere på møgkufferten, for den ville blive gravet ned i Udby, hvor der ikke boede nogen, der havde relation til sundhedsministeriet. 

Finansministeriets regnedrenge ville blive glade. Embedsmændene i sundhedsministeriet slap for at blive dunket på maven, når de havde spist frokost, og Cleantech Parken, Europas største fra Risø til Kastrup Airport, ville lyse som i Paradisets Have - uden den brune møgkuffert.

God jul!

Skrevet af Anne - frit efter H.C.Andersen

Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer i eventyret er utilsigtet, men uundgåelig.

Kilde



1. Mailsvar til borger i Odense af 27.10.14 fra Generaldirektoratet for Energi i EU-Kommissionen (min fremhævning):
"Directive 2011/70/EURATOM requires Member States to establish a competent regulatory authority in the field of safety of spent fuel and radioactive waste management. Such an authority has to be separated from any other body concerned with the management of spent fuel and radioactive waste. The importance of an independent regulatory body is also required by the international safety standards of the IAEA and the Joint Convention on the Safety of Spent Fuel and Radioactive Waste Management. 

According to Directive 2011/70/EURATOM, all Member States are required to communicate the content of their national programmes for spent fuel and radioactive waste management to the European Commission for the fist time by 23 August 2015. These programmes will be assessed by the European Commission with respect of their compliance with the Directive's provisions. 

In case that a Member State fails to transpose and implement the provisions of the Directive 2011/70/EURATOM, an infringement case can be launched by the European Commission."

Links

6 andre eventyr om atomaffaldet:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar