Mørklægning og Fortielse

Revisionen af offentlighedsloven (L 144) diskuteres heftigt for tiden, især §24 (”ministerbetjeningsreglen”) og §27, stk. 2 (”politiker-reglen”). Med god grund, for når politiske beslutninger tages på grundlag af videnskabelige og andre sagkyndige vurderinger, er det vigtigt, at alle parter kan se, hvilke eksperter, der har udtalt sig, og hvad de har udtalt. Ministres behov for ”et lukket rum” til drøftelse af handlemuligheder og rådslagning må kunne dækkes på anden vis.

Men i sagen om Risø-affaldet handler det om mere end to paragraffer i det aktuelle lovforslag. Selvfølgelig skal vi vide, hvilken rådgivning, sundhedsministeriet modtager, hvem der står inde for dens faglige kvalitet, og hvem der er parat til at forsvare den offentligt. Men det er ikke tilstrækkeligt.

For det første skal vi være sikre på, at det er uafhængige fagfolk, der rådgiver beslutningstagerne. Vi skal vide, at de ikke er udsat for pres, for eksempel trusler om karrieremæssige sanktioner. De satser deres faglige omdømme, når de giver råd, og det må være nok. Vi ved godt, hvad beslutningstagerne ønsker, men må forlange, at negative konsekvenser af disse ønsker ikke bliver fortiet.

Både i denne og andre sager kan man se tendenser til ”samordning” af rådgivning og beslutningstagning. Fortsætter denne udvikling, risikerer vi, at centraladministrationen omdannes fra en forvaltning, der træffer rationelle beslutninger på et ordentligt fagligt grundlag, til et hof, hvor det alene gælder om at sige det, magthaverne ønsker at høre. Det er for fint at kalde det et demokratisk tilbageskridt. Det er dumt, slet og ret.

For det andet handler det om, hvordan medierne bruger de oplysninger, de kæmper så hårdt for lige nu. For hvad nytter det, at de har adgang til alle oplysninger i en sag, hvis de vælger ikke at bringe dem videre til deres læsere/seere? 

Sådan er det gået med Dagbladet Politikens dækning af sagen om Risø-affaldet. Masser af oplysninger er let  tilgængelige på nettet, så her er der ikke tale om ministerbetjening, men om selvbetjening. Alligevel har Politikens redaktion hverken fundet anledning til at behandle sagen ordentligt eller til at forklare, hvorfor de mener, den er uvæsentlig. Tilsyneladende er holdningen, at den skal forties, fordi et slutdepot kun rammer nogle få mennesker i landets periferi, mens Roskilde får højteknologiske arbejdspladser og et skjoldungeland oven i købet.

Viggo Hørup, hvis billede kan ses i Politiken hver dag, karakteriserede denne holdning således: 

”… den Politik, som jeg ansér for den lumpneste af alle, den, der rotter de rige sammen om at plyndre de fattige og sætter Overklassen paa Nakken af dem, der har mindst at staa imod med…”.

Klar tale.

Jens

Kilde

Viggo Hørup: Tale i Havdrup, 15.5.1894. Citeret efter ”Viggo Hørup i Skrift og Tale”, Gyldendal 1904.