Grøn A-kraft?

Kasper Støvring (KS) har for nylig i en kommentar i Berlingske (1) argumenteret for a-kraft som et led i generationspagten:

”at vi har taget jorden fra de døde, og skal give den videre til de endnu ufødte”

som han udtrykker det.

Kommentaren kan ses som et led i den kampagne for a-kraft (2), der har kørt gennem de senere år, og hvor det har været interessant at se, hvad hvert nyt indlæg føjede til denne i forvejen vidt forgrenede debat. 

Det originale i KS’ indlæg er sammenkoblingen af a-kraft og indvandringspolitik. Det kan måske give a-kraft-spørgsmålet en opmærksomhed i offentligheden, det hidtil har måttet savne. Personligt tror jeg dog, det vil vare længe, inden vi får a-kraftens svar på Inger Støjberg at se. Men hvem ved.

Det er ikke Atom Postens opgave at kommentere a-kraft-spørgsmålet i sin helhed. Men vi har fulgt sagen om det danske radioaktive affald gennem en årrække og har derfor kommenteret forhold, som også er relevante i forhold til dette spørgsmål (3).

Den første begejstringsbølge for a-kraft i 1950’erne og 60’erne efterlod en anseelig mængde af radioaktivt og giftigt affald (4), som ingen tilsyneladende følte sig ansvarlige for. Den løsning, man valgte, var slutdeponering (dvs. nedgravning) af affaldet på et sted, hvor der var få til at protestere. Man søgte at minimere de politiske omkostninger og håbede på, at de miljømæssige omkostninger først ville vise sig senere. Ingen var stolte ved denne beslutning, og det forstår jeg (5).

Da den næste begejstringsbølge for a-kraft skyllede ind over os for nogle år siden, var det oplagte spørgsmål til de begejstrede tilhængere naturligvis: ”Hvad vil I stille op med det radioaktive affald fra de nye a-kraft-teknologier?” Svaret var, at disse teknologier producerer langt mindre af dette stads per energi-enhed. Det ”gamle” affald havde man ingen lyst til at tale om. 

Sidstnævnte stammer for størstedelens vedkommende fra RISØ’s tre forsøgsreaktorer, mens det ”nye” affald, vi (måske) får, vil komme fra reaktorer, som skal dække en stor del af DK’s energiforbrug. Så selv om disse reaktorer er smartere end de gamle, er affaldsregnestykket derfor ikke helt så enkelt, som det præsenteres. Noget affald kommer der, og før en eventuel beslutning bliver taget, må vi have præcise svar på, hvor meget, det bliver, og hvordan man vil opbevare det. Sporene skræmmer.

Som KS så malende beskriver det i sin kommentar, er mange mennesker på forhånd afvisende overfor a-kraft og lukker helt af, når emnet bliver bragt på bane. Vi har vist alle mødt denne reaktion, men hvad er årsagen? Skyldes den bare de venstreorienteredes rænkespil, eller er der andre forklaringer? Forklaringer, der ikke er helt så letkøbte?

Jeg synes, at de offentlige myndigheder i høj grad har forsømt den forpligtelse, de har (eller i det mindste burde have) til at give borgerne retvisende, upartisk og forståelig information om disse vanskelige emner, når de dukker op i den offentlige debat. Det kunne i det mindste have formindsket problemerne. 

Hertil kommer, at repræsentanter for disse myndigheder ved forskellige lejligheder over for borgerne har optrådt på en måde, der er blevet opfattet som arrogant og bedrevidende. Det har givet anledning til vrede og utryghed i befolkningen (6). 

Et andet problem i denne forbindelse er a-kraft-tilhængernes argumentation. Debatskrifter for a-kraft har udviklet sig til en særlig litterær genre (7), hvor det tilsyneladende gælder om at opremse så mange som muligt af alle de velsignelser, vi går glip af, hvis vi siger nej til a-kraft, i stedet for stille og roligt at give en sammenhængende redegørelse for fordele og ulemper ved denne måde at producere energi på, og ærligt fortælle om hvilke ting, man ikke ved. Ingen tror alligevel på, at denne teknologi er helt uden problemer, så tilhængerne burde spørge sig selv, om denne måde at skrive på virkelig tjener sit formål (8).  

Så er der spørgsmålet om, hvordan forskningen i de nye a-kraft-teknologier skal organiseres. Det ligger i luften, at private investorer skal inddrages, og den slags sker ikke uden betingelser, især når det drejer sig om afkast (9). Mange er utrygge ved disse betingelser, og med god grund. 

Men kunne universiteterne ikke stå som garanter over for offentligheden, når det drejer sig om at sikre bredden i forskningen og sikre, at der også bliver forsket i de negative sider af a-kraften, og således at vi får et afbalanceret billede af det enormt store og komplicerede projekt, som a-kraften udgør? 

Når man tænker på, hvordan universiteter burde være, ville denne løsning være oplagt. Når man tænker på, hvordan universiteter ledes og financieres i dagens Danmark, er den ubrugelig.

KS’ kommentar genopliver flere af de betænkeligheder, mange af os nærer overfor a-kraft. 

Vi har fået atomkraften fra de døde, ja. Men skal vi også give den videre til de endnu ufødte?

Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

1. Kasper Støvring, Ph.D. og forfatter: ”Hvorfor prøver vi ikke med atomkraft?” kommentar i Berlingske (20.11.18)
2. Blandt mange andre kan nævnes: Bent Lauritzen ”Vi løser ikke klimakrisen uden kernekraft”, Berlingske (09.10.18), kommenteret i Atom Posten (11.10.18): ”Kommentar til Bent Lauritzen: Kernekraft udleder ikke CO2”. Holger Skjerning: ”Haves: teknik til at modvirke klimaændringer. Søges: politisk vilje”, Politiken (01.05.17), kommenteret i Atom Posten (02.05.17) (”A-kraft uden CO2”)
3. Se kommentarer i Atom Posten: ”A-kraft og Modstand mod Slutdeponering” (18.05.14) og ”A-Kraft og radioaktivt Affald” (29.05.17) 
4. SeDanskDekommissionering,UFM.dk og Annes hjemmeside atomaffaldklarhed.dk bl.a. med link til Danmarks 2. rapport til EU-Kommissionen afleveret 20.8.18 men endnu ikke offentliggjort på sis.dk
5. Regeringen tog den af bordet i september 2017, se kommentarer i Atom Posten: ”Atomaffaldet: Glædens Dag – og Eftertankens” (10.11.17), ”Atomaffald i Folketinget!” (27.03.18) og ”Sagen om det radioaktive Affald – en personlig Beretning” (25.07.18)
6. Emnet er kommenteret i Atom Posten: ”Radiofobi” (18.10.18)
7. KS nævner Thomas Grønlund Nielsens bog: ”Den grønne Atomkraft” (forlaget Kahrius 2018), som jeg desværre ikke har haft mulighed for at anmelde. Jeg har tidligere anmeldt en anden bog af samme forfatter, som illustrerer denne problemstilling: ”Niels Bohr må vende sig i sin grav” (forlaget Kahrius 2013), se Atom Posten (14.01.14)
8. Mit eget forslag er fremsat i kommentaren: ”Dialog om A-kraft”, Atom Posten (06.06.18).
9. Se for eksempel Per Wimmer: ”Den grønne Boble” (Gyldendal Business, 2014), anmeldt i Atom Posten (30.01.15).