af Thomas Grønlund Nielsen, Forlaget Kahrius.dk, 2013, 126 sider.
Bogens undertitel er: ”Om fornægtelsen af kernekraften”, og den er ganske rigtig et debatskrift for indførelse af a-kraft. Men den kommer langt omkring. Det 20. århundredes fysikhistorie skildres levende og suppleres med personlige oplevelser, uden at det bliver privat eller irrelevant.
TGN kæmper for sin sag med en veloplagthed og en viden om sit emne, som gør indtryk, og en af hans pointer: at fysikfaget har været skandaløst nedprioriteret i uddannelsessystemet siden 1980’erne, er mange enige med ham i, heriblandt undertegnede.
Andre sider af fremstillingen er mindre overbevisende.
For det første titlen. Mig bekendt er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved Niels Bohrs indsats, hverken på det videnskabelige eller det politiske område. Men han døde i 1962, og efterhånden som årtierne går, bliver det mere og mere risikabelt at bruge hans navn til legitimering af synspunkter, der angår nutidige problemer.
For det andet karakteristikken af modstanderne. Her gentager TGN fejlen fra a-kraftdebatten i 1970’erne: at man hæfter psykologiske karakteristikker på modstanderne og på forhånd afskriver deres argumenter som underlødige og deres betænkeligheder som hysteriske. Det fører næsten med sikkerhed til, at ens egen argumentation tørrer ind, fordi man ikke vil se behovet for fornyelse.
For det tredje nedlæggelsen af forsøgscenter Risø. Det var måske en fejl, men det er langt ude at sammenligne denne begivenhed med den behandling, en vis J. Kristus fra Nazareth var blevet udsat for to tusind år tidligere. Desuden finder jeg hans bemærkninger om demokratiet betænkelige.
Centralt i enhver argumentation for indførelse af a-kraft må være redegørelsen for, hvad man vil stille op med det radioaktive affald. Bogens største svaghed som debatskrift for a-kraft er, at den udover at henvise til en kortfattet litteraturliste nøjes med at konstatere, at det radioaktive affald i Frankrig (hvor a-kraft dækker en stor del af energiforbruget) ikke fylder mere, end at det kan opbevares i en sportshal, svarende til en 1-krone per franskmand. De problemer, der har været og er med opbevaring og slutdeponering af radioaktivt affald i Frankrig og andetsteds, diskuteres overhovedet ikke.
Men for os, der er optaget af sagen om det danske radioaktive affald, er det interessant at få at vide, at radioaktivt affald fylder så lidt. Når vi læser kundgørelserne fra Dansk Dekommissionering, bliver vi ellers imponeret over, at højradioaktivt affald kan bringes til at fylde så meget. Så meget, at det kan klassificeres som mellemaktivt.
Thomas Grønlund Nielsen skriver godt, ingen tvivl om det. Jeg kunne bare ønske mig, at han tænkte lidt mere over, hvad han skrev.
Skrevet af Jens
Bogen er også anmeldt i Weekend-Avisen af Frede Vestergaard (03.01.14).
Den franske plan for slutdeponering af højradioaktivt affald og modstanden mod denne er beskrevet her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar