søndag den 24. november 2019

Nyt fra Ekkorummet


The Nuclear Energy Agency, NEA (1), har for nylig udsendt en meddelelse, som indeholder flg. passus (2) om det radioaktive affald:
”efter årtiers forskning er det internationale videnskabelige samfund overbevist om, at geologisk deponering er en sikker og effektiv langsigtet løsning”
Vi kan nu håbe på en løsning på spørgsmålet om behandling af det radioaktive affald. Et problem, som i årtier har været en møllesten om halsen på a-krafttilhængere og mange andre verden over.
Efter mange år med usikkerhed om, hvad man skulle stille op med a-kraftens efterladenskaber, kan vi nu endelig se frem til en ”sikker og effektiv langsigtet løsning”.
Eller kan vi? 
En ekspert på området, Dr. David Lowry (DL), har nemlig ødelagt den gode stemning og meddelt, at han ikke kender nogen forsker, der deler dette synspunkt. NEA har åbenbart tilladt sig at se stort på den kendsgerning, at der findes eksperter, der (som DL) ikke er overbevist om, at ”geologisk deponering er en sikker og effektiv langsigtet løsning”.
Af den grund finder han NEA’s meddelelse skuffende (disappointing). Mange vil nok bruge andre, stærkere tillægsord om denne udmelding, når de har læst DL’s kommentar, men denne sag handler ikke om valget af tillægsord.  
Ingen er vel i tvivl om, at NEA aldrig ville drømme om at trække sin påstand tilbage, bare fordi den bliver afsløret som urigtig. Det er formodentlig årsagen til, at DL’s reaktion er forholdsvis dæmpet. Han er skuffet, men ikke vred, for han vidste på forhånd, at han ikke kunne vente andet.
Det interessante ved denne sag er således ikke det moralske aspekt. Det er desværre helt ukompliceret.
Det interessante er at forstå, hvad der kan få NEA til at fremsætte en påstand, der er i så åbenlys strid med sandheden. Hvad kan få dem til at tro, at risikoen for afsløring er minimal? 
Forfatterne til NEA’s meddelelse må have kalkuleret med, at påstanden uden videre vil blive troet af det store flertal i offentligheden og af medierne. De må på forhånd have været sikre på, at medierne ville være meget afvisende over for meninger, der som DL’s bliver opfattet som kritiske over for ”det internationale videnskabelige samfund”
Så er spørgsmålet, hvad det er, der adskiller ”det internationale videnskabelige samfund” fra alle mulige andre samfund? Hvorfor kan lige netop disse fire ord standse al tankevirksomhed i medierne, når så mange andre ord ikke kan?
Det er sagens kerne. 
Medlem af ”det internationale videnskabelige samfund” bliver man nemlig ikke, bare fordi man har en universitetsgrad i fysik og har beskæftiget sig med radioaktivt affald i mange år, sådan som DL har.
Nej, medlem bliver man kun, hvis man bliver godkendt til det af dem, der allerede er medlemmer af ”samfundet”. Og hvem godkender de? Jah, gæt en gang.
Medlemskredsen bliver derfor en samling personer, der har endog meget ensartede meninger om radioaktivt affald. De hører deres kolleger sige nogenlunde det samme, som de selv siger, og tror af den grund, at det er hele sandheden. 
Derfor mener de sig berettiget til uden begrundelse at frakende mennesker med afvigende synspunkter videnskabelig troværdighed. 
Derfor har de tiltaget sig magten til at udtale, ”at geologisk deponering er en sikker og effektiv langsigtet løsning”.
Men derfor har de også ansvaret for, at diskussionen om principperne for behandling af radioaktivt affald er blevet erstattet med en diskussion af tekniske enkeltheder. At nogle få grundlæggende principper er skubbet ud af den videnskabelige samtale, mens et stort antal uvæsentlige detaljer er kommet ind. 
De lever i et ekkorum, hvor den videnskabelige diskussion er blevet en parodi på sig selv.
Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

  1. Nuclear Energy Agency (NEA) er et agentur under OECD.
  2. “After decades of research, the international scientific community is confident that geological disposal is a safe and effective longterm solution.” 
  3. David Lowry's blog

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar