Vi, der har beskæftiget os med sagen om det danske atomaffald, har oplevet, at vores budskab ikke trængte igennem, og følt, at vi måske ikke udtrykte os klart nok. Vi syntes, vi havde en god sag, og hvis bare vi kunne udtrykke det bedre, så måtte myndighederne da kunne forstå det.
Rasmus Ejrnæs’ fine kronik i Politiken 3.1.14 giver en bedre forklaring på denne oplevelse. Den beskriver statslige myndigheder, som er stor-aftagere af rådgivning, produceret af forskere, som bagefter skal søge forskningsmidler hos de samme myndigheder. Den beskriver et lukket system, hvor centraladministrationen får de ”råd”, den gerne vil have, fordi den har den afgørende, økonomiske indflydelse i det miljø, der producerer rådene.
Og der bliver ikke gjort noget for at skjule, hvordan klaveret spiller. Det, der tidligere kaldtes ”forskningsbaseret rådgivning”, hedder nu ”myndighedsbetjening”, og ved et kursus for forskere på sektorforskningsinstitutionerne blev hunden (af alle dyr!) brugt som billede på den gode medarbejder.
I sagen om det radioaktive affald har vi oplevet myndighedernes ulyst til at besvare oplagte spørgsmål (for eksempel om de 233 kg omdefineret affald) og til at forholde sig til nye problemstillinger (COVRA, Asse II m. fl.). Efter læsning af kronikken står det klart for undertegnede, at denne ulyst ikke skyldes inkompetence eller ond vilje. Den skyldes snarere, at der bliver set med mistænksomhed på selvstændig tankevirksomhed hos medarbejderne i den herskende, administrative kultur.
Naturvidenskaben bliver stadig vigtigere i den politiske beslutningsproces, og så er det deprimerende at opleve, hvordan dens udøvere bliver ydmyget ved at blive stillet over for valget mellem at miste deres job eller at miste deres videnskabelige integritet.
Det er alvorligt for forskerne, men for samfundet som helhed er det endnu alvorligere. Samfundet har med Ejrnæs’ ord ”brug for en uafhængig tredjepart, der kan blæse i fløjten, når der snydes på vægten”, og den tredjepart er ved at blive sat ud af spillet. Det har brug for at blive advaret mod negative følger af politiske tiltag, men sådanne advarsler bliver opfattet som illoyale og mødt med sanktioner.
Som forholdene er nu, er der brug for folk, der kan og tør ”blæse i fløjten”. Men det ville dog være bedre og mere værdigt for et demokratisk samfund, hvis politiske spørgsmål kunne debatteres offentligt uden jobmæssige konsekvenser for deltagerne.
Jeg håber, at kronikken vil starte den nødvendige debat om samspillet mellem videnskab og politik. Det vil være ødelæggende med en fortsat konflikt mellem dem, der har argumenter, men ingen magt, og dem, der har magt, men ingen argumenter.
Jens
Ingen kommentarer:
Send en kommentar