Den 23. marts havde folketinget førstebehandling af beslutningsforslag nr. B 90
”Forslag til folketingsbeslutning om en langsigtet løsning for Danmarks radioaktive affald”.
Debatten kan ses her fra kl. 10:40.
Kernen i forslaget er, at Dansk Dekommissionerings (DD’s) lagerfaciliteter på Risø-halvøen skal sikres mod oversvømmelse og ekstreme vejrsituationer, således at beslutningen om slutdeponering af det radioaktive affald kan udskydes til henimod 2073.
Altså endnu en udsættelse, denne gang i ca. 50 år.
Ventetiden skal ifølge beslutningsforslaget bruges til undersøgelse af undergrunden i ned til 500 meters dybde med henblik på at finde steder, der ifølge geologerne er egnede til at huse et slutdepot.
Beslutningsforslaget opererer altså stadig med slutdeponering, bare i større dybde. Det sker med henvisning til vores internationale forpligtelser, men uden refleksioner over, hvordan disse internationale forpligtelser kunne tænkes at blive ændret i den lange ventetid.
Desuden vil man sikre den viden og kompetence, som DD har oparbejdet på området.
Det er uden tvivl nødvendigt at sende et politisk signal om, at DD ikke skal nedlægges om få år som oprindelig planlagt. Det kan forhåbentlig forebygge rekrutteringsproblemer og personaleflugt (1).
Men når det er sagt, er der nogle ting, som må nævnes i forbindelse med DD’s rolle i denne sag.
Så når der tales om at ”sikre den viden og kompetence, som DD har oparbejdet på området”, er det desværre nødvendigt at spørge, hvilke dele af DD’s viden og kompetence, man ønsker at sikre.
I bemærkningerne til beslutningsforslaget er der en beskrivelse af forløbet fra 2009 til dato (2), som helt undlader at nævne borgernes modstand mod de oprindelige slutdepot-planer. Det til trods for at denne modstand har haft afgørende betydning for, at disse planer blev taget af bordet.
Og som dette ikke var slemt nok, så hedder det på side 7 i beslutningsforslaget:
”Når relevante lokaliteter for geologiske undersøgelser ned til 500 meters dybde er blevet identificeret, vil der blive etableret en grundig dialog med de berørte kommuner. Dialogen vil give kommuner mulighed for at indmelde interesse og ønsker. Dialogen vil angå forudsætninger og vilkår for beslutning om lokalisering med henblik på at gennemføre en proces under størst mulig hensyntagen til lokale forhold og kommunernes interesser.”
Man foregøgler sig altså, at når en kommune henimod 2070 får besked om, at den skal lægge jord til et slutdepot for radioaktivt affald, så vil den være tilfreds med at få lov til at ”indmelde” interesse og ønsker til slutdepotets indretning mv.
Selvom der er længe til 2070, tror jeg godt, man på basis af tidligere oplevelser kan forudsige, hvordan kommunen og dens borgere vil reagere: De vil ikke have noget slutdepot på kommunens område, hverken i 50 eller 500 meters dybde. Selv hvis man lovede dem at bore helt ned til kineserne, så vil indmeldingen helt sikkert være, at et slutdepot for radioaktivt affald vil man overhovedet ikke høre tale om.
Det centrale spørgsmål: Skal en kommunerne have mulighed for at sige nej til et slutdepot på sit område, bliver ikke nævnt, endsige besvaret, i beslutningsgrundlaget.
Behandlingen af beslutningsforslaget i folketingssalen var en tam affære (link).
Udover formanden var kun 7 ordførere og ministeren til stede, og indlæggene bestod for fleres vedkommende i oplæsning af manuskripter, der åbenlyst var skrevet af andre.
Enhedslistens forsøg på at påkalde sig miljøorganisationernes ekspertise blev mødt med en tavshed, der rungede i den tyndt besatte folketingssal. De andre ordførere har åbenbart forstået, hvem der kan bidrage i denne sag, og hvem der ikke kan.
Mere substans var der i indlæggene fra SF og RV, men det var langt fra nok til at ændre det samlede indtryk af et folketing, der ønskede at få denne sag af vejen så hurtigt som muligt.
Alle partier støttede beslutningsforslaget, og nogen debat var der ikke tale om. Hvad der er foregået bag de lukkede døre, får vi næppe nogen sinde at vide, men jeg fornemmede dog, at nogle arme var blevet vredet om, før enstemmigheden var i hus.
I sit afsluttende indlæg tilkendegav ministeren stor tilfredshed med forløbet og den enstemmige tilslutning. Det er heller ikke hver dag, at en minister fra et borgerligt parti får fornøjelsen af at banke Enhedslisten på plads.
Men de sædvanlige smådrillerier kunne ikke skjule, at manglen på visioner hos ordførerne skreg til himlen.
Folketingsmedlemmerne har ikke set i øjnene, at forløbet af sagen om det radioaktive affald har forøget tillidskløften mellem den befolkning, de repræsenterer, og de statslige organisationer, de skulle styre. De har tilsyneladende stadig ikke forstået, hvor meget sagen om det radioaktive affald betyder for de mennesker, der risikerer at få et slutdepot i nærheden af det sted, hvor de bor og arbejder.
Problemerne med opbevaring og behandling af radioaktivt affald er vanskelige, ingen tvivl om det. Men de løses ikke ved, at man prøver at luske noget igennem, som man godt ved er utilstrækkeligt, bare fordi man ikke orker at finde på noget bedre. De løses heller ikke ved bare at sidde og vente på, at andre tager initiativ til at finde en løsning.
Danmark er et lille land, og mængden af vores radioaktive affald er beskeden, sammenlignet med mange andre landes. Men det forhindrer ikke, at vi kan gå i spidsen og tage initiativ til forskning og internationalt samarbejde på dette område, som vi tidligere har gjort det på andre.
Det kræver en holdningsændring og en vilje til at se denne sag i et større perspektiv end det, beslutningsforslag B 90 lægger op til.
Som nylig afdøde Stephen Hawking så klart udtrykte det:
”So remember, look at the stars and not down at your feet”
Skrevet af Jens
Kernen i forslaget er, at Dansk Dekommissionerings (DD’s) lagerfaciliteter på Risø-halvøen skal sikres mod oversvømmelse og ekstreme vejrsituationer, således at beslutningen om slutdeponering af det radioaktive affald kan udskydes til henimod 2073.
Altså endnu en udsættelse, denne gang i ca. 50 år.
Ventetiden skal ifølge beslutningsforslaget bruges til undersøgelse af undergrunden i ned til 500 meters dybde med henblik på at finde steder, der ifølge geologerne er egnede til at huse et slutdepot.
Beslutningsforslaget opererer altså stadig med slutdeponering, bare i større dybde. Det sker med henvisning til vores internationale forpligtelser, men uden refleksioner over, hvordan disse internationale forpligtelser kunne tænkes at blive ændret i den lange ventetid.
Desuden vil man sikre den viden og kompetence, som DD har oparbejdet på området.
Det er uden tvivl nødvendigt at sende et politisk signal om, at DD ikke skal nedlægges om få år som oprindelig planlagt. Det kan forhåbentlig forebygge rekrutteringsproblemer og personaleflugt (1).
Men når det er sagt, er der nogle ting, som må nævnes i forbindelse med DD’s rolle i denne sag.
- Ideen om at anbringe det radioaktive affald i et mellemlager stammer ikke fra DD, men fra uafhængige eksperter og de borgergrupper, der blev dannet i de kommuner, som var udpeget til tvangsdeponering af affaldet. DD forsøgte derimod at fortie mellemlager-løsningen, så længe det var muligt.
- DD har ladet, som om kritikken af deres hidtidige plan for slutdeponering kun skyldtes misforståelser og ukendskab til sagen.
- DD har skamløst udnyttet sin mulighed for at bestille dyre og videnskabeligt udseende rapporter, der kunne understøtte deres synspunkter, mens borgerne måtte forlade sig på, at udenlandske sagkyndige ville hjælpe dem gratis. Det gjorde de heldigvis, og stor tak til dem.
- DD har undladt at give borgerne den forståelige og upartiske information, som statslige myndigheder må være forpligtet til at give i den slags sager.
Så når der tales om at ”sikre den viden og kompetence, som DD har oparbejdet på området”, er det desværre nødvendigt at spørge, hvilke dele af DD’s viden og kompetence, man ønsker at sikre.
I bemærkningerne til beslutningsforslaget er der en beskrivelse af forløbet fra 2009 til dato (2), som helt undlader at nævne borgernes modstand mod de oprindelige slutdepot-planer. Det til trods for at denne modstand har haft afgørende betydning for, at disse planer blev taget af bordet.
Og som dette ikke var slemt nok, så hedder det på side 7 i beslutningsforslaget:
”Når relevante lokaliteter for geologiske undersøgelser ned til 500 meters dybde er blevet identificeret, vil der blive etableret en grundig dialog med de berørte kommuner. Dialogen vil give kommuner mulighed for at indmelde interesse og ønsker. Dialogen vil angå forudsætninger og vilkår for beslutning om lokalisering med henblik på at gennemføre en proces under størst mulig hensyntagen til lokale forhold og kommunernes interesser.”
Man foregøgler sig altså, at når en kommune henimod 2070 får besked om, at den skal lægge jord til et slutdepot for radioaktivt affald, så vil den være tilfreds med at få lov til at ”indmelde” interesse og ønsker til slutdepotets indretning mv.
Selvom der er længe til 2070, tror jeg godt, man på basis af tidligere oplevelser kan forudsige, hvordan kommunen og dens borgere vil reagere: De vil ikke have noget slutdepot på kommunens område, hverken i 50 eller 500 meters dybde. Selv hvis man lovede dem at bore helt ned til kineserne, så vil indmeldingen helt sikkert være, at et slutdepot for radioaktivt affald vil man overhovedet ikke høre tale om.
Det centrale spørgsmål: Skal en kommunerne have mulighed for at sige nej til et slutdepot på sit område, bliver ikke nævnt, endsige besvaret, i beslutningsgrundlaget.
Behandlingen af beslutningsforslaget i folketingssalen var en tam affære (link).
Udover formanden var kun 7 ordførere og ministeren til stede, og indlæggene bestod for fleres vedkommende i oplæsning af manuskripter, der åbenlyst var skrevet af andre.
Enhedslistens forsøg på at påkalde sig miljøorganisationernes ekspertise blev mødt med en tavshed, der rungede i den tyndt besatte folketingssal. De andre ordførere har åbenbart forstået, hvem der kan bidrage i denne sag, og hvem der ikke kan.
Mere substans var der i indlæggene fra SF og RV, men det var langt fra nok til at ændre det samlede indtryk af et folketing, der ønskede at få denne sag af vejen så hurtigt som muligt.
Alle partier støttede beslutningsforslaget, og nogen debat var der ikke tale om. Hvad der er foregået bag de lukkede døre, får vi næppe nogen sinde at vide, men jeg fornemmede dog, at nogle arme var blevet vredet om, før enstemmigheden var i hus.
I sit afsluttende indlæg tilkendegav ministeren stor tilfredshed med forløbet og den enstemmige tilslutning. Det er heller ikke hver dag, at en minister fra et borgerligt parti får fornøjelsen af at banke Enhedslisten på plads.
Men de sædvanlige smådrillerier kunne ikke skjule, at manglen på visioner hos ordførerne skreg til himlen.
Folketingsmedlemmerne har ikke set i øjnene, at forløbet af sagen om det radioaktive affald har forøget tillidskløften mellem den befolkning, de repræsenterer, og de statslige organisationer, de skulle styre. De har tilsyneladende stadig ikke forstået, hvor meget sagen om det radioaktive affald betyder for de mennesker, der risikerer at få et slutdepot i nærheden af det sted, hvor de bor og arbejder.
Problemerne med opbevaring og behandling af radioaktivt affald er vanskelige, ingen tvivl om det. Men de løses ikke ved, at man prøver at luske noget igennem, som man godt ved er utilstrækkeligt, bare fordi man ikke orker at finde på noget bedre. De løses heller ikke ved bare at sidde og vente på, at andre tager initiativ til at finde en løsning.
Danmark er et lille land, og mængden af vores radioaktive affald er beskeden, sammenlignet med mange andre landes. Men det forhindrer ikke, at vi kan gå i spidsen og tage initiativ til forskning og internationalt samarbejde på dette område, som vi tidligere har gjort det på andre.
Det kræver en holdningsændring og en vilje til at se denne sag i et større perspektiv end det, beslutningsforslag B 90 lægger op til.
Som nylig afdøde Stephen Hawking så klart udtrykte det:
”So remember, look at the stars and not down at your feet”
Skrevet af Jens
Henvisninger:
1. Dette problem er en del af et større problem, nemlig rekruttering af mennesker til at arbejde med radioaktive stoffer generelt. Det er kommenteret i Atom Posten (19.09.13): ”Rekruttering af Eksperter i radioaktiv Stråling”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar