Atomaffald og Tillid til Myndighederne

Sagen om slutdeponering af det radioaktive affald i udkantsdanmark har været usædvanlig på flere måder. 

Beslutningen om slutdeponering blev truffet af et enigt folketing i 2003, men efter at antallet af mulige deponeringssteder i 2011 blev reduceret til seks, har det været så godt som umuligt at finde et folketingsmedlem, der var parat til at forsvare denne løsning. Ingen ville stå ved, at man havde skubbet et nationalt problem over på et mindretal, nemlig borgerne i de fem udvalgte kommuner: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm.

En arbejdsgruppe bestående af embedsmænd fra flere ministerier har fået til opgave at håndtere sagen på grundlag af folketingets beslutning. For at lette byrden med at forsvare det uforsvarlige har de med stor behændighed udvalgt, sorteret og omdefineret de oplysninger om sagen, som de mente, befolkningen kunne tåle at se.

Statens institut for strålebeskyttelse (SIS), som har været med hele vejen, når det gjaldt om at få borgerne i de udvalgte kommuner til at sluge kamelen, bliver uafhængig tilsynsmyndighed, når slutdepotet skal bygges til sin tid. SIS kender selvfølgelig sagen og ved hvilke hensyn, der skal tages, men uafhængigheden er det svært at få øje på.

På nuværende tidspunkt er det usikkert, hvordan det ender: Om affaldet bliver slutdeponeret med vold og magt, eller om det bliver anbragt i et mellemlager.

Til gengæld er det sikkert, at forløbet har skabt mistro til myndighedernes forsikringer, når det drejer sig om radioaktive stoffer og radioaktiv stråling, og det gælder ikke kun for borgerne i de udpegede kommuner.

At der er frygt for stråling, der ikke kan registreres af vores sanser, men som kan fremkalde alvorlige sygdomme og ændringer i arveanlæggene, er forståeligt. At frygten bliver til panik, hvis det viser sig, at politikere og myndigheder ikke spiller med åbne kort, er desværre også forståeligt.

Hvilke muligheder er der herefter for at finde frivillige løsninger i sager, der har med anvendelse af radioaktive stoffer at gøre? For eksempel til medicinske eller andre formål, hvis nytte er hævet over enhver tvivl?

De statslige myndigheder mener åbenbart, at dette skyldes overdreven frygt hos borgerne. De forstår ikke, at de selv har styrket denne frygt med arrogant optræden og manglende indlevelse i deres situation.

De er blevet en del af problemet, ikke en del af løsningen.

Skrevet af Jens

link

Beslutningsgrundlag  2008