Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

søndag den 8. februar 2015

Atomaffald: Reversibelt Slutdepot eller Mellemlager?

Det store problem ved et slutdepot for radioaktivt affald er, at affaldet under uheldige omstændigheder kan trænge ud i omgivelserne, mens radioaktiviteten stadig er betydelig. Nedbrydningen af de menneskeskabte barrierer kan ske hurtigere end forudset, og stabiliteten af de jordlag, der omgiver depotet, kan vise sig at være mindre, end man havde regnet med.

Et eksempel er det tyske depot Asse II (1), hvor der er trængt vand ind mindre end 30 år efter, at det var etableret. Udgiften til fjernelse af affaldet skønnes at blive min. 2 mia Euro (ca. 15 mia. kroner).

Det rejser naturligt nok det spørgsmål, om man kan indrette et slutdepot, så det er muligt at tage affaldet op igen, hvis noget går galt efter lukningen. I 2009 sagde Steen Gade (SF) i folketinget (min fremhævning):

”Den tredje melding går så på spørgsmålet: Når vi nu finder et sted, og når vi nu endelig får besluttet, hvor det skal være, tror jeg, at det er vigtigt, at vi får en løsning, som kan tages op igen. Det her handler trods alt om 300 år - efter hvad jeg har læst mig til. Det er ikke, fordi jeg nu står og siger, at vi så skal grave det op igen, men vi skal være forberedt på to situationer. Den ene er, at der kommer nye teknologier, som kan gøre, at vi kan gøre det bedre end at have det deponeret. Det kan vi jo ikke forudse i dag, men 300 år fra nu er altså ret lang tid. Man klager over, at Folketinget normalt planlægger for 4 år, altså til næste valg og dermed kun for 2 år i praksis, og vi kæmper en gang imellem for at planlægge for 10 og 15 år, men her er det altså 300 år. Derfor er vi nødt til at tage sikkerhedsforanstaltninger af en art, så vi, kan man sige, kan åbne op igen.

Den anden grund til, at vi må kunne åbne op, er jo, at vi heller ikke kender alle risici ved opbevaring, og ligegyldigt hvad alle de klogeste hoveder siger i dag, vil jeg bare som politiker have lov at sige, at det kan være, at der findes et hjørne, der ikke er tænkt på. Sådan har det været hidtil, ikke bare på det her område, men stort set på alle områder. Det er derfor, jeg vil lægge vægt på, at det bliver den ordning, som jeg tror i rapporten bliver kaldt - hvad bliver den kaldt - reversibel, ja, at man kan tage det op igen.”

Steen Gades betragtninger burde sættes i glas og ramme og hænges op i Sundhedsministeriet. Men selvom et reversibelt slutdepot lyder som et Columbus-æg, er virkeligheden mere kompliceret: 


For det første er det reversible slutdepot ikke overvåget. Hvis der opstår lækager, får man det først at vide, når de radioaktive stoffer viser sig i depotets omgivelser, for eksempel i grundvandet. Det forsinker fjernelsen af affaldet og udsætter de omkringboende for en strålingsrisiko. 


For det andet er det begrænset, hvad man kan gøre, hvis radioaktive stoffer begynder at trænge ud. De beholdere, det opbevares i, nedbrydes efterhånden, og det kan være svært at få affaldet ud, hvis beholderne er skrøbelige eller måske helt væk. Arbejdet med at fjerne affaldet er desuden farligt. 

For det tredje stiller reversibiliteten nogle krav til slutdepotets indretning, som gør det dyrere end et ikke-reversibelt. Merprisen er skønnet (3) til at være 10 – 25 % af anlægsudgifterne, afhængig af dybden.

Disse problemer undgås ved at lægge affaldet i et mellemlager, hvor det er let tilgængeligt og kan overvåges. Affaldsbeholderne kan repareres, hvis de viser tegn på sprækker eller rustdannelse, og det kan ske, før radioaktive stoffer trænger ud. Forureningen kan derfor standses ved kilden i modsætning til, hvad der gælder for slutdepotet.

Skulle der i de næste årtier blive udviklet teknologier, som gør det muligt at omdanne langlivede isotoper i affaldet til kortlivede (jf. Steen Gades ordførertale), er det let at hente affaldet ud. Endelig kan et dansk mellemlager, ligesom det hollandske COVRA (4), bruges i en informationsstrategi med det formål at ”afdæmonisere” radioaktive stoffer og radioaktiv stråling.

Hvad økonomien angår, så er mellemlageret for en hurtig betragtning dyrere end slutdepotet, fordi der skal ansættes personale til overvågning af affaldet. Men over for det står, at udgifterne til oprensning, hvis (eller rettere når) affaldet begynder at sive ud fra et slutdepot, også skal tages i betragtning.

Det er naturligvis umuligt at forudsige, hvornår udslippet kommer, så det kan være fristende at ”glemme” denne risiko. Men udslip kan forekomme, og omkostningerne i den forbindelse må tages med for at få en fair sammenligning ved de to opbevaringsformer.

Skrevet af Jens

Henvisninger: 


1. Et dansk Asse II? Kommentar i Atom Posten (05.03.13). Her er henvisninger til avisartikler mm om sagen



3.2.15 har Annette Vilhelmsen (SF) tilkendegivet, at dette stadig er SF’s politik: Politisk modstand mod at grave atomaffald ned TV2Fyn (2:37 minutter inde i udsendelsen)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar