Stort set alle mener, vi skal have ytringsfrihed, og den er da også sikret i Grundloven. Det svære er at fastsætte de præcise grænser for den.
På den ene side er ytringsfriheden en forudsætning for diskussion, polemik og satire, som er en vigtig del af vores demokratiske kultur. Derfor må der være vide grænser for, hvad der kan ytres.
På den anden side skal det naturligvis være muligt at skride ind over for ytringer, der skader andre (trusler, injurier osv.). Men når ømtålelige emner bliver taget under behandling, så sker det ofte på en måde, der vækker vrede, eller som udfordrer den officielle pænhed. Det afføder krav om, at grænserne indskrænkes, så grovhederne kan blive stoppet.
Diskussionen af dette emne hører aldrig op, fordi vores opfattelse af
Derfor er det godt, at justitsministeriet i december nedsatte en ytringsfrihedskommission (1), der skal udtale sig om disse problemer i lyset af den samfundsmæssige og teknologiske udvikling.
Først og fremmest er der den helt uacceptable situation, at mennesker her i landet risikerer voldstrusler, hvis de ytrer sig om bestemte emner.
Men derudover er der andre omstændigheder, der afholder folk fra at ytre sig om kontroversielle spørgsmål, og som kommissionen også bør se på.
For lad os bare se det i øjnene: I mange tilfælde undlader vi (dvs. hr. og fru Danmark) at blande os i diskussionen af ømtålelige emner, fordi vi ved, det har sociale konsekvenser at gøre det. Folk, der insisterer på at diskutere den slags ting, bliver ikke truet med vold, men stemples som besværlige og risikerer at blive isoleret.
Derfor har de fleste af os for længst lært at holde hver vores selvcensurerede mund, når talen falder på emner, der anses for upassende. Mange er endda tilbøjelige til at fortrænge, at den slags emner overhovedet findes.
Problemet forstærkes af, at vores ytringer kan findes på nettet længe efter, vi har ytret dem, ofte uden sammenhæng med den situation, hvori de blev ytret.
Mange vil være utrygge ved, at arbejdsgivere kan se, hvad man tidligere har skrevet, selvom det, man skrev dengang, var et led i et uddannelsesforløb, ikke udtryk for grundlæggende og ufravigelige holdninger. På et arbejdsmarked, hvor løse ansættelser er udbredte, får det mange til at skrive – og tænke – hvad de tror er i overensstemmelse med det, der anses for passende. Ikke det, de selv synes er rigtigt.
Sagen om det radioaktive affald (2) viser noget lignende. Mange videnskabsfolk og teknikere kunne have bidraget til, at denne sag fik et mindre uværdigt forløb, men meget få gjorde det. Denne tilbageholdenhed er svær at forklare som andet end et udtryk for selvcensur.
Og hvem bestemmer, hvilke emner der er upassende? Er selvcensuren ikke et tegn på, at mange af os er underlagt en stille form for social kontrol, der begrænser vores ytringsfrihed?
En social kontrol, der rammer de mange, hvor voldstruslerne trods alt kun rammer de få. En kontrol, der begrænser diskussionen af samfundsmæssige problemer, og som udøves af anonyme magthavere, der ikke står til regnskab for demokratisk valgte organer.
Det er uacceptabelt. Som socialdemokratiets formand har udtrykt det for nylig (3):
”Social kontrol – uanset hvilken kultur eller religion, den bliver pakket ind i – er undertrykkende. Og derfor skal det bekæmpes.”
Jeg tror, formanden har mere ret, end hun selv er klar over.
Skrevet af Jens
Henvisninger:
- Se justitsministeriets hjemmeside
- Materiale om atomaffaldssagen findes på Annes hjemmeside (atomaffaldklarhed.dk)
- Nyhedsbrev fra socialdemokratiet (17.01.18).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar