Decide, Announce, and Defend

De skiftende regeringers strategi, når det drejer sig om radioaktivt affald, kan opsummeres i vendingen: Decide, Announce, and Defend (DAD).

Jeg bryder mig ikke om denne strategi, som signalerer ringeagt for modparten og manglende interesse for synspunkter, der ikke stemmer overens med ens egne. Den bygger på følelsen af egen overlegenhed og forudsætter derfor, at man virkelig er overlegen: DAD virker kun, hvis man kan overbevise det store flertal om 

1. at det har været umuligt at finde en frivillig løsning, dvs. at man er tvunget til at tage en beslutning 
2. at man er uafhængig af særinteresser, dvs. at man er moralsk overlegen 
3. at man har sagkundskaben på sin side, dvs. at man er vidensmæssigt overlegen 

Hvad angår det første, så opgav myndighederne på forhånd at nå en forhandlingsløsning. Det var i en pressemeddelelse fra sundhedsministeriet, at borgmestrene i de fem kommuner i maj 2011 kunne læse, at 6 lokaliteter i deres kommuner var ”udvalgt” som mulige placeringer af slutdepotet. Siden har det været svært for borgmestre og borgergrupper at komme i dialog med de politisk ansvarlige eller bare at få oplysninger om deponeringsplanerne. Som påpeget af Anne har processen i de sidste tre år haft et helt kafka’sk præg. 

Hvad angår det andet, så viser et blik på kortet, at hensigten med udvælgelsen af de egnede lokaliteter i hvert fald ikke har været at tilgodese udkantsdanmark. Myndighederne har heller ikke gjort noget for at opgøre de skadevirkninger af økonomisk, erhvervsmæssig eller befolkningsmæssig art, som et slutdepot vil få for egnen omkring depotet. Man har manglet blik for, at det radioaktive affald, som jo i hovedsagen stammer fra forsøgsstation Risø, er et problem for landet som helhed, og det skal ikke tørres af på et sagesløst lokalsamfund.

Hvad angår det tredje, så har myndighedernes argumentation for, at slutdeponering skulle være ufarlig for de omkringboende, været baseret på en helt ukritisk brug af ”sikkerhedsanalyser” (1), selvom det er let at se, at sådanne analyser må være usikre af flere grunde, ligesom der har været problemer med flere slutdepoter i udlandet. De har også henvist til, at andre lande har slutdepoter mage til det, der påtænkes her i landet. Men eksisterende udenlandske slutdepoter er kun beregnet til kortlivet radioaktivt affald, hvorimod det danske slutdepot ifølge planerne skal tage imod radioaktivt og giftigt affald af næsten enhver art.

Det er umuligt at sige, hvordan det var gået, hvis myndighederne havde grebet denne sag anderledes an. Men deres fremfærd har gjort det sværere at finde løsninger på den slags sager i fremtiden. De har hverken haft den moralske eller vidensmæssige overlegenhed, som gør DAD-strategien anvendelig (acceptabel bliver den efter min mening aldrig). De har dækket over deres egen usikkerhed og begrænsede forståelse med overfladisk moraliseren (”hver generation skal rydde op efter sig”) og med en teknisk og videnskabelig sprogbrug, der tjener til at imponere, men som er uegnet til at forklare og overbevise. De havde håbet at kunne slippe nemt om ved det, men er blevet gennemskuet.

Ved at satse på DAD har man forsømt at komme borgerne i møde i en følsom sag, og forløbet har svækket befolkningens tillid til embedsværket og det politiske system.

Var det ikke på tide at overveje mere konstruktive fremgangsmåder?

Skrevet af Jens

Links

Baggrundsartikel om Risikovurdering og
Bemærkning om Brug af matematiske Modeller til Risikovurdering