tirsdag den 11. juni 2019

Har Anne vundet Kampen mod Kernekraft i DK?


Holger Skjernings svar til Annes indlæg på Altinget om det radioaktive affald (1) fortjener en særskilt kommentar på grund af den afsluttende, mistrøstige konstatering:
”Du har vundet kampen imod kernekraft i Danmark, bl.a. vha argumentation, som den, du bruger her”
Denne konstatering bygger på en misforståelse af den rolle, de fem (nu nedlagte) borgergrupper (2) mod deponering af radioaktivt affald og (i al beskedenhed) vi selv, har spillet.
Udgangspunktet var beslutningen fra maj 2011 om at slutdeponere det danske radioaktive affald i en af de fem kommuner (Struer, Skive Kerteminde, Lolland og Bornholm). 
Borgergrupperne og Atom Posten pegede på, at
  • disse planer ville få stor, negativ betydning for borgerne i den kommune, der blev påtvunget et slutdepot 
  • disse planer var dårligt underbygget, fordi de i vid udstrækning var baseret på såkaldte sikkerhedsanalyser (3)
  • omdefineringen af de 233 kg særligt affald fra højaktivt til langlivet mellemaktivt affald, som helt tydeligt var en fidus, der skulle tjene til at legitimere en ringere og dermed billigere slutdeponering af affaldet (4)
  • forskere, ansat ved danske universiteter, har været meget tilbageholdende med at deltage i debatten, og det kunne tyde på, at det er så som så med disse menneskers reelle ytringsfrihed.
Disse indvendinger har vi gentaget den ene gang efter den anden, uden at vores modpart har nedladt sig til at svare. 
I al den tid sagde vi meget lidt om kernekraft. 
Men vi var naturligvis opmærksomme på, hvad der skete på den front. Undertegnede fik den ide, at kernekraft-tilhængerne måske kunne se fordelen ved at støtte tanken om mellemlagring af affaldet, fordi en sådan udmelding kunne styrke tilhængernes image som mennesker med respekt for miljøet. Ekstraudgiften til et mellemlager er jo småpenge i forhold til, hvad det koster at udvikle og bygge nye reaktorer. Jeg skrev derfor et nogle kommentarer og afventede svar (5).
Der kom intet svar.
Vi bilder os ikke ind, at alle og enhver læser Atom Posten. Men nogen gør det altså. Og jeg tror ikke, man skal være hverken psykolog eller politisk kommentator for at regne ud, hvilket indtryk dette må have gjort på læsere, hvoraf flere i forvejen var skeptiske overfor kernekraft og utrygge ved den måde, denne sag bliver præsenteret på overfor offentligheden. Disse mennesker har måttet spørge sig selv, om ikke det var en uudtalt præmis for indførelse af kernekraft, at det radioaktive affald fra de nye reaktorer efter passende omdefinering skulle dumpes på et sted, der var udvalgt efter politiske kriterier.
Forløbet pegede på et dybereliggende problem, nemlig at kernekrafttilhængere og -modstandere overhovedet ikke talte med hinanden, men levede i to helt forskellige verdener, hvor man havde meget forskellige (men desværre uudtalte og uerkendte) syn på, hvad der var rigtigt og forkert i denne sag.
Her var det, at undertegnede som udenforstående iagttager mente, at han kunne række de to parter en hjælpende hånd ved at foreslå, at de satte sig sammen og fandt en af begge parter accepteret løsning på et problem af fælles interesse (6). Jeg foreslog CO2-udledningen ved de forskellige energi-teknologier, fordi jeg ved flere lejligheder var blevet irriteret over at se påstanden om, at kernekraften var helt CO2-fri. Der er også andre muligheder. 
Jeg er ikke i tvivl om, at et sådant samarbejde, der præciserede grundlaget for kernekraft-diskussionen og dermed for uenigheden mellem tilhængere og modstandere, ville gøre denne diskussion lettere at forstå for de mange, der nu bare lukker øjnene for den.
Heller ikke dette forslag har fremkaldt nogen reaktion.
Dette gælder både tilhængere og modstandere af kernekraft. Men det må være tilhængerne, der tager initiativet, for det er dem, der har bevisbyrden.
Det er derfor ikke korrekt at hævde, at Anne ”har vundet kampen imod kernekraft i Danmark”. Af den simple grund, at hun har beskæftiget sig med helt andre emner end kernekraft i størstedelen af den periode, det drejer sig om.
Mere korrekt er det at hævde, at tilhængerne har tabt kampen, fordi de ikke har forstået deres opgave.
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:


  1. Se også Annes kommentar på Atom Posten (08.06.19).
  2. I maj 2011 blev der dannet borgergrupper mod deponering af radioaktivt affald i hver af de 5 kommuner. Disse er siden nedlagt og erstattet med den landsdækkende: ”Borgergruppen for en forsvarlig Håndtering af det danske Atomaffald”. Se kommentar i Atom Posten: ”Farvel til de gamle Borgergrupper og Goddag til den nye” (11.06.18).
  3. Sikkerhedsanalyser (egentlig risiko-analyser) er matematiske modeller, som bruges til at vurdere sikkerheden i komplicerede systemer. De er baseret på nogle forudsætninger, som myndighederne ikke har villet/kunnet gøre rede for, og som jeg ærligt talt tvivler på, de forstår. Se også notatet: ”Bemærkning om brug af matematiske Modeller til Risikovurdering” samt flere kommentarer i Atom Posten.
  4. De 233 kg særligt affald har vi beskæftiget os så meget med, at jeg ikke orker at referere til alle de kommentarer, vi har skrevet på Atom Posten om denne sag.
  5. Se kommentarer i Atom Posten: ”A-kraft og Modstand mod Slutdeponering” (18.05.14), ”Genbrug af Atomaffald” (23.02.15), ”Atomkraft og Atomaffald i Danmark – en Oversigt” (03.04.15), ”Atomkraft og Villagrunde” (03.03.16), ”Breaking News: Thorium er ikke Grundlaget for den nye Regering” (30.11.16), ”A-kraft uden CO2?” (02.05.17), ”A-kraft og radioaktivt Affald” (29.05.17). Herefter har vi ved flere lejligheder kommenteret kernekraftspørgsmål.
  6. Se kommentaren: Dialog om A-kraft” (06.06.18).

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar