Den menneskelige kultur har eksisteret i knap 10 000 år, alt inklusive, og kendskabet til radioaktiviteten er godt hundrede år gammel. Alligevel er menneskeheden begyndt at producere radioaktivt affald, som vil stråle i hundredetusinder, ja millioner af år.
Hvad vil man gøre med dette affald, når den menneskelige erfaring med disse ting er et kort øjeblik sammenlignet med varigheden af radioaktiviteten?
Det autoriserede svar er dyb geologisk deponering, begrundet med geologiske og klimatologiske argumenter, risiko-vurderinger, computer-simuleringer og så videre. Alt, hvad vor tids naturvidenskab og teknik har at byde på, er taget i anvendelse. Målet er at opnå maksimal isolering af affaldet med minimale omkostninger.
Er det så tilstrækkeligt? Vil den slags depoter virkelig sikre de omkringboende og deres efterkommere i mange generationer mod strålingen fra affaldet?
Forfatteren, Kristin Shrader-Frechette, mener nej. Hun er professor i filosofi og biologi ved University of Notre Dame, Indiana. Hendes forskningsområder er: videnskabsfilosofi, etik og kvantitativ risiko-vurdering.
Hun påviser, at geologien som videnskab, ligesom historien, beskæftiger sig med beskrivelse af fortidige hændelsesforløb og ikke med forudsigelse af fremtidige. Derved utroværdiggøres store dele af den officielle argumentation, som baserer sig på, at sandsynlighederne for jordskælv, vulkansk aktivitet og andre voldsomme begivenheder er ubetydelige. Og hvad der er svært for geologien, er endnu sværere for klimatologien: at ville forudsige vejrliget om hundreder eller tusinder af år er galimatias. Ikke desto mindre er geologiske og klimatiske forhold af stor betydning for depotets sikkerhed på langt sigt.
Klik her og læs lidt i bogen
Hun påviser, at udvælgelse af data, modellering og vurdering af resultaterne er gennemsyret af de undersøgendes faglige og personlige holdninger. Derved bliver den tilsyneladende kvantitative risikovurdering med det objektive præg i virkeligheden baseret på kvalitative, til dels subjektive, vurderinger.
Hun påviser, at der er en tendens til, at eksperterne i situationer, hvor data er ufuldstændige, er tilbøjelige til selv at konstruere det, der mangler. Sådanne konstruktioner kan være mere eller mindre velbegrundede, men de vil altid efterlade en usikkerhed, som svækker pålideligheden af undersøgelsen i større eller mindre grad.
Ved siden af de teknisk-naturvidenskabelige argumenter imod dyb geologisk deponering er der de etiske. Usikkerheder og begrænsninger i ekspertvurderingerne bliver sjældent vedgået. Når det drejer sig om placeringen af depotet, kan et flertal af ikke-involverede påtvinge et mindretal en risiko af ukendt størrelse. Det samme gælder for de nulevende i forhold til deres efterkommere. Der er etiske problemer i dilemmaet mellem at ville maksimere isolationen af affaldet og minimere omkostningerne ved opbevaringen, og så videre.
Shrader-Frechette’s konklusion er, at det bedst mulige er en opbevaring, som er overvåget, reversibel og accepteret af lokalsamfundet.
Bogen er indholdsmættet og svær at læse, bl. a. fylder noter og kilde-henvisninger mere end 20 % af bogen. Men Shrader-Frechette har det faglige overblik og tålmodigheden til minutiøst at gennemgå og vurdere det store kilde-materiale. Det betyder, at hendes kritik er umulig at komme udenom. Enhver, der ønsker at beskæftige sig seriøst med dette emne, må forholde sig til hendes argumenter og vurderinger.
Det kan synes unødvendigt at anmelde en bog, der udkom for over tyve år siden, og efter at planerne om det slutdepot ved Yucca Mountain, Nevada, der spiller en hovedrolle i bogen, blev droppet i 2011.
Men i den danske situation er den desværre helt aktuel. Stort set alt, hvad de danske myndigheder har frembragt af begrundelser for slutdeponering, er blevet studeret, analyseret og gendrevet af Shrader-Frechette flere år før.
Det eneste originale danske bidrag er, så vidt jeg kan se, fidusen med omdefinering af højaktivt affald til langlivet mellemaktivt affald. Den var amerikanerne nok heller aldrig hoppet på.
Jens
Ingen kommentarer:
Send en kommentar